FAQ in the category of islam

En muslim er et menneske, der bekender sig til religionen Islam og lever i overensstemmelse med sin tro. Ifølge Islam er man ansvarlig overfor sin tale og sine handlinger i det jordiske liv. En muslim bestræber sig derfor på at gøre gode gerninger og undgå dårlige handlinger. Denne holdning er en del af "djihad" som egentlig betyder stræben efter at gøre alt for at behage Allah. Man er nemlig klar over, at Den Altseende Allah ved, hvad man laver i sin dagligdag.

Man begynder med basmala, når man starter enhver handling. Man siger basmala således. Bismillah- ir Rahmån- ir- Rahim. Det betyder, "Jeg påbegynder dette i Allah, Den Nådiges og Den Barmhjertiges navn".

At påbegynde noget i Allahs navn gør mennesket lykkeligt. Ved at nævne Allahs navn falder hjertet til ro, og man føler sig godt tilpas. Det arbejde eller den handling, som påbegyndes og afsluttes i Allahs navn, giver mennesket glæde og velsignelse ifølge den islamiske tro. Når man begynder dagen med basmala, forsøger man at undgå de onde gerninger og man bestræber sig på at gøre gode gerninger i løbet af dagen.

Når man vågner op om morgenen, siger man "Bismillah- ir- Rahmån-ir-Råhim ". Man begynder også at spise og drikke med ordet Basmala. Når man er færdig med maden, siger man "Alhamdu Lillah. Tak (for maden) min Allah. Når man går ud eller kommer ind i huset, siger man igen "Bismillah- ir- Rahmån-ir- Råhim".Sk det er muslimernes pligt at begynde med Allahs navn ved enhver gerning. Man bliver også taknemmelig overfor Allahs velsignelse. Man siger "Alhamdu Lillah". Det betyder "Al pris tilkommer kun Dig". Vi må ikke glemme, at Den Barmhjertige Allah altid er sammen med os og hjælper hele tiden.

Wudu' indebærer, at man vasker, med vand, de almindeligvis udsatte kropsdele mindst en gang d.v.s. ansigtet, hænderne og armene op til albuerne samt fødderne og at stryge en fjerdedel af hovedet. Det er obligatorisk før hver obligatorisk eller frivillig bøn for at gå rundt om Ka'ba'en og berøre Koranen med bare hænder.

Wudu' udføres på følgende måde:

Man bør sikre sig, at det vand, man skal bruge, er rent.

Hav intentionen om at udføre wudu' for at bede, hvis man vil bede, efter at have udført det.

Reciter: "Bismillahir-Rahmanir-Rahim" (d.v.s. Guds Navn, den Barmhjertige, den Nådige).

Vask hænderne op til håndledene tre gange og glem ikke mellemrummet mellem fingrene.

Rens munden med en børste eller finger og gurgl med vand tre gange.

Rens næseborene med vand tre gange.

Vask ansigtet fra panden til hagen og fra øre til øre tre gange.

Vask højre arm efterfulgt af den venstre op til albuerne tre gange.

Stryg mindst en fjerdedel af hovedet med våde hænder, før de våde spidser på lillefingrene indeni, og de våde tommelfingre på ydersiden af ørerne, og før håndfladerne over nakken og siderne på halsen.

Til sidst vaskes fødderne op til (og indbefattet) anklerne, den højre fod først og derpå den venstre, og passe på også at vaske mellem tæerne, hver tre gange.

De obligatoriske handlinger er følgende:

At vaske ansigtet.

Vaske begge arme op til, og indbefattet, albuerne.

Stryge en fjerdel af hovedet med våde hænder.

Vaske begge fødder op til, og inklusive, anklerne.

De følgende handlinger ugyldiggør wudu':

Alt, der kommer ud af de to private dele (for og bag): affaldsstoffer, urin, vind, wadi (et tykt, hvidt sekret, der kommer efter urineren, mazi (en hvid, klistret væske, der flyder fra seksualorganerne, når man tænker på samleje eller forspil o.s.v.) samt prostatisk væske. Sæd, menstruationsblod og efterfødselsblod kræver ghusl.

Udstrømning af blod, pus eller gul materie fra et sår, blæne, bums eller lignende, hvis der er så meget, at det flyder ud over sårets mund.

At kaste en mundfuld op.

Fysisk kontakt, for fornøjelse, mellem mænd og kvinder uden nogen forhindringer (f. eks. tøj). Hvis penis's hoved forsvinder ind i en kvindes vagina, kræves ghusl.

Tab af bevidsthed gennem søvn, døsighed eller forgiftning.

Midlertidig sindssygdom, besvimelse, hysteri eller forgiftning.

Hørlig latter under bønnen.

Tørre Rene, Indendørs Sko Af (Khuffayn)

Når man udfører wudu', kan man stryge henover sine rene, indendørs sko en enkelt gang med våde hænder i stedet for at vaske fødderne.

Skoene skal være vandtætte og dække hele foden op til, og indbefattet, anklerne. De må ikke have huller, der er mere end tre fingres bredde. Det betyder ikke noget, hvis deres åbninger er så brede, at fødderne kan ses, hvis man kigger ned på dem.

De skal passe, være stærke og seje nok til at fødderne ikke stikker ud af dem, og de må ikke falde sammen, når man har gået fem kilometer i dem.

De må ikke være lavet af træ, glas eller metal.

Man må tage skoene på, efter man har vasket fødderne, mens man udfører afvaskning. Man kan have dem på hele dagen, hvis man er hjemme. Hvis man er på rejse, kan man have dem på i tre sammenhængende dage.

Ghusl betyder stor kanonisk afvaskning eller en fuldstændig vask af kroppen. Den er obligatorisk efter samleje, selvom det kun er spidsen af penis, der trænger ind i kvindens vagina.

Det er højst anbefalelsesværdigt at tage en ghusl hver fredag inden fællesbønnen, for det gjorde Profeten altid. Før man påbegynder ghusl, skal man gøre intentionen om at udføre den og, hvis man vil bede sin bøn derefter, også indbefatte den (i intentionen).

Ting, der er Forbudt for en Rituelt Uren Person

Folk, der er i den tilstand, kan ikke bede, gå rundt om Ka'ba'en (tawaf), træde ind i en moské eller et sted for tilbedelse, hvis ikke det er nødvendigt, eller berøre Koranen eller nogle af dens vers, undtagen med en ren klud eller lignende.

Hvad Gør Éns Ghusl Gyldig?

At grundigt rense munden, så den er renset grundigt overalt.

Rense næsen op til næsebenet.

Vaske alle legemets dele grundigt, inklusive håret.

Den bedste måde at udføre ghusl på er følgende:

Have intentionen (niyyat) om at rense legemet for (rituel) urenhed, mens man vasker sig.

Vaske hænderne op til håndleddene.

Vaske kønsorganerne grundigt.

Fjerne alt smuds fra samtlige kropsdele.

Udføre rituel afvaskning.

Vaske alle kroppens dele tre gange, indbefattet håret grundigt. Ingen del, ikke engang som et nålestik, må forblive tørre. Det er ikke obligatorisk at gnide og presse kroppen.

Hos nogle kvinder stopper blødningen aldrig; hos andre bliver den ved længere end normalt. Dette blod kaldes istihadha. Også det blod, der kommer før puberteten og efter menopausen, anses for isthadha.

En kvinde med sådanne forhold skal beregne hvornår hendes menses normalt ville slutte, og da holde op med at bede i de beregnede dage og følge alle de andre menstruationsrelaterede regler. For resten af dagene skal man anse hendes blødning for istihadha. Hvis hun ikke har regelmæssig menstruation eller ikke kan huske hvornår, den plejer at komme, men kan kende forskel på de to slags blod baseret på farve, tykhed og lugt (f. eks. er menstruationsblod mørkt, tykt og har en stærk lugt, mens istihadha er lyst rødt, tyndt og mindre ubehageligt lugtende), må hun agere i henhold hertil. Hvis hun ikke har regelmæssig menses og ikke kan skelne mellem de to typer blod, må hun regne med, at blodet kommer fra 3 til 10 dage hver måned som menstruation, og regne det fra den første gang, hun bemærkede sin vaginale blødning.

Der er ingen forskel på en kvinde, der lider af istihadha og en, der har et fuldstændigt ophør af menstruation, med undtagelse af følgende:

Hvis den første kvinde ønsker at gøre wudu' (rituel afvaskning), skal hun først afvaske blodet fra sit vaginale område og derpå anbringe et menstruationsbind eller vikle området ind i en ren klud på spidsen af en klump vat til at opfange blodet. Hvis der kommer blod ud efter dette, tælles det ikke med.

Hun skal udføre wudu' (afvaskning) ved hver obligatorisk bøn.

Ramadanen er den niende måned i den islamiske månekalender. En måne-måned er omtrent 29½ dag, som er den tid, det tager for månen at kredse rundt om Jorden. Eftersom månemåneden er omkring en dag kortere end en sol-måned, er et måneår 10-12 dage kortere end et sol-år. Derfor kommer Ramadanen 10 til 12 dage tidligere hvert år og bevæger sig således gennem årstiderne og giver dermed lige muligheder for folk, der bor i forskellige lande.

En ny måne-måned begynder, når månens i omløb omkring Jorden, når til en konjunktion med solen, og solens lys når den side af månen, der vender væk fra Jorden. I denne position siges månen at være "ny", med dens mørke side vendt mod Jorden. Pr. definition er nymånen ikke synlig fra Jorden, eftersom solens kun belyser den side, der vender bort fra Jorden.

Efterhånden som månen bevæger sig videre i sit kredsløb omkring Jorden, begynder den at danne et segl. Det sker allerede minutterne efter, at nymånen er blevet dannet, selvom seglet ikke vil være synligt i adskillige timer. I nogle traditionelle islamiske lande begynder muslimerne først at faste, når de har set den faktiske nymånes segl. Denne begivenhed bekræftes ved synet af nymånen, selvom det blot er én person, der har set den, eller ved gennemløbet af 30 dage fra den umiddelbart før kommende måned, Sha'ban. Men ifølge nogle moderne lærde har Gud givet os videnskabelig kunnen til at fastslå nøjagtigt, hvornår en måne-måned begynder og slutter. Derfor burde ethvert observatorium eller andet astronomi-relateret center have denne information for det område, hvor vi bor.

Fasten begynder ved daggry den første dag i den nye måned. I de få timer mellem nymånen og daggry kan muslimerne spise og drikke og så begynde at faste, når den første tråd af lys observeres på himlen.

Forskellige Lokaliteter

De fleste lærde siger, at det ikke betyder noget, om nymånen er blevet set et andet sted. Med andre ord, når den nye måne er blevet set fra ét eller andet sted på jorden, skal alle muslimer begynde at faste.

Ramadanens Slutning

Fasten i Ramadanen slutter, når den nye måne (shawwal) bliver set. De fleste retslærde mener, at den nye måne skal være blevet set af mindst to retfærdige vidner.

De timer, det er befalet at faste

Ifølge Koranen er fastetimerne som følger: I kan spise og drikke indtil I kan skelne mellem (daggryets) hvide tråd og (nattens) sorte tråd; gør da fasten fuldstændig indtil natten falder på (2:187). Derfor skal fasten begynde ved den første tråd af lys ved daggry (mellem 1½ og 2 timer før solopgang, afhængigt af årstiden) og skal fortsættes indtil solnedgang (aftenens begyndelse).

Najasa henviser til urene substanser, som muslimerne skal undgå, og vaske af, efter de har været i kontakt med dem. Gud siger: Rens jeres klædninger (74:4) og: Gud elsker de, der angrer, og som renser sig (2:222).

Dyr, der er døde af en naturlig årsag (f. eks. ikke dræbt på den islamiske måde) er urene, ligesom alt, der skæres af et levende dyr. Men døde havdyr og dem uden flydende blod (f. eks. bier og myrer) er ikke urene. Knoglerne, horn, kløer, pels, fjer og huden fra døde dyr, undtagen svin, er rene.

Alt blod, der strømmer fra et menneskes eller et dyrs krop (f. eks. blod fra et dræbt dyr eller menstruationsblod) er urent. Men blod, der forbliver i venerne, er tilladt. Ligeledes er alt blod, der er blevet tilbage i spiseligt kød, levere, hjerter og milte, ikke urent, forudsat at dyret blev ofret på den islamiske måde.

Et menneskes opkast, urin, ekskrementer, wadi (et tykt hvidt sekret, der udskilles efter urination), mazi (en hvid, klistret væske, der flyder fra kønsorganerne, når man tænker på samleje, forspil og så videre) prostatisk væske samt sperm, er urene. Men ifølge nogle, er sperm ikke urent; men bør vaskes af, hvis det stadigt er vådt og kradses af, hvis det er tørt. Enhver del af menneskekød er urent.

Urin, spyt og blod fra alle dyr, hvis kød er forbudt, samt afføring fra ethvert dyr, undtaget fugle, hvis kød er tilladt, er urent.

Afføringen fra fjerkræ (f. eks gæs, høns, ænder) er uren.

Svin og alkohol er urene.

Hunde betragtes som urene. Enhver beholder, som en hund har slikket, skal vaskes grundigt og steriliseres. Hvis en hund slikker en gryde med tør mad, skal det, den har rørt og det, der omgiver det, straks smides ud. Resten kan beholdes, da det stadigt er rent. Hundehår anses som rene.

De nævnte urenheder betragtes som "grov urenhed" (najasat al-ghaliza). Enhver mængde af dem forurener det, de kommer i kontakt med. Men hvis det sidder på kroppen eller tøjet på en person, der beder, eller på gulvet eller bedetæppet, tages dets mængde i betragtning. Hvis det drejer sig om fast smuds, må mængden ikke overstige 3 gram, og enhver væske ikke mere end den mængde, der breder sig ud over en persons håndflade, da det ellers gør bønnen ugyldig.

Urinen fra heste og husdyr eller vilde dyr, hvis kød det er tilladt at spise, er svagt urent (najasat al-khafifa). Når mere end en fjerdedel af et lem eller en fjerdedel af éns tøj er stænket med det, er bønnen ugyldig.

Måder til Renselse

RENSELSE AF KROPPEN OG KLÆDERNE. Hvis de er blevet urene, skal de vaskes med vand, indtil der ikke er mere urenhed tilbage. Dette gælder især, hvis det drejer sig om synlige urenheder, som f. eks. blod. Hvis der bliver nogle stænk tilbage, som ikke lader sig fjerne, kan man se bort fra dem. Hvis urenheden ikke er synlig, som urin, skal man vaske og vride det, det har forurenet, tre gange.

RENSELSE AF UNDERLAGET. Rens underlaget ved at hælde vand på det. Hvis urenheden er fast, vil underlaget først være rent, når den er fjernet eller er gået til grunde.

RENSELSE AF FORURENET SMØR OG LIGNENDE SUBSTANSER. Hvis et dødt dyr er faldet i en fast masse, men ikke er svulmet op eller gået i opløsning, skal alt, hvad dyret berører og som ligger omkring det, smides væk, forudsat at man er sikker på, at det ikke har rørt resten af massen. Hvis det faldt i en flydende substans, siger flertallet, at al væsken er blevet uren.

RENSELSE AF ET DØDT DYRS SKIND. Garvning renser et dødt dyrs skind og pels. Profeten sagde: "Hvis dyrets skind er garvet, er det renset" (Muslim, "Hayz", 105).

RENSELSE AF SPEJLE OG LIGNENDE GENSTANDE. Spejle, knive, sværd, søm, ben, glas, glaserede krukker og andre glatte overflader, der ikke har porer, renses ved at fjerne urenheden.

Nyttige Punkter

Hvis en ukendt væske kommer på en person, er det ikke nødvendigt at spørge om det eller at vaske sit tøj.

Hvis man finder noget fugtigt på sin krop om natten, og ikke ved hvad det er, behøver man ikke lugte til det, for at finde ud af hvad det er.

Tøj, der har mudder fra gaden på sig, behøver ikke at blive vasket.

Hvis et menneske er færdig med sin bøn, og da opdager en urenhed på sit tøj eller legeme, som man ikke tidligere havde bemærket, eller havde bemærket, men glemt igen, skal man ikke gøre bønnen om.

Hvis man ikke kan afgøre hvilken del af ens tøj, der indeholder forureningen, skal hele klædedragten vaskes, for "hvis en forpligtelse kun kan opfyldes ved at udføre en anden beslægtet handling, bliver denne handling også obligatorisk."

Hvis man blander rent tøj med urent (og ikke kan kende forskel), skal man undersøge sagen og bede én gang i en af klæderne.

Det er upassende, at gå på badeværelse, mens man bærer noget med Guds Navn på, medmindre man er bange for at det skal blive væk eller blive stjålet.

Man bør ikke tale i badeværelset, svare på en hilsen eller gentage det, muezzinen siger. Man kan tale, hvis det er nødvendigt. Hvis man nyser, bør man prise Gud i stilhed ved blot at bevæge læberne.

Man skal ikke vende sig mod qibla, eller vende ryggen til den, når man træder af på naturens vegne, især ikke på åbne områder.

Man bør søge sig et blødt og sænket sted på jorden, for at beskytte sig imod urenheder. Profeten sagde: "Når en af jer urinerer, skal han vælge sig et passende sted at gøre det på."

Man bør undgå skyggefulde steder og steder, hvor folk vandrer og samler sig.

Man skal ikke urinere, eller andet den slags, på badesteder eller i stillestående eller strømmende vand.

Man skal ikke urinere stående, selvom nogle tillader det.

Man skal fjerne enhver urenhed fra sit tøj og krop efter at have lettet sig (været på WC).

Man må ikke rengøre sig med højre hånd.

Man skal fjerne enhver dårlig lugt fra sine hænder, efter man har lettet sig.

Man bør træde ind på sit badeværelse med venstre fod først, idet man siger: "Jeg søger tilflugt i Gud fra de skadelige mandlige og kvindelige væsener (djævle)", og gå ud med højre fod først, idet man siger: "Oh Gud, jeg beder om Din tilgivelse."

Efter man har lettet sig, skal man vente indtil urinen fuldstændigt er stoppet samt sikre sig at intet af det er dryppet ned i éns tøj. Det hedder istibra (stræbe efter fuldstændig renhed). Ibn 'Abbas fortalte, at Guds Budbringer, må Guds velsignelser og fred være med ham, gik forbi to grave og sagde: "De bliver straffet, men ikke for nogen stor sag (fra deres side). Den ene af dem holdt sig ikke ren med urin, og den anden plejede at sprede bagvaskelse." (Tirmnidhi, "Tahara", 53). For at fjerne enhver tvivl bør man stænke sin penis og underbukser med vand.

Islam kræver fysisk og åndelig renlighed. På den fysiske side forlanger Islam, at muslimerne holder deres legemer rene, ligeså deres tøj, huse og samfund, og de belønnes af Gud for at gøre det. Mens folk almindeligvis betragter renlighed som ønskværdigt, insisterer Islam på den og gør den til et ufravigeligt fundament for det religiøse liv. Rent faktisk findes der bøger om islamisk retslære, der ofte indeholder hele kapitler om netop dette krav.

Profeten Muhammad, må Guds velsignelser og fred være med ham, rådede muslimerne til at fremstå rene og ordentlige, både privat of offentligt. Engang, da man vendte hjem efter et slag, tilrådede han sin hær: "Snart skal I møde jeres brødre, så bring jeres sadler og tøj i orden" (Abu Dawud, "Libas", 25). Ved en anden lejlighed sagde han: "Hvis ikke jeg var bange for at overbebyrde mit samfund, ville jeg beordre dem til at bruge miswaq (til at børste og rense tænderne med) ved hver bøn" (Bukhari, "Iman", 26).

Moralsk hygiejne blev også stærkt betonet, for Profeten, må Guds velsignelser og fred være med ham, opmuntrede muslimerne til at bede en særlig bøn, når de så sig selv i et spejl: "Gud, Du har skænket mig en god form; velsign mig ligeledes med en pletfri karakter" (Ibn Hanbal, Musnad, 1:34, 6:155). Han tilrådede ærbare klæder til mænd såvel som til kvinder, af den grund, at det hjælper til at holde éns tanker rene.

At være gavmild er en form for renselse af éns formue. En muslim, som ikke giver velgørenhed (sadaqa) og betaler den krævede, årlige zakat (de foreskrevne almisser), forurener sin formue ved at hobe det til sig, som retteligt tilhører andre: Af deres formuer, tag almisser, så I kan rense dem (9:103).

Alle de love og befalinger, der er givet af Gud og Hans Profet, må Guds velsignelser og fred være med ham, er rene. Enhver lov, der er grundlagt ved Guddommelig vejledning, er retfærdig og ren.

Vandets Renhed

Man bruger hovedsageligt rent vand i tilfælde af renselse, eller wudu' (lille rensning), samt ghusl (store renselse). Deraf nødvendigheden af at undersøge vandets renhed. Vand har fire væsentlige egenskaber: duft, farve, smag og "flydende-hed". Ethvert rent og rensende vand bedømmes i henhold til om det indeholder disse egenskaber eller ej. Som følge heraf, bliver vand delt ind i to kategorier: mutlaq og muqayyad vand.

Mutlaq vand er "naturligt" vand, sådan som det, der kommer fra regnvand, sne, hagl, havvand og vand fra Zamzam-kilden.

Det bliver underopdelt som følger:

Vand, der både er rent og rensende (f. eks. regnvand, sne, hagl, havvand og vand fra Zamzam-kilden).

Vand, der drypper fra et menneske, efter det har udført den mindre eller den større rituelle afvaskning, og derfor betragtes som "brugt". Det anses for at være rent; men kan ikke bruges til en anden mindre eller større rituel afvaskning.

Vand, der er både rent og rensende; men hvis benyttelse misbilliges (makruh) (f. eks. vand, der har stået i en beholder, efter at en kat, fugl eller et andet "tilladt" dyr har drukket af det).

Vand, der er blandet med urene elementer. Vand, hvis smag, farve eller duft er blevet forandret af et urent stof, kan ikke bruges til rituel afvaskning. Hvis væsken imidlertid stadig betragtes som vand, hvilket betyder, at det urene stof ikke har ændret dets smag, farve eller duft, kan det bruges til (rituel) afvaskning.

Vand, der er rent, men som måske eller måske ikke er rensende. Et eksempel på denne type vand er det vand, der bliver tilbage i et kar, efter at et æsel eller muldyr har drukket af det.

Muqayyad vand er naturligt muqayyad vand, som frugtsafter og vand, der er iblandet forskellige stoffer (f. eks. sæbe, safran, blomster) eller genstande, som Shari'a betragter som rene. Sådant vand bliver betragtet som rent indtil, fordi det bliver blandet med andre substanser, det ikke længere kan kaldes vand. I dette tilfælde anses vandet stadigt for rent; men det kan ikke bruges til renselse (mindre og større afvaskning).

Gud har valgt nogle handlinger, som Hans Profeter og deres følgere skal udføre. Disse handlinger, som kendes som sunan al-fitra (handlinger, der kræves af menneskets natur), er følgende:

OMSKÆRING. Dette forhindrer smuds i at sætte sig på éns penis og gør den også nemmere at holde ren. Shafi'i lærde mener, at det skal ske på den syvende dag, selvom det er tilladt at gøre det senere.

BARBERE PUBESHÅR OG TRÆKKE HÅR UNDER ARMENE UD. Det er sunna at gøre således. Men det er nok at trimme eller trække det ud.

AT KLIPPE NEGLE, TRIMME OG BARBERE MUSTACHEN OG HOLDE SKÆGGET RENT. Abu Hurayra fortalte, at Guds Budbringer, må Guds velsignelser og fred være med ham, sagde: "Der er fem vigtige ting i éns fitra: Barbere pubeshårene, omskæring, trimme moustachen, fjerne hår under armene og klippe neglene." (Muslim, "Tahara", 49). En moustache skal ikke være så lang at madrester, drikke og smuds samler sig i det. Hvis man har skæg, skal det ikke være uordentligt.

PRISE OG FRISERE SIT HÅR. Abu Hurayra fortalte, at Profeten, må fred være med ham, sagde: "Enhver, der har hår, burde prise det" (Abu Dawud, "Tarajjul", 3:4 163). Det er tilladt at klippe håret af, ligesom det er at lade det gro, hvis man ærer det.

LADE GRÅ HÅR VÆRE. Dette gælder både mænd og kvinder. 'Amr ibn Shu'ayb fortalte med autorisation fra hans fader, fra sin bedstefader, at Profeten sagde: "Fjern ikke de grå hår, eftersom de er en muslims lys. En muslim bliver aldrig grå i Islam, undtagen det, Gud har foreskrevet ham, og på grund af det får en god gerning ham til at stige en grad og sletter for ham på grund af det en af hans synder." (Ibn Hanbal, 2:179; Tirmidhi, "Adab", 56).

FARVE ENS GRÅ HÅR. I henhold til den accepterede holdning er det tilladt at farve éns hår ved at bruge henna, rød farve, gul farve og så videre, forudsat at farverne er religiøst tilladte.

BRUG AF PARFUME. Brug af moskus og andre parfumer uden alkohol og lignende forbudte ting er højst anbefalelsesværdigt, for de glæder sjælen og gør atmosfæren skønnere.

Menstruation og Efter-fødsels Blødninger

Menstruation er en naturlig strøm af blod, der flyder med jævne mellemrum fra en kvindes uterus efter puberteten. Gud har fastlagt bestemte regler i forbindelse med dette, som en indrømmelse til kvinden i hensyntagen til hendes betingelse.

Normalt varer en menstruation 3 til 10 dage og nætter, forskelligt fra kvinde til kvinde. De fleste kvinder har et regelmæssigt antal dage i deres månedlige mestruationsperiode. Antallet af dage kan svinge lidt og perioden kan komme lidt før eller senere end den plejer. Så når en kvinde ser menstruationsblod, skal hun betragte sig som menstruerende. Når det holder op, skal hun betragte sig som ren. Hvis der kommer mere blod efter hendes menstruationsperiode er slut, men det ikke har samme farve som menstruationsblod, skal det ikke betragtes som menstruation.

Blødning efter fødsel er det blod, der kommer under og efter barnefødsel. Det kan begynde at komme 2 eller 3 dage inden fødslen og kan være ledsaget af fødselssmerter (veer). Der er ikke nogen mindste grænse for, hvor længe en kvinde vil bløde, men almindeligvis er den øvre grænse 40 dage.

Det er kvinderne forbudt at udføre bestemte handlinger under disse forhold, og de er følgende:

Hun kan ikke bede (salat), efter hun er begyndt at bløde, og behøver ikke at gøre godt for nogen mistede bønner.

Hun kan ikke udføre nogen obligatorisk (Ramadan) eller frivillig faste. Hun skal senere gøre godt for de mistede obligatoriske fastedage, når hun har generhvervet sin rituelle renhed. Hvis blødningen begynder på en frivillig fastedag, hvor hun havde besluttet sig for at faste, skal hun faste den senere.

Hun kan deltage i alle pilgrimsfærdens ritualer med undtagelse af at gå rundt om Ka'ba'en (tawaf).

Hun bør undgå moskeer eller tilbedelsessteder og kan ikke berøre Koranen, hverken originalen eller en oversættelse. Hun må ikke recitere den fra hukommelsen, men kan læse vers med bønner og anråbelser med intentionen om at bede. (Hun kan ikke udføre salat, men kan læse bønner og recitere de bønner, der er nævnt i Koranen, med intention om at sige bønner eller foretage anmodninger.)

En mand kan ikke have samleje med sin hustru, mens hun har efterfødselsblødning, for hun må ikke gøre sig tilgængelig for ham. Imidlertid må han kramme, kysse eller berøre hende alle steder, undtagen pubesområdet. Det er bedst og højst tilrådeligt at undgå området mellem navlen og knæene.

Når en menstruerende kvinde holder op med at bløde, skal hun udføre en komplet ghusl (stor renselse). Derefter må hun genoptage bønner og faste, kan gå i moskeen, gøre tawaf, recitere Koranen og deltage i tilladeligt seksuelt samkvem. Hun må gøre godt for de fastedage, hun gik glip af under Ramadanen, men ikke bønnerne. De samme regler gælder for kvinder med efter fødsels blødninger.

KHUTBA AL WAD´- HAJJUL WAD´

Denne prædiken blev holdt den 9. dag i Dhul-Hijjah år 10 efter Hijrah (m. 630)

i Uranah-dalen ved Arafat Bjergene.

Efter at have prist og takket Allah sagde Profeten (Gfmh):

"O mit folk! Hør opmærksomt på mig, for jeg ved ikke, om jeg efter dette år er iblandt jer mere. Så hør derfor omhyggeligt på, hvad jeg har at sige jer, og bring disse ord videre til dem, som ikke er tilstede i dag.

O mit folk! Akkurat som I agter disse bjerge, denne dag og denne by som hellig, så agt hver enkel muslims liv som en hellig pligt. Bring det betroede tilbage til dets rette ejer. Gør ikke nogen ondt, så de vil skade dig. Husk at du i sandhed vil møde din Herre og Han vil sandelig beregne dine gerninger.

Allah har forbudt rente; derfor skal alle fra nu af give afkald derpå. Din optjente kapital er din egen og kan ikke røres. Du må hverken tildele nogen skade eller selv lide uretfærdighed. Det er Allahs dom, at der ikke må beregnes renter og al forfalden rente til Abbas ibn Abdal Muttalib skal eftergives.

Enhver ret til blodhævn i Islam er fra nu af ulovlig. Den første ret til hævn, som jeg frafalder er for mordet på Rabiah ibn Harith.

O mit folk! De vantro tillader sig at lave rod i kalenderen med det henblik at gøre hvad Allah har forbudt til noget tilladt og prøver at forbyde, hvad Allah har tilladt. Ved Allah, der er tolv måneder, fire af dem er hellige måneder, de tre af dem kommer efter hinanden i rækkefølge. Den fjerde falder mellem Jumada og Shaban.

Vogt jer for Shaitân (djævlen) for sikkerheden i jeres religion. Han har mistet alt håb om nogensinde at lede jer vild i store sager, så vogt jer for ikke at følge ham i små sager.

O mit folk! Det er sandt, at I har visse rettigheder over jeres kvinder, men de har også visse rettigheder over jer. Husk at I har taget dem til ægte under Allahs tillid og med Hans tilladelse. Hvis de forbliver lydige, så er det deres ret at blive forsørget i venlighed. Behandl jeres kvinder godt og vær venlig overfor dem, for de er jeres partnere og hjælpere. Det er ikke tilladt for dem at oprette venskab med nogle, som I ikke godkender og lad dem ikke gøre noget usømmeligt.

O mit folk! Hør på mig med alvor, tilbed Allah, forret jeres fem daglige bønner, hold faste i Ramadan måneden og giv Zakat af jeres rigdom. Udfør pilgrimsfærden, hvis I har råd til det.

Hele menneskeheden stammer fra Adam og Eva; ingen araber er bedre end en ikke-araber. En hvid er heller ikke bedre end en sort og en sort er heller ikke bedre end en hvid, undtagen i fromhed og gode handlinger.

Husk at enhver muslim er broder til en anden muslim og at muslimerne udgør ét broderskab. Ingen muslim kan lovmæssigt tage noget som tilhører en anden muslim, uden det er givet til ham frivilligt. Begå derfor ikke uretfærdigheder imod jer selv. Husk at du en dag vil stå frem for Allah og svare for dine handlinger. Så vogt jer for ikke at fare vild fra retfærdighedens vej, efter jeg er gået bort.

O mit folk! Ingen Profet eller apostel vil komme efter mig og ingen ny religion vil se dagens lys. Vær derfor fornuftig mit folk og forstå de ord, jeg overbringer jer.

Jeg efterlader bag mig to ting: Den hellige Koran og mit eksempel Sunnah, hvis I følger disse to ting, vil I aldrig fare vild.

Alle som har hørt mig skal lade mine ord gå videre til andre og de igen til andre og må de sidste forstå mine ord bedre end dem, som lyttede direkte til mig.

Vær mit vidne O Allah, at jeg har overbragt Dit budskab til Dit folk.

Tjenesteskabets anden vigtige pligt er zakat. Guds Budbringer, som skildrer bønnen som Islams søjle eller støtte, beskriver zakat som dens bro (Canan, ibid., 6:346), for ikke alene bringer zakat de sociale lag nærmere hinanden og udfylder hullerne mellem dem og deres medlemmer; men stopper også dannelsen af sådanne huller. 

Zakat betyder enhed og fremavl. Eftersom den renser rigdom og folks tilknytning dertil, får den både den og muslimerne til at vokse i renhed og oprigtighed, kalder Koranen den for zakat (eller de foreskrevne almisser):

(Oh Budbringer), tag almisser (foreskrevne eller frivillige) af deres formuer, så du dermed kan rense dem og få dem til at vokse i renhed og oprigtighed, og bed for dem. Gud er Alt-Hørende, Alvidende. (9:103)

Ved at tage selve dens natur i betragtning udgør zakat en af Islams fem søjler. Den er associeret med bøn (salat) i 82 vers i Koranen. Gud, den Ophøjede, foreskrev den i Sin Bog (Koranen), Hans Budbringer bestyrkede den i sin sunna, og det muslimske samfund fastholdt den i enighed. Ibn 'Abbas fortalte, at da Profeten sendte Mu'adh ibn Jabal til Yemen (som dets guvernør), sagde han til ham:

Du skal drage til et folk, som er Bogens Folk. Inviter dem til at tage imod shahada: at der ingen guddom er udover Gud, og jeg er Hans Budbringer. Hvis de accepterer og bekræfter dette, sig da til dem, at Gud, den Strålende, har pålagt dem fem bønner om dagen og aftenen. Hvis de accepterer det, da sig til dem, at Han har pålagt dem zadaqa (betyder zakat) af deres ejendele, som vil blive taget fra (det muslimske) samfunds rige og fordelt blandt de fattige. Hvis de accepterer det, afhold jer fra at lægge hånd på deres bedste varer og frygt de undertryktes gråd, for der er ingen barriere mellem Gud og den. (Bukhari, ”Zakat”, 1:41; Muslim, ”Iman”, 31.)

Mange vers tilskynder muslimerne til at betale zakat og forbyder at hobe rigdomme sammen. For eksempel:

De troende, både mænd og kvinder, er vogtere, fortrolige og hjælpere overfor hinanden. De nyder og fremmer det, der er ret og godt, og forbyder og forsøger at forebygge det onde. De fastlægger bøn i overensstemmelse med dens betingelser og betaler zakat (foreskrevne rensende almisser) fuldt ud. De adlyder altid Gud og Hans Budbringer. Disse er de fremragende, som Gud vil behandle nådigt. Med sikkerhed er Gud den Alt-Ærede med uimodståelig magt, Viis. (9:71)

og:

De, som hober guld og sølv sammen, og ikke bruger det på Guds vej (at ophøje Hans sag og hjælpe de fattige og nødlidende: Oh Budbringer) giv dem de glade nyheder om en smertelig straf. (9:34)

Hvem skal betale almisser:

Zakat skal betales af enhver fri muslim, mand såvel som kvinde, som har en nisab (den krævede størrelse rigdom). Vedrørende sindssyge eller børn, som har en nisab, hvis denne er tilgængelig eller i cirkulation, betaler dens varetagere på deres vegne. Hvis en person dør, inden den bliver betalt, skal den tages fra hans ejendom, inden man betaler af på nogle gældsposter, hvis der er nogle, og arvingerne deler deres arv.

Betingelser for nisab. Nisab betinges af følgende:

Nisab er den formue, der er tilbage, når man har betalt for alle livsnødvendigheder som mad, klæder, bolig og et ridedyr. Derfor skal man ikke betale zakat af det, man har brug for for at kunne opretholde livet som f.eks. værktøj eller maskiner, der har forbindelse med tæppevæveri, landbrug, syning eller arbejdet som læge. Al gæld trækkes fra éns formue, og hvis man har tilstrækkeligt sikker kredit til at betale gælden, lægges det til éns formue, og hvis den resulterende formue når nisab, skal man betale zakat.

For mange genstande, der er underlagt zakat (f.eks. penge, guld, sølv og kvæg), skal der hengå et helt år ifølge den islamiske kalender, begyndende med den dag, man fik sin nisab. Hvis den formue, man råder over, formindskes i årets løb; men stadig er til rådighed et år senere, skal der betales zakat. Det, det drejer sig om, er hvorvidt der er nisab til rådighed i begyndelsen af året og i slutningen af året. Men denne betingelse gælder ikke plantager og frugter, for deres zakat skal betales, eller i det mindste beregnes, på høstdagen og inkludere det, der er blevet brugt inden høsten.

Kort fortalt findes der to slags zakat: en vokser af sig selv (f. eks. frugter og afgrøder), og den anden bruges til avl og produktion (f.eks. penge, varer og kvæg). I første tilfælde betales zakat ved høsttid; i det andet i slutningen af året.

Den formue, der er underlagt zakat, skal aktivt eller potentielt være i forøgelse, vækst eller produktiv. Denne betingelse vil blive forklaret nedenfor.

Man skal have privat, ubestrideligt ejerskab eller besiddelse og rådighedsret over den formue, der er underlagt zakat.

Intention. Da betaling af zakat er en handling af tilbedelse, er dens værdi afhængig af ens oprigtige intention om at betale den for Guds skyld. Hvis man betaler uden at have gjort intentionen, kan man stadig nå intentionen mens den sum, man har brugt til zakat, endnu ikke er forbrugt.

Betale Zakat på dens Rette Tid. Zakat skal betales øjeblikkeligt på dens rette tid. At vente med det er forbudt, medmindre der er en gyldig grund til at gøre det.

Ejendele, der er Underlagt Zakat og Deres Nisab. Islam lagde zakat på valutaer og lignende ting, såsom aktier, obligationer og checks, guld og sølv, afgrøder, frugter, levende dyr, varer, mineraler og formue.

Rigdommens Standarder. Islam kritiserer ikke fortjeneste; tværtimod opmuntrer den til arbejde og at tjene til livets ophold. Men den bryder sig ikke om at tjene til luksus og et luksuriøst liv, og den tilskynder muslimerne til at arbejde, tjene og leve med det næste liv som mål. Den opmuntrer til gensidig hjælp i samfundet og at forbruge på Guds vej og for de trængende og har ikke fastsat nogen bestemt levestandard. Den betragter det at have et hus, et ridedyr, to sæt tøj og andre tøjartikler og levnedsmidler svarende til en måneds forbrug (nogle siger, at man kan have et års forbrug af levnedsmidler, højest) som de nødvendige fornødenheder, eller formue, som man ikke skal betale zakat af. Bediüzzaman Said Nursi udtrykker en standard, der kan gælde til enhver tid, som følger: Mens de fleste muslimer ligger under den gennemsnitlige levestandard, kan en muslim ikke føre et luksuriøst, komfortabelt liv.

Sunna har fastlagt omkring 90 gram guld eller ca. 600 gram sølv eller 40 får eller 30 høveder eller 5 kameler som standard. Hvis man, i henhold til stedet eller levestandarden hos folket et bestemt sted, har banknoter, varer eller andre slags forøgende indkomst eller kapital, hvis værdi er lig med enhver af de standardværdier, der er givet, skal man betale zakat. Men når nisab skal fastsættes, tager man mindstebeløbet, der går til de fattige, i betragtning.

Nisab og Zakat for Guld, Sølv og Andre Smykker. Nisab for guld er 20 dinarer (omkring 90 gram) og for sølv 200 dirham (omtrent 600 gram), begge hvis man har haft dem i et år. Afgiften på dem er en fyrretyvendedel af deres værdi. Enhver yderligere mængde beregnes på denne måde. Guld og sølv lægges sammen. Så hvis man har guld og sølv, hvis værdi er lig med 200 dirham af sølv, skal der betales zakat. På samme måde lægges guld, sølv og banknoter og lignende sammen med kommercielle varer. Ting, der er lavet af guld eller sølv behandles som guld og sølv. Med andre ord, hvis den mængde guld eller sølv, de indeholder, svarer til nisab, betales zakat.

Selvom de fleste lærde mener, at der ikke skal betales zakat af diamanter, perler, safirer, rubiner, koraller eller andre ædelsten, som kvinder bærer som smykker, og medmindre de bruges til handel, er det fromhed og et middel til at blive frelst fra zakat forpligtelsen, som er både Guds og folks ret overfor rige mennesker, for at kræve nogen betaling fra dem. Man bør ikke købe sådanne ædelsten blot for at slippe for at betale zakat.

Banknoter, Checks og Obligationer. Da disse dokumenter med garanteret kredit, banknoter, checks og obligationer, er underlagt zakat til en sats på en fyrretyvendedel af deres værdi, når de er ejet i et år og opnår mindsteværdien af nisab (værdien er lig med 200 sølv dirham). Man kan veksle dem til penge med det samme. De lægges sammen med valutaer, guld og sølv samt handelsvarer.

Handelsvarer: Alle handelsvarer, der er religiøst lovligt at bruge, konsumere, købe og sælge (f.eks. tøj, korn, jern, kobber, kvæg, får, huse, forretninger og biler), er underlagt zakat. Satsen er en fyrretyvendedel. På grund af gulds stabile værdi mener nogle jurister, at det burde være det grundlag, man beregner handelsvarers nisab udfra.

Bygninger og Transportmidler, der er Kilder til Indtægt. Hvis man lejer huse ud, forretninger, værktøj, køretøjer eller jord, eller ejer køretøjer, der arbejder indenfor transport, skal man betale zakat af lejen og den indkomst, man får. Hvis den årlige fortjeneste svarer til nisab, når omkostningerne er trukket fra, betaler ejeren deres zakat hver måned. Da de bliver sammenlignet med jord og jordens produkter, er deres zakat en tiendedel.

Industrielle Investeringer og Produktionsmidler. Disse emner er i vor tid blandt de største kilder til indtægt. Selvom folks huse, værktøj og maskiner, som de bruger til at tjene deres penge med, ikke er underlagt zakat, er industrielle investeringer og produktionsmidler (f.eks. fabrikker) det, for de er voksende og kilder til overskud. Nogle jurister sammenligner dem med jord og jordens produkter og siger, at deres zakat sats er en tiendedel. Andre sammenligner dem med kommercielle aktiviteter og varer og siger, at deres zakat sats er en fyrretyvendedel af den resterende værdi, når man har trukket gæld, udgifter til nødvendige materialer, forarbejdning, produktion, marketing og finansiering fra.

Lønninger, Salærer og Private Virksomheder. Da løn, salærer og indtjening fra privat virksomhed er faste og fortsatte og voksende, er de underlagt zakat, hvis beløbet, der er tilbage efter fradrag af den gennemsnitlige leveomkostninger, når nisab. Satsen er en fyrretyvendedel. Selvom der er forskellige levestandarder, tænker muslimer ikke på at leve et komfortabelt liv, når flertallet af muslimer og mennesker lever under gennemsnittet. Nogle jurister siger, at denne type zakat skal betales efter et år; andre siger, at den skal betales månedligt.

Kvæg, Får og Geder. Kvæg, kameler, får og geder er underlagt zakat. De skal være til handel eller på græs og have været i ens besiddelse i et år. Nisab for hver enkelt er som følger:

Hvis man har 5 græssende kameler i et år, er afgiften 1 får, som også er afgiften for 5-9 kameler. Afgiften for 10 til 14 kameler er 2 får, for 15-19 kameler er den 3 får og for 20 til 24 kameler er den 4 får. Afgiften for 25 til 35 kameler er en 2-årig hun-kamel, for 36 til 45 en 3-årig hun-kamel, for 46 til 60 er den en 4 år gammel hun-kamel, for 61 til 75 en fem år gammel hun-kamel, for 76 til 90 er den 2 3-årige hun-kameler og for 91 til 120 er den 2 5-årige hun-kameler.

Nisab for kvæg er 30. For 30 til 40 stykker kvæg betales en 2½ år gammel han eller en fravænnet hunkalv; for 60 er afgiften 2 1-årige kalve. Når der er mere end 60 stykker kvæg er afgiften 1 kalv for hver 30 stykker og 1 fravænnet kalv for hver 40.

Når man har 40 får eller geder, er afgiften 1 får eller ged. Den er det samme for 40 til 120, for 120 til 200 er den 2 får, for 200 til 399 er den 3 får og for 400 til 500 er den på 4 får.

Landbrugsprodukter. Zakat på landbrugsprodukter betales, når de høstes. Man skal beregne den på forhånd, hvis man ønsker at bruge af dem eller drage nytte af dem. De fleste lærde mener, at deres nisab er omkring 50 kvarte (1 kvart = 12,7 kg); hvilket vil sige, at hvis man har denne mængde af landbrugsvarer, skal man betale deres zakat. Afgiften for landbrugsprodukter, der er naturligt vandede (med regn), er en tiendedel; hvis de vandes af deres ejer, som skal betale de tilhørende udgifter, er afgiften en tyvendedel. 

Mineraler, Miner, Nedgravede Skatte og Produkter fra Havet. Zakat for sådanne produkter er en femtedel. Hvis en begravet skat bliver fundet på et stykke jord uden kendt ejer eller som er statens, gives en femtedel af den som zakat, resten tilhører finderen. Hvis den findes på jord, hvis ejer er kendt, gives en femtedel til ejeren. De lærde har bestemt, at der ikke er nogen nisab for sådanne emner. Imidlertid er der dem, som mener, at når disse emner når en værdi på omkring 600 sølv dirham eller 90 gram guld, skal man betale zakat.

---------------------------------------------------------------------------------

Modtagere

De lærde har opdelt ejendom i to kategorier: skjult (Opbevaret derhjemme, såsom penge, guld og sølv) og ejendom, der opbevares åbent (f.eks. dyr og landbrugsprodukter).  I Profetens og kaliffernes levetid blev zakat indsamlet af embedsmænd, der var særligt udpegede dertil. Der var endog en speciel zakat-fond i statsbudgettet. Senere begyndte staten at indsamle zakat for de åbne ejendele og lade ejerne af de skjulte selv sørge for det.

Muslimer og muslimske samfund skal finde en god, foretrukket måde at indsamle zakat på i fravær af en islamisk autoritet og fordele den ordentligt, som nævnt i 9:60. De er:

Fattige mennesker, der ikke tjener nok til at holde sig selv og deres familier i live.

De nødlidende, som ikke kan klare sig selv.

Zakat indsamlere.

De, hvis hjerter, på grund af deres svage Islam, har brug for at blive genforsonet eller styrket i Islam; hvis hjerter kan bevæges til Islam; eller de, hvis ondskab mod Islam og muslimerne kunne undgås.

At befrie muslimske krigsfanger og frigøre slaver.

At hjælpe de, der er overbebyrdede med gæld.

At støtte de, der ophøjer Guds ord, stræber for Guds sag (mujahidun) samt at tage sig af studerende og pilgrimsrejsende.

Rejsende, enten hjemme eller udenlands.

Modtagerne af zakat nævnes i følgende vers:

De foreskrevne almisser er kun ment til de fattige og de, der er i nød (selvom de af selvrespekt ikke giver indtryk af at trænge til hjælp); de, der har til opgave at indsamle og administrere dem; de, hvis hjerter eller venskab og støtte bliver vundet for Guds sag (indbefattet de, hvis fjendtligheder kunne forhindres derved); at frisætte de, der er bundet i slaveri og fangenskab; at hjælpe dem, der er overbebyrdede med gæld; og på Guds vej (til at ophøje Guds ord, at sørge for studerende og hjælpe pilgrimme); Og til den vejfarende (der har brug for hjælp). Dette er et krav fra Gud. Gud har fuld viden om alle ting, Viis. (9:60)

Zakat deles ud blandt modtagerne i henhold til deres nød og prioritet, tildelt dem i størst nød eller efter omstændighederne. Men zakat er ikke en frivillig almisse, man giver for at glæde de fattige; tværtimod bruges den på at udrydde fattigdom, forsyne de nødlidende med kapital for at redde dem fra deres nød, til at fylde hullerne op mellem de sociale klasser eller at forebygge at den slags huller opstår i samfundet.

Folk som er (ikke kronisk) syge eller på rejse, kan bryde fasten i Ramadanen; men skal gøre godt for de mistede dage. Hvis rejsende gør intentionen om at faste om natten, kan de stadig bryde deres faste om dagen. Hvis de allerede havde gjort intentionen om at faste, mens de var hjemme, men så besluttede at rejse i løbet af dagen, er de fleste lærde enige om, at så skal de faste.

De, der har brudt fasten pga. svære omstændigheder, skal også gøre godt for de mistede dage. De lærde er enige i, at menstruerende kvinder, kvinder med blødninger efter fødsel samt gravide og ammende kvinder, som er bange for, at fasten kan skade barnet eller dem selv, skal gøre godt for de mistede dage.

Betale kompensation:

De, som er for gamle til at faste, såvel som de kronisk syge, har tilladelse til at lade være med at faste, for fasten ville lægge for mange vanskeligheder på dem. Men de skal bespise én fattig person for hver dag, de ikke faster. Hvis dem, der var på rejse eller havde en anden undskyldning, dør, inden de når at gøre godt for de mistede dage, skal der ikke betales kompensation. Men hvis de bad deres arvinger om at betale en sådan kompensation, skal pengene tages ud af den afdødes ejendom. Hvis de, som døde, døde inden de fik gjort godt for de mistede dage, selvom de havde tid nok til at gøre det, må man bede deres arvinger om at betale den nødvendige kompensation.

Dage, hvor faste er forbudt:

Alle lærde er enige i at det er forbudt at faste på de to 'Eid ('Eid al-Fitr og 'Eid al-Adha). Det er ligegyldigt om fasten er obligatorisk eller frivillig. At faste frivilligt udelukkende om fredagen bliver misbilliget. Hvis man faster dagen før eller efter den, hvis det er en dag, man normalt faster på (f. eks. den 13., 14. eller 15. i måneden), eller hvis det er 'Ashura Dagen (10. Muharram), misbilliges det ikke at faste på en sådan fredag. Den samme regel gælder for lørdagen. Det misbilliges at faste på "tvivlens dag", når man ikke er sikker på, om det er den sidste dag i Sha'ban eller den første dag i Ramadanen, ligesom det heller ikke er velset at faste flere dage i træk uden at spise, overhovedet (al-wisal).

Frivillige faster:

Budbringeren opmuntrede muslimerne til at faste de følgende dage: seks dage i Shawwal; den 10. Muharram ('Ashura) og de dage, der kommer umiddelbart før og efter den; det meste af Sha'ban (måneden inden Ramadan); hver torsdag, fredag og lørdag i de hellige måneder (Dhu'l-Qa'da, Dhu'l-Hijja, Muharram, Rajab); hver mandag og torsdag; og den 13., 14. og 15. i hver måned. Han tillod også de, der kan faste hver anden dag, som kaldes sawm Dawud (Profeten Davids Faste), at gøre det.

Måltidet før daggry og at bryde fasten:

Det er sunna (anbefalet) at få sig et måltid før daggry mellem midnat og daggry. Det anses for bedst at vente med det, så man spiser det så tæt på daggry som muligt. De, som faster, skal skynde sig med at bryde fasten, når solen er gået ned og, lige inden de spiser, gøre følgende supplikation (højst tilrådeligt): "Oh Gud, jeg har fastet for Dig, troet på Dig, sat min lid til Dig og bryder min faste med Dine forsyninger."

Fastens essentielle elementer

Det forlanges, at man foretager den rette intention om at faste i Ramadanmåneden. Det foretrækkes, at man gør denne intention før daggry og hver nat i Ramadanen. Men den er gyldig, ligegyldigt hvilken del af natten, den gøres i, og man kan endda foretage den ved middag, hvis man glemte det før daggry. Det er ikke nødvendigt at udtale den højt, for den er i virkeligheden en handling i hjertet, der ikke involverer tungen. Dertil kommer, at den bliver opfyldt ved éns intention om at faste af lydighed overfor Gud og søge Hans velbehag. Ifølge mange jurister kan intentionen om en frivillig faste gøres indtil middag.

I fastetimerne kan man ikke spise, drikke eller foretage sig ægteskabelige seksuelle forhold. Inden åbenbaringen af Koranen kunne ægtepar ikke have noget seksualliv under fasteperioden. Denne regel blev ophævet i 2:187, der tillader samleje mellem ægtefæller i Ramadanens nætter:

Det er gjort lovligt for jer at gå til jeres hustruer om natten i Fasten; (der er sådan en umistelig intimitet mellem jer), at de er en klædebon for jer (der svøber sig om jer for at beskytte jer mod illegitime forhold og besmykke jer), og I er en klædning (af samme slags) for dem. (2:187)

Men det er stadig forbudt i fastetimerne.

Undgå upassende handlinger

Faste, en type tilbedelse for at nærme sig Gud, blev beordret for at rense sjælen og opøve den i gode gerninger. De, som faster, må skærme den mod enhver handling, der måske kan udligne fastens goder. På denne måde vil fasten forøge deres personlige Guds-bevidsthed og fromhed. Fasten er mere end blot at lade være med at spise og drikke; den betyder også at undgå alt andet, Gud har forbudt. Budbringeren sagde: Fasten handler kun om at afholde sig fra mad og drikke, men handler også om at afholde sig fra tom snak og et grimt og sjofelt sprogbrug.

At gøre en ed betyder at sværge ved Gud, at man ikke vil gøre et eller andet. Indenfor Islam kan man kun sværge ved Gud. Folk, der aflægger sådan en ed, skal gøre deres bedste for at opfylde den og skal derfor ikke aflægge en sådan uden omtanke.

Folk, som kommer med løgnagtige udtalelser ved en fejl eller i uvidenhed og derpå sværger på dem ved Gud, bliver ikke holdt ansvarlige for dem og skal ikke udføre nogen bod. Men bevidst at lyve og derpå sværge ved Gud eller erklære Gud som vidne til løgnen er en ekstremt alvorlig synd, der mange gange har medført, at frygtelige ulykker har ramt løgneren. Sådanne mennesker skal udføre en bodsgerning, oprigtigt søge Guds tilgivelse og genoprette enhver skade, løgnen kan have bragt med sig.

Hvis folk sværger ved Gud, at de ikke vil gøre et eller andet i fremtiden og derpå gør lige netop denne handling, må de søge Guds tilgivelse og gøre bod. I dette tilfælde betyder det at frisætte en slave. Hvis det ikke lader sig gøre, skal edsbryderen bespise en fattig i ti dage med ligeså meget mad, som hans egen familie spiser. Hvis det ikke er muligt, skal han eller hun faste i ti dage i træk.

Islam er en global religion og koranen er en global bog der nuancerer sig hele tiden med tiden! Dvs. Koranen fornyer sig hele tiden og indpasser sig alle tider og alle menneskers behov. Koranen er en bog der tiltaler samtlige forstandige, fornuftige mennesker. Nogle gange tiltaler den alle troende og nogle gange tiltaler den direkte til troende mænd og troende kvinder. Adlydende mænd og adlydende kvinder, sandfærdige mænd og sandfærdige kvinder, tålmodige mænd og tålmodige kvinder, Gudfrygtige mænd og Gudfrygtige kvinder, hjælpsomme, gavmilde mænd og hjælpsomme, gavmilde kvinder,  fastende mænd og fastende kvinder, dydige mænd og dydige kvinder; koranen kapitel 33/35. En muslim bør tage profeten Muhammed Fvmh som et eksempel for han er sendt som barmhjertighed til hele verdenen. Koranen 21/107. Han var levende koran ifølge hans hustru Aisha. Hvordan skal det forstås!? Koranens adfærd og morale hermed profetens adfærd morale var på højeste plan. "Visselig du har den største, (smukkeste) adfærd og morale." Koranen 68/4. Følgende verse fra koranen der omhandler om at adlyde Gud og Guds sendebud, profeten Muhammed Fvmh og et eksempel fra hans liv er nok til at forklare hvordan en muslim kan integrere sig i et andet samfund! Koranen 3/132, 4/59, 5/92. Dette eksempel er at han befaler flere ungemænd om at lære bl.a hæbraisk og romersk! Said bin Zayd er en ungmand der har lært hæbraisk i løbet af få måneder. Han får navnet 'mit folks tolk'. Hvad fortæller det mig eller os!? Hvis jeg lever i Danmark, skal jeg lære dansk rigtig godt! Hvis jeg skal gavne det samfund jeg lever i, skal jeg både lære sproget men også tage aktiv del i at opretholde og vedligeholde samt bidrage til det bedst muligt! Læg mærke til profeten Fvmh siger i flere af hans beretninger: "Den bedste af jer er den som gavner mennesker; den som naboen ikke er tryg ved, er ikke en oprigtig troende." Han plejede selv at besøge sin jødiske nabo, hvis vedkommende var syg! Jeg vil understrege at han breder det ud og til alle mennesker og ikke kun overfor muslimer! Sådan er flere af koranens verse også sat op! Bl.a i kapitel 49/13, "O I mennesker, Vi har visselig skabt jer fra en mand og en kvinde og derpå fordelt jer i forskellige nationer og stammer for at I skal lære hinanden at kende; Den bedste af jer og den mest ophøjede af jer hos Gud er, den mest gudfrygtige!" Vi kan hermed konstatere og konkludere at en muslim bør og kan integrere sig bedst muligt i alle mulige steder og forholde der måtte være! Læringen af sproget følger med! Gavne det samfund og mennesker man lever sammen med følger med! Så er spørgsmålet hvor går grænsen!? Først og fremmest alt med dialog og mere end det gensidig respekt og forståelse! I virkeligheden en muslim kan integrere sig på mange måder uden begrænsninger! Det eneste ting man skal være opmærksom på er adlyder man Allah og Allahs sendebud!? Feks hvis et land eller system siger: "Du må ikke lave bøn, du må ikke tage tørklæde på, du må ikke faste, du må ikke læse koranen, du må ikke gå til pilgrimsfærd osv. Så må jeg som en muslim afvise det!  Det samme gælder overfor sine forældre! Hvis det beordrer én til ikke at adlyde Gud og Guds sendebud, eller forbyder noget som Gud og Guds sendebud påbyder, så må man heller ikke følge deres ord! Man skal som en muslim følge et lands love og regler og respektere det! En muslim bør være til gavn for verden og samfundet ifølge koran og profetens Fvmh beretninger! Hvis ikke det er sådan i nogle tilfælde så er det kun fordi, at personen ikke er vedvidende om disse ting! Derfor skal man på baggrund af det hverken fordømme alle muslimer eller islam og koran! Det er nu om dage blevet normalt at man fordømmer islam udfra enkelte personers uvidende handlinger og gerninger! Islam betyder fred, frihed, tolerance! Islam indebærer dialog, gensidig respekt, kærlighed til samtlige mennesker uanset race, religion! Islam bygger på at opretholde fred og retfærdighed på jorden! Hermed et velfungerende samfund hvor alle bidrager, hermed også en god integration! Og endelig alle har sin ret til religions frihed i al respekt samt ytringsfrihed uden at fornærme nogen, og slet ikke tale ondt om nogen og slet ikke tale ondt om andres guder eller tro!  "Band ikke over andres guder, så vil de gøre det overfor Allah af uvidenhed og fjendskab." Koranen 6/108. Afslutningsvis vil jeg takke for jeres gode spørgsmål og ønsker jer held og lykke..

At spise, drikke og have samleje i dagtimerne med forsæt, kræver en anden dags faste samt en bod. Bod defineres som at sætte en slave fri, hvis man kan; hvis vedkommende ikke har slaver eller ikke kan befri en af gyldige grunde, skal han eller hun faste i 60 dage i sammenhæng; hvis man ikke kan det, skal man bespise en fattig person gennem 60 dage eller bespise 60 fattige på én dag med måltider, der svarer til dem, man normalt selv spiser derhjemme.

De fleste lærde siger, at både mænd og kvinder skal gøre bodshandlinger, hvis de med vilje havde samleje om dagen, selvom de havde intention om at faste den dag. Hvis de gjorde det ud af glemsomhed, tvang eller de ikke havde intention om at faste den dag, skal der ikke udføres nogen bodshandling. Hvis kvinden blev tvunget eller voldtaget af manden, er det kun ham, der skal gøre en bodshandling.

Alle lærde er enige i, at folk, der med vilje brød fasten og gjorde bod og derpå brød den igen på en måde, der kræver en ny bod, skal de udføre en ny bodshandling. På lignende vis er de også enige om, at hvis folk bryder fasten to gange på én dag, før de har gjort bod for den første handling, skal de kun gøre en enkelt bodshandling. Hvis man bryder sin faste og gør det igen i den samme Ramadan uden bodshandling, skal man kun gøre bod én gang. Grunden til det er, at der er en straf for handlinger, der bliver gentaget, og hvis boden eller straffen ikke bliver effektueret, samles alle disse handlinger under én.

Islams fjerde søjle er fasten i Ramadanen, hvor muslimerne afholder sig fra at spise, drikke og seksuelle forhold eller tilfredsstillelse fra solopgang til solnedgang. Angående ordren til at faste erklærer Koranen:

Ramadanmåneden, måneden hvori Koranen (begyndte at blive) sendt ned som en ren kilde til vejledning for folk, og (når den bliver udøvet) som tydelige tegn på vejledning og Kriteriet (mellem sandhed og løgn). Derfor skal enhver af jer, der er til stede i den måned, faste den, og den, der er så syg, at han ikke kan faste eller er på rejse, skal faste det samme antal andre dage. Gud ønsker lethed for jer og ønsker ikke vanskeligheder for jer, så I kan færdiggøre det antal dage, der kræves, ophøj Gud for at Han har vejledt jer, og det håbes, at I vil give passende tak (til Ham). (2:185)

Tak for jeres spørgsmål.

Religion hverken kan gøre mennesker fattige eller rige.

Den amerikanske kontinent er kristent, Nordamerika lever i rigdom og Sydamerika lever i fattigdom.

Vesteuropa lever i rigdom og Østeuropa lever i fattigdom.

Japan og diverse østasiatiske lande er buddhister, Japan, Taiwan, Sydkorea, Singapore lever i rigdom mens Nordkorea, Mongoliet, Tibet, Laos, Thailand, Vietnam … lever i fattigdom.

Vi kan blive ved…

Historisk:

En gang Gamle Grækenland, Persiske Rige, Ægypten, Kina, Rom, Kina, Indien, og den Osmanniske rige var supermagt og rig og de er fra forskellige kontinenter og religioner.

Rigdom og økonomi opstår når der er betingelser og dynamik i samfundet / samfundene.

For eksempel:

1- Lad os sige at personen A har 1.000 kr.   Hvis han ikke køber noget så bliver den 1.000kr. mindre og mindre i værdi hvert år fordi alle holder på deres 1.000kr. ingen vil producere noget fordi der er ingen kunder der vil købe noget. Så begynder der at blive inflation, recession og fattigdom.        

2- Lad os sige personen A køber noget fra personen B, for 1.000kr. så er den 1.000kr. brugt og bibeholder sin værdi i det år dvs. den bliver ikke mindre i værdi heller ikke større i værdi.

3- I vores 3. eksempel personen A køber noget fra  personen B som køber noget fra personen C som køber noget fra personen D som igen køber noget fra personen E på et år, så pludselig bliver vores penge  1.000kr. udnyttet meget bedre så sker der dynamik i samfundet og alt bliver billigere flere varer kan sælges fordi folk har flere penge i hænderne.             

                      A. Køber for 1.000kr.

B. Køber for 1.000kr.

C. Køber for 1.000kr.

D. Køber for 1.000kr

E. Køber for 1.000kr

I alt               5.000 kr.  

Jo hurtigere pengene accelerere jo bedre er det for befolkningen og landet, så bliver der rigdom. Folk får råd til at købe flere dyre varer.

Et land skal ikke miste sin dynamik hvis de mister dynamikken så bliver de fattigere og fattigere.

Et lands ledere skal sørge for der er gode betingelser for erhvervslivet og økonomien.

Disse forhold bremser udviklingen:

                      Krig

                      Politisk uro

                      Dårlig ledelse

                      Dårlig lovgivning

                      Nepotisme og korruption

                      Pengene bliver samlet i for få hænder (Rigmænd)

                      Manglende demokrati

Under 2. kalif Omar (R.A)s tid var der et system, at folk kunne få kredit fra Bayt-ul-Mal dvs. hypoteker banken eller staten. Folk kunne investere i noget nyt og blive økonomisk uafhængige eller ligefrem rige.

Flere lande har noget lignende systemer i dag, det hedder saltvandsindsprøjtning til økonomien  f.eks. eksportstøtte, landbrugsstøtte, skattelettelse, momsnedsættelser m.m.  for erhvervsdrivere.

 Billige statslån eller statsgaranteret lån til erhvervs støttende foranstaltninger kan og så være løsning.

Staten letter erhvervsdrivernes byrde ved at gøre papirarbejdet mindre ved forskellige lovgivninger og cirkulærer.

Kortsagt staten skal lette erhvervsdrivernes byrde, støtte, erhvervsfremme, skabe arbejdsro, SÅ BLIVER DER RIGDOM OG UDVIKLING .

 KONLUSION:

RELIGION ER ER IKKE FAKTOR TIL ØKONOMIEN, MEN DYNAMIKKEN I SAMFUNDET ER

Vi slutter med at sige alle mennesker på kloden har ret til at få lige betingelser for klarer sig, og det skal deres respektive stater sørge for. Alle mennesker skal yde efter evne og nyde efter behov, der må ikke være overflod i et sted og sult i det andet sted i verden.

Egoisme, nepotisme, gerrighed og ligefrem ondskab er menneskers svøbe, årsag til krige, fattigdom og elendighed.

Må jeres gode samvittighed være med dem og give dem lykke og positiv udvikling. 

af Isa Kuyucuoglu

Ordet "Islam" betyder blandt andet hilsen, fre frihed og velsignelse. Det betyder også hengivenhe overfor Allah og Allahs ord. En muslim er en perso: der selv har valgt Islam som religion. Betegnelse "muhamedanisme" eller "muhamedaner" er forke ifølge Islam. For man tilbeder ikke Profete Muhammed, som kristne tilbeder Kristus.

Profeten Muhammed er ikke et gejstligt ell< guddommeligt menneske. Trosbekendelsen dannt grundlag for Islam. En muslim bekender sig til, at di ikke er en anden Gud end Allah, og at Profete Muhammed er Hans sendebud og tjener.

Allah siger i Koranen:

"Er der noget så smukt, som at tro på Islam og gøre ting, som er godt for Islam⁹".

Ordet "muslim" er et ord, som Allah har brugt Koranen. En muslim sætter stor pris på dette ord. Di gør man ved at kende sit ansvar og gøre de ting, der  pålagt én. En muslim bør gøre de ting Allah har påbud og holde sig fra de ting, Allah har forbudt. En muslim betyder en der følger Allahs regler i Islam.

Hvis et menneske er for sygt til at bruge vand, eller der ikke er noget i nærheden, når det er tid til at bede, kan det udføre tayammum i stedet for wudu' og ghusl.

Kravene er følgende:

Have intentionen om at udføre tayammum for at fjerne enhver urenhed.

Stryge den rene jord let med begge hænders håndflader og føre hænderne over ansigtet en gang.

Stryge den rene jord igen med håndfladerne og skiftevis gnide højre og venstre arm fra fingerspidserne til albuerne.

Alle ting har en bestemt plads i universets vældige plan, der fungerer på en storslået måde. Solen, månen og stjernerne og alle himmellegemer er knyttet sammen i et fremragende system, følger uforanderlige love og afviger aldrig fra deres fastlagte kurs. Selvom universet tilsyneladende er monotont og blindt adlyder et sæt love, er det hverken en fabrik, som det 18. århundredes videnskabsmænd tænkte sig, eller et kaos, som eksistentiellistiske filosoffer mente. Tværtimod er det en levende og dynamisk organisme, hvis enkeltdele fungerer i henhold til den plads, den optager, og opfylder dens rolle i systemet af gensidige relationer. På den anden side er Gud ikke nogen passiv kraft, der skabte universet som en automatisk maskine; men en evigt aktiv Kraft, Som uophørligt spejler Sine Navne i universets spejl. Hver en sådan afspejling fornyer universet, hvilket betyder, at en ny manifesteres hvert øjeblik. Men denne fornyelse afhænger af visse ubevægelige principper, der tillader os at regulere vore liv og, af denne grund, gøre menneskelivet muligt. Disse principper, som vi udleder af at betragte de "naturlige" begivenheder og kalder "naturlove", har kun en nominel eksistens. Universets Skaber og Hersker etablerede dem; skabelsen adlyder dem.

Det er af denne grund, at Islam er universets religion, for Islam er intet andet end lydighed og underkastelse overfor Gud, universets Herre. Solen, månen, Jorden og alle himmellegemer er muslim, ligesom luft, vand, varme, sten, træer og dyr, for alle ting i tilværelsen adlyder Gud ved at underkaste sig Hans love. Selv ikke -troende og ateister er muslim, hvad angår deres legemlige eksistens, for hver af deres kropsdele følger den kurs, Gud har sat for dem fra fødsel til død og opløsning.

Islam lærer os, at Gud, naturen og menneskeheden ikke er fjerne fremmede overfor hinanden eller i strid med hinanden. Gud gør Sig Selv kendt overfor menneskeheden gennem naturen og menneskeheden selv, og naturen og menneskeheden er to bøger (om skabelsen), der gør Gud kendt. Islam er navnet på den kode, som naturen i fuldkommen lydighed fungerer efter, og ved hvilken menneskeheden kræves, men ikke tvinges til, at leve efter. Heraf den frie vilje.

På arabisk betyder ilah "én, der bliver tilbedt", med andre ord et væsen, som på grund af sin storhed og styrke, bliver betragtet som værdig til tilbedelse, at man bøjer sig for den i ydmyghed og overgivelse. Ilah-begrebet indeholder desuden besiddelse af uendelig kraft, overbringer betydningen af at andre er afhængige af det, og at det selv ikke er afhængig af nogen eller noget. Ordet ilah bærer med sig en fornemmelse af mystik og hemmeligheder. Det persiske ord, khuda, såvel som deva på hindi og god på engelsk har lignende betydninger. Der findes også ord på andre sprog, hvis mening er den samme.

På den anden side er Allah, som vi på dansk oversætter til Gud, er Guds essentielle, personlige navn. La ilaha illa'llah betyder bogstaveligt set: "Der findes ingen ilah udover det Ene Store Væsen, Som kendes som Allah". Det betyder at universet ikke indeholder noget andet væsen, der er værd at tilbede, udover Allah, at vi bør bøje os i overgivelse og beundring udelukkende for Ham, at Han er det eneste Væsen, der besidder al styrke, at vi har brug for Hans gaver, og at vi alle er forpligtede til at søge Hans hjælp. Han er skjult for vore sanser og vort intellekt kan ikke fatte hvad Han er.

Den Ene, sande Gud er en afspejling af Islams enestående opfattelse af Gud. For en muslim er Gud den Almægtige, universets Skaber og Opretholder, Han ligner intet andet og intet kan sammenlignes med Ham. Nå Profetens samtidige spurgte ham om Gud, åbenbarede han Surat al-Ikhlas, der betragtes som éthedens essens eller monoteismens motto, som følgende:

I Guds navn, den Nådige, den Barmhjertige. Sig (oh Muhammad): Han er Gud, den Ene, Unikke. Gud er Selvopholdende (Som ikke behøver nogen og Som alle andre behøver). Han har aldrig avlet (nogen) og Han er ikke blevet avlet, og der er ingen ligesom Ham. (112:1-4)

Skaberen må være af en anden natur end de skabte ting, for hvis Han var af samme natur som de er, ville Han være tidsbegrænset og derfor have behov for en skaber. Deraf følger, at intet er som Han. Hvis Skaberen ikke er tidsbegrænset, må Han være evig. Men hvis Han er evig, kan Han ikke have nogen årsag. Hvis intet udover Ham Selv forårsager Hans fortsatte eksistens, må Han være Selv-opretholdende og Selv-Forsynende.

Hvis Han ikke er afhængig af noget for at fortsætte Sin egen Eksistens, kan denne Eksistens ikke have nogen ende. Skaberen er derfor evig og evigtvarende: "Han er den Første og den Sidste".

Han er Selv-Opretholdende og Selv-Forsynende, eller, for at bruge Koranens udtryk, as-Samad og al-Qayyum. Skaberen skaber ikke bare for at bringe ting i verden, for Han bevarer dem også, tager dem ud af eksistensen og er den endelige årsag til alt, der sker dem.

'Ali Ibn Abi Talib siges at have sagt:

Han er værende; men ikke gennem fænomenet at blive til. Han eksisterer; men ikke fra ikke-eksistens. Han er med alle ting; men ikke ved fysisk nærhed. Han er forskellig fra alle ting; men ikke ved fysisk adskillelse. Han handler, men uden at benytte Sig af bevægelser og redskaber. Han er den Ene, blot sådan at der ikke er nogen, som Han har til selskab eller som Han savner i vedkommendes fravær. 3

Islam nægter at karakterisere Gud på nogen menneskelignende måde eller fremstille Ham som om, Han favoriserer visse individer eller nationer på grund af rigdom, magt eller race. Han skabte menneskene lige. Han favoriserer udelukkende i henhold til dyd og fromhed.

Bogstaveligt betyder tawhid "forening" (at gøre nogle ting til ét) eller at "erkende enhed". Det kommer fra det arabiske verbum, wahhada (at forene, gøre ét eller konsolidere). Men når det bruges med henvisning til Gud, betyder det at virkeliggøre og bevare Guds Enhed i alle vor handlinger, der direkte eller indirekte har med Ham at gøre. Det er troen på, at Gud er En, uden partner i Hans Rige og Hans handlinger, uden lige i Sin Essens og Attributter og uden rival med hensyn til Hans Guddommelighed og i tilbedelse. Disse tre kategorier bliver almindeligvis omtalt som: Tawhid ar-Rububiya ("Bevare Herredømmets Enhed"), Tawhid al-Asma wa Sifat ("Bevare Enheden af Guds Navne og Attributter") og Tawhid al-'Ibada ("Bevare Enheden af Guds Tilbedelse).

Tawhid al-Rububiya er baseret på den fundamentale opfattelse, at Gud alene forårsagede alle tings eksistens, da der intet fandtes; Han opretholder og passer skabelsen uden, at Han har brug eller behov for den, og Han er den eneste Herre for universet og dets indbyggere uden nogen virkelig udfordring mod Hans Overophøjethed. Det ord, der på arabisk bruges til at betegne denne kvalitet, er Rububiya, som stammer fra roden Rabb (Herre). Ifølge denne kategori er det sådan at, eftersom Gud er den eneste virkelige kraft der findes, er det Ham, Som har givet alle ting kraften til at bevæge sig og forandre sig. Intet i skabelsen sker, uden at Han har tilladt at det sker. I erkendelse af denne realitet gentog Profeten Muhammad (fvmh) flere gange dette udråb: La hawla wa la quwwata illa bi'llah (Der findes hverken styrke eller magt uden hos Gud).

Tawhid al-Asma wal Sifat har fire aspekter. For at opretholde enheden af Guds Navne og Attributter i det første aspekt, må man henvise til Gud i henhold til hvorledes Han og Hans Profet har beskrevet Ham og benævnt Ham. Det andet aspekt involverer at omtale Gud, som Han har omtalt Sig Selv, uden at give ham nye navne eller attributter. I det tredje aspekt refereres til Gud uden at give Ham Sin skabelses Attributter. For eksempel kan Han ikke siges at hvile eller sove, for dette ville give Ham nogle af Hans skabelses attributter. Ej heller kan Han siges at "angre" Sine "dårlige tanker", for det er noget, mennesker gør, når de indser deres fejl. Attributterne af at høre og se er blandt menneskets attributter; men kan ikke sammenlignes med den fuldkommenhed, de opnår, når de er det Guddommelige Væsens attributter. Med andre ord behøver Gud hverken ører eller øjne for at besidde disse attributter. Det fjerde aspekt kræver, at ingen person kan blive givet Guds attributter i deres fuldkommenhed.

På trods af det vide omfang af de to første kategorier er en fast tro på dem alene ikke tilstrækkeligt til at opfylde Islams krav for tawhid. Tawhid al-Rububiya samt Tawhid al-Asma wal-Sifat skal følges med deres komplementære, Tawhid a-'Ibada, for at tawhid har kunnet blive anerkendt som komplet ifølge Islam. Det forlanger at alle former for tilbedelse udelukkende skal rettes mod Gud, for Han alene er værdig til tilbedelse og kan skænke goder til skabte væsener som et resultat af Hans tilbedelse. Desuden er der ikke brug for noget mellemled mellem menneskeheden og Gud. Gud understregede vigtigheden af at rette sin tilbedelse udelukkende til Ham ved at påpege, at dette var hovedformålet med skabelsen af jinn og menneskeheden, og essensen i det Budskab, alle Profeter har bragt.

Som følge heraf er den mest alvorlige synd shirk (tilbedelse af andre og andet i stedet for Gud eller ved siden af Gud). I Surat al-Fatiha, som enhver muslim reciterer i sine bønner mindst 17 gange dagligt, lyder vers 4: Dig alene tilbeder vi og fra Dig alene søger vi hjælp; et klart budskab om at alle former for tilbedelse skal rettes udelukkende til den Ene, Som kan svare: Gud.

Studiet af tawhid kan ikke betragtes som fuldstændigt uden en omhyggelig analyse af dens modsætning: shirk. Shirk betyder bogstaveligt partnerskab, at dele eller associere. I Islamisk terminologi henviser det imidlertid til at tildele Gud partnere, uanset hvilken form det måtte tage.

Arter af at tilskrive Gud partnere (Shirk)

Man kan tilskrive Gud partnere i Hans Rububiya, Asma was-Sifat og 'Ibada.

Shirk i al-Rububiya. Denne slags shirk henviser enten til den tro, at andre tager del i Guds Herredømme over skabelsen, eller at der slet ikke findes nogen Herre over skabelsen. I det første tilfælde, shirk ved association, betyder det, at en accept af en øverste Gud eller Højeste Væsen; men Hans rige deles med mindre guddomme, ånder, dødelige, himmellegemer eller jordiske genstande. Ifølge Islam er sådanne systemer polyteistiske. I det andet tilfælde, shirk ved negation, når de forskellige filosofier og ideologier næsten påstår/repræsentere til en udtrykt eller uudtrykt benægtelse af Guds Eksistens. For eksempel falder panteisme og monisme ind under denne kategori.

Shirk i al-Asma wal-Sifat. Dette indeholder både den hedenske skik med at give Gud Sin skabelses attributter, såvel som at give skabte væsener Guds Navne og Attributter i deres absolutte betydning, der er særegen for Gud. I det første tilfælde, shirk gennem menneskeliggørelse, gives Gud form og kvaliteter af mennesker og dyr. På grund af menneskets overlegenhed i forhold til dyrene bruges menneskets form i almindelighed oftest af afgudsdyrkerne til at repræsentere Gud i skabelsen. Som følge heraf bliver Skaberens billede ofte malet, modelleret eller skåret ud i menneskelig form, tit med træk fra dem, der tilbeder dem. I det andet tilfælde, shirk gennem guddommeliggørelse, gives eller påstås skabte væsener eller ting Guds Navne eller Hans Attributter i deres absolutte betydning, særegen for Gud.

Shirk i al-'Ibada. Dette betyder direkte tilbedelse af andet end Gud og at søge belønning for tilbedelsen i det skabte i stedet for hos Skaberen. Denne kategori har også to hovedaspekter, som følger:

Al-Shirk Al-Akbar (Den Store Shirk). Den opstår, hvis nogen tilbedelsesgerning er rettet mod det, som ikke er Gud. Den repræsenterer den tydeligste form for afgudsdyrkelse, som Gud sendte alle Sine Profeter til menneskeheden for at få den til at holde sig fra. Denne opfattelse støttes af: Sandelig, Vi har sendt Budbringere til enhver nation, som gav ordre til kun at tilbede Gud og undgå Taghut (falske guder) (16:36).

Taghut betyder faktisk det, som forlanger at blive tilbedt, og som tilbedes sammen med Gud eller i stedet for Gud. Der er blevet lagt stor vægt på denne ondskab, for den modsiger selve formålet med skabelsen, som det udtrykkes i Guds erklæring: Jeg har ikke skabt jinn og mennesker med andet formål end at tilbede Mig (51:56).

Den Store shirk repræsenterer den største handling af oprør imod Universets Herre og er dermed den endelige synd, der rent faktisk sletter alle en persons gode gerninger og garanterer dens gerningsmand evindelig forbandelse i Helvede. Følgelig er falske religioner primært baseret på denne slags shirk. Alle menneskeskabte systemer inviterer på den ene eller anden måde deres følgere til tilbedelse af skabelse.

Al-Shirk Al-Asghar (Den mindre Shirk). Guds Budbringer sagde: "Det, jeg frygter mest for jer, er al-shirk al-asghar." Ledsagerne spurgte: "Oh, Guds Budbringer, hvad er den Mindre Shirk?" Han svarede: "At vise sig (al-riya'), for på Genopstandelsens Dag vil Gud sige, når folk modtager deres belønninger: `Gå hen til dem, som du viste dig overfor i den materielle verden, og se, om du kan få nogen belønning fra dem´". Han erklærede ligeledes: "Oh, folk! Hold øje med den hemmelige shirk" Folkene sagde: "Oh Guds Budbringer, hvad er hemmelig shirk?" Han svarede: "Når et menneske rejser sig for at bede og stræber efter at forskønne sin bøn, fordi folk ser på ham, er det hemmelig shirk." (al-Daylami, al-Firdaws, 2:376)

Den nat er årets mest dydige nat. Gud siger, Vi åbenbarede den (Koranen) på Kraftens Nat [Laylat al-Qadr]. Hvad vil sige jer, hvad Kraftens Nat er? Den er bedre end et tusind måneder.

For eksempel bringer enhver handling deri (f. eks. recitering af Koranen, ihukommelse af Gud) ligeså megen belønning, som den samme handling ville give, hvis man udførte den i 1000 måneder, der ikke rummer denne nat.

Det er bedst at søge denne nat blandt de sidste ti nætter i Ramadanen, ligesom Profeten, må fred være med ham, prøvede efter bedste evne på at finde den i den periode. For eksempel blev han som regel oppe de sidste ti nætter, vækkede sine koner og derpå holde sig for sig selv for at tilbede. Ifølge Abu Hanifa, kan enhver nat i løbet af året imidlertid godt være Kraftens Nat (Canan, ibid., 1:260), og derfor holdt muslimerne nattevagt nogen tid hver nat med henblik på at "fange" den. Sådanne nattevagter har en særlig betydning.

Abu Bukhari fortæller fra Abu Hurayra, at Budbringeren, må fred være med ham, sagde: ”Enhver, der beder under Kraftens Nat med tro og håb om dens belønning, vil få alle sine tidligere synder tilgivet.” (Bukhari, "Fadl Laylat al-Qadr")

Tawhid indebærer alle menneskers lighed og enhed i relation til Gud og peger dermed på fælles slægtskab, lighed og enhed af menneskets oprindelse. Menneskelighed er det ene element, der er medfødt i ethvert individs natur. Mennesker fra forskellige sociale lag blev ikke skabt af adskilte guddomme med varierende grader af kraft, for dette ville krænke tawhid ved at tillade mulig uoverensstemmelser i deres essentielle natur og rejse uoverstigelige barrierer mellem dem. Den samme Gud skabte alle, og således har alle mennesker den samme grundlæggende essens: Oh menneskehed, vær bevidst om jeres Herre, Som skabte jer af en enkelt sjæl (4:1).

Med dette udgangspunkt forkaster Islam legale, fysiske, klasserelaterede, sociale, politiske, racemæssige, nationale, territoriale, genetiske eller endda økonomiske faktorer. Tawhid betyder, at betragte menneskeheden som en enhed og at arbejde på at fjerne alle bestræbelser på at adskille på grundlag af hudfarve, social status, beskæftigelse, uddannelse, geografi, religion og ideologi. Alle den slags opdelinger kan kun forliges ved, at tawhid erstatter shirk (dualisme, treenighedslære eller flerguderi).

Koranen fastslår:

I mennesker, Vi har visselig skabt jer (alle) af mand og kvinde og gjort jer til folk og stammer, for at I må kende hinanden. Sandelig, den retfærdigste blandt jer har størst ære hos Gud, thi Gud er Alvidende og kender alle ting. ( 49:13)

I virkeligheden er den ædleste person, i Guds øjne, den, der er mest Gudsbevidst. Profeten siges at have sagt: "Jeres Herre er En. I kommer fra Adam, og Adam kommer af støv. En araber er ikke bedre end en ikke-araber, ej heller en hvid mand end en sort, undtagen for hans eller hendes fromhed og retfærdighed." (I. Hanbal, Musnad, 5:411)

Denne tro på menneskenes enhed er den naturlige konsekvens af Guds Enhed. Den samme Gud skabte og ernærer alle mennesker, uden hensyntagen til race, farve, tro og kultur. Således er enhver Hans tjener, og den, Han elsker mest, er den, der tjener Ham bedst. Det fortælles, at Profeten sagde:

På Regnskabets Dag siger Gud til Sine tjenere: "I besøgte mig ikke, da jeg var syg." De svarer: "Hvordan skulle vi kunne besøge Dig, eftersom Du er skabelsens Herre?" Gud siger: "Husker I ikke Mine tjenere, den-og-den, blev syg og I besøgte ham/hende ikke? Havde I gjort det, ville I have fundet Mig hos vedkommende. I gav Mig ikke mad, da Jeg bad jer om det." De spørger: "Hvordan kunne vi give Dig mad, da Du er skabelsens Herre?" Gud siger: "Husker I ikke Min tjener, den-og-den, som spurgte om mad; men I nægtede. Hvis I havde (givet ham/hende mad), ville I have fundet Mig hos ham/hende." Gud siger: "I gav Mig ikke vand, da jeg bad jer om det." De spørger: "Hvordan skulle vi kunne give Dig vand, da Du er skabelsens Herre?" Gud svarer: "Husker I ikke Mine tjenere, den-og-den, der bad jer om vand, men I nægtede? Hvis I havde (givet det), ville I have fundet Mig hos ham/hende."

Profeten fortæller os, at en prostitueret trådte ind på en vej til Paradis, og fortjente det, fordi hun af medfølelse gav vand til en tørstig hund; hvorimod en anden kvinde trådte ind på en vej til Helvede, fordi hun lod en kat dø af sult. (Bukhari, "Anbiya", 54.) Dette er Islam med åbne arme overfor alle skabninger, områder og aldre.

På trods af alle disse kendsgerninger samt århundreder med tæt kontakt med andre kulturer og dens mange ligheder med jødedom og kristendom, forbliver Islam på en måde fremmed og "anderledes". Efter at Islam havde spillet en betydelig rolle i den koloniserede muslimske verden m.h.t. at blive af med dens koloniherrer og genindtage dens retmæssige plads i verden, blev den i den offentlige opfattelse uundgåeligt forbundet med politik og ideologi. Senere er Islam blevet forbundet med tilbageståenhed og anti-vestlige følelser, efterhånden som muslimerne arbejder på at genopdage deres åndelige og kulturelle arv og at leve i overensstemmelse med disse. Og mange mennesker, der altid er klar til enkle svar og forklaringer på et umuligt komplekst emne, hægter sig på sådanne indlysende forbindelser og "sandheder" og undersøger ikke yderligere.

Denne bog søger at præsentere Islams sande ansigt og gøre den kendt i en sammenfattet form med de fleste af dens facetter; troens væsentligheder, principper og måder at tilbede Gud på, moral samt regler, der bringer orden i menneskelivet og relationerne mellem mennesker.

Bøn er den vigtigste form for tilbedelse, for den viser en persons oprigtighed og loyalitet overfor Gud. Med Guds Budbringers ord, er den søjlen eller hovedstøtten for det religiøse liv (Daylami, al-Firdaws, 2:404).

Der findes adskillige slags bønner, som følger:

Obligatorisk. De fem foreskrevne daglige bønner og Jumu'a (fredags) bønnen. Sidstnævnte er ikke obligatorisk for kvinder, men de må bede den, hvis de vil. Begravelsesbønnen er obligatorisk; men ikke for hvert individ. Hvis nogle udfører den, behøver andre ikke at gøre det.

Nødvendige (wajib). Eid-bønnerne (religiøse festdage) og witr-bøn (der udføres efter den sene aften- eller nattebøn, indtil daggry).

Sunna (de, Profeten udførte eller tilrådede). De, der udføres før eller efter de daglige foreskrevne bønner, tahajjud (udføres efter den sene aftenbøn), tarawih (udføres efter den sene aftenbøn i Ramadanen, men før witr bønnen), khusuf og kusuf (gøres under sol- og måneformørkelser) samt bønnen om regn (salat al-istisqa).

Frivillige og belønnede. Salat al-ishraq (udføres omtrent tre kvarter efter solopgang), salat al-duha (førmiddag eller lyst dagslys bøn, udføres omtrent tre kvarter inden middagsbønnen) og salat al-awwabin (udføres mellem aftens- og sen aftensbønnerne). Der findes nogle andre frivillige bønner, såsom salat al-tawba (udføres før man beder Gud om at tilgive os), salat al-istikhara (udføres for at bede Gud om at gøre noget godt for os), salat al-tasbih (bønnen for at glorificere Gud), bønnen, man udfører, når man tager på en rejse, og bønnen, man udfører, når man vender hjem fra en rejse.

Ramadanmåneden, hvori Koranen (begyndte) at blive sendt ned som en ren kilde til vejledning for folk, og (når den bliver praktiseret) som tydelige tegn på vejledning samt Kriteriet (mellem sandhed og løgn). (2:185)

Punkt Et. Det er et af Islams fremmeste søjler og største symboler, at faste i Ramadanen. Mange af formålene med den har forbindelse til Guds Herredømme og takke for Hans gaver, for menneskehedens individuelle og kollektive liv, selv-træning og selv-disciplin.

Et formål forbundet med Hans Herredømme er, at Gud fremviser Sit Herredømmes fuldkommenhed, og at Han er den Allernådigste og Mest Barmhjertige på Jordens overflade, som Han frembragte som et bord til at bære Hans gaver på en måde, der ligger udenfor menneskets fatteevne. Ikke desto mindre kan folk ikke fuldkomment skelne denne situations virkelighed på grund af tankeløshed og kausalitetens dækkende slør. Men under Ramadanen fremviser de troende som en hær, der venter på marchordre, en holdning af tilbedelse imod dagens slutning, som forventede de at blive bedt om at tage for sig af banquetten, den Evige Monark havde tillavet. Således er deres respons på den storslåede og godgørende manifestation af Guddommelig Nådefuldhed med en omfattende og harmonisk handling af fælles tilbedelse. Jeg tænker på, om de, der ikke tilbeder eller tager del i den ære, det er at blive i den grad overøst med gaver, om de ikke skulle være nogen taknemmelige mennesker.

Punkt To. Fra synsvinkelen af dens forbundenhed med taknemlighed overfor Gud, er et af tilfældene af visdom i faste i Ramadanen dette: Som det blev fastslået i "The First Word", er der en pris for den mad, en tjener bringer fra kongens køkken. Det ville være en helt åben tåbelighed at betale tjeneren og ikke anerkende kongen, [for det ville vise] en tydelig disrespekt for gaven. På lignende måde breder Gud, den Almægtige, Sine talløse gaver ud over Jorden og skænker dem for en pris: taknemlighed.

De tilsyneladende årsager til disse gaver eller de, som bringer dem til os, er ligesom tjeneren i det ovennævnte eksempel. Vi betaler tjenere, føler os i gæld til dem og takker dem, selvom de blot er årsager eller midler. Sommetider viser vi dem en grad af respekt, de ikke fortjener. Den sande Giver af Gaver uendeligt meget mere Den, vi bør rette takken imod for disse gaver. En sådan taksigelse antager form af vor anerkendelse af vort behov for disse gaver, fuldt ud at påskønne dem og tilskrive dem Ham direkte.

Fasten i Ramadanen er nøglen til en sand, oprigtig, omfattende og universel taksigelse. Mange mennesker påskønner ikke de gaver, de får, for de oplever aldrig sult. For eksempel betyder et stykke tørt brød intet for den, hvis mave er fuld, især hos en rig. Men de troendes smagssans bevidner ved tidspunktet for brydningen af fasten, at det i sandhed er en meget værdifuld gave fra Gud. Under Ramadanen skænkes alle en inderligt følt taksigelse gennem forståelsen af værdien af de Guddommelige Gaver.

Mens de faster, tænker de troende: "Disse gaver tilhører ikke mig oprindeligt, så derfor kan jeg ikke bare betragte dem som mad eller drikke. Eftersom den Ene ejer dem og skænker dem til mig, bør jeg vente på Hans tilladelse til at spise dem." Ved på denne måde at anerkende mad og drikke som Guddommelige gaver, takker de troende Gud i stilhed. Det er derfor, at faste er en nøgle til taknemlighed, som er en fundamental pligt for mennesket.

Punkt Tre. Fasten er forbundet med menneskehedens kollektive liv, for Guds beslutning om ikke at give livsfornødenheder til alle mennesker betyder, at de rige skal hjælpe de fattige. Uden faste kan mange rige og selvtilstrækkelige mennesker ikke fatte sultens og fattigdommens smerte eller i hvilken grad, de fattige har brug for omsorg. Omsorg for éns medskabninger er grundlaget for sand taksigelse. Der er altid én, der er fattigere, så alle må hjælpe sådanne mennesker. Hvis folk ikke oplever sult, er det næsten umuligt for dem at gøre godt eller hjælpe andre. Selv hvis de gør, kan de kun gøre det ufuldkomment, fordi de ikke føler den sultnes tilstand i samme grad.

Punkt Fire. Fasten i Ramadanen rummer mange Guddommelige formål relaterede til selv-træning og selv-disciplin såsom: Det kødelige selv ønsker at være frit og uden grænser og betragter sig selv som sådan. I kraft af sin natur ønsker det endda et indbildt herredømme og frie, tilfældige handlinger. Da det ikke bryder sig om tanken om, at det bliver trænet og prøvet gennem Guds talløse gaver, tager det imod gaver som et dyr, og på en måde der minder om en tyv eller røver, især hvis det drejer sig om rigdom og magt ledsaget af tankeløshed.

Under Ramadanen forstår hvert et selv, at det er ejet af En Anden og ikke af sig selv; at det er en tjener, ikke en fri spiller. Hvis ikke det bliver beordret eller tilladt, kan det ikke udføre selv de mest daglige ting som at spise eller drikke. Denne mangel på evne knuser dets illusoriske herredømme og sætter det i stand til at indrømme dets tjenerstilling og udføre dets virkelige pligt, der er taksigelser.

Punkt Fem. Faste i Ramadanen forhindrer det kødelige selv i oprør og smykker det med god moral. Et menneskes kødelige selv glemmer sig selv gennem tankeløshed, Det hverken ser eller ønsker at se sin medfødte uendelige uformåenhed, fattigdom, hjælpeløshed og fejlbarlighed. Det tænker ikke over, hvordan det er udsat for ulykke og forfald, og at det består af kød og knogler, der går i opløsning og forrådner hastigt. Det kaster sig over verden med en voldsom grådighed og tilknytning, som havde det en krop af stål og skulle leve evigt og klynger sig til hvad som helst, der giver fortjeneste og fornøjelse. I denne tilstand glemmer det sin Skaber, Som træner det med perfekt omhu. Da det er opslugt af immoralitet, tænker det ikke på konsekvenserne af dets liv eller dets efterliv.

Men fasten i Ramadanmåneden får selv den mest stædige og tankeløse til at føle deres svaghed og medfødte armod. Sult bliver en vigtig overvejelse og minder dem om, hvor skrøbelige deres kroppe egentlig er. De mærker deres behov for medfølelse og omsorg, og idet de opgiver deres hovmodighed, ønsker de at søge tilflugt i det Guddommelige Hof i fuldkommen hjælpeløshed og fattigdom, står op for at banke på Nådens dør med den stille taksigelses hånd - naturligvis forudsat at tankeløsheden endnu ikke har ødelagt dem fuldstændigt.

Punkt Seks. Gud begyndte at åbenbare Koranen under Ramadan. Det har mange implikationer såsom: Med henblik på at byde den måned, Koranen (den Guddommelige henvendelse) blev åbenbaret i, velkommen, skal de troende forsøge at være som engle ved at afholde sig fra at spise og drikke i et tidsrum. De forsøger også at frigøre sig for det kødelige selvs formålsløse beskæftigelser og grove behov. Under Ramadanen bør de recitere eller lytte til Koranen, som blev den åbenbaret for første gang. Hvis det er muligt, skal de lytte til den, som om de hørte Profeten Muhammad recitere den eller ærkeenglen Gabriel, der åbenbarer den for Muhammad, eller Gud, Som åbenbarer den for Muhammad gennem Gabriel. De bør respektere Koranen i deres daglige gøremål og ved at videregive dens budskab til andre, demonstrere det Guddommelige formål i dens åbenbaring.

Ramadanen transformerer den muslimske verden til en mægtig moské, hvori millioner reciterer Koranen for Jordens indbyggere. Idet de demonstrerer realiteten af: Ramadanmåneden, hvori Koranen (begyndte at blive) sendt ned (2:185), viser Ramadanen sig at være Koranens måned. Medens nogle i den vældige forsamling i den muslimske verdens store moské lytter til dens recitation i højtidelig ærbødighed, reciterer andre den. Det er højst upassende at forsage denne himmelske, åndelige tilstand ved at adlyde det kødelige selv og derved spise og drikke i den hellige "moské", for det vækker hele forsamlingens had. Det bliver i højeste grad også misbilliget og må fremkalde den muslimske verdens ubehag og foragt, at være imod og nedgøre de muslimer, som faster i Ramadanen.

Punkt Syv. Fasten i Ramadanen har mange formål forbundet med en persons åndelige belønninger, eftersom enhver er sendt hertil for at tilså sin verden med frøene til det næste liv. De følgende afsnit vil forklare et sådant formål som følger:

Belønningerne for de gode gerninger, der gøres i Ramadanen, ganges med tusind. En tradition beretter, at der gives 10 belønninger for hvert bogstav i Koranen. Recitationen af ét bogstav betyder ti gode gerninger og frembringer ti af Paradisets frugter. Men under Ramadanen multipliceres belønningerne med tusind gange og endda mere for vers som "Tronens Vers":

Allah! Der er ingen anden gud end Ham, den Evigt-Levende, Selv-Forsynende, Understøtter og opretholder af alle: Slummer og søvn overmander Ham ej. Alle ting i himlene og på Jorden tilhører Ham. Hvem kan gå i forbøn i Hans Nærvær, medmindre Han tillader det? Han ved, hvad der (hænder) før og efter og bagved Sine skabninger, og de kan kun erhverve så meget af Hans viden, som Han tillader. Hans Trone udstrækker sig over himlene og Jorden. Han føler ingen træthed, mens Han vogter og bevarer dem, for Han er den Højeste, den Øverste. (2:255)

Belønningen er endda endnu større på fredag nætterne i Ramadanen. Hvert bogstav bliver yderligere multipliceret 30 000 gange under Kraftens Nat.

Under Ramadanen bliver Koranen, hvis hvert eneste bogstav frembringer 30 000 permanente frugter i Paradiset ligesom et enormt træ med millioner af permanente frugter i Paradiset. Se, hvor hellig og profitabel denne handel er, og hvor stort tabet er for dem, der ikke påskønner Koranens bogstaver.

Så Ramadanen er det bedste tidspunkt for sådan en profitabel handel i efterlivets navn. Den er som en yderst frugtbar mark at dyrke til efterlivets høst. Dens mangfoldiggørelse af belønninger for gode gerninger, gør den som april i foråret. Det er en ukrænkelig og strålende festival for opvisning af de, som tilbeder Hans Herredømmes Suverænitet.

Det er derfor fasten i Ramadanen er obligatorisk, derfor de troende ikke tillades at tilfredsstille det kødelige selvs dyriske lyster og beskæftige sig med dets nyttesløse indfald. Da de bliver som engle, mens de faster eller foretager den handel, er hver troende et spejl, der reflekterer Guds Selv-Forsyning. De bevæger sig mod at blive en ren ånd, der er manifesteret i en kødelig dragt, ved at forsage verden for et fastsat tidsrum. I virkeligheden rummer Ramadanen og forårsager, at de troende via fasten vinder et permanent liv efter en kort periode i denne verden.

Eén Ramadan kan sætte troende i stand til at opnå værdien af 80 års belønninger, for Koranen siger, at Kraftens Nat er mere fortjenstfuld end 80 år uden en sådan nat (97:3). En konge bekendtgør måske nogle få fridage for at fejre en særlig begivenhed som for eksempel hans kroning og da hædre sine trofaste tjenere med særlige gaver på disse dage. På samme måde åbenbarede den Evige og Majestætiske Konge over de 18 000 verdener Koranen, Hans ophøjede tro, til hver verden under Ramadanen. Således kræver visdommen, at Ramadanen skal være en særlig Guddommelig festival, hvorunder Guds Herredømme hælder gaver ud og åndelige væsener samles. Når man tænker på, at Ramadanen er en Guddommeligt befalet festival, befales det folk at faste, så de trækker sig tilbage fra deres kropslige beskæftigelser til en vis grad.

Fasten sætter også folk til at afholde sig fra synder, der begås af deres legemlige sanser eller lemmer og bruge dem til de handlinger af tilbedelse, der er særegen for hver. For eksempel skal de, der faster, stoppe deres tunge i løgne, bagtale og sværge ved at holde den travlt beskæftiget med at recitere Koranen, herliggøre Gud, søge Hans tilgivelse og påkalde Hans velsignelser over Profeten Muhammad. De skal afholde deres øjne fra at se og afholde deres ører fra at høre forbudne ting: tværtimod skal de se på ting, der giver åndelig lærdom eller moralske advarsler samt lytte til Koranen og sandheder. Når den fabriks-lignende mave stopper med at arbejde, kan de andre lemmer (mindre værksteder) nemmere gå med til at følge den.

Punkt Otte. Et formål med fasten er at sætte folk på en fysisk og åndelig diæt. Hvis det kødelige selv handler, spiser og drikker, som det vil, bliver folks fysiske helbred skadet. Men mere vigtigt er det, at folks åndelige liv tager skade, for de skelner ikke mellem det tilladte og det forbudte. Sådant et kødeligt selv har meget svært ved at indordne sig under hjertet og ånden. Hvis det ikke kan få øje på nogle principper, griber det personens tøjler og kører ham eller hende hvorhen, det lyster.

Men fasten i Ramadanen vænner det til diæt, og selvdisciplin træner det i at adlyde. Maven bliver ikke skadet af overdrevent spiseri, inden det foregående måltid er blevet ordentligt fordøjet, og ved at lære at forsage det, der er lovligt, kan det følge fornuftens og religionens befalinger om at afstå fra det, der er forbudt. Således prøver det kødelige selv på ikke at ødelægge sin ejers åndelige liv.

Desuden oplever de fleste mennesker sult i varierende grader. For at kunne udholde en længere varende sult i tålmodighed, bør folk træne sig i selvdisciplin og nøjsomhed. Fasten i Ramadanen tilbyder denne tålmodigheds-baserede træning ved at få folk til at føle sult i 15 timer eller endda 24, hvis man ikke får spist noget før morgengry. På denne måde kurerer fasten utålmodighed og mangelen på udholdenhed, som fordobler menneskehedens ulykke.

Mange af kroppens lemmer tjener maven på den ene eller den anden måde. Hvis denne "fabrik" ikke standser sine daglige rutiner gennem en bestemt måned, holder den disse lemmer travlt beskæftiget med den og er forsømmelige overfor deres egen tilbedelse og sublime pligter. Det er af denne grund helgener altid vælger nøjsomhed som en vej til åndelig og menneskelig perfektion. Fasten i Ramadanen minder os om, at vore legemsdele blev skabt til mere end blot at tjene maven. Under Ramadanen oplever mange legemsdele englelige og åndelige - i modsætning til materielle - nydelser. Som resultat modtager de fastende troende åndelig nydelse og oplysning i grader i henhold til deres niveau af åndelig perfektion. Fasten i Ramadanen forfiner et menneskes hjerte, ånd, fornuft og indre sanser. Selvom maven klager, fryder disse sanser sig.

Punkt Ni. Overholdelse af fasten i Ramadanen bryder det kødelige selvs illusoriske herredømme, og ved at minde det om dets medfødte hjælpeløshed overbeviser det om, at det er en tjener. Da det kødelige selv ikke bryder sig om at anerkende sin Herre, bliver det stædigt ved at påstå sit herredømme selv under lidelser. Kun sult kan ændre sådan et temperament.

Guds Budbringer fortæller, at Gud, den Almægtige, spurgte det kødelige selv: "Hvem er Jeg, og hvem er du?" Det svarede: "Du er Dig selv, og jeg er mig selv." Ligegyldigt hvor meget Gud straffede det og gentog Sit spørgsmål, fik Han det samme svar. Men da Han underkastede det sult, svarede det: "Du er min Medfølende Herre; jeg er Din hjælpeløse tjener."

Oh Gud, giv fred og velsignelser til vor lærer Muhammad på en måde, der glæder Dig og giv ham hans rettelig tilkommende, af det antal belønninger for at recitere Koranens bogstaver i Ramadanen, samt til hans Familie og Ledsagere. Herlig er jeres Herre, Ærens og Magtens Herre; ophøjet langt over det, de falskelig tilskriver Ham. Fred være med Budbringerne og al pris til Gud, Verdenernes Herre. Amen.

Den almindelige definition på Koranen er som følger: Koranen er Guds mirakuløse Ord, åbenbaret til Muhammad, nedskrevet og viderebragt til de efterfølgende generationer gennem mange troværdige kanaler, og hvis recitation er en handling af tilbedelse og obligatorisk i udførelsen af daglige bønner.

Koranen beskriver nogle af sine træk som følger:

Ramadan-måneden, hvori Koranen blev sendt ned som en vejledning for menneskeheden og klare beviser på Vejledningen og Kendemærket. (2:185)

Koranen kunne ikke være blevet citeret (af nogen) anden end Gud; men bekræfter det, der blev (åbenbaret) før den, en fyldigere forklaring på Bogen - hvori der ikke findes nogen tvivl - fra Verdenernes Herre. (10:37)

Vi har sendt den som en arabisk Koran, så I måske kan forstå og bruge jeres forstand. (12:2)

Denne Koran fører til det mest rigtige og giver gode nyheder til troende, som gør retfærdige gerninger, en stor belønning er deres. (17:9)

Og, i sandhed, Vi har gjort Koranen let at reflektere over og tage ved lære af; men vil de ænse den? (54:17)

At dette er en ædel Koran i en skjult, vogtet Bog. (65:77-78)

Koranen har andre titler, som hver beskriver et af dens aspekter, og derfor kan betragtes som en af dens attributter, såsom Bogen, Kendemærket, Ihukommelsen, Rådet, Lyset, Vejledningen, Heleren, den Ædle, Bogen i Par, Bogens Moder, Sandheden, Formaningen, den Gode Nyhed, den Gradvist Åbenbarede Bog, Kundskaben og den Klare.

Profeten Muhammad siger vedrørende Koranen:

Koranen skelner mellem sandhed og falskhed. Den er ikke for sjov, for de, som forkaster den, vil blive straffet. Den indeholder tidligere tiders folks historie og bekendtgørelser til de, som kommer senere samt regler vedrørende folks uenigheder. De, som leder andre steder efter vejledning, vil Gud lade fare vild. Den er Guds stærke reb, den viise instruktion og den Lige Vej. Det er en bog, som begær ikke kan afspore eller tunger forvirre, én, der ikke keder de lærde eller slider dem op på grund af gentagelser, og én, der rummer utællelige beundringsværdige aspekter. Alle, som hører den, siger: "Vi hørte en vidunderlig Koran, der fører til retfærdighed, og derfor tror vi på den." De, som baserer deres ord på den, taler sandt. Den, der dømmer efter den, dømmer retfærdigt og enhver, der kalder til den, kalder til sandhed. (Tirmidhi, HN: 3069)

Vi slutter dette emne af med Said Nursi's definition:

Koranen er en evig oversættelse af universets store bog og den evigtvarende oversætter af de forskellige "sprog", som skabelsens Guddommelige love og universets virkemåde er "skrevet på"; fortolkeren af den synlige, materielle verdens og den Usynlige verdens bøger; opdageren af de immaterielle skatte af de Guddommelige Navne, der er skjult på Jorden og i himlene; nøglen til de sandheder, der ligger under begivenhedernes linier; den Usete verdens tunge i den synlige, materielle verden; den Barmhjertiges gavers skattekiste og den evige adressat for den Prisede, der kommer fra det Usetes verden bag denne synlige verdens slør: den åndelige og intellektuelle islamiske verdens sol og dens fundament og plan; det hellige kort over det Hinsidiges verdener; forklareren, den klare fortolker, udtrykkelige bevis og tydelige oversætter af den Guddommelige "Essens", Attributter, Navne og gerninger; underviseren og træner for menneskehedens verden og Islams vand og lys, der er den sande og største menneskehed; menneskehedens sande visdom og deres sande leder, der fører dem til lykke.  Og for mennesker er den en bog om lov, bøn, visdom, tilbedelse og tjenerskab overfor Gud, befalinger og indbydelse, påkaldelse og en bog til reflektion. Det er en hellig bog, der indeholder bøger til alle menneskehedens åndelige behov samt en himmelsk bog, der ligesom et helligt bibliotek indeholder talrige "brochurer", hvorfra alle helgenerne, de eminent sandfærdige og alle de rene og skelnende lærde har udfundet deres måder, der er særlige for hver af dem, og som oplyser hver af disse veje og modsvarer de behov, alle de med forskellig smag og temperamenter, som følger dem, har.

Koranen kom fra Guds Øverste Trone og opstod i Hans Største Navn og strømmede ud fra den mest omfattende rang i hvert Navn, og den er både Guds ord, hvad angår at Han er verdenernes Herre og Hans forordning med hensyn til, at Han har titlen af alle skabningers Guddom; et kursus, i Skaberens navn, i alle himle og Jorden; en tale fra det absolutte Guddommelige Herredømmes perspektiv; en evig prædiken på vegne af den universelle Overophøjethed af den Prisede Ene; en fortegnelse over gaverne fra den Barmhjertige fra den altomfattende Barmhjertigheds synsvinkel; en samling af budskaber, hvoraf nogle begynder med et monogram; og en hellig bog der, idet den er nedsteget fra den omgivende cirkel af det Guddommelige Største Navn, overvåger og inspicerer cirkelen, omgivet af "Guds Øverste Trone."

Det er på grund af alt dette, at titlen "Guds Ord" er blevet givet, og altid vil være givet mest fortjent til Koranen. Efter Koranen kommer de Skrifter og Blade, der blev sendt til nogle andre Profeter. Vedrørende de andre talløse Guddommelige ord, er nogle af dem konversationer i form af inspirationer, der kommer som de særlige manifestationer af et særligt aspekt af Guddommelig Barmhjertighed, Overophøjethed og Herredømme under en særlig titel med særlig hensyntagen. Den inspiration, der kommer til engle, mennesker og dyr varierer stort med hensyn til deres universalitet eller egenart.

Koranen er en himmelsk bog, der indeholder de Skrifter, i sammendrag, der blev åbenbaret for andre Profeter på forskellige tider, indholdet af afhandlinger, alle helgener med forskelligartede temperamenter har lavet, og værkerne fra alle rene lærde, der hver følger en vej, særegen for ham; de seks sider som er lyse og absolut fri for tvivlens mørke og lunefulde tanker; hvis støttepunkt med sikkerhed er Guddommelig Åbenbaring og den Guddommelige evige Verden, hvis mål er manifesteret evig lyksalighed, og hvis inderside er manifest ren vejledning.

Og den er omgivet og støttet fra oven af troens lys, fra neden af bevis og tegn, fra højre ved hjertets og samvittighedens underkastelse og fra venstre ved brugen af fornuft og andre intellektuelle evner. Dens frugt er med absolut sikkerhed barmhjertigheden af den Mest Barmhjertige og Paradis; og den er blevet godtaget og fremmet af engle og talløse mennesker og jinn gennem århundrederne. 

Islam vejleder sine følgere i alle livets faser og aktiviteter, materielle såvel som spirituelle. Dens grundlæggende lære om økonomi nævnes i adskillige passager i Koranen. Vi ser, at det er fastslået klart i adskillige vers, som i nogle af de ovennævnte, at Gud skabte alle ting på Jorden, i havene og i himlene til menneskets gavn, hvilket betyder, at alle ting er overgivet til Ham og kan bruges af menneskeheden, som har til opgave at kende og få udbytte af skabelsen på en rationel måde og ved at tage tilbørligt hensyn til fremtiden.

Islams økonomiske politik er forklaret i utvetydige vendinger: så at denne (rigdom) ikke blot cirkulerer blandt jeres rige (59:7). Lighed for alle mennesker med hensyn til rigdom og komfort -selvom det ville være ideelt - lover ikke at være nogen ublandet velsignelse. Eksempelvis da folk ikke har lige naturlige talenter, ville ødelande, selvom der var fuldstændig lighed, snart ryge i vanskeligheder og begynde at misunde og begære andre menneskers gode lykke. Dertil kommer, at det udfra filosofiske og psykologiske grunde synes at være til menneskehedens bedste, at der er forskelle på folks rigdomme.

Menneskets livsforhold er i konstant fremgang, for menneskeheden fortsætter med at dominere og udbytte den ene efter den anden ting i Guds skabelse, hvorimod dyrene intet har ændret i deres livsforhold, siden Gud skabte deres arter. En årsag til denne forskel er, som biologer har opdaget, den simultane eksistens af et samfund - et samarbejde og en frihed til konkurrence mellem folk, der bor i det samfund. De mest avancerede former for socialt samarbejde finder vi nok hos bierne, myrer og termitter, som alle lever kollektivt og med fuldstændig lighed i livsforhold. Men der er ingen konkurrence mellem dets medlemmer, så hvis en bi er mere intelligent eller foretagsom, kan den ikke leve behageligere end de andre. Derfor udvikler disse arter sig ikke, de ændrer sig ikke eller gør noget fremskridt i menneskets forståelse af dette ord.

Menneskets historie viser, at enhver fremgang og opdagelse af, hvordan man kunne have det behageligere, kom til verden gennem konkurrence og ønske om forbedring såvel som gennem eksistensen af forskellige grader af rigdom eller fattigdom. Dog ville absolut liberalisme få djævelske mennesker til at udnytte de nødlidende og efterhånden fjerne dem. Så enhver fremgangsrig civilisation og sund kultur måtte indføre visse pligter (f.eks. at betale skatter, forbud mod undertrykkelse og snyd) og anbefale visse frivillige handlinger (f.eks. velgørenhed og at bruge på Guds vej), mens de ikke desto mindre tillod en stor tanke- og handlefrihed for dets medlemmer, så enhver gavner sig selv, familie, venner og samfundet i det hele taget. Det er Islams krav.

Islam har baseret sit økonomiske system på dette fundamentale princip. Hvis den accepterer rigdom, pålægger den også de rige tungere byrder. For eksempel skal de betale skatter for at hjælpe de fattige og kan ikke indgå i amoralske økonomiske transaktioner (f.eks. udbytning, hamstring og hobe rigdom sammen). For at nå dette mål laver den forskellige love såvel som nogle anbefalinger (eksempelvis velgørenhed og offer) med løftet om en åndelig (efter-liv) belønning. Derudover skelner den mellem det nødvendige minimum og den ønskelige mangfoldighed og mellem de love, der ledsages af materielle sanktioner og de, der ikke er, gennem overtalelse og uddannelse.

Vi vil beskrive det moralske aspekt først gennem adskillige illustrationer. Islam har brugt meget stærke udtryk for at vise, at tiggeri om almisser fra andre er afskyeligt og en kilde til skam. Alligevel priser den dem, der hjælper andre, kalder de, der ofrer sig og foretrækker andre for sig selv, for de "bedste mennesker". Ligeledes er griskhed og spild forbudt.

En dag skulle Profeten bruge betragtelige fonde til et offentligt anliggende. En af hans venner tilbød et bestemt beløb og, da Profeten spurgte ham om det, svarede han: "Jeg har intet mere tilbage derhjemme end kærligheden til Gud og Hans Budbringer." Denne person modtog de varmeste anprisninger fra Profeten. Men ved en anden lejlighed fortalte en anden Ledsager, der var alvorligt syg, ham, da han kom for at forhøre sig om hans helbred: "O, Guds Budbringer, jeg er en rig mand, og jeg ønsker at skænke alt, hvad jeg ejer, til velfærd for de fattige." Profeten svarede: Nej, det er bedst at efterlade dine slægtninge med en uafhængig kilde til indkomst, så de ikke skal blive afhængige af andre og må tigge.” Da manden reducerede det til to tredjedele og derpå det halve, nægtede Profeten stadig, idet han sagde, det var for meget. Da manden endelig lovede en tredjedel af sin formue til velfærd, sagde Profeten: "Godt; selv en tredjedel er en stor del.” (cf. Abu Dawud, "Zakat", 45).

En dag så Profeten en Ledsager i et ynkværdigt antræk. Da han spurgte hvorfor, svarede han: "O, Guds Budbringer, jeg er slet ikke fattig; men jeg vil hellere bruge min velstand på de fattige frem for på mig selv." Profeten bemærkede: "Nej. Gud ønsker at se spor på Sin tjener af de gaver, Han har skænket ham.” (cf. Abu Tirmidhi, "Birr", 63).

Der er ingen modsigelser i disse fortællinger, for hver er i sin egen kontekst og forholder sig til særligt individuelle tilfælde. Muslimer må selv beslutte, hvor meget godgørenhed, de vil give, efter deres formue er større end det obligatoriske minimum. 

Arv:

Både individets ret til selv at kontrollere sin formue og fællesskabets ret vis-a-vis et menneskes formue, i og med at det er et medlem af samfundet, skal tilgodeses samtidigt. Individuelle temperamenter er yderst forskelligartede, og sygdom eller andre ulykker kan påvirke et menneske til at være helt ude af proportioner med normen. Derfor skal en vis disciplin pålægges individet i fællesskabets interesse. 

Således har Islam taget to skridt: fordele en afdødes ejendele blandt hans eller hendes nære slægtninge i henhold til en metode, der ikke kan betvivles, samt begrænse friheden til bortskænkning gennem testamenter og sidste vilje. De legale arvinger behøver ikke nogen testamentarisk disposition og arver ejendommen i forhold, der er fastlagt i loven. Et testamente er kun nødvendigt for dem, der ikke har nogen arveret.

Forældre og bedsteforældre arver, og man kan ikke belønne en søn (ældre eller yngre) mere end nogen anden uden hensyn til alder. Men inden man fordeler ejendommen, skal begravelsesomkostningerne betales først og derefter kreditorerne, eftersom det at betale sine gældsposter har højere prioritet end arvingernes rettigheder. Derefter udføres den sidste vilje på en sådan måde, at den ikke overstiger en tredjedel af den resterende ejendom. Først efter at have tilgodeset disse forpligtelser, bliver arvingerne taget i betragtning. Den overlevende ægtefælle, forældre og efterkommere (sønner og døtre) er første klasse af arvinger og arver under alle omstændigheder. Brødre, søstre og fjernere slægtninge (f.eks. onkler, tanter, fætre og kusiner, nevøer og andre) arver kun, hvis der ikke er nærmere slægtninge.

Sidste vilje

Den sidste vilje (testamente) gælder kun for en tredjedel af formuen og tilgodeser andre end kreditorerne og arvingerne. Målet med denne regel synes at være dobbelt: at tillade et menneske at justere ting, i ekstraordinære tilfælde, når de normale regler forårsager problemer (en tredjedel af formuen er tilstrækkeligt til at opfylde sådanne moralske forpligtelser) og at forebygge ophobningen af velstand hos nogle få mennesker. Dette kunne ske, hvis man testamenterede hele sin formue til kun én person. Islam ønsker, at rigdom skal cirkulere så meget som muligt under hensyntagen til familiens interesser.

Offentlige Goder

Man har også forpligtelser som medlem af en større familie (dvs. samfundet og opholdslandet). På det økonomiske område betaler man sin skat, som regeringen derpå fordeler i fællesskabets interesse. Skatteprocenten afhænger i høj grad af indkomsten. Interessant nok indeholder Koranen, som har præcise regler for budgetudgifter, ingen regler eller satser for indtægter for staten. Mens man nøje overholder Profetens praksis og hans umiddelbare efterfølgeres, kan denne tavshed fortolkes som en tilladelse til regeringerne at ændre reglerne for indkomst i henhold til omstændighederne og i folkets interesse.

Social Forsikring

Den består af risici, der involverer en tung udgift for de forsikrede og varierer i henhold til tiderne og de sociale forhold. Blandt araberne på Profetens tid var daglige ubehag ukendte, og prisen for medicinsk behandling var næsten intet. Det almindelige menneske byggede sit hus og betalte næsten intet af materialerne. Derfor er det let at forstå, at man ikke behøvede forsikringer mod brand, sygdom eller andre slags ulykker. Men forsikring mod tilfangetagelse eller drab var der et virkeligt behov for. Profetens samtidige var klar over dette og ønskede derfor visse fleksible ordninger, der kunne modificeres og tilpasses til forskellige omstændigheder, når det var nødvendigt.

I Medinas grundlov, der blev formuleret i den islamiske æras første år, kaldes denne forsikring f.eks.for ma'aqil og virkede som følger. Hvis nogen blev krigsfange, kunne betaling af en løsesum sætte ham fri. På samme måde krævedes der skadeserstatning eller blodpenge for al fysisk smerte eller forbryderiske drab. Den berørte person kunne ofte ikke betale den forlangte sum og derfor organiserede Profeten et forsikringssystem på basis af gensidighed. Medlemmerne af en stamme kunne regne med stammens centrale formue, som alle bidrog til i henhold til sine midler. Hvis formuen viste sig utilstrækkelig, skulle andre beslægtede eller nabostammer hjælpe. Således blev et hierarki opbygget for at organisere enhederne til en fuldstændig helhed. I Medina var Ansar-stammerne meget kendte. Profeten befalede udvandrerne fra Mekka i Medina om at danne deres egen "stamme", selvom de tilhørte forskellige stammer i Mekka eller i regionen eller var abyssiniere, med henblik på at skabe social forsikring.

Under kaliffen 'Umar blev de forskellige grene af forsikring organiseret i henhold til hvilken faglig, civil eller militær administration, hver tilhørte. Når der var brug for det, ville den centrale eller regionale regering hjælpe disse grene ligesom ovenfor beskrevet, da vi talte om statsudgifter.

Forsikring betyder at fordele et individs byrde på så mange mennesker som muligt for at lette hver enkeltes byrde. Til forskel fra moderne, kapitalistiske forsikringsselskaber organiserede Islam forsikringerne på grundlag af gensidighed og samarbejde, støttet af en pyramideagtig struktur af grader af grenene, der kulminerede i den centrale regering.

Sådan en gren kunne indgå i handel ved hjælp af ubrugte midler, der er til dens rådighed, så kapitalen kan blive forøget. Der kan komme en tid, hvor medlemmerne af en gren kan blive fritaget for at betale yderligere bidrag eller endda modtage noget af profitten på handel. Sådanne elementer af gensidig hjælp kunne forsikre mod risici (f.eks. trafikulykker, brand og ting, der bliver væk i transit). Dertil kommer, at man kan nationalisere forsikringsindustrien med henblik på at tage sig af bestemte risici (f.eks. sådanne temporære motiver som hurtig ekspedition af varepartier).

Uden at komme ind på tekniske detaljer, tolererer Islam ikke den kapitalistiske version af forsikring, for den forsikrede part tager ikke del i selskabets fordele i forhold til hans eller hendes bidrag, hvilket får det til at minde om et chancespil.

Chancespil

Koranen forbyder i 5:90 alle former for chancespil og karakteriserer dem alle som "Satans værk" af overbevisende grunde. For det første stammer de fleste sociale onder fra den ulige fordeling af den nationale formue, hvilket tillader nogle at blive alt for rige og andre at blive fattige. Som følge heraf kan de rige udbytte/plukke de fattige. Med chancespil og lotterier er der en stor fristelse i form af en mulig stor og let gevinst, om end sådan en gevinst ofte er dårligt for samfundet. Hvis folk bruger 3 millioner dollars om ugen på hestevæddeløb og lotterier, offentlige som private, samt andre chancespil, som man gør i nogle lande, ville i løbet af bare 10 år 1,56 milliarder dollars blive indsamlet fra et stort antal mennesker og blive delt ud blandt en latterligt lille gruppe mennesker. Mindre end én procent af folk nyder livet på bekostning af de resterende 99 procent. Med andre ord gøres 99 procent af folk fattige, for at én procent kan blive endnu rigere.

Uanset om lotterierne drives af private eller af staten, virker ondskaben i, at nogle få skraber rigdommen til sig på bekostning af det store flertal, med fuld styrke. Det er derfor, at Islam forbyder sådanne aktiviteter. Som tilfældet er ved kapitalistiske forsikringer, indebærer chancespil kun en ensidig risiko.

Renter ved Pengeudlån

Sandsynligvis har enhver religion forbudt åger. Men det er kun Islam, der giver redskaberne til at underminere årsagerne til denne onde institution: Ingen betaler frivilligt renter af lånte penge. Man betaler renter, fordi man har brug for pengene, og der er intet andet valg.

Islam har opsat en tydelig forskel på kommerciel fortjeneste og renter på pengeudlån: Gud tillader handel og forbyder renter (2:275) og

Hvis ikke I opgiver (renter), advares I mod en krig mod Gud og Hans Budbringer: Hvis I angrer, skal I få jeres hovedstol (uden renter); så I ikke gør uret eller bliver gjort uret imod. (2:279)

Grunden til dette forbud er også den ensidige risiko, for den, der låner penge med renter, tjener penge til de rige. I chancespil og lotterier, hvor der er en stor fristelse for stor og let gevinst, kan omstændighederne have været ugunstige, så låner ikke kan tjene penge nok til at betale de lovede renter tilbage, og udlåner løber ikke noget af den risiko, der er involveret.

Folk skiller sig ikke af med deres penge for at låne dem ud, uden renter, til andre. Eftersom Islam beder staten om at hjælpe dem, der er i finansielle vanskeligheder, vil det offentlige stille rentefri lån til rådighed udover og som supplement til de lån, velgørende organisationer eller mennesker tilbyder for at hjælpe de fattige og nødlidende. Princippet her er gensidig hjælp og samarbejde.

I tilfælde af kommercielle lån er der et system, mudaraba, hvor man låner penge ud og deltager ligeligt i enhver mulig fortjeneste eller risiko. Hvis for eksempel to mennesker danner et selskab, hvor hver bidrager med halvdelen af kapitalen og arbejdskraften, er fordelingen af overskuddet ret let. Men hvis kapitalen kommer fra den ene part og arbejdskraften fra den anden, hvis begge bidrager med kapitalen, men kun den ene med arbejdskraft eller deres andele proportionelt ikke er lige, skal man i disse tilfælde tage en rimelig afgift, som man tidligere er blevet enige om, for arbejdskraften med i betragtning, inden man deler ud af nogen fortjeneste. Selvom man tager alle forholdsregler for at minimere risikoen, forlanger Islam, at begge kontraktens parter i enhver kontraktlig forhandling skal dele fortjenesten såvel som tabet.

Alt i alt skal princippet om gensidig deltagelse i profitter og risici overholdes i alle kommercielle kontrakter.

Statistik

Når man planlægger, har man brug for et overblik over de tilgængelige ressourcer. Budbringeren organiserede en optælling af den muslimske befolkning, som al-Bukhari fortæller os. Under 'Umars kalifat blev der organiseret optællinger af dyr, frugttræer og andre varer samt opmålinger af dyrkbare områder i de nyligt indlemmede provinser. Med storsind og fuld opmærksomhed på offentlighedens velbefindende indkaldte 'Umar repræsentanter for de forskellige provinsers folkeslag, efter skatterne var indsamlet, for at høre om de havde nogle klager over indsamlernes opførsel i årets løb.

Dagligt Liv

Vi afslutter denne korte skitse med at nævne to vigtige forbud, der er karakteristiske for muslimens dagligliv: chancespil og alkoholiske drikkevarer. Da vi allerede har diskuteret det første, der forårsager, at flertallet af dets deltagere bruger penge i årevis uden at få noget til gengæld, vil vi nu diskutere alkohol. Alkohol har en meget interessant kvalitet: drikker man en lille smule af det, bliver man glad og det svækker enhver beslutning om at stoppe drikkeriet. Når folk er fulde, mister de kontrollen over deres handlinger. De kan f.eks. smide om sig med penge uden at være klar over, hvad de gør. Derudover kan forskellige uhygiejniske virkninger af alkohol overføres til børnene og fremtidige generationer. Koranen taler i 2:219 om sådanne sager i følgende udtryk: De spørger dig om vin og chancespil. Sig: ”I begge er der stor synd og nogen gavn for mennesker; men synden i dem er større end deres gavn.”

Koranen nægter ikke, at alkohol har nogle nyttige virkninger; men erklærer det stadig som en synd mod samfundet, individet og Lovgiveren. I 5:90 bliver alkohol henvist til samme niveau som afgudsdyrkelse og erklæres at være Satans håndværk. Den tilføjer, at hvis man ønsker at være lykkelig i denne verden og den næste, skal man undgå chancespil og alkohol.

Overholde Aftaler

Alle finansielle og andre forretninger har basis i en eller anden udtrykt eller implicit aftale. At overholde sådanne aftaler er nøglen til et glædeligt og glidende forhold mellem medlemmerne i et samfund. Derfor understreger Koranen dette princip, og adskillige steder opregner det som værende blandt en troendes vigtige egenskaber.

(De troende er de, som er) trofaste overfor deres tillid og til deres forpligtelser. (23:8)

De, som opfylder deres pagt, når de har indgået en pagt. (2:177)

Oh, I troende, opfyld de pligter (I har indgået med Gud og mennesker). (5:1)

Overhold pagten. Man er ansvarlig for sin pagt og vil blive stillet til regnskab for den (på Dommedagen). (17:34)

Forsømmelse af at overholde aftaler er den primære årsag til vanskeligheder i omgangen mellem mennesker, især i finansielle sager.  Hvis vi undersøger brudte forretningspartnerskaber eller andre vanskeligheder i finansielle handler, vil vi altid som rod finde en eller flere parters undladelse af at overholde en eller flere af de implicitte aftaler, der er relateret til disse transaktioner.

Nedskrivning og Bevidnelse af Aftalen

For at undgå sådanne problemer som skyldes glemsomhed eller andet og for at formindske enhver chance for misforståelser og ond tro, beordrer Koranen, at alle finansielle aftaler bliver nedskrevet på papir og bevidnet, som vi læser i denne passage:

Oh, I troende, når I aftaler en gæld mellem jer til en bestemt tid, nedfæld den da skriftligt. Lad en skriftklog skrive den retfærdigt ned for jer, og lad ingen skriver nægte at skrive den ned, som Gud har lært ham (gennem Koranen og Hans Budbringer) Lad ham skrive således. Lad skyldneren diktere og lad ham undgå at være ulydig mod Gud (Som har skabt ham og ladet ham vokse op med barmhjertighed og nåde) og skjul ingen del af den. Hvis skyldneren er svag i sind eller legeme eller ude af stand til at diktere, lad da hans vagt diktere retfærdigt. Og påkald to (muslimske) mænd blandt jer som vidner. Hvis to mænd ikke kan findes, lad en mand og to kvinder blandt dem, I godkender, vidne, så hvis den ene kvinde fejler (ved glemsomhed), kan den anden minde hende om det. Lad ikke vidnerne nægte, når de bliver indkaldt (til at vidne). (Og I, oh, skrivere), vær ikke mødige ved at nedskrive (kontrakten), uanset om den er lille eller stor, med datoen for dens betaling. At gøre således (oh, I troende) er mere jævnbyrdigt i Guds øjne, mere oprigtigt til vidnesbyrd og mere sandsynligt, at I ikke kommer i tvivl. Hvis det er et anliggende om at købe eller sælge på stedet, skal det lægges jer til last, hvis I ikke skriver det ned. Men tag vidner, når I afslutter kommercielle transaktioner med hinanden, og lad der ikke blive tilføjet skade på hverken skriver eller vidner (eller lade nogen af dem handle på en måde, der skader den anden part). Hvis du handler (på en måde, der skader en af parterne eller skriveren og vidnerne), vil det rigtignok være en overtrædelse fra din side. Handl (altid) i ærbødighed overfor Gud og forsøg at opnå fromhed. Gud belærer dig (om alt, du har brug for i livet og den vej, du bør følge i alle anliggender); Gud har fuld viden om alting: Hvis du er i omstændigheder, der gør, at du ikke kan finde en skriver (f.eks. på rejse), må et håndslag være tilstrækkeligt. Men hvis I stoler på hinanden, lad ham, der er blevet vist tillid (skyldneren), opfylde den tillid og lad ham handle i fromhed og holde sig fra ulydighed overfor Gud, hans Herre (ved ikke at overholde kontraktens betingelser). Skjul ikke vidnesbyrdet, (for) den, der skjuler det, har med sikkerhed et hjerte (der er troens centrum), der er helt forurenet med synd. Gud har fuld viden om hvad I gør. (2:282-83)

I disse vers skelner Koranen mellem finansielle transaktioner, der involverer kredit i en bestemt periode og de, der udføres på stedet. Eksempler på første kategori inkluderer lån i en bestemt periode og køb eller salg af varer med enten betaling eller aflevering aftalt til et senere tidspunkt. Et eksempel på den anden type inkluderer at købe noget i en butik på et kontant betalingsprincip.

Nogle mennesker bliver måske overraskede over, at Koranen anbefaler, at selv ved på-stedet transaktioner (f.eks. køb i en butik) bør have en form for bevis i skriftlig form eller gennem vidner.  Måske, fordi det ved første øjekast virker unødvendigt, er denne anbefaling blevet næsten fuldstændigt ignoreret i den muslimske verden. Men efterhånden som forretning blev mere organiseret, er visdommen bag denne anbefaling blevet opdaget uafhængigt, i moderne tid. Når som helst vi i vore dage foretager et indkøb ligegyldigt hvor lille, modtager vi en kvittering. Denne kvittering tjener mange formål såsom at sætte kunden i stand til at returnere en defekt vare uden megen diskussion, retsforfølge handlende, der tager overpris eller snyder kunden på en eller anden måde, fange og anklage butikstyve samt at gøre det lettere for købere og sælgere at føre regnskaber.

Efter at kort have diskuteret nytten og relevansen i Koranens ordrer om at nedskrive og/eller have vidner til finansielle aftaler, vil vi nu betragte, hvor obligatoriske de er.

Undgå Ond Tro

Ved at skrive en klar, detaljeret overenskomst og at få den behørigt underskrevet og/eller bevidnet, kan to problemer forebygges: glemsomhed og misforståelse. Desuden kan det mindske chancen for, at nogen involveret part bliver fristet til at udnytte de andre parter ved at lyve, snyde og andre skumle måder, der udspringer af ond tro. Men der kræves mere end blot at skrive aftalen ned for at undgå ond tro. Det, der er brug for, er fromhed, som Islam lægger så stor vægt på, defineret som respekt for moralske værdier, som kommer gennem frygt for og bevidsthed om Gud og tro på det Hinsidige.

Styrkende Aftaler

Men der vil altid findes mennesker, der ikke lader fromhed spille den helt store rolle, og derfor kan bryde en aftale når som helst, det passer dem. For at imødegå sådanne mennesker skal der være et lovapparat, til at styrke alle aftaler, som de villigt indgår.

Retfærdighed som Basis for det Økonomiske Liv

Retfærdighed ('adl) betyder at dele to ting lige eller at bevare ligevægten. Koranen bruger det for retfærdighed i alle anliggender, og Islam lærer de troende at være fair i alle deres aftaler, som vi læser i:

Gud befaler jer at aflevere de ting, I er betroede (alle offentlige anliggender, pligter og poster og positioner) til dem, der har ret til dem. Og når I dømmer mellem mennesker, døm med retfærdighed. Hvor excellent eller fortræffeligt er ikke det, Gud befaler jer at gøre. Med sikkerhed er Gud Althørende, Altseende. (4:58)

Islam befaler de troende at være retfærdige overfor hinanden og formaner dem om at være fuldt ud retfærdige selv overfor deres fjender:

Oh I troende, vær dem der opretholder og bærer standarden for retfærdighed for Guds skyld, idet I er vidner til etableringen af absolut retfærdighed og lad aldrig jeres had til folk bevæge jer til at afvige fra retfærdighedens vej. Vær retfærdige, (for) dette er nærmere og mere passende til fromhed. Forsøg altid at opnå fromhed og handl altid udfra ærbødighed overfor Gud. Gud er med sikkerhed fuldt opmærksom på alt, hvad I gør. (5:8)

Ret og retfærdighed er hjørnestenen i den islamiske livsmåde. Guds Budbringer var kendt for denne retfærdighed, endda før han erklærede sit Profetskab. Gennem hele livet formanede han sine følgere om at være sandfærdige og retfærdige. Derudover satte han et perfekt eksempel på retfærdighed selv for andre religioners følgere og hans fjender.

I overensstemmelse med den Guddommelige lov fastlægger begrebet social retfærdighed bestemte betingelser for at behandle folk som individer, der har frihed og lighed som deres fødselsår. Dette begreb forsyner dem med lige muligheder for personlig udvikling, så de bliver bedre til at udfylde den stilling, de har fået, at give hver person sit rette tilkommende og at regulere sine relationer med samfundet på værdi og velfærdets vilkår.

Pligter overfor Samfundet

Social retfærdighed opnås ved at give folk en bedre forståelse af deres individuelle pligter i samfundet og belønningen derfor, som Islam giver dem. Budbringeren gjorde uddannelse, der i denne sammenhæng er målestok og hjørnesten, obligatorisk for alle muslimer både mænd og kvinder. Mere specifikt sagde han og vidste, at viden satte én i stand til at skelne ret fra uret.

Et samfunds fremgang afhænger af samspillet mellem individ og samfund, for det etablerer og vedligeholder en balance i menneskelige anliggender. Menneskeheden skal altid huske på, at Gud skabte universet med et bestemt formål, og at menneskeheden er blevet bedt om at stræbe for dets opfyldelse.

Lighed og Frihed

Menneskerettigheder drejer sig i brede træk om lighed og frihed. Kaliffen 'Umar bebrejdede Ægyptens guvernør, hvis søn havde slået en kopter (en ægyptisk kristen), med følgende oplysende ord: "Hvorfor har du slavebundet mænd, der af deres mødre blev født frie?" Hans instruktioner om at etablere lighed mellem folk viser de bedste egalitariske træk: folk i høje stillinger kan ikke drage fordel af deres stilling, og de svage skal ikke bringes til fortvivlelse over deres forhold.

Alle mennesker er Guds tjenere. Den eneste tilladte karakteregenskab, hvor man kan påstå sig overlegenhed, særegenhed og fremragenhed sammenlignet med andre, er dyden fromhed. Alle mennesker er lige i social status. Dette manifesteres tydeligt i fællesbønnerne, hvor der ikke er plads til rang eller særlige privilegier. Alle er lige i Guds øjne uanset om man skulle være kalif eller slave. Budbringeren udtalte, at alle mennesker er lige, som tænderne på en kam.

Koranen siger:

O menneskehed, Vi skabte jer af et enkelt (par) af mand og kvinde, og gjorde jer til nationer og stammer, så I kan komme til at kende hinanden. Sandelig, den mest ærede af jer i Guds øjne, er (den af jer, der er) mest retfærdig. (49:13)

Ligevægt i Samfundet

Islam undgår yderligheder for at opretholde den sociale ligevægt og orden. Derfor bliver monopoler og benhård konkurrence misbilliget. Essensen i Islam er retfærdighed for alle, hvilket gør folk i stand til at føre et godt og glædeligt live mens den, på samme tid, styrker båndene af menneskeligt broderskab og det sociale væv.

De sociale rammer, der hersker i vore dage i de fleste muslimske lande, er ikke islamisk. Mange steder er præget af uhyrlige og undertrykkende forhold for de fattige, udbredt korruption, fattigdom og nød. Nogle få mennesker har opnået betragtelig velstand og nyder således livets talrige behageligheder og luksus, mens flertallet knap får to ordentlige måltider om dagen. En islamisk social orden lægger vægt på enkelt og nøjsomt arbejde, der er uden pral. Budbringeren forsøgte at bygge en bro over afgrunden mellem de rige og de fattige, de høje og de lave. Han talte for et samfund, hvor ingen sektor udnyttede en anden, for Islam søger et afbalanceret liv, der repræsenterer ligevægt i de sociale kræfter.

Menneskehedens fuldeste udvikling af dens potentiale kan opnås gennem indførelse af islamiske principper. Det optimale niveau for civilisation, som indebærer den maksimale velfærd, kan aldrig blive mulig, hvis ikke der er åndelig og moralsk udvikling. Alle islamiske principper, der er kommet ned fra Guddommeligheden, er perfekte og absolutte. Den islamiske tilgang er derfor retfærdig, naturlig, human og fuldkommen ligevægtig og rationel.

Abu'l-Fazl Ezzati skitserer det islamiske økonomiske system på følgende måde:

Islam repræsenterer en komplet levemåde. Der er ingen sætten menneskelige aktiviteter i bås i Islam. Dens økonomiske politik er derfor en integreret del af religionen Islam.

Det islamiske økonomiske system er baseret på lighed, retfærdighed, mådehold og kollektiv selvforsyning.

Menneskets åndelige udvikling er fundamental; men dets fysiske velbefindende er medvirkende.

Islam er baseret på tro på Gud, Som har givet mennesket evnen til at vælge mellem godt og ondt og tage det fulde ansvar for sin adfærd. ”Mennesket har kun det, det anstrenger sig for, og dets anstrengelse vil blive bemærket.” (53:39-40)

Islam er et universelt system, der indeholder evige værdier, som værner om menneskets rettigheder, mens den konstant minder det om dets pligt overfor sig selv og samfundet.

Islam forbyder udbytning og monopoler i enhver form og forbyder på det strengeste ufortjente indtægter som åger, chancespil, væddemål o.l.

Islam ærer arbejde og aftaler, opmuntrer til arbejde og slid, tilskynder mennesket til at tjene til sit daglige brød ved ærlige midler og at sprede sine fortjenester. 

Islam opmuntrer til gensidig hjælp og bryder sig aldrig om ”rigdom, der udelukkende cirkulerer blandt de rige” (59:7). Hvert medlem af det muslimske samfund følte sig forpligtiget til at hjælpe sin fattige broder, mens han er ligeligt berettiget til at leve et privat liv og at eje ejendom. 36

Mens vi iagttager konstant forandring i naturen, er der et underliggende aspekt af permanens i alting. For eksempel spirer et frø under jorden og vokser op til et træ, uden at lovene for spiring og vækst forandres. På samme måde er menneskehedens og menneskelivets essentielle egenskaber med alle dets vitale, uundværlige nødvendigheder, såvel som disses påvirkninger af vore liv og miljø, er forblevet uforandrede siden skabelsen af Adam og Eva. Vi deler alle visse generelle livsbetingelser og værdier: vi fødes, modnes, gifter os, får børn og dør; vi har nogen grad af vilje og fælles ønsker; vi deler visse værdier, såsom ærlighed, venlighed, retfærdighed, mod og så videre.

Derfor kom alle de Profeter, Gud sendte, med det samme budskab. Ethvert skabt væsen er naturligt afhængigt af sin Skaber. Kun Skaberen er Selv-eksisterende, unik og alene og ikke sammensat, offer for forandring eller begrænset af tid og rum. Troen på sådant et Guddommeligt Væsen udgør den primære grund for den Guddommelige religion, alle Profeter har prædiket om. De andre søjler er tro på Genopstandelsen, på alle Profeter uden forskelsbehandling, engle, Guddommelige Skrifter og Guddommelig forudbestemmelse (inklusiv menneskets frie vilje).

De, som ikke bruger deres frie vilje til at disciplinere sig selv, risikerer at blive slave af deres lidenskaber. En sådan mangel på selvdisciplin får os til at bebrejde andre, for målet med denne adfærd er at tilfredsstille vores begær. Da den Guddommelige religion ikke tillader, at man begår den slags fejl, vil de, der begår fejlene, forsøge at korrumpere religionen for at retfærdiggøre deres indfald og ønskedrømme. Dette giver uorden, undertrykkelse, konflikter uden ende og ødelæggelse. Gud ønsker barmhjertighed for Hans skabelse, ikke undertrykkelse og uretfærdighed, og at dens medlemmer lever i fred, så retfærdighed er fremherskende. Men historien afslører, at de tidligere Profeters følgere blev splittet op i stridende fraktioner og lavede religionen om til at tjene deres egne interesser eller foretrukne områder.

Alle tidligere Profeter blev udsendt for at genoprette den Guddommelige religion til dens oprindelige renhed ved at rense den for alle opfindelser og afvigelser, der var tilføjet af dens tilhængere. Derfor blev Profeten Muhammad sendt efter Profeten Jesus for at prædike de samme troen søjler, i Gud åbenbarede Koranen for ham, den indeholder de evige principper for vort individuelle og kollektive liv. Da Gud befaler, at Koranen er absolut og permanent bevaret, er Profeten den sidste Budbringer.

Islam ærer de religiøse erfaringer, de havde, som kom før åbenbaringen af Koranen, for Islam bekræfter og fuldstændiggør det, der er sandt i disse religioner. Med dette i baghovedet siger muslimerne, at Profeten Abraham og alle andre Profeter var muslim. Dette syn på sagen forklarer, hvorfor islamisk civilisation, lige fra begyndelsen var, og stadig er, tolerant, pluralistisk og inklusiv. Den har altid været således, undtagen i de sjældneste tilfælde.

Islam siger, at Guds universelle forsyn ville være benægtet, hvis der bare blev oprejst Profeter i ét land, og andre lande ikke fik nogle Profeter. Koranen erklærer at Gud er alle verdeners Herre og Bevarer. Han gjorde ikke forskel på nationerne, da Han sendte Sin Åbenbaring, og derfor må muslimer ikke gøre forskel mellem nogen af Hans Budbringere:

Sendebudet tror på det, der er åbenbaret ham fra hans Herre, og (ligeledes) de troende: alle tror de på Gud og Hans engle og Hans bøger og Hans sendebud (og siger): Vi gør ikke forskel på nogen af Hans sendebud. Og de siger: Vi hører, og vi adlyder. (giv os) Din tilgivelse, vor Herre, og til Dig vender vi tilbage.(2:285)

Islam er opfyldelsen af alle religioner. Ved at acceptere alle nationers Profeter og Skrifter bekræfter Islam Guds Enhed og universelle forsyn, såvel som den almene gyldighed ved religiøs oplevelse. Muslimer er sande følgere af alle Profeter, inklusive Abraham, Moses og Jesus.

Muslimer forkaster muhamedanismen, for de tilbeder ikke Muhammad. For at forstå Islam, sådan som dens tilhængere gør det, må ord som muhamedaner eller muhamedanisme bortkastes. Muhammad påstod aldrig, at han var mere end et menneske, der modtog åbenbaringer fra Gud. Han lavede ikke Islam, han modtog den ganske enkelt.

Alle lærde er enige om at faste er obligatorisk for enhver fornuftig, voksen, sund muslim mand, der ikke er på rejse eller kæmper på slagmarken ved den tid. Angående kvinder kan de, der har menstruation og blødninger efter en fødsel, ikke faste. Dertil kommer følgende grupper af mennesker, der ikke behøver at faste: de, som er sindssyge, mindreårige eller rejsende; gravide kvinder, der er bange for at det ufødte barn vil tage skade; de gamle og syge, som mener, at faste kan skade dem; og de, der arbejder under barske forhold eller lider en sådan sult eller tørst, at man kan frygte at faste vil føre til deres død.

Gud skaber hvert samfund af væsener med et formål og en guide eller leder. Det er utænkeligt, at Gud, Som gav bierne en dronning, myrerne en fører og fugle og fisk hver en guide, ville lade os uden Profeter til at vejlede os til åndelig, intellektuel og materiel fuldkommenhed.

Profetgerning er den højeste rang og ære, et menneske kan modtage fra Gud. Det beviser menneskets indre væsens overlegenhed over alle andre. En Profet er som en gren, der rækker ud fra det Guddommelige til det menneskelige rige. Han er skabelsens egentlige hjerte og tunge og besidder et superb intellekt, der gennemtrænger tingenes og begivenhedernes virkelighed.

Derudover er han det ideelle væsen, for alle hans evner er harmonisk excellente og aktive. Han stræber efter og er til stadighed på vej fremad mod Himlen, venter på Guddommelig inspiration eller Åbenbaring som løsning på de problemer, han står overfor, og han er forbindelsespunktet mellem denne verden og det Hinsidige. Hans krop er underlagt hans hjerte og følger det, det billedlige sæde for det åndelige intellekt. Hans sanser og tanker er altid rettet mod Guds Navne og Attributter. Han går til det, han opfatter, og når til det ønskede bestemmelsessted.

Når en Profets sanser er udviklet til fulde - syn, hørelse og dermed viden - overgår de alle andre menneskers, og man kan ikke forklare hans sanseopfattelse med begreber som anderledes lys, lyd eller nogle andre bølgelængder; men almindelige mennesker kan ikke opnå en Profets viden.

Selvom vi kan finde Gud ved at reflektere over naturens fænomener, har vi brug for en Profet til at fortælle os, hvorfor vi blev skabt, hvor vi kommer fra, hvor vi skal hen og hvordan vi skal tilbede vor Skaber på bedste måde. Gud sendte Profeter for at lære deres folk meningen med skabelsen og sandheden i tingene, at afsløre mysterierne bag historiske og naturlige hændelser og at fortælle os om vort slægtskab og om det, der findes mellem Skrifterne og universet.

Alt i universet prøver at udstille den Almægtiges, den Altomsluttende Skabers Navne og Attributter. På samme måde noterer og bekræfter Profeterne og er trofaste overfor, til det subtile, mystiske slægtskab mellem Gud og Hans Navne og Attributter. Da det er deres pligt at vide og tale om Gud, træder de ind i den sande mening i tingene og hændelserne, og de viderebringer det direkte og oprigtigt til menneskeheden.

Uden Profeter havde vi ikke kunnet gøre noget videnskabeligt fremskridt. Mens de, som benytter en evolutionær tilgang til at forklare historiske begivenheder, er tilbøjelige til at give tilfældigheder og deterministisk evolution, vejledte Profeterne menneskeheden i intellektuel - og dermed videnskabelig oplysning. Derfor accepterer bønder Profeten Adam som deres første læremester, skræddere accepterer Profeten Enok, skibsbyggere og sømænd accepterer Profeten Noa og urmagere accepterer Profeten Josef. Desuden markerede Profeternes mirakler slutudviklingen af videnskabelig og teknologisk fremgang og tilskyndede folk til dem.

Profeterne vejledte menneskene gennem personlig adfærd og de himmelske religioner og Skrifter, de overbragte for at udvikle deres medfødte evner og rettede dem mod formålet med deres skabelse. Havde det ikke været for dem, ville menneskeheden (frugten af skabelsens træ) have ligget og gået i forrådnelse. Ligesom menneskeheden behøver retfærdighed, ligeså meget som den behøver privat indre fred, underviste Profeterne livets love og fastlagde reglerne for et fuldkomment socialt liv baseret på retfærdighed.

Koranen erklærer udtrykkeligt: Vi sendte blandt alle folk en Budbringer (med befalingen): "Tjen Gud og undgå ondt" (16:36). Men mange mennesker glemte gradvist disse Guddommelige lærdomme og faldt for sådanne fejl som at guddommeliggøre Profeterne eller andre eller tog del i afgudsdyrkelse. Selv hvis man indrømmer, at der må være en enorm forskel på de originale religioner og de nuværende udgaver af dem, er det ret umuligt at forstå de forhold, der fik Konfucius til at fremstå i Kina og Brahma og Buddha i Indien. Det er ligeså svært at gætte, hvad der var deres oprindelige budskab, og i hvilken grad de er blevet ødelagte.

Havde Koranen ikke introduceret Profetgerning for os, ville vi ikke have nogen nøjagtig ide af mange Profeters karakter, liv, missioner og lærdomme. En præcis hadith siger: "En Profets discipler vil fortsætte hans mission efter hans død; men nogle af hans følgere vil senere ødelægge alt, han havde skabt." Dette er et meget vigtigt punkt. Mange af de religioner, vi nu betragter som falske, vendte sig mod falskhed, overtro og legender gennem tiden gennem dens fjenders overlagte ødelæggelse (eller gennem dens følgeres misforståelser) på trods af deres mulige oprindelse i den reneste, Guddommelige kilde.

At sige at én er Profet, uden at han er det, er hedensk, ligesom det er tilfældet, hvis man nægter at tro på en ægte Profet. Vi skulle betragte det, Buddhisme eller Brahmanisme kan have været i deres sande, originale skikkelser, ligesom de doktriner der tillægges Konfucius eller shamanisternes udøvelser og tro. Måske har de stadig nogle rester af det, de oprindeligt var.

Mange religioner, der engang var rene, er blevet forvrænget og forandret; derfor er det væsentligt at acceptere renheden i deres oprindelige grundlag. Koranen siger: Der har aldrig været et folk, uden at en advarer har levet iblandt dem (35:24), og: Vi sendte en Budbringer blandt alle folk (16:36).

Disse Åbenbaringer erklærer, at Gud sendte Budbringere til hver folkegruppe. Koranen nævner navnene på 28 Profeter ud af et samlet antal på 124 000. Vi ved ikke nøjagtigt, hvor og hvornår mange af dem levede; men vi behøver heller ikke at have den information, for: I tiderne før dig sendte Vi Budbringere; af dem er der nogle historier, Vi har fortalt dig og nogle, hvis historier, Vi ikke har fortalt til dig (40:78).

Nylige studier i sammenlignende religion, filosofi og antropologi afslører, at mange vidt spredte samfund deler visse begreber og praksis. Blandt disse er bevægelser fra polyteisme til monoteisme, idet man beder til Een Gud i vanskelige tider ved at løfte hænderne og bede om noget fra Ham. Mange af den slags fænomener peger på en enkelt kilde og en enkelt lære. Hvis primitive stammer, der er afskåret fra civilisationen og indflydelse fra kendte Profeter, har en sikker forståelse af Hans Enhed, selvom de kun har lidt forståelse af, hvordan man lever i henhold til den tro, må en Budbringer være blevet sendt til dem et tidspunkt i fortiden: For hvert folk er der en Budbringer. Når deres Budbringer kommer, bliver sagerne mellem dem afgjort med retfærdighed, og de bliver ikke behandlet uret (10:47).

Som det blev understreget tidligere, er det sådan, at når folk faldt tilbage i mørket efter en Profet, sendte Gud dem en anden til at oplyse dem igen. Dette forsatte indtil den Sidste Profets komme. Grunden til at sende Profeterne Moses og Jesus krævede, at Profeten Muhammad blev sendt. Da hans Budskab var til alle, uanset tid og sted, endte Profetgerningen med ham.

På grund af bestemte sociologiske og historiske fakta, der kræver en længere forklaring, blev Profeten Muhammad sendt som "en barmhjertighed til alle verdener (21:107)". Af denne grund tror muslimerne på alle Profeterne og gør ingen forskel på dem:

Budbringeren tror på det, der er blevet sendt til ham fra hans Herre, og det gør de troende også. De tror alle på Gud, Hans engle, Hans Skrifter og Hans Budbringere: "Vi gør ingen forskel på Hans Budbringere" - og de siger: "Vi hører og adlyder. Skænk os Din tilgivelse, vor Herre; til Dig går rejsen." (2:285).

Derfor er Islam, åbenbaret af Gud og overbragt til menneskeheden af Profeten Muhammad, universel og evig.

Det er hinsides denne bogs sigte at beskrive Profetgerningen og fortælle alle Profeters historier; men ved at fokusere på Profeternes Segls Profetgerning, som fortalte os om de andre Profeter og Guddommelige Skrifter og gjorde vor Herre kendt for os, vil vi gøre de andre Profeter kendte og bevise deres Profetgerning.

Tro på Gud, kilden til glæde, at følge den Sidste Profet og Budbringer fra Gud er nøglerne til velstand i begge verdener. Hvis vi vil frelses fra fortvivlelse og alle livets negative sider og opnå intellektuel, spirituel og materiel perfektion, må vi helhjertet tro på, at Muhammad er Guds Sendebud og følge hans vejledning.

Først; Profeten Muhammeds (fred være med ham) mest fundamentale og vigtige lære er troen på Guds Éthed. Det udtrykkes i Islams første kalima som: "Der er ingen anden gud end Gud" (La ilaha illa'llah). Dette udtryk er Islams essens, dens grundlag og væsentligste indhold.

Alle religioner, der blev åbenbaret til Profeterne, har den samme essens. Men gennem tiden er det originale budskab blevet misfortolket, forvrænget, blandet med overtro og degenereret til magiske øvelser og meningsløse ritualer. Opfattelsen af Gud, selve kernen i religion, blev nedgjort gennem antropomorfisme, guddommeliggørelse af engle, sammenligne andre med Gud og betragtning af profeterne eller gudelige (fromme) mennesker som inkarnationer.

Profeten Muhammad (fvmh) forkastede sådanne teologiske tendenser og genoprettede opfattelsen af Gud som den eneste Skaber, Opretholder og Herre over al skabelsen, til dens oprindelige renhed. Således siger John Davenport:

Blandt de mange fremragende ting, som Koranen med rette kan prale af, er to særdeles fremtrædende: den ene er den tone af ærefrygt og respekt, den altid iagttager, når den taler om, eller henviser til, den Guddom, Som den aldrig tilskriver menneskelige svagheder og lidenskaber; den anden er det totale fravær i den af enhver urenhed, umoralsk og upassende tanker, udtryk, fortællinger, etc., pletter, som, ærgerligt nok, optræder for ofte i de jødiske Skrifter. 2

Tawhid er den højeste opfattelse af Guddommen, og Gud har sendt kundskab om den til menneskeheden gennem hele historien ved hjælp af Sine Profeter. Adam blev sendt til Jorden i sin tid med denne viden; det var den samme viden, Gud åbenbarede for Noah, Abraham, Moses og Jesus, Guds velsignelser være med dem alle; og som Muhammad, (fvmh), bragte til menneskeheden. Det er viden, ren og absolut, uden den mindste antydning af uvidenhed. Den eliminerer alle uvidenhedens skyer og oplyser horisonten med virkelighedens lys.

Men hvem kan skabe og kontrollere dette majestætiske univers? Det kan kun Han, Som er alles Herre, Som er Uendelig og Evig; Som er den Stærkeste, den Viseste, Allestedsnærværende og Alvidende; Som har Alle Kundskaber og Ser Alt. Han skal være øverste myndighed over alt, der eksisterer i universet: Han skal besidde grænseløse kræfterog beføjelser, må være Herre over universet og alt, hvad det indeholder, skal være fri for enhver fejl eller svaghed, og ingen har magt til at blande sig i Hans arbejde. Kun sådant et Væsen kan være Skaberen, Kontrolløren og Herskeren over universet.

Dertil kommer, at det er væsentligt, at alle disse Guddommelige Attributter og kræfter må være samlet i Ét Væsen. Det er umuligt for to eller flere personligheder, der besidder lige kræfter og attributter, at sameksistere, for før eller siden ville de kollidere. Derfor må der være én og kun én Øverste Væren, Som har kontrol over alle de andre. Man kan ikke forestille sig to guvernører i den samme provins eller to øverstbefalende i hæren!

Ligeledes er en fordeling af disse kræfter mellem forskellige guddomme, således at, f.eks. én af dem er al-vidende, den anden forsyneren for alle og en tredje er livgiver, og hver har sit uafhængige domæne, også helt utænkelig. Universet er et udeleligt hele, og hver af sådanne guddomme ville være afhængig af andre, når den skal udføre sin opgave. Der ville uundgåeligt opstå fejl i koordinationen, og hvis det sker, ville verden falde fra hinanden. Disse attributter kan heller ikke gives videre (til andre). Det er umuligt at en bestemt attribut befinder sig hos én guddom på et bestemt tidspunkt og senere kan findes hos en anden guddom. Et guddommeligt væsen, som ikke er i stand til at holde liv i sig selv, kan ikke give liv til andre. Den, som ikke kan beskytte sin egen guddommelige kraft, kan ikke være egnet til at herske over det vældige, grænseløse univers.

Gud, den Almægtige, bør betragtes fra fem synsvinkler. Én er Hans "Essens" som Guddommeligt Væsen (Zat), som kun Han kan kende. Budbringeren siger: "Reflektér ikke over Guds 'Essens'; reflektér i stedet over Hans skabelse." (Abu Nu'aym, Hilayat al-Awliya´, 6:67). Gud har ingen partnere, lige eller tilsvarende, som der peges på: Der er intet som Ham (42:11). Den anden synsvinkel er Hans Essentielle, "Egentlige" Kvaliteter ved at være Gud, Som er kilden til Attributterne. Den tredje synsvinkel er Hans Attributter, som er tre slags: Essentielle Attributter (f.eks. Eksistens, at Være Uden Begyndelse, Evig Vedvarenhed, Være Forskellig fra det Skabte, Selv-Ernærende); Positive Attributter (f.eks. Livet, Viden, Magt, Tale, Vilje, Hørelse, Syn, Skabelse); og utallige "Negative" Attributter, opsummeret som "Gud er absolut fri for enhver defekt eller mangel."

Attributterne er kilde til Navnene: Liv bliver til den Levende, Viden til den Vidende og Styrke til den Styrkefulde. Navnene er kilden til handlingerne: at give liv har sin kilde i den Levende og kendskabet til alle ting ned til den allermindste detalje har sin oprindelse i den Vidende. Gud bliver "kendt" på Sine handlinger, Navne og Attributter. Alt, hvad der eksisterer i universet, i de materielle eller immaterielle verdener, er resultatet af Navnenes og Attributternes manifestationer: Universel og individuel understøtning peger på Hans Navn, Forsyneren, og Den, der Restaurerer er kilden til remedier og at patienterne bliver raske. Filosofi har sin oprindelse i Visdom, og så videre. Handlingerne, Navnene og Attributter er "forbindelsespunkter" mellem Gud og det skabte, eller de "reflektorer", som er nødvendige for at få viden om Gud.

Selvom vi prøver at kende Gud gennem Hans handlinger, Navne og Attributter, må vi ikke tænke på Ham sådan, at vi associerer ligheder eller sammenligninger med Ham, for der er intet, der ligner Ham. Han er absolut Én, Enkeltstående og fuldstændigt forskellig fra alt eksisterende eller som har potentialet til at eksistere. På denne måde skal Hans Éthed ikke forstås antalsmæssigt. Han besidder også Enhed og relationer til det skabte. For at få nogen forståelse af Ham gennem Hans handlinger, Navne og Attributter, er visse sammenligninger tilladte. Dette peges der på i: For Guds er den Højeste Sammenligning (16:60).

For at gøre Sig Selv kendt, omtaler Gud Sig med nogle Navne eller Titler, hvoraf nogle følger nedenfor:

*Al-Rahman: Den Nådige (Den, Som har Nåde overfor hele Sin skabelse og forsyner dem med deres underhold).

*Al-Rahim: Den Barmhjertige (især overfor Sine troende tjenere).

*Al-Fard: Den Absolut Uafhængige.

*Al-Ahad: Den Enestående, Pletfrie.

*Al-Hayy: Den Levende (Én, Som ikke har nogen begyndelse og ikke har nogen ende, Som lever og ikke dør).

*Al-Qayyum: Den Selveksisterende (Som passer og plejer Sin skabelse).

*Al-'Adl: Den Retfærdige.

*As-Samad: Den Selv-Eksisterende (Som ikke har behov for nogen og Som alt andet er afhængigt af).

*Al-Quddus: Den Hellige (og Som holder universet rent).

*Al-Haqq: Sandheden (Én, Som altid siger, gør og beordrer sandheden og grundfæster den, og i Hvis befalinger og handlinger der ingen falskhed, meningsløst og ubrugeligt findes).

*Al-Hakim: Den Vise (Som har absolut visdom i alle Sine befalinger og handlinger).

*Al-'Alim: Den Vidende (Én, Som ved alt, der er skjult for os og alt, vi kender til).

*Al-Sami': Den Hørende.

*Al-Basir: Den Seende (Én, Som bevidner alle ting og begivenheder).

*Al-Qadir: Den, Der kan Alt (Som har absolut magt over alle ting).

*Al-Razzaq: Forsyneren.

*Al-'Azim: Den Storslåede.

*Al-Kabir: Den Største.

*Al-Khaliq: Skaberen.

*Al-Mawla: Vogteren (Som ejer, bevogter og støtter Sine skabninger, og Som sørger for sejr og beskyttelse for de, der følger Hans befalinger og undgår det, Han har forbudt).

*Al-'Aliy: Den Højeste (Som er Højt hævet over enhver i Sin Styrke og Status).

*Al-'Aziz: Den Mægtige, Uovervindelige.

*Al-'Afuw: Undskylderen (af Sine tjeneres synder og fejl).

*Al-Hafiz: Bevareren.

*Al-Halim: Den Overbærende (Som er overbærende, mild og venlig. Han er tålmodig og har ikke travlt med at straffe Sine tjenere for deres synder).

*Al-Ghafur: Den Tilgivende (Som tilgiver Sine tjeneres synder og fejltagelser).

*Al-Karim: Den Gavmilde (Som er ædel, generøs og graciøs).

*Al-Wadud: Den, Der Elsker.

*Al-Wahhab: Giveren (af nåde og succes til Hans skabelse).

*Al-Nasir: Hjælperen (Som giver Sine troende tjenere sejr).

*Al-Ra'uf: Den Medlidende.

*Al-Shakur: Den Taknemmelige, Som belønner Sine tjenere for deres gode gerninger meget mere, end de fortjener.

*Al-Tawwab: Den, Som Modtager Angeren (fra Sine oprigtigt angrende tjenere).

Islam, udledt fra silm (underkastelse, frelse og fred), er udtrykket for Guds Nåde, der flyder i universets arterier. Universet, som er det Guddommelige system, som alt det skabte, undtagen menneskeheden, villigt har underlagt sig, indeholder ingen uorden. Islam er det faste, ubrydelige reb, der strækker sig til Himlen, som alle skabninger holder fast i, og ved hvilket menneskeheden skal stige op til Paradis, vort oprindelige hjem. Islam forbinder alle skabninger i en enkelt helhed og er derfor religionen for universelt broderskab, søsterskab og solidaritet.

Tawhid (monoteisme), som er Islams grundlag, indebærer nødvendigheden af menneskehedens harmoni med naturen. Universet, som er underlagt Gud, udviser en sammenhæng og harmoni, af hvilken vor verden også er en del. Selvom vor verden er underlagt de almindelige "naturlove", såvel som dens egne unikke love, er den i harmoni med andre love, der hersker over de love, der ligger bag den. Menneskeheden, som alene ikke betræder naturens vej, har fri vilje og frihedens gave, såvel som forpligtelsen til at harmonisere dets liv med resten af naturen. Yderligere er denne harmoni også menneskets vej til ophøjelse og fremgang, den vej, hvorpå Gud indsatte menneskets natur:

Og ret dit ansigt mod religion i (al) oprigtigtighed: (den er) Guds natur, som Han har skabt menneskene i. Der er ingen ændring i Guds skabelse. Dette er den rette religion, men de fleste mennesker ved det ikke. (30:30)

Islam forsøger at forene os med det vældige rige af væren og stræber efter at skabe en enhed mellem os og universet. Vi er den væsentligste partner i Eksistensens Rige, og hver muslim deler alle skabningers religion:

Søger de en anden religion end Guds, når alle, som er i himlene og på jorden, underkaster sig Ham - frivilligt eller tvungent? - Til Ham skal de sendes tilbage.(3:83)

Har du ikke set, at alle, som er i himlene og alle, som er på jorden, og solen og månen og stjernerne og bjergene og træerne og dyrene og mange af menneskerne underkaster sig Gud.(22:18)

Et (helligt) løfte er et højtideligt løfte om at gøre, i Guds navn, noget, der minder om en tilbedelseshandling og gøre noget obligatorisk for sig selv, som ikke er obligatorisk. Et løfte bliver kun betragtet som "islamisk", hvis det gøres i Guds navn og involverer en obligatorisk eller nødvendig handling af tilbedelse (f. eks. at faste eller hjælpe de fattige). Derfor kan man love at udføre to rak’at af bøn eller at faste; men ikke at gøre en prostration med recitation eller gøre afvaskning, for disse to sidste handlinger er ikke i sig selv obligatoriske handlinger af tilbedelse, men er snarere midlerne til sådanne handlinger. Desuden kan løfter kun afgives vedrørende noget, der kan opfyldes.

Der er to slags løfter: bestemte og ubestemte. Et bestemt løfte kan for eksempel være at love at faste på en bestemt dag, hvis éns ønske om noget religiøst legalt bliver opfyldt. Hvis ønsket bliver opfyldt, skal man holde sit løfte. Et ubestemt løfte kan være at love at faste en dag eller give velgørenhed til en fattig, hvis éns ønske om noget religiøst legalt bliver opfyldt. Hvis det ønskede indtræffer, må løftet indfries.

Hvis man lover at gøre noget, der ligner en tilbedelseshandling, hvis et eller andet ikke sker, skal man holde sit løfte eller gøre en bod. f. eks. hvis man er afhængig af at lyve, lover man at faste en uge, hvis man ikke lyver igen; men alligevel gør det, skal vedkommende holde løftet eller gøre en bod, ligesom man gør for brudte eder.

Det anbefales til alle tider, at man skal være gavmild, studere Koranen og bede til Gud; men det understreges særligt i Ramadanen. I Ramadanens sidste ti dage plejede Guds Budbringer at vække sine hustruer om natten for derefter, idet han holdt sig adskilt fra dem, at hengive sig til handlinger af tilbedelse. Han ville anstrenge sig ekstra meget i at tilbede sin Herre ved den tid, mere end han normalt gjorde. (Bukhari, "Sawm", 2:9; Muslim, "Siyam", 164)

Tilladte handlinger:

Hælde vand over sig og dukke under vand.

Tage kohl på, øjendråber og alt andet til øjnene.

Kysse, forudsat at man har selvkontrol.

Rens munden og næsen uden at synke noget vand.

Smage på en væske, føde eller andet, man har tænkt sig at købe; men man må ikke synke noget spiseligt.

Tyggegummi (ulig noget, der er uden lugt eller smag) misbilliges, men gør ikke fasten ugyldig.

At spise, drikke og have samleje i løbet af natten indtil daggry.

Hvis man kommer til at spise på grund af glemsomhed, behøver man ikke at gøre godt for den dag senere.

Det kræves ikke, at man foretager ghusl (afvaskning efter seksuel samvær) før daggry, men det tilrådes, for at man kan være ren før fasten.

Hvis en kvindes menstruation eller efterfødselsblødning stopper i løbet af natten, kan hun udsætte ghusl til morgenen og stadig faste. Men hun skal udføre ghusl inden daggrysbønnen.

De, som faster, kan bruge en tandbørste eller -stik til at rense tænderne med. Det er ligegyldigt om dette gøres om morgenen eller om aftenen.

Duftende parfumer.

Synke noget vådt, med spyt blivende tilbage i munden, når man er stået op.

Synke blot et par dråber tårer eller sved, hvis smag man ikke mærker.

Spise noget spiseligt, der er blevet tilbage mellem tænderne, og som er mindre end en kikært.

Alt, der ikke er spiseligt, og som kommer i munden uden intention (f. eks. røg, støv og smagen af medicin, der lægges på tænderne), gør ikke fasten ugyldig.

Kysse, berøre og kæle for det modsatte køn, forudsat at der ikke sker nogen udløsning, såvel som enhver seksuel aktivitet, der ikke fører til udløsning. Enhver udløsning, der er resultatet af at se eller tænke gør ikke fasten ugyldig.

At have en våd drøm i dagens løb og enhver udløsning af sædvæske.

Forbudte handlinger, der kræver en godtgørelsesdag

Spise, på grund af en fejl eller tvang.

Synke mere blod end det spyt, det er blandet med, og den smag, man mærker.

Synke mere end et par dråber sved eller tårer, som man mærker smagen af.

Fjerne noget spiseligt fra tændernes mellemrum, og som er større end en kikært, og derpå spise det.

Kaste op, en mundfuld eller derover. Alt, der er mindre end det, og som vender tilbage til maven, ødelægger ikke fasten. Men hvis man med forsæt tager det tilbage, er fasten brudt.

Udløsning, der kommer af kysseri, berøringer og masturbation.

Menses eller efterfødselsblødning, selvom den begynder lige før solnedgang.

Hvis man spiser, drikker eller har samleje i den tro, at solen er gået ned, eller det endnu ikke er blevet fajr.

Enhver indsprøjtning, uanset om den er til ernæring eller medicin. Det er lige meget, om indsprøjtningen er intravenøs eller under huden, og uanset om det, der blev indsprøjtet, når maven eller ej.

Enhver drik eller medicin, der passerer gennem halsen eller næsen. Men vand, der passerer gennem ørerne, er tilladt.

Enhver væske, der når ind i kroppen gennem rectum.

Der findes to slags faste: obligatorisk og frivillig. Obligatoriske faster kan yderligere deles op i Ramadanens faste, faste for at sone og faste for at opfylde et løfte. Her vil vi behandle Ramadanens faste og frivillige faster.

Sadaqa al-Fitr skal betales af enhver fri muslim, hvis formue indfrier ens grundlæggende behov, og som har en ekstra formue, der svarer til 600 gram sølv. En muslim skal betale den for sig selv, sin kone, børn og tjenestefolk ved Ramadanens slutning for at rense dem, der faster, at beskytte dem mod upassende handlinger eller tale og for at hjælpe de fattige og nødlidende. Den gives inden 'Eid-bønnen på 'Eid-dagen (Religiøs Festdag). Hvis man glemmer at betale den, eller ikke kan betale ved den tid på grund af en gyldig undskyldning, skal man betale den, når man husker det, eller når man ikke længere er undskyldt.

Traditionelt er sadaqat al-fitr blevet beregnet på grundlag af og afregnet i hvede, byg, dadler og tørrede druer. Men den mængde, der betales, skal være tilstrækkeligt til at opfylde et gennemsnitligt menneskes daglige indtagelse af føde. Den kan betales i den førstnævnte form eller i den monetære ækvivalens.

Koranen består af de rytmiske vers, udtryk, sætninger og kapitler, der blev videregivet af Profeten, når de blev åbenbaret for ham af Gud, og som, han påstod, var det evigtvarende mirakel, der beviste hans Profetgerning. Han udfordrede sin tids arabere, som betvivlede dens Guddommelige oprindelse, lige såvel som alle ikke-troende arabere og ikke-arabere, der ville komme senere.

Islam betragter velstand realistisk - som et essentielt aspekt af livet og det vigtigste middel til forsørgelse af individer og grupper. Gud den Almægtige siger: Giv ikke dem, der ingen dømmekraft og forstand har, jeres ejendom, som Gud har givet jer ansvar over som en støtte for jer (og de nødlidende) (4:5). Dette svarer til at sige, at rigdom skal fordeles for at imødekomme de grundlæggende behov (f.eks. mad, klæder, bolig og andre uundværligheder), og at ingen skal fortabes, glemmes eller blive ladt uden støtte. Den bedste måde at fordele velstand på, så alles grundlæggende behov bliver imødekommet, er gennem zakat, for den lægger ikke nogen byrde på de rige, imødekommer de fattiges behov og letter dem i livets vanskeligheder og armodens smerte.

Zakat er ikke en gave fra de rige til de fattige; tværtimod er den en afgift, Gud har betroet de rige, så de kan aflevere den til de fattige og dele den ud blandt de trængende. Det etablerer følgende sandhed: Velstand er ikke blot for de rige, men for de rige og de fattige. Det er dette, der er meningen i Guds udtalelse: så denne (rigdom) ikke blot cirkulerer blandt de rige iblandt jer (59:7). Zakat skal betales af de, der kan betale den, og skal gives til de fattige og nødlidende, så de kan få opfyldt deres basale behov, ikke at sulte og få en fornemmelse af sikkerhed og en almen god følelse. Hvis der ikke er zakat nok til at tilfredsstille sådanne behov, kan de rige underkastes yderligere beskatning. Hvor meget, der skal tages, er ikke specificeret, for det afhænger af de fattiges behov.

Koranen tilskynder de rige at bruge (rigdom) på Guds vej og for Hans sag. For eksempel erklærer den, idet den priser de troende:

De bruger på Guds vej (af alt, hvad Gud har skænket dem) både i lette tider og i vanskelige, tilbageholder deres raseri (selvom de er i stand til at give igen og hævne sig) og tilgive folk deres fornærmelser. Gud elsker (sådanne) mennesker, der er hengivet til at gøre godt, bevidste om at Gud altid ser dem. (3:134)

De etablerede den (foreskrevne) bøn (i ærefygt og beundring af Gud og i overensstemmelse med dens krav) og bruger til understøttelse af hvadend, Vi forsyner dem med (af rigdom, viden, magt og så videre til dem, der virkeligt er i nød, for Hans velbehags skyld og uden at sætte andre under forpligtelser). (8:3)

Koranen beder os om at give af det, vi elsker, og ikke at sætte folk under forpligtelser på grund af det, vi bruger på Guds vej eller giver til dem:

De, som bruger deres formue på Guds vej, og derefter ikke følger op på deres forbrug med at forpligte og spotte, deres belønning er hos Gud. Der skal ikke være frygt over dem (både i denne verden og den næste, for de skal altid finde Min hjælp og støtte hos sig), ej heller skal de sørge. Et venligt ord og tilgivelse (af folks fejl) er bedre end at give almisser og følge dem op med spot og hån. Gud er Rig og Selvforsynende (absolut uafhængig af folks velgørenhed), Overbærende (udviser ingen hast i afstraffelse). (2:262-63)

I vil aldrig opnå guddommelighed, før I bruger af det, I elsker (på Guds vej eller som understøttelse for de fattige). Hvad end I bruger, har Gud fuld viden om det. (3:92)

Brug (af hvad end I har) på Guds vej, og kast jer ikke ud i ødelæggelse ved jeres egne hænder (ved at lade være med at gøre det). Hvad end I gør, gør det, bevidste om at Gud ser det, og på den bedst mulige måde. Gud elsker dem, der helliger sig at gøre godt, i bevidsthed om at Gud altid ser dem. (2:195)

Gud lover en stor belønning til de, der bruger deres formue på Hans vej og advarer mod at være gerrig og at spendere blot for at tiltrække folks opmærksomhed:

Eksemplet med dem, der bruger deres formue på Guds vej, er ligesom et korn, der yder syv kolber, og i hver kolbe er der hundrede korn. Således mangfoldiggør Gud, hvem Han vil. Gud er Den, Som omslutter alt (med Hans nåde) Alvidende. (2:261)

De, der handler dårligt (med at bruge det, Gud har givet dem), og presser andre til at være dårlige og skjuler de ting, Gud har givet dem af Sin overflod (såsom rigdom og bestemte sandheder i deres Bog), Vi har forberedt en skamfuld, ydmygende straf til (sådanne) mennesker. Og (også) de, som bruger deres rigdom (til velgørenhed eller til en anden god sag) for at vise sig for folk og få deres anerkendelse, når de hverken tror på Gud eller den Sidste Dag. Den, som tager Satan som kammerat, har virkelig fået en dårlig kammerat!! (4:37-38)

Et andet vigtigt punkt er, at generaliseringer af bestemte sager sommetider har forårsaget store misforståelser og fejlagtige anvendelser som i tilfælde af at forbande verden og asketisme. Menneskeheden er Guds viceregent her på Jorden, hvilket betyder, at folk har ret til at blande sig i ting (dvs. den økologiske ligevægt og "naturens" universelle love) indenfor de grænser, Gud har fastlagt, forbedre Jorden samt herske over den i Guds navn og i henhold til Hans love. Denne pligt tilfalder først af alle de troende, fordi benægtelse af Gud på nogen måde skader forbindelsen mellem Gud og menneskeheden og gør folk til væsener, der udgyder blod og forårsager uro på Jorden.

Eftersom opretholdelse af menneskets eksistens afhænger af tro og tilstedeværelsen af en formidabel gruppe troende med potentialet til at løfte den Guddommelige Betroelse, tilhører Jordens Guddommelige overflod i første omgang de troende. Til gengæld har de pligt til at administrere den og fordele den retfærdigt mellem menneskene. Derfor skal de bruge Jordens gaver i overensstemmelse med Guds Vilje og at takke Ham til gengæld. Men det er forbudt for dem at gå længere end de legale grænser i at drage nytte af dem og at gøre det at spise og drikke til deres livs mål.

Udover at fremavle konkurrenceprægede sammenstød over sådanne emner fører overforbrug også til en opsparet energi der, hvis den ikke bliver kontrolleret, forårsager så destruktive synder som hor og prostitution. Så for at undgå sådan en ødelæggelse, kan individer vælge og bliver endda rådet til en asketisk livsførsel. Men det muslimske samfund kan ikke overlade jordiske gaver såvel som administrationen og fordelingen af dem til andre, i askesens navn. Som Bediüzzaman Said Nursi siger, må de troende ikke lægge sit hjerte i verden; men skal arbejde og tjene til at forsørge sig selv, fremholde Guds Ord og bruge på Hans vej.

I'tikaf betyder bogstaveligt at hæfte sig til noget, uanset om det er godt eller dårligt, og at udelukke alt andet. Som begreb betegner det at hengive sig, især i Ramadanens sidste 10 dage, til at bede i en moské. Guds Budbringer, (fvmh),, udførte i'tikaf i 10 dage hver Ramadan. Det år, han døde, gjorde han det i 20 dage.

I'tikaf bliver ikke accepteret fra en ikke troende, et barn, der ikke kan skelne, en person, der har behov for den store renselse på grund af (seksuel) besmudsning samt af menstruerende kvinder eller kvinder med blødninger efter fødsel.

I'tikaf bliver opfyldt, hvis personen bliver i moskéen med intentionen om at komme nærmere til Gud. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, er der ikke tale om i'tikaf. Hvis et menneske har intention om at udføre en ti dages i'tikaf frivilligt, men slutter den inden de ti dage er gået, skal han gøre godt for de resterende dage senere.

En anden væsentlig ting ved den islamiske tro er at tro på alle de Guddommelige Bøger, Gud har sendt til Hans forskellige Budbringere gennem historien. Gud åbenbarede Sine Bøger til Sine Profeter før Profeten Muhammad på nøjagtigt samme måde. Gud fortæller os i Koranen om nogle af dem: Abrahams Blade, Torah'en, Zabur'en (Salmerne) og Injil (det Nye Testamente). Vi kender ikke navnene på de bøger, der er givet til andre Profeter, og kan derfor ikke sige med sikkerhed, om de var autentiske åbenbarede bøger eller ej.

Disse tidligere Guddommelige Bøger blev sendt ned i et nu uddødt sprog, som kun nogle få mennesker i dag påstår at kende. Så selv om disse bøger stadig eksisterede i deres oprindelige og uforfalskede udgave, ville det praktisk taget være umuligt at forstå dem korrekt og fortolke og indføre deres påbud. Dertil kommer, at da de originale tekster af disse tidligere Guddommelige Bøger er gået tabt i tidens løb, og kun deres oversættelser findes i dag. På den anden side eksisterer Koranen på sit originalsprog, som stadigt tales og bliver forstået af millioner af mennesker.

Islam, som bogstaveligt set betyder fred, underkastelse og lydighed, er hele universets religion. Universet er velordnet, et kosmos, hvis dele er hægtet sammen og samarbejder med det samme mål for øje.

Der findes en ubrydelig relation mellem Gud, naturen og menneskeheden. Naturen og menneskeheden er to "bøger", skrevet med forskelligt materiale, men med den samme betydning. Baggrunden for deres eksistens er Guddommelig Kærlighed.

Forestil jer en venlig, medfølende og gavmild person, som ønsker at bespise nogle meget fattige, sultne og forarmede mennesker. Så han forbereder en banket på sit flotte skib, og betragter dem ovenfra, mens de spiser. I kan måske forstå hvor meget af deres taknemlige glæde og lykke, de kan udtrykke kun ved at takke og prise den ædle og gavmilde person, så han bliver glad og opløftet.

På samme måde har den Barmhjertige og Medfølende Ene spredt et vældigt bord, dækket med mad, ud på hele Jordens overflade og får Jorden til at rejse i verdensrummet med alle dens indbyggere. Han giver dem mad fra dette bord og inviterer de af Hans tjenere, der er uendeligt sultne og nødlidende, til Paradisets evige haver. Han forbereder hver have, som var den et storslået bord, dækket med alle slags mad og drikke, som de reneste nydelser og fryd. Tænk over den lykke og glæde, som den ovenfor nævnte person føler ved sine gæsters fornøjelser, på trods af at han ikke er den sande ejer af det, han serverer; og sammenlign det da med den ubeskrivelige, hellige kærlighed og nydelse, der føles af den Barmhjertige.

Tænk på et andet eksempel. Hvis en dygtig tekniker opfinder noget, der virker, som det var meningen, bliver han eller hun glad og siger: "Hvilke undere Gud har villet." Den Majestætiske Skaber opfandt det vældige univers. Han skabte Jorden (i almindelighed) og hver en skabning på den (i særdeleshed), især vores hoved, på en sådan måde at videnskaben burde være hensunket i beundring. Hver skabning fremviser de forventede resultater i yderste grad og på den smukkeste måde. Deres lydighed overfor Guds love for universets skabelse og virkemåde, der udgør deres tilbedelse, herliggørelse og særlig lovprisning og ophøjelse af Ham, såvel som opnåelse af Guddommelige formål med deres liv, glæde Ham i en grad, der går udover vor fatteevne.

Eller f.eks. en retfærdig dommer, som får stor glæde af at gøre og etablere ret, og som bliver ekstremt glad, når han eller hun kan genoprette den undertryktes rettigheder mod undertrykkeren. Sammenlign dette med de sakrosankte betydninger, der opstår fra den realitet, at den Absolut Retfærdige Hersker, den Majestætiske Overvældende Ene, giver alle skabninger retten til at eksistere. Han giver levende væsener retten til livet, beskytter og vedligeholder deres eksistens og liv imod aggression, genopretter al ret i universet, handler med absolut retfærdighed og vil dømme jinn og mennesker i det Hinsidige og etablere fuldkommen retfærdighed.

Som i eksemplerne ovenfor, indeholder hvert Guddommeligt Navn mange arter af skønhed, ynde og fuldkommenhed, såvel som mange lag af kærlighed, stolthed, ære og storhed. Det er af denne grund, at nogle krævende lærde, som manifesterer det Guddommelige Navn den Elskende, har konkluderet: "Universets essens er kærlighed. Alle skabninger bevæger sig, motiveret af kærlighed. Alle love om tiltrækning, henrykkelse og alvor har sin oprindelse i kærlighed." En af dem sagde endda:

Med kærlighed er kloderne berusede

Engle er berusede og stjernerne med.

Himlene, solen, månen

og Jorden er berusede.

Berusede er elementerne og planterne

Og træer og mennesker.

Alle levende væsener er berusede,

Og det er også alle skabelsens atomer.

Enhver skabning er beruset, i forhold til dens kapacitet, af den Guddommelige kærligheds "vin". Folk elsker dem, der er venlige mod dem, ligesom sand fuldkommenhed og transcendent skønhed. De elsker også dem, der er venlige mod dem, de elsker og føler barmhjertighed for. Når vi ved dette, kan vi forstå, at den Majestætiske og Skønne, den Elskede i Perfektion, i hvis enkelte Navne rummes utallige skatte af venlighed, Som glæder alle dem, vi elsker, med Hans gaver og er kilden til utællelige fuldkommenheder og planer af skønhed og ynde, er værdig til uendelig kærlighed og skabelsens beruselse i Hans kærlighed. Det er derfor nogle mennesker, som har manifesteret det Guddommelige Navn, den Elskende, har sagt: "Vi ønsker os ikke engang Paradiset. Et glimt af den Guddommelige Kærlighed er tilstrækkeligt for os", og derfor sagde Profeten Muhammad: "Et enkelt minut tilbragt med iagttagelse af den Guddommelige Skønhed i Paradis overgår al Paradisets overflod."

Så perfekt kærlighed og alle fuldkommenheder, der opnås gennem kærlighed, er mulig indenfor sfærerne af de universelle manifestationer af Guddommelige Navne på væsenerne som helhed (Éthed) og sfærerne af deres særlige manifestationer på individer (Enhed eller Eneståenhed). Enhver fuldkommenhed, man forestiller sig udenfor disse sfærer, er falsk.

Muslimer, som er på sådanne steder (dvs. nær polar-områderne), bør følge normerne for de områder, hvor den islamiske lovgivning fandt sted (dvs. Mekka og Medina). eller følge tabellen for det nærmeste område med "normale" dage og nætter.

Hvis en eller anden foretager sig en naturlig eller social pligt med stor entusiasme, vil en iagttager kunne udlede to grunde til at vedkommende opfører sig således: den ultimative årsag (det, der kan opnås ved at gøre sådan) samt motivet eller den nødvendige grund (éns længsel efter at gøre det og efterfølgende glæde ved at gøre det). For eksempel giver det at spise, når man er sulten, nogen tilfredsstillelse [nødvendige grund], mens føde ernærer legemet [ultimative grund].

På samme måder er universet og den uophørlige, forbløffende aktiviteter i det forårsaget af to slags Guddommelige Navne og med to forskellige omfattende formål eller resultater. Det første formål og årsag er, at Guds Skønne Navne manifesterer sig uafladeligt på utallige måder. Det er årsagen til skabelsens mangfoldighed. Derudover manifesterer de Guddommelige Navne sig hele tiden og søger uophørligt at fremvise deres værker. Dette får Universets Bog, med alle dens "sætninger, ord og bogstaver", til konstant at blive fornyet. Hver en del af denne Bog, som er manifestationen af de Guddommelige Navne, er et tegn eller påpegning af den Hellige Guddommelige Essens, så bevidste væsener kan lære at kende Ham.

Den anden grund eller formål er, at enhver skabning er aktiv, fordi den længes efter og finder fornøjelse i aktivitet. Aktivitet i sig selv er en fornøjelse. På samme vis føler Gud det Nødvendigvis Eksisterende Væsen og i overensstemmelse med Hans essentielle uafhængighed af skabelsen og absolut perfektion, en uendelig, hellig lidenskab og kærlighed. Sådan lidenskab og kærlighed forårsager en uendeligt hellig entusiasme, som afføder en grænseløs hellig fryd, som på sin side er kilde til uendelig hellig tilfredshed. Som følge af denne tilfredshed, speciel for Hans Gudommelige "Essens", har Gud uendelig medfølelse. Denne medfølelse er på sin side årsag til at Hans skabninger opnår deres relative fuldkommenhed ved at sætte dem i stand til at virkeliggøre deres fulde potentiale. Hans skabningers perfektion, og deres glæde ved at finde den, glæder Gud så meget, at Hans uendelige hellige nydelse kræver skaberværkets hvirvel.

Tilhængerne af materialistiske filosofier og sekulære naturvidenskaber, der imidlertid er uvidende om denne sarte Guddommelige Visdom, forklarer denne aktivitet, som udviser fuldkommen viden, visdom og indsigt, med en ubevidst natur, blindt tilfælde og kausalitet. Dette får dem til at styrte i vildledningens mørke afgrunde.