Meningen bag Kalima al-Tawhid

På arabisk betyder ilah "én, der bliver tilbedt", med andre ord et væsen, som på grund af sin storhed og styrke, bliver betragtet som værdig til tilbedelse, at man bøjer sig for den i ydmyghed og overgivelse. Ilah-begrebet indeholder desuden besiddelse af uendelig kraft, overbringer betydningen af at andre er afhængige af det, og at det selv ikke er afhængig af nogen eller noget. Ordet ilah bærer med sig en fornemmelse af mystik og hemmeligheder. Det persiske ord, khuda, såvel som deva på hindi og god på engelsk har lignende betydninger. Der findes også ord på andre sprog, hvis mening er den samme.


På den anden side er Allah, som vi på dansk oversætter til Gud, er Guds essentielle, personlige navn. La ilaha illa'llah betyder bogstaveligt set: "Der findes ingen ilah udover det Ene Store Væsen, Som kendes som Allah". Det betyder at universet ikke indeholder noget andet væsen, der er værd at tilbede, udover Allah, at vi bør bøje os i overgivelse og beundring udelukkende for Ham, at Han er det eneste Væsen, der besidder al styrke, at vi har brug for Hans gaver, og at vi alle er forpligtede til at søge Hans hjælp. Han er skjult for vore sanser og vort intellekt kan ikke fatte hvad Han er.


Den Ene, sande Gud er en afspejling af Islams enestående opfattelse af Gud. For en muslim er Gud den Almægtige, universets Skaber og Opretholder, Han ligner intet andet og intet kan sammenlignes med Ham. Nå Profetens samtidige spurgte ham om Gud, åbenbarede han Surat al-Ikhlas, der betragtes som éthedens essens eller monoteismens motto, som følgende:


I Guds navn, den Nådige, den Barmhjertige. Sig (oh Muhammad): Han er Gud, den Ene, Unikke. Gud er Selvopholdende (Som ikke behøver nogen og Som alle andre behøver). Han har aldrig avlet (nogen) og Han er ikke blevet avlet, og der er ingen ligesom Ham. (112:1-4)


Skaberen må være af en anden natur end de skabte ting, for hvis Han var af samme natur som de er, ville Han være tidsbegrænset og derfor have behov for en skaber. Deraf følger, at intet er som Han. Hvis Skaberen ikke er tidsbegrænset, må Han være evig. Men hvis Han er evig, kan Han ikke have nogen årsag. Hvis intet udover Ham Selv forårsager Hans fortsatte eksistens, må Han være Selv-opretholdende og Selv-Forsynende.


Hvis Han ikke er afhængig af noget for at fortsætte Sin egen Eksistens, kan denne Eksistens ikke have nogen ende. Skaberen er derfor evig og evigtvarende: "Han er den Første og den Sidste".


Han er Selv-Opretholdende og Selv-Forsynende, eller, for at bruge Koranens udtryk, as-Samad og al-Qayyum. Skaberen skaber ikke bare for at bringe ting i verden, for Han bevarer dem også, tager dem ud af eksistensen og er den endelige årsag til alt, der sker dem.


'Ali Ibn Abi Talib siges at have sagt:


Han er værende; men ikke gennem fænomenet at blive til. Han eksisterer; men ikke fra ikke-eksistens. Han er med alle ting; men ikke ved fysisk nærhed. Han er forskellig fra alle ting; men ikke ved fysisk adskillelse. Han handler, men uden at benytte Sig af bevægelser og redskaber. Han er den Ene, blot sådan at der ikke er nogen, som Han har til selskab eller som Han savner i vedkommendes fravær. 3


Islam nægter at karakterisere Gud på nogen menneskelignende måde eller fremstille Ham som om, Han favoriserer visse individer eller nationer på grund af rigdom, magt eller race. Han skabte menneskene lige. Han favoriserer udelukkende i henhold til dyd og fromhed.


Bogstaveligt betyder tawhid "forening" (at gøre nogle ting til ét) eller at "erkende enhed". Det kommer fra det arabiske verbum, wahhada (at forene, gøre ét eller konsolidere). Men når det bruges med henvisning til Gud, betyder det at virkeliggøre og bevare Guds Enhed i alle vor handlinger, der direkte eller indirekte har med Ham at gøre. Det er troen på, at Gud er En, uden partner i Hans Rige og Hans handlinger, uden lige i Sin Essens og Attributter og uden rival med hensyn til Hans Guddommelighed og i tilbedelse. Disse tre kategorier bliver almindeligvis omtalt som: Tawhid ar-Rububiya ("Bevare Herredømmets Enhed"), Tawhid al-Asma wa Sifat ("Bevare Enheden af Guds Navne og Attributter") og Tawhid al-'Ibada ("Bevare Enheden af Guds Tilbedelse).


Tawhid al-Rububiya er baseret på den fundamentale opfattelse, at Gud alene forårsagede alle tings eksistens, da der intet fandtes; Han opretholder og passer skabelsen uden, at Han har brug eller behov for den, og Han er den eneste Herre for universet og dets indbyggere uden nogen virkelig udfordring mod Hans Overophøjethed. Det ord, der på arabisk bruges til at betegne denne kvalitet, er Rububiya, som stammer fra roden Rabb (Herre). Ifølge denne kategori er det sådan at, eftersom Gud er den eneste virkelige kraft der findes, er det Ham, Som har givet alle ting kraften til at bevæge sig og forandre sig. Intet i skabelsen sker, uden at Han har tilladt at det sker. I erkendelse af denne realitet gentog Profeten Muhammad (fvmh) flere gange dette udråb: La hawla wa la quwwata illa bi'llah (Der findes hverken styrke eller magt uden hos Gud).


Tawhid al-Asma wal Sifat har fire aspekter. For at opretholde enheden af Guds Navne og Attributter i det første aspekt, må man henvise til Gud i henhold til hvorledes Han og Hans Profet har beskrevet Ham og benævnt Ham. Det andet aspekt involverer at omtale Gud, som Han har omtalt Sig Selv, uden at give ham nye navne eller attributter. I det tredje aspekt refereres til Gud uden at give Ham Sin skabelses Attributter. For eksempel kan Han ikke siges at hvile eller sove, for dette ville give Ham nogle af Hans skabelses attributter. Ej heller kan Han siges at "angre" Sine "dårlige tanker", for det er noget, mennesker gør, når de indser deres fejl. Attributterne af at høre og se er blandt menneskets attributter; men kan ikke sammenlignes med den fuldkommenhed, de opnår, når de er det Guddommelige Væsens attributter. Med andre ord behøver Gud hverken ører eller øjne for at besidde disse attributter. Det fjerde aspekt kræver, at ingen person kan blive givet Guds attributter i deres fuldkommenhed.


På trods af det vide omfang af de to første kategorier er en fast tro på dem alene ikke tilstrækkeligt til at opfylde Islams krav for tawhid. Tawhid al-Rububiya samt Tawhid al-Asma wal-Sifat skal følges med deres komplementære, Tawhid a-'Ibada, for at tawhid har kunnet blive anerkendt som komplet ifølge Islam. Det forlanger at alle former for tilbedelse udelukkende skal rettes mod Gud, for Han alene er værdig til tilbedelse og kan skænke goder til skabte væsener som et resultat af Hans tilbedelse. Desuden er der ikke brug for noget mellemled mellem menneskeheden og Gud. Gud understregede vigtigheden af at rette sin tilbedelse udelukkende til Ham ved at påpege, at dette var hovedformålet med skabelsen af jinn og menneskeheden, og essensen i det Budskab, alle Profeter har bragt.


Som følge heraf er den mest alvorlige synd shirk (tilbedelse af andre og andet i stedet for Gud eller ved siden af Gud). I Surat al-Fatiha, som enhver muslim reciterer i sine bønner mindst 17 gange dagligt, lyder vers 4: Dig alene tilbeder vi og fra Dig alene søger vi hjælp; et klart budskab om at alle former for tilbedelse skal rettes udelukkende til den Ene, Som kan svare: Gud.


Studiet af tawhid kan ikke betragtes som fuldstændigt uden en omhyggelig analyse af dens modsætning: shirk. Shirk betyder bogstaveligt partnerskab, at dele eller associere. I Islamisk terminologi henviser det imidlertid til at tildele Gud partnere, uanset hvilken form det måtte tage.


Arter af at tilskrive Gud partnere (Shirk)


Man kan tilskrive Gud partnere i Hans Rububiya, Asma was-Sifat og 'Ibada.


Shirk i al-Rububiya. Denne slags shirk henviser enten til den tro, at andre tager del i Guds Herredømme over skabelsen, eller at der slet ikke findes nogen Herre over skabelsen. I det første tilfælde, shirk ved association, betyder det, at en accept af en øverste Gud eller Højeste Væsen; men Hans rige deles med mindre guddomme, ånder, dødelige, himmellegemer eller jordiske genstande. Ifølge Islam er sådanne systemer polyteistiske. I det andet tilfælde, shirk ved negation, når de forskellige filosofier og ideologier næsten påstår/repræsentere til en udtrykt eller uudtrykt benægtelse af Guds Eksistens. For eksempel falder panteisme og monisme ind under denne kategori.


Shirk i al-Asma wal-Sifat. Dette indeholder både den hedenske skik med at give Gud Sin skabelses attributter, såvel som at give skabte væsener Guds Navne og Attributter i deres absolutte betydning, der er særegen for Gud. I det første tilfælde, shirk gennem menneskeliggørelse, gives Gud form og kvaliteter af mennesker og dyr. På grund af menneskets overlegenhed i forhold til dyrene bruges menneskets form i almindelighed oftest af afgudsdyrkerne til at repræsentere Gud i skabelsen. Som følge heraf bliver Skaberens billede ofte malet, modelleret eller skåret ud i menneskelig form, tit med træk fra dem, der tilbeder dem. I det andet tilfælde, shirk gennem guddommeliggørelse, gives eller påstås skabte væsener eller ting Guds Navne eller Hans Attributter i deres absolutte betydning, særegen for Gud.


Shirk i al-'Ibada. Dette betyder direkte tilbedelse af andet end Gud og at søge belønning for tilbedelsen i det skabte i stedet for hos Skaberen. Denne kategori har også to hovedaspekter, som følger:


Al-Shirk Al-Akbar (Den Store Shirk). Den opstår, hvis nogen tilbedelsesgerning er rettet mod det, som ikke er Gud. Den repræsenterer den tydeligste form for afgudsdyrkelse, som Gud sendte alle Sine Profeter til menneskeheden for at få den til at holde sig fra. Denne opfattelse støttes af: Sandelig, Vi har sendt Budbringere til enhver nation, som gav ordre til kun at tilbede Gud og undgå Taghut (falske guder) (16:36).


Taghut betyder faktisk det, som forlanger at blive tilbedt, og som tilbedes sammen med Gud eller i stedet for Gud. Der er blevet lagt stor vægt på denne ondskab, for den modsiger selve formålet med skabelsen, som det udtrykkes i Guds erklæring: Jeg har ikke skabt jinn og mennesker med andet formål end at tilbede Mig (51:56).


Den Store shirk repræsenterer den største handling af oprør imod Universets Herre og er dermed den endelige synd, der rent faktisk sletter alle en persons gode gerninger og garanterer dens gerningsmand evindelig forbandelse i Helvede. Følgelig er falske religioner primært baseret på denne slags shirk. Alle menneskeskabte systemer inviterer på den ene eller anden måde deres følgere til tilbedelse af skabelse.


Al-Shirk Al-Asghar (Den mindre Shirk). Guds Budbringer sagde: "Det, jeg frygter mest for jer, er al-shirk al-asghar." Ledsagerne spurgte: "Oh, Guds Budbringer, hvad er den Mindre Shirk?" Han svarede: "At vise sig (al-riya'), for på Genopstandelsens Dag vil Gud sige, når folk modtager deres belønninger: `Gå hen til dem, som du viste dig overfor i den materielle verden, og se, om du kan få nogen belønning fra dem´". Han erklærede ligeledes: "Oh, folk! Hold øje med den hemmelige shirk" Folkene sagde: "Oh Guds Budbringer, hvad er hemmelig shirk?" Han svarede: "Når et menneske rejser sig for at bede og stræber efter at forskønne sin bøn, fordi folk ser på ham, er det hemmelig shirk." (al-Daylami, al-Firdaws, 2:376)

Read 6 times
In order to make a comment, please login or register
SIMILAR QUESTIONS