Den Messiasmission, der Tilskrives Jesus Kristus ved Tidens Ende

Nogle af de første, der gik over til Islam i Mekka, blev ofre for alvorlig forfølgelse. De bar dem med tålmodighed og tænkte aldrig på gengældelse, eftersom Koranen beordrede Profeten Muhammad at invitere de ikke-troende til Guds vej med visdom og rimelig prædiken, rådede ham til at afvise ondskab med det, der er bedre, og at reagere på hans fjenders synder og fejl med overbærenhed og tilgivelse. Mekkanernes intolerance tvang til sidst de lokale muslimer til at opgive deres hjem og ejendom og emigrere til Medina, hvor de kunne leve i henhold til deres tro, og hvor Islams fulde sociale og legale dimensioner kunne udvikle sig i fred.

Men mekkanernes fjendtligheder fortsatte, og muslimerne i Medina blev snart mål for nye sammensværgelser. Selvom de indfødte troende i Medina (Ansar'ene) villigt delte alt med Emigranterne (Muhajirun), havde de alle meget lidt. I sådanne anspændte situationer tillod Gud, den Almægtige, dem at kæmpe mod deres fjender, for der var blevet begået uret mod dem, og de var fordrevet fra deres hjem med urette (22:39).

Slaget ved Badr (624) var den første store konfrontation mellem muslimerne og de fjendtlige styrker. Selvom de troende var i undertal, vandt de en stor sejr. Hvis ikke vi accepterer nogle Koranfortolkeres mening om, at Sura Muhammad, som indeholder regler om behandlingen af krigsfanger, blev åbenbaret før Surat al-Anfal, var intet Guddommeligt påbud blevet åbenbaret om, hvordan fanger skulle behandles. Muslimerne vidste ikke engang, om de skulle dræbe fjenden på slagmarken eller tage dem til fange. Efter slaget holdt Profeten råd med sine Ledsagere, som han altid gjorde, når der ikke var nogen specifik Guddommelig befaling at følge.

Abu Bakr sagde: "Oh, Guds Sendebud, de er dit folk. Selvom de voldte dig og de troende stor uretfærdighed, vil du vinde deres hjerter og føre til deres vejledning, hvis du tilgiver dem og tilfredsstiller dem." Men 'Umar sagde: "Oh, Guds Sendebud, de er Mekkas ledende skikkelser. Hvis vi dræber dem, vil de ikke igen kunne komme sig og give os modstand. Så giv hver muslim hans nærmeste slægtning. Giv 'Aqil til hans bror, 'Ali, så han kan dræbe ham. Og Abu Bakrs søn, 'Abd al-Rahman, til Abu Bakr, og ... [så videre]."

Guds Budbringer vendte sig mod Abu Bakr og sagde: "Oh Abu Bakr; du er som Profeten Abraham, som sagde: Den, som følger mig, er af mig, og den, som ikke adlyder mig - men Du er sandelig Ofte Tilgivende, mest Barmhjertig (14:36). Du er også som Jesus, som sagde: Hvis du straffer dem, er de dine tjenere. Hvis du tilgiver dem, er Du den Ærefulde med uimodståelig magt, den Viise" (5:118).

Derpå vendte han sig mod 'Umar og sagde: "Oh 'Umar, du er som Noah, som sagde: Oh min Herre! Efterlad ikke en eneste vantro på Jorden! (71:26). Du er også som Moses, som sagde: Vor Herre, ødelæg deres rigdomme og gør deres hjerter hårde, så de ikke vil tro, indtil de ser den smertefulde straf" (10:88). (Ibn Hanbal, Musnad, 1:383).

Moses, Jesus og Muhammad

Da Islam er den sidste, universelle form af den Guddommelige religion, beordrer den os til at tro på alle Profeterne. Derfor tror man, som muslim, på Jesus, Moses og alle andre Profeter.

Koranen erklærer:

Budbringeren tror på det, der bliver åbenbaret ham fra hans Herre, og det gør de troende også. De tror alle på Gud og Hans engle, Hans Skrifter og Hans Budbringere: "Vi gør ingen forskel på nogen af Hans Budbringere" - og de siger: "Vi hører og adlyder. Giv os Din Tilgivelse, vor Herre. Til Dig går rejsen." (2:285).

Da historiske betingelser krævede, at alle tidligere Profeters budskaber var begrænset til et bestemt folk og periode, var visse principper særligt betonede i de budskaber. Dertil kommer, at Gud gav hver Profet og menighed særlige gaver i henhold til tidens diktat.

For eksempel, fik Adam den gave at kende Navnene, nøglerne til alle grene af viden; Noah fik gaven af standhaftighed og udholdenhed; Abraham blev beæret med Guds nære venskab samt som far til en lang række Profeter; Moses blev givet evnen til at administrere og blev ophøjet ved at være den, Gud direkte henvendte Sig til; og Jesus blev hædret med tålmodighed, tolerance og medfølelse. Alle Profeter har nogen del i de nævnte prisværdige kvaliteter; men hver af dem overgår, af hensyn til hans mission, de andre med en eller flere af disse kvaliteter.

Da Moses voksede op til at blive Profet, levede israelitterne en kummerlig tilværelse under de ægyptiske faraoner. På grund af faraos despotiske regime og undertrykkelse blev slaveri en integreret del af israelitternes sjæl og var nu blevet en del af deres karakter. For at reformere dem, at udstyre dem med så ophøjede følelser og værdier som frihed og uafhængighed og for at genopbygge deres karakter og dermed frigøre dem for Faraos slaveri, kom Moses med et budskab, der rummede strenge og stive regler. Derfor kaldes den Bog, der blev givet ham, for Tora (Lov). Da hans mission krævede, at han var en noget streng og stiv reformator og underviser, var det naturligt for ham at bede med henvisninger til Farao og dennes høvdinge: Vor Herre, ødelæg deres rigdomme og gør deres hjerter hårde, så de ikke vil tro før de ser den smertelige straf (10:88).

Jesus kom på en tid, da jøderne havde overladt sig til verdslige fornøjelser og førte et materialistisk liv. I Koranen læser vi:

Oh I troende! Mange præster og eremitter fortærer, i falskhed, folks rigdomme og hindrer deres vej til Gud. Og der er dem, der hober guld og sølv sammen og bruger det ikke på Guds vej. Bekendtgør for dem en yderst alvorlig straf. (9:34)

De samme mennesker udnyttede religion til verdslig fortjeneste:

I ser mange af dem kappes i synder og fjendskab, og hvorledes de indtager det, der er ulovligt. Ondt er det, de har begået. Hvorfor forbyder lærerne og rabbierne ikke at nævne synd og indtage det ulovlige? Ondt er det, de har begået. (5:62-63)

Evangelierne fortæller om en lignende følelse, tilskrevet Jesus:

I øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, I som er onde? Thi af hjertets overflod taler munden. Et godt menneske fremfører gode ting af hjertets gode forråd; og et ondt menneske fremfører onde ting af det onde forråd. (Matthæus 12:34-35)

Pas på! Vær på vagt overfor farisæernes og saddukæernes gær. Lovens lærere og farisæerne er de autoriserede fortolkere af Moseloven. Så I må adlyde og følge alt, de siger, I skal gøre. Men lad være med at efterligne deres handlinger, for de praktiserer ikke det, de prædiker. De binder tunge byrder, der er vanskelige at bære, på folks rygge, og alligevel er de uvillige til at løfte bare en finger for at hjælpe dem med at bære disse byrder. De gør alt, for at folk kan se dem ... De elsker de bedste pladser ved festligheder og de reserverede pladser i synagogerne. De elsker at blive hilst med respekt på markedspladserne og at få folk til at kalde dem "Lærer" ... Hvor frygteligt for jer, Lovens lærere og farisæere. I hyklere ... I giver Gud en tiendedel af årstidens urter, såsom mynte, dild og kommen, men forsømmer at adlyde Lovens virkelige lære, såsom retfærdighed, nåde og ærlighed. I skulle praktisere disse uden at forsømme de andre. (Matthæus, kapitlerne 23, 13 og 12)

Da Jesus blev sendt til israelitterne var den Sande Religions ånd visnet bort, og religionen selv var blevet reduceret til et middel for dens gejstlige til at røve almindelige folk. Så inden Jesus fortsatte med at sætte Loven i kraft, koncentrerede han sig om tro, retfærdighed, nåde, ydmyghed, fred, kærlighed, anger over éns synder, søgen efter Guds tilgivelse, at hjælpe andre, hjertets renhed og hensigt samt oprigtighed:

Salige er de fattige i ånden, thi de Himmeriges rige er deres. Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, thi de skulle arve Jorden. Salige er de, som hungrer og tørste efter retfærdighed, thi de skal mættes. Salige er de barmhjertige, thi dem skal vederfares retfærdighed. Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud. (Matthæus, 5:3-8)

Profeten Muhammad har alle ovennævnte kvaliteter, undtaget at være far til Profeter. Dertil kommer, at på grund af hans missions universelle sigte er han som Moses (han kommer som en advarer, etablerede en Lov og bekæmpede sine fjender) og Jesus (eder kommer med gode nyheder, som prædikede barmhjertighed, tilgivelse, hjælpsomhed, altruisme, ydmyghed, oprigtighed, renhed i intention og den højeste standard af moral). Husk på, at Koranen erklærer, at Gud sendte Profeten Muhammad som en barmhjertighed til hele skabelsen (21:107).

Islam præsenterer Gud, før alle andre Navne og Attributter, som den Nådige, den Barmhjertige. Idet den gør det, peger den på det faktum, at Gud hovedsageligt manifesterer Sig som den Nådige og den Barmhjertige, og at Hans vrede og straf kun bliver tiltrukket af et individs egne utilgivelige synder og misgerninger. Men Gud, den Tilgivende, tilgiver de fleste af Hans tjeneres synder: Hvilken ulykke, der end rammer jer, er for det, jeres hænder har tjent, og for mange (af dem) giver Han tilgivelse (42:30).

Profeten Muhammad havde både Profeten Moses og Profeten Jesus's mission. Den historiske episode, der omtales i begyndelsen af denne artikel, viser, at Abu Bakr mere repræsenterede Jesu mission, og at 'Umar mere repræsenterede Moses’ mission. Eftersom Islam skal bestå til tidernes ende, kan der opstå situationer, hvor det kræves, at dens tilhængere handler sommetider som Moses og andre gange som Jesus.

Islam og Jesus Kristus's Messianske Mission:

Traditionernes pålidelige bøger indeholder mange af Profeten Muhammads udtalelser om, at Jesus vil vende tilbage til denne verden inden tidens afslutning og følge islamisk lov. Selvom sådanne Traditioner fortolkes på forskellige måder, kan den forstås sådan, at mod tidens slutning må Islam manifestere sig mere i den dimension, Jesus repræsenterer. Med andre ord skal hovedaspekterne i hans Profetgerning være fremtrædende, Islam prædikes på. Disse aspekter er som følger:

Jesus rejste konstant. Han blev aldrig på ét sted, men prædikede sit budskab undervejs. De, som prædiker Islam, må rejse eller udvandre.

De skal være de angrende, tilbedere, rejsende (i hengivenhed til Islams sag og at viderebringe den), de, som bøjer sig og kaster sig på jorden (udelukkende overfor Gud), befaler det gode og forbyder ondt og iagttager Guds grænser. Til dem er der gode nyheder (9:112).

Barmhjertighed, kærlighed og tilgivelse havde første pladsen. Jesus bragte gode nyheder. Derfor skal de, der vier sig til Islams sag, understrege disse karaktertræk og, idet de aldrig glemmer, at Profeten Muhammad blev sendt som en barmhjertighed til alle verdener og al eksistens, skal overbringe gode nyheder til hvert et sted og kalde folk til Guds vej med visdom og rimelige formaninger. De må aldrig afvise andre.

Denne verden har i dag mere brug for fred end på noget andet tidspunkt i historien. De fleste af vore problemer stammer fra overdreven verdslighed, videnskabelig materialisme og hensynsløs misbrug af naturen. Alle taler så meget om farerne for krig og forurening af miljøet, at fred og økologi er de mest fashionable ord på folks tunger. Men de samme mennesker ønsker at fjerne de problemer ved en yderligere overvindelse og dominans over naturen.

Problemet ligger i oprør mod himlen og i ødelæggelsen af ligevægten mellem menneskeheden og naturen. Denne tilstand skyldes den moderne materialismes opfattelse af og fordærvede holdning overfor menneskeheden og naturen. De fleste mennesker tøver med at fatte, at en fred indenfor menneskenes samfund og med naturen kun er mulig gennem fred med den åndelige orden. For at have fred med Jorden skal man have fred med sin egen tilværelses åndelige dimension: Det er kun muligt ved at være i fred med himlen.