Most Read in the Category of Tro

Af Isa Kuyucuoglu

Der var en gang, hvor din mor og far ikke var der. Der var heller ikke træer, blomster og fugle på jorden. Planter, dyr og mennesker blev skabt på et senere tidspunkt, men ingen af dem blev til af sig selv.

Er der ikke en arkitekt eller ingeniør, der har bygget vores boliger? Er der ikke en kunstner, der har malet det maleri der pynter vores hus? Er der ikke en urmager, der har lavet de ure, som vi bruger? Selvfølgelig findes del­en ekspert, der har lavet disse ting.

På samme måde må der også være en "Skaber" der har skabt planter, dyr og mennesker. Det vil sige, alt i universet blev skabt af en overnaturlig magt. Muslim­erne kalder denne overnaturlige magt for Den Almægtige Gud - Allah. Dette er navnet på den enevæl­dige og ophøjede Allah, der har skabt universet og styrer det.

 Allah gav os de fem sanser: synssansen, høresansen, smagssansen, lugtesansen og følesansen. Det er Allah, der har givet os hænder til at arbejde med og fødder til at gå med. Alle organer i vores krop har bestemte funktioner og opgaver. Allah har også givet os fornuft og intelligens. Han har skabt mennesket som et bedre væsen blandt andre væsner.

Tænk på forskellige fødevarer, frugter og grøntsager som er nødvendige for vores kropsernæring. Hvem har skabt det vand, vi drikker og den luft, vi indånder? Kan vi leve uden luft (ilt), mad eller vand?

Det er Allah, der har skabt træer og planter som giver forskellige frugter og blomster. Det er Allah, der har skabt de forskellige grøntsager, der smager forskelligt. Solen, som er den største energikilde, giver os lys og varme om dagen.

Omkring Jorden kredser månen der giver os lys om natten. Det er ligeledes alt sammen Allahs værk. Om dette forhold siger Den almægtig Allah således i Koranen:

"Han har underlagt jer Solen og Månen, som begge uafladelig opfylder deres opgave. Og han har underlagt jer natten og dagen".¹

"Og Han giver jer alt, hvad I beder Ham om, og hvis I søger at opregne Allahs nådegerninger, så vil I ikke kunne tælle (eller omfatte) dem".²

Det er menneskeligt at være taknemmelig overfor dem, der hjælper eller gør noget for os. Vi kan godt lide dem, der gør noget for os. Den Almægtige Allah har skabt Jorden, Solen og Universet for mennesket. Muslimerne elsker derfor Allah højest. Kærlighed handler ikke kun om ord. Kærlighed handler også om, hvordan man forholder sig til sin kære. Man må ikke gøre de gerninger, som Allah ikke kan lide, men man må gøre de gerninger, som Han godt kan lide.

Kap,14: 35,

^[1] Kap, 14: 34. 4    2

Giv gode nyheder til dem, som tror og gør gode gerninger. Til dem er der Haver i Paradiset, hvorunder floder strømmer. Hver gang de modtager frugten derfra, siger de: "Dette er det samme, som vi fik tidligere, og den gives til dem i lighed. Der er rene ægtefæller til dem, og de skal dvæle der evindelige. (2:25)

Det følgende er korte svar på spørgsmål om Paradis, som er evigtvarende lokalitet. Koranens beskrivelser, der er skønnere end Paradiset, lader intet tilbage at tilføje. Vi skal pege på nogle trin, så at sådanne strålende, evige, ophøjede og smukke vers let kan fattes. Vi vil ligeledes forklare nogle fine punkter gennem fem sigende spørgsmål og svar.

SPØRGSMÅL: Hvad har den fejlbehæftede, foranderlige, ustabile og smerteplagede krop at gøre med evighed og Paradis? Åndens ophøjede nydelser må være nok. Hvorfor skal en legemlig genfødsel finde sted for legemlige fornøjelser?

SVAR: Mulden er, på trods af dens mørke og tæthed, når den sammenlignes med vand, luft og lys, midlet og kilden til alle Guddommelige kunstværker.  Derfor er dens betydning noget hævet over andre elementers. På trods af selvets tæthed og på grund af dets omfattende art, og forudsat at det er renset, er noget hævet over andre sanser og evner. På samme måde er dit legeme det mest omfattende og rige spejl for de Guddommelige Navnes manifestationer og besidder instrumenter til at veje og måle indholdet af alle Guddommelige skatte. Et eksempel: hvis tungens smagssans ikke var oprindelsen til ligeså mange måltagninger, som der findes variationer indenfor mad og drikke, ville den ikke kunne erfare, genkende eller måle dem. Desuden indeholder kroppen de instrumenter, der er nødvendige for at opleve og genkende de fleste af de Guddommelige Navnes manifestationer, ligesom den også har de evner, der skal til, for at opleve de mest forskelligartede og uendeligt varierede nydelser.

Universets opførsel og menneskehedens omfattende natur viser, at universets Skaber ønsker at gøre alle Hans Barmhjertigheds skatte og alle Hans Navnes manifestationer kendte og få os til at opleve alle Hans rigdomme ved hjælp af universet. Udfra dette, da den evige lykkes verden er en vældig dam, hvortil universets flod strømmer, en enorm udstilling af det, universets vævestol frembringer og det evigtvarende lager af afgrøder, der er frembragt på denne (materielle) verdens mark, vil det ligne universet i nogen grad. Den Viise Skaber, den Barmhjertige Retfærdige Ene vil give særlige nydelser til hvert enkelt organ i kroppen som løn for deres pligt, tjeneste og tilbedelse. At tænke sig noget andet ville være i modstrid med Hans Visdom, Retfærdighed og Medfølelse.

SPØRGSMÅL: Da en levende krop er i en tilstand af dannelse og deformation, er den offer for opløsning og er derfor ikke evig. At spise og drikke holder individet gående; seksuelle forhold holder arten gående. Disse er grundlæggende for livet i denne verden; men er irrelevante og unødvendige i evighedens verden. Så kan man spørge om, hvorfor de er blevet talt med blandt Paradisets største nydelser?

SVAR: En levende krop forfalder og dør fordi balancen mellem det, den har brug for, for at holde sig selv i live, og det, den indtager, er forstyrret. Fra barndommen indtil fysisk modenhed er nået, indtager den mere end den afgiver og vokser sig mere og mere sund. Derefter kan den sædvanligvis ikke tilfredsstille dens behov på en balanceret måde. Enten indtager den for meget og bliver tykkere, eller også indtager den mindre end den behøver. Dette ødelægger balancen og fører under normale omstændigheder til slut til døden. I evighedens verden bevares kroppens partikler imidlertid konstant og er uimodtagelige overfor opløsning og gendannelse. Med andre ord forbliver denne balance konstant.

Som bevægede den sig i evige kredsløb opnår en levende krop evighed sammen med det konstante arbejde i den kropslige livs fabrik for nydelse. I denne verden opstår det at spise, at drikke og ægteskabelige seksuelle forhold af et behov, og de udfører en funktion. Derfor er en stor variation af fremragende (og ophøjede) nydelser rodfæstede i dem som øjeblikkelige belønninger for de funktioner, der er udført.

I denne verden af sygdomme fører mad og ægteskab til mange vidunderlige og varierede nydelser. Derfor må Paradiset, nydelsernes og lyksalighedens rige, indeholde disse nydelser i deres mest ophøjede form. Ved at tilføje dem overjordiske belønninger (som nydelser) for de pligter, de opfyldte i verden og behovet, der føles for dem her i form af en behagelig og overjordisk appetit, vil de blive transformeret til en altomfattende, levende kilde til nydelse, der passer sig for Paradis og evighed.

I henhold til: Livet i denne verden er intet andet end et tidsfordriv og en leg; men Boligen i det Hinsidige - den er i sandhed Livet (29:64), er alle livløse og ubevidste stoffer og genstande her levende og bevidste der. Ligesom mennesker og dyr her, vil træer og sten der forstå og adlyde befalinger. Hvis du beder et træ om bringe dig den-eller-den frugt, vil det gøre det. Hvis du beder en sten om at komme, vil den komme. Eftersom træer og sten vil antage så ophøjede former, at det vil være nødvendigt for føden, drikkevarerne og ægteskabelige forhold at få en form, der er ligeså høj grad ophøjede i forhold til deres jordiske former, som Paradis er ophøjet i forhold til denne verden. Dette indbefatter bevaringen af deres kropslige realiteter.

SPØRGSMÅL: En hadith siger, at "en person er (sammen) med den, han eller hun elsker", (Bukhari, "Adab", 96) og således vil venner være sammen i Paradis. Således skulle en simpel beduin, som føler en stærk kærlighed til Guds Budbringer i et øjebliks samvær med ham, være sammen med ham i Paradis. Men hvordan kan en simpel nomades illumination og belønning forårsage at han deler plads med Guds Budbringer, hvis illumination og belønning er endeløs.

SVAR: Vi kan pege på denne ophøjede sandhed ved en sammenligning. Eksemplet er en storslået person, som forberedte et overdådigt festmåltid og en rigt udsmykket begivenhed i en yderst smuk og strålende have. Der var alle slags lækre spiser, som en tunge kan smage, alle smukke syn til at mætte øjnene, alle undere til at tilfredsstille forestillingsevnen og så fremdeles. Alt, der kunne fylde og glæde de ydre og indre sanser, fandtes der.

To venner kom til måltidet og sad ved et bord i den samme pavillon. Den ene af dem havde kun lidt smagssans og fik dermed ikke megen glæde af det. Hans dårlige syn og manglende evne til at lugte noget forhindrede ham i at fatte de underfulde værker eller forstå underne. Han kunne kun glædes i forhold til hans evner, som var minimale. Men hans ven havde udviklet sine ydre og indre evner og sanser, intellekt, hjerte og alle evner og følelser til det højeste. Derfor kunne han opfatte, opleve og uddrage nydelser fra alle subtiliteter, skønheder, undere og de fine ting i den udsøgte have.

Det er således, vor forvirrede, smertefulde og snævre verden er. Der er en uendelig afstand mellem den største og den mindste, der lever side om side i Paradis, glædens og evighedens bolig. Mens venner er sammen, er det bedst, at hver modtager sin del fra den Mest Barmhjertige af de Barmhjertiges bord i henhold til hans eller hendes evne. Selvom de er i forskellige Paradiser eller befinder sig på forskellige "etager" af Paradis, vil de kunne mødes, for Paradisets otte niveauer befinder sig ovenpå hinanden og deler det samme tag - Guds Øverste Trone.

Forestil dig, at der er et konisk bjerg med mure, som cirkler rundt om det, den ene indeni den anden og den ene ovenpå den anden, hvor hver står overfor en anden, fra bjergets fod til dets top. Dette forhindrer ikke nogen af dem i at se solen. (Der er virkelig nogle hadith [Bukhari, "Tawhid", 22] tyder på, at Paradisets niveauer eller etager ligner dette noget.)

SPØRGSMÅL: Nogle af Profetens Traditioner siger, at nogle af Paradisets indvånere vil blive givet et sted, der er lige så stort som verden, og at de vil blive skænket hundrede tusinder af paladser. Hvad er grunden til dette, og hvorfor og hvordan kan en person behøve alle disse ting?

SVAR: Hvis vi mennesker blot var faste genstande, et vegeterende væsen bestående af en mave, eller kun havde en begrænset, tung, enkel og flygtig fysisk eller dyrisk krop, ville vi ikke eje eller fortjene så mange paladser eller andre velsignelser. Men vi er et omfattende mirakel af Guddommelig Magt. Hvis vi beherskede denne verden og brugte al dens rigdom og nydelse til at tilfredsstille vore uudviklede sansers og evners behov, ville vi stadig ikke kunne tilfredsstille vor grådighed gennem vort korte liv. Men hvis vi har en uendelig kapacitet i en evig glædens bolig, og hvis vi banker på den uendelige Barmhjertigheds dør i det uendelige behovs tungemål, vil vi modtage den Guddommelige overflod, der beskrives i sådanne hadith. Vi vil fremlægge en sammenligning for at illustrere denne ophøjede sandhed.

På samme måde som denne have i dalen, har hver en vingård og have i denne by en forskellig ejer. Hver en fugl, spurv eller honningbi, der kun har en håndfuld korn, kan måske sige: "Alle denne bys vingårde og haver er mine steder til rekreation." Hver kan besidde denne by og inkludere den i sin ejendom. Den kendsgerning, at andre deler den med os, ophæver ikke dens regel. Et sandt menneskeligt menneske siger måske: "Skaberen gjorde verden til mit hjem, med solen som den store lampe og stjernerne som dets elektriske lys. Jorden er min vugge, dækket med blomstrende tæpper", og derpå takke Gud. Denne konklusion bliver ikke ophævet, fordi andre bor i dette "hus". Tværtimod beundrer skabningerne dette hjem og holder af dets udsmykninger.

Hvis, under henvisning til menneskelighed, vi eller selv en fugl ønskede at påberåbe sig kontrollen med sådant et udstrakt område i denne trange, kortvarige verden og at modtage sådan en overvældende gave, hvorfor skulle vi da anse det for utænkeligt, at vi vil eje sådan en ejendom i en bred, evig glædens bolig?

De, der bor i Paradis (som er lavet af lys, ubegrænset, vid og evig), vil have legemer, der besidder åndens styrke og lethed såvel som forestillingsevnens hastighed. De vil være i stand til at være på utallige steder samtidigt og modtage nydelser på uendeligt mange måder. Det passer sig for det evige Paradis, og den endeløse Barmhjertighed og den Sandfærdige Referent fortalte os, at virkeligheden og sandheden er således. Men under alle omstændigheder kan disse enorme sandheder ikke vejes på vore sinds bittesmå vægte.

Om Helvede

Tro bærer i sig frøet af den slags Paradis, som ånden oplever; mens mangel på tro indeholder frøet til den slags Helvede, som ånden oplever. Ligesom mangel på tro er frøet til Helvede, er Helvede frugten af mangel på tro. Mangel på tro er grunden til, at man træder ind i Helvede, ligesom den også er årsagen til Helvedes eksistens og skabelse. Benægtelse af Helvede betyder, at den mangel på tro modsiger den uendeligt Magtfulde Ene, Som har uendelig værdighed, stråleglans, majestæt og storhed. Sådant et menneske beskylder Ham for uduelighed og løgn, hvilket begge er vældige fornærmelser overfor Hans ære og værdighed og støder Hans stolthed, stråleglans og majestæt. Hvis Helvede ikke allerede fandtes, ville det være nødvendigt at skabe det for at straffe en sådan agnostisk indstilling og dens ejermand.

På arabisk betyder ilah "én, der bliver tilbedt", med andre ord et væsen, som på grund af sin storhed og styrke, bliver betragtet som værdig til tilbedelse, at man bøjer sig for den i ydmyghed og overgivelse. Ilah-begrebet indeholder desuden besiddelse af uendelig kraft, overbringer betydningen af at andre er afhængige af det, og at det selv ikke er afhængig af nogen eller noget. Ordet ilah bærer med sig en fornemmelse af mystik og hemmeligheder. Det persiske ord, khuda, såvel som deva på hindi og god på engelsk har lignende betydninger. Der findes også ord på andre sprog, hvis mening er den samme.

På den anden side er Allah, som vi på dansk oversætter til Gud, er Guds essentielle, personlige navn. La ilaha illa'llah betyder bogstaveligt set: "Der findes ingen ilah udover det Ene Store Væsen, Som kendes som Allah". Det betyder at universet ikke indeholder noget andet væsen, der er værd at tilbede, udover Allah, at vi bør bøje os i overgivelse og beundring udelukkende for Ham, at Han er det eneste Væsen, der besidder al styrke, at vi har brug for Hans gaver, og at vi alle er forpligtede til at søge Hans hjælp. Han er skjult for vore sanser og vort intellekt kan ikke fatte hvad Han er.

Den Ene, sande Gud er en afspejling af Islams enestående opfattelse af Gud. For en muslim er Gud den Almægtige, universets Skaber og Opretholder, Han ligner intet andet og intet kan sammenlignes med Ham. Nå Profetens samtidige spurgte ham om Gud, åbenbarede han Surat al-Ikhlas, der betragtes som éthedens essens eller monoteismens motto, som følgende:

I Guds navn, den Nådige, den Barmhjertige. Sig (oh Muhammad): Han er Gud, den Ene, Unikke. Gud er Selvopholdende (Som ikke behøver nogen og Som alle andre behøver). Han har aldrig avlet (nogen) og Han er ikke blevet avlet, og der er ingen ligesom Ham. (112:1-4)

Skaberen må være af en anden natur end de skabte ting, for hvis Han var af samme natur som de er, ville Han være tidsbegrænset og derfor have behov for en skaber. Deraf følger, at intet er som Han. Hvis Skaberen ikke er tidsbegrænset, må Han være evig. Men hvis Han er evig, kan Han ikke have nogen årsag. Hvis intet udover Ham Selv forårsager Hans fortsatte eksistens, må Han være Selv-opretholdende og Selv-Forsynende.

Hvis Han ikke er afhængig af noget for at fortsætte Sin egen Eksistens, kan denne Eksistens ikke have nogen ende. Skaberen er derfor evig og evigtvarende: "Han er den Første og den Sidste".

Han er Selv-Opretholdende og Selv-Forsynende, eller, for at bruge Koranens udtryk, as-Samad og al-Qayyum. Skaberen skaber ikke bare for at bringe ting i verden, for Han bevarer dem også, tager dem ud af eksistensen og er den endelige årsag til alt, der sker dem.

'Ali Ibn Abi Talib siges at have sagt:

Han er værende; men ikke gennem fænomenet at blive til. Han eksisterer; men ikke fra ikke-eksistens. Han er med alle ting; men ikke ved fysisk nærhed. Han er forskellig fra alle ting; men ikke ved fysisk adskillelse. Han handler, men uden at benytte Sig af bevægelser og redskaber. Han er den Ene, blot sådan at der ikke er nogen, som Han har til selskab eller som Han savner i vedkommendes fravær. 3

Islam nægter at karakterisere Gud på nogen menneskelignende måde eller fremstille Ham som om, Han favoriserer visse individer eller nationer på grund af rigdom, magt eller race. Han skabte menneskene lige. Han favoriserer udelukkende i henhold til dyd og fromhed.

Bogstaveligt betyder tawhid "forening" (at gøre nogle ting til ét) eller at "erkende enhed". Det kommer fra det arabiske verbum, wahhada (at forene, gøre ét eller konsolidere). Men når det bruges med henvisning til Gud, betyder det at virkeliggøre og bevare Guds Enhed i alle vor handlinger, der direkte eller indirekte har med Ham at gøre. Det er troen på, at Gud er En, uden partner i Hans Rige og Hans handlinger, uden lige i Sin Essens og Attributter og uden rival med hensyn til Hans Guddommelighed og i tilbedelse. Disse tre kategorier bliver almindeligvis omtalt som: Tawhid ar-Rububiya ("Bevare Herredømmets Enhed"), Tawhid al-Asma wa Sifat ("Bevare Enheden af Guds Navne og Attributter") og Tawhid al-'Ibada ("Bevare Enheden af Guds Tilbedelse).

Tawhid al-Rububiya er baseret på den fundamentale opfattelse, at Gud alene forårsagede alle tings eksistens, da der intet fandtes; Han opretholder og passer skabelsen uden, at Han har brug eller behov for den, og Han er den eneste Herre for universet og dets indbyggere uden nogen virkelig udfordring mod Hans Overophøjethed. Det ord, der på arabisk bruges til at betegne denne kvalitet, er Rububiya, som stammer fra roden Rabb (Herre). Ifølge denne kategori er det sådan at, eftersom Gud er den eneste virkelige kraft der findes, er det Ham, Som har givet alle ting kraften til at bevæge sig og forandre sig. Intet i skabelsen sker, uden at Han har tilladt at det sker. I erkendelse af denne realitet gentog Profeten Muhammad (fvmh) flere gange dette udråb: La hawla wa la quwwata illa bi'llah (Der findes hverken styrke eller magt uden hos Gud).

Tawhid al-Asma wal Sifat har fire aspekter. For at opretholde enheden af Guds Navne og Attributter i det første aspekt, må man henvise til Gud i henhold til hvorledes Han og Hans Profet har beskrevet Ham og benævnt Ham. Det andet aspekt involverer at omtale Gud, som Han har omtalt Sig Selv, uden at give ham nye navne eller attributter. I det tredje aspekt refereres til Gud uden at give Ham Sin skabelses Attributter. For eksempel kan Han ikke siges at hvile eller sove, for dette ville give Ham nogle af Hans skabelses attributter. Ej heller kan Han siges at "angre" Sine "dårlige tanker", for det er noget, mennesker gør, når de indser deres fejl. Attributterne af at høre og se er blandt menneskets attributter; men kan ikke sammenlignes med den fuldkommenhed, de opnår, når de er det Guddommelige Væsens attributter. Med andre ord behøver Gud hverken ører eller øjne for at besidde disse attributter. Det fjerde aspekt kræver, at ingen person kan blive givet Guds attributter i deres fuldkommenhed.

På trods af det vide omfang af de to første kategorier er en fast tro på dem alene ikke tilstrækkeligt til at opfylde Islams krav for tawhid. Tawhid al-Rububiya samt Tawhid al-Asma wal-Sifat skal følges med deres komplementære, Tawhid a-'Ibada, for at tawhid har kunnet blive anerkendt som komplet ifølge Islam. Det forlanger at alle former for tilbedelse udelukkende skal rettes mod Gud, for Han alene er værdig til tilbedelse og kan skænke goder til skabte væsener som et resultat af Hans tilbedelse. Desuden er der ikke brug for noget mellemled mellem menneskeheden og Gud. Gud understregede vigtigheden af at rette sin tilbedelse udelukkende til Ham ved at påpege, at dette var hovedformålet med skabelsen af jinn og menneskeheden, og essensen i det Budskab, alle Profeter har bragt.

Som følge heraf er den mest alvorlige synd shirk (tilbedelse af andre og andet i stedet for Gud eller ved siden af Gud). I Surat al-Fatiha, som enhver muslim reciterer i sine bønner mindst 17 gange dagligt, lyder vers 4: Dig alene tilbeder vi og fra Dig alene søger vi hjælp; et klart budskab om at alle former for tilbedelse skal rettes udelukkende til den Ene, Som kan svare: Gud.

Studiet af tawhid kan ikke betragtes som fuldstændigt uden en omhyggelig analyse af dens modsætning: shirk. Shirk betyder bogstaveligt partnerskab, at dele eller associere. I Islamisk terminologi henviser det imidlertid til at tildele Gud partnere, uanset hvilken form det måtte tage.

Arter af at tilskrive Gud partnere (Shirk)

Man kan tilskrive Gud partnere i Hans Rububiya, Asma was-Sifat og 'Ibada.

Shirk i al-Rububiya. Denne slags shirk henviser enten til den tro, at andre tager del i Guds Herredømme over skabelsen, eller at der slet ikke findes nogen Herre over skabelsen. I det første tilfælde, shirk ved association, betyder det, at en accept af en øverste Gud eller Højeste Væsen; men Hans rige deles med mindre guddomme, ånder, dødelige, himmellegemer eller jordiske genstande. Ifølge Islam er sådanne systemer polyteistiske. I det andet tilfælde, shirk ved negation, når de forskellige filosofier og ideologier næsten påstår/repræsentere til en udtrykt eller uudtrykt benægtelse af Guds Eksistens. For eksempel falder panteisme og monisme ind under denne kategori.

Shirk i al-Asma wal-Sifat. Dette indeholder både den hedenske skik med at give Gud Sin skabelses attributter, såvel som at give skabte væsener Guds Navne og Attributter i deres absolutte betydning, der er særegen for Gud. I det første tilfælde, shirk gennem menneskeliggørelse, gives Gud form og kvaliteter af mennesker og dyr. På grund af menneskets overlegenhed i forhold til dyrene bruges menneskets form i almindelighed oftest af afgudsdyrkerne til at repræsentere Gud i skabelsen. Som følge heraf bliver Skaberens billede ofte malet, modelleret eller skåret ud i menneskelig form, tit med træk fra dem, der tilbeder dem. I det andet tilfælde, shirk gennem guddommeliggørelse, gives eller påstås skabte væsener eller ting Guds Navne eller Hans Attributter i deres absolutte betydning, særegen for Gud.

Shirk i al-'Ibada. Dette betyder direkte tilbedelse af andet end Gud og at søge belønning for tilbedelsen i det skabte i stedet for hos Skaberen. Denne kategori har også to hovedaspekter, som følger:

Al-Shirk Al-Akbar (Den Store Shirk). Den opstår, hvis nogen tilbedelsesgerning er rettet mod det, som ikke er Gud. Den repræsenterer den tydeligste form for afgudsdyrkelse, som Gud sendte alle Sine Profeter til menneskeheden for at få den til at holde sig fra. Denne opfattelse støttes af: Sandelig, Vi har sendt Budbringere til enhver nation, som gav ordre til kun at tilbede Gud og undgå Taghut (falske guder) (16:36).

Taghut betyder faktisk det, som forlanger at blive tilbedt, og som tilbedes sammen med Gud eller i stedet for Gud. Der er blevet lagt stor vægt på denne ondskab, for den modsiger selve formålet med skabelsen, som det udtrykkes i Guds erklæring: Jeg har ikke skabt jinn og mennesker med andet formål end at tilbede Mig (51:56).

Den Store shirk repræsenterer den største handling af oprør imod Universets Herre og er dermed den endelige synd, der rent faktisk sletter alle en persons gode gerninger og garanterer dens gerningsmand evindelig forbandelse i Helvede. Følgelig er falske religioner primært baseret på denne slags shirk. Alle menneskeskabte systemer inviterer på den ene eller anden måde deres følgere til tilbedelse af skabelse.

Al-Shirk Al-Asghar (Den mindre Shirk). Guds Budbringer sagde: "Det, jeg frygter mest for jer, er al-shirk al-asghar." Ledsagerne spurgte: "Oh, Guds Budbringer, hvad er den Mindre Shirk?" Han svarede: "At vise sig (al-riya'), for på Genopstandelsens Dag vil Gud sige, når folk modtager deres belønninger: `Gå hen til dem, som du viste dig overfor i den materielle verden, og se, om du kan få nogen belønning fra dem´". Han erklærede ligeledes: "Oh, folk! Hold øje med den hemmelige shirk" Folkene sagde: "Oh Guds Budbringer, hvad er hemmelig shirk?" Han svarede: "Når et menneske rejser sig for at bede og stræber efter at forskønne sin bøn, fordi folk ser på ham, er det hemmelig shirk." (al-Daylami, al-Firdaws, 2:376)

Når man kigger på sine omgivelser på den smukke natur og på det store univers, ser man, at der er en fantastisk orden og smuk harmoni. Der er også en sammenhæng i vores krop. En baby bliver født, vokser, bliver barn, ung, gammel og dør til sidst. Man kan selv mærke denne udvikling i sit eget liv.

Et lille frø, som så es i jorden, bliver efter en bestemt tid en sød rodfrugt, en dejlig grøntsag eller et stort træ. Vi ser, at blomsterfrøene giver blomster, træerne giver frugter. Fuglene flyver, synger og bygger rede. Vores energikilde Solen står op om morgenen og går ned om aftenen. Månen stråler om natten. Alting  hænger sammen og fungerer godt med hinanden. Den orden og harmoni, som vi ser på Jorden planlægges af den Almægtige Gud, Allah.

Man kan blive glad for livet og opleve mange spændende ting i sit liv. Men man kan også have forskellige problemer i sit liv. Allah har sendt os til denne verden for at se, hvilke mennesker, der vil gøre de gode gerninger.

Hver dag bliver mennesket testet af sine gerninger. De problemer, som man oplever i sit liv, må man ikke være bange for. For det første skal man være tålmodig over for de problemer man oplever. For det andet må man aldrig miste sit håb for fremtiden. Hvis man mister sit håb, sine forventninger og sin livsglæde, får man også et dårligt helbred. Problemerne kan måske være til gavn for os i denne og den næste verden.

At tro på Allah giver mennesket styrke og kræfter til at løse sine problemer i tilværelsen. Man tror på Allah, der kender og ser ens problemer. Den tro giver os håb og livsglæde.

Selv om Den Eksisterende Allah ved alt og ser alt, kan vi ikke se Ham. For han har ikke givet os evner, egenskaber og sanser til at kunne se Ham. Skabningerne er ikke i stand til at forstå og omfatte deres Skaber. At man ikke kan se en ting, betyder ikke nødvendigvis, at den ikke eksistere. Selv om Den Almægtige Magt (Allah) ikke kan ses med synssansen, kan Han ses og forstås gennem de forskellige skabninger i Universet. Denne verden, planeterne og universet er et tegn på Allahs eksistens. De evner og sanser som Allah har givet os har ikke kapacitet nok til at se Allah selv.

Selv om man ikke kan se sjælen, ved vi godt, at der er en sjæl i menneskets krop. Der er smør i mælken, men man kan ikke se den. Man kan heller ikke se vinden, der blæser eller tanker i menneskets hjerne. Den orden og harmoni, der er i vores nære omgivelser og i omverdenen viser, at der er en magt, der bestemmer og styrer alle begivenhederne.

Alle skabninger eksisterer i Allahs skaberværk De syngende fugle, de duftende blomstrer, de brægende lam, de rislende åer og legende børn er blevet til ved hjælp af Allahs skaberværk. Allahs magt omgiver, omfatter og opnår alt. Alting bliver til med Allahs viden, vilje og magt. Det er Allah, der giver liv til os og tager vores liv tilbage.

Muslimer tror ikke, at Gud kan begrænses i tid og rum. Allah er i hele tiden alle steder. Han ved, hvad man tænker, taler, gør og føler. Mennesket kan nænne sig Allah ved tilbedelse og gode gerninger. Muslimer tror på

Allah og beder om hjælp fra Allah. Al den viden og de evner, som mennesket har, er Allahs gave til mennesket.

På samme måde som mennesket har Allah også egenskaber, evner og sanser, men Allahs evner, attributter og sanser er evige og endeløse og kan derfor ikke sammenlignes med menneskers evner og egenskaber. Han ser, hører og ved alt. Vores sanser er meget begrænsede og små i forhold til Hans. Mennesket kan ikke se, høre og vide alt. Islams hellig bog Koran fortæller om det.

Denne tro gør muslimerne vågne over for de ting der sker i tilværelsen. Enhver handling har konsekvens. I den næste verden bliver man stillet til regnskab overfor de ting, som man har gjort i denne verden.

Øjnene når Ham ikke, men Han når øjnene og Han er Den, der kender de mindste ting, den Alvidende. (Kap, 6: 103)

Alle kan tage fejl og begå synder. Det er menneskeligt at tage fejl. De fejl og synder, som man begår, sårer vores følelser, og vi føler anger. Hjælpen, der kan slette disse følelser, kommer igen fra Allah. Han ved, at mennesker ikke er engle, og at vi kan tage fejl og begå synder.

Han er barmhjertig og nådig overfor sine skabninger, især overfor mennesker. Allahs vilje til at tilgive er ubegrænset . Man må derfor aldrig miste sin tro og sit håb om tilgivelse. Muslimer nævner Allahs navne alle steder og beder om hjælp. Muslimer ved, at Allah er med menneskerne hele tiden. Denne tro gør dem glade  og lykkelige.

I de følgende fire punkter vil vi forklare fem ud af tusinder af troens udmærkelser. 

Punkt Et. Gennem troens lys når vi den højeste grad af fuldkommenhed og bliver værdige til Paradis. Vantroens mørke reducerer os til det laveste plan, så vi fortjener Helvede. Tro forbinder os til vor Majestætiske Skaber, og vort værd oprinder fra brugen af vor tro til at fremvise den Guddommelige kunst og manifestere de Guddommelige Navne. Vantro afbryder denne forbindelse og dækker dermed over den Guddommelige kunst og reducerer vort værd til blot det fysiske væsen, der er næsten uden værdi (et fysisk væsen er forgængeligt og er intet andet end et flygtigt dyr). Det vil vi forklare gennem en lignelse.

Værdien af det jern (eller et hvilket som helst materiale), som et kunstværk er lavet af, er forskellig fra den værdi, kunstværket udtrykker. Sommetider er de af samme værdi, eller kunstværkets værdi er måske langt større end materialernes, eller vice versa. En antikvitet kan måske indbringe op til en million dollars, mens dets materialers værdi måske kun løber op i nogle få cents. Hvis man tog det til et marked for antikviteter, ville det måske blive solgt for dets virkelige værdi, på grund af dets kunst og den fremragende kunstners navn. Hvis man tog det ned til en smed, ville man nok kun kunne sælge det for dets jernværdi.

På samme vis er ethvert menneske et unikt, uvurderligt værk af Gud, den Almægtiges, kunst. Vi er Hans Magts mest delikate og yndefulde mirakler, væsener, der er skabt for at manifestere alle Hans Navne og inskriptioner i form af en miniatureudgave af universet. Hvis vi er oplyste af tro, vil disse meningsfulde inskriptioner blive synlige. Troende manifesterer disse inskriptioner gennem deres forbindelse med deres Skaber, for den Guddommelige kunst, der er indeholdt i hver person, åbenbares gennem bekræftelser som: "Jeg er den Majestætiske Skabers værk, skabelsen og genstanden for Hans Barmhjertighed og Godgørenhed." Som resultat heraf, og fordi vi forøger vor værdi i forhold til hvor godt, vi spejler denne kunst, bevæger vi os fra ubetydelighed (i materiel forstand) til væsener, højt rangeret over alle væsener. Vi kommunikerer med Gud, er Hans gæster på Jorden og er kvalificerede til Paradis.

Men hvis vantro er indgroet i os, er alle de Guddommelige Navnes manifestationer tildækket af mørke og udtrykker sig derfor ikke. Hvis kunstneren er ukendt, hvordan kan så aspekterne, der udtrykker kunstværkets værdi, blive identificerede? På denne måde er de mest betydningsfulde øjeblikke af den kunst og ophøjede inskriptioner forseglede. I materiel forstand tilskriver de vantro sådan kunst og inskriptioner til almindelige årsager, naturen og tilfældigheder og reducerer dem derved til almindeligt glas i stedet for gnistrende diamanter. De har ikke større betydning end ethvert andet materielt væsen, der har dømt sig selv til et flygtigt og kvælende liv, og ikke bedre end et yderst udueligt, trængende og lidende dyr, der til sidst vil blive til støv. Vantro ødelægger derfor vor natur ved at ændre vor diamant til kul.

Punkt To. Ligesom tro oplyser mennesker og åbenbarer alle de budskaber, der er indridset i deres væsen af den Evigt af Alle Efterstræbte, oplyser den tillige universet og fjerner mørket fra fortiden og fremtiden. Vi vil forklare denne sandhed gennem det, jeg oplevede vedrørende meningen med: Gud er de troendes Beskyttende Ven. Han bringer dem ud af mørkets lag ind i lyset (2:257).

Jeg så mig selv stå på en ærefrygtindgydende bro, der gik hen over en dyb dal mellem to bjerge. Verden var fuldstændigt mørk. Når jeg så til højre, syntes jeg, jeg så en vældig grav. Så jeg til venstre, følte jeg det, som om jeg så voldsomme storme og ulykker, der blev forberedt midt i vældige bølger af mørke. Kiggede jeg ned, syntes jeg at jeg så ned i en meget dyb afgrund.

I dette mørke afslørede min fakkels svage lys en frygtelig scene. Hele vejen langs broens længde var der så frygtelige drager, løver og uhyrer, at jeg ønskede, jeg ikke havde nogen fakkel. Uanset hvor jeg rettede den hen, fik jeg den samme skræk. "Denne fakkel bringer mig kun besvær", erklærede jeg og smed den vredt bort og slog den i stykker. Pludselig blev mørket erstattet med lys, som om jeg havde tændt en stor kontakt, ved at ødelægge min fakkel. Jeg så alting i dets virkelige natur.

Jeg opdagede, at broen var en motorvej på en flad slette. Den vældige grav var en grøn, smuk have, hvor forsamlinger af tilbedelse, bøn, lovprisning og samtaler blev ført af fremragende mennesker. Den turbulente, stormende, skrækkelige afgrund viste sig nu som en bankethall, en skyggefuld promenade, et yderst smukt hvilested bag yndige bjerge. De frygtelige uhyrer var i virkeligheden kameler, får og geder. "Priset og takket være Gud for troens lys" sagde jeg og vågnede så ved at recitere: Gud er de troendes Beskyttende Ven. Han bringer dem ud af mørkets lag ind i lyset.

De to bjerge er dette livs begyndelse og afslutning samt livet mellem døden og Genopstandelsen. Broen er livslængden mellem de to faser af fortid (til højre) og fremtid (til venstre). Faklen er vort opblæste ego, der stoler på sine egne resultater, ignorerer Guddommelig Åbenbaring. Uhyrerne var verdens begivenheder og skabninger af alle slags.

De, der er faldet i vildledningens og tankeløshedens mørke på grund af tiltro til deres egoer, minder mig om det tidligere stade - i faklens svage lys. Med deres utilstrækkelige og fejlagtige viden ser de fortiden som en vældig grav i udslettelsens mørke og fremtiden som en stormfuld scene af terror, der kontrolleres af tilfældigheder og chancer. Faklen viser dem hændelser og væsener. I virkeligheden er de alle underkastet den Viise og Barmhjertige, opfylder bestemte funktioner og tjener gode formål i overgivelse til Hans Forordning. Imidlertid ser de sådanne ting som uhyrer. Det er disse mennesker, der henvises til i: Vedrørende de, som ikke tror, deres beskyttende venner er falske guddomme. De bringer dem ud af lyset ind i mørkets lag (2:257).

Men hvis folk er begunstiget med Guddommelig vejledning, således at tro træder ind i deres hjerter, og deres farao-lignende egoer bliver knækket, og dermed gør dem i stand til at lytte til Guds Bog, vil de ligne mig i mine senere stadier. Pludseligt vil universet blive fyldt med Guddommeligt Lys, der demonstrerer meningen med: Gud er himlenes og Jordens lys (24:35).

Med deres hjerters øje ser sådanne mennesker, at fortiden ikke er en vældig grav; tværtimod er hvert forgangent århundrede et rige for en Profets eller helgens autoritet, hvor de rensede sjæle, efter at have fuldført pligterne i deres liv (tilbedelse) med "Gud er den Største", fløj til højere boliger på fremtidens side. Når de ser mod deres venstre side i troens lys, skelner de bag de bjerglignende omskiftelser i den mellemliggende verden og det næste liv, en festplads, der er opstillet af den Barmhjertige Ene i lyksalighedens paladser i paradisiske haver. De forstår, at storme, jordskælv, epidemier og lignende begivenheder tjener et bestemt formål, ligesom regn og vind, og på trods af deres tilsyneladende voldsomhed tjener mange gavnlige formål. De ser endog døden som begyndelsen på et evigt liv og graven som en port til evig lyksalighed.

Punkt Tre. Tro er både lys og kraft. De, som opnår sand tro, kan udfordre universet og, i forhold til deres tros styrke kan de blive lettet for begivenhedernes pres. Ved at stole på Gud rejser de sikkert gennem de enorme bølger af begivenheder i livets skib. De drager gennem verden i magelighed til deres sidste dag, eftersom de overlod deres byrder til den Absolut Magtfuldes Kraft. Graven bliver et hvilested, hvorefter de vil flyve til Paradis for at opnå evig lyksalighed. Hvis de ikke har tillid til Gud, vil deres verdslige liv tvinge dem ned til de laveste dybder.

Tro består derfor af at bekræfte den Guddommelige Éthed, hvilket kræver underkastelse til Gud, hvilket kræver tillid til Gud, hvilket resulterer i glæde i begge verdener. En sådan tillid til Gud betyder ikke, at man skal ignorere årsag og virkning. Den betyder snarere, at man skal tænke på årsager som slør, der dækker Magtens hånd. Man iagttager dem ved at søge at være i overensstemmelse med den Guddommelige Vilje, som er en slags tilbedelse i handling. Imidlertid er en sådant ønske og søgning ikke tilstrækkeligt til at sikre en bestemt virkning. Vi må forstå, at i overensstemmelse med den rette tro kan virkningen kun forventes fra Gud, den Almægtige. Da Han er den eneste frembringer af virkninger, bør vi altid være taknemlige overfor Ham.

For at forstå sandheden og meningen med at have tillid til Gud, da lyt til denne lignelse: Engang steg to personer med tunge byrder ombord på et skib. Den ene satte sin byrde fra sig på dækket, ligeså snart han kunne, og satte sig ovenpå den for at holde øje med den. Den anden nægtede, selv efter opfordring dertil, at sætte sin byrde fra sig og sagde: "Jeg vil ikke sætte den fra mig, for den kan blive væk. Derudover er jeg stærk nok til at bære den." Han fik at vide:

Dette pålidelige skib er stærkere og kan lettere bære den. Du vil højst sandsynligt blive træt, blive svimmel og falde i havet med din byrde. Din styrke vil svigte, og hvordan vil du så bære din byrde, der bliver tungere for hvert øjeblik? Hvis kaptajnen ser dig på den måde, vil han måske erklære dig sindssyg og bortvise dig fra skibet. Eller han vil måske tro, du ikke har tillid til vort skib og vil gøre grin med os, for hvilket han vil kaste dig i fængsel. Dertil kommer, at du vil blive udpeget og blive offer for vittigheder. Din stolthed afslører din svaghed, din arrogance afslører din uduelighed og din opstyltethed forråder din ydmygelse. Og således er du blevet til grin - se, hvordan alle griner ad dig.

Disse ord overbeviste ham, og han fulgte sin kammerats eksempel. Han sagde til ham: "Må Gud være tilfreds med dig. Jeg har opnået lettelse og er ikke længere i fare for fængsel eller latterliggørelse." Hav tillid til Gud og kom til fornuft ligesom manden i lignelsen gjorde. Læg din tillid hos Gud, så du kan blive fri for at skulle tigge hos skabelsen og ryste af skræk ved hver begivenhed. Ved at gøre det frigør du dig for selvbedrag, at være latterlig, dette livs pres og det Hinsidiges lidelser.

Punkt Fire. Tro sætter os i stand til at opnå sand menneskelighed, at opnå en position over alle andre skabninger. Derfor er tro og tilbedelse vor mest fundamentale og betydningsfulde pligter. Vantro reducerer os derimod til en tilstand som en meget brutal men inkompetent, skabelvæsen.

Et afgørende bevis for denne sandhed er forskellen på hvorledes mennesker og dyr kommer til verden. Næsten lige fra fødselsøjeblikket synes dyr at være blevet trænet og har fuldkommengjort deres evner et andet sted. Indenfor et par timer, dage eller måneder kan det leve deres liv i henhold til dets særlige regler og betingelser. En spurv eller bi er inspireret med de evner og kunnen, der skal til for at integrere sig fuldstændigt med omgivelserne, indenfor 20 dage, mens det tager et menneske 20 år at gøre det samme. Det betyder, at et dyrs grundlæggende pligt og essentielle rolle ikke indbefatter at søge fuldkommenhed gennem lærdom, fremgang gennem videnskabelig viden eller bøn og anmodninger om hjælp ved at vise deres uformåenhed. Snarere er deres eneste formål at handle indenfor deres medfødte evners grænser, som er måden for tilbedelse for dem.

Mennesker fødes uden at kende noget til livet og deres omgivelser og må således lære alting. Da vi ikke kan gøre det, selv indenfor 20 år, må vi fortsætte med at lære, indtil vi dør. Tilsyneladende er vi blevet sendt hertil med så stor svaghed og uformåen, at vi måske skal bruge to år på at lære at gå. Først efter femten år kan vi skelne mellem godt og ondt. Kun ved at leve i et samfund kan vi blive dygtige nok til at vælge mellem det, der er godt, og det, der er ondt.

Derfor er vor væsentligste og inderste pligt i vor eksistens at søge fuldkommenhed gennem lærdom og erklære vor tilbedelse og tjenesteskab overfor Gud gennem bøn og anråbelser. Vi skulle søge svar på spørgsmål som: "Gennem hvis medfølelse bliver mit liv så viist administreret? Gennem hvis generøsitet bliver jeg så lidenskabeligt trænet? Gennem hvis gaver og godgørenhed bliver jeg så omsorgsfuldt ernæret?" Derpå bør vi bede og anmode Forsyneren for Nødlidende i ydmyg opmærksomhed om vore egne behov, hvoraf vi ikke kan opfylde ét eneste selv. Denne forståelse og tilståelse af vor uformåen og fattigdom vil blive til to vinger, vi kan flyve med til den højeste rang: at være slave af Gud.

Og således er vort formål her at søge fuldkommenhed gennem viden og bøn. Alt er, i dets natur, essentielt afhængig af viden. Og grundlaget, kilden, lyset og ånden i al sand viden er viden om Gud, hvoraf tro er det egentlige grundlag. Efter tro er bøn vor væsentligste pligt og grundlaget for tilbedelse, for på trods af vor uendelige inkompetence er vi udsat for endeløse ulykker og utallige fjender. Og på trods af vor uendelige fattigdom lider vi under grænseløse behov og krav.

Børn udtrykker deres lyst til noget, de ikke kan nå, med ord eller tårer. Begge er en slags anråbelse eller bøn, i ord eller handling, i svaghedens tungemål. Til sidst får de det, de vil have. Vi er også ligesom et elsket barn, for ved det Medfølendes og Barmhjertige Væsens Domstol vil vi enten græde (på grund af vor svaghed og uformåenhed) eller bede (på grund af vor fattigdom og nød), så vore behov måske bliver tilfredsstillede. Til gengæld skal vi udføre vor pligt til taknemlighed og taksigelser for denne gave. Ellers vil utaknemligheden hos de, der mener at besidde så megen intelligens og magt over alting, at de kan klare sig selv, nå et punkt, hvor de minder om ulydige børn, der hyler op om irriterende fluer. En sådan utaknemlighed er imod vor inderste natur og gør os fortjent til en hård straf.

Guds eksistens er for tydelig til at behøve nogen argumentation. Nogle lærde, hellige mænd har endda erklæret, at Gud er mere manifesteret end noget andet væsen; men de, der mangler indsigt, kan ikke se Ham. Andre har sagt, at Han er afskærmet for direkte iagttagelse på grund af intensiteten i Hans Selvmanifestation.

Først; Profeten Muhammeds (fred være med ham) mest fundamentale og vigtige lære er troen på Guds Éthed. Det udtrykkes i Islams første kalima som: "Der er ingen anden gud end Gud" (La ilaha illa'llah). Dette udtryk er Islams essens, dens grundlag og væsentligste indhold.

Alle religioner, der blev åbenbaret til Profeterne, har den samme essens. Men gennem tiden er det originale budskab blevet misfortolket, forvrænget, blandet med overtro og degenereret til magiske øvelser og meningsløse ritualer. Opfattelsen af Gud, selve kernen i religion, blev nedgjort gennem antropomorfisme, guddommeliggørelse af engle, sammenligne andre med Gud og betragtning af profeterne eller gudelige (fromme) mennesker som inkarnationer.

Profeten Muhammad (fvmh) forkastede sådanne teologiske tendenser og genoprettede opfattelsen af Gud som den eneste Skaber, Opretholder og Herre over al skabelsen, til dens oprindelige renhed. Således siger John Davenport:

Blandt de mange fremragende ting, som Koranen med rette kan prale af, er to særdeles fremtrædende: den ene er den tone af ærefrygt og respekt, den altid iagttager, når den taler om, eller henviser til, den Guddom, Som den aldrig tilskriver menneskelige svagheder og lidenskaber; den anden er det totale fravær i den af enhver urenhed, umoralsk og upassende tanker, udtryk, fortællinger, etc., pletter, som, ærgerligt nok, optræder for ofte i de jødiske Skrifter. 2

Tawhid er den højeste opfattelse af Guddommen, og Gud har sendt kundskab om den til menneskeheden gennem hele historien ved hjælp af Sine Profeter. Adam blev sendt til Jorden i sin tid med denne viden; det var den samme viden, Gud åbenbarede for Noah, Abraham, Moses og Jesus, Guds velsignelser være med dem alle; og som Muhammad, (fvmh), bragte til menneskeheden. Det er viden, ren og absolut, uden den mindste antydning af uvidenhed. Den eliminerer alle uvidenhedens skyer og oplyser horisonten med virkelighedens lys.

Men hvem kan skabe og kontrollere dette majestætiske univers? Det kan kun Han, Som er alles Herre, Som er Uendelig og Evig; Som er den Stærkeste, den Viseste, Allestedsnærværende og Alvidende; Som har Alle Kundskaber og Ser Alt. Han skal være øverste myndighed over alt, der eksisterer i universet: Han skal besidde grænseløse kræfterog beføjelser, må være Herre over universet og alt, hvad det indeholder, skal være fri for enhver fejl eller svaghed, og ingen har magt til at blande sig i Hans arbejde. Kun sådant et Væsen kan være Skaberen, Kontrolløren og Herskeren over universet.

Dertil kommer, at det er væsentligt, at alle disse Guddommelige Attributter og kræfter må være samlet i Ét Væsen. Det er umuligt for to eller flere personligheder, der besidder lige kræfter og attributter, at sameksistere, for før eller siden ville de kollidere. Derfor må der være én og kun én Øverste Væren, Som har kontrol over alle de andre. Man kan ikke forestille sig to guvernører i den samme provins eller to øverstbefalende i hæren!

Ligeledes er en fordeling af disse kræfter mellem forskellige guddomme, således at, f.eks. én af dem er al-vidende, den anden forsyneren for alle og en tredje er livgiver, og hver har sit uafhængige domæne, også helt utænkelig. Universet er et udeleligt hele, og hver af sådanne guddomme ville være afhængig af andre, når den skal udføre sin opgave. Der ville uundgåeligt opstå fejl i koordinationen, og hvis det sker, ville verden falde fra hinanden. Disse attributter kan heller ikke gives videre (til andre). Det er umuligt at en bestemt attribut befinder sig hos én guddom på et bestemt tidspunkt og senere kan findes hos en anden guddom. Et guddommeligt væsen, som ikke er i stand til at holde liv i sig selv, kan ikke give liv til andre. Den, som ikke kan beskytte sin egen guddommelige kraft, kan ikke være egnet til at herske over det vældige, grænseløse univers.

Gud, den Almægtige, bør betragtes fra fem synsvinkler. Én er Hans "Essens" som Guddommeligt Væsen (Zat), som kun Han kan kende. Budbringeren siger: "Reflektér ikke over Guds 'Essens'; reflektér i stedet over Hans skabelse." (Abu Nu'aym, Hilayat al-Awliya´, 6:67). Gud har ingen partnere, lige eller tilsvarende, som der peges på: Der er intet som Ham (42:11). Den anden synsvinkel er Hans Essentielle, "Egentlige" Kvaliteter ved at være Gud, Som er kilden til Attributterne. Den tredje synsvinkel er Hans Attributter, som er tre slags: Essentielle Attributter (f.eks. Eksistens, at Være Uden Begyndelse, Evig Vedvarenhed, Være Forskellig fra det Skabte, Selv-Ernærende); Positive Attributter (f.eks. Livet, Viden, Magt, Tale, Vilje, Hørelse, Syn, Skabelse); og utallige "Negative" Attributter, opsummeret som "Gud er absolut fri for enhver defekt eller mangel."

Attributterne er kilde til Navnene: Liv bliver til den Levende, Viden til den Vidende og Styrke til den Styrkefulde. Navnene er kilden til handlingerne: at give liv har sin kilde i den Levende og kendskabet til alle ting ned til den allermindste detalje har sin oprindelse i den Vidende. Gud bliver "kendt" på Sine handlinger, Navne og Attributter. Alt, hvad der eksisterer i universet, i de materielle eller immaterielle verdener, er resultatet af Navnenes og Attributternes manifestationer: Universel og individuel understøtning peger på Hans Navn, Forsyneren, og Den, der Restaurerer er kilden til remedier og at patienterne bliver raske. Filosofi har sin oprindelse i Visdom, og så videre. Handlingerne, Navnene og Attributter er "forbindelsespunkter" mellem Gud og det skabte, eller de "reflektorer", som er nødvendige for at få viden om Gud.

Selvom vi prøver at kende Gud gennem Hans handlinger, Navne og Attributter, må vi ikke tænke på Ham sådan, at vi associerer ligheder eller sammenligninger med Ham, for der er intet, der ligner Ham. Han er absolut Én, Enkeltstående og fuldstændigt forskellig fra alt eksisterende eller som har potentialet til at eksistere. På denne måde skal Hans Éthed ikke forstås antalsmæssigt. Han besidder også Enhed og relationer til det skabte. For at få nogen forståelse af Ham gennem Hans handlinger, Navne og Attributter, er visse sammenligninger tilladte. Dette peges der på i: For Guds er den Højeste Sammenligning (16:60).

Vort selvbedrag og svage hengivelse får os til at forklare vor succes og gode gerninger med vor egen fremragethed, og vi føler os stolte af os selv. Men Koranen erklærer udtrykkeligt: Gud skaber dig og det, du gør (37:96), hvilket betyder, at Guddommelig Medfølelse forlanger gode gerninger og Herrens Kraft skaber dem. Hvis vi analyserer vore liv, vil vi til sidst indse, at Gud fører os til gode handlinger og normalt forhindrer os i at gøre det, der er forkert.

Dertil kommer at ved at udstyre os med tilstrækkelig kapacitet, styrke og midler til at udføre mange ting, gør Han muligt for os at virkeliggøre mange bedrifter og gode gerninger. Da Gud leder os til gode gerninger og får os til at ville og derefter gøre dem, er den virkelige årsag til vore gode gerninger Guddommelig Vilje. Vi kan kun komme til at "eje" vore gode gerninger gennem tro, oprigtig hengivelse, bøn om at have fortjent dem, bevidst tro på nødvendigheden af at gøre dem og være tilfreds med det, Gud har forordnet. Med dette udgangspunkt har vi ingen grund til at prale eller være stolte af vore gode gerninger og bedrifter, vi burde snarere altid være ydmyge og taknemlige overfor Gud.

På den anden side fralægger vi os gerne ansvaret for vore synder og misgerninger ved at tilskrive dem Skæbnen. Men eftersom Gud hverken bryder sig om eller bifalder nogen synd eller fejlagtig handling, tilhører alle sådanne handlinger tydeligvis os selv og begås ved at benytte vor frie vilje. Gud tillader synder og giver dem ydre former, for hvis Han ikke gjorde det, ville vor frie vilje være formålsløs. Synder er resultatet af en beslutning, vi selv har taget ved hjælp af vor frie vilje om at synde. Gud kalder og fører os til gode gerninger, og inspirerer dem endda indeni os; men fri vilje gør, at vi kan være ulydige overfor Skaberen. Derfor "ejer" vi vore synder og misgerninger.

Kort sagt, eftersom vi har en fri vilje og tilskyndes til at følge religiøse pligter og afstå fra synd og forkerte handlinger, kan vi ikke give Gud skylden for vore synder. Guddommelig Skæbne findes, så de troende ikke selv tager æren for deres "egne" gode gerninger, i stedet for at takke Gud for dem. Vi har fri vilje, så det oprørske, kødelige selv ikke flygter fra følgerne af dets synder.

Et andet vigtigt punkt er, at vi sædvanligvis klager over fortidige begivenheder og ulykker. Og værre endnu, sommetider fortvivler vi og forviser os selv til en livsstil, præget af opløsning, og kan måske endda begynde at klage over Gud. Imidlertid tillader Skæbnen os at relatere fortidige begivenheder til den, så vi kan modtage lettelse, sikkerhed og trøst. Så uanset hvad, der er sket i fortiden, burde betragtes i lyset af Skæbnen; angående det, der kommer, såvel som synder og spørgsmål om ansvarlighed, bør tilskrives menneskets frie vilje. På denne måde forliges yderpunkterne af fatalisme (jabr) og benægtelse af Skæbnens indflydelse på menneskets handlinger (i'tizal, holdningen hos Mu'tazila).

For at gøre Sig Selv kendt, omtaler Gud Sig med nogle Navne eller Titler, hvoraf nogle følger nedenfor:

*Al-Rahman: Den Nådige (Den, Som har Nåde overfor hele Sin skabelse og forsyner dem med deres underhold).

*Al-Rahim: Den Barmhjertige (især overfor Sine troende tjenere).

*Al-Fard: Den Absolut Uafhængige.

*Al-Ahad: Den Enestående, Pletfrie.

*Al-Hayy: Den Levende (Én, Som ikke har nogen begyndelse og ikke har nogen ende, Som lever og ikke dør).

*Al-Qayyum: Den Selveksisterende (Som passer og plejer Sin skabelse).

*Al-'Adl: Den Retfærdige.

*As-Samad: Den Selv-Eksisterende (Som ikke har behov for nogen og Som alt andet er afhængigt af).

*Al-Quddus: Den Hellige (og Som holder universet rent).

*Al-Haqq: Sandheden (Én, Som altid siger, gør og beordrer sandheden og grundfæster den, og i Hvis befalinger og handlinger der ingen falskhed, meningsløst og ubrugeligt findes).

*Al-Hakim: Den Vise (Som har absolut visdom i alle Sine befalinger og handlinger).

*Al-'Alim: Den Vidende (Én, Som ved alt, der er skjult for os og alt, vi kender til).

*Al-Sami': Den Hørende.

*Al-Basir: Den Seende (Én, Som bevidner alle ting og begivenheder).

*Al-Qadir: Den, Der kan Alt (Som har absolut magt over alle ting).

*Al-Razzaq: Forsyneren.

*Al-'Azim: Den Storslåede.

*Al-Kabir: Den Største.

*Al-Khaliq: Skaberen.

*Al-Mawla: Vogteren (Som ejer, bevogter og støtter Sine skabninger, og Som sørger for sejr og beskyttelse for de, der følger Hans befalinger og undgår det, Han har forbudt).

*Al-'Aliy: Den Højeste (Som er Højt hævet over enhver i Sin Styrke og Status).

*Al-'Aziz: Den Mægtige, Uovervindelige.

*Al-'Afuw: Undskylderen (af Sine tjeneres synder og fejl).

*Al-Hafiz: Bevareren.

*Al-Halim: Den Overbærende (Som er overbærende, mild og venlig. Han er tålmodig og har ikke travlt med at straffe Sine tjenere for deres synder).

*Al-Ghafur: Den Tilgivende (Som tilgiver Sine tjeneres synder og fejltagelser).

*Al-Karim: Den Gavmilde (Som er ædel, generøs og graciøs).

*Al-Wadud: Den, Der Elsker.

*Al-Wahhab: Giveren (af nåde og succes til Hans skabelse).

*Al-Nasir: Hjælperen (Som giver Sine troende tjenere sejr).

*Al-Ra'uf: Den Medlidende.

*Al-Shakur: Den Taknemmelige, Som belønner Sine tjenere for deres gode gerninger meget mere, end de fortjener.

*Al-Tawwab: Den, Som Modtager Angeren (fra Sine oprigtigt angrende tjenere).

Alle Profeter kom med de samme væsentligheder af tro, som også er den Islamiske Tros Væsentligheder: troen på Guds Eksistens og Enhed, denne verdens endelige undergang, Genopstandelse og Dom, Profetgerning og alle Profeter uden forskel, alle Guddommelige Skrifter, engle samt Guddommelig Skæbne og Forsyn (indbefattet menneskets frie vilje).