FAQ in the category of Livet

Wudu' indebærer, at man vasker, med vand, de almindeligvis udsatte kropsdele mindst en gang d.v.s. ansigtet, hænderne og armene op til albuerne samt fødderne og at stryge en fjerdedel af hovedet. Det er obligatorisk før hver obligatorisk eller frivillig bøn for at gå rundt om Ka'ba'en og berøre Koranen med bare hænder.

Wudu' udføres på følgende måde:

Man bør sikre sig, at det vand, man skal bruge, er rent.

Hav intentionen om at udføre wudu' for at bede, hvis man vil bede, efter at have udført det.

Reciter: "Bismillahir-Rahmanir-Rahim" (d.v.s. Guds Navn, den Barmhjertige, den Nådige).

Vask hænderne op til håndledene tre gange og glem ikke mellemrummet mellem fingrene.

Rens munden med en børste eller finger og gurgl med vand tre gange.

Rens næseborene med vand tre gange.

Vask ansigtet fra panden til hagen og fra øre til øre tre gange.

Vask højre arm efterfulgt af den venstre op til albuerne tre gange.

Stryg mindst en fjerdedel af hovedet med våde hænder, før de våde spidser på lillefingrene indeni, og de våde tommelfingre på ydersiden af ørerne, og før håndfladerne over nakken og siderne på halsen.

Til sidst vaskes fødderne op til (og indbefattet) anklerne, den højre fod først og derpå den venstre, og passe på også at vaske mellem tæerne, hver tre gange.

De obligatoriske handlinger er følgende:

At vaske ansigtet.

Vaske begge arme op til, og indbefattet, albuerne.

Stryge en fjerdel af hovedet med våde hænder.

Vaske begge fødder op til, og inklusive, anklerne.

De følgende handlinger ugyldiggør wudu':

Alt, der kommer ud af de to private dele (for og bag): affaldsstoffer, urin, vind, wadi (et tykt, hvidt sekret, der kommer efter urineren, mazi (en hvid, klistret væske, der flyder fra seksualorganerne, når man tænker på samleje eller forspil o.s.v.) samt prostatisk væske. Sæd, menstruationsblod og efterfødselsblod kræver ghusl.

Udstrømning af blod, pus eller gul materie fra et sår, blæne, bums eller lignende, hvis der er så meget, at det flyder ud over sårets mund.

At kaste en mundfuld op.

Fysisk kontakt, for fornøjelse, mellem mænd og kvinder uden nogen forhindringer (f. eks. tøj). Hvis penis's hoved forsvinder ind i en kvindes vagina, kræves ghusl.

Tab af bevidsthed gennem søvn, døsighed eller forgiftning.

Midlertidig sindssygdom, besvimelse, hysteri eller forgiftning.

Hørlig latter under bønnen.

Tørre Rene, Indendørs Sko Af (Khuffayn)

Når man udfører wudu', kan man stryge henover sine rene, indendørs sko en enkelt gang med våde hænder i stedet for at vaske fødderne.

Skoene skal være vandtætte og dække hele foden op til, og indbefattet, anklerne. De må ikke have huller, der er mere end tre fingres bredde. Det betyder ikke noget, hvis deres åbninger er så brede, at fødderne kan ses, hvis man kigger ned på dem.

De skal passe, være stærke og seje nok til at fødderne ikke stikker ud af dem, og de må ikke falde sammen, når man har gået fem kilometer i dem.

De må ikke være lavet af træ, glas eller metal.

Man må tage skoene på, efter man har vasket fødderne, mens man udfører afvaskning. Man kan have dem på hele dagen, hvis man er hjemme. Hvis man er på rejse, kan man have dem på i tre sammenhængende dage.

Ghusl betyder stor kanonisk afvaskning eller en fuldstændig vask af kroppen. Den er obligatorisk efter samleje, selvom det kun er spidsen af penis, der trænger ind i kvindens vagina.

Det er højst anbefalelsesværdigt at tage en ghusl hver fredag inden fællesbønnen, for det gjorde Profeten altid. Før man påbegynder ghusl, skal man gøre intentionen om at udføre den og, hvis man vil bede sin bøn derefter, også indbefatte den (i intentionen).

Ting, der er Forbudt for en Rituelt Uren Person

Folk, der er i den tilstand, kan ikke bede, gå rundt om Ka'ba'en (tawaf), træde ind i en moské eller et sted for tilbedelse, hvis ikke det er nødvendigt, eller berøre Koranen eller nogle af dens vers, undtagen med en ren klud eller lignende.

Hvad Gør Éns Ghusl Gyldig?

At grundigt rense munden, så den er renset grundigt overalt.

Rense næsen op til næsebenet.

Vaske alle legemets dele grundigt, inklusive håret.

Den bedste måde at udføre ghusl på er følgende:

Have intentionen (niyyat) om at rense legemet for (rituel) urenhed, mens man vasker sig.

Vaske hænderne op til håndleddene.

Vaske kønsorganerne grundigt.

Fjerne alt smuds fra samtlige kropsdele.

Udføre rituel afvaskning.

Vaske alle kroppens dele tre gange, indbefattet håret grundigt. Ingen del, ikke engang som et nålestik, må forblive tørre. Det er ikke obligatorisk at gnide og presse kroppen.

De særlige bønner under Ramadanen, der kendes som tarawih, er sunna for både mænd og kvinder og skal udføres efter den foreskrevne sene aftenbøn, men inden witr bønnen. Almindeligt accepteres det, at den består af 20 rak'at og udføres i runder med hver 2 rak'at.

Man kan udføre tarawih bønner i forsamling eller alene. Flertallet af lærde foretrækker dog, at man beder den i fællesskab. Budbringeren, (fvmh), bad den i forsamling, men holdt op med det, da han frygtede, det ville blive gjort obligatorisk. 'Umar fastlagde den praksis, hvor man beder tarawih bag en imam.

De syges bøn (Salat al-Marid)

Den, der ikke kan stå op på grund af sygdom eller anden gyldig grund, kan bede siddende. Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan man bede, mens man ligger på sin højre side og gøre håndbevægelser. I det tilfælde skal bevægelserne for sajda være lavere end for ruku'.

Bønnen for Tider med Frygt eller Fare (Salat al-Khawf)

Alle lærde er enige om legaliteten af sådanne bønner:

(Oh Budbringer!) Når du er blandt de troende (som er på en ekspedition og frygter, at de vantro skal skade dem) og rejser dig for at lede bønnen for dem, lad da en gruppe af dem stå i bøn sammen med dig og beholde deres våben (mens du lader den anden gruppe indtage deres stillinger overfor fjenden). Når den første gruppe har gjort prostrationer (og afsluttet rak’at), lad dem da gå bag dig (for at indtage deres stillinger overfor fjenden) og lad den anden gruppe, som ikke har bedt, komme frem og bede sammen med dig, idet de er fuldt på vagt og bevæbnede. De vantro ønsker, at I skal være sløset med jeres våben og jeres udstyr, så de kan falde over jer i et overraskelsesangreb. Men det skal ikke dadles jer, hvis I lægger jeres våben til side (under bøn), hvis I besværes af regn (og jorden forsinker jeres bevægelser), eller hvis I er syge. Men vær (altid) forberedt på farer. Gud har visseligt beredt en skamfuld, ydmygende straf til de vantro. (4:102)

En rejsendes bøn (Salat al-Musafir)

Hvis man begynder på en rejse på mindst tre dages varighed, forkorter man de foreskrevne bønner med fire rak'at (middags-, eftermiddags- og aftenbønner) og udfører dem med 2 rak'at ligesom i morgengrybønnen. Eftersom man dengang hovedsagelig rejste til fods, og man anslog en dagsrejse til 6 timer, regnede man en tre dages rejse til fods for 90 kilometer. Imidlertid mener mange nutidige lærde, at eftersom mange mennesker i vore dage rejser med bus og tog kan de ovennævnte bønner kun forkortes, hvis man rejser længere bort end 1200 kilometer.

Rejsende defineres som mennesker, der har forladt deres hjem og deres by. Så længe de er på rejse, kan de ovennævnte bønner forkortes. Hvis de kommer til et sted og har til hensigt at blive der i mindre end 15 dage, betragtes de som rejsende og har derfor tilladelse til at forkorte deres bønner som ovenfor beskrevet. Hvis de stadig er der efter den femtende dag af årsager udenfor deres kontrol, selvom de havde intention om kun at blive kortere end det, betragtes de stadig som rejsende og kan forkorte de passende bønner. De fleste lærde mener, at rejsende kan bede sunna og frivillige bønner uden at forkorte dem.

Hovedårsagen til forkortelsen af de ovennævnte bønner er rejsen, ikke rejsens vanskeligheder. Derfor forkorter man bønnerne, selvom der ikke er nogen vanskeligheder på rejsen. Grunden til at fastlægge en regel adskiller sig fra dens formodede visdom og nytte. Visdom eller nytte er grunden til, at man foretrækker den, mens årsagen kræver dens eksistens. Så rejsende muslimer forkorter deres bønner. Årsagen til denne Guddommelige dispensation er rejsen, og den underliggende visdom er rejsens vanskeligheder. Derfor forkortes bønnerne, også selvom man ikke møder nogle vanskeligheder, for årsagen eksisterer (stadig). Muslimer, der møder vanskeligheder hjemme, kan ikke forkorte deres bønner, for visdommen eller nytten kan ikke være årsagen til denne dispensation.

De, der rejser, skal bede, uanset om de befinder sig ombord på et skib, et tog eller et fly, hvis man går glip af bønnen, før man kan nå et sted, hvor man kan bede den.

Hos nogle kvinder stopper blødningen aldrig; hos andre bliver den ved længere end normalt. Dette blod kaldes istihadha. Også det blod, der kommer før puberteten og efter menopausen, anses for isthadha.

En kvinde med sådanne forhold skal beregne hvornår hendes menses normalt ville slutte, og da holde op med at bede i de beregnede dage og følge alle de andre menstruationsrelaterede regler. For resten af dagene skal man anse hendes blødning for istihadha. Hvis hun ikke har regelmæssig menstruation eller ikke kan huske hvornår, den plejer at komme, men kan kende forskel på de to slags blod baseret på farve, tykhed og lugt (f. eks. er menstruationsblod mørkt, tykt og har en stærk lugt, mens istihadha er lyst rødt, tyndt og mindre ubehageligt lugtende), må hun agere i henhold hertil. Hvis hun ikke har regelmæssig menses og ikke kan skelne mellem de to typer blod, må hun regne med, at blodet kommer fra 3 til 10 dage hver måned som menstruation, og regne det fra den første gang, hun bemærkede sin vaginale blødning.

Der er ingen forskel på en kvinde, der lider af istihadha og en, der har et fuldstændigt ophør af menstruation, med undtagelse af følgende:

Hvis den første kvinde ønsker at gøre wudu' (rituel afvaskning), skal hun først afvaske blodet fra sit vaginale område og derpå anbringe et menstruationsbind eller vikle området ind i en ren klud på spidsen af en klump vat til at opfange blodet. Hvis der kommer blod ud efter dette, tælles det ikke med.

Hun skal udføre wudu' (afvaskning) ved hver obligatorisk bøn.

Ramadanen er den niende måned i den islamiske månekalender. En måne-måned er omtrent 29½ dag, som er den tid, det tager for månen at kredse rundt om Jorden. Eftersom månemåneden er omkring en dag kortere end en sol-måned, er et måneår 10-12 dage kortere end et sol-år. Derfor kommer Ramadanen 10 til 12 dage tidligere hvert år og bevæger sig således gennem årstiderne og giver dermed lige muligheder for folk, der bor i forskellige lande.

En ny måne-måned begynder, når månens i omløb omkring Jorden, når til en konjunktion med solen, og solens lys når den side af månen, der vender væk fra Jorden. I denne position siges månen at være "ny", med dens mørke side vendt mod Jorden. Pr. definition er nymånen ikke synlig fra Jorden, eftersom solens kun belyser den side, der vender bort fra Jorden.

Efterhånden som månen bevæger sig videre i sit kredsløb omkring Jorden, begynder den at danne et segl. Det sker allerede minutterne efter, at nymånen er blevet dannet, selvom seglet ikke vil være synligt i adskillige timer. I nogle traditionelle islamiske lande begynder muslimerne først at faste, når de har set den faktiske nymånes segl. Denne begivenhed bekræftes ved synet af nymånen, selvom det blot er én person, der har set den, eller ved gennemløbet af 30 dage fra den umiddelbart før kommende måned, Sha'ban. Men ifølge nogle moderne lærde har Gud givet os videnskabelig kunnen til at fastslå nøjagtigt, hvornår en måne-måned begynder og slutter. Derfor burde ethvert observatorium eller andet astronomi-relateret center have denne information for det område, hvor vi bor.

Fasten begynder ved daggry den første dag i den nye måned. I de få timer mellem nymånen og daggry kan muslimerne spise og drikke og så begynde at faste, når den første tråd af lys observeres på himlen.

Forskellige Lokaliteter

De fleste lærde siger, at det ikke betyder noget, om nymånen er blevet set et andet sted. Med andre ord, når den nye måne er blevet set fra ét eller andet sted på jorden, skal alle muslimer begynde at faste.

Ramadanens Slutning

Fasten i Ramadanen slutter, når den nye måne (shawwal) bliver set. De fleste retslærde mener, at den nye måne skal være blevet set af mindst to retfærdige vidner.

De timer, det er befalet at faste

Ifølge Koranen er fastetimerne som følger: I kan spise og drikke indtil I kan skelne mellem (daggryets) hvide tråd og (nattens) sorte tråd; gør da fasten fuldstændig indtil natten falder på (2:187). Derfor skal fasten begynde ved den første tråd af lys ved daggry (mellem 1½ og 2 timer før solopgang, afhængigt af årstiden) og skal fortsættes indtil solnedgang (aftenens begyndelse).

Adhan kalder muslimerne til bøn. Selvom den kun består af få ord, dækker den troens essens, udtrykker islamisk praksis, er en form for tilbedelse og er et af Islams kollektive symboler, der viser, at det sted, den høres, er muslimer. Den udføres ved begyndelsen af hver foreskreven bøns tidsramme, og bør gøres af den mand, der kan gøre det på den bedst mulige måde. Selv hvis man udfører bønnen alene, tilrådes man på det kraftigste at gøre den før man begynder at bede.

Orden i adhan er som følger:

Allahu Akbar (Gud er den Største); 4 gange.

Ashhadu an la ilaha illa'llah (jeg bevidner at der ikke er nogen gud udover Gud): to gange.

Ashhadu anna Muhammadan Rasulu'llah (jeg bevidner, at Muhammad er Guds Budbringer): to gange.

Hayya 'ala´s-salah (kom her, til bøn): to gange.

Hayya 'ala'l-falah (kom her, til frelse): to gange.

Allahu Akbar (Gud er den Største): to gange.

La ilaha illa'llah (jeg bevidner, at der ikke er nogen gud udover Gud): én gang.

Adhan for daggry (tidlig morgen) bønnen indeholder as-salatu khayrun mina'n-nawm (bøn er bedre end søvn) [to gange] efter hayya 'ala'l-falah (kom her, til frelse). Guds Budbringer anbefaler på det stærkeste, at vi beder, når vi har gjort adhan.

Nogle mennesker har en medfødt evne til at komme i trance og kontakte væsener fra eksistensens usynlige riger. Men det må ikke glemmes, at uanset om det drejer sig om engle eller jinn, har de usynlige væsener deres egne livsbetingelser og er bunden indenfor bestemte grænser og principper. Af denne grund skal den, der kommer i kontakt med jinn, være meget forsigtig, for man kan let komme under deres indflydelse og blive deres legetøj.

Synder og urenhed åbner døren til onde ånders og ikke-troende jinns indflydelser. Folk med en modtagelig karakter, de, som har en tendens til melankoli samt de, som fører et udsvævende og udisciplineret liv, er deres primære mål. Onde ånder holder som regel til på lossepladser eller andre beskidte steder og offentlige bade.

Jinn kan trænge længere ind i kroppen end selv røntgenstråler. De kan række ind i en persons blodårer og centrale områder i hjernen. DE synes at være som lasere, der bruges overalt fra computere til kernevåben, fra medicin til kommunikation og politiundersøgelser og til at fjerne forhindringer i vore vener og arterier. Så når vi tænker på, at Satan og alle jinn er skabt af røgfri ild, som trænger dybt ind i kroppen ligesom stråling eller radioaktivitet, kan vi forstå meningen med udtrykket i den Profetiske Tradition: "Satan bevæger sig, der hvor blodet bevæger sig." (Bukhari, "Ahkam", 21; Ibn Maja, "Siyam", 65).

Selvom videnskaben ikke endnu accepterer eksistensen af usynlige væsener og begrænser sig til den materielle verden, synes vi, det er værd at overveje muligheden for, at onde ånder spiller en rolle i mentale sygdomme som f.eks. skizofreni. Vi hører konstant om tilfælde, hvor de, som lider af mentale sygdomme, epilepsi eller endda kræft, bliver raske ved at recitere bestemte bønner. Sådanne tilfælde er alvorlige og betydningsfulde og burde ikke blive benægtet eller forkastet ved at tilskrive dem "suggestion" eller "selv-suggestion". Når videnskaben bryder ud af den tykke skal, den har anbragt sig selv i, og accepterer eksistensen af det metafysiske rige og metafysiske kræfters indflydelse, vil dens udøvere blive i stand til at fjerne mange forhindringer, gøre langt større fremskridt og gøre færre fejl.

Koranen erklærer, at Gud skænkede Abrahams hus Skriften, Visdom og et mægtigt kongerige (4:54). Dette mægtige kongerige manifesteredes mest brillant gennem Profeterne David og Salomon, må fred være med dem. Profeten Salomon herskede ikke blot over en del af menneskeheden, men også over jinn og djævle, fugle og vinde: Gud undertvang djævle for ham, hvoraf nogle dykkede efter perler og lavede andet arbejde (21:82). Salomon ejede hære af jinn og fugle, og han brugte jinn til mange slags jobs: De lavede for ham det, han ønskede: synagoger, fæstninger, bassiner som brønde og kogekar bygget ind i jorden (34:13); og: Vinden har også underlagt sig ham; dens morgenkurs var en måneds rejse og aftenkursen ligeledes en måneds rejse (34:12).

Najasa henviser til urene substanser, som muslimerne skal undgå, og vaske af, efter de har været i kontakt med dem. Gud siger: Rens jeres klædninger (74:4) og: Gud elsker de, der angrer, og som renser sig (2:222).

Dyr, der er døde af en naturlig årsag (f. eks. ikke dræbt på den islamiske måde) er urene, ligesom alt, der skæres af et levende dyr. Men døde havdyr og dem uden flydende blod (f. eks. bier og myrer) er ikke urene. Knoglerne, horn, kløer, pels, fjer og huden fra døde dyr, undtagen svin, er rene.

Alt blod, der strømmer fra et menneskes eller et dyrs krop (f. eks. blod fra et dræbt dyr eller menstruationsblod) er urent. Men blod, der forbliver i venerne, er tilladt. Ligeledes er alt blod, der er blevet tilbage i spiseligt kød, levere, hjerter og milte, ikke urent, forudsat at dyret blev ofret på den islamiske måde.

Et menneskes opkast, urin, ekskrementer, wadi (et tykt hvidt sekret, der udskilles efter urination), mazi (en hvid, klistret væske, der flyder fra kønsorganerne, når man tænker på samleje, forspil og så videre) prostatisk væske samt sperm, er urene. Men ifølge nogle, er sperm ikke urent; men bør vaskes af, hvis det stadigt er vådt og kradses af, hvis det er tørt. Enhver del af menneskekød er urent.

Urin, spyt og blod fra alle dyr, hvis kød er forbudt, samt afføring fra ethvert dyr, undtaget fugle, hvis kød er tilladt, er urent.

Afføringen fra fjerkræ (f. eks gæs, høns, ænder) er uren.

Svin og alkohol er urene.

Hunde betragtes som urene. Enhver beholder, som en hund har slikket, skal vaskes grundigt og steriliseres. Hvis en hund slikker en gryde med tør mad, skal det, den har rørt og det, der omgiver det, straks smides ud. Resten kan beholdes, da det stadigt er rent. Hundehår anses som rene.

De nævnte urenheder betragtes som "grov urenhed" (najasat al-ghaliza). Enhver mængde af dem forurener det, de kommer i kontakt med. Men hvis det sidder på kroppen eller tøjet på en person, der beder, eller på gulvet eller bedetæppet, tages dets mængde i betragtning. Hvis det drejer sig om fast smuds, må mængden ikke overstige 3 gram, og enhver væske ikke mere end den mængde, der breder sig ud over en persons håndflade, da det ellers gør bønnen ugyldig.

Urinen fra heste og husdyr eller vilde dyr, hvis kød det er tilladt at spise, er svagt urent (najasat al-khafifa). Når mere end en fjerdedel af et lem eller en fjerdedel af éns tøj er stænket med det, er bønnen ugyldig.

Måder til Renselse

RENSELSE AF KROPPEN OG KLÆDERNE. Hvis de er blevet urene, skal de vaskes med vand, indtil der ikke er mere urenhed tilbage. Dette gælder især, hvis det drejer sig om synlige urenheder, som f. eks. blod. Hvis der bliver nogle stænk tilbage, som ikke lader sig fjerne, kan man se bort fra dem. Hvis urenheden ikke er synlig, som urin, skal man vaske og vride det, det har forurenet, tre gange.

RENSELSE AF UNDERLAGET. Rens underlaget ved at hælde vand på det. Hvis urenheden er fast, vil underlaget først være rent, når den er fjernet eller er gået til grunde.

RENSELSE AF FORURENET SMØR OG LIGNENDE SUBSTANSER. Hvis et dødt dyr er faldet i en fast masse, men ikke er svulmet op eller gået i opløsning, skal alt, hvad dyret berører og som ligger omkring det, smides væk, forudsat at man er sikker på, at det ikke har rørt resten af massen. Hvis det faldt i en flydende substans, siger flertallet, at al væsken er blevet uren.

RENSELSE AF ET DØDT DYRS SKIND. Garvning renser et dødt dyrs skind og pels. Profeten sagde: "Hvis dyrets skind er garvet, er det renset" (Muslim, "Hayz", 105).

RENSELSE AF SPEJLE OG LIGNENDE GENSTANDE. Spejle, knive, sværd, søm, ben, glas, glaserede krukker og andre glatte overflader, der ikke har porer, renses ved at fjerne urenheden.

Nyttige Punkter

Hvis en ukendt væske kommer på en person, er det ikke nødvendigt at spørge om det eller at vaske sit tøj.

Hvis man finder noget fugtigt på sin krop om natten, og ikke ved hvad det er, behøver man ikke lugte til det, for at finde ud af hvad det er.

Tøj, der har mudder fra gaden på sig, behøver ikke at blive vasket.

Hvis et menneske er færdig med sin bøn, og da opdager en urenhed på sit tøj eller legeme, som man ikke tidligere havde bemærket, eller havde bemærket, men glemt igen, skal man ikke gøre bønnen om.

Hvis man ikke kan afgøre hvilken del af ens tøj, der indeholder forureningen, skal hele klædedragten vaskes, for "hvis en forpligtelse kun kan opfyldes ved at udføre en anden beslægtet handling, bliver denne handling også obligatorisk."

Hvis man blander rent tøj med urent (og ikke kan kende forskel), skal man undersøge sagen og bede én gang i en af klæderne.

Det er upassende, at gå på badeværelse, mens man bærer noget med Guds Navn på, medmindre man er bange for at det skal blive væk eller blive stjålet.

Man bør ikke tale i badeværelset, svare på en hilsen eller gentage det, muezzinen siger. Man kan tale, hvis det er nødvendigt. Hvis man nyser, bør man prise Gud i stilhed ved blot at bevæge læberne.

Man skal ikke vende sig mod qibla, eller vende ryggen til den, når man træder af på naturens vegne, især ikke på åbne områder.

Man bør søge sig et blødt og sænket sted på jorden, for at beskytte sig imod urenheder. Profeten sagde: "Når en af jer urinerer, skal han vælge sig et passende sted at gøre det på."

Man bør undgå skyggefulde steder og steder, hvor folk vandrer og samler sig.

Man skal ikke urinere, eller andet den slags, på badesteder eller i stillestående eller strømmende vand.

Man skal ikke urinere stående, selvom nogle tillader det.

Man skal fjerne enhver urenhed fra sit tøj og krop efter at have lettet sig (været på WC).

Man må ikke rengøre sig med højre hånd.

Man skal fjerne enhver dårlig lugt fra sine hænder, efter man har lettet sig.

Man bør træde ind på sit badeværelse med venstre fod først, idet man siger: "Jeg søger tilflugt i Gud fra de skadelige mandlige og kvindelige væsener (djævle)", og gå ud med højre fod først, idet man siger: "Oh Gud, jeg beder om Din tilgivelse."

Efter man har lettet sig, skal man vente indtil urinen fuldstændigt er stoppet samt sikre sig at intet af det er dryppet ned i éns tøj. Det hedder istibra (stræbe efter fuldstændig renhed). Ibn 'Abbas fortalte, at Guds Budbringer, må Guds velsignelser og fred være med ham, gik forbi to grave og sagde: "De bliver straffet, men ikke for nogen stor sag (fra deres side). Den ene af dem holdt sig ikke ren med urin, og den anden plejede at sprede bagvaskelse." (Tirmnidhi, "Tahara", 53). For at fjerne enhver tvivl bør man stænke sin penis og underbukser med vand.

Islam kræver fysisk og åndelig renlighed. På den fysiske side forlanger Islam, at muslimerne holder deres legemer rene, ligeså deres tøj, huse og samfund, og de belønnes af Gud for at gøre det. Mens folk almindeligvis betragter renlighed som ønskværdigt, insisterer Islam på den og gør den til et ufravigeligt fundament for det religiøse liv. Rent faktisk findes der bøger om islamisk retslære, der ofte indeholder hele kapitler om netop dette krav.

Profeten Muhammad, må Guds velsignelser og fred være med ham, rådede muslimerne til at fremstå rene og ordentlige, både privat of offentligt. Engang, da man vendte hjem efter et slag, tilrådede han sin hær: "Snart skal I møde jeres brødre, så bring jeres sadler og tøj i orden" (Abu Dawud, "Libas", 25). Ved en anden lejlighed sagde han: "Hvis ikke jeg var bange for at overbebyrde mit samfund, ville jeg beordre dem til at bruge miswaq (til at børste og rense tænderne med) ved hver bøn" (Bukhari, "Iman", 26).

Moralsk hygiejne blev også stærkt betonet, for Profeten, må Guds velsignelser og fred være med ham, opmuntrede muslimerne til at bede en særlig bøn, når de så sig selv i et spejl: "Gud, Du har skænket mig en god form; velsign mig ligeledes med en pletfri karakter" (Ibn Hanbal, Musnad, 1:34, 6:155). Han tilrådede ærbare klæder til mænd såvel som til kvinder, af den grund, at det hjælper til at holde éns tanker rene.

At være gavmild er en form for renselse af éns formue. En muslim, som ikke giver velgørenhed (sadaqa) og betaler den krævede, årlige zakat (de foreskrevne almisser), forurener sin formue ved at hobe det til sig, som retteligt tilhører andre: Af deres formuer, tag almisser, så I kan rense dem (9:103).

Alle de love og befalinger, der er givet af Gud og Hans Profet, må Guds velsignelser og fred være med ham, er rene. Enhver lov, der er grundlagt ved Guddommelig vejledning, er retfærdig og ren.

Vandets Renhed

Man bruger hovedsageligt rent vand i tilfælde af renselse, eller wudu' (lille rensning), samt ghusl (store renselse). Deraf nødvendigheden af at undersøge vandets renhed. Vand har fire væsentlige egenskaber: duft, farve, smag og "flydende-hed". Ethvert rent og rensende vand bedømmes i henhold til om det indeholder disse egenskaber eller ej. Som følge heraf, bliver vand delt ind i to kategorier: mutlaq og muqayyad vand.

Mutlaq vand er "naturligt" vand, sådan som det, der kommer fra regnvand, sne, hagl, havvand og vand fra Zamzam-kilden.

Det bliver underopdelt som følger:

Vand, der både er rent og rensende (f. eks. regnvand, sne, hagl, havvand og vand fra Zamzam-kilden).

Vand, der drypper fra et menneske, efter det har udført den mindre eller den større rituelle afvaskning, og derfor betragtes som "brugt". Det anses for at være rent; men kan ikke bruges til en anden mindre eller større rituel afvaskning.

Vand, der er både rent og rensende; men hvis benyttelse misbilliges (makruh) (f. eks. vand, der har stået i en beholder, efter at en kat, fugl eller et andet "tilladt" dyr har drukket af det).

Vand, der er blandet med urene elementer. Vand, hvis smag, farve eller duft er blevet forandret af et urent stof, kan ikke bruges til rituel afvaskning. Hvis væsken imidlertid stadig betragtes som vand, hvilket betyder, at det urene stof ikke har ændret dets smag, farve eller duft, kan det bruges til (rituel) afvaskning.

Vand, der er rent, men som måske eller måske ikke er rensende. Et eksempel på denne type vand er det vand, der bliver tilbage i et kar, efter at et æsel eller muldyr har drukket af det.

Muqayyad vand er naturligt muqayyad vand, som frugtsafter og vand, der er iblandet forskellige stoffer (f. eks. sæbe, safran, blomster) eller genstande, som Shari'a betragter som rene. Sådant vand bliver betragtet som rent indtil, fordi det bliver blandet med andre substanser, det ikke længere kan kaldes vand. I dette tilfælde anses vandet stadigt for rent; men det kan ikke bruges til renselse (mindre og større afvaskning).

Den jinn, vi kender som Satan, blev skabt af (en slags) ild. Inden hans lydighed og oprigtighed blev sat på prøve overfor Adam, havde han været i selskab med engle og handlede og tilbad ligesom de gjorde. Men til forskel fra englene, som ikke kan gøre oprør mod Gud (66:6), var Satan (som hed Iblis inden hans prøve) fri til at vælge sin egen måde at opføre sig på. Da Gud prøvede ham og englene ved at befale dem at bøje sig for Adam, blomstrede frøene af hans selvbedrag og ulydighed slugte ham. Han svarede i sin forfængelighed: "Jeg er bedre end ham. Du skabte mig af ild, mens Du skabte ham af ler" (38:76).

Satan blev skabt med vigtige formål for øje. Eftersom Gud har fri vilje, gav Han også os fri vilje, så at vi kan skelne mellem godt og ondt og vælge mellem dem. Dertil kommer, at Gud gav os et stort potentiale. Det er udviklingen af disse potentialer og kampen med at vælge mellem godt og ondt, der får os til at opleve en konstant kamp i vor indre verden. Ligesom Gud sender høge imod spurve, så de sidstnævnte vil udvikle deres evne til flugt, skabte Han Satan og tillod ham at friste os, så vor modstand mod fristelser vil hæve os åndeligt og øge vor viljestyrke. Ligesom sult stimulerer mennesker og dyr til yderligere anstrengelse og opdagelse af nye måder at blive mæt på, og frygt inspirerer til nye forsvar, får Satans fristelser os til at udvikle vore potentialer og vogte os mod synd.

Der er en uendelig lang åndelig udviklingslinie mellem de største Profeters rækker ned til folk som Farao og Nimrod. Derfor kan man ikke sige, at skabelsen af Satan var ond. Selvom Satan er ond og tjener forskellige vigtige formål, involverer Guds skabelse hele universet og skal forstås i forhold til resultaterne, ikke blot i forhold til gerningerne i sig selv. Uanset hvad Gud gør eller skaber, er det godt og smukt i sig selv eller i dets virkninger. For eksempel er regn og ild meget nyttige. Men de kan også forårsage stor skade, hvis de forekommer i for store mængder. Derfor kan man ikke sige, at skabelsen af vand og ild ikke er totalt godt. Det er det samme med skabelsen af Satan. Hovedformålet med ham er at få os til at udvikle vort potentiale, øge vor viljestyrke ved at modstå fristelser og derpå stige til højere spirituelle grader.

Onde tanker, fantasier og ideer, der ufrivilligt kommer til os, er sædvanligvis resultatet af Satans hvisken. Ligesom et batteris to poler, har hjertet også to poler eller centrale punkter (med "hjerte" mener vi sædet eller centeret for det åndelige intellekt). Den ene modtager englelig inspiration, og den anden er sårbar overfor Satans hvisken.

Når de troende gør deres tro og hengivelse mere inderlig, og hvis de er omhyggelige og forfinede i følelse, vil Satan angribe dem fra forskellige vinkler. Han beskæftiger sig ikke meget med dem, der frivilligt følger ham og forlyster sig med alt forgængeligt; men finder normalt de oprigtige, andægtige troende, der forsøger at højne deres åndelige rang. Han hvisker nye, originale ideer til syndige ikke-troende i vantroens navn og lærer dem, hvordan man kæmper imod sand religion og dens følgere.

Satan gør, hvad han kan, for at forføre os. Han nærmer sig os fra venstre side og forsøger, idet han arbejder med vort dyriske aspekt og vore følelser og evner, på at føre os ind i alle slags synder og ondskab. Når han nærmer sig os forfra, får han os til at fortvivle over fremtiden, hvisker at Dommens Dag aldrig kommer, og at alt, hvad religion fortæller om livet i den næste verden, blot er ren fantasi. Han foreslår også, at religion er overflødig og gammeldags og derfor af ingen nytte for dem, der lever nu eller som skal leve i fremtiden. Når han kommer over os bagfra, prøver han på at få os til at fornægte Profetgerningen og andre af troens væsentlige punkter, som f.eks. Guds Eksistens og Ethed, Guddommelige Skrifter og engle. Gennem sin hvisken og forslag forsøger Satan at helt afbryde vor kontakt med religion og føre os i synd.

Satan nærmer sig oprigtige, udøvende troende fra højre side for at friste dem til at køre egoet og stoltheden op over deres dyder og gode gerninger. Han hvisker, at de er vidunderlige troende og får dem gradvist til fald gennem selvbedrag og begæret efter at blive lovprist for deres gode gerninger. Det er en farlig fristelse for troende, og derfor skal de hele tiden være på vagt overfor Satans angreb på dem fra højre.

Faktisk fortæller Koranen os, i 4:76, at Satans svig bliver stadigt svagere. Den minder om et spindelvæv, der viser sig, mens man går mellem to mure. Det får ikke en til at stoppe og man bør ikke tillægge det nogen vigtighed. Han foreslår eller hvisker og fremlægger syndige handlinger i et "uægte ornamenteret omslag", så de troende må aldrig tage imod hans "gaver".

For at gøre os selv fri af Satans onde tilskyndelser skal vi fjerne os fra Satans tiltrækkende områder og synd. Tankeløshed og forsømmelse af tilbedelse er indbydelser til Satans "pile". Koranen erklærer: Hvis syn er tåget overfor ihukommelse af den Barmhjertige, vil Vi tilskikke ham en djævel, der vil blive hans følgesvend (43:36). Ihukommelse af den Barmhjertige, ædle eller hellige fænomener og et oprigtigt religiøst liv beskytter os mod Satans angreb. Igen råder Koranen os:

Og hvis ond og bagvæskelse fra Satan rammer dig, så søg tilflugt hos Allah, thi Han er Althørende, Alvidende. Når en ond skæbne fra Satan rammer de retfærdige, så ihukommer de ( Gud) og begynder at se klart.(7:200-201)

Sommetider prøver Satan på at friste os ved obskøne scener. Han får os til at blive betaget af illegitime fornøjelser. Ved sådanne lejligheder skal vi prøve at overbevise os selv om, at enhver illegitim fornøjelse vil medføre anfald af anger og kan bringe vort efterliv i fare og endda også vort jordiske liv. Vi må ikke glemme, at livet i denne verden ikke er andet end et flygtigt legetøj, en behagelig illusion, og at det virkelige liv er det i det Hinsidige.

Gud har valgt nogle handlinger, som Hans Profeter og deres følgere skal udføre. Disse handlinger, som kendes som sunan al-fitra (handlinger, der kræves af menneskets natur), er følgende:

OMSKÆRING. Dette forhindrer smuds i at sætte sig på éns penis og gør den også nemmere at holde ren. Shafi'i lærde mener, at det skal ske på den syvende dag, selvom det er tilladt at gøre det senere.

BARBERE PUBESHÅR OG TRÆKKE HÅR UNDER ARMENE UD. Det er sunna at gøre således. Men det er nok at trimme eller trække det ud.

AT KLIPPE NEGLE, TRIMME OG BARBERE MUSTACHEN OG HOLDE SKÆGGET RENT. Abu Hurayra fortalte, at Guds Budbringer, må Guds velsignelser og fred være med ham, sagde: "Der er fem vigtige ting i éns fitra: Barbere pubeshårene, omskæring, trimme moustachen, fjerne hår under armene og klippe neglene." (Muslim, "Tahara", 49). En moustache skal ikke være så lang at madrester, drikke og smuds samler sig i det. Hvis man har skæg, skal det ikke være uordentligt.

PRISE OG FRISERE SIT HÅR. Abu Hurayra fortalte, at Profeten, må fred være med ham, sagde: "Enhver, der har hår, burde prise det" (Abu Dawud, "Tarajjul", 3:4 163). Det er tilladt at klippe håret af, ligesom det er at lade det gro, hvis man ærer det.

LADE GRÅ HÅR VÆRE. Dette gælder både mænd og kvinder. 'Amr ibn Shu'ayb fortalte med autorisation fra hans fader, fra sin bedstefader, at Profeten sagde: "Fjern ikke de grå hår, eftersom de er en muslims lys. En muslim bliver aldrig grå i Islam, undtagen det, Gud har foreskrevet ham, og på grund af det får en god gerning ham til at stige en grad og sletter for ham på grund af det en af hans synder." (Ibn Hanbal, 2:179; Tirmidhi, "Adab", 56).

FARVE ENS GRÅ HÅR. I henhold til den accepterede holdning er det tilladt at farve éns hår ved at bruge henna, rød farve, gul farve og så videre, forudsat at farverne er religiøst tilladte.

BRUG AF PARFUME. Brug af moskus og andre parfumer uden alkohol og lignende forbudte ting er højst anbefalelsesværdigt, for de glæder sjælen og gør atmosfæren skønnere.

Menstruation og Efter-fødsels Blødninger

Menstruation er en naturlig strøm af blod, der flyder med jævne mellemrum fra en kvindes uterus efter puberteten. Gud har fastlagt bestemte regler i forbindelse med dette, som en indrømmelse til kvinden i hensyntagen til hendes betingelse.

Normalt varer en menstruation 3 til 10 dage og nætter, forskelligt fra kvinde til kvinde. De fleste kvinder har et regelmæssigt antal dage i deres månedlige mestruationsperiode. Antallet af dage kan svinge lidt og perioden kan komme lidt før eller senere end den plejer. Så når en kvinde ser menstruationsblod, skal hun betragte sig som menstruerende. Når det holder op, skal hun betragte sig som ren. Hvis der kommer mere blod efter hendes menstruationsperiode er slut, men det ikke har samme farve som menstruationsblod, skal det ikke betragtes som menstruation.

Blødning efter fødsel er det blod, der kommer under og efter barnefødsel. Det kan begynde at komme 2 eller 3 dage inden fødslen og kan være ledsaget af fødselssmerter (veer). Der er ikke nogen mindste grænse for, hvor længe en kvinde vil bløde, men almindeligvis er den øvre grænse 40 dage.

Det er kvinderne forbudt at udføre bestemte handlinger under disse forhold, og de er følgende:

Hun kan ikke bede (salat), efter hun er begyndt at bløde, og behøver ikke at gøre godt for nogen mistede bønner.

Hun kan ikke udføre nogen obligatorisk (Ramadan) eller frivillig faste. Hun skal senere gøre godt for de mistede obligatoriske fastedage, når hun har generhvervet sin rituelle renhed. Hvis blødningen begynder på en frivillig fastedag, hvor hun havde besluttet sig for at faste, skal hun faste den senere.

Hun kan deltage i alle pilgrimsfærdens ritualer med undtagelse af at gå rundt om Ka'ba'en (tawaf).

Hun bør undgå moskeer eller tilbedelsessteder og kan ikke berøre Koranen, hverken originalen eller en oversættelse. Hun må ikke recitere den fra hukommelsen, men kan læse vers med bønner og anråbelser med intentionen om at bede. (Hun kan ikke udføre salat, men kan læse bønner og recitere de bønner, der er nævnt i Koranen, med intention om at sige bønner eller foretage anmodninger.)

En mand kan ikke have samleje med sin hustru, mens hun har efterfødselsblødning, for hun må ikke gøre sig tilgængelig for ham. Imidlertid må han kramme, kysse eller berøre hende alle steder, undtagen pubesområdet. Det er bedst og højst tilrådeligt at undgå området mellem navlen og knæene.

Når en menstruerende kvinde holder op med at bløde, skal hun udføre en komplet ghusl (stor renselse). Derefter må hun genoptage bønner og faste, kan gå i moskeen, gøre tawaf, recitere Koranen og deltage i tilladeligt seksuelt samkvem. Hun må gøre godt for de fastedage, hun gik glip af under Ramadanen, men ikke bønnerne. De samme regler gælder for kvinder med efter fødsels blødninger.

Enhver fornuftig, voksen muslim skal udføre de fem daglige, foreskrevne bønner, hver indenfor sin egen tid. Koranen omtaler disse tider. For eksempel:

Fastlæg bønnen ved dagens begyndelse og ved dagens slutning, og i nattens vagter tæt på dagen. Med sikkerhed udsletter gode gerninger dårlige gerninger. Dette er (et) råd og en ihukommelse for de opmærksomme, der hører efter. (11:114)

Fastlæg bønnen fra solens nedgang til nattens mørke og (husk altid på) recitation af Koranen ved daggry. Vær forsikrede om at recitation af Koranen ved daggry bevidnes (af engle og hele skabelsen, der vågner til en ny dag). (17:78)

Tål tålmodigt det, de siger, og pris jeres Herre, før solen står op, og før den går ned, og gennem nogle af nattens timer, pris Ham, og på dagens sider, at I må blive fornøjede med den belønning, Gud skal give jer. (20:114)

Priset være Gud, når I kommer til aftenen og hver gang, I står op om morgenen. Al pris er til Ham i himlene og på Jorden, i den sene eftermiddag og hver gang, I når til middag. (30:17-18)

Disse vers afgrænser de fem foreskrevne bønner. De bønner, der skal fastlægges ved dagens sider, ved dens begyndelse og ende fra solens nedgang til nattens mørke, er middags- og eftermiddagsbønnerne. Det oprindelige ord for "nattens vagter tæt på dagen" er zulef, som er flertal. På arabisk indbefatter flertal altid mindst tre ting, så det kan konkluderes, at det henviser til de tre bønner, der skal gøres om natten (d.v.s. om aftenen, den sene aften og morgengry bønnerne). Disse fem bønner blev foreskrevet muslimerne under Budbringerens Opstigning i hans Budbringerskabs niende år, 4 år før Hijra.

Vers 17:78 hentyder også til de fem daglige foreskrevne bønner og tiden for hver af dem. Solens nedgang betyder solens passage over zenit og peger derfor på middagsbønnen. Efter middagsbønnen kommer eftermiddagsbønnen. Umiddelbart efter solnedgang og det er blevet aften bedes aften- og sen aftenbønnerne, henholdsvis. Verset nævner særligt morgenbønnen på grund af dens vigtighed og gør opmærksom på recitation af Koranen i den, for Budbringeren under Guddommelig Åbenbaring plejede at forlænge sin recitation under denne bøn.

Nogle hadith (f. eks. Tirmidhi, "Salat", 1) gengiver Budbringerens udtalelser om det nøjagtige tidspunkt for hver bøn. Ifølge disse hadith, såvel som Profetens og hans Ledsageres praksis, er tiden for hver bøn som følger:

Fajr (daggry eller tidlig morgen) bønnen udføres fra daggry indtil solopgang.

Zuhr (middag) bønnen udføres, når solen passerer sin zenit, indtil et menneskes skygge har samme længde som dette menneskes højde.

'Asr (eftermiddags) bønnen gøres, når personens skygge er lige så lang som han/hun selv indtil solen begynder at blive gul.

Maghrib (aften) bønnen udføres ligeså længe, tusmørket varer, indtil fuldstændigt mørke.

'Isha' (natte) bønnen begynder med slutningen på tusmørket og fortsætter indtil kort før daggry.

Jumu'ah bønnen foretages ved tiden for middagsbønnen om fredagen. Tiden for 'Eid (religiøse festligheder) bønnerne er omkring tre kvarter efter solopgang på 'Eid-dagene. Tiden for dem varer indtil, solen når zenit.

KHUTBA AL WAD´- HAJJUL WAD´

Denne prædiken blev holdt den 9. dag i Dhul-Hijjah år 10 efter Hijrah (m. 630)

i Uranah-dalen ved Arafat Bjergene.

Efter at have prist og takket Allah sagde Profeten (Gfmh):

"O mit folk! Hør opmærksomt på mig, for jeg ved ikke, om jeg efter dette år er iblandt jer mere. Så hør derfor omhyggeligt på, hvad jeg har at sige jer, og bring disse ord videre til dem, som ikke er tilstede i dag.

O mit folk! Akkurat som I agter disse bjerge, denne dag og denne by som hellig, så agt hver enkel muslims liv som en hellig pligt. Bring det betroede tilbage til dets rette ejer. Gør ikke nogen ondt, så de vil skade dig. Husk at du i sandhed vil møde din Herre og Han vil sandelig beregne dine gerninger.

Allah har forbudt rente; derfor skal alle fra nu af give afkald derpå. Din optjente kapital er din egen og kan ikke røres. Du må hverken tildele nogen skade eller selv lide uretfærdighed. Det er Allahs dom, at der ikke må beregnes renter og al forfalden rente til Abbas ibn Abdal Muttalib skal eftergives.

Enhver ret til blodhævn i Islam er fra nu af ulovlig. Den første ret til hævn, som jeg frafalder er for mordet på Rabiah ibn Harith.

O mit folk! De vantro tillader sig at lave rod i kalenderen med det henblik at gøre hvad Allah har forbudt til noget tilladt og prøver at forbyde, hvad Allah har tilladt. Ved Allah, der er tolv måneder, fire af dem er hellige måneder, de tre af dem kommer efter hinanden i rækkefølge. Den fjerde falder mellem Jumada og Shaban.

Vogt jer for Shaitân (djævlen) for sikkerheden i jeres religion. Han har mistet alt håb om nogensinde at lede jer vild i store sager, så vogt jer for ikke at følge ham i små sager.

O mit folk! Det er sandt, at I har visse rettigheder over jeres kvinder, men de har også visse rettigheder over jer. Husk at I har taget dem til ægte under Allahs tillid og med Hans tilladelse. Hvis de forbliver lydige, så er det deres ret at blive forsørget i venlighed. Behandl jeres kvinder godt og vær venlig overfor dem, for de er jeres partnere og hjælpere. Det er ikke tilladt for dem at oprette venskab med nogle, som I ikke godkender og lad dem ikke gøre noget usømmeligt.

O mit folk! Hør på mig med alvor, tilbed Allah, forret jeres fem daglige bønner, hold faste i Ramadan måneden og giv Zakat af jeres rigdom. Udfør pilgrimsfærden, hvis I har råd til det.

Hele menneskeheden stammer fra Adam og Eva; ingen araber er bedre end en ikke-araber. En hvid er heller ikke bedre end en sort og en sort er heller ikke bedre end en hvid, undtagen i fromhed og gode handlinger.

Husk at enhver muslim er broder til en anden muslim og at muslimerne udgør ét broderskab. Ingen muslim kan lovmæssigt tage noget som tilhører en anden muslim, uden det er givet til ham frivilligt. Begå derfor ikke uretfærdigheder imod jer selv. Husk at du en dag vil stå frem for Allah og svare for dine handlinger. Så vogt jer for ikke at fare vild fra retfærdighedens vej, efter jeg er gået bort.

O mit folk! Ingen Profet eller apostel vil komme efter mig og ingen ny religion vil se dagens lys. Vær derfor fornuftig mit folk og forstå de ord, jeg overbringer jer.

Jeg efterlader bag mig to ting: Den hellige Koran og mit eksempel Sunnah, hvis I følger disse to ting, vil I aldrig fare vild.

Alle som har hørt mig skal lade mine ord gå videre til andre og de igen til andre og må de sidste forstå mine ord bedre end dem, som lyttede direkte til mig.

Vær mit vidne O Allah, at jeg har overbragt Dit budskab til Dit folk.

Guds Budbringer, (fvmh), nævnte to Antikrister: Dajjal, som vil vise sig i den ikke-muslimske verden og Dufyan'en, som vil dukke op i den muslimske verden.  Begge skikkelser er de største af alle Dajjaler og Sufyaner, der vil komme i verdenen efter Budbringeren. Det fortælles fra islamiske kilder, at mere end 30 Dajjaler vil komme efter ham, og den eller de, der vil vise sig lige før tidernes ende, vil være de mest skadelige og destruktive.

Et andet vigtigt punkt, der skal understreges, er, at beretningerne om sådanne væsener ikke udelukkende drejer sig om personer. De drejer sig snarere om ideologier og komitéer, og de systemer, de vil forsøge at etablere på alle livets områder. Der er mange beretninger fra Profeten Muhammad, (fvmh), om Antikrist, med forskellige grader af autencitet ifølge principperne indenfor Videnskaben om Hadith. Vi vil nævne nogle af dem med forklaringer af Bediüzzaman Said Nursi i hans bøger Maktubat (Brevene) og Shualar (Strålerne):

"Sufyanens hænder vil være hullede", hvilket betyder at Sufyanen vil være en ødeland og opmuntre til ødselhed og spild.

En frygtelig person vil dukke op før tidernes ende. Når han en morgen vågner, vil han opdage, at på hans pande står skrevet: Dette er en hedning." Dette betyder, at Sufyanen vil være en frafalden, og i en efterligning af de ikke-troende vil han tvinge folk til at klæde sig i den ikke-muslimske verdens stil.

"De diktatorer, som dukker op før tidernes ende, især Dajjalen og Sufyanen, vil have et falsk Paradis og Helvede." Det betyder, at under deres tid vil folk være afhængige af fornøjelser og verdslige fornøjelser, og forskellen mellem indtægterne i de forskellige sociale klasser vil øges. Som følge heraf vil der være oprør imod regeringerne. Derfor vil forlystelsesstederne og de steder, man går hen for at more sig, ligge side om side med fængsler og andre steder, hvor der forekommer tortur.

"Før de sidste tider vil der næsten ingen mennesker være, som tilbeder Gud og nævner Hans Navne som en andagtshandling." Det betyder, at de steder, hvor Gud tilbedes og Hans Navne nævnes, vil være lukkede, og at antallet af oprigtige tilbedere vil falde drastisk. En anden betydning er, at lige før verdens ende vil Gud tage de troendes sjæle til Sig, og verden vil blive ødelagt over de ikke -troendes hoveder.

"Bestemte forfærdende personer vil dukke op før verdens ende, såsom Dajjalen, og påstå guddommelighed og få folk til at kaste sig ned for dem." Det betyder, at sådanne personer vil trække deres styrke hovedsageligt fra ateistiske og materialistiske tendenser og tro, at de besidder guddommelig magt. Man vil bygge statuer af dem, og folket bliver tvunget til at bøje sig for disse som en måde at vise beundring på.

"De udsvævelser og uenigheder, der vil opstå før tiden er slut, vil være så vidt udbredte og kraftfulde, at ingen vil kunne kontrollere sit kødelige selv overfor dem." Det betyder, at det udsvævende liv vil forføre alt for mange mennesker, og at de vil kaste sig frivilligt ud i det. De frygtelige dimensioner i udsvævelserne og nydelsesafhængigheden, som Dajjalen vil forårsage ved den tid, har gjort, at næsten alle muslimer på Profetens ordre har søgt tilflugt i Gud gennem 14 århundreder.

"Sufyan'en vil være kundskabsrig og fascinere mange lærde." Det betyder, at selvom Sufyan'en mangler midler og støtte, såsom kongerige, stamme, formue og mod, vil han komme til magt gennem sin evne til at skabe intriger og et politisk geni. Han forbyder religiøs undervisning. Mange religiøse lærde og undervisere vil på grund af deres tilknytning til dette liv støtte ham og hans regime.

"Den første dag med Dajjalen er som et år, hans anden dag som en måned, hans tredje dag som en uge og hans fjerde dag som en almindelig dag." Denne mirakuløse Profetiske Tradition betyder, at Dajjalen vil fremstå i nord og bevæge sig fremad mod syd. Som vi ved, består et helt år, ved steder nær Nordpolen, af en dag og en nat, som hver især varer 6 almindelige måneder. Når man nærmer sig syd, er der steder, hvor en dag varer 3 måneder, en måned og en uge, henholdsvis.

En anden betydning er, at både Dajjalen og Sufyanen vil have fire perioder med herredømme: i den første periode (et år) vil de forårsage så megen ødelæggelse, som normalt ville forekomme i løbet af 300 år. Under den næste periode vil hvert år medføre ligeså store ødelæggelser som i tredive normale år, og på et år i deres tredje regeringsår vil de ødelægge ligesom 7 års normale ødelæggelser. Deres fjerde periode vil være normaliseret.

"Når Dajjalen kommer, vil alle høre ham. Han vil have et ekstraordinært ridedyr og rejser rundt i verden indenfor 40 dage." Dette betyder, at Dajjalen vil komme, når kommunikations- og transportmidlerne har udviklet sig til sådant et stade, at noget, der finder sted i en del af verden, kan høres i andre dele, og at det er muligt at rejse verden rundt indenfor 40 dage.

Tjenesteskabets anden vigtige pligt er zakat. Guds Budbringer, som skildrer bønnen som Islams søjle eller støtte, beskriver zakat som dens bro (Canan, ibid., 6:346), for ikke alene bringer zakat de sociale lag nærmere hinanden og udfylder hullerne mellem dem og deres medlemmer; men stopper også dannelsen af sådanne huller. 

Zakat betyder enhed og fremavl. Eftersom den renser rigdom og folks tilknytning dertil, får den både den og muslimerne til at vokse i renhed og oprigtighed, kalder Koranen den for zakat (eller de foreskrevne almisser):

(Oh Budbringer), tag almisser (foreskrevne eller frivillige) af deres formuer, så du dermed kan rense dem og få dem til at vokse i renhed og oprigtighed, og bed for dem. Gud er Alt-Hørende, Alvidende. (9:103)

Ved at tage selve dens natur i betragtning udgør zakat en af Islams fem søjler. Den er associeret med bøn (salat) i 82 vers i Koranen. Gud, den Ophøjede, foreskrev den i Sin Bog (Koranen), Hans Budbringer bestyrkede den i sin sunna, og det muslimske samfund fastholdt den i enighed. Ibn 'Abbas fortalte, at da Profeten sendte Mu'adh ibn Jabal til Yemen (som dets guvernør), sagde han til ham:

Du skal drage til et folk, som er Bogens Folk. Inviter dem til at tage imod shahada: at der ingen guddom er udover Gud, og jeg er Hans Budbringer. Hvis de accepterer og bekræfter dette, sig da til dem, at Gud, den Strålende, har pålagt dem fem bønner om dagen og aftenen. Hvis de accepterer det, da sig til dem, at Han har pålagt dem zadaqa (betyder zakat) af deres ejendele, som vil blive taget fra (det muslimske) samfunds rige og fordelt blandt de fattige. Hvis de accepterer det, afhold jer fra at lægge hånd på deres bedste varer og frygt de undertryktes gråd, for der er ingen barriere mellem Gud og den. (Bukhari, ”Zakat”, 1:41; Muslim, ”Iman”, 31.)

Mange vers tilskynder muslimerne til at betale zakat og forbyder at hobe rigdomme sammen. For eksempel:

De troende, både mænd og kvinder, er vogtere, fortrolige og hjælpere overfor hinanden. De nyder og fremmer det, der er ret og godt, og forbyder og forsøger at forebygge det onde. De fastlægger bøn i overensstemmelse med dens betingelser og betaler zakat (foreskrevne rensende almisser) fuldt ud. De adlyder altid Gud og Hans Budbringer. Disse er de fremragende, som Gud vil behandle nådigt. Med sikkerhed er Gud den Alt-Ærede med uimodståelig magt, Viis. (9:71)

og:

De, som hober guld og sølv sammen, og ikke bruger det på Guds vej (at ophøje Hans sag og hjælpe de fattige og nødlidende: Oh Budbringer) giv dem de glade nyheder om en smertelig straf. (9:34)

Hvem skal betale almisser:

Zakat skal betales af enhver fri muslim, mand såvel som kvinde, som har en nisab (den krævede størrelse rigdom). Vedrørende sindssyge eller børn, som har en nisab, hvis denne er tilgængelig eller i cirkulation, betaler dens varetagere på deres vegne. Hvis en person dør, inden den bliver betalt, skal den tages fra hans ejendom, inden man betaler af på nogle gældsposter, hvis der er nogle, og arvingerne deler deres arv.

Betingelser for nisab. Nisab betinges af følgende:

Nisab er den formue, der er tilbage, når man har betalt for alle livsnødvendigheder som mad, klæder, bolig og et ridedyr. Derfor skal man ikke betale zakat af det, man har brug for for at kunne opretholde livet som f.eks. værktøj eller maskiner, der har forbindelse med tæppevæveri, landbrug, syning eller arbejdet som læge. Al gæld trækkes fra éns formue, og hvis man har tilstrækkeligt sikker kredit til at betale gælden, lægges det til éns formue, og hvis den resulterende formue når nisab, skal man betale zakat.

For mange genstande, der er underlagt zakat (f.eks. penge, guld, sølv og kvæg), skal der hengå et helt år ifølge den islamiske kalender, begyndende med den dag, man fik sin nisab. Hvis den formue, man råder over, formindskes i årets løb; men stadig er til rådighed et år senere, skal der betales zakat. Det, det drejer sig om, er hvorvidt der er nisab til rådighed i begyndelsen af året og i slutningen af året. Men denne betingelse gælder ikke plantager og frugter, for deres zakat skal betales, eller i det mindste beregnes, på høstdagen og inkludere det, der er blevet brugt inden høsten.

Kort fortalt findes der to slags zakat: en vokser af sig selv (f. eks. frugter og afgrøder), og den anden bruges til avl og produktion (f.eks. penge, varer og kvæg). I første tilfælde betales zakat ved høsttid; i det andet i slutningen af året.

Den formue, der er underlagt zakat, skal aktivt eller potentielt være i forøgelse, vækst eller produktiv. Denne betingelse vil blive forklaret nedenfor.

Man skal have privat, ubestrideligt ejerskab eller besiddelse og rådighedsret over den formue, der er underlagt zakat.

Intention. Da betaling af zakat er en handling af tilbedelse, er dens værdi afhængig af ens oprigtige intention om at betale den for Guds skyld. Hvis man betaler uden at have gjort intentionen, kan man stadig nå intentionen mens den sum, man har brugt til zakat, endnu ikke er forbrugt.

Betale Zakat på dens Rette Tid. Zakat skal betales øjeblikkeligt på dens rette tid. At vente med det er forbudt, medmindre der er en gyldig grund til at gøre det.

Ejendele, der er Underlagt Zakat og Deres Nisab. Islam lagde zakat på valutaer og lignende ting, såsom aktier, obligationer og checks, guld og sølv, afgrøder, frugter, levende dyr, varer, mineraler og formue.

Rigdommens Standarder. Islam kritiserer ikke fortjeneste; tværtimod opmuntrer den til arbejde og at tjene til livets ophold. Men den bryder sig ikke om at tjene til luksus og et luksuriøst liv, og den tilskynder muslimerne til at arbejde, tjene og leve med det næste liv som mål. Den opmuntrer til gensidig hjælp i samfundet og at forbruge på Guds vej og for de trængende og har ikke fastsat nogen bestemt levestandard. Den betragter det at have et hus, et ridedyr, to sæt tøj og andre tøjartikler og levnedsmidler svarende til en måneds forbrug (nogle siger, at man kan have et års forbrug af levnedsmidler, højest) som de nødvendige fornødenheder, eller formue, som man ikke skal betale zakat af. Bediüzzaman Said Nursi udtrykker en standard, der kan gælde til enhver tid, som følger: Mens de fleste muslimer ligger under den gennemsnitlige levestandard, kan en muslim ikke føre et luksuriøst, komfortabelt liv.

Sunna har fastlagt omkring 90 gram guld eller ca. 600 gram sølv eller 40 får eller 30 høveder eller 5 kameler som standard. Hvis man, i henhold til stedet eller levestandarden hos folket et bestemt sted, har banknoter, varer eller andre slags forøgende indkomst eller kapital, hvis værdi er lig med enhver af de standardværdier, der er givet, skal man betale zakat. Men når nisab skal fastsættes, tager man mindstebeløbet, der går til de fattige, i betragtning.

Nisab og Zakat for Guld, Sølv og Andre Smykker. Nisab for guld er 20 dinarer (omkring 90 gram) og for sølv 200 dirham (omtrent 600 gram), begge hvis man har haft dem i et år. Afgiften på dem er en fyrretyvendedel af deres værdi. Enhver yderligere mængde beregnes på denne måde. Guld og sølv lægges sammen. Så hvis man har guld og sølv, hvis værdi er lig med 200 dirham af sølv, skal der betales zakat. På samme måde lægges guld, sølv og banknoter og lignende sammen med kommercielle varer. Ting, der er lavet af guld eller sølv behandles som guld og sølv. Med andre ord, hvis den mængde guld eller sølv, de indeholder, svarer til nisab, betales zakat.

Selvom de fleste lærde mener, at der ikke skal betales zakat af diamanter, perler, safirer, rubiner, koraller eller andre ædelsten, som kvinder bærer som smykker, og medmindre de bruges til handel, er det fromhed og et middel til at blive frelst fra zakat forpligtelsen, som er både Guds og folks ret overfor rige mennesker, for at kræve nogen betaling fra dem. Man bør ikke købe sådanne ædelsten blot for at slippe for at betale zakat.

Banknoter, Checks og Obligationer. Da disse dokumenter med garanteret kredit, banknoter, checks og obligationer, er underlagt zakat til en sats på en fyrretyvendedel af deres værdi, når de er ejet i et år og opnår mindsteværdien af nisab (værdien er lig med 200 sølv dirham). Man kan veksle dem til penge med det samme. De lægges sammen med valutaer, guld og sølv samt handelsvarer.

Handelsvarer: Alle handelsvarer, der er religiøst lovligt at bruge, konsumere, købe og sælge (f.eks. tøj, korn, jern, kobber, kvæg, får, huse, forretninger og biler), er underlagt zakat. Satsen er en fyrretyvendedel. På grund af gulds stabile værdi mener nogle jurister, at det burde være det grundlag, man beregner handelsvarers nisab udfra.

Bygninger og Transportmidler, der er Kilder til Indtægt. Hvis man lejer huse ud, forretninger, værktøj, køretøjer eller jord, eller ejer køretøjer, der arbejder indenfor transport, skal man betale zakat af lejen og den indkomst, man får. Hvis den årlige fortjeneste svarer til nisab, når omkostningerne er trukket fra, betaler ejeren deres zakat hver måned. Da de bliver sammenlignet med jord og jordens produkter, er deres zakat en tiendedel.

Industrielle Investeringer og Produktionsmidler. Disse emner er i vor tid blandt de største kilder til indtægt. Selvom folks huse, værktøj og maskiner, som de bruger til at tjene deres penge med, ikke er underlagt zakat, er industrielle investeringer og produktionsmidler (f.eks. fabrikker) det, for de er voksende og kilder til overskud. Nogle jurister sammenligner dem med jord og jordens produkter og siger, at deres zakat sats er en tiendedel. Andre sammenligner dem med kommercielle aktiviteter og varer og siger, at deres zakat sats er en fyrretyvendedel af den resterende værdi, når man har trukket gæld, udgifter til nødvendige materialer, forarbejdning, produktion, marketing og finansiering fra.

Lønninger, Salærer og Private Virksomheder. Da løn, salærer og indtjening fra privat virksomhed er faste og fortsatte og voksende, er de underlagt zakat, hvis beløbet, der er tilbage efter fradrag af den gennemsnitlige leveomkostninger, når nisab. Satsen er en fyrretyvendedel. Selvom der er forskellige levestandarder, tænker muslimer ikke på at leve et komfortabelt liv, når flertallet af muslimer og mennesker lever under gennemsnittet. Nogle jurister siger, at denne type zakat skal betales efter et år; andre siger, at den skal betales månedligt.

Kvæg, Får og Geder. Kvæg, kameler, får og geder er underlagt zakat. De skal være til handel eller på græs og have været i ens besiddelse i et år. Nisab for hver enkelt er som følger:

Hvis man har 5 græssende kameler i et år, er afgiften 1 får, som også er afgiften for 5-9 kameler. Afgiften for 10 til 14 kameler er 2 får, for 15-19 kameler er den 3 får og for 20 til 24 kameler er den 4 får. Afgiften for 25 til 35 kameler er en 2-årig hun-kamel, for 36 til 45 en 3-årig hun-kamel, for 46 til 60 er den en 4 år gammel hun-kamel, for 61 til 75 en fem år gammel hun-kamel, for 76 til 90 er den 2 3-årige hun-kameler og for 91 til 120 er den 2 5-årige hun-kameler.

Nisab for kvæg er 30. For 30 til 40 stykker kvæg betales en 2½ år gammel han eller en fravænnet hunkalv; for 60 er afgiften 2 1-årige kalve. Når der er mere end 60 stykker kvæg er afgiften 1 kalv for hver 30 stykker og 1 fravænnet kalv for hver 40.

Når man har 40 får eller geder, er afgiften 1 får eller ged. Den er det samme for 40 til 120, for 120 til 200 er den 2 får, for 200 til 399 er den 3 får og for 400 til 500 er den på 4 får.

Landbrugsprodukter. Zakat på landbrugsprodukter betales, når de høstes. Man skal beregne den på forhånd, hvis man ønsker at bruge af dem eller drage nytte af dem. De fleste lærde mener, at deres nisab er omkring 50 kvarte (1 kvart = 12,7 kg); hvilket vil sige, at hvis man har denne mængde af landbrugsvarer, skal man betale deres zakat. Afgiften for landbrugsprodukter, der er naturligt vandede (med regn), er en tiendedel; hvis de vandes af deres ejer, som skal betale de tilhørende udgifter, er afgiften en tyvendedel. 

Mineraler, Miner, Nedgravede Skatte og Produkter fra Havet. Zakat for sådanne produkter er en femtedel. Hvis en begravet skat bliver fundet på et stykke jord uden kendt ejer eller som er statens, gives en femtedel af den som zakat, resten tilhører finderen. Hvis den findes på jord, hvis ejer er kendt, gives en femtedel til ejeren. De lærde har bestemt, at der ikke er nogen nisab for sådanne emner. Imidlertid er der dem, som mener, at når disse emner når en værdi på omkring 600 sølv dirham eller 90 gram guld, skal man betale zakat.

---------------------------------------------------------------------------------

Modtagere

De lærde har opdelt ejendom i to kategorier: skjult (Opbevaret derhjemme, såsom penge, guld og sølv) og ejendom, der opbevares åbent (f.eks. dyr og landbrugsprodukter).  I Profetens og kaliffernes levetid blev zakat indsamlet af embedsmænd, der var særligt udpegede dertil. Der var endog en speciel zakat-fond i statsbudgettet. Senere begyndte staten at indsamle zakat for de åbne ejendele og lade ejerne af de skjulte selv sørge for det.

Muslimer og muslimske samfund skal finde en god, foretrukket måde at indsamle zakat på i fravær af en islamisk autoritet og fordele den ordentligt, som nævnt i 9:60. De er:

Fattige mennesker, der ikke tjener nok til at holde sig selv og deres familier i live.

De nødlidende, som ikke kan klare sig selv.

Zakat indsamlere.

De, hvis hjerter, på grund af deres svage Islam, har brug for at blive genforsonet eller styrket i Islam; hvis hjerter kan bevæges til Islam; eller de, hvis ondskab mod Islam og muslimerne kunne undgås.

At befrie muslimske krigsfanger og frigøre slaver.

At hjælpe de, der er overbebyrdede med gæld.

At støtte de, der ophøjer Guds ord, stræber for Guds sag (mujahidun) samt at tage sig af studerende og pilgrimsrejsende.

Rejsende, enten hjemme eller udenlands.

Modtagerne af zakat nævnes i følgende vers:

De foreskrevne almisser er kun ment til de fattige og de, der er i nød (selvom de af selvrespekt ikke giver indtryk af at trænge til hjælp); de, der har til opgave at indsamle og administrere dem; de, hvis hjerter eller venskab og støtte bliver vundet for Guds sag (indbefattet de, hvis fjendtligheder kunne forhindres derved); at frisætte de, der er bundet i slaveri og fangenskab; at hjælpe dem, der er overbebyrdede med gæld; og på Guds vej (til at ophøje Guds ord, at sørge for studerende og hjælpe pilgrimme); Og til den vejfarende (der har brug for hjælp). Dette er et krav fra Gud. Gud har fuld viden om alle ting, Viis. (9:60)

Zakat deles ud blandt modtagerne i henhold til deres nød og prioritet, tildelt dem i størst nød eller efter omstændighederne. Men zakat er ikke en frivillig almisse, man giver for at glæde de fattige; tværtimod bruges den på at udrydde fattigdom, forsyne de nødlidende med kapital for at redde dem fra deres nød, til at fylde hullerne op mellem de sociale klasser eller at forebygge at den slags huller opstår i samfundet.

Daggry (tidlig morgen [fajr]) bønnen. Efter at have gjort det, der er nødvendigt, for at bønnen kan accepteres, reciterer man iqama, selv hvis man beder alene. Det kræves ikke af kvinder, at de reciterer iqama. Iqama er som følger:

Allahu akbar (Gud er den Største): 4 gange.

Ashhadu an la ilaha illa'llah (jeg bevidner, at der er ingen gud udover Gud): to gange.

Ashhadu anna Muhammadan Rasululu'llah (jeg bevidner, at Muhammad er Guds Sendebud): to gange.

Hayya 'ala's-salah (kom her, til bøn): to gange.

Hayya 'ala'l-falah (kom her, til frelse): to gange.

Qad qamatu's-salah (nu begynder bønnen): to gange.

Allahu akbar (Gud er den Største): to gange.

La ilaha illa'llah (jeg bevidner, at der ikke er nogen anden gud end Gud): en gang.

Man skal, i adhan, holde en pause mellem hver sætning; men i iqama skal man være hurtig.

Efter iqama gør man sin intention om at bede morgengrybønnen, og mens man fremsiger den indledende takbir, løfter man hænderne op til ørerne med håndfladerne vendt mod qibla, med tommelfingrene i berøring med øreflipperne og anbringer dem derpå (ifølge hanafi'erne) under navlen med højre hånd gribende om venstre håndled. Derpå reciterer man en bøn, som Profeten, må fred være med ham, plejede at begynde sine bønner med, Hanafi'erne foretrækker: Subhanaka'llahumma wa bi-hamdik. Wa tabaraka'smuk. Wa ta'ala jadduk. Wa la ilaha ghayruk (Herlig er Du, oh Gud, og til Dig går al pris. Velsignet er Dit Navn og Din ære allerhøjest. Der er ingen gud udover Dig).

Derefter reciteres Surah al-Fatiha, hvorefter der siges Amin, og dernæst reciteres en del af Koranen. Bøj da fremover og sig: Allahu akbar, og mens man får ro med sin ryg rettet, sig tre gange: Subhana Rabiyya'l-'Azim (Priset være min Herre, den Mægtige). Ret dig derefter op og sig: Sami'a'llahu li-man hamidah (Gud hører den, der priser Ham), og så: Rabbana wa-laka'l-hamd (Vor Herre, og til Dig går al pris). Efter en kort pause gøres prostration og sig: Allahu akbar, med håndfladerne, knæene, tæerne, panden og næsen i kontakt med jorden. I denne stilling reciterer man tre gange: Subhana Rabiyya'l-A'la (Priset være min Herre, den Højeste). Derpå sætter man sig op og siger: Allahu akbar, og efter en kort stund siddende bøjer man sig atter frem i prostration og siger: Allahu akbar. Reciter det samme, som under første prostration. Dette udgør første rak'at i enhver bøn, undtagen Eid bønnen (religiøs fest) og salat al-tasbih (herliggørelsens bøn), som vil blive beskrevet nedenfor.

Rejs dig op fra prostrationen, sigende: Allahu akbar, og udfør da den næste rak'at ligesom den første. Efter den anden prostration sid op og reciter tashahhud eller tahiyyat, der lyder som følger: At-tahiyyatu li'llahi wa's-salawatu wa't-tayyibatu as-salamu 'alayka ayyuha'n-nabiyyu wa rahmatu'llahi wa-barakatuh. As-salamu 'alayna wa 'ala 'ibadi'llahi's-salihin. Ashhadu an la ilaha illa'llah wa ashhadu anna Muhammada 'abduhu wa-rasul-luh (Evighed og alle riger er Guds, og alle velsignelser og gode ting er fra Ham. Må fred være med dig, oh [største] Profet, samt Guds nåde og gaver. Må fred også være med Guds retfærdige tjenere. Jeg bevidner, at der er ingen gud udover Gud, og jeg bevidner også, at Muhammad er Hans tjener og Budbringer).

Derefter påkalder man Guds velsignelser og fred over Hans Budbringer: Allahumma salli 'ala Muhammadin wa 'ala Al-i Muhammad, kama sallayta 'ala Ibrahima wa 'ala Al-i Ibrahim. Innaka Hamidun Majid, Allahumma barik 'ala Muhammadin wa 'ala Al-i Muhammad, kama barakta 'ala Ibrahima wa 'ala Al-i Ibrahim. Innaka Hamidun Majid (Oh Gud, skænk Dine velsignelser over vor lærer Muhammad og Muhammads Familie, ligesom Du skænkede Dine velsignelser til Abraham og Abrahams Familie. I sandhed, Du er den Priste, den Strålende. Oh Gud, send Dine overvældende gaver og lykke til vor lærer Muhammad og Muhammads Familie, ligesom Du sendte dem til Abraham og Abrahams Familie. I sandhed, Du er den Priste, den Strålende).

Derefter bed til Gud. Vælg bønner fra Koranen og bønner fra Guds Budbringer, (fvmh). Derpå giv hilsener ved at vende hovedet til højre og venstre og siger: As-salamu 'alaykum wa rahmatu'llah (fred være med jer, og Guds nåde). Mens du hilser til højre, ret dem da mod de, der sidder til højre (hvis man beder i forsamling) og til den ædle engel, der nedskriver vore gode gerninger, og mens du hilser til venstre, ret dem mod dem, der sidder til venstre (hvis man beder i forsamling) og den ædle engel, der nedskriver vore dårlige gerninger. Men man kan ifølge Bediüzzaman Said Nursi også have til intention, når man hilser til højre, Guds Budbringer, andre Budbringere, de troende medlemmer af deres familier, Ledsagere samt alle andre hellige, rene og lærde mennesker, som er udvandret til den næste verden, og, mens man hilser til venstre, alle troende, der vil komme indtil den Sidste Dag.

Middags-, eftermiddags- og nattebønnerne (zuhr, 'asr og 'isha'). Når man har gjort alt det nødvendige, for at bønnen kan accepteres, reciter iqama, selv hvis man beder alene. Det kræves ikke af kvinder at recitere iqama.

Derpå udføres de første tro rak'at ligesom i morgengry bønnen, undtaget at når man sidder i den anden rak'at, reciterer tashahhud, rejser sig og siger: Allahu akbar (Gud er den Største). Udfør to mere rak'at uden at recitere den indledende takbir og stående reciter da blot al-Fatiha, det foretrækkes; selvom man, i stedet for al-Fatiha, kan recitere ord af herliggørelse (Subhana'llah), ord af lovprisning (al-hamdu li'llah) og ophøjelse (Allahu akbar); og erklære Guds Ethed (la ilaha illa'llah). Når man sidder i den sidste (fjerde) rak'at, da reciter det, der blev reciteret ved daggry og alle andre bønner. Afslut bønnen ved at give hilsener til højre og venstre.

Aften (maghrib) bønnen. Man begynder bønnen og beder de første to rak'at som beskrevet ovenfor. Efter at have reciteret tashahhud, mens man sidder i den anden rak'at, gøres den tredje rak'at på samme måde som tredje rak'at i middags-, eftermiddags- og sene nattebønnerne. Men efter den anden prostration, sid igen ligesom i den anden (eller sidste siddende) af de andre bønner, eller i anden rak'at i daggrybønnen. Gør det, der gøres i dem.

Folk som er (ikke kronisk) syge eller på rejse, kan bryde fasten i Ramadanen; men skal gøre godt for de mistede dage. Hvis rejsende gør intentionen om at faste om natten, kan de stadig bryde deres faste om dagen. Hvis de allerede havde gjort intentionen om at faste, mens de var hjemme, men så besluttede at rejse i løbet af dagen, er de fleste lærde enige om, at så skal de faste.

De, der har brudt fasten pga. svære omstændigheder, skal også gøre godt for de mistede dage. De lærde er enige i, at menstruerende kvinder, kvinder med blødninger efter fødsel samt gravide og ammende kvinder, som er bange for, at fasten kan skade barnet eller dem selv, skal gøre godt for de mistede dage.

Betale kompensation:

De, som er for gamle til at faste, såvel som de kronisk syge, har tilladelse til at lade være med at faste, for fasten ville lægge for mange vanskeligheder på dem. Men de skal bespise én fattig person for hver dag, de ikke faster. Hvis dem, der var på rejse eller havde en anden undskyldning, dør, inden de når at gøre godt for de mistede dage, skal der ikke betales kompensation. Men hvis de bad deres arvinger om at betale en sådan kompensation, skal pengene tages ud af den afdødes ejendom. Hvis de, som døde, døde inden de fik gjort godt for de mistede dage, selvom de havde tid nok til at gøre det, må man bede deres arvinger om at betale den nødvendige kompensation.

Dage, hvor faste er forbudt:

Alle lærde er enige i at det er forbudt at faste på de to 'Eid ('Eid al-Fitr og 'Eid al-Adha). Det er ligegyldigt om fasten er obligatorisk eller frivillig. At faste frivilligt udelukkende om fredagen bliver misbilliget. Hvis man faster dagen før eller efter den, hvis det er en dag, man normalt faster på (f. eks. den 13., 14. eller 15. i måneden), eller hvis det er 'Ashura Dagen (10. Muharram), misbilliges det ikke at faste på en sådan fredag. Den samme regel gælder for lørdagen. Det misbilliges at faste på "tvivlens dag", når man ikke er sikker på, om det er den sidste dag i Sha'ban eller den første dag i Ramadanen, ligesom det heller ikke er velset at faste flere dage i træk uden at spise, overhovedet (al-wisal).

Frivillige faster:

Budbringeren opmuntrede muslimerne til at faste de følgende dage: seks dage i Shawwal; den 10. Muharram ('Ashura) og de dage, der kommer umiddelbart før og efter den; det meste af Sha'ban (måneden inden Ramadan); hver torsdag, fredag og lørdag i de hellige måneder (Dhu'l-Qa'da, Dhu'l-Hijja, Muharram, Rajab); hver mandag og torsdag; og den 13., 14. og 15. i hver måned. Han tillod også de, der kan faste hver anden dag, som kaldes sawm Dawud (Profeten Davids Faste), at gøre det.

Måltidet før daggry og at bryde fasten:

Det er sunna (anbefalet) at få sig et måltid før daggry mellem midnat og daggry. Det anses for bedst at vente med det, så man spiser det så tæt på daggry som muligt. De, som faster, skal skynde sig med at bryde fasten, når solen er gået ned og, lige inden de spiser, gøre følgende supplikation (højst tilrådeligt): "Oh Gud, jeg har fastet for Dig, troet på Dig, sat min lid til Dig og bryder min faste med Dine forsyninger."

Fastens essentielle elementer

Det forlanges, at man foretager den rette intention om at faste i Ramadanmåneden. Det foretrækkes, at man gør denne intention før daggry og hver nat i Ramadanen. Men den er gyldig, ligegyldigt hvilken del af natten, den gøres i, og man kan endda foretage den ved middag, hvis man glemte det før daggry. Det er ikke nødvendigt at udtale den højt, for den er i virkeligheden en handling i hjertet, der ikke involverer tungen. Dertil kommer, at den bliver opfyldt ved éns intention om at faste af lydighed overfor Gud og søge Hans velbehag. Ifølge mange jurister kan intentionen om en frivillig faste gøres indtil middag.

I fastetimerne kan man ikke spise, drikke eller foretage sig ægteskabelige seksuelle forhold. Inden åbenbaringen af Koranen kunne ægtepar ikke have noget seksualliv under fasteperioden. Denne regel blev ophævet i 2:187, der tillader samleje mellem ægtefæller i Ramadanens nætter:

Det er gjort lovligt for jer at gå til jeres hustruer om natten i Fasten; (der er sådan en umistelig intimitet mellem jer), at de er en klædebon for jer (der svøber sig om jer for at beskytte jer mod illegitime forhold og besmykke jer), og I er en klædning (af samme slags) for dem. (2:187)

Men det er stadig forbudt i fastetimerne.

Undgå upassende handlinger

Faste, en type tilbedelse for at nærme sig Gud, blev beordret for at rense sjælen og opøve den i gode gerninger. De, som faster, må skærme den mod enhver handling, der måske kan udligne fastens goder. På denne måde vil fasten forøge deres personlige Guds-bevidsthed og fromhed. Fasten er mere end blot at lade være med at spise og drikke; den betyder også at undgå alt andet, Gud har forbudt. Budbringeren sagde: Fasten handler kun om at afholde sig fra mad og drikke, men handler også om at afholde sig fra tom snak og et grimt og sjofelt sprogbrug.

At gøre en ed betyder at sværge ved Gud, at man ikke vil gøre et eller andet. Indenfor Islam kan man kun sværge ved Gud. Folk, der aflægger sådan en ed, skal gøre deres bedste for at opfylde den og skal derfor ikke aflægge en sådan uden omtanke.

Folk, som kommer med løgnagtige udtalelser ved en fejl eller i uvidenhed og derpå sværger på dem ved Gud, bliver ikke holdt ansvarlige for dem og skal ikke udføre nogen bod. Men bevidst at lyve og derpå sværge ved Gud eller erklære Gud som vidne til løgnen er en ekstremt alvorlig synd, der mange gange har medført, at frygtelige ulykker har ramt løgneren. Sådanne mennesker skal udføre en bodsgerning, oprigtigt søge Guds tilgivelse og genoprette enhver skade, løgnen kan have bragt med sig.

Hvis folk sværger ved Gud, at de ikke vil gøre et eller andet i fremtiden og derpå gør lige netop denne handling, må de søge Guds tilgivelse og gøre bod. I dette tilfælde betyder det at frisætte en slave. Hvis det ikke lader sig gøre, skal edsbryderen bespise en fattig i ti dage med ligeså meget mad, som hans egen familie spiser. Hvis det ikke er muligt, skal han eller hun faste i ti dage i træk.

At bede bønnerne i fællesskab er en sunna mu'akkada (en sunna, der er understreget af Budbringeren). Mange lærde betragter det som nødvendigt (wajib).

Kvinder. Det er bedre for kvinderne at bede i deres hjem end at komme til fællesbøn. Men de kan komme i moskéen og deltage i fællesbøn, forudsat at de ikke bærer noget tiltrækkende tøj eller bruger nogen fristende parfume.

Betingelser, muezzinen (ham, der kalder til bøn) skal opfylde: Budbringeren priste muezzinerne og gav dem gode nyheder om stor belønning (Bukhari, "Ezan", 5). Men for at gøre sig fortjent til denne belønning, skal de opfylde bestemte betingelser, som følger:

Kalde til bøn for Guds skyld, ikke for løn.

Være renset for store og mindre urenheder.

Stå op og vende mod qibla.

Vende sit hoved, hals og bryst til højre, idet han siger: ”Hayya 'ala's-salah" og til venstre, idet han siger: "Hayya 'ala'l-falah".

Propper pegefingrene i ørerne, så hans stemme kan blive højere.

Hæve sin stemme til kaldet, om han så er alene i ørkenen.

Holde pause mellem hver sætning i adhan.

Udsmykke adhan med sin smukke stemme og melodi.

Adhan er et af Islams vigtige, kollektive symboler, for den viser, at der, hvor man hører den, er det muslimsk land. Derudover er den en deklaration af Islams grundliggende principper.

Enhver, der udfører Adhan, udfører Iqama: Det er yderst tilrådeligt og anbefalet, at den, der har gør adhan, også udfører iqama. Et menneske, der beder alene, opmuntres til at gøre adhan, hvis han ikke hørte dens offentlige recitation, og han skal gøre iqama.

Adhan og Iqama for Kvinder. Selvom nogle lærde påstår, at der ikke er nogen adhan og iqama for kvinder, mener nogle, at kvinder kan danne en forsamling og bede, og at én af dem kan fungere som imam. Men hun skal stå i midten af forreste række.

Imamen. Imamen skal opfylde adskillige krav, som følger:

Hvis forsamlingen består af både mænd og kvinder, skal imamen være en mand.

Han skal være velbevandret i recitation af Koranen og vidende om bønnens obligatoriske, nødvendige og sunna handlinger.

Han skal have en god karakter og et godt omdømme.

Han skal være den mest vidende (af de tilstedeværende) indenfor islamisk retslære og recitation af Koranen, have fremragende kvaliteter og karakter, en god stemme samt et sundt legeme.

Han må ikke have et sundhedsproblem, der får ham til konstant at miste sin rituelle renhed, medmindre alle de andre i forsamlingen har det samme eller et lignende problem.

Ifølge de lærde er enhver, hvis bøn er gyldig for ham selv, gyldig for andre, hvis han tjener som imam. Men muslimer bryder sig ikke om at bede bag en forbryder eller reformator.

Hvor imamen og forsamlingen Står: Imamen står foran forsamlingen. Det er bedst, hvis der står en person til højre for imamen. Hvis der er to eller flere mennesker, står de bag imamen. Budbringeren anbragte mændene foran de unge drenge og kvinderne bag de unge drenge.

Rette imamens fejl. Hvis imamen glemmer et vers, reciterer ukorrekt, gør en fejl i bønnen, bør nogen i forsamlingen rette ham og enhver, det vides om, at han er i stand til at rette ham, foretrækkes det at have stående lige efter imamen.

Rette rækkerne ind og fylde hullerne: Imamen bør fortælle forsamlingen, eller den bør gøre det selv, at rette rækkerne ind på linie og udfylde eventuelle huller, inden bønnen begynder.

Imamens og forsamlingens recitation. Det er tilstrækkeligt for imamen at recitere al-Fatiha og en anden passage fra Koranen og for forsamlingen at tie. Forsamlingen foretager alle andre recitationer, inklusive takbir, supplikationen før al-Fatiha, ordene for herliggørelse i ruku' og sujud og tashahhud og påkalder Guds velsignelser og fred over Guds Budbringer og hans Familie.

At Følge imamen. Ethvert medlem af forsamlingen skal følge imamen uden tøven og må ikke være forud for ham i nogen af bønnens handlinger.

At sætte en skillelinie foran sig, når man beder. Hvad som helst man sætter foran sig, mens man beder, virker som en adskillelse, om det så blot er sengens ende. Budbringeren sagde: "Når én af jer beder, bør han lave en skillelinie for sin bøn, om det så blot er en pil." (Ibrahim Canan, Hadis Ansikloedisi [An Encyclopedia of Hadiths], Ist., 8.179). Dette gøres for at lade andre kunne gå forbi foran en bedende. Det er forbudt at gå foran en, der beder (dvs. mellem den bedende og hans eller hendes skillelinie). Hvis sådan en mulighed ikke eksisterer, er skillelinien ikke nødvendig. Skillelinien skal være så tæt på, at der kun er plads nok til at gøre prostration.

Man kan gøre et tegn til én, der er ved at gå ind foran én; men det må ikke være af den slags, der gør bønnen ugyldig, som at tale. Bønnen bliver ikke ugyldig af, at en person eller et dyr passerer ind for én, når man beder.

At slutte sig til forsamlingen. Enhver, som slutter sig til en forsamling, skal sige den indledende takbir stående og dernæst straks bevæge sig til den handling, forsamlingen er ved at udføre. For eksempel hvis forsamlingen er i gang med en prostration, skal man fremsige den indledende takbir og derpå gøre sin prostration. Hvis man slutter sig til forsamlingen under den ruku', der følger enhver stående stilling (qiyam), betragtes man som havende udført den rak'at. Hvis den hører til første rak'at, bliver den, der slutter sig til under denne og afslutter bønnen efter imamen, betragtet som at have fuldført hele bønnen.

Hvis man først kommer efter ruku', anses man for at have mistet den rak'at eller dem, der gik forud. Hvis man kommer under den anden rak'at, uanset hvilken bøn det drejer sig om, rejser man sig efter imamen har givet sin første hilsen til højre og udfører den første mistede rak'at, reciterer al-Fatiha og en passage fra Koranen, gør ruku', sujud og den afsluttende sidden og afslutter bønnen med hilsener.

Hvis man kommer efter ruku' i den anden rak'at i morgengrybønnen, rejser man sig, når imamen har givet sin første hilsen, og udfører bønnen i sin helhed dog uden den indledende takbir. Hvis man kommer til aftenbønnen, følger man imamen, indtil han giver den første hilsen, og rejser sig da, reciterer al-Fatiha og en passage fra Koranen, gør ruku' og sujud, og sætter sig. Dette er éns anden rak'at. Efter at have reciteret tashahhud rejser man sig og reciterer al-Fatiha og en passage fra Koranen, laver ruku' og sujud, sidder for sidste gang og afslutter bønnen med hilsener. Hvis man tilslutter sig middags-, eftermiddags- eller den sene aftenbøn, følger man imamen, indtil han giver den første hilsen, og man rejser sig. Man gør bønnen færdig ved at udføre de første to rak'at, man gik glip af, som om det var en bøn på to rak'at.

Hvis man slutter sig til forsamlingen i den fjerde rak'at eller efter den ruku', der følger den tredje rak'at, følger man imamen indtil hans første hilsen, hvor man rejser sig op. Man udfører den første rak'at, man mistede, ved at recitere al-Fatiha samt en passage fra Koranen, gør ruku' og sujud og sætter sig. Efter recitation af tashahhud rejser man sig, reciterer al-Fatiha og en passage fra Koranen, gør ruku' og sujud og står op. Derpå reciterer man kun al-Fatiha, gør ruku' og sujud og sætter sig for at recitere tashahhud, påkalder Guds velsignelser og fred over Budbringeren og hans Familie og afslutter bønnen ved at give hilsener.

Hvis man først slutter sig til bønnen efter ruku' i den sidste rak'at af enhver bøn, er man gået glip af den bøn og, når imamen giver sin hilsen til højre, rejser man sig og beder derefter bønnen helt igennem, dog uden at fremsige den indledende takbir

Hvis man beder morgengry- eller aftenbønnen alene, og folk danner en forsamling bag en imam på det sted, hvor man beder, og hvis man endnu ikke har gjort prostration efter den anden rak'at, skal man tilslutte sig forsamlingen. Hvis man beder en bøn på 4 rak'at og beder den første rak'at, slutter man sig også til forsamlingen. Hvis man beder den anden rak'at, gør man de første to rak'at færdige, som om man bad en bøn på 2 rak'at og slutter sig derefter til forsamlingen. Hvis man beder den tredje rak'at, slutter man sig til forsamlingen. Hvis man beder den fjerde rak'at, gør man sin bøn færdig uden at tilslutte sig forsamlingen.

Jorden som moské. En muslim kan bede hvor som helst, forudsat at stedet ikke er så beskidt, at det gør bønnen ugyldig, ikke bruges til åger eller tilhører én, der ikke ville tillade bønner der. Dette er en særlig velsignelse fra Gud til det muslimske samfund. Udfra dette kan hele Jorden tjene som moské.

Tre Mest Fremstående Moskéer. Man kan bede i hvilken som helst moské. Men der er tre moskéer, der er særligt hellige og giver de bedende i dem langt mere fortjeneste end at bede i andre. Ordnet efter fortjeneste og hellighed er de den Hellige Moské i Mekka, Profetens Moské i Medina og Masjid al-Aqsa i Quds (Jerusalem).

Islam er en global religion og koranen er en global bog der nuancerer sig hele tiden med tiden! Dvs. Koranen fornyer sig hele tiden og indpasser sig alle tider og alle menneskers behov. Koranen er en bog der tiltaler samtlige forstandige, fornuftige mennesker. Nogle gange tiltaler den alle troende og nogle gange tiltaler den direkte til troende mænd og troende kvinder. Adlydende mænd og adlydende kvinder, sandfærdige mænd og sandfærdige kvinder, tålmodige mænd og tålmodige kvinder, Gudfrygtige mænd og Gudfrygtige kvinder, hjælpsomme, gavmilde mænd og hjælpsomme, gavmilde kvinder,  fastende mænd og fastende kvinder, dydige mænd og dydige kvinder; koranen kapitel 33/35. En muslim bør tage profeten Muhammed Fvmh som et eksempel for han er sendt som barmhjertighed til hele verdenen. Koranen 21/107. Han var levende koran ifølge hans hustru Aisha. Hvordan skal det forstås!? Koranens adfærd og morale hermed profetens adfærd morale var på højeste plan. "Visselig du har den største, (smukkeste) adfærd og morale." Koranen 68/4. Følgende verse fra koranen der omhandler om at adlyde Gud og Guds sendebud, profeten Muhammed Fvmh og et eksempel fra hans liv er nok til at forklare hvordan en muslim kan integrere sig i et andet samfund! Koranen 3/132, 4/59, 5/92. Dette eksempel er at han befaler flere ungemænd om at lære bl.a hæbraisk og romersk! Said bin Zayd er en ungmand der har lært hæbraisk i løbet af få måneder. Han får navnet 'mit folks tolk'. Hvad fortæller det mig eller os!? Hvis jeg lever i Danmark, skal jeg lære dansk rigtig godt! Hvis jeg skal gavne det samfund jeg lever i, skal jeg både lære sproget men også tage aktiv del i at opretholde og vedligeholde samt bidrage til det bedst muligt! Læg mærke til profeten Fvmh siger i flere af hans beretninger: "Den bedste af jer er den som gavner mennesker; den som naboen ikke er tryg ved, er ikke en oprigtig troende." Han plejede selv at besøge sin jødiske nabo, hvis vedkommende var syg! Jeg vil understrege at han breder det ud og til alle mennesker og ikke kun overfor muslimer! Sådan er flere af koranens verse også sat op! Bl.a i kapitel 49/13, "O I mennesker, Vi har visselig skabt jer fra en mand og en kvinde og derpå fordelt jer i forskellige nationer og stammer for at I skal lære hinanden at kende; Den bedste af jer og den mest ophøjede af jer hos Gud er, den mest gudfrygtige!" Vi kan hermed konstatere og konkludere at en muslim bør og kan integrere sig bedst muligt i alle mulige steder og forholde der måtte være! Læringen af sproget følger med! Gavne det samfund og mennesker man lever sammen med følger med! Så er spørgsmålet hvor går grænsen!? Først og fremmest alt med dialog og mere end det gensidig respekt og forståelse! I virkeligheden en muslim kan integrere sig på mange måder uden begrænsninger! Det eneste ting man skal være opmærksom på er adlyder man Allah og Allahs sendebud!? Feks hvis et land eller system siger: "Du må ikke lave bøn, du må ikke tage tørklæde på, du må ikke faste, du må ikke læse koranen, du må ikke gå til pilgrimsfærd osv. Så må jeg som en muslim afvise det!  Det samme gælder overfor sine forældre! Hvis det beordrer én til ikke at adlyde Gud og Guds sendebud, eller forbyder noget som Gud og Guds sendebud påbyder, så må man heller ikke følge deres ord! Man skal som en muslim følge et lands love og regler og respektere det! En muslim bør være til gavn for verden og samfundet ifølge koran og profetens Fvmh beretninger! Hvis ikke det er sådan i nogle tilfælde så er det kun fordi, at personen ikke er vedvidende om disse ting! Derfor skal man på baggrund af det hverken fordømme alle muslimer eller islam og koran! Det er nu om dage blevet normalt at man fordømmer islam udfra enkelte personers uvidende handlinger og gerninger! Islam betyder fred, frihed, tolerance! Islam indebærer dialog, gensidig respekt, kærlighed til samtlige mennesker uanset race, religion! Islam bygger på at opretholde fred og retfærdighed på jorden! Hermed et velfungerende samfund hvor alle bidrager, hermed også en god integration! Og endelig alle har sin ret til religions frihed i al respekt samt ytringsfrihed uden at fornærme nogen, og slet ikke tale ondt om nogen og slet ikke tale ondt om andres guder eller tro!  "Band ikke over andres guder, så vil de gøre det overfor Allah af uvidenhed og fjendskab." Koranen 6/108. Afslutningsvis vil jeg takke for jeres gode spørgsmål og ønsker jer held og lykke..

Fastsæt intentionen om at foretage en specifik bøn. Bukhari, Muslim og Abu Dawud fortæller fra 'Umar, at Guds Budbringer sagde: "Handlinger bliver bedømt i henhold til intentioner. Man bliver belønnet for ligegyldigt hvad, man havde intention om at gøre. Enhver, der emigrerer for Guds og Hans Budbringer, har emigreret for Gud og Hans Budbringer; enhver, der emigrerer, for at få fat i noget verdsligt eller for at gifte sig, har emigreret for det, de havde intention om." (Bukhari, "Bed'ul-Wahy", 1; Muslim, "Iman", 155) således er intentionen målet og formålet med noget. Det er en holdning i hjertet og behøver ikke at blive sagt højt. Det er derfor, Profeten og hans Ledsagere aldrig udtalte deres intentioner.

Fremsig den indledende takbir og begynd bønnen. Når Guds Budbringer stod i bøn, stod han ret, løftede hænderne op til ørerne, og med hænderne mod qibla sagde han: "Allahu Akbar".

Stå op, mens man reciterer Surat al-Fatiha (Koranens Åbningskapitel) og et udvalg af vers. Man skal stå op under de obligatoriske bønner, hvis det overhovedet er muligt. Men hvis det ikke kan lade sig gøre, kan man bede siddende eller, hvis selv det ikke kan gøres, mens man ligger på højre side. Fødderne skal være let adskilte, når man står i bøn. De frivillige bønner kan bedes siddende, men at stå op vil give større belønning.

Reciter Surat al-Fatiha og en anden del af Koranen. Dette er obligatorisk i de to første ra'kat (runder) af de obligatoriske bønner og i hver rak'at af nødvendige (wajib), anbefalede (sunna) og frivillige (nafila) bønner. I den sidste runde (d.v.s. den tredje rak'at i aftenbønnen og de sidste to rak'at af den obligatoriske middagsbøn, eftermiddagsbøn og sene aftenbøn) foretrækkes det at recitere Surat al-Fatiha; men man kan glorificere (Subhana'llah), prise (al-hamdu li'llah), ophøje (Allahu akbar) og erklære Hans Ethed (La ilaha illa'llah). Den del, der reciteres efter Surat al-Fatiha, bør være mindst lige så lang, som den korteste sura (Surat al-Kawthar). Man kan ikke bruge en oversættelse af Koranen til bøn, for Koranen er sammensat af både dens betydning og dens ordlyd og er fra Gud både med dens mening og dens ordlyd.

Bøj fremover og hold denne stilling (ruku') i nogen tid (længe nok til at sige "Subhana'llah" tre gange). Denne ruku' stilling består i at bøje sig frem og holde fast i knæene med håndfladerne med fingrene delvist spredt. Man holder denne stilling, indtil man har fået "ro". Man skal holde ryggen ret, mens man bøjer sig.

Prostration (sujud). Guds Budbringer forklarer: "Lig i prostration, indtil I er rolige i prostrationen, sæt jer derefter, indtil I er faldet til ro (i jeres sidden), og læg jer derefter i prostration, til I er rolige i jeres prostration." Den første prostration, derefter sidden, den anden prostration og ro i alle disse handlinger er obligatorisk i hver rak'at af enhver type bøn, man beder. Bukhari fortæller ("Ezan", 133, 134, 137) fra Guds Budbringer, vedrørende de kropsdele, der skal berøre jorden under prostration, at han sagde: "Jeg er blevet beordret at ligge i prostration på syv legemsdele: panden (og han pegede også på sin næse), hænderne, knæene og føddernes ender."

Den sidste sidden og recitation af tashahhud. I bønnens sidste rak'at skal man sidde længe nok til at recitere tashahhud før afslutningen af bønnen, som udføres ved at hilse ved at vende hovedet til højre og derpå til venstre og sige: "As-salamu 'aleikum wa rahmatu'llah" (må fred og Guds nåde være med jer). Mens man sidder ned, siger man tashahhud elle tahiyyat. Det er nødvendigt at recitere ord af salat wa salam (Guds fred og velsignelser) over Muhammad og hans Familie.

At spise, drikke og have samleje i dagtimerne med forsæt, kræver en anden dags faste samt en bod. Bod defineres som at sætte en slave fri, hvis man kan; hvis vedkommende ikke har slaver eller ikke kan befri en af gyldige grunde, skal han eller hun faste i 60 dage i sammenhæng; hvis man ikke kan det, skal man bespise en fattig person gennem 60 dage eller bespise 60 fattige på én dag med måltider, der svarer til dem, man normalt selv spiser derhjemme.

De fleste lærde siger, at både mænd og kvinder skal gøre bodshandlinger, hvis de med vilje havde samleje om dagen, selvom de havde intention om at faste den dag. Hvis de gjorde det ud af glemsomhed, tvang eller de ikke havde intention om at faste den dag, skal der ikke udføres nogen bodshandling. Hvis kvinden blev tvunget eller voldtaget af manden, er det kun ham, der skal gøre en bodshandling.

Alle lærde er enige i, at folk, der med vilje brød fasten og gjorde bod og derpå brød den igen på en måde, der kræver en ny bod, skal de udføre en ny bodshandling. På lignende vis er de også enige om, at hvis folk bryder fasten to gange på én dag, før de har gjort bod for den første handling, skal de kun gøre en enkelt bodshandling. Hvis man bryder sin faste og gør det igen i den samme Ramadan uden bodshandling, skal man kun gøre bod én gang. Grunden til det er, at der er en straf for handlinger, der bliver gentaget, og hvis boden eller straffen ikke bliver effektueret, samles alle disse handlinger under én.

Bede to rak'at inden morgenbønnen blev varmt anbefalet og understreget af Guds Budbringer. De udføres ligesom morgengrybønnen, med undtagelse af at man reciterer kortere passager af Koranen efter al-Fatiha.

Bede fire rak'at inden middagsbønnen blev højt priset og understreget af Guds Budbringer. De gøres ligesom i middagsbønnen, bortset fra at man reciterer passager fra Koranen efter al-Fatiha i alle rak'at. Han bad også andre to eller fire rak'at efter den foreskrevne bøn, og muslimerne opfordres til at gøre det samme.

Det er også varmt anbefalet at bede fire rak'at inden eftermiddagsbønnen. De udføres ligesom i middagsbønnen, bortset fra at man reciterer påkaldelserne af Guds velsignelser, fred og gaver over vor lærer Muhammad og hans Familie efter tashahhud under den første sidden, og bønnen (anmodningen) før al-Fatiha i den tredje rak'at, som man reciterer, når man åbner bønnen efter den indledende takbir.

Ligeledes er det varmt anbefalet at bede to rak'at efter aften- og den sene aftenbøn, mens det at bede fire rak'at inden den sene aftenbøn, ligesom ved eftermiddagsbønnen, er en ubetonet sunna bøn.

Tahajjud og Witr

Tahajjud bønnen har en yderst vigtig plads blandt de meget anbefalelsesværdige og understregede sunna bønner. Den var obligatorisk for Budbringeren helt fra begyndelsen af hans mission. At afbryde søvnen for Guds skyld og vende sig til Ham med hengivelse og rene følelser om natten er en vældig støtte og kilde til næring for menneskets ånd. Da den Almægtige befalede Budbringeren at bede den, erklærede Han:

Oh du, svøbt i klæder! Stå op for at bede om natten; men ikke hele natten - det halve af den, eller lidt mindre eller lidt mere og reciter Koranen i afmålte, rytmiske toner og med stor omhu og opmærksomhed. Vi skal til at pålægge dig et vægtigt ord. Sandelig, det er det mest kraftfulde og det bedste for beherskelse af sjælen at stå op om natten, og det mest passende for recitation og forståelse af Ordet. Om dagen er der forlængede optagelse af almindelige pligter for dig. Så husk på Guds Navn og nævn Det, idet du hengiver dig fuldstændigt til Ham. Han er østens og vestens Herre. Der er ingen guddom udover Ham. Tag Ham som din Vogter og Fordeler af Anliggender. (73:1-9).

Da enhver muslim er en hengiven Guds tjener og helliget Hans sag, er tahajjudbønnens betydning klar. Ifølge de mest acceptable fortællinger fra Profeten består den, sammen med witr bønnen, af elleve rak'at og udføres i runder på to, ligesom morgenbønnen (Bukhari, "Tahajjud", 10). Selvom witr bønne kan bedes efter den sene aftenbøn, inden man går i seng, så man ikke går glip af den på grund af søvn, er dens foretrukne tid efter tahajjud. Den består af tre rak'at og udføres ligesom aftenbønnen, men med følgende undtagelser:

I den tredje rak'at reciteres en passage fra Koranen og qunut bønnerne efter al-Fatiha. Inden man begynder at bede, fremsiger man takbir (Allahu akbar) ved at løfte hænderne op til ørerne, som når man begynder at bede. Budbringerens rapporterede qunut bønner er: Allahumma inna nasta'inuka wa nastaghfiruka wa nastahdika wa nu'minu bika wa natubu ilayk; wa natawwakkalu 'alayka wa nuthni 'alayka'l-khayra kullahu nashkuruka wa la nakfuruk. Wa nakhla'u wa natruku man yafjuruk. Allahumma iyyaka na'budu wa laka nusalli wa nasjudu wa ilayka nas'a wa nahfidu; anarju rahmataka wa nakhsa 'adhabaka inna 'adhabaka bi'l-kuffari mulhiq (Oh Gud! Vi beder Dig om hjælp, tilgivelse og vejledning. Vi tror på Dig og vender os til Dig i anger over vore synder, og sætter vor lid til Dig. Vi priser Dig ved at tilskrive Dig alle gode ting, og takker Dig og føler aldrig utaknemlighed overfor Dig. Vi forkaster og klipper båndene til de, der er i konstant oprør mod Dig. Oh Gud, Dig alene tilbeder vi, og vi beder og bøjer os for Dig alene. Vi arbejder på Din vej for at opnå Dit velbehag og godkendelse. Vi håber på og forventer Din Nåde og frygter Din straf, for Din straf skal omringe de, som ikke tror på dig).

Islams fjerde søjle er fasten i Ramadanen, hvor muslimerne afholder sig fra at spise, drikke og seksuelle forhold eller tilfredsstillelse fra solopgang til solnedgang. Angående ordren til at faste erklærer Koranen:

Ramadanmåneden, måneden hvori Koranen (begyndte at blive) sendt ned som en ren kilde til vejledning for folk, og (når den bliver udøvet) som tydelige tegn på vejledning og Kriteriet (mellem sandhed og løgn). Derfor skal enhver af jer, der er til stede i den måned, faste den, og den, der er så syg, at han ikke kan faste eller er på rejse, skal faste det samme antal andre dage. Gud ønsker lethed for jer og ønsker ikke vanskeligheder for jer, så I kan færdiggøre det antal dage, der kræves, ophøj Gud for at Han har vejledt jer, og det håbes, at I vil give passende tak (til Ham). (2:185)

En død muslims rettigheder over levende muslimer. En afdød muslim har fire rettigheder over levende muslimer. Retten til at blive vasket, svøbt (i liglagen), få en begravelsesbøn og begravet. Men muslimer er ikke forpligtet til at gøre dette for dem, som dør som frafaldne, eller mens de kæmper mod muslimerne.

Besøge en syg. Det er en varmt anbefalet og berømmelig handling at besøge én, der er syg. Muslimerne foreslår den døende, at han skal erklære Guds Enhed: La ilaha illa'llah, Muhammadun Rasulu'llah (Der er ingen anden guddom end Gud, og Muhammad er Hans Budbringer) eller trosbekendelsen: Ashhadu an la ilaha illa'llah wa ashhadu anna Muhammadan 'abduhu wa rasuluh (Jeg bevidner at der er ingen gud udover Gud, og jeg bevidner at Muhammad er Hans Budbringer). 

Vaske liget: Når en muslim dør, skal legemet vaskes af en kyndig muslim tre gange. Inden afvaskningen gives den døde en lille rituel afvaskning. Kvinder vasker døde kvinder, mænd vasker døde mænd. Men en kvinde kan vaske sin afdøde ægtemand. Den afdødes slægtninge og andre bør ikke se legemet blive vasket, og liget bør parfumeres med kamfer, moskus og lignende dufte.

At bede begravelsesbønnen: Efter at være blevet vasket, svøbes den afdøde muslim ind i et klæde og lægges i en kiste. Dette gælder for alle, undtagen martyrer, som begraves i det tøj, de led martyrdøden i. Liget anbringes på en hævet platform eller en jævn sten, således at dets højre side vender mod qibla. Forsamlingen rejser sig så for at bede foran liget. Mens denne bøn er obligatorisk for alle muslimer og skal bedes i fællesskab, er ikke alle nødt til det, hvis nogle deltager. Kvinder kan også være med.

Imamen gør intentionen om at bede for den afdøde (den afdødes køn skal specificeres) for Guds skyld og velbehag. Forsamlingen gør den samme intention og tilføjer derpå intentionen om at bede bag imamen. Idet de følger imamen, begyndes bønne med den indledende takbir (som i alle bønner), fremsætter sine supplikationer, sige takbir med hænderne under navlen, påkalde Guds velsignelser og fred over Hans Budbringer og hans Familie (som i slutningen af andre bønner), gentage takbir mens man holder hænderne under navlen, bede for den afdøde og alle andre muslimer (levende og døde), sige takbir for tredje gang og give hilsener til højre og til venstre.

Begrave den døde: Muslimer anbringer den døde i graven, mens de siger: "Bi'smi'llahi ala millet-i Rasuli'llah” (I Guds Navn og i henhold til Guds Budbringers religion og måde). Afdøde lægges på højre side med ansigtet mod qibla og klædet bindes op. En sten eller lignende placeres diagonalt på graven og en smule skråt, så jord ikke dækker liget. Man lægger jord ovenpå stenen og dækker graven. Efter recitation af nogle passager fra Koranen og bønner til Gud for den afdøde forlader  folk stedet.

Tak for jeres spørgsmål.

Religion hverken kan gøre mennesker fattige eller rige.

Den amerikanske kontinent er kristent, Nordamerika lever i rigdom og Sydamerika lever i fattigdom.

Vesteuropa lever i rigdom og Østeuropa lever i fattigdom.

Japan og diverse østasiatiske lande er buddhister, Japan, Taiwan, Sydkorea, Singapore lever i rigdom mens Nordkorea, Mongoliet, Tibet, Laos, Thailand, Vietnam … lever i fattigdom.

Vi kan blive ved…

Historisk:

En gang Gamle Grækenland, Persiske Rige, Ægypten, Kina, Rom, Kina, Indien, og den Osmanniske rige var supermagt og rig og de er fra forskellige kontinenter og religioner.

Rigdom og økonomi opstår når der er betingelser og dynamik i samfundet / samfundene.

For eksempel:

1- Lad os sige at personen A har 1.000 kr.   Hvis han ikke køber noget så bliver den 1.000kr. mindre og mindre i værdi hvert år fordi alle holder på deres 1.000kr. ingen vil producere noget fordi der er ingen kunder der vil købe noget. Så begynder der at blive inflation, recession og fattigdom.        

2- Lad os sige personen A køber noget fra personen B, for 1.000kr. så er den 1.000kr. brugt og bibeholder sin værdi i det år dvs. den bliver ikke mindre i værdi heller ikke større i værdi.

3- I vores 3. eksempel personen A køber noget fra  personen B som køber noget fra personen C som køber noget fra personen D som igen køber noget fra personen E på et år, så pludselig bliver vores penge  1.000kr. udnyttet meget bedre så sker der dynamik i samfundet og alt bliver billigere flere varer kan sælges fordi folk har flere penge i hænderne.             

                      A. Køber for 1.000kr.

B. Køber for 1.000kr.

C. Køber for 1.000kr.

D. Køber for 1.000kr

E. Køber for 1.000kr

I alt               5.000 kr.  

Jo hurtigere pengene accelerere jo bedre er det for befolkningen og landet, så bliver der rigdom. Folk får råd til at købe flere dyre varer.

Et land skal ikke miste sin dynamik hvis de mister dynamikken så bliver de fattigere og fattigere.

Et lands ledere skal sørge for der er gode betingelser for erhvervslivet og økonomien.

Disse forhold bremser udviklingen:

                      Krig

                      Politisk uro

                      Dårlig ledelse

                      Dårlig lovgivning

                      Nepotisme og korruption

                      Pengene bliver samlet i for få hænder (Rigmænd)

                      Manglende demokrati

Under 2. kalif Omar (R.A)s tid var der et system, at folk kunne få kredit fra Bayt-ul-Mal dvs. hypoteker banken eller staten. Folk kunne investere i noget nyt og blive økonomisk uafhængige eller ligefrem rige.

Flere lande har noget lignende systemer i dag, det hedder saltvandsindsprøjtning til økonomien  f.eks. eksportstøtte, landbrugsstøtte, skattelettelse, momsnedsættelser m.m.  for erhvervsdrivere.

 Billige statslån eller statsgaranteret lån til erhvervs støttende foranstaltninger kan og så være løsning.

Staten letter erhvervsdrivernes byrde ved at gøre papirarbejdet mindre ved forskellige lovgivninger og cirkulærer.

Kortsagt staten skal lette erhvervsdrivernes byrde, støtte, erhvervsfremme, skabe arbejdsro, SÅ BLIVER DER RIGDOM OG UDVIKLING .

 KONLUSION:

RELIGION ER ER IKKE FAKTOR TIL ØKONOMIEN, MEN DYNAMIKKEN I SAMFUNDET ER

Vi slutter med at sige alle mennesker på kloden har ret til at få lige betingelser for klarer sig, og det skal deres respektive stater sørge for. Alle mennesker skal yde efter evne og nyde efter behov, der må ikke være overflod i et sted og sult i det andet sted i verden.

Egoisme, nepotisme, gerrighed og ligefrem ondskab er menneskers svøbe, årsag til krige, fattigdom og elendighed.

Må jeres gode samvittighed være med dem og give dem lykke og positiv udvikling. 

Kan man glemme sin mors og fars hjælpsomhed, godhed og kærlighed over for én selv? De gør, hvad de kan for deres børn. Søskende er også meget hjælpsomme overfor hinanden. Man glemmer ikke sine gode venner, lærere og andre mennesker, der har gjort noget for én. Man vil være sød og taknemmelig overfor dem, der har gjort noget for én. Man vil også hjælpe dem, når der er behov for det.

På samme måde er man også taknemmelig over for Allah der skabte os som mennesker på den bedst mulige måde. Det er ikke nok kun at være taknemmelig, man må også vise sin taknemmelighed med nogle handlinger. Ifølge Islam takker man Allah ved gode gerninger og hører efter hans påbud og forbud.

Hvad er så menneskets pligt og ansvar overfor Allah?

Først og fremmest må man tro på Allah og acceptere Hans eksistens og enhed og følge Hans vej. Når man elsker Allah og hører efter, hvad Han siger i hellig bogen bliver Allah endnu mere tilfreds med én.  Således opnår man velsignelse i denne og den næste  verden. Muslimerne tilbeder kun Allah.

Dig (alene) tjener vi og Dig (alene) anråber vi om hjælp (Kap, 1: 5)

Hver bøn indeholder bestemte handlinger, der er sunna, hvilket betyder, at Budbringeren, (fvmh), gjorde således og rådede muslimerne til at gøre ligeså. De er yderst vigtige for at gøre bønnen fuldstændig og modtage en større belønning.

Når man begynder på bønnen og siger den indledende takbir, skal man løfte hænderne (ifølge hanafi'erne) op til ørerne og lade tommelfingrene berøre øreflipperne.

Ifølge hanafi'erne skal hænderne holdes under navlen, (shafi'erne siger under brystet), og højre hånd har fat om venstre håndled.

Bønnen bør begynde med en bøn, som Profeten, må fred være med ham, brugte til at begynde sine bønner med. Den siges efter åbnings takbir og inden recitationen af Surah al-Fatiha. Hanafi'erne foretrækker: Subhanaka'llahumma wa bi-hamdik. Wa tebaraka'smuk. Wa ta'ala jadduk. Wa la ilaha ghayruk. (Lovpriset være Du, oh Gud, og Dig tilhører prisen. Velsignet er Dit Navn og ophøjet er Din ære. Der er ingen anden gud end Dig). Shafi'erne foretrækker: Inni wajjahtu wajhiya li'llezi fatara'-samawati wa'l-ardi hanifan wa ma ana mine'l-mushrikin. Inna salati wa nusuki wa mayaya wa mamati li'llahi Rabbi'l-alamin, la sharika lah; wa bi-dhalike umirtu; wa ana mina'l-muslimin (Jeg har vendt mit ansigt til den Ene, Som er Oprindelsen til himlene og Jorden, som oprigtigt overgivet, og jeg er ikke én af polyteisterne. Mine bønner, mit offer, mit liv og min død er alle for Gud, Verdenernes Herre. Han har ingen partner. Det er, hvad jeg har fået ordre til, og jeg er én, der overgiver mig). Man kan ligeledes recitere andre bønner, der er relaterede til Budbringeren, inden al-Fatiha.

Man siger Amin efter recitering af al-Fatiha.

Man reciterer forholdsvis lange passager fra Koranen efter al-Fatiha om morgenen (omtrent en side eller mere i hver rak'at, længst i den første), middags- og eftermiddagsbønnerne (omkring én side), enten en ret lang eller kortere passager i aftenbønnen og korte passager i den sene aftenbøn.

Man siger takbir hver gang, man bøjer sig, sætter sig, bevæger sig til og fra prostration og rejser sig efter at have siddet. Når man rejser sig efter bøjningen, skal alle muslimer sige: "Sami'a'llahu li-man hamidah" (Gud hører den, der priser Ham) og efter det "Rabbana wa-laka'l-hamd" (Vor Herre, og til Dig er al pris).

Man siger "Subhana Rabiyya'l-Ázim" (Lovprisninger er til min Herre, den Mægtige) tre gange, mens man bøjer sig, og "Subhana Rabbiya'l-A'la" (lovprisning til min Herre, den Højeste) under prostrationen.

Bøn efter den sidste tashahhud og før man giver de sidste hilsener (som afslutter bønnen). Disse kan bestå i enhver af de bønner (supplikationer), der er nævnt i Koranen eller fortalt af Budbringeren.

Man siger ord til ihukommelse, beder om tilgivelse og anmodninger efter bønnen. Den kendteste og mest udbredte, der fortælles fra Budbringeren, er: Astaghfiru'llaha'l-'Azim (Jeg beder Gud, den Almægtige, om tilgivelse: tre gange) og Allahumma anta's-Salamu wa minka's-salam. Tabarakta ya Dha'l-Jalali wa'l-Ikram (Oh Gud, Du er Freden og fra Dig kommer fred. Du er den velsignede og Den, Som skænker velsignelser, oh Majestætiske og Velgørende (Ene)). Derefter reciteres Ayat al-Kursiy (2:255) og udtales herliggørelsernes ord (Subhana'llah), lovprisning (al-hamdu li'llah) og ophøjelse (Allahu akbar) hver 33 gange.

Tillykke!

Du er på den rette vej.

Alle problemer kan løses nogenlunde på følgende måde:

• Definere eller være bevidst om problemet.
• Finde hvad er er løsningen.
• Bruge og praktisere løsninger

• Du er på halvvejs til løsningerne, du ved godt hvad problemet er, det er den halve løsning og det var det vigtigste.
• Løsningen er fjerne sig fra hvad ALLAH forbyder (haram), nærme sig ALLAH og gør hvad ALLAH påbyder (Farz og sunnah).
• Praktisere løsninger:
  1. Beskytte sig fra haram:
     
     Se om du har andre menneskers (hak) ulovlig tilegnede ting hos dig. Det kan være ting du har taget uden den persons gode vilje eller bagtalt (Giybet). Det er vigtigt du gør personen eller de personer glad igen. Den eneste synd ALLAH ikke kan tilgive er de synd man begår mod andre mennesker fordi, det er dem der skal tilgive dig.
     
     Haram tiltrækker Satan (Seytan symbolet for al ondskab), ligesom en magnet der tiltrækker jernnåle. Så lang tid du har haram i din krop kan du ikke slippe for satan. Pas på dine øjne at de ikke ser haram (nøgne mennesker), pas på dine hænder de ikke rører haram, pas på din tunge du ikke bagtaler andre.
     
     Pas på hvad du spiser. Haram og seytan må aldrig komme ind i din krop, hvis de kommer ind så er det meget sværere at elske ALLAH og gør som ALLAH siger.
  2. Skift venner, find venner der lever som muslimer, husk hvis du ikke lever som du tænker (som muslim), så begynder du langsomt som tænke som (som ikke muslim) du lever.
  3. Du bruger hjernen, hver gang Seytan og din nafs i fællesskab vil have dig til at lave dårlige ting eller hindre dig i gode ting som at læse quran, så skal du bruge (akil) hjernen-intelligensen og beskytte dig mod de to.
     
     Mennesket er delt i fire dele to gode og to onde, de gode er intelligensen (Akil) og ALLAHs og profetens ord, mod Seytan og menneskers ego (nafs).
     
     Seytan og nafs vil dig ond, de vil have du går væk fra ALLAHs kærlighed og du bliver ulykkelig denne og næste verden. 
  4. Find nogle dygtige og gode lærde personer som kan lære dig om islam og inspirerer dig til at være et godt menneske og en god muslim. Hvis man er mislykket som menneske så kan man ikke være god som muslim aldrig.
  5. Begynd at læse lette bøger om islam, eller find noget på nettet sammen med dine venner. Jo flere ting du hører/læser om, jo bedre bliver du til skelne gode ideer fra dårlige. Ikke alle bøger er gode og ikke alle uploaded video er gode.  Eller skriv til os så vi kan holde den gode kontakt.

Må ALLAH være din ven og give dig gode venner.

De foreskrevne bønner (salat) er Islams søjler. For fuldt ud at forstå deres vigtighed, tænk da over denne lignelse: En hersker giver hver af sine to tjenere 24 guldmønter og sender dem til en smuk gård, der ligger to måneders rejse borte. Han siger til dem: "Brug disse penge på at købe jeres billetter, jeres forsyninger og hvad, I får brug for, efter I er ankommet. Når I har rejst en dag, vil I nå en transitstation. Vælg en transportmåde, I har råd til."

Tjenerne tager afsted. Den ene bruger kun ganske få penge, før de når stationen. Han bruger sine penge så klogt, at hans herre forøger dem tusind gange. Den anden tjener spiller de 23 af de 24 pengestykker bort, inden de når stationen. Den første tjener tilråder den anden: "Brug den sidste mønt til at købe dig en billet for, ellers vil du blive nødt til at gå og lide sult. Vor herre er gavmild. Måske vil han tilgive dig. Måske kan du tage et fly, så vi kan nå gården på en dag. Hvis ikke skal du gå til fods og udholde 2 måneders sult, mens du krydser ørkenen." Hvis han ignorerer sin vens råd, kan enhver se, hvad der vil ske.

Lyt nu til forklaringen, I af jer, der ikke beder, såvel som du, min egen sjæl, der ikke er tilbøjelig til bøn. Herren er vor Skaber. Én af tjenerne symboliserer de religiøse mennesker, som beder med iver, den anden repræsenterer folk, der ikke bryder sig om at bede. De 24 mønter er døgnets 24 timer. Gården er himlen, transitstationen er graven og rejsen går fra graven til det evige liv. Folk gennemfører rejsen på forskellig tid, afhængigt af deres gerninger og adfærd. Nogle af de virkeligt hengivne rejser 1000 år på en dag som et lyn, mens andre rejser 50 000 år med forestillingens kraft. Koranen hentyder til denne sandhed i 22:47 og 70:4.

Billetten er de foreskrevne bønner, som alle kan udføres på en time. Hvis du tilbringer døgnets 23 timer med verdslige ting og ikke reserverer den sidste time til de foreskrevne bønner, er du en ufornuftige menneske. Du bliver måske fristet til at bruge halvdelen af dine penge på et lotteri, hvor 1000 mennesker spiller med. Din chance for at vinde er altså 1:1 000; mens de, der beder, har en chance på 99 % for at vinde. Hvis ikke du i det mindste bruger én mønt på at vinde en uudtømmelig skat, er der tydeligvis noget i vejen med dig.

Bøn beroliger sjælen og sindet og er let for legemet. Dertil kommer, at den rette intention ændrer vore gerninger og adfærd til tilbedelse. Derved bruges vort korte liv for det evige livs skyld i den næste verden, og vort flygtige liv opnår en slags permanens.

De foreskrevne bønner er religionens søjle og den bedste af gode gerninger. Én, der ikke udfører dem, kan ikke være med til at bygge religionens bygning på troens fundament. Ethvert fundament, hvorpå der ikke blev bygget noget, risikerer at blive fjernet. Budbringeren, (fvmh), belærte om, at den er som en flod, der løber ved siden af éns hus. Den, der bader i den fem gange om dagen, bliver renset for alt smuds (der kan være kommet på én i løbet af tiden mellem dem). Han lærte os også, at de foreskrevne bønner kan tjene som en udsoning for de mindre synder, man måske har begået mellem bønnerne (Muslim, "Tahara", 16).

Koranen fastslår, at de foreskrevne bønner forebygger, at man begår uanstændigheder og andre slags onde gerninger (29:45). Desuden tjener de som anger og anmodning om Guds tilgivelse. På samme måde kan enhver god gerning, udført lige efter en ond, medføre tilgivelse. Så det er yderst tilrådeligt at gøre en godt, lige efter man har begået en slet handling. Ligesom de foreskrevne bønner, kan en sådan adfærd også holde en fra at gøre yderligere skade.

Bøn synes at være et strengt krav; men i virkeligheden giver den ubeskrivelig fred og ro. De, som beder, reciterer ashhadu an la ilaha illa Allah (Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud udover Gud). Kun Han kan give skader eller gavn. Han er den Viise, Som ikke gør noget nyttesløst; den Barmhjertige, Hvis barmhjertighed og overflod er overvældende. De troende ser i hver en begivenhed, i kraft af deres tro, en dør til Guds Barmhjertigheds rigdomme og banker på den ved hjælp af anmodning. Idet de indser, at deres Herre og Opretholder kontrollerer alle ting, søger de tilflugt i Ham. Ved at lægge deres tillid i Gud og fuldstændig overgiver sig til Ham, modstår de det onde. Deres tro giver dem fuldstændig tillid.

Som enhver god gerning opstår tapperhed fra tro på Gud og loyalitet overfor Ham. Som enhver dårlig gerning, opstår fejhed fra vildledning. Skulle Jorden springe i luften, ville disse Guds tjenere med sandt illuminerede hjerter, ikke være forskrækkede - de ville måske endda betragte det som et slående udtryk for den Evigt Efterstræbtes Kraft. En rationalistisk, men ikke-troende tænker vil måske skælve ved synet af en komet, bange for at den skulle ramme Jorden.

Vor egen evne til at opfylde vore endeløse krav er ubetydelig. Vi trues af plager, vor egen styrke ikke kan modstå. Vor styrke er begrænset til det, vi kan nå; men vore ønsker og forlangender, lidelser og sorger er ligeså vidtrækkende som vor forestillingsevne.

Enhver, der ikke er fuldkommen blind overfor sandheden, forstår, at vor bedste mulighed er at overgive os til Gud, at tilbede, tro og have tillid til Ham. En sikker vej må foretrækkes frem for en farlig, selv én med en meget lav sandsynlighed for sikker passage. Troens vej fører én frem til endeløs lyksalighed med næsten 100 % sikkerhed; derimod er vantroens og overskridelsernes vej ikke profitabel og fører med næsten 100 % sikkerhed til endeløse tab. Selv de, der rejser ad den, er enige i denne sandhed, ligesom talløse eksperter og indsigtsfulde og tænksomme mennesker er det.

Man kan konkludere, at ligesom den næste verdens lyksaligheder, er lykken i denne verden afhængig af underkastelse til Gud og at være Hans hengivne tjener. Så pris Ham altid ved at sige: "Priset være Gud for lydighed og succes på Hans vej" og tak Ham for, at vi er Hans troende og tilbedende tjenere.

Hvis et menneske er for sygt til at bruge vand, eller der ikke er noget i nærheden, når det er tid til at bede, kan det udføre tayammum i stedet for wudu' og ghusl.

Kravene er følgende:

Have intentionen om at udføre tayammum for at fjerne enhver urenhed.

Stryge den rene jord let med begge hænders håndflader og føre hænderne over ansigtet en gang.

Stryge den rene jord igen med håndfladerne og skiftevis gnide højre og venstre arm fra fingerspidserne til albuerne.

At Bede om Det, Der Er Godt (Salat al-Istikhara). Budbringeren rådede alle muslimer til at gøre som han, når de stod overfor at vælge mellem tilladte alternativer: bed to ikke-obligatoriske rak'at og bed da Gud om at sætte én i stand til at vælge den bedste.

Bøn for Herliggørelse (Salat al-Tasbih). Ibn 'Abbas fortæller, at Guds Budbringer sagde til 'Abbas ibn 'Abd al-Muttalib:

Oh ’Abbas, oh onkel, skal jeg ikke give dig, forære dig, donere dig, fortælle dig om ti ting som, hvis du gør dem, får Gud til at tilgive dig dine første og sidste synder, fortidige og nutidige synder, villede og ufrivillige synder, private og offentlige synder? De ti handlinger er: bed fire rak’at, og reciter i hver rak’at sura al-Fatiha og en sura. Når du er færdig med at recitere Koranen i den første rak’at, sig da, i stående stilling: Subhana’llah al-hamdu li’llah wa la ilaha ’illahu wa’llahu akbar (priset være Gud, al lovprisning er til Gud, der er ingen anden gud end Gud og Gud er den Største) 15 gange. Gør da ruku’, og mens du er i ruku’ sig den samme sætning 10 gange. Stå derefter op og sig det samme 10 gange. Gå derefter ned og lav sajda og mens du er i sajda, sig den samme sætning 10 gange. Derefter sidder du og siger den sætning 10 gange. Derpå gør du sajda og siger den samme sætning 10 gange. Sid efter den anden sajda og sig sætningen igen 10 gange. Det giver 75 (gentagelser af den sætning) i hver rak’at. Gør sådan i hver af de fire rak’at. Hvis du kan bede den en gang om dagen, da gør det. Hvis ikke du kan, så hver fredag. Hvis du ikke kan det, da en gang om året. Og hvis du ikke kan det, så en gang i løbet af dit liv. (Abu Dawud, ”Salat”, 303; Tirmidhi, ”Salat”, 350)

Efter at have sagt disse sætninger ti gange efter den anden sajda i den anden rak'at, reciteres tashahhud og bønner om Guds velsignelser og fred over Budbringeren og hans Familie, og derpå afslutter man de første to rak'at ved at hilse. Bed de næste to rak'at på samme måde.

Bønnen for Behov (Salat al-Haja). Gør den passende afvaskning, bed to rak'at og sig den bøn, der fortælles fra Budbringeren vedrørende det (Tirmidhi, "Witr", 345). Hvis Guds overordnede Visdom kræver, at det skal opfyldes, vil Gud give, hvad der end spørges om, enten før eller siden.

Bønnen for Anger (Salat al-Tawba). Foretag de passende mindre eller større afvaskning, bed en bøn på to rak'at og bed om Hans tilgivelse. Forhåbentlig vil Gud tilgive.

Bønnen under en Sol- eller Måneformørkelse (Salat al-Kusuf og al-Khusuf). De lærde er enige om, at det er sunna mu'akkada altså understreget eller bekræftet, som udføres af både mænd og kvinder. Det er bedst, men ikke absolut nødvendigt, at bede den i fællesskab. Dens tidspunkt er fra formørkelsens begyndelse til dens slutning. Det er bedst at sige takbir, bede, give almisser og bede Gud om tilgivelse under formørkelsen. Man bør bemærke, at det intet har at gøre med at bede om formørkelsen skal stoppe, for dens begyndelse og slutning er klar. En formørkelse er blot en anledning til sådan en bøn.

Bønnen om Regn (Salat al-Istisqa'). Denne bøn gøres for at anmode Gud om regn under en tørke.

Den nat er årets mest dydige nat. Gud siger, Vi åbenbarede den (Koranen) på Kraftens Nat [Laylat al-Qadr]. Hvad vil sige jer, hvad Kraftens Nat er? Den er bedre end et tusind måneder.

For eksempel bringer enhver handling deri (f. eks. recitering af Koranen, ihukommelse af Gud) ligeså megen belønning, som den samme handling ville give, hvis man udførte den i 1000 måneder, der ikke rummer denne nat.

Det er bedst at søge denne nat blandt de sidste ti nætter i Ramadanen, ligesom Profeten, må fred være med ham, prøvede efter bedste evne på at finde den i den periode. For eksempel blev han som regel oppe de sidste ti nætter, vækkede sine koner og derpå holde sig for sig selv for at tilbede. Ifølge Abu Hanifa, kan enhver nat i løbet af året imidlertid godt være Kraftens Nat (Canan, ibid., 1:260), og derfor holdt muslimerne nattevagt nogen tid hver nat med henblik på at "fange" den. Sådanne nattevagter har en særlig betydning.

Abu Bukhari fortæller fra Abu Hurayra, at Budbringeren, må fred være med ham, sagde: ”Enhver, der beder under Kraftens Nat med tro og håb om dens belønning, vil få alle sine tidligere synder tilgivet.” (Bukhari, "Fadl Laylat al-Qadr")

Hvis vi mennesker blot var faste genstande, et vegeterende væsen bestående af en mave, eller kun havde en begrænset, tung, enkel og flygtig fysisk eller dyrisk krop, ville vi ikke eje eller fortjene så mange paladser eller andre velsignelser. Men vi er et omfattende mirakel af Guddommelig Magt. Hvis vi beherskede denne verden og brugte al dens rigdom og nydelse til at tilfredsstille vore uudviklede sansers og evners behov, ville vi stadig ikke kunne tilfredsstille vor grådighed gennem vort korte liv. Men hvis vi har en uendelig kapacitet i en evig glædens bolig, og hvis vi banker på den uendelige Barmhjertigheds dør i det uendelige behovs tungemål, vil vi modtage den Guddommelige overflod, der beskrives i sådanne hadith. Vi vil fremlægge en sammenligning for at illustrere denne ophøjede sandhed.

På samme måde som denne have i dalen, har hver en vingård og have i denne by en forskellig ejer. Hver en fugl, spurv eller honningbi, der kun har en håndfuld korn, kan måske sige: "Alle denne bys vingårde og haver er mine steder til rekreation." Hver kan besidde denne by og inkludere den i sin ejendom. Den kendsgerning, at andre deler den med os, ophæver ikke dens regel. Et sandt menneskeligt menneske siger måske: "Skaberen gjorde verden til mit hjem, med solen som den store lampe og stjernerne som dets elektriske lys. Jorden er min vugge, dækket med blomstrende tæpper", og derpå takke Gud. Denne konklusion bliver ikke ophævet, fordi andre bor i dette "hus". Tværtimod beundrer skabningerne dette hjem og holder af dets udsmykninger.

Hvis, under henvisning til menneskelighed, vi eller selv en fugl ønskede at påberåbe sig kontrollen med sådant et udstrakt område i denne trange, kortvarige verden og at modtage sådan en overvældende gave, hvorfor skulle vi da anse det for utænkeligt, at vi vil eje sådan en ejendom i en bred, evig glædens bolig?

De, der bor i Paradis (som er lavet af lys, ubegrænset, vid og evig), vil have legemer, der besidder åndens styrke og lethed såvel som forestillingsevnens hastighed. De vil være i stand til at være på utallige steder samtidigt og modtage nydelser på uendeligt mange måder. Det passer sig for det evige Paradis, og den endeløse Barmhjertighed og den Sandfærdige Referent fortalte os, at virkeligheden og sandheden er således. Men under alle omstændigheder kan disse enorme sandheder ikke vejes på vore sinds bittesmå vægte.

For at bønnen kan være komplet og acceptabel for Gud, skal man udføre følgende handlinger:

Rense sig for alle større og mindre tilsmudsninger ved at udføre ghusl (den store afvaskning) og wudu' (den mindre afvaskning), henholdsvis. Hvis man ikke har brudt sin wudu mellem to bønstidspunkter, behøver den ikke at blive fornyet inden den næste bøn. Profeten anbefalede kraftigt, at man rensede sine tænder med en miswak, eller i det mindste noget rent, når man gør wudu'.

Fjern enhver urenhed fra ens tøj, legeme og bedested. De urenheder, der ugyldiggør en bøn, blev nævnt i afsnittet om tahara. De er opdelt i to kategorier: grov urenhed (najasat al-ghazila) eller svag urenhed (najasat al-khafifa). Opkast, urin, eskementer, wadi (et tykt, hvidt sekret, der udskilles efter urinering), mazi (en hvid, klæbrig væske, der udskilles fra kønsorganerne, når man tænker på samleje, forspil og så videre) og prostatisk væske er alle medtaget i grov urenhed. I denne kategori er urin også inkluderet og spyt samt blod fra alle dyr, hvis kød er forbudt, alle dyrs ekskrementer (undtagen fugles), hvis kød er tilladt, ekskrementer fra fjerkræ (gæs, høns og ænder), enhver del af svin samt alkohol. Hvis der er mere end tre gram fast smuds eller væske mere end hvad der kan dække håndfladen, gør det bønnen ugyldig.

Urin fra heste og husdyr samt vilde dyr, hvis kød er tilladt, er en svag urenhed. Hvis en sådan urenhed er mere end en fjerdedel af et lem eller tilsmudser mere end en fjerdedel af klæderne, er bønnen ugyldig.

Tildække den del af kroppen, der ikke må vises offentligt. For mændene er det fra knæene til navlen; for kvinderne er det hele kroppen, undtaget ansigtet, hænderne og fødderne.

Vende ansigtet mod qibla (retningen mod den Hellige Moské i Mekka) under bønnen. Hvis man ikke kender retningen, må man lede efter den. Hvis man beder i en anden retning efter at have søgt, er bønnen gyldig. Hvis brystet vendes væk fra qibla under bønnen, er bønnen ugyldig. Hvis hovedet bare drejes et øjeblik, må man med det samme dreje det tilbage mod qibla.

Udføre bønnen til tiden.

Ramadanmåneden, hvori Koranen (begyndte) at blive sendt ned som en ren kilde til vejledning for folk, og (når den bliver praktiseret) som tydelige tegn på vejledning samt Kriteriet (mellem sandhed og løgn). (2:185)

Punkt Et. Det er et af Islams fremmeste søjler og største symboler, at faste i Ramadanen. Mange af formålene med den har forbindelse til Guds Herredømme og takke for Hans gaver, for menneskehedens individuelle og kollektive liv, selv-træning og selv-disciplin.

Et formål forbundet med Hans Herredømme er, at Gud fremviser Sit Herredømmes fuldkommenhed, og at Han er den Allernådigste og Mest Barmhjertige på Jordens overflade, som Han frembragte som et bord til at bære Hans gaver på en måde, der ligger udenfor menneskets fatteevne. Ikke desto mindre kan folk ikke fuldkomment skelne denne situations virkelighed på grund af tankeløshed og kausalitetens dækkende slør. Men under Ramadanen fremviser de troende som en hær, der venter på marchordre, en holdning af tilbedelse imod dagens slutning, som forventede de at blive bedt om at tage for sig af banquetten, den Evige Monark havde tillavet. Således er deres respons på den storslåede og godgørende manifestation af Guddommelig Nådefuldhed med en omfattende og harmonisk handling af fælles tilbedelse. Jeg tænker på, om de, der ikke tilbeder eller tager del i den ære, det er at blive i den grad overøst med gaver, om de ikke skulle være nogen taknemmelige mennesker.

Punkt To. Fra synsvinkelen af dens forbundenhed med taknemlighed overfor Gud, er et af tilfældene af visdom i faste i Ramadanen dette: Som det blev fastslået i "The First Word", er der en pris for den mad, en tjener bringer fra kongens køkken. Det ville være en helt åben tåbelighed at betale tjeneren og ikke anerkende kongen, [for det ville vise] en tydelig disrespekt for gaven. På lignende måde breder Gud, den Almægtige, Sine talløse gaver ud over Jorden og skænker dem for en pris: taknemlighed.

De tilsyneladende årsager til disse gaver eller de, som bringer dem til os, er ligesom tjeneren i det ovennævnte eksempel. Vi betaler tjenere, føler os i gæld til dem og takker dem, selvom de blot er årsager eller midler. Sommetider viser vi dem en grad af respekt, de ikke fortjener. Den sande Giver af Gaver uendeligt meget mere Den, vi bør rette takken imod for disse gaver. En sådan taksigelse antager form af vor anerkendelse af vort behov for disse gaver, fuldt ud at påskønne dem og tilskrive dem Ham direkte.

Fasten i Ramadanen er nøglen til en sand, oprigtig, omfattende og universel taksigelse. Mange mennesker påskønner ikke de gaver, de får, for de oplever aldrig sult. For eksempel betyder et stykke tørt brød intet for den, hvis mave er fuld, især hos en rig. Men de troendes smagssans bevidner ved tidspunktet for brydningen af fasten, at det i sandhed er en meget værdifuld gave fra Gud. Under Ramadanen skænkes alle en inderligt følt taksigelse gennem forståelsen af værdien af de Guddommelige Gaver.

Mens de faster, tænker de troende: "Disse gaver tilhører ikke mig oprindeligt, så derfor kan jeg ikke bare betragte dem som mad eller drikke. Eftersom den Ene ejer dem og skænker dem til mig, bør jeg vente på Hans tilladelse til at spise dem." Ved på denne måde at anerkende mad og drikke som Guddommelige gaver, takker de troende Gud i stilhed. Det er derfor, at faste er en nøgle til taknemlighed, som er en fundamental pligt for mennesket.

Punkt Tre. Fasten er forbundet med menneskehedens kollektive liv, for Guds beslutning om ikke at give livsfornødenheder til alle mennesker betyder, at de rige skal hjælpe de fattige. Uden faste kan mange rige og selvtilstrækkelige mennesker ikke fatte sultens og fattigdommens smerte eller i hvilken grad, de fattige har brug for omsorg. Omsorg for éns medskabninger er grundlaget for sand taksigelse. Der er altid én, der er fattigere, så alle må hjælpe sådanne mennesker. Hvis folk ikke oplever sult, er det næsten umuligt for dem at gøre godt eller hjælpe andre. Selv hvis de gør, kan de kun gøre det ufuldkomment, fordi de ikke føler den sultnes tilstand i samme grad.

Punkt Fire. Fasten i Ramadanen rummer mange Guddommelige formål relaterede til selv-træning og selv-disciplin såsom: Det kødelige selv ønsker at være frit og uden grænser og betragter sig selv som sådan. I kraft af sin natur ønsker det endda et indbildt herredømme og frie, tilfældige handlinger. Da det ikke bryder sig om tanken om, at det bliver trænet og prøvet gennem Guds talløse gaver, tager det imod gaver som et dyr, og på en måde der minder om en tyv eller røver, især hvis det drejer sig om rigdom og magt ledsaget af tankeløshed.

Under Ramadanen forstår hvert et selv, at det er ejet af En Anden og ikke af sig selv; at det er en tjener, ikke en fri spiller. Hvis ikke det bliver beordret eller tilladt, kan det ikke udføre selv de mest daglige ting som at spise eller drikke. Denne mangel på evne knuser dets illusoriske herredømme og sætter det i stand til at indrømme dets tjenerstilling og udføre dets virkelige pligt, der er taksigelser.

Punkt Fem. Faste i Ramadanen forhindrer det kødelige selv i oprør og smykker det med god moral. Et menneskes kødelige selv glemmer sig selv gennem tankeløshed, Det hverken ser eller ønsker at se sin medfødte uendelige uformåenhed, fattigdom, hjælpeløshed og fejlbarlighed. Det tænker ikke over, hvordan det er udsat for ulykke og forfald, og at det består af kød og knogler, der går i opløsning og forrådner hastigt. Det kaster sig over verden med en voldsom grådighed og tilknytning, som havde det en krop af stål og skulle leve evigt og klynger sig til hvad som helst, der giver fortjeneste og fornøjelse. I denne tilstand glemmer det sin Skaber, Som træner det med perfekt omhu. Da det er opslugt af immoralitet, tænker det ikke på konsekvenserne af dets liv eller dets efterliv.

Men fasten i Ramadanmåneden får selv den mest stædige og tankeløse til at føle deres svaghed og medfødte armod. Sult bliver en vigtig overvejelse og minder dem om, hvor skrøbelige deres kroppe egentlig er. De mærker deres behov for medfølelse og omsorg, og idet de opgiver deres hovmodighed, ønsker de at søge tilflugt i det Guddommelige Hof i fuldkommen hjælpeløshed og fattigdom, står op for at banke på Nådens dør med den stille taksigelses hånd - naturligvis forudsat at tankeløsheden endnu ikke har ødelagt dem fuldstændigt.

Punkt Seks. Gud begyndte at åbenbare Koranen under Ramadan. Det har mange implikationer såsom: Med henblik på at byde den måned, Koranen (den Guddommelige henvendelse) blev åbenbaret i, velkommen, skal de troende forsøge at være som engle ved at afholde sig fra at spise og drikke i et tidsrum. De forsøger også at frigøre sig for det kødelige selvs formålsløse beskæftigelser og grove behov. Under Ramadanen bør de recitere eller lytte til Koranen, som blev den åbenbaret for første gang. Hvis det er muligt, skal de lytte til den, som om de hørte Profeten Muhammad recitere den eller ærkeenglen Gabriel, der åbenbarer den for Muhammad, eller Gud, Som åbenbarer den for Muhammad gennem Gabriel. De bør respektere Koranen i deres daglige gøremål og ved at videregive dens budskab til andre, demonstrere det Guddommelige formål i dens åbenbaring.

Ramadanen transformerer den muslimske verden til en mægtig moské, hvori millioner reciterer Koranen for Jordens indbyggere. Idet de demonstrerer realiteten af: Ramadanmåneden, hvori Koranen (begyndte at blive) sendt ned (2:185), viser Ramadanen sig at være Koranens måned. Medens nogle i den vældige forsamling i den muslimske verdens store moské lytter til dens recitation i højtidelig ærbødighed, reciterer andre den. Det er højst upassende at forsage denne himmelske, åndelige tilstand ved at adlyde det kødelige selv og derved spise og drikke i den hellige "moské", for det vækker hele forsamlingens had. Det bliver i højeste grad også misbilliget og må fremkalde den muslimske verdens ubehag og foragt, at være imod og nedgøre de muslimer, som faster i Ramadanen.

Punkt Syv. Fasten i Ramadanen har mange formål forbundet med en persons åndelige belønninger, eftersom enhver er sendt hertil for at tilså sin verden med frøene til det næste liv. De følgende afsnit vil forklare et sådant formål som følger:

Belønningerne for de gode gerninger, der gøres i Ramadanen, ganges med tusind. En tradition beretter, at der gives 10 belønninger for hvert bogstav i Koranen. Recitationen af ét bogstav betyder ti gode gerninger og frembringer ti af Paradisets frugter. Men under Ramadanen multipliceres belønningerne med tusind gange og endda mere for vers som "Tronens Vers":

Allah! Der er ingen anden gud end Ham, den Evigt-Levende, Selv-Forsynende, Understøtter og opretholder af alle: Slummer og søvn overmander Ham ej. Alle ting i himlene og på Jorden tilhører Ham. Hvem kan gå i forbøn i Hans Nærvær, medmindre Han tillader det? Han ved, hvad der (hænder) før og efter og bagved Sine skabninger, og de kan kun erhverve så meget af Hans viden, som Han tillader. Hans Trone udstrækker sig over himlene og Jorden. Han føler ingen træthed, mens Han vogter og bevarer dem, for Han er den Højeste, den Øverste. (2:255)

Belønningen er endda endnu større på fredag nætterne i Ramadanen. Hvert bogstav bliver yderligere multipliceret 30 000 gange under Kraftens Nat.

Under Ramadanen bliver Koranen, hvis hvert eneste bogstav frembringer 30 000 permanente frugter i Paradiset ligesom et enormt træ med millioner af permanente frugter i Paradiset. Se, hvor hellig og profitabel denne handel er, og hvor stort tabet er for dem, der ikke påskønner Koranens bogstaver.

Så Ramadanen er det bedste tidspunkt for sådan en profitabel handel i efterlivets navn. Den er som en yderst frugtbar mark at dyrke til efterlivets høst. Dens mangfoldiggørelse af belønninger for gode gerninger, gør den som april i foråret. Det er en ukrænkelig og strålende festival for opvisning af de, som tilbeder Hans Herredømmes Suverænitet.

Det er derfor fasten i Ramadanen er obligatorisk, derfor de troende ikke tillades at tilfredsstille det kødelige selvs dyriske lyster og beskæftige sig med dets nyttesløse indfald. Da de bliver som engle, mens de faster eller foretager den handel, er hver troende et spejl, der reflekterer Guds Selv-Forsyning. De bevæger sig mod at blive en ren ånd, der er manifesteret i en kødelig dragt, ved at forsage verden for et fastsat tidsrum. I virkeligheden rummer Ramadanen og forårsager, at de troende via fasten vinder et permanent liv efter en kort periode i denne verden.

Eén Ramadan kan sætte troende i stand til at opnå værdien af 80 års belønninger, for Koranen siger, at Kraftens Nat er mere fortjenstfuld end 80 år uden en sådan nat (97:3). En konge bekendtgør måske nogle få fridage for at fejre en særlig begivenhed som for eksempel hans kroning og da hædre sine trofaste tjenere med særlige gaver på disse dage. På samme måde åbenbarede den Evige og Majestætiske Konge over de 18 000 verdener Koranen, Hans ophøjede tro, til hver verden under Ramadanen. Således kræver visdommen, at Ramadanen skal være en særlig Guddommelig festival, hvorunder Guds Herredømme hælder gaver ud og åndelige væsener samles. Når man tænker på, at Ramadanen er en Guddommeligt befalet festival, befales det folk at faste, så de trækker sig tilbage fra deres kropslige beskæftigelser til en vis grad.

Fasten sætter også folk til at afholde sig fra synder, der begås af deres legemlige sanser eller lemmer og bruge dem til de handlinger af tilbedelse, der er særegen for hver. For eksempel skal de, der faster, stoppe deres tunge i løgne, bagtale og sværge ved at holde den travlt beskæftiget med at recitere Koranen, herliggøre Gud, søge Hans tilgivelse og påkalde Hans velsignelser over Profeten Muhammad. De skal afholde deres øjne fra at se og afholde deres ører fra at høre forbudne ting: tværtimod skal de se på ting, der giver åndelig lærdom eller moralske advarsler samt lytte til Koranen og sandheder. Når den fabriks-lignende mave stopper med at arbejde, kan de andre lemmer (mindre værksteder) nemmere gå med til at følge den.

Punkt Otte. Et formål med fasten er at sætte folk på en fysisk og åndelig diæt. Hvis det kødelige selv handler, spiser og drikker, som det vil, bliver folks fysiske helbred skadet. Men mere vigtigt er det, at folks åndelige liv tager skade, for de skelner ikke mellem det tilladte og det forbudte. Sådant et kødeligt selv har meget svært ved at indordne sig under hjertet og ånden. Hvis det ikke kan få øje på nogle principper, griber det personens tøjler og kører ham eller hende hvorhen, det lyster.

Men fasten i Ramadanen vænner det til diæt, og selvdisciplin træner det i at adlyde. Maven bliver ikke skadet af overdrevent spiseri, inden det foregående måltid er blevet ordentligt fordøjet, og ved at lære at forsage det, der er lovligt, kan det følge fornuftens og religionens befalinger om at afstå fra det, der er forbudt. Således prøver det kødelige selv på ikke at ødelægge sin ejers åndelige liv.

Desuden oplever de fleste mennesker sult i varierende grader. For at kunne udholde en længere varende sult i tålmodighed, bør folk træne sig i selvdisciplin og nøjsomhed. Fasten i Ramadanen tilbyder denne tålmodigheds-baserede træning ved at få folk til at føle sult i 15 timer eller endda 24, hvis man ikke får spist noget før morgengry. På denne måde kurerer fasten utålmodighed og mangelen på udholdenhed, som fordobler menneskehedens ulykke.

Mange af kroppens lemmer tjener maven på den ene eller den anden måde. Hvis denne "fabrik" ikke standser sine daglige rutiner gennem en bestemt måned, holder den disse lemmer travlt beskæftiget med den og er forsømmelige overfor deres egen tilbedelse og sublime pligter. Det er af denne grund helgener altid vælger nøjsomhed som en vej til åndelig og menneskelig perfektion. Fasten i Ramadanen minder os om, at vore legemsdele blev skabt til mere end blot at tjene maven. Under Ramadanen oplever mange legemsdele englelige og åndelige - i modsætning til materielle - nydelser. Som resultat modtager de fastende troende åndelig nydelse og oplysning i grader i henhold til deres niveau af åndelig perfektion. Fasten i Ramadanen forfiner et menneskes hjerte, ånd, fornuft og indre sanser. Selvom maven klager, fryder disse sanser sig.

Punkt Ni. Overholdelse af fasten i Ramadanen bryder det kødelige selvs illusoriske herredømme, og ved at minde det om dets medfødte hjælpeløshed overbeviser det om, at det er en tjener. Da det kødelige selv ikke bryder sig om at anerkende sin Herre, bliver det stædigt ved at påstå sit herredømme selv under lidelser. Kun sult kan ændre sådan et temperament.

Guds Budbringer fortæller, at Gud, den Almægtige, spurgte det kødelige selv: "Hvem er Jeg, og hvem er du?" Det svarede: "Du er Dig selv, og jeg er mig selv." Ligegyldigt hvor meget Gud straffede det og gentog Sit spørgsmål, fik Han det samme svar. Men da Han underkastede det sult, svarede det: "Du er min Medfølende Herre; jeg er Din hjælpeløse tjener."

Oh Gud, giv fred og velsignelser til vor lærer Muhammad på en måde, der glæder Dig og giv ham hans rettelig tilkommende, af det antal belønninger for at recitere Koranens bogstaver i Ramadanen, samt til hans Familie og Ledsagere. Herlig er jeres Herre, Ærens og Magtens Herre; ophøjet langt over det, de falskelig tilskriver Ham. Fred være med Budbringerne og al pris til Gud, Verdenernes Herre. Amen.

Vi føler anger, når vi har gjort noget forkert. Vi bønfalder om Guds tilgivelse af vore synder. Hvis vi besværer eller skader nogen, beder vi denne person om at undskylde os. Disse handlinger viser, at vi vælger at opføre os på en bestemt måde. Hvis vi ikke kunne vælge vore handlinger og blev tvunget af en stærkere magt til at gøre dem, hvorfor skulle vi da føle anger og bede om tilgivelse for alting?

Det er tydeligt, at det er os selv, der vælger at bevæge hænderne, tale eller rejse os for at tage et eller andet sted hen. Intet tvinger os til at gøre eller lade være med at gøre noget. Vi beslutter os for at læse en bog, se TV eller bede til Gud. Vi bliver ikke tvunget til at gøre disse ting. Vi tøver, ræsonnerer, sammenligner, fastslår, vælger og beslutter så at gøre et eller andet. For eksempel, hvis vore venner inviterer os til at gå ud eller gøre noget, tøver vi først, sammenligner og beslutter os så for om vi vil ledsage dem eller ej. Vi gentager denne proces måske hundrede gange om dagen, før vi beslutter os for at gøre eller sige noget.

Når vi lider uret, går vi sommetider til domstolene for at lægge sag an mod den, der gjorde uret imod os. Domstolen forklarer ikke den uret, der er begået, med en tvingende overmagt som Skæbnen, og det gør vi heller ikke selv. Den sigtede undskylder ikke sig selv ved at kaste skylden på den magt. Dydige og ondsindede mennesker, de, der forfremmes i social rang og de, der spilder tiden, de, som belønnes for deres gode gerninger eller fremgang og de, der bliver straffet for deres forbrydelser - alt dette beviser, at hver af os har en fri vilje.

Vor frie vilje er ikke synlig og har ingen materiel eksistens. Imidlertid gør disse faktorer ikke dens eksistens umulig. Alle har to (fysiske) øjne; men vi kan også se med vort tredje (åndelige) øje. De førstnævnte bruger vi til at se ting i denne verden med; vi bruger den sidste til at se ting bag hændelserne og denne verden. Vor frie vilje er ligesom vort tredje øje, som man kan kalde indsigt. Det er en indre tilbøjelighed eller indre kraft, ved hvilken vi foretrækker og beslutter.

Menneskeheden vil og Gud skaber. Et projekt eller planen for en bygning er uden værdi, medmindre man begynder at opføre bygningen ifølge den, så den bliver synlig og kan tjene mange formål. Vor frie vilje minder om den plan, for vi beslutter os og handler i overensstemmelse med den, og Gud skaber vore handlinger som et resultat af vore beslutninger. Skabelse og at handle eller gøre noget, er forskellige ting. Guds skabelse betyder, at Han giver faktisk eksistens til vore valg og handlinger i denne verden. Uden Guds skabelse kan vi intet gøre.

For at oplyse et storslået palads må vi installere et lyssystem. Men paladset kan ikke blive oplyst, før vi tænder for kontakten, der tænder for lyset. Inden vi gør det, vil paladset henligge i mørke. På samme måde er hver mand og kvinde et fantastisk Guds palads. Vi oplyses af troen på Gud, Som har forsynet os med det nødvendige belysningssystem: intellekt, fornuft, omtanke og evnerne til at lære, sammenligne og foretrække.

Naturen og begivenheder, såvel som Guddommeligt åbenbarede religioner, er som kilderne til den strøm, der oplyser menneskets individuelle Guddommelige palads. Men hvis ikke vi bruger vor frie vilje til at tænde for kontakten, vil vi forblive i mørke. At tænde for kontakten betyder, at man anmoder Gud om at oplyse os med tro. På en måde, der passer sig for en tjener ved sin herres dør, må vi anmode Universets Herre om at oplyse os og således gøre os til "konge" i universet. Når vi gør det, behandler Universets Herre os på en måde, der passer for Ham, og forfremmer os til kongedømmets rang over andre af skabelsens riger.

Gud inddrager også vor frie vilje, når Han har med os og vore handlinger at gøre, for Han bruger den til at skabe vore handlinger. Derfor er vi aldrig ofre for Skæbnen eller bliver behandlet forkert af Forudbestemmelsen. Uanset hvor ubetydelig vor frie vilje synes i sammenligning med Guds kreative handlinger, er den stadig årsagen til vore handlinger. Gud laver store ting ud af bittesmå partikler og skaber mange vigtige resultater af enkle midler. For eksempel skaber Han et vældigt pinjetræ af et lillebitte frø og bruger vore tilbøjeligheder eller frie vilje til at forberede vor evige salighed eller afstraffelse.

For bedre at forstå vor rolle og vor viljestyrkes rolle i vore handlinger og resultater, tænk over den mad vi indtager. Uden muld og vand, luft og solens varme, som vi ikke selv kan fremstille på trods af vor fremskredne teknologi, ville vi ikke have nogen mad. Vi kan ikke frembringe blot et enkelt korn. Vi skabte ikke vore kroppe og etablerede dens relation med mad; vi kan ikke engang kontrollere blot en enkelt del af kroppen. For eksempel, hvis vi skulle trække hjertet op som et lommeur til et fast tidspunkt hver morgen, hvor længe ville vi da overleve?

Det er tydeligt, at næsten alle dele i hele det komplekse og harmoniske univers, der er som den mest udviklede organisme, arbejder sammen i henhold til de mest skrøbelige mål for at frembringe bare en enkelt skefuld mad. Derfor er prisen på en enkelt skefuld mad næsten ligeså høj som prisen på hele universet. Hvordan skulle vi nogensinde kunne betale sådan en pris, når vor andel i fremstillingen af den mundfuld er yderst ringe og ikke består i mere end vor egen anstrengelse?

Kan vi nogensinde takke Gud nok for bare en mundfuld mad? Hvis vi bare blev forevist et billede af druer, kunne vi så alle arbejde sammen og frembringe den? Nej. Gud ernærer os med Hans overflod og beder om meget lidt til gengæld. Hvis Han, for eksempel, bad os om at udføre tusind rak'at (enheder) af bøn for et hvedeaks, blev vi nødt til at gøre det. Hvis Han sendte en dråbe regn for hver rak'at, skulle vi tilbringe hele vort liv i bøn. Hvis du var efterladt i en ørkens brændende hede, ville du da ikke give hvad som helst for et enkelt glas vand?

Kort sagt: Næsten alt, vi har, er blevet os givet praktisk taget gratis, og vor rolle i den overflod, vi nyder godt af, er derfor ret betydningsløs. Ligeledes er vor frie vilje lige betydningsløs, når den sammenlignes med det, Gud, den Almægtige skaber af vor brug af den. På trods af vor frie viljes svaghed og vor egen manglende mulighed for at virkeligt forstå dens sande natur, skaber Gud vore handlinger i henhold til de valg og afgørelser, vi gør gennem den.

Når man kigger på sine omgivelser på den smukke natur og på det store univers, ser man, at der er en fantastisk orden og smuk harmoni. Der er også en sammenhæng i vores krop. En baby bliver født, vokser, bliver barn, ung, gammel og dør til sidst. Man kan selv mærke denne udvikling i sit eget liv.

Et lille frø, som så es i jorden, bliver efter en bestemt tid en sød rodfrugt, en dejlig grøntsag eller et stort træ. Vi ser, at blomsterfrøene giver blomster, træerne giver frugter. Fuglene flyver, synger og bygger rede. Vores energikilde Solen står op om morgenen og går ned om aftenen. Månen stråler om natten. Alting  hænger sammen og fungerer godt med hinanden. Den orden og harmoni, som vi ser på Jorden planlægges af den Almægtige Gud, Allah.

Man kan blive glad for livet og opleve mange spændende ting i sit liv. Men man kan også have forskellige problemer i sit liv. Allah har sendt os til denne verden for at se, hvilke mennesker, der vil gøre de gode gerninger.

Hver dag bliver mennesket testet af sine gerninger. De problemer, som man oplever i sit liv, må man ikke være bange for. For det første skal man være tålmodig over for de problemer man oplever. For det andet må man aldrig miste sit håb for fremtiden. Hvis man mister sit håb, sine forventninger og sin livsglæde, får man også et dårligt helbred. Problemerne kan måske være til gavn for os i denne og den næste verden.

At tro på Allah giver mennesket styrke og kræfter til at løse sine problemer i tilværelsen. Man tror på Allah, der kender og ser ens problemer. Den tro giver os håb og livsglæde.

Selv om Den Eksisterende Allah ved alt og ser alt, kan vi ikke se Ham. For han har ikke givet os evner, egenskaber og sanser til at kunne se Ham. Skabningerne er ikke i stand til at forstå og omfatte deres Skaber. At man ikke kan se en ting, betyder ikke nødvendigvis, at den ikke eksistere. Selv om Den Almægtige Magt (Allah) ikke kan ses med synssansen, kan Han ses og forstås gennem de forskellige skabninger i Universet. Denne verden, planeterne og universet er et tegn på Allahs eksistens. De evner og sanser som Allah har givet os har ikke kapacitet nok til at se Allah selv.

Selv om man ikke kan se sjælen, ved vi godt, at der er en sjæl i menneskets krop. Der er smør i mælken, men man kan ikke se den. Man kan heller ikke se vinden, der blæser eller tanker i menneskets hjerne. Den orden og harmoni, der er i vores nære omgivelser og i omverdenen viser, at der er en magt, der bestemmer og styrer alle begivenhederne.

Alle skabninger eksisterer i Allahs skaberværk De syngende fugle, de duftende blomstrer, de brægende lam, de rislende åer og legende børn er blevet til ved hjælp af Allahs skaberværk. Allahs magt omgiver, omfatter og opnår alt. Alting bliver til med Allahs viden, vilje og magt. Det er Allah, der giver liv til os og tager vores liv tilbage.

Muslimer tror ikke, at Gud kan begrænses i tid og rum. Allah er i hele tiden alle steder. Han ved, hvad man tænker, taler, gør og føler. Mennesket kan nænne sig Allah ved tilbedelse og gode gerninger. Muslimer tror på

Allah og beder om hjælp fra Allah. Al den viden og de evner, som mennesket har, er Allahs gave til mennesket.

På samme måde som mennesket har Allah også egenskaber, evner og sanser, men Allahs evner, attributter og sanser er evige og endeløse og kan derfor ikke sammenlignes med menneskers evner og egenskaber. Han ser, hører og ved alt. Vores sanser er meget begrænsede og små i forhold til Hans. Mennesket kan ikke se, høre og vide alt. Islams hellig bog Koran fortæller om det.

Denne tro gør muslimerne vågne over for de ting der sker i tilværelsen. Enhver handling har konsekvens. I den næste verden bliver man stillet til regnskab overfor de ting, som man har gjort i denne verden.

Øjnene når Ham ikke, men Han når øjnene og Han er Den, der kender de mindste ting, den Alvidende. (Kap, 6: 103)

Alle kan tage fejl og begå synder. Det er menneskeligt at tage fejl. De fejl og synder, som man begår, sårer vores følelser, og vi føler anger. Hjælpen, der kan slette disse følelser, kommer igen fra Allah. Han ved, at mennesker ikke er engle, og at vi kan tage fejl og begå synder.

Han er barmhjertig og nådig overfor sine skabninger, især overfor mennesker. Allahs vilje til at tilgive er ubegrænset . Man må derfor aldrig miste sin tro og sit håb om tilgivelse. Muslimer nævner Allahs navne alle steder og beder om hjælp. Muslimer ved, at Allah er med menneskerne hele tiden. Denne tro gør dem glade  og lykkelige.

Guddommelig Skæbne, også kaldet Guddommelig forudbestemmelse og arrangement dominerer universet; men ophæver ikke vor frie vilje.

Eftersom Gud er hinsides tid og rum, er alting inkluderet i Hans Viden og Han omslutter fortid, nutid og fremtid som i et enkelt, udelt punkt. Et eksempel: Når man befinder sig i et værelse, er ens synsfelt begrænset til værelset selv. Men hvis man ser fra et højere punkt, kan man se hele byen. Efterhånden som man stiger højere og højere, bliver éns synsfelt stadigt større. Når man ser Jorden fra Månen, ser den ud som en lille, blå marmorkugle. Sådan er det også med tiden. Så Gud opfatter al tid og rum som et enkelt, udelt punkt, hvori fortid, nutid og fremtid er forenet.

Eftersom al tid og rum er inkluderet i Guds Viden som et enkelt punkt, har Gud nedskrevet alt, hvad der vil ske indtil Dommedag. Englene bruger denne optegnelse til at forberede den mindre optegnelse for hvert individ.

Vi gør ikke noget, fordi Gud har skrevet det ned; Gud vidste på forhånd, at vi ville gøre det og skrev det derfor ned.

Der er ikke to skæbner, hvoraf den ene gælder årsagen og den anden virkning. Skæbnen er én og forholder sig til årsagen og virkningen samtidigt. Vores frie vilje (vore handlinger) er indbefattet i Skæbne.

Gud fører os til gode ting og handlinger og tillader og råder os til at bruge vores viljestyrke til det gode. Til gengæld lover Han os evig lyksalighed i Paradis.

Vi har fri vilje, selvom vi næsten intet bidrager med til vore gode gerninger. Hvis vi ikke bruger vor frie vilje på en passende måde, kan den ødelægge os. Derfor bør vi bruge den til gavn for os selv ved at bede til Gud, så vi kan nyde Paradisets glæder, en frugt af kæden af gode gerninger og opnå evig lyksalighed. Desuden bør vi altid bede om Guds tilgivelse, så at vi afholder os fra det onde og bliver frelst fra Helvedes pinsler, en frugt af den forbandede kæde af onde gerninger. Bøn og tillid til Gud styrker i høj grad vor tilbøjelighed til det gode, og anger og ønsket om Guds tilgivelse forstærker i høj grad svækkelsen og endda ødelæggelsen af vor tilbøjelighed til det onde og overtrædelser.

Selvom videnskabelige opdagelser, som f.eks. termodynamikkens anden lov, viser, at eksistensen er på vej mod ødelæggelse, kan bare et sammenstød mellem to planeter føre til universets ødelæggelse. Eksistens er en ekstremt skrøbelig udregnet organisme, et system, hvis dele er subtilt afhængige af hinanden. Et menneskes krop består af omkring 60 milliarder celler. Ligesom en enkelt deform kræftcelle kan slå hele kroppen ihjel, kan enhver alvorlig deformation hvor som helst i universet også "dræbe" det. Vor død kommer sommetider uventet og uden nogen synlig, diagnosticeret grund. Ved vi om universet måske, eller måske ikke, lige pludseligt og uventet "dør" af en "sygdom" eller et "hjerteslag"? Måske lider vor gamle verden af dødelig kræft, fordi vi misbruger den så meget.

Guds universelle handlinger peger på Genopstandelsen. Koranen argumenterer for Genopstandelsen. For at indprente på menneskets hjerte de undere, som den Almægtige vil udføre i det Hinsidige, og for at forberede menneskesindet på at acceptere og forstå det præsenterer Koranen underet, af hvad Han udretter her. Den giver eksempler på Guds omfattende handlinger i makrokosmos og, til tider, fremlægger den Hans overordnede brug af makro-, normo- og mikrokosmos'erne (universet, menneskeheden, og atomer henholdsvis).

Den første fremkomst af universet og menneskeheden tyder på deres "anden fremkomst". Koranen fremlægger fænomenet med universets skabelse, som den beskriver som den første fremkomst (56:62), medens den beskriver genoprejsningen af de døde som den anden fremkomst (53:47), for at bevise Genopstandelsen. Den retter også vor opmærksomhed mod vor egen oprindelse, idet den siger:

I ser, hvorledes I er skredet fremad - fra en dråbe sperm til en dråbe blod, til en ansamling af blod, ophængt på livmoderens væg, fra en ophængt ansamling af blod til en formløs klump kød og fra en formløs klump kød til menneskelig form - hvordan kan I da benægte jeres anden skabelse? Den er præcis den samme som den første eller endda lettere [for Gud at udføre]. (22:5; 23:13-16)

Koranen laver analogier mellem Genopstandelsen og Hans gerninger i denne verden. Sommetider hentyder den til gerninger, Gud vil foretage i fremtiden og i det Hinsidige på sådan en måde, at vi bliver overbevist af dem ved at drage analogier til det, vi iagttager her.  Den påviser også lignende begivenheder her og drager sammenligninger mellem dem og Genopstandelsen.

Koranen sammenligner universet med en åben bog. Ved tidens slutning vil det være ligeså let for Gud at ødelægge det, som at rulle en skriftrulle sammen. Ligesom han foldede det ud i begyndelsen, vil Han rulle det sammen, og idet Han manifesterer Sin absolutte Magt uden nogen materiel årsag, vil Han genskabe det i en meget bedre og forskellig form:

På den dag skal Vi rulle himlene sammen som en skriftrulle, der er rullet op med bøger. Ligesom Vi frembragte den første skabelse, skal Vi bringe den frem igen. Det er et løfte, (der er bindende) for Os. Sandelig, Vi skal opfylde det (som Vi lovede). (21:104)

Koranen sammenligner Genopstandelsen med genoplivningen af Jorden om foråret, følgende på dens død om vinteren, og omtaler hvordan Gud fordeler atomer og molekyler, mens Han skaber os i trin. Naturen oplever døden om vinteren, men foråret genopliver mulden. Udtørrede træstykker begynder at blomstre og giver blade og frugter, som ligner - men ikke er identiske med - de, som fandtes i tidligere år. Utallige frø, som faldt i jorden i det foregående efterår, begynder nu at spire og at vokse op til forskellige planter uden nogen forvirring. Guds oprejsning af de døde på Dommens Dag vil blive som følger:

Blandt Hans tegn er, at I ser mulden tør og gold; og når Vi sender regn ned over den, rører den på sig og svulmer. Sandelig, Gud, Som giver live til den døde muld, vil også genrejse de døde til liv. Sandelig, Han har magt over alting. (41:39)

og

Betragt Guds Nådes aftryk: hvordan Han giver liv til mulden efter dens død. Lyt! Han er i sandhed de dødes Genopliver (på samme måde), og Han er i stand til at gøre alle ting. (30:50)

Især i sura'erne 81, 82 og 84 hentyder den Almægtige til Genopstandelsen, såvel som til de vældige omvæltninger og Herrens gerninger, der vil finde sted ved den tid, i billeder, vi kan forholde os til, gennem analogi til ting, vi ser her - scenerier, vi har været vidne til i efteråret eller foråret - og da med ærefrygt i vore hjerter acceptere det, som intellektet ellers forkaster. Da det vil tage meget lang tid bare at give den generelle mening i disse tre sura'er, vil vi tage ét vers: Når bladene bliver bredt ud (81:10). Dette antyder, at under Genopstandelsen vil enhvers gerninger blive afsløret på et beskrevet blad.

Først bliver man slået af det mærkværdige og uforståelige heri. Men som sura'en peger på er forårets fornyelse parallel til en anden genopstandelse, og "brede bladene ud" har en meget tydelig parallel. Ethvert frugtbærende træ og blomstrende plante har sine egne proportioner, funktioner og gerninger. Det har sin tilbedelse ifølge dets herliggørelse af Gud, som er, hvordan det manifesterer Hans Navne. Dets gerninger og livsoptegnelse er indskrevet i hvert frø, der vil komme frem det næste forår. I udseendet og formens sprog tilbyder disse nye træer og blomster en veltalende fremstilling af de originale træers og blomsters liv og gerninger, og gennem deres grene, kviste, blade, blomster og frugter breder det sine gerningers blade ud. Han, Som siger: Når bladene bredes ud er det samme Væsen, Som udfører disse bedrifter på en meget viis, betænksom, effektiv og subtil måde, således som det bliver dikteret af Hans Navne den Viise, den Bevarende, den Opretholdende og Træneren og den Subtile.

I sine mange vers Koranen advarer os om at vi ikke blev skabt uden mål og således kunne gøre, hvad vi ville. Vi er ansvarlige væsener, og hvad, vi end gør, bliver skrevet ned. Vor skabelse fra en dråbe væske gennem adskillige stadier demonstrerer den yderste omhu, der vises vor skabelse og den betydning, der tillægges os, at vi har stort ansvar. Vi vil blive kaldet til regnskab for alt, hvad vi bedriver i denne verden, og det vil finde sted i en anden verden. Dertil kommer, at vor skabelse gennem stadier er en manifestation, som beviser Guds Magt, som også er i stand til at genopvække de døde til liv.

Islam vejleder sine følgere i alle livets faser og aktiviteter, materielle såvel som spirituelle. Dens grundlæggende lære om økonomi nævnes i adskillige passager i Koranen. Vi ser, at det er fastslået klart i adskillige vers, som i nogle af de ovennævnte, at Gud skabte alle ting på Jorden, i havene og i himlene til menneskets gavn, hvilket betyder, at alle ting er overgivet til Ham og kan bruges af menneskeheden, som har til opgave at kende og få udbytte af skabelsen på en rationel måde og ved at tage tilbørligt hensyn til fremtiden.

Islams økonomiske politik er forklaret i utvetydige vendinger: så at denne (rigdom) ikke blot cirkulerer blandt jeres rige (59:7). Lighed for alle mennesker med hensyn til rigdom og komfort -selvom det ville være ideelt - lover ikke at være nogen ublandet velsignelse. Eksempelvis da folk ikke har lige naturlige talenter, ville ødelande, selvom der var fuldstændig lighed, snart ryge i vanskeligheder og begynde at misunde og begære andre menneskers gode lykke. Dertil kommer, at det udfra filosofiske og psykologiske grunde synes at være til menneskehedens bedste, at der er forskelle på folks rigdomme.

Menneskets livsforhold er i konstant fremgang, for menneskeheden fortsætter med at dominere og udbytte den ene efter den anden ting i Guds skabelse, hvorimod dyrene intet har ændret i deres livsforhold, siden Gud skabte deres arter. En årsag til denne forskel er, som biologer har opdaget, den simultane eksistens af et samfund - et samarbejde og en frihed til konkurrence mellem folk, der bor i det samfund. De mest avancerede former for socialt samarbejde finder vi nok hos bierne, myrer og termitter, som alle lever kollektivt og med fuldstændig lighed i livsforhold. Men der er ingen konkurrence mellem dets medlemmer, så hvis en bi er mere intelligent eller foretagsom, kan den ikke leve behageligere end de andre. Derfor udvikler disse arter sig ikke, de ændrer sig ikke eller gør noget fremskridt i menneskets forståelse af dette ord.

Menneskets historie viser, at enhver fremgang og opdagelse af, hvordan man kunne have det behageligere, kom til verden gennem konkurrence og ønske om forbedring såvel som gennem eksistensen af forskellige grader af rigdom eller fattigdom. Dog ville absolut liberalisme få djævelske mennesker til at udnytte de nødlidende og efterhånden fjerne dem. Så enhver fremgangsrig civilisation og sund kultur måtte indføre visse pligter (f.eks. at betale skatter, forbud mod undertrykkelse og snyd) og anbefale visse frivillige handlinger (f.eks. velgørenhed og at bruge på Guds vej), mens de ikke desto mindre tillod en stor tanke- og handlefrihed for dets medlemmer, så enhver gavner sig selv, familie, venner og samfundet i det hele taget. Det er Islams krav.

Islam har baseret sit økonomiske system på dette fundamentale princip. Hvis den accepterer rigdom, pålægger den også de rige tungere byrder. For eksempel skal de betale skatter for at hjælpe de fattige og kan ikke indgå i amoralske økonomiske transaktioner (f.eks. udbytning, hamstring og hobe rigdom sammen). For at nå dette mål laver den forskellige love såvel som nogle anbefalinger (eksempelvis velgørenhed og offer) med løftet om en åndelig (efter-liv) belønning. Derudover skelner den mellem det nødvendige minimum og den ønskelige mangfoldighed og mellem de love, der ledsages af materielle sanktioner og de, der ikke er, gennem overtalelse og uddannelse.

Vi vil beskrive det moralske aspekt først gennem adskillige illustrationer. Islam har brugt meget stærke udtryk for at vise, at tiggeri om almisser fra andre er afskyeligt og en kilde til skam. Alligevel priser den dem, der hjælper andre, kalder de, der ofrer sig og foretrækker andre for sig selv, for de "bedste mennesker". Ligeledes er griskhed og spild forbudt.

En dag skulle Profeten bruge betragtelige fonde til et offentligt anliggende. En af hans venner tilbød et bestemt beløb og, da Profeten spurgte ham om det, svarede han: "Jeg har intet mere tilbage derhjemme end kærligheden til Gud og Hans Budbringer." Denne person modtog de varmeste anprisninger fra Profeten. Men ved en anden lejlighed fortalte en anden Ledsager, der var alvorligt syg, ham, da han kom for at forhøre sig om hans helbred: "O, Guds Budbringer, jeg er en rig mand, og jeg ønsker at skænke alt, hvad jeg ejer, til velfærd for de fattige." Profeten svarede: Nej, det er bedst at efterlade dine slægtninge med en uafhængig kilde til indkomst, så de ikke skal blive afhængige af andre og må tigge.” Da manden reducerede det til to tredjedele og derpå det halve, nægtede Profeten stadig, idet han sagde, det var for meget. Da manden endelig lovede en tredjedel af sin formue til velfærd, sagde Profeten: "Godt; selv en tredjedel er en stor del.” (cf. Abu Dawud, "Zakat", 45).

En dag så Profeten en Ledsager i et ynkværdigt antræk. Da han spurgte hvorfor, svarede han: "O, Guds Budbringer, jeg er slet ikke fattig; men jeg vil hellere bruge min velstand på de fattige frem for på mig selv." Profeten bemærkede: "Nej. Gud ønsker at se spor på Sin tjener af de gaver, Han har skænket ham.” (cf. Abu Tirmidhi, "Birr", 63).

Der er ingen modsigelser i disse fortællinger, for hver er i sin egen kontekst og forholder sig til særligt individuelle tilfælde. Muslimer må selv beslutte, hvor meget godgørenhed, de vil give, efter deres formue er større end det obligatoriske minimum. 

Arv:

Både individets ret til selv at kontrollere sin formue og fællesskabets ret vis-a-vis et menneskes formue, i og med at det er et medlem af samfundet, skal tilgodeses samtidigt. Individuelle temperamenter er yderst forskelligartede, og sygdom eller andre ulykker kan påvirke et menneske til at være helt ude af proportioner med normen. Derfor skal en vis disciplin pålægges individet i fællesskabets interesse. 

Således har Islam taget to skridt: fordele en afdødes ejendele blandt hans eller hendes nære slægtninge i henhold til en metode, der ikke kan betvivles, samt begrænse friheden til bortskænkning gennem testamenter og sidste vilje. De legale arvinger behøver ikke nogen testamentarisk disposition og arver ejendommen i forhold, der er fastlagt i loven. Et testamente er kun nødvendigt for dem, der ikke har nogen arveret.

Forældre og bedsteforældre arver, og man kan ikke belønne en søn (ældre eller yngre) mere end nogen anden uden hensyn til alder. Men inden man fordeler ejendommen, skal begravelsesomkostningerne betales først og derefter kreditorerne, eftersom det at betale sine gældsposter har højere prioritet end arvingernes rettigheder. Derefter udføres den sidste vilje på en sådan måde, at den ikke overstiger en tredjedel af den resterende ejendom. Først efter at have tilgodeset disse forpligtelser, bliver arvingerne taget i betragtning. Den overlevende ægtefælle, forældre og efterkommere (sønner og døtre) er første klasse af arvinger og arver under alle omstændigheder. Brødre, søstre og fjernere slægtninge (f.eks. onkler, tanter, fætre og kusiner, nevøer og andre) arver kun, hvis der ikke er nærmere slægtninge.

Sidste vilje

Den sidste vilje (testamente) gælder kun for en tredjedel af formuen og tilgodeser andre end kreditorerne og arvingerne. Målet med denne regel synes at være dobbelt: at tillade et menneske at justere ting, i ekstraordinære tilfælde, når de normale regler forårsager problemer (en tredjedel af formuen er tilstrækkeligt til at opfylde sådanne moralske forpligtelser) og at forebygge ophobningen af velstand hos nogle få mennesker. Dette kunne ske, hvis man testamenterede hele sin formue til kun én person. Islam ønsker, at rigdom skal cirkulere så meget som muligt under hensyntagen til familiens interesser.

Offentlige Goder

Man har også forpligtelser som medlem af en større familie (dvs. samfundet og opholdslandet). På det økonomiske område betaler man sin skat, som regeringen derpå fordeler i fællesskabets interesse. Skatteprocenten afhænger i høj grad af indkomsten. Interessant nok indeholder Koranen, som har præcise regler for budgetudgifter, ingen regler eller satser for indtægter for staten. Mens man nøje overholder Profetens praksis og hans umiddelbare efterfølgeres, kan denne tavshed fortolkes som en tilladelse til regeringerne at ændre reglerne for indkomst i henhold til omstændighederne og i folkets interesse.

Social Forsikring

Den består af risici, der involverer en tung udgift for de forsikrede og varierer i henhold til tiderne og de sociale forhold. Blandt araberne på Profetens tid var daglige ubehag ukendte, og prisen for medicinsk behandling var næsten intet. Det almindelige menneske byggede sit hus og betalte næsten intet af materialerne. Derfor er det let at forstå, at man ikke behøvede forsikringer mod brand, sygdom eller andre slags ulykker. Men forsikring mod tilfangetagelse eller drab var der et virkeligt behov for. Profetens samtidige var klar over dette og ønskede derfor visse fleksible ordninger, der kunne modificeres og tilpasses til forskellige omstændigheder, når det var nødvendigt.

I Medinas grundlov, der blev formuleret i den islamiske æras første år, kaldes denne forsikring f.eks.for ma'aqil og virkede som følger. Hvis nogen blev krigsfange, kunne betaling af en løsesum sætte ham fri. På samme måde krævedes der skadeserstatning eller blodpenge for al fysisk smerte eller forbryderiske drab. Den berørte person kunne ofte ikke betale den forlangte sum og derfor organiserede Profeten et forsikringssystem på basis af gensidighed. Medlemmerne af en stamme kunne regne med stammens centrale formue, som alle bidrog til i henhold til sine midler. Hvis formuen viste sig utilstrækkelig, skulle andre beslægtede eller nabostammer hjælpe. Således blev et hierarki opbygget for at organisere enhederne til en fuldstændig helhed. I Medina var Ansar-stammerne meget kendte. Profeten befalede udvandrerne fra Mekka i Medina om at danne deres egen "stamme", selvom de tilhørte forskellige stammer i Mekka eller i regionen eller var abyssiniere, med henblik på at skabe social forsikring.

Under kaliffen 'Umar blev de forskellige grene af forsikring organiseret i henhold til hvilken faglig, civil eller militær administration, hver tilhørte. Når der var brug for det, ville den centrale eller regionale regering hjælpe disse grene ligesom ovenfor beskrevet, da vi talte om statsudgifter.

Forsikring betyder at fordele et individs byrde på så mange mennesker som muligt for at lette hver enkeltes byrde. Til forskel fra moderne, kapitalistiske forsikringsselskaber organiserede Islam forsikringerne på grundlag af gensidighed og samarbejde, støttet af en pyramideagtig struktur af grader af grenene, der kulminerede i den centrale regering.

Sådan en gren kunne indgå i handel ved hjælp af ubrugte midler, der er til dens rådighed, så kapitalen kan blive forøget. Der kan komme en tid, hvor medlemmerne af en gren kan blive fritaget for at betale yderligere bidrag eller endda modtage noget af profitten på handel. Sådanne elementer af gensidig hjælp kunne forsikre mod risici (f.eks. trafikulykker, brand og ting, der bliver væk i transit). Dertil kommer, at man kan nationalisere forsikringsindustrien med henblik på at tage sig af bestemte risici (f.eks. sådanne temporære motiver som hurtig ekspedition af varepartier).

Uden at komme ind på tekniske detaljer, tolererer Islam ikke den kapitalistiske version af forsikring, for den forsikrede part tager ikke del i selskabets fordele i forhold til hans eller hendes bidrag, hvilket får det til at minde om et chancespil.

Chancespil

Koranen forbyder i 5:90 alle former for chancespil og karakteriserer dem alle som "Satans værk" af overbevisende grunde. For det første stammer de fleste sociale onder fra den ulige fordeling af den nationale formue, hvilket tillader nogle at blive alt for rige og andre at blive fattige. Som følge heraf kan de rige udbytte/plukke de fattige. Med chancespil og lotterier er der en stor fristelse i form af en mulig stor og let gevinst, om end sådan en gevinst ofte er dårligt for samfundet. Hvis folk bruger 3 millioner dollars om ugen på hestevæddeløb og lotterier, offentlige som private, samt andre chancespil, som man gør i nogle lande, ville i løbet af bare 10 år 1,56 milliarder dollars blive indsamlet fra et stort antal mennesker og blive delt ud blandt en latterligt lille gruppe mennesker. Mindre end én procent af folk nyder livet på bekostning af de resterende 99 procent. Med andre ord gøres 99 procent af folk fattige, for at én procent kan blive endnu rigere.

Uanset om lotterierne drives af private eller af staten, virker ondskaben i, at nogle få skraber rigdommen til sig på bekostning af det store flertal, med fuld styrke. Det er derfor, at Islam forbyder sådanne aktiviteter. Som tilfældet er ved kapitalistiske forsikringer, indebærer chancespil kun en ensidig risiko.

Renter ved Pengeudlån

Sandsynligvis har enhver religion forbudt åger. Men det er kun Islam, der giver redskaberne til at underminere årsagerne til denne onde institution: Ingen betaler frivilligt renter af lånte penge. Man betaler renter, fordi man har brug for pengene, og der er intet andet valg.

Islam har opsat en tydelig forskel på kommerciel fortjeneste og renter på pengeudlån: Gud tillader handel og forbyder renter (2:275) og

Hvis ikke I opgiver (renter), advares I mod en krig mod Gud og Hans Budbringer: Hvis I angrer, skal I få jeres hovedstol (uden renter); så I ikke gør uret eller bliver gjort uret imod. (2:279)

Grunden til dette forbud er også den ensidige risiko, for den, der låner penge med renter, tjener penge til de rige. I chancespil og lotterier, hvor der er en stor fristelse for stor og let gevinst, kan omstændighederne have været ugunstige, så låner ikke kan tjene penge nok til at betale de lovede renter tilbage, og udlåner løber ikke noget af den risiko, der er involveret.

Folk skiller sig ikke af med deres penge for at låne dem ud, uden renter, til andre. Eftersom Islam beder staten om at hjælpe dem, der er i finansielle vanskeligheder, vil det offentlige stille rentefri lån til rådighed udover og som supplement til de lån, velgørende organisationer eller mennesker tilbyder for at hjælpe de fattige og nødlidende. Princippet her er gensidig hjælp og samarbejde.

I tilfælde af kommercielle lån er der et system, mudaraba, hvor man låner penge ud og deltager ligeligt i enhver mulig fortjeneste eller risiko. Hvis for eksempel to mennesker danner et selskab, hvor hver bidrager med halvdelen af kapitalen og arbejdskraften, er fordelingen af overskuddet ret let. Men hvis kapitalen kommer fra den ene part og arbejdskraften fra den anden, hvis begge bidrager med kapitalen, men kun den ene med arbejdskraft eller deres andele proportionelt ikke er lige, skal man i disse tilfælde tage en rimelig afgift, som man tidligere er blevet enige om, for arbejdskraften med i betragtning, inden man deler ud af nogen fortjeneste. Selvom man tager alle forholdsregler for at minimere risikoen, forlanger Islam, at begge kontraktens parter i enhver kontraktlig forhandling skal dele fortjenesten såvel som tabet.

Alt i alt skal princippet om gensidig deltagelse i profitter og risici overholdes i alle kommercielle kontrakter.

Statistik

Når man planlægger, har man brug for et overblik over de tilgængelige ressourcer. Budbringeren organiserede en optælling af den muslimske befolkning, som al-Bukhari fortæller os. Under 'Umars kalifat blev der organiseret optællinger af dyr, frugttræer og andre varer samt opmålinger af dyrkbare områder i de nyligt indlemmede provinser. Med storsind og fuld opmærksomhed på offentlighedens velbefindende indkaldte 'Umar repræsentanter for de forskellige provinsers folkeslag, efter skatterne var indsamlet, for at høre om de havde nogle klager over indsamlernes opførsel i årets løb.

Dagligt Liv

Vi afslutter denne korte skitse med at nævne to vigtige forbud, der er karakteristiske for muslimens dagligliv: chancespil og alkoholiske drikkevarer. Da vi allerede har diskuteret det første, der forårsager, at flertallet af dets deltagere bruger penge i årevis uden at få noget til gengæld, vil vi nu diskutere alkohol. Alkohol har en meget interessant kvalitet: drikker man en lille smule af det, bliver man glad og det svækker enhver beslutning om at stoppe drikkeriet. Når folk er fulde, mister de kontrollen over deres handlinger. De kan f.eks. smide om sig med penge uden at være klar over, hvad de gør. Derudover kan forskellige uhygiejniske virkninger af alkohol overføres til børnene og fremtidige generationer. Koranen taler i 2:219 om sådanne sager i følgende udtryk: De spørger dig om vin og chancespil. Sig: ”I begge er der stor synd og nogen gavn for mennesker; men synden i dem er større end deres gavn.”

Koranen nægter ikke, at alkohol har nogle nyttige virkninger; men erklærer det stadig som en synd mod samfundet, individet og Lovgiveren. I 5:90 bliver alkohol henvist til samme niveau som afgudsdyrkelse og erklæres at være Satans håndværk. Den tilføjer, at hvis man ønsker at være lykkelig i denne verden og den næste, skal man undgå chancespil og alkohol.

Overholde Aftaler

Alle finansielle og andre forretninger har basis i en eller anden udtrykt eller implicit aftale. At overholde sådanne aftaler er nøglen til et glædeligt og glidende forhold mellem medlemmerne i et samfund. Derfor understreger Koranen dette princip, og adskillige steder opregner det som værende blandt en troendes vigtige egenskaber.

(De troende er de, som er) trofaste overfor deres tillid og til deres forpligtelser. (23:8)

De, som opfylder deres pagt, når de har indgået en pagt. (2:177)

Oh, I troende, opfyld de pligter (I har indgået med Gud og mennesker). (5:1)

Overhold pagten. Man er ansvarlig for sin pagt og vil blive stillet til regnskab for den (på Dommedagen). (17:34)

Forsømmelse af at overholde aftaler er den primære årsag til vanskeligheder i omgangen mellem mennesker, især i finansielle sager.  Hvis vi undersøger brudte forretningspartnerskaber eller andre vanskeligheder i finansielle handler, vil vi altid som rod finde en eller flere parters undladelse af at overholde en eller flere af de implicitte aftaler, der er relateret til disse transaktioner.

Nedskrivning og Bevidnelse af Aftalen

For at undgå sådanne problemer som skyldes glemsomhed eller andet og for at formindske enhver chance for misforståelser og ond tro, beordrer Koranen, at alle finansielle aftaler bliver nedskrevet på papir og bevidnet, som vi læser i denne passage:

Oh, I troende, når I aftaler en gæld mellem jer til en bestemt tid, nedfæld den da skriftligt. Lad en skriftklog skrive den retfærdigt ned for jer, og lad ingen skriver nægte at skrive den ned, som Gud har lært ham (gennem Koranen og Hans Budbringer) Lad ham skrive således. Lad skyldneren diktere og lad ham undgå at være ulydig mod Gud (Som har skabt ham og ladet ham vokse op med barmhjertighed og nåde) og skjul ingen del af den. Hvis skyldneren er svag i sind eller legeme eller ude af stand til at diktere, lad da hans vagt diktere retfærdigt. Og påkald to (muslimske) mænd blandt jer som vidner. Hvis to mænd ikke kan findes, lad en mand og to kvinder blandt dem, I godkender, vidne, så hvis den ene kvinde fejler (ved glemsomhed), kan den anden minde hende om det. Lad ikke vidnerne nægte, når de bliver indkaldt (til at vidne). (Og I, oh, skrivere), vær ikke mødige ved at nedskrive (kontrakten), uanset om den er lille eller stor, med datoen for dens betaling. At gøre således (oh, I troende) er mere jævnbyrdigt i Guds øjne, mere oprigtigt til vidnesbyrd og mere sandsynligt, at I ikke kommer i tvivl. Hvis det er et anliggende om at købe eller sælge på stedet, skal det lægges jer til last, hvis I ikke skriver det ned. Men tag vidner, når I afslutter kommercielle transaktioner med hinanden, og lad der ikke blive tilføjet skade på hverken skriver eller vidner (eller lade nogen af dem handle på en måde, der skader den anden part). Hvis du handler (på en måde, der skader en af parterne eller skriveren og vidnerne), vil det rigtignok være en overtrædelse fra din side. Handl (altid) i ærbødighed overfor Gud og forsøg at opnå fromhed. Gud belærer dig (om alt, du har brug for i livet og den vej, du bør følge i alle anliggender); Gud har fuld viden om alting: Hvis du er i omstændigheder, der gør, at du ikke kan finde en skriver (f.eks. på rejse), må et håndslag være tilstrækkeligt. Men hvis I stoler på hinanden, lad ham, der er blevet vist tillid (skyldneren), opfylde den tillid og lad ham handle i fromhed og holde sig fra ulydighed overfor Gud, hans Herre (ved ikke at overholde kontraktens betingelser). Skjul ikke vidnesbyrdet, (for) den, der skjuler det, har med sikkerhed et hjerte (der er troens centrum), der er helt forurenet med synd. Gud har fuld viden om hvad I gør. (2:282-83)

I disse vers skelner Koranen mellem finansielle transaktioner, der involverer kredit i en bestemt periode og de, der udføres på stedet. Eksempler på første kategori inkluderer lån i en bestemt periode og køb eller salg af varer med enten betaling eller aflevering aftalt til et senere tidspunkt. Et eksempel på den anden type inkluderer at købe noget i en butik på et kontant betalingsprincip.

Nogle mennesker bliver måske overraskede over, at Koranen anbefaler, at selv ved på-stedet transaktioner (f.eks. køb i en butik) bør have en form for bevis i skriftlig form eller gennem vidner.  Måske, fordi det ved første øjekast virker unødvendigt, er denne anbefaling blevet næsten fuldstændigt ignoreret i den muslimske verden. Men efterhånden som forretning blev mere organiseret, er visdommen bag denne anbefaling blevet opdaget uafhængigt, i moderne tid. Når som helst vi i vore dage foretager et indkøb ligegyldigt hvor lille, modtager vi en kvittering. Denne kvittering tjener mange formål såsom at sætte kunden i stand til at returnere en defekt vare uden megen diskussion, retsforfølge handlende, der tager overpris eller snyder kunden på en eller anden måde, fange og anklage butikstyve samt at gøre det lettere for købere og sælgere at føre regnskaber.

Efter at kort have diskuteret nytten og relevansen i Koranens ordrer om at nedskrive og/eller have vidner til finansielle aftaler, vil vi nu betragte, hvor obligatoriske de er.

Undgå Ond Tro

Ved at skrive en klar, detaljeret overenskomst og at få den behørigt underskrevet og/eller bevidnet, kan to problemer forebygges: glemsomhed og misforståelse. Desuden kan det mindske chancen for, at nogen involveret part bliver fristet til at udnytte de andre parter ved at lyve, snyde og andre skumle måder, der udspringer af ond tro. Men der kræves mere end blot at skrive aftalen ned for at undgå ond tro. Det, der er brug for, er fromhed, som Islam lægger så stor vægt på, defineret som respekt for moralske værdier, som kommer gennem frygt for og bevidsthed om Gud og tro på det Hinsidige.

Styrkende Aftaler

Men der vil altid findes mennesker, der ikke lader fromhed spille den helt store rolle, og derfor kan bryde en aftale når som helst, det passer dem. For at imødegå sådanne mennesker skal der være et lovapparat, til at styrke alle aftaler, som de villigt indgår.

Retfærdighed som Basis for det Økonomiske Liv

Retfærdighed ('adl) betyder at dele to ting lige eller at bevare ligevægten. Koranen bruger det for retfærdighed i alle anliggender, og Islam lærer de troende at være fair i alle deres aftaler, som vi læser i:

Gud befaler jer at aflevere de ting, I er betroede (alle offentlige anliggender, pligter og poster og positioner) til dem, der har ret til dem. Og når I dømmer mellem mennesker, døm med retfærdighed. Hvor excellent eller fortræffeligt er ikke det, Gud befaler jer at gøre. Med sikkerhed er Gud Althørende, Altseende. (4:58)

Islam befaler de troende at være retfærdige overfor hinanden og formaner dem om at være fuldt ud retfærdige selv overfor deres fjender:

Oh I troende, vær dem der opretholder og bærer standarden for retfærdighed for Guds skyld, idet I er vidner til etableringen af absolut retfærdighed og lad aldrig jeres had til folk bevæge jer til at afvige fra retfærdighedens vej. Vær retfærdige, (for) dette er nærmere og mere passende til fromhed. Forsøg altid at opnå fromhed og handl altid udfra ærbødighed overfor Gud. Gud er med sikkerhed fuldt opmærksom på alt, hvad I gør. (5:8)

Ret og retfærdighed er hjørnestenen i den islamiske livsmåde. Guds Budbringer var kendt for denne retfærdighed, endda før han erklærede sit Profetskab. Gennem hele livet formanede han sine følgere om at være sandfærdige og retfærdige. Derudover satte han et perfekt eksempel på retfærdighed selv for andre religioners følgere og hans fjender.

I overensstemmelse med den Guddommelige lov fastlægger begrebet social retfærdighed bestemte betingelser for at behandle folk som individer, der har frihed og lighed som deres fødselsår. Dette begreb forsyner dem med lige muligheder for personlig udvikling, så de bliver bedre til at udfylde den stilling, de har fået, at give hver person sit rette tilkommende og at regulere sine relationer med samfundet på værdi og velfærdets vilkår.

Pligter overfor Samfundet

Social retfærdighed opnås ved at give folk en bedre forståelse af deres individuelle pligter i samfundet og belønningen derfor, som Islam giver dem. Budbringeren gjorde uddannelse, der i denne sammenhæng er målestok og hjørnesten, obligatorisk for alle muslimer både mænd og kvinder. Mere specifikt sagde han og vidste, at viden satte én i stand til at skelne ret fra uret.

Et samfunds fremgang afhænger af samspillet mellem individ og samfund, for det etablerer og vedligeholder en balance i menneskelige anliggender. Menneskeheden skal altid huske på, at Gud skabte universet med et bestemt formål, og at menneskeheden er blevet bedt om at stræbe for dets opfyldelse.

Lighed og Frihed

Menneskerettigheder drejer sig i brede træk om lighed og frihed. Kaliffen 'Umar bebrejdede Ægyptens guvernør, hvis søn havde slået en kopter (en ægyptisk kristen), med følgende oplysende ord: "Hvorfor har du slavebundet mænd, der af deres mødre blev født frie?" Hans instruktioner om at etablere lighed mellem folk viser de bedste egalitariske træk: folk i høje stillinger kan ikke drage fordel af deres stilling, og de svage skal ikke bringes til fortvivlelse over deres forhold.

Alle mennesker er Guds tjenere. Den eneste tilladte karakteregenskab, hvor man kan påstå sig overlegenhed, særegenhed og fremragenhed sammenlignet med andre, er dyden fromhed. Alle mennesker er lige i social status. Dette manifesteres tydeligt i fællesbønnerne, hvor der ikke er plads til rang eller særlige privilegier. Alle er lige i Guds øjne uanset om man skulle være kalif eller slave. Budbringeren udtalte, at alle mennesker er lige, som tænderne på en kam.

Koranen siger:

O menneskehed, Vi skabte jer af et enkelt (par) af mand og kvinde, og gjorde jer til nationer og stammer, så I kan komme til at kende hinanden. Sandelig, den mest ærede af jer i Guds øjne, er (den af jer, der er) mest retfærdig. (49:13)

Ligevægt i Samfundet

Islam undgår yderligheder for at opretholde den sociale ligevægt og orden. Derfor bliver monopoler og benhård konkurrence misbilliget. Essensen i Islam er retfærdighed for alle, hvilket gør folk i stand til at føre et godt og glædeligt live mens den, på samme tid, styrker båndene af menneskeligt broderskab og det sociale væv.

De sociale rammer, der hersker i vore dage i de fleste muslimske lande, er ikke islamisk. Mange steder er præget af uhyrlige og undertrykkende forhold for de fattige, udbredt korruption, fattigdom og nød. Nogle få mennesker har opnået betragtelig velstand og nyder således livets talrige behageligheder og luksus, mens flertallet knap får to ordentlige måltider om dagen. En islamisk social orden lægger vægt på enkelt og nøjsomt arbejde, der er uden pral. Budbringeren forsøgte at bygge en bro over afgrunden mellem de rige og de fattige, de høje og de lave. Han talte for et samfund, hvor ingen sektor udnyttede en anden, for Islam søger et afbalanceret liv, der repræsenterer ligevægt i de sociale kræfter.

Menneskehedens fuldeste udvikling af dens potentiale kan opnås gennem indførelse af islamiske principper. Det optimale niveau for civilisation, som indebærer den maksimale velfærd, kan aldrig blive mulig, hvis ikke der er åndelig og moralsk udvikling. Alle islamiske principper, der er kommet ned fra Guddommeligheden, er perfekte og absolutte. Den islamiske tilgang er derfor retfærdig, naturlig, human og fuldkommen ligevægtig og rationel.

Abu'l-Fazl Ezzati skitserer det islamiske økonomiske system på følgende måde:

Islam repræsenterer en komplet levemåde. Der er ingen sætten menneskelige aktiviteter i bås i Islam. Dens økonomiske politik er derfor en integreret del af religionen Islam.

Det islamiske økonomiske system er baseret på lighed, retfærdighed, mådehold og kollektiv selvforsyning.

Menneskets åndelige udvikling er fundamental; men dets fysiske velbefindende er medvirkende.

Islam er baseret på tro på Gud, Som har givet mennesket evnen til at vælge mellem godt og ondt og tage det fulde ansvar for sin adfærd. ”Mennesket har kun det, det anstrenger sig for, og dets anstrengelse vil blive bemærket.” (53:39-40)

Islam er et universelt system, der indeholder evige værdier, som værner om menneskets rettigheder, mens den konstant minder det om dets pligt overfor sig selv og samfundet.

Islam forbyder udbytning og monopoler i enhver form og forbyder på det strengeste ufortjente indtægter som åger, chancespil, væddemål o.l.

Islam ærer arbejde og aftaler, opmuntrer til arbejde og slid, tilskynder mennesket til at tjene til sit daglige brød ved ærlige midler og at sprede sine fortjenester. 

Islam opmuntrer til gensidig hjælp og bryder sig aldrig om ”rigdom, der udelukkende cirkulerer blandt de rige” (59:7). Hvert medlem af det muslimske samfund følte sig forpligtiget til at hjælpe sin fattige broder, mens han er ligeligt berettiget til at leve et privat liv og at eje ejendom. 36

Hver tid til bøn er åbningen af et betydningsfuldt vendepunkt, et spejl af den Guddommelige anvendelse af magt, såvel som den universelle Guddommelige gavmildhed deri. Vi bliver bedt om at bede på disse særlige tidspunkter for at give mere beundring og glorifikation til den Magtfuldeste Ene af Majestæt og at takke endnu mere for de gaver, der er blevet samlet mellem to perioder. For bedre at kunne forstå denne subtile og dybtgående mening lidt bedre, betragt da disse fem punkter:

Punkt Et. Hver bøn står for prisen, herliggørelse og taknemlighedsfølelse overfor Gud. Vi herliggør Ham ved at sige subhan Allah (al herlighed er Guds) i ord og handling i bevidsthed om Hans Majestæt. Vi ophøjer og forstørrer Ham ved at sige Allahu Akbar (Gud er den Største) i ord og handlinger i bevidsthed om Hans Fuldkommenhed. Vi takker Ham ved at sige al-hamdu lillah (al pris er Guds) med hjerte, tunge og legeme i bevidsthed om Hans Nåde. Fra dette kan vi konkludere, at bønnens hjerte består i at glorificere, ophøje, prise og takke. Derfor er disse tre udtryk til stede i alle ord og handlinger hos de, der beder. Derudover gentages de, efter hver bøn, 33 gange hver for at bekræfte og fuldstændiggøre bønnens hensigt. Meningen med bønnen udtales sammenhængende med disse præcise ytringer.

Punkt To. Vi er Guds tjenere, I bevidstheden om vore defekter, svaghed og armod i det Guddommelige Nærvær, bøjer vi os i kærlighed og ærefrygt for Hans Overhøjheds fuldkommenhed, Hans Guddommelige Kraft, hvoraf hver eneste skabning er afhængig af Hans Guddommelige Medfølelse. Ligesom Hans Overherredømmes ophøjethed forlanger hengivelse og lydighed, kræver Hans Hellighed, at vi ser på vore fejl og søger Hans tilgivelse, at erklære at Han ikke har nogen fejl, og at de uvidendes falske bedømmelser er betydningsløse, og at Han er hinsides Sine skabningers fejltrin.

Hans Krafts Perfektion forlanger, at vi, idet vi indser vor svaghed og alle væseners hjælpeløshed, udbryder: "Gud er den Største!" i beundring og forundring foran den Evigt Efterstræbtes værkers majestæt. Idet vi bøjer os i ydmyghed, bør vi søge tilflugt i Ham og sætte vor lid til Ham. Hans Medfølelses grænseløse skatte kræver, at vi erklærer vor og alle væseners nød ved at bede og anmode om Hans hjælp, og at vi erklærer Hans velsignelser gennem lovprisning og taknemlighed ved at udtale al-hamdu-lillah. Kort sagt omfatter bønnens ord og handlinger alle disse betydninger og blev således beordret og arrangeret af Gud.

Punkt Tre. Ethvert menneske er en miniature af universet. På samme måde er Koranens første Surah (kapitel), Surat al-Fatiha, en illumineret miniature af hele Bogen og bønnen er et lysende indeks, der involverer alle slags tilbedelse, et helligt kort der peger på forskelligartede slags tilbedelse, der praktiseres af alle levende væsener.

Punkt Fire. Den fortløbende opdeling af dagen og natten, såvel som vort livs år og faser, virker som et stort urs hjul og trisser. For eksempel:

Tidspunktet for fajr (før solopgang) kan sammenlignes med forårets fødsel, det øjeblik, da spermen søger tilflugt i den beskyttende livmoder eller med de første af de 6 fortløbende dage, under hvilke himlene og Jorden blev skabt. Det ridser op, hvordan Gud anvender Sin Kraft og handler i sådanne tider og begivenheder. Tiden for zuhr (lige over middag) kan sammenlignes med færdiggørelsen af ungdommen, midten af sommeren, eller perioden for menneskets skabelse i verdens tidshorisont. Den peger også på Guds medfølende manifestationer og overvældende velsignelser i disse begivenheder og tider.

Tiden for 'asr (eftermiddag) minder om efteråret, alderdom og tiden for den Sidste Profet (Glædens Tidsalder). Den minder om de Guddommelige handlinger og den Barmhjertiges gaver i dem. Tiden for maghrib (solnedgang eller aften) minder os om mange skabningers nedgang ved slutningen af efteråret og også om vor egen død. Således advarer den os om verdens ødelæggelse ved begyndelsen af Genopstandelsen, lærer os at forstå manifestationen af Guds Majestæt og vækker os fra ligegyldighedens dybe søvn.

Tiden for  'isha' (nat eller sen aften) minder os om mørkets verden, der indhyller alle dagens genstande i dens mørke kappe, og vinteren, der dækker den døde Jords overflade med dens hvide kappe. Den minder os om de dødes værker, der glemmes, og peger på denne prøvelsernes arena uundgåelige, fuldstændige nedgang. Dermed forkynder 'isha' den Overskyggende Majestæts frygtindgydende gerninger. Natten minder os om vinter, graven, den Mellemliggende Verden og hvor meget vor ånd behøver den Nådiges Nåde. Den sene nats tahajjud bøn minder os og advarer os om, hvor nødvendig denne bøns lys vil være i gravens mørke. Ved at genkalde den Sande Skænkers uendelige overflod, der er givet gennem disse ekstraordinære begivenheder, bekendtgør den, hvor værdig Han er til pris og taknemlighed.

Den næste morgen peger på den morgen, der følger Genopstandelsen. På samme måde som morgenen følger efter natten og foråret kommer efter vinteren, kommer morgenen efter Genopstandelsen eller "foråret" efter det mellemliggende liv.

Vi forstår, at hver tildelt bønnetid er begyndelsen på et vitalt vendepunkt og minder os om de større omdrejninger eller vendepunkter i universets tilværelse. Gennem de daglige ærefrygtindgydende fordelinger af den Evigt Efterstræbtes Kraft minder bønnetiderne os om den Guddommelige Krafts mirakler og den Guddommelige Nåde's gave uden hensyn til tid og sted. Så de foreskrevne bønner, der er en medfødt pligt, tilbedelsens fundament og en utvivlsom forpligtelse, passer allerbedst til disse tidspunkter.

Punkt Fem. Vi er skabt svage, alligevel involverer alting os og påvirker os og giver os sorg. Vi har ingen kraft og bliver alligevel udsat for plager og fjender. Vi er yderst fattige, og dog har vi mange behov. Vi er dovne og uduelige, alligevel er livets byrde tung. Ved at være mennesker er vi forbundet med hele verden, og alligevel forsvinder det, vi elsker og er vant til og den følgende sorg giver os smerte. Vor mentalitet og sanser inspirerer os til glorværdige foretagender og evige fortjenester, men vi er inkapable, utålmodige, kraftesløse og har blot en kort livslængde.

Udfra alt dette bliver adskillige ting klare:

Fajr bønnen er væsentlig, for vi må fremlægge en ansøgning, før dagens aktiviteter begynder. Gennem bøn og anråbelser må vi anmode den Kraftfulde Majestæts Domstol, den Nådige Medfølende om succes og hjælp. Sådan en støtte er nødvendig for at klare og udholde de besværligheder og byrder, der venter os.

Zuhr bønnen er væsentlig, for det er da, dagen begynder at bevæge sig fremad for at fuldføre sin kurs. Folk tager en pause fra deres aktiviteter. Ånden behøver en pause fra tankeløsheden og uophørligheden, der forårsages af hårdt arbejde, og Guddommelige gaver er fuldt manifesterede. At bede ved denne tid er godt, nødvendigt, behageligt og passende. Denne bøn letter trykket fra dagliglivets pres og tankeløshed. Vi står ydmygt overfor den Virkelige Giver af velsignelser, udtrykker taknemlighed og beder om Hans hjælp. Vi bøjer os for at vise hjælpeløshed overfor Hans Stråleglans og Vælde og kaster os ned for at erklære vor ærefrygt, kærlighed og ydmyghed for Hans evigtvarende Perfektion og uforlignelige Nåde.

'Asr bønnen ligner og genkalder efterårets sørgmodige årstid, alderdommens beklagelige tilstand og den urolige periode ved tidens ende. Dagens opgaver er overstået, og de Guddommelige gaver, man har modtaget den dag (f. eks. sundhed, sikkerhed og god tjeneste på Guds vej), har samlet sig sammen til en stor sum. Det er også tidspunktet, hvor sollyset dæmpes ned og beviser, at alle ting er forgængelige. Vi, som længes efter evighed, er skabt for den og viser ærbødighed overfor de gaver, vi har modtaget, sørger også over adskillelser. Så vi rejser, laver wudu' (afvaskning) og beder.

Derfor er det en ophøjet pligt at bede 'asr, en passende tjeneste, en rimelig måde at betale sin taknemlighedsgæld på og en behagelig fornøjelse. Vi opnår ro i sindet og finder sand trøst og åndelig lethed ved at bede den Evigtvarendes, den Evigt Selvopholdendes Evige Hof og ved at søge tilflugt i Hans uendelige Nåde, med taksigelser og lovprisninger for Hans talløse gaver, ydmygt bøjede for Hans Herredømmes Magt og Stråleglans og falder ydmygt på knæ for Hans Evige Guddommelighed.

Aftenen minder os om vinterens begyndelse, den sørgelige afsked med sommerens og efterårets skabninger og vor sorgfulde afsked med de elskede, der dør. Solens lampe er udslukt, og Jordens indbyggere vil udvandre til den næste verden, der følger på denne verdens ødelæggelse. Den er ligeledes en alvorlig advarsel til de, der beundrer flygtige, tidsbegrænsede elskede, som hver især vil dø.

I sin egentlige natur længes menneskets ånd efter en Evig Skønhed. Under denne bøn vender den sig til det Evige Væsen, Som skaber alting og giver det form, Som hersker over vældige himmellegemer. På dette tidspunkt nægter menneskets ånd at stole på noget som helst endeligt, og råber Allahu Akbar (Gud er den Største). Derpå, i Hans Nærvær, siger vi al-hamdul illah (al lovprisning til Gud) for at prise Ham i bevidsthed om Hans pletfrie Perfektion, uforlignelige Skønhed og Ynde og uendelige Nåde.

Ved derefter at erklære: Dig alene tilbeder vi, og fra Dig alene søger vi hjælp (1:5), tilbyder vi vor tilbedelse, Hans uassisterede Herredømme, patrnerløse Guddommelighed og udelte Overophøjethed. Idet vi bøjer os for Hans uendelige Storhed, grænseløse Kraft og perfekte Ære og Stråleglans, viser vi sammen med resten af skabelsen vor svaghed og hjælpeløshed, ydmyghed og armod ved at sige: "Æret være min Herre, den Mægtige." Ved at kaste os på jorden i bevidsthed om den udødelige Skønhed og Ynde i Hans Essens, Hans uforanderlige hellige Attributter og Hans konstante evigtvarende Perfektion, erklærer vi, gennem frakobling af alt, der ikke er Ham, vort tjenstvillighed i undren og selvunderkastelse. Ved at finde en Overskøn Permanent, en Medfølende Evig En, Som vi kan sige til: "Priset være min Herre, den Mest Ophøjede," idet vi erklærer vor Mest Ophøjede Herre fri for enhver mangel eller fejl.

Derefter sidder vi ærbødigt og giver villigt alle skabningers lovprisninger og glorikationer til den Evige, Kraftfulde og Majestætiske Ene. Vi beder også Gud om at skænke fred og velsignelser over Sin hellige Budbringer med henblik på at forny vor troskab med ham, erklære vor lydighed overfor Hans befalinger og forny og styrke vor tro. Ved at iagttage universets viise orden bevidner vi Skaberens Eethed og Muhammads Budbringergerning, (fvmh), indvarsleren af Guds Lederskabs herredømme, forkynder af det, der glæder Ham og fortolkeren af Universets Bogs tegn eller vers.

Udfra dette, hvordan kan vi være sandt menneskelige, hvis ikke vi indser, hvad aftenbønnen repræsenterer: en behagelig pligt, en værdifuld og velbehagelig tjeneste, en fin og smuk tilbedelse, en alvorlig sag, en betydningsfuld konversation med Skaberen og en kilde til glæde i dette forgængelige gæstehus?

Tiden for 'isha' (natten), når natten dækker Jorden, minder os om de mægtige anvendelser af Guds Herredømme som Ændreren af Nat og Dag. I vore sind fremkalder den Perfekt Viise's Guddommelige aktiviteter som solens og månens Betvinger, som det ses, når Han vender dagens hvide side til nattens sorte side, og når Han ændrer sommerens smukt farvelagte skriveri til vinterens frosne, hvide side. Den minder os om Guds majestætiske kontrol og yndefulde manifestationer som Himlenes og Jordens Skaber, og at denne snævre, dødelige og lavtstående verden vil blive ødelagt. Det samme gælder for udfoldelsen af den vide, evige og majestætiske verden i det Hinsidige. Den advarer også om, at kun den Ene, Som så let vender dag til nat, vinter til sommer og denne verden til den næste, kan være universets Ejer og Sande Mester. Kun Han er værdig til at blive tilbedt og sandt elsket.

Om natten må vore sjæle, der er hjælpeløse og svage, fattige og nødlidende, kastet hid og did af omstændighederne og hvirvlet fremad mod en ukendt fremtid, udføre 'isha' bønnen. Vi siger, ligesom Abraham: Jeg elsker ikke de, der går ned (6:76). Vi søger tilflugt i den Evigtlevende, den Altid Tilbedte, den Evigt Elskede's Hof. Fra vort flygtige liv i denne mørke, forgængelige verden og mørke fremtid, anråber vi den Vedvarende, Evige Ene. I et øjebliks endeløs konversation, nogle sekunders udødeligt liv, søger vi den Nådige og Barmhjertige's gunst. Vi beder om Hans vejlednings lys, der vil oplyse vor verden og vor fremtid og forbinde smerten fra alle væseners og venners nedgang.

Vi glemmer verden, som har forladt os for natten, og hælder vort hjertes sorg ud hos Nådens Domstol. Før den dødlignende søvn indtræder, hvorefter hvad som helst kan ske, udfører vi vor "sidste" pligt af tilbedelse. For at afslutte vor dags aktiviteter i et gunstigt toneleje beder vi og træder ind i den Evigt Elskedes og Tilbedte's nærvær, frem for de dødeliges, som I elskede dagen lang; den Kraftfulde og Generøse's nærvær, frem for de kraftløse væsener, som vi tiggede fra dagen lang; og den Barmhjertige Beskytter's nærvær i håb om at blive frelst fra de skadelige væseners ondskab, som vi har skælvet for dagen lang.

Vi begynder bønnen med Surat al-Fatiha, der priser lovprisning af verdenernes Herre, Perfekt og Selvopholdende, Medfølende og Generøs. Vi bevæger os videre til Dig alene tilbeder vi (1:5). Det betyder, at på trods af vor ubetydelighed og ensomhed, forårsager vor forbindelse med Dommedagens Ejer, den Evigt Suveræne, at vi bliver behandlet som en forkælet gæst og betydningsfuld officer. Gennem Dig alene tilbeder vi og hos Dig alene søger vi hjælp (1:5), tilbyder vi Ham alle skabningers tilbedelse og søger Hans støtte til dem. Ved at sige Vejled os til den Rette Vej (1:6), beder vi om at blive ført til evig glæde og den strålende vej.

Når vi siger "Gud er den Største", bøjer vi os og tænker på den Majestætiske Ene's Storhed, Som befaler skjulte sole og vækker stjerner, der er som individuelle soldater, underlagt Hans kommando, præcis ligesom planterne og dyrene, der nu er faldet i søvn, og er Hans lamper og tjenere i denne verden.

Vi tænker på alle skabningers universelleprostration. Det betyder at, ligesom skabningerne, der sover om natten, når hele skabelsen i en bestemt æra eller periode fritages for pligten til tilbedelse ved befalingen "Vær!" og det knæler, som en velordnet hær af lydige soldater, og bliver sendt ind i det Usetes Verden på dødens tæppe i fuldkommen orden, idet de siger: "Gud er den Største". Den bliver genoplivet om foråret ved et vækkende, livgivende trompetstød fra befalingen "Vær!" og det er og rejser sig for at tjene deres Herre. Den ubetydelige menneskehed fremsætter den samme erklæring i nærvær af Fuldkommenhedens Nådige Ene, den Yndige Barmhjertige Ene, i himmelfalden kærlighed, evighedsfarvet ydmyghed og ærefuld selvudslettelse. Derefter gør vi vor prostration og opnår en slags Opstigning.

Således peger hvert bønnetidspunkt på en vældig omdrejning, er et tegn på Herrens utrolige aktivitet og et fingerpeg om de universelle Guddommelige rigdomme. Og således er denne sag et resultat af perfekt visdom.

En levende krop forfalder og dør fordi balancen mellem det, den har brug for, for at holde sig selv i live, og det, den indtager, er forstyrret. Fra barndommen indtil fysisk modenhed er nået, indtager den mere end den afgiver og vokser sig mere og mere sund. Derefter kan den sædvanligvis ikke tilfredsstille dens behov på en balanceret måde. Enten indtager den for meget og bliver tykkere, eller også indtager den mindre end den behøver. Dette ødelægger balancen og fører under normale omstændigheder til slut til døden. I evighedens verden bevares kroppens partikler imidlertid konstant og er uimodtagelige overfor opløsning og gendannelse. Med andre ord forbliver denne balance konstant.

Som bevægede den sig i evige kredsløb opnår en levende krop evighed sammen med det konstante arbejde i den kropslige livs fabrik for nydelse. I denne verden opstår det at spise, at drikke og ægteskabelige seksuelle forhold af et behov, og de udfører en funktion. Derfor er en stor variation af fremragende (og ophøjede) nydelser rodfæstede i dem som øjeblikkelige belønninger for de funktioner, der er udført.

I denne verden af sygdomme fører mad og ægteskab til mange vidunderlige og varierede nydelser. Derfor må Paradiset, nydelsernes og lyksalighedens rige, indeholde disse nydelser i deres mest ophøjede form. Ved at tilføje dem overjordiske belønninger (som nydelser) for de pligter, de opfyldte i verden og behovet, der føles for dem her i form af en behagelig og overjordisk appetit, vil de blive transformeret til en altomfattende, levende kilde til nydelse, der passer sig for Paradis og evighed.

I henhold til: Livet i denne verden er intet andet end et tidsfordriv og en leg; men Boligen i det Hinsidige - den er i sandhed Livet (29:64), er alle livløse og ubevidste stoffer og genstande her levende og bevidste der. Ligesom mennesker og dyr her, vil træer og sten der forstå og adlyde befalinger. Hvis du beder et træ om bringe dig den-eller-den frugt, vil det gøre det. Hvis du beder en sten om at komme, vil den komme. Eftersom træer og sten vil antage så ophøjede former, at det vil være nødvendigt for føden, drikkevarerne og ægteskabelige forhold at få en form, der er ligeså høj grad ophøjede i forhold til deres jordiske former, som Paradis er ophøjet i forhold til denne verden. Dette indbefatter bevaringen af deres kropslige realiteter.

De to 'Eid bønner anses som nødvendige (wajib), og bedes på de to årlige festdage: 'Eid al-Fitr (der markerer Ramadanens slutning) og 'Eid al-Adha (den 10. Dhu al-Hijja, Offerdagen). Den første varer 3 dage og den sidste 4.

De Religiøse Festdage. De dage besøger muslimerne hinanden, lykønsker og giver gaver og viser større gavmildhed ved at ære de ældre og glæder de nødlidende og børn især. De morer sig indenfor de religiøse og moralske grænser, beskæftiger sig med at recitere Koranen, nævne Guds Navne og bønner. Det tilrådes at udføre ghusl (stor afvaskning) og bære sine bedste klæder og religiøst tilladt parfume. På Offerdagen ofrer de kvæg, får eller geder til Gud som et offer, som det vil blive forklaret nedenfor.

Bønnen. 'Eid bønnerne kan bedes fra når solen er tre spyd over horisonten (omtrent tre kvarter efter solopgang) til den når sit zenit. Alle mænd, kvinder (uagtet ægteskabelig stand, alder eller om de har menstruation) samt børn går hen til bedestedet. Menstruerende kvinder deltager ikke i bønnen. Der er ingen adhan eller iqama, som der er i Fredagsbønnen.

At bede 'Eid bønnen. 'Eid bønnen består af to rak'at og bedes ligesom Fredagsbønnen bortset fra nogle ekstra takbir (Allahu akbar [Gud er den Største]). Ligesom ved andre bønner gør imamen og forsamlingen intentionen og den indledende takbir og beder derefter anmodningen (supplikationen) i stilhed. Efter anmodningen og før recitationen af al-Fatiha leder imamen forsamlingen i tre ekstra takbir ved at løfte hænderne, mens han fremsiger den første takbir. Efter de første to takbir sænker de armene lidt, og efter den tredje holder de hænderne under navlen og begynder at recitere al-Fatiha. Efter at have gjort den første rak'at færdig og recitation af al-Fatiha og en anden passage fra Koranen i den anden rak'at leder imamen forsamlingen i ekstra takbir igen. Denne gang siger de fire takbir og lader armene falde efter de første tre, bøjer de sig efter den fjerde. Derpå gør de bønnen færdig.

Gudstjeneste. Efter bønnen giver imamen en prædiken, på samme måde som han gør ved en Fredagsbøn.

Takbir under 'Eid. Muslimer skal ophøje Gud på Offerfest dagene ved at sige: Allahu akbar, Allahu akbar; la illaha illa'llahu wa'llahu akbar; Allahu akbar wa li'l-lahi'l-hamd (Gud er den Største, Gud er den Største. Der er ingen anden guddom end Gud, og Gud er den Største. Gud er den Største og til Ham går al pris.). Det siges efter hver foreskrevet bøn efter daggry bønnen dagen før Festdagen, og slutter efter eftermiddagsbønnen på 'Eids fjerde dag.

Vi kan pege på denne ophøjede sandhed ved en sammenligning. Eksemplet er en storslået person, som forberedte et overdådigt festmåltid og en rigt udsmykket begivenhed i en yderst smuk og strålende have. Der var alle slags lækre spiser, som en tunge kan smage, alle smukke syn til at mætte øjnene, alle undere til at tilfredsstille forestillingsevnen og så fremdeles. Alt, der kunne fylde og glæde de ydre og indre sanser, fandtes der.

To venner kom til måltidet og sad ved et bord i den samme pavillon. Den ene af dem havde kun lidt smagssans og fik dermed ikke megen glæde af det. Hans dårlige syn og manglende evne til at lugte noget forhindrede ham i at fatte de underfulde værker eller forstå underne. Han kunne kun glædes i forhold til hans evner, som var minimale. Men hans ven havde udviklet sine ydre og indre evner og sanser, intellekt, hjerte og alle evner og følelser til det højeste. Derfor kunne han opfatte, opleve og uddrage nydelser fra alle subtiliteter, skønheder, undere og de fine ting i den udsøgte have.

Det er således, vor forvirrede, smertefulde og snævre verden er. Der er en uendelig afstand mellem den største og den mindste, der lever side om side i Paradis, glædens og evighedens bolig. Mens venner er sammen, er det bedst, at hver modtager sin del fra den Mest Barmhjertige af de Barmhjertiges bord i henhold til hans eller hendes evne. Selvom de er i forskellige Paradiser eller befinder sig på forskellige "etager" af Paradis, vil de kunne mødes, for Paradisets otte niveauer befinder sig ovenpå hinanden og deler det samme tag - Guds Øverste Trone.

Forestil dig, at der er et konisk bjerg med mure, som cirkler rundt om det, den ene indeni den anden og den ene ovenpå den anden, hvor hver står overfor en anden, fra bjergets fod til dets top. Dette forhindrer ikke nogen af dem i at se solen. (Der er virkelig nogle hadith [Bukhari, "Tawhid", 22] tyder på, at Paradisets niveauer eller etager ligner dette noget.)

Alle lærde er enige om at faste er obligatorisk for enhver fornuftig, voksen, sund muslim mand, der ikke er på rejse eller kæmper på slagmarken ved den tid. Angående kvinder kan de, der har menstruation og blødninger efter en fødsel, ikke faste. Dertil kommer følgende grupper af mennesker, der ikke behøver at faste: de, som er sindssyge, mindreårige eller rejsende; gravide kvinder, der er bange for at det ufødte barn vil tage skade; de gamle og syge, som mener, at faste kan skade dem; og de, der arbejder under barske forhold eller lider en sådan sult eller tørst, at man kan frygte at faste vil føre til deres død.

Mulden er, på trods af dens mørke og tæthed, når den sammenlignes med vand, luft og lys, midlet og kilden til alle Guddommelige kunstværker.  Derfor er dens betydning noget hævet over andre elementers. På trods af selvets tæthed og på grund af dets omfattende art, og forudsat at det er renset, er noget hævet over andre sanser og evner. På samme måde er dit legeme det mest omfattende og rige spejl for de Guddommelige Navnes manifestationer og besidder instrumenter til at veje og måle indholdet af alle Guddommelige skatte. Et eksempel: hvis tungens smagssans ikke var oprindelsen til ligeså mange måltagninger, som der findes variationer indenfor mad og drikke, ville den ikke kunne erfare, genkende eller måle dem. Desuden indeholder kroppen de instrumenter, der er nødvendige for at opleve og genkende de fleste af de Guddommelige Navnes manifestationer, ligesom den også har de evner, der skal til, for at opleve de mest forskelligartede og uendeligt varierede nydelser.

Universets opførsel og menneskehedens omfattende natur viser, at universets Skaber ønsker at gøre alle Hans Barmhjertigheds skatte og alle Hans Navnes manifestationer kendte og få os til at opleve alle Hans rigdomme ved hjælp af universet. Udfra dette, da den evige lykkes verden er en vældig dam, hvortil universets flod strømmer, en enorm udstilling af det, universets vævestol frembringer og det evigtvarende lager af afgrøder, der er frembragt på denne (materielle) verdens mark, vil det ligne universet i nogen grad. Den Viise Skaber, den Barmhjertige Retfærdige Ene vil give særlige nydelser til hvert enkelt organ i kroppen som løn for deres pligt, tjeneste og tilbedelse. At tænke sig noget andet ville være i modstrid med Hans Visdom, Retfærdighed og Medfølelse.

At undlade nogen af bønnens obligatoriske handlinger, uanset om det er med vilje eller uvidenhed eller glemsomhed.

At udtale noget ord, om det så kun er på to bogstaver, der ikke er indeholdt i recitationen af bønnen.

At græde, sukke og beklage sig over verdslige ting og at lave nogen form for støj (undtagen for at klare halsen, hoste eller gabe) eller tale. Kun ufrivillig gråd på grund af frygt eller kærlighed til Gud og lignende (emotioner) gør ikke bønnen ugyldig.

At tale og besvare nogen opringning eller hilsen.

At recitere Koranen eller bønnerne så fejlfuldt, at man ikke kan finde det i Koranen eller blandt fortællinger fra Profeten, og at man fordrejer meningen, så det krænker islamiske sandheder og principper.

At sige bønner, der ikke findes i Koranen eller er fortalt fra Profeten, og som drejer sig om verdslige ting, såsom: "Oh Herre, sæt mig i stand til at betale min gæld" eller "Herre, lad mig blive gift med den-og-den kvinde (eller mand)"

At flytte sig eller skifte plads, når én, der ikke beder (salat), beder én om det.

At foretage sig noget, der kan få nogen til at tro, at man ikke beder.

At gøre noget, der gør den rituelle renhed ugyldig.

At vende sit bryst bort fra qibla.

At spise eller synke noget, der er større end en rest af en kikærte, der sidder mellem tænderne.

Fredagens fællesbøn er obligatorisk og et betydningsfuldt islamisk symbol. Guds Budbringer sagde, at Gud forsegler hjerterne hos dem, der tre gange i træk forsømmer den uden nogen gyldig grund (Abu Dawud, "Salat", 215; Tirmidhi, "Salat", 359). Den har også sider, der vedrører det muslimske samfunds politiske frihed og tilstand, og kan ikke bedes alene.

Hvem og Hvornår. Den bedes ved tiden for middagsbønnen, for sidstnævnte bøn bedes ikke om fredagen. Enhver fri, voksen, fornuftig og bofast muslim, som kan møde op, skal komme, medmindre han har en gyldig grund til ikke at komme. Den er ikke obligatorisk for kvinder, børn, de, som har en gyldig grund (f. eks. sygdom, mangel på sikkerhed, ekstrem kulde) samt rejsende.

Forberedelser. Forøg bønnerne, anmodningerne og nedkaldelse af Guds velsignelser og fred over Budbringeren og hans Familie om fredagen, særligt inden Fredagsbønnen. Udfør den store afvaskning (ghusl) og tag de bedste klæder på og den fineste, tilladte parfume. Det anbefales at følge Budbringerens eksempel med at recitere 10 vers fra begyndelsen og slutningen på Surat al-Kahf. Gå også til moskéen i god tid.

Betingelser for Dens Gyldighed. Fredagens fællesbøn har aspekter, der angår det muslimske samfunds politiske frihed, som følger:

Den bedes i en by (misr), der har en regering, eller en landsby med mere end 30-40 huse - som ligner en by i sin ydre form.

Den skal helst holdes i en central, rummelig moské og ledes af områdets eller byens guvernør eller imam (bønneleder), der er i stand til at lede den, og er blevet udpeget af guvernøren til at gøre det. I en hovedstad skal det helst være præsidenten, der leder bønnen, eller en kyndig imam, han har udpeget.

Der skal være mindst tre mennesker, for at de udgør en forsamling efter imamen.

Adhan. Kaldet til bøn (adhan) foretages inden Fredagsgudstjenesten.

Gudstjenesten. Der skal holdes en gudstjeneste inden Fredagsbønnen. Det er imamen, der giver den, stående på en prædikestol. Han indleder den med at prise Gud og nedkalde Guds velsignelser og fred over Hans Budbringer og hans Familie. Dernæst giver han en prædiken, hvori han formaner muslimerne om at gøre gode gerninger, advarer dem mod ondt, rådgiver dem og søger at oplyse dem mentalt og åndeligt og at vejlede dem. Han skal ikke gøre sin prædiken lang. Efter denne del af gudstjenesten, sidder han en stund og derefter rejser han sig, priser Gud og påkalder Guds velsignelser og fred over Guds Budbringer og hans Familie og beder for alle muslimer. Forsamlingen lytter opmærksomt og i stilhed.

Bønner før og efter Fredagsbønnen. Fredagsbønnen består af to rak'at. Det er sunna at bede fire rak'at før den, på samme måde som man beder to rak'at inden middagsbønnen. Efter bønnen anbefales det, at man beder en anden frivillig bøn på fire rak'at.

De lærde har haft nogen tvivl om Fredagsbønnens gyldighed gennem mange århundreder på grund af det muslimske samfunds beskaffenhed. For derfor at være sikre på virkningen af den foreskrevne middagsbøn har de bestemt, at en anden bøn på fire rak'at, ligesom den foreskrevne middagsbøn og med intention om at bede en forsinket middagsbøn, skal bedes før den frivillige bøn på fire rak'at. De råder også til, at man følger denne med en anden frivillig bøn på to rak'at med intention om at bede sunna bønnen for den tid.

Hvis nogle af de nødvendige handlinger er blevet udeladt eller forsinket i nogen tid, på grund af glemsomhed (f. eks. at sidde mellem anden og tredje rak'at i de bønner, der har tre eller fire rak'at, at stoppe mellem de obligatoriske handlinger i mere end nogle få sekunder eller at udelade qunut i witr bønnen), efter at have hilst første gang til højre, gør man to prostrationer ligesom de andre prostrationer og reciterer tashahhud (tahiyyat) og påkalder Guds fred og velsignelser over Guds Budbringer. Derpå hilses der og bønnen afsluttes.

Ved fællesbønnen reciterer imamen kun tahiyyat og den indledende del af påkaldelsen af Guds velsignelser og fred over Budbringeren og hans Familie (dvs. Allahumma salli 'ala Muhammadin wa 'ala Al-i Muhammad), før man gør prostrationerne for glemsomhed.

Det anbefales til alle tider, at man skal være gavmild, studere Koranen og bede til Gud; men det understreges særligt i Ramadanen. I Ramadanens sidste ti dage plejede Guds Budbringer at vække sine hustruer om natten for derefter, idet han holdt sig adskilt fra dem, at hengive sig til handlinger af tilbedelse. Han ville anstrenge sig ekstra meget i at tilbede sin Herre ved den tid, mere end han normalt gjorde. (Bukhari, "Sawm", 2:9; Muslim, "Siyam", 164)

Tilladte handlinger:

Hælde vand over sig og dukke under vand.

Tage kohl på, øjendråber og alt andet til øjnene.

Kysse, forudsat at man har selvkontrol.

Rens munden og næsen uden at synke noget vand.

Smage på en væske, føde eller andet, man har tænkt sig at købe; men man må ikke synke noget spiseligt.

Tyggegummi (ulig noget, der er uden lugt eller smag) misbilliges, men gør ikke fasten ugyldig.

At spise, drikke og have samleje i løbet af natten indtil daggry.

Hvis man kommer til at spise på grund af glemsomhed, behøver man ikke at gøre godt for den dag senere.

Det kræves ikke, at man foretager ghusl (afvaskning efter seksuel samvær) før daggry, men det tilrådes, for at man kan være ren før fasten.

Hvis en kvindes menstruation eller efterfødselsblødning stopper i løbet af natten, kan hun udsætte ghusl til morgenen og stadig faste. Men hun skal udføre ghusl inden daggrysbønnen.

De, som faster, kan bruge en tandbørste eller -stik til at rense tænderne med. Det er ligegyldigt om dette gøres om morgenen eller om aftenen.

Duftende parfumer.

Synke noget vådt, med spyt blivende tilbage i munden, når man er stået op.

Synke blot et par dråber tårer eller sved, hvis smag man ikke mærker.

Spise noget spiseligt, der er blevet tilbage mellem tænderne, og som er mindre end en kikært.

Alt, der ikke er spiseligt, og som kommer i munden uden intention (f. eks. røg, støv og smagen af medicin, der lægges på tænderne), gør ikke fasten ugyldig.

Kysse, berøre og kæle for det modsatte køn, forudsat at der ikke sker nogen udløsning, såvel som enhver seksuel aktivitet, der ikke fører til udløsning. Enhver udløsning, der er resultatet af at se eller tænke gør ikke fasten ugyldig.

At have en våd drøm i dagens løb og enhver udløsning af sædvæske.

Forbudte handlinger, der kræver en godtgørelsesdag

Spise, på grund af en fejl eller tvang.

Synke mere blod end det spyt, det er blandet med, og den smag, man mærker.

Synke mere end et par dråber sved eller tårer, som man mærker smagen af.

Fjerne noget spiseligt fra tændernes mellemrum, og som er større end en kikært, og derpå spise det.

Kaste op, en mundfuld eller derover. Alt, der er mindre end det, og som vender tilbage til maven, ødelægger ikke fasten. Men hvis man med forsæt tager det tilbage, er fasten brudt.

Udløsning, der kommer af kysseri, berøringer og masturbation.

Menses eller efterfødselsblødning, selvom den begynder lige før solnedgang.

Hvis man spiser, drikker eller har samleje i den tro, at solen er gået ned, eller det endnu ikke er blevet fajr.

Enhver indsprøjtning, uanset om den er til ernæring eller medicin. Det er lige meget, om indsprøjtningen er intravenøs eller under huden, og uanset om det, der blev indsprøjtet, når maven eller ej.

Enhver drik eller medicin, der passerer gennem halsen eller næsen. Men vand, der passerer gennem ørerne, er tilladt.

Enhver væske, der når ind i kroppen gennem rectum.

For at fuldstændiggøre bønnen skal man recitere korrekt, forståeligt og tydeligt; udføre alle de obligatoriske handlinger korrekt og i den rigtige rækkefølge; være i ro; rette kroppen op, når man står, bøjer sig og gør prostration; bøj, gør prostration og stå op efter bøjning og før prostration, og sid mellem prostrationerne mindst lige så længe, det tager at sige Subhana'llah.

Medmindre der er en acceptabel forhindring, bør bønnerne gøres i fællesskab.

Hvis man beder alene, skal man recitere Surat al-Fatiha og en del af Koranen lydløst i både de obligatoriske og de frivillige bønner, man beder i løbet af dagen. Om natten kan man recitere lydløst eller hørligt. I fællesbøn bør imamen (bønnelederen) recitere hørligt i alle rak'at om morgenen, jumu'a, tarawih og witr bønner samt i de to første rak'at i aften- og sen aftenbønnerne. I alle rak'at i middags- og eftermiddagsbønnerne bør han recitere lydløst, ligeledes den sidste rak'at i aftenbønnen samt de sidste to rak'at i den sene aftenbøn.

Man sidder mellem den anden og den tredje rak'at i de bønner, der har tre eller fire rak'at.

De obligatoriske handlinger under bønnen bør gøres i rækkefølge, uden at man foretager sig noget andet mellem dem.

Man afslutter bønnen ved at hilse til begge sider, idet man siger: as-salamu 'alaykum wa-rahmatu'llah.

Man har oprigtighed, ydmyghed og koncentration. Bøn er den vigtigste slags tilbedelse, så den skal udføres på bedst mulige måde. Udover at opfylde de obligatoriske og nødvendige handlinger er bøn i ydmyghed, i yderste oprigtighed og koncentration på Gud, essentiel.

Bøn er den vigtigste slags tilbedelse. Den er religionens støtte og kan derfor aldrig udelades. Men de lærde er enige i, at alle bønner, man har mistet af den ene eller anden grund (f. eks. glemsomhed, søvn, man lige er blevet opereret eller alvorlig sygdom), skal udlignes. Man kan udføre de mistede bønner på ethvert tidspunkt, undtaget når det er forbudt at bede.

Mistede bønner skal bedes i den rette orden. For eksempel, hvis man har mistet mindre end seks bønner, skal man først bede de mistede bønner, inden man beder en ny bøn på hvis tidspunkt det er. Ved at gøre sådan viser man, at man er et ordensmenneske, og det at udligne mistede bønner forstærker dette. Hvis man imidlertid har mistet mere end seks bønner, kan man bede dem på alle tider, hvor bøn er tilladt.

Under solopgang og solnedgang.

Fra solopgang indtil solen er fuldstændigt stået op til længden af et spyd over horisonten (omtrent tre kvarter efter solopgang).

Mens solen står i zenit, indtil den har bevæget sig en smule til vest.

Efter eftermiddagsbønnen indtil efter solnedgang.

Man må ikke bede bønner under de omtrent tre kvarter i de tre sidste tilfælde, hvor bøn er forbudt. Men hvis man ikke har kunnet udføre eftermiddagsbønnen på dens tid, kan man gøre den indtil, solen begynder at forsvinde i vest.

Der findes to slags faste: obligatorisk og frivillig. Obligatoriske faster kan yderligere deles op i Ramadanens faste, faste for at sone og faste for at opfylde et løfte. Her vil vi behandle Ramadanens faste og frivillige faster.

Et (helligt) løfte er et højtideligt løfte om at gøre, i Guds navn, noget, der minder om en tilbedelseshandling og gøre noget obligatorisk for sig selv, som ikke er obligatorisk. Et løfte bliver kun betragtet som "islamisk", hvis det gøres i Guds navn og involverer en obligatorisk eller nødvendig handling af tilbedelse (f. eks. at faste eller hjælpe de fattige). Derfor kan man love at udføre to rak’at af bøn eller at faste; men ikke at gøre en prostration med recitation eller gøre afvaskning, for disse to sidste handlinger er ikke i sig selv obligatoriske handlinger af tilbedelse, men er snarere midlerne til sådanne handlinger. Desuden kan løfter kun afgives vedrørende noget, der kan opfyldes.

Der er to slags løfter: bestemte og ubestemte. Et bestemt løfte kan for eksempel være at love at faste på en bestemt dag, hvis éns ønske om noget religiøst legalt bliver opfyldt. Hvis ønsket bliver opfyldt, skal man holde sit løfte. Et ubestemt løfte kan være at love at faste en dag eller give velgørenhed til en fattig, hvis éns ønske om noget religiøst legalt bliver opfyldt. Hvis det ønskede indtræffer, må løftet indfries.

Hvis man lover at gøre noget, der ligner en tilbedelseshandling, hvis et eller andet ikke sker, skal man holde sit løfte eller gøre en bod. f. eks. hvis man er afhængig af at lyve, lover man at faste en uge, hvis man ikke lyver igen; men alligevel gør det, skal vedkommende holde løftet eller gøre en bod, ligesom man gør for brudte eder.

Sandelig er jeg Guds tjener ... Han har befalet mig at bede og give almisser, så længe jeg lever. Han har givet mig forpligtelse overfor min moder og har ikke gjort mig undertrykt, slet. (79:31-32)

Set fra Jesu lovede messianske missions synsvinkel betyder dette, at børn ikke vil adlyde deres forældre. Derfor skal de, som udbreder Islam i vor tid, stræbe efter at vise passende respekt overfor deres forældre og gamle, udover at udføre deres bønner korrekt samt hjælpe de fattige og nødlidende. Koranen opmuntrer os:

Jeres Herre har befalet, at I tilbeder ingen anden end Ham, og at I viser venlighed overfor jeres forældre. Hvis den en af dem, eller begge to, opnår høj alder sammen med jer, (vis da ingen tegn på utålmodighed og) sig ikke engang "uf" til dem, eller irettesæt dem, men tal venlige ord til dem. (17:23)

Et af Jesu mirakler var at helbrede de syge og genoplive de døde med Guds tilladelse. Med andre ord var respekten for liv en meget vigtig del af hans budskab. Koranen tillægger livet den samme grad af vigtighed: Én, som med urette dræber en anden, betragtes som om han havde dræbt hele menneskeheden; én, som redder et liv betragtes som en, der har reddet menneskeheden (5:32). De, som er hengivet til Islam, må tillægge livet den allerstørste betydning og forsøge at forebygge krige, finde kure mod sygdomme samt at vide, at det at genopvække en anden rent åndeligt er vigtigere end at helbrede sygdomme. Koranen siger: Oh I troende! Giv svar til Gud og Budbringeren, når Budbringeren kalder jer til det, der vil give jer liv (8:24).

Gud registrerer alting i Sin Viden i en optegnelse, der indeholder hver tings særlige karakteristika, livslængde, udstyr, tid og sted for fødsel og død samt alle dets ord og handlinger. Alt dette sker på grund af Guddommelig Vilje, for det er gennem Guddommelig Vilje at enhver ting og begivenhed, uanset om de forekommer i den Guddommelige Videns rige eller i denne verden, at den bliver kendt og bliver givet en bestemt kurs eller retning. Intet eksisterer udenfor den Guddommelige Viljes horisont.

Et eksempel: Et foster står overfor utallige alternativer: enten om det skal blive til et levende væsen, om det skal eksistere eller ej, hvor og hvornår det skal fødes og dø og hvor længe, det skal leve, for blot at nævne nogle få. Alle væsener er fuldstændigt enestående i teint og fremtoning, karakter, lyster og ulyster og så videre, selvom de er dannet af de samme grundlæggende elementer. En partikel af føde, der kommer ind i en krop, enten et fosters eller en voksens, står ligeledes overfor utallige alternativer, hvad angår dens endelige bestemmelsessted. Hvis en enkelt partikel, der er beregnet til højre øjes pupil, skulle ende op i det højre øre i stedet, kan det resultere i en abnormitet.

Således ordner den altomfattende Guddommelige Vilje alting i henhold til en mirakuløst udregnet plan og er ansvarlig for universets mirakuløse orden og harmoni. Intet blad falder og intet frø spirer, uden at Gud vil det så.

Vort forhold til Guddommelig Vilje adskiller sig fra andre væseners forhold, for kun vi (og jinn) har muligheden for at vælge; med andre ord, fri vilje. Gud har nedtegnet alle detaljer om vore liv, baseret på Hans kendskab til hvordan vi vil handle og tale. Eftersom Han ikke er bundet til den menneskeskabte, og derfor kunstige, opdeling af tid i fortid, nutid og fremtid, eksisterer det, vi kalder "forudbestemmelse" kun i forhold til os, ikke til Gud Selv. For Ham betyder forudbestemmelse Hans evige viden om vore handlinger.

For at opsummere: Guddommelig Vilje dominerer skabelsen, og intet kan eksistere eller ske uden for Dens horisont. Den er samtidigt ansvarlig for universets mirakuløse orden og harmoni, og hver en ting og begivenhed bliver givet en specifik retning og karakteristika. Imidlertid betyder eksistensen af Guddommelig Vilje ikke, at vi ikke har nogen fri vilje.

Sadaqa al-Fitr skal betales af enhver fri muslim, hvis formue indfrier ens grundlæggende behov, og som har en ekstra formue, der svarer til 600 gram sølv. En muslim skal betale den for sig selv, sin kone, børn og tjenestefolk ved Ramadanens slutning for at rense dem, der faster, at beskytte dem mod upassende handlinger eller tale og for at hjælpe de fattige og nødlidende. Den gives inden 'Eid-bønnen på 'Eid-dagen (Religiøs Festdag). Hvis man glemmer at betale den, eller ikke kan betale ved den tid på grund af en gyldig undskyldning, skal man betale den, når man husker det, eller når man ikke længere er undskyldt.

Traditionelt er sadaqat al-fitr blevet beregnet på grundlag af og afregnet i hvede, byg, dadler og tørrede druer. Men den mængde, der betales, skal være tilstrækkeligt til at opfylde et gennemsnitligt menneskes daglige indtagelse af føde. Den kan betales i den førstnævnte form eller i den monetære ækvivalens.

Islam betragter velstand realistisk - som et essentielt aspekt af livet og det vigtigste middel til forsørgelse af individer og grupper. Gud den Almægtige siger: Giv ikke dem, der ingen dømmekraft og forstand har, jeres ejendom, som Gud har givet jer ansvar over som en støtte for jer (og de nødlidende) (4:5). Dette svarer til at sige, at rigdom skal fordeles for at imødekomme de grundlæggende behov (f.eks. mad, klæder, bolig og andre uundværligheder), og at ingen skal fortabes, glemmes eller blive ladt uden støtte. Den bedste måde at fordele velstand på, så alles grundlæggende behov bliver imødekommet, er gennem zakat, for den lægger ikke nogen byrde på de rige, imødekommer de fattiges behov og letter dem i livets vanskeligheder og armodens smerte.

Zakat er ikke en gave fra de rige til de fattige; tværtimod er den en afgift, Gud har betroet de rige, så de kan aflevere den til de fattige og dele den ud blandt de trængende. Det etablerer følgende sandhed: Velstand er ikke blot for de rige, men for de rige og de fattige. Det er dette, der er meningen i Guds udtalelse: så denne (rigdom) ikke blot cirkulerer blandt de rige iblandt jer (59:7). Zakat skal betales af de, der kan betale den, og skal gives til de fattige og nødlidende, så de kan få opfyldt deres basale behov, ikke at sulte og få en fornemmelse af sikkerhed og en almen god følelse. Hvis der ikke er zakat nok til at tilfredsstille sådanne behov, kan de rige underkastes yderligere beskatning. Hvor meget, der skal tages, er ikke specificeret, for det afhænger af de fattiges behov.

Koranen tilskynder de rige at bruge (rigdom) på Guds vej og for Hans sag. For eksempel erklærer den, idet den priser de troende:

De bruger på Guds vej (af alt, hvad Gud har skænket dem) både i lette tider og i vanskelige, tilbageholder deres raseri (selvom de er i stand til at give igen og hævne sig) og tilgive folk deres fornærmelser. Gud elsker (sådanne) mennesker, der er hengivet til at gøre godt, bevidste om at Gud altid ser dem. (3:134)

De etablerede den (foreskrevne) bøn (i ærefygt og beundring af Gud og i overensstemmelse med dens krav) og bruger til understøttelse af hvadend, Vi forsyner dem med (af rigdom, viden, magt og så videre til dem, der virkeligt er i nød, for Hans velbehags skyld og uden at sætte andre under forpligtelser). (8:3)

Koranen beder os om at give af det, vi elsker, og ikke at sætte folk under forpligtelser på grund af det, vi bruger på Guds vej eller giver til dem:

De, som bruger deres formue på Guds vej, og derefter ikke følger op på deres forbrug med at forpligte og spotte, deres belønning er hos Gud. Der skal ikke være frygt over dem (både i denne verden og den næste, for de skal altid finde Min hjælp og støtte hos sig), ej heller skal de sørge. Et venligt ord og tilgivelse (af folks fejl) er bedre end at give almisser og følge dem op med spot og hån. Gud er Rig og Selvforsynende (absolut uafhængig af folks velgørenhed), Overbærende (udviser ingen hast i afstraffelse). (2:262-63)

I vil aldrig opnå guddommelighed, før I bruger af det, I elsker (på Guds vej eller som understøttelse for de fattige). Hvad end I bruger, har Gud fuld viden om det. (3:92)

Brug (af hvad end I har) på Guds vej, og kast jer ikke ud i ødelæggelse ved jeres egne hænder (ved at lade være med at gøre det). Hvad end I gør, gør det, bevidste om at Gud ser det, og på den bedst mulige måde. Gud elsker dem, der helliger sig at gøre godt, i bevidsthed om at Gud altid ser dem. (2:195)

Gud lover en stor belønning til de, der bruger deres formue på Hans vej og advarer mod at være gerrig og at spendere blot for at tiltrække folks opmærksomhed:

Eksemplet med dem, der bruger deres formue på Guds vej, er ligesom et korn, der yder syv kolber, og i hver kolbe er der hundrede korn. Således mangfoldiggør Gud, hvem Han vil. Gud er Den, Som omslutter alt (med Hans nåde) Alvidende. (2:261)

De, der handler dårligt (med at bruge det, Gud har givet dem), og presser andre til at være dårlige og skjuler de ting, Gud har givet dem af Sin overflod (såsom rigdom og bestemte sandheder i deres Bog), Vi har forberedt en skamfuld, ydmygende straf til (sådanne) mennesker. Og (også) de, som bruger deres rigdom (til velgørenhed eller til en anden god sag) for at vise sig for folk og få deres anerkendelse, når de hverken tror på Gud eller den Sidste Dag. Den, som tager Satan som kammerat, har virkelig fået en dårlig kammerat!! (4:37-38)

Et andet vigtigt punkt er, at generaliseringer af bestemte sager sommetider har forårsaget store misforståelser og fejlagtige anvendelser som i tilfælde af at forbande verden og asketisme. Menneskeheden er Guds viceregent her på Jorden, hvilket betyder, at folk har ret til at blande sig i ting (dvs. den økologiske ligevægt og "naturens" universelle love) indenfor de grænser, Gud har fastlagt, forbedre Jorden samt herske over den i Guds navn og i henhold til Hans love. Denne pligt tilfalder først af alle de troende, fordi benægtelse af Gud på nogen måde skader forbindelsen mellem Gud og menneskeheden og gør folk til væsener, der udgyder blod og forårsager uro på Jorden.

Eftersom opretholdelse af menneskets eksistens afhænger af tro og tilstedeværelsen af en formidabel gruppe troende med potentialet til at løfte den Guddommelige Betroelse, tilhører Jordens Guddommelige overflod i første omgang de troende. Til gengæld har de pligt til at administrere den og fordele den retfærdigt mellem menneskene. Derfor skal de bruge Jordens gaver i overensstemmelse med Guds Vilje og at takke Ham til gengæld. Men det er forbudt for dem at gå længere end de legale grænser i at drage nytte af dem og at gøre det at spise og drikke til deres livs mål.

Udover at fremavle konkurrenceprægede sammenstød over sådanne emner fører overforbrug også til en opsparet energi der, hvis den ikke bliver kontrolleret, forårsager så destruktive synder som hor og prostitution. Så for at undgå sådan en ødelæggelse, kan individer vælge og bliver endda rådet til en asketisk livsførsel. Men det muslimske samfund kan ikke overlade jordiske gaver såvel som administrationen og fordelingen af dem til andre, i askesens navn. Som Bediüzzaman Said Nursi siger, må de troende ikke lægge sit hjerte i verden; men skal arbejde og tjene til at forsørge sig selv, fremholde Guds Ord og bruge på Hans vej.

I'tikaf betyder bogstaveligt at hæfte sig til noget, uanset om det er godt eller dårligt, og at udelukke alt andet. Som begreb betegner det at hengive sig, især i Ramadanens sidste 10 dage, til at bede i en moské. Guds Budbringer, (fvmh),, udførte i'tikaf i 10 dage hver Ramadan. Det år, han døde, gjorde han det i 20 dage.

I'tikaf bliver ikke accepteret fra en ikke troende, et barn, der ikke kan skelne, en person, der har behov for den store renselse på grund af (seksuel) besmudsning samt af menstruerende kvinder eller kvinder med blødninger efter fødsel.

I'tikaf bliver opfyldt, hvis personen bliver i moskéen med intentionen om at komme nærmere til Gud. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, er der ikke tale om i'tikaf. Hvis et menneske har intention om at udføre en ti dages i'tikaf frivilligt, men slutter den inden de ti dage er gået, skal han gøre godt for de resterende dage senere.

Enhver, som reciterer et vers af prostration eller hører det, enten under en bøn eller udenfor den, bør recitere takbir, gøre prostration, recitere Subhana Rabbiya'l-A´la tre gange og rejse sig fra prostrationen. Der er 15 sådanne vers i Koranen. Hvis et af dem bliver reciteret under en bøn, skal man gøre prostration uden at afbryde bønnen og derefter fortsætte den.

Frivillige bønner er vigtige på den måde, at de gør godt for enhver ufuldkommenhed, der måtte være i éns udførelse af de foreskrevne bønner og for at bringe os nærmere Gud, Som erklærer:

Min tjener kan ikke nærme sig Mig gennem noget mere elskeligt for Mig end ved at udføre de obligatoriske religiøse pligter. Men ved at gøre frivillige pligter for Mig kommer han nærmere Mig, Jeg skal være hans øjne at se med, hans ører at høre med, hans hænder at gribe med og hans ben at gå på. (Bukhari, ”Riqaq”, 38)

Frivillige bønner bedes i runder på to rak'at. Man beder to rak'at ca. tre kvarter efter solopgang (ishraq), to til otte rak'at i dagslys indtil solen når sin zenit (duha) og fire rak'at mellem aftenbøn og den sene aftenbøn (awwabin).

Sådanne frivillige bønner er vigtige, for som det er skrevet hos Ahmad ibn Hanbal, Muslim og Abu Dawud, sagde Budbringeren det følgende om duha (bøn i dagslys):

Der forlanges velgørenhed fra hver af jeres legemsdele dagligt.  Hver fremsigelse af ”Gud være priset” er velgørenhed. Enhver fremsigelse af ”al pris går til Gud” er velgørenhed. Enhver fremsigelse af ”der er ingen gud udover Gud” er velgørenhed. Enhver fremsigelse af ”Gud er den Største” er velgørenhed. Beordre det gode er velgørenhed. Fjernelse af ondt er velgørenhed. Og hvad der svarer dertil (som velgørenhed), er de to rak’at i duha (dagslys bøn). (Muslim, ”Musafirun”, 84)

Bede Frivillige Bønner Derhjemme. Ahmad ibn Hanbal og Muslim fortæller fra Jabir, at Guds Budbringer sagde: " Hvis en af jer beder sin bøn i en moské, burde han bede en del af sine bønner hjemme, da Gud har gjort det at sige bønner i éns hjem, et middel til forbedring (for ham).”. Ahmad skrev fra 'Umar, at Guds Sendebud sagde: ”De frivillige bønner, der bedes af et menneske hjemme, er et lys. Enhver, der ønsker det, skulle oplyse sit hjem.”

Recitation af Lange Passager. Det foretrækkes, at man forlænger sine recitationer i de frivillige bønner. Guds Budbringer stod gerne og bad, indtil hans fødder eller ankler svulmede op. Da han blev spurgt om det, sagde han: "Skulle jeg ikke være en taknemlig tjener?" (Bukhari, "Tahajjud", 160).

Der findes en ubrydelig relation mellem Gud, naturen og menneskeheden. Naturen og menneskeheden er to "bøger", skrevet med forskelligt materiale, men med den samme betydning. Baggrunden for deres eksistens er Guddommelig Kærlighed.

Forestil jer en venlig, medfølende og gavmild person, som ønsker at bespise nogle meget fattige, sultne og forarmede mennesker. Så han forbereder en banket på sit flotte skib, og betragter dem ovenfra, mens de spiser. I kan måske forstå hvor meget af deres taknemlige glæde og lykke, de kan udtrykke kun ved at takke og prise den ædle og gavmilde person, så han bliver glad og opløftet.

På samme måde har den Barmhjertige og Medfølende Ene spredt et vældigt bord, dækket med mad, ud på hele Jordens overflade og får Jorden til at rejse i verdensrummet med alle dens indbyggere. Han giver dem mad fra dette bord og inviterer de af Hans tjenere, der er uendeligt sultne og nødlidende, til Paradisets evige haver. Han forbereder hver have, som var den et storslået bord, dækket med alle slags mad og drikke, som de reneste nydelser og fryd. Tænk over den lykke og glæde, som den ovenfor nævnte person føler ved sine gæsters fornøjelser, på trods af at han ikke er den sande ejer af det, han serverer; og sammenlign det da med den ubeskrivelige, hellige kærlighed og nydelse, der føles af den Barmhjertige.

Tænk på et andet eksempel. Hvis en dygtig tekniker opfinder noget, der virker, som det var meningen, bliver han eller hun glad og siger: "Hvilke undere Gud har villet." Den Majestætiske Skaber opfandt det vældige univers. Han skabte Jorden (i almindelighed) og hver en skabning på den (i særdeleshed), især vores hoved, på en sådan måde at videnskaben burde være hensunket i beundring. Hver skabning fremviser de forventede resultater i yderste grad og på den smukkeste måde. Deres lydighed overfor Guds love for universets skabelse og virkemåde, der udgør deres tilbedelse, herliggørelse og særlig lovprisning og ophøjelse af Ham, såvel som opnåelse af Guddommelige formål med deres liv, glæde Ham i en grad, der går udover vor fatteevne.

Eller f.eks. en retfærdig dommer, som får stor glæde af at gøre og etablere ret, og som bliver ekstremt glad, når han eller hun kan genoprette den undertryktes rettigheder mod undertrykkeren. Sammenlign dette med de sakrosankte betydninger, der opstår fra den realitet, at den Absolut Retfærdige Hersker, den Majestætiske Overvældende Ene, giver alle skabninger retten til at eksistere. Han giver levende væsener retten til livet, beskytter og vedligeholder deres eksistens og liv imod aggression, genopretter al ret i universet, handler med absolut retfærdighed og vil dømme jinn og mennesker i det Hinsidige og etablere fuldkommen retfærdighed.

Som i eksemplerne ovenfor, indeholder hvert Guddommeligt Navn mange arter af skønhed, ynde og fuldkommenhed, såvel som mange lag af kærlighed, stolthed, ære og storhed. Det er af denne grund, at nogle krævende lærde, som manifesterer det Guddommelige Navn den Elskende, har konkluderet: "Universets essens er kærlighed. Alle skabninger bevæger sig, motiveret af kærlighed. Alle love om tiltrækning, henrykkelse og alvor har sin oprindelse i kærlighed." En af dem sagde endda:

Med kærlighed er kloderne berusede

Engle er berusede og stjernerne med.

Himlene, solen, månen

og Jorden er berusede.

Berusede er elementerne og planterne

Og træer og mennesker.

Alle levende væsener er berusede,

Og det er også alle skabelsens atomer.

Enhver skabning er beruset, i forhold til dens kapacitet, af den Guddommelige kærligheds "vin". Folk elsker dem, der er venlige mod dem, ligesom sand fuldkommenhed og transcendent skønhed. De elsker også dem, der er venlige mod dem, de elsker og føler barmhjertighed for. Når vi ved dette, kan vi forstå, at den Majestætiske og Skønne, den Elskede i Perfektion, i hvis enkelte Navne rummes utallige skatte af venlighed, Som glæder alle dem, vi elsker, med Hans gaver og er kilden til utællelige fuldkommenheder og planer af skønhed og ynde, er værdig til uendelig kærlighed og skabelsens beruselse i Hans kærlighed. Det er derfor nogle mennesker, som har manifesteret det Guddommelige Navn, den Elskende, har sagt: "Vi ønsker os ikke engang Paradiset. Et glimt af den Guddommelige Kærlighed er tilstrækkeligt for os", og derfor sagde Profeten Muhammad: "Et enkelt minut tilbragt med iagttagelse af den Guddommelige Skønhed i Paradis overgår al Paradisets overflod."

Så perfekt kærlighed og alle fuldkommenheder, der opnås gennem kærlighed, er mulig indenfor sfærerne af de universelle manifestationer af Guddommelige Navne på væsenerne som helhed (Éthed) og sfærerne af deres særlige manifestationer på individer (Enhed eller Eneståenhed). Enhver fuldkommenhed, man forestiller sig udenfor disse sfærer, er falsk.

Bøn er obligatorisk for enhver fornuftig muslim, der har nået pubertetsalderen. Kun kvinder, der har deres menstruation eller har blødning efter barnefødsel, kan ikke udføre den. Børn før puberteten behøver ikke at bede; men Guds Budbringer, (fvmh), råder os til at bede dem om at bede, når de når 7-års alderen for at forberede deres hjerter til det.

Hvis en eller anden foretager sig en naturlig eller social pligt med stor entusiasme, vil en iagttager kunne udlede to grunde til at vedkommende opfører sig således: den ultimative årsag (det, der kan opnås ved at gøre sådan) samt motivet eller den nødvendige grund (éns længsel efter at gøre det og efterfølgende glæde ved at gøre det). For eksempel giver det at spise, når man er sulten, nogen tilfredsstillelse [nødvendige grund], mens føde ernærer legemet [ultimative grund].

På samme måder er universet og den uophørlige, forbløffende aktiviteter i det forårsaget af to slags Guddommelige Navne og med to forskellige omfattende formål eller resultater. Det første formål og årsag er, at Guds Skønne Navne manifesterer sig uafladeligt på utallige måder. Det er årsagen til skabelsens mangfoldighed. Derudover manifesterer de Guddommelige Navne sig hele tiden og søger uophørligt at fremvise deres værker. Dette får Universets Bog, med alle dens "sætninger, ord og bogstaver", til konstant at blive fornyet. Hver en del af denne Bog, som er manifestationen af de Guddommelige Navne, er et tegn eller påpegning af den Hellige Guddommelige Essens, så bevidste væsener kan lære at kende Ham.

Den anden grund eller formål er, at enhver skabning er aktiv, fordi den længes efter og finder fornøjelse i aktivitet. Aktivitet i sig selv er en fornøjelse. På samme vis føler Gud det Nødvendigvis Eksisterende Væsen og i overensstemmelse med Hans essentielle uafhængighed af skabelsen og absolut perfektion, en uendelig, hellig lidenskab og kærlighed. Sådan lidenskab og kærlighed forårsager en uendeligt hellig entusiasme, som afføder en grænseløs hellig fryd, som på sin side er kilde til uendelig hellig tilfredshed. Som følge af denne tilfredshed, speciel for Hans Gudommelige "Essens", har Gud uendelig medfølelse. Denne medfølelse er på sin side årsag til at Hans skabninger opnår deres relative fuldkommenhed ved at sætte dem i stand til at virkeliggøre deres fulde potentiale. Hans skabningers perfektion, og deres glæde ved at finde den, glæder Gud så meget, at Hans uendelige hellige nydelse kræver skaberværkets hvirvel.

Tilhængerne af materialistiske filosofier og sekulære naturvidenskaber, der imidlertid er uvidende om denne sarte Guddommelige Visdom, forklarer denne aktivitet, som udviser fuldkommen viden, visdom og indsigt, med en ubevidst natur, blindt tilfælde og kausalitet. Dette får dem til at styrte i vildledningens mørke afgrunde.

Muslimer, som er på sådanne steder (dvs. nær polar-områderne), bør følge normerne for de områder, hvor den islamiske lovgivning fandt sted (dvs. Mekka og Medina). eller følge tabellen for det nærmeste område med "normale" dage og nætter.

At påbegynde bønnen når man har behov for at gå på toilettet.

At undlade nogen sunna handling.

At tænke på verdslige ting under bønnen.

At gøre ting, der er uforenelige med Guds Tilstedeværelse (f. eks. "knække" fingre, lege med nogen del af kroppen eller klæderne, jævne stenene på jorden under sig, lægge hænderne på hofterne, når man bøjer sig frem eller står op, pudse næse, hoste eller rense halsen uden gyldig grund).

At læne sig op ad en pæl, en mur eller lignende uden en gyldig grund.

At bede, mens man spiser eller har noget i munden eller tygger, uanset hvor meget.

At bede, når man er vred eller sulten, når mad er stillet tæt ved eller at bære noget, der kan bortlede éns opmærksomhed.

At bede på folks vej dvs. der hvor folk går foran én.