Religion i Koranen

Koranen bruger din, sædvanligvis oversat til "religion", i forskellige sammenhænge med varierende betydninger. De vigtigste og mest almindelige af disse er samlingen af moralske, åndelige og verdslige principper, system og måde at opføre sig på (33:5, 40:26); domsfældelse, belønning, straffe (1:4, 51:6, 82:18-19); vej, lov, grundlov (12:76); tjenstvillighed og lydighed (16:52); og fred og orden (8:39).

Med Islam afsluttede Gud den religion, Han åbenbarede og valgte til menneskeheden: I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer, fuldstændiggjort Min Nådesgave til jer, og har for jer valgt Islam som jeres religion (5:3). Bogstaveligt betyder Islam "underkastelse, fred og frelse". Islam bliver kogt ned til sit mest fundamentale aspekt i Koranens mest citerede udtryk, nemlig Basmala - I Guds Navn, den Barmhjertige (ar-Rahman), den Medfølende (al-Rahim). Begge ord er beslægtet med rahma (barmhjertighed og medfølelse). Gud manifesterer Sig Selv gennem Hans absolutte, alt-indbefattende Barmhjertighed og Medfølelse, og Islam er grundlagt på denne bekræftelse. Koranen kalder Profeten Muhammeds mission for en barmhjertighed til alle verdener (21:107).

Islam adskiller sig fra andre religioner på forskellige måder, blandt andre:

Monoteisme. Islam er kompromisløst monoteistisk, for dens teologi begynder og ender med Guds Enhed (tawhid). Udfra dette ses universet som et integreret hele af gensidigt forbundne og samarbejdende dele, hvorved der fremstår en fantastisk koordination, harmoni og orden gennem hele universet og indeni hvert levende væsen. Denne harmoni og orden kommer fra Enheden hos den Ene, Som skabte dem, og som er absolut og uden partner, jævnbyrdig eller ligemand. Det er Gud, Som skabte universet med alt, hvad der findes i det, og administrerer det. Det, vi udleder af universets virkemåde, kalder vi "naturlove", og disse er faktisk Guds almindelige måde at skabe ting og begivenheder og administrere universet på. Fra denne synsvinkel er universet, som bliver regeret af Gud og adlyder Ham, bogstaveligt muslim - overgivet til Gud. Således er dets virke harmonisk og ordnet.

Menneskehed. Vor menneskelige kvalitet kommer fra vore immaterielle og åndelige aspekter, ikke fra vore naturgivne og materielle aspekter. Ånden og intellektet opstår ikke fra dets fysiske legeme; tværtimod er det ånden, der benytter kroppen, og det er kun livet, der giver legemet nogen mening.

Et frugttræs fremtid er indkapslet i dets frø, og et træ har kun så meget værdi, som den værdi, dets frugter udgør. På samme vis bliver ethvert menneskes livshistorie nedskrevet og har kun værdi i forhold til antallet af gode gerninger, det har udført og den grad af dydighed, man har opnået. Igen, på samme måde som et træ forøges ved hjælp af dets frø i frugterne, får vi fremgang ved hjælp af vore gode gerninger, hvis vægt og konsekvenser en dag vil blive åbenbaret for os.

Vi har tre primære drifter: begær, vrede og intellekt. Vi begærer eller har lyst til det modsatte køn og elsker vore børn og verdslige besiddelser. Vi retter vor vrede mod det står i vejen for os og kan bruge den til at forsvare os med. Vort intellekt gør os i stand til at træffe de rette afgørelser. Skaberen holder ikke disse drifter tilbage, men kræver snarere af os, at vi søger fuldkommenhed gennem selvdisciplin, så vi ikke misbruger dem. Hvis de forbliver udisciplinerede, vil umoral, ulovlige seksuelle omgang og usømmelige leveveje, tyranni, uretfærdighed, svig, falskhed og andre laster vise sig i individerne og ude i samfundet. Dertil kommer, at menneskeheden ikke har kunnet lade være med at stille sig følgende vitale spørgsmål siden dens fremkomst på Jorden: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvad er mit endelige destination. Hvad forlanger døden af mig? Hvem er min vejleder på denne rejse, der begynder med ler og føres gennem stadier af en spermdråbe, en blodklump og en klump kød, en anden skabelse, hvor ånden blæses ind i min krop og når til sidst graven og derigennem til det Hinsidige?

Det er i alle disse spørgsmål, at menneskelivets væsentlige problem ligger, og vort individuelle og kollektive glæde kræver korrekte svar på de omtalte, vitale spørgsmål, såvel som at disciplinere vore evner, så vi kan frembringe et harmonisk, fredfyldt individuelt og socialt liv. Da det er umuligt for menneskesindet fuldstændigt at fatte, hvor sand menneskelig lykke ligger i både denne verden og i den næste, har mennesket brug for et universelt intellekt, en vejledning som er hinsides menneskelig fornuft og erfaring, til hvis autoritet alle frivilligt samtykker. Den vejledning er den religion, Gud åbenbarede og fuldkommengjorde gennem Hans Profeter.

Profeter. Alle Profeter kom med de samme væsentligheder af tro: tro på Guds Eksistens og Enhed, denne verdens endelige undergang, Genopstandelse og Dom, Profetværdighed og alle Profeter uden undtagelse, alle Guddommelige Skrifter, engle og Guddommelig Skæbne og Befaling (indbefattet menneskets frie vilje). De opfordrede folk til at tilbede den Ene Gud, de prædikede og fremmede moralsk dyd og forbandede laster. Forskelle i bestemte regler og påbud blev forbundet med de eksisterende økonomiske og politiske forhold. Derfor betyder det at være muslim, at man tror på alle Profeterne og de originale, tidligere Skrifter.

En Profet, én, der er renset for synd og laster, og som har et inderligt forhold til Gud, fører folk til sandheden og sætter et fuldkomment eksempel for dem at følge. Sådanne mennesker besidder følgende essentielle karakteristika: absolut og fuldstændig sandfærdighed, troværdighed, viderebringelse af det Guddommelige Budskab; den højeste intellektuelle kapacitet, visdom og dybe indsigt; syndefrihed; og ingen mentale eller fysiske handicap. På samme måde som Solen tiltrækker planeterne gennem gravitationens usynlige kraft, tiltrækker Profeter mennesker gennem kraften af en dyb relation med Gud, visse mirakler og den blotte ædelhed af deres person, formål og karakter.

Islam respekterer den religiøse oplevelse hos de, der kom før dens åbenbaring, fordi Islam bekræfter og fuldstændiggør det, der er sandt i de religioner. Med dette i baghovedet siger muslimerne, at Profeten Abraham og alle andre Profeter var muslim. Denne anskuelse forklarer, hvorfor den muslimske civilisation, lige fra begyndelsen af, var  og forbliver tolerant, pluralistisk og inklusiv. Den har altid været på den måde, undtagen i de sjældneste tilfælde.

Tro. Tro, religionens essens, er langt mere end en simpel bekræftelse, baseret på imitation. Tværtimod rummer den grader og trin af udvidelse, eller udvikling, ligesom et træs frø, der gradvis forvandles til et fuldt udvokset, frugtbærende træ. Tro indeholder så mange sandheder vedrørende Gud og universets realiteter, at den mest fuldkomne menneskelige videnskab, viden og dygtighed, er tro på og viden om Gud, opstået ved tro baseret på argumenter og undersøgelser. De, der opnår graden af "vished om tro, stammende fra direkte iagttagelse af de sandheder, troen baserer sig på", kan studere universet som en slags Guddommeligt Skrift.

Koranen, universet og menneskeheden er tre manifestationer af én sandhed. Derfor kan der, principielt set, ikke være nogen uoverensstemmelser eller uforenelighed mellem Koranens sandheder (der strømmer ud fra den Guddommelige Egenskab, nemlig Tale) og sandheder uddraget fra objektive undersøgelser af dens modstykke, det skabte univers (fra de Guddommelige Egenskaber, nemlig Kraft og Vilje). En islamisk civilisation, der holder sig til dens autentiske, originale impuls, indeholder ingen modsætning mellem videnskaben (det objektive studie af naturens verden) og religion (den personlige og kollektive anstrengelse for at søge Guds velbehag). Sand tro er ikke grundlagt på blind efterligning, men henvender sig snarere til vor fornuft og hjerte og kombinerer fornuftens bekræftelse og hjertets indre oplevelse og overgivelse. Som Said Nursi minder os om:

Troen på Gud er skabelsens højeste mål og mest sublime resultat, og den højeste grad af udmærkelse for menneskeheden er viden om Ham. Den mest strålende glæde og sødeste trofæ for jinn og menneskehed er kærlighed til Gud indeholdt i viden om Gud. Menneskeåndens reneste salighed og menneskehjertets største fryd er åndelig ekstase indeholdt i kærligheden til Gud. Al sand glæde, ren fryd, søde erobringer og utildækkede nydelser rummes i viden om og kærlighed til Gud. 1

Tilbedelse. Tro fremavler forskellige slags tilbedelse, såsom at svare på udtrykkelige påbud (f.eks. de foreskrevne bønner, faste, give almisser og pilgrimsrejse) og adlyde forbud (f.eks. at undgå alle rusmidler, hasardspil, ågeri, drab, undertrykkelse, udnyttelse, svig og ulovlig seksuelle omgang). De, der søger at styrke deres tro og nå til højere grader af perfektion, skal være opmærksomme på deres hjertes og intellekts "gerninger" (f.eks. kontemplation, refleksion, påkaldelse, recitation af Guds Navne, selvkritik, udholdenhed, tålmodighed, taknemlighed, selvdisciplin og fuldkommen tillid til Gud). Moralske dyder er resultatet af et religiøst liv. Som Profeten Muhammad sagde: "Jeg er blevet sendt for at fuldkommengøre god moral." (Tabarani, Mu'jam al-Awsat, 7:74)

Universelle moralske dyder. Som det lige er blevet nævnt ovenfor, opmuntrer Islam dyder som ærlighed, kærlighed, medfølelse, gavmildhed, altruisme, sandfærdighed, pålidelighed og hjælpsomhed samt at afstå fra alle laster, som f.eks. at lyve, at prale og svig. De er essentielt set genspejlinger af vor sande natur. Da vi er skabt af den Ene, Som er Al-Viis, Al-Generøs og Al-Medfølende, har ethvert menneske en medfødt tiltrækning mod disse dyder. Derfor bekræftes de og grundfæstes af Islam, som blev åbenbaret af Gud gennem Hans Profeter for at vise menneskeheden, hvordan den skal løse alle dens psykologiske og sociale problemer.

Det kollektive liv. Ved hjælp af tro og tilbedelse såvel som dens intellektuelle, moralske og spirituelle principper, uddanner Islam os på den bedst tænkelige måde. Derudover bruger den dens socioøkonomiske principper til at etablere et ideelt samfund uden utilfredshed, korruption, svig, undertrykkelse, anarki og terror - ét, der tillader enhver at opnå glæde både i denne verden og den næste.

Det religiøse liv og tjeneste af Gud accepterer ret, ikke magt, som støttepunkt i det sociale liv. Den erklærer, at målet for det individuelle og kollektive liv er at opnå dyd og Guds godkendelse, frem for at virkeliggøre selviske interesser samt gensidig assistance i stedet for konflikter. Den søger samfundenes indre og ydre enhed gennem religionens, professionernes og landenes bånd, ikke gennem racisme og negativ nationalisme. Den arbejder på at opstille en barriere imod verdsligt begær og tilskynder os at stræbe efter perfektion ved at tvinge sjælen til at jage sublime mål. Retfærdighed kalder på enhed, dyd medfører solidaritet og gensidig assistance betyder at hjælpe hinanden. Religion sikrer broderskab, søsterskab og tiltrækning. Selvdisciplin og at tvinge sjælen til dyd bringer glæde i denne verden og den næste.

Guds to slags love. Gud fastsatte to slags love: de religiøse love (strømmende ud fra Hans Attribut af Tale og som hersker over vort religiøse liv) og de såkaldte naturlove (der udstrømmer fra Hans Attribut af Vilje og som hersker over skabelsen og livet). Belønningen eller straffen for at følge eller ignorere dem gives på forskellige tidspunkter. Belønning eller straf for at adlyde eller være ulydig overfor de første kommer sædvanligvis i det næste liv; mens de for de andre kommer i dette liv.

Koranen trækker hele tiden vor opmærksomhed mod naturfænomenerne, der er naturvidenskabernes gebet og presser os til at studere dem. I Islams første fem århundreder forenede muslimerne videnskab og religion, intellekt og hjerte og det materielle og det åndelige. Men senere mistede de, udover deres førende stilling indenfor videnskaberne på grund af deres ligegyldighed overfor naturens Guddommelige love, deres udøvelse af Islams religiøse love. Det er derfor de er havnet i en forkrøblet tilstand bag de magter, der råder over teknologi og videnskab. Derfor deres frelse afhænger af, at de følger begge slags love.
Read 3 times
In order to make a comment, please login or register
SIMILAR QUESTIONS