"Profet" betyder sendebud eller budbringer. Almægtige Allah sendte flere profeter mellem den første og den sidste profet. Alle profeterne inviterede mennesker til den sande og oprindelige religion, som med tiden blev ændret eller glemt. Ifølge Islam var det første menneske og den første profet Adam (fvh) og den sidste profet er profeten Muhammed (fvh).
Profeterne bragte bud til menneskene fra Allah. De blev derfor kaldt "budbringere." Alle profeter har kaldt mennesker til troen på den Almægtige Allah og til at følge Allahs sande vej.
Profeterne var ganske almindelige mennesker som os, men de havde bestemte evner. De blev født, de spiste mad, blev gift og fik børn som alle os andre. De havde også menneskelige behov og følelser og blev også påvirket af deres omgivelser. De blev kede af det og blev syge og døde ligesom normale mennesker.
Ved siden af deres menneskelige adfærd og karakter havde de viden og visdom om både den jordiske verden og den næste verden. Det var Allah der valgte og opdrog dem som profeter for menneskene. De kunne ikke selv blive profeter, hvis de ville være det. Det var Allah der udnævnte dem til profeter. De blev i det hele taget forbilleder for mennesket til alle tider.
Alle profeter havde vendt deres hjerter mod den Almægtige Allah. De havde aldrig begået synlige eller usynlige synder, for de levede under Allahs opdragelse og beskyttelse. De havde ikke løjet, de snød heller ikke. De kunne vise mirakler med hjælp fra Allah. De var uskyldige og ærlige mennesker, der viste mennesket den sande vej.
Muslimerne tror på alle profeter fra den første profet Adam (fvh) til den sidse profet Muhammed (fvh). Man tror på Noah, Abraham, Moses, Jesus, profeten Muhammed og mange andre (fred være med dem alle).
Profeten Muhammed var den sidste af disse profeter, som Allah sendte til jorden. Han er ikke stifteren af Islam, men det er den Almægtige Allah. Muslimer har stor respekt for profeten Muhammed og de tidligere profeter.
Når man nævner navnet på en af profeterne, siger man "Allaihi salåm". Det betyder "fred være med ham", men når man hører eller selv nævner profetens Muhammeds navn, siger man "Salla-Allahu Alaihi wa Sallam" (fvh). Det betyder igen "Allahs fred og velsignelse være med ham"
2-)
2. Profeten Muhammad (fvmh)
Hvis vi skulle forestille os selv i verden for 1400 år siden, ville vi finde en fuldstændigt anderledes verden. Mulighederne for at udveksle idéer var sparsomme og kommunikationsmidlerne var begrænsede og uudviklede. Mørke vil herske og kun et svagt glimt af lærdom synligt, knap nok tilstrækkeligt til at oplyse menneskets videns horisont. Folk på den tid havde et snævert udsyn, og deres idéer om menneskeheden og tingene var begrænset til deres umiddelbare omgivelser. De var så dybt nedsunket i uvidenhed og overtro, og deres mangel på tro var så stærk og udbredt, at de nægtede at overveje noget som helst som ophøjet og sublimt, medmindre det viste sig for dem i det overnaturliges klædning. De havde udviklet en så stærk mindreværdsfølelse, at de ikke kunne forestille sig noget menneske kunne have en gudelig sjæl eller en hellig tilskyndelse.
Profetens Hjemland
I den uoplyste æra lå mørket tykkere og tungere i et land mere end i noget andet. Nabolandene Persien, Byzantium og Ægypten besad et glimt af civilisation og et svagt lys af kundskab; men den Arabiske halvø, der lå isoleret og afsondret af store have af sand, var kulturelt og intellektuelt et af verdens mest tilbagestående områder. Hijaz, Profetens (fvmh) fødested, havde ikke engang været igennem naboegnenes begrænsede udvikling og havde ikke oplevet nogen social evolution eller opnået nogen intellektuel udvikling af betydning. Selvom deres højtudviklede sprog kunne udtrykke de fineste nuancer af betydninger, afslører et studium af resterne af deres litterære værker den begrænsede udstrækning af deres viden. Alt dette viser deres lave kulturelle og civiliserede stade, deres overtroiske natur, deres barbariske og vilde skikke samt deres klodsede og lavtstående moralske standarder og begreber.
Det var et land uden en regent, for hver stamme påstod overlegenhed og betragtede sig selv som uafhængig. Den eneste lov, der fungerede, var jungleloven. Røveri, ildspåsættelse og mord på uskyldige og svage var normen. Liv, ejendom og ære var konstant i fare, og stammerne lå altid i krig med hinanden. Et banalt tilfælde kunne opsluge dem i vild krigsførelse, der sommetider udviklede sig til årtier lange borgerkrige, der omfattede hele landet. Som en lærd skriver:
Disse kampe ødelagde følelsen af national enhed og udviklede en uhelbredelig opsplitning; hver stamme anser sig selv for selv-tilstrækkelig og betragter de andre som legitime ofre for mord, røveri og udplyndring. 23
De var knap i stand til at skelne mellem rent og urent, lovligt eller ulovligt og deres moralbegreber, kultur og civilisation var primitive og grove. Deres liv var vildt og deres opførsel barbarisk. De svælgede i hor, hasard og druk. De stod uden skam nøgne overfor hinanden, og kvinderne gik nøgne rundt om Ka'ba'en.
Deres prestige krævede drab på pigebørn hellere end at få nogen "laverestående" til svigersøn og eventuelle arvinger. De giftede sig med de af deres stedmødre, der var blevet enker, og kendte ingen af de manerer, der forbindes med at spise, påklædning og renlighed. De var tilbedere af sten, træer, afguder, stjerner og ånder og havde glemt de tidligere Profeters lære. De havde en ide om, at Abraham og Ishmail var deres forfædre, men næsten alle disse forfædres religiøse viden og forståelse af Gud var gået tabt.
3-)
13. Konklusion
Troens Hovedsætninger
Gud er Én uden nogen partnere. Navnet "Allah", Hans særlige navn, kan ikke bruges om nogen eller noget andet.
Han eksisterer evindeligt uden at komme ind i eksistensen. Han er den Evige uden begyndelse og varer ved uden ende.
Der er intet som Ham. Han er Skaberen, hverken skabt eller del af Hans skabelse. Han avler ikke og er ikke Selv avlet.
Han kan ikke fattes i nogen menneskelig terminologi eller kvalitet, og inkarnerer ikke. Han er forskellig fra ethvert skabt væsen.
Han ved; men ikke på samme måde, som vi ved; Han har Magt; men ikke som vi har magt; Han ser, men ikke som vi ser; Han hører, men ikke som vi hører; og Han taler, men ikke som vi taler. Vi taler ved hjælp af vore taleorganer og lyde, hvorimod Gud, den Højeste, taler uden organer eller lyde. Han har hverken nogen krop eller substans, eller tilfældig ejendom eller grænse, hverken modsat eller lige eller lignende.
Der findes ingen gud udover Ham. Han er den Ene, ikke i numerisk forstand, men forstået på den måde, at Han har ikke nogen partner. Han er det Evige Tilflugtssted. Han har absolut kontrol over alting og intet har kontrol over Ham. Intet kan være uafhængigt af Ham bare i et øjeblik.
Intet kan overvælde Ham. Ingen restriktioner eller grænser kan sættes for Ham. Han har ingen dele eller lemmer og kan ikke rummes i de seks retninger, som alle skabte ting er.
Intet væsen i hele universet er værdigt til tilbedelse, udover Ham.
Intet sker uden at Han ønsker, det skal ske.
Han lever, og dør aldrig, er evigt aktiv og sover aldrig.
Han skaber, uden at have behov for det og sørger for Sin skabelse, uden nogen anstrengelse.
Han forårsager død uden frygt, genopretter liv uden vanskelighed.
Han har magten til at gøre hvad som helst. Alt er afhængigt af Ham, og Han behøver intet. Der er intet som Ham.
Han beordrede Sine skabninger til at adlyde Ham og forbød dem at være ulydige.
Han er Højt Hævet over at have modsætninger eller lige.
Ingen kan undslippe Hans forordning, forsinke Hans befaling eller overtrumfe Hans anliggender.
Muhammad, (fvmh), er Hans udvalgte Tjener, foretrukne Profet, Hans Budbringer, som Han er godt tilfreds med, og Profeternes Segl.
Enhver påstand om Profetgerning efter ham er løgn og bedrag.
Han er blevet sendt til jinn og menneskeheden med sandhed, vejledning, lys og illumination.
Koranen er Guds ord, som Han åbenbarede for Sin Budbringer. Alle muslimer accepterer den som absolut sandhed.
Profeterne, fred og velsignelser være med dem, er fri for alle større og mindre synder, vantro og alt, der er afskyeligt. Alle ubetydelige fejl, de måske begår, forårsager, at de øjeblikkeligt bliver korrigeret af Gud.
Gud tog Abraham som en nær ven, og Han talte direkte til Moses.
Vi tror på englene, Profeterne og Bøgerne, der er åbenbaret til Budbringerne, og vi er vidner på, at de alle fulgte den klare Sandhed.
Vi kalder folkene i vores qibla for muslimer og troende, så længe de anerkender det, Profeten bragte og accepterer alt det som sandhed, han sagde og fortalte os om. Vi anser ingen af dem som vantro på grund af en eller anden fejl, de måske har begået, så længe de ikke betragter denne handling som lovlig.
Et menneske går først ind i vantro, når det benægter det, der førte ham eller hende til det.
Hvad end Profeten, må fred være med ham, sagde om Shari'a og forklaringen (på Koranen og Islam) er sande.
Gud elsker alle de troende, og de ædleste blandt dem er i Hans øjne dem, der er mest lydige, og som følger Islam nærmest.
Tro består af tro på Gud, Hans engle, Hans Bøger, Hans Budbringere, den Sidste Dag (sammen med Genopstandelsen og Dommens Dag) og tro på Guddommelig Skæbne og Forordning (inklusive menneskets frie vilje).
Vi gør ingen forskel på Budbringerne og accepterer det, de alle har bragt, som sandt.
Gud, Vogteren over de, som erkender Ham, vil ikke i det Hinsidige behandle dem på samme måde, som Han vil behandle dem, som benægter Ham, er berøvet Hans vejledning og ikke har kunnet opnå Hans beskyttelse. Oh Gud, Du er Beskytteren af Islam og dens folk. Gør os faste i Islam indtil den dag, vi møder Dig.
Vi følger Profetens Sunna og det muslimske samfund og undgår afvigelse, forskelle og opdelinger.
Menneskers handlinger er skabte (blevet givet ydre eksistens i den materielle verden) af Gud; men tilegnes (gøres) af menneskene selv.
Vi accepterer ikke noget af det, spåmænd og sandsigere siger, som sandt; ej heller accepterer vi påstande fra dem, der påstår noget, der går imod Bogen, Sunna og det muslimske samfunds (umma) enighed.
Vi er enige om at den sande og rette vej, at holde sammen og at adskillelse er afvigelse og lidelse.
4-)
1. Meningen med Profeternes Profetgerning og Mission
Gud skaber hvert samfund af væsener med et formål og en guide eller leder. Det er utænkeligt, at Gud, Som gav bierne en dronning, myrerne en fører og fugle og fisk hver en guide, ville lade os uden Profeter til at vejlede os til åndelig, intellektuel og materiel fuldkommenhed.
Profetgerning er den højeste rang og ære, et menneske kan modtage fra Gud. Det beviser menneskets indre væsens overlegenhed over alle andre. En Profet er som en gren, der rækker ud fra det Guddommelige til det menneskelige rige. Han er skabelsens egentlige hjerte og tunge og besidder et superb intellekt, der gennemtrænger tingenes og begivenhedernes virkelighed.
Derudover er han det ideelle væsen, for alle hans evner er harmonisk excellente og aktive. Han stræber efter og er til stadighed på vej fremad mod Himlen, venter på Guddommelig inspiration eller Åbenbaring som løsning på de problemer, han står overfor, og han er forbindelsespunktet mellem denne verden og det Hinsidige. Hans krop er underlagt hans hjerte og følger det, det billedlige sæde for det åndelige intellekt. Hans sanser og tanker er altid rettet mod Guds Navne og Attributter. Han går til det, han opfatter, og når til det ønskede bestemmelsessted.
Når en Profets sanser er udviklet til fulde - syn, hørelse og dermed viden - overgår de alle andre menneskers, og man kan ikke forklare hans sanseopfattelse med begreber som anderledes lys, lyd eller nogle andre bølgelængder; men almindelige mennesker kan ikke opnå en Profets viden.
Selvom vi kan finde Gud ved at reflektere over naturens fænomener, har vi brug for en Profet til at fortælle os, hvorfor vi blev skabt, hvor vi kommer fra, hvor vi skal hen og hvordan vi skal tilbede vor Skaber på bedste måde. Gud sendte Profeter for at lære deres folk meningen med skabelsen og sandheden i tingene, at afsløre mysterierne bag historiske og naturlige hændelser og at fortælle os om vort slægtskab og om det, der findes mellem Skrifterne og universet.
Alt i universet prøver at udstille den Almægtiges, den Altomsluttende Skabers Navne og Attributter. På samme måde noterer og bekræfter Profeterne og er trofaste overfor, til det subtile, mystiske slægtskab mellem Gud og Hans Navne og Attributter. Da det er deres pligt at vide og tale om Gud, træder de ind i den sande mening i tingene og hændelserne, og de viderebringer det direkte og oprigtigt til menneskeheden.
Uden Profeter havde vi ikke kunnet gøre noget videnskabeligt fremskridt. Mens de, som benytter en evolutionær tilgang til at forklare historiske begivenheder, er tilbøjelige til at give tilfældigheder og deterministisk evolution, vejledte Profeterne menneskeheden i intellektuel - og dermed videnskabelig oplysning. Derfor accepterer bønder Profeten Adam som deres første læremester, skræddere accepterer Profeten Enok, skibsbyggere og sømænd accepterer Profeten Noa og urmagere accepterer Profeten Josef. Desuden markerede Profeternes mirakler slutudviklingen af videnskabelig og teknologisk fremgang og tilskyndede folk til dem.
Profeterne vejledte menneskene gennem personlig adfærd og de himmelske religioner og Skrifter, de overbragte for at udvikle deres medfødte evner og rettede dem mod formålet med deres skabelse. Havde det ikke været for dem, ville menneskeheden (frugten af skabelsens træ) have ligget og gået i forrådnelse. Ligesom menneskeheden behøver retfærdighed, ligeså meget som den behøver privat indre fred, underviste Profeterne livets love og fastlagde reglerne for et fuldkomment socialt liv baseret på retfærdighed.
Koranen erklærer udtrykkeligt: Vi sendte blandt alle folk en Budbringer (med befalingen): "Tjen Gud og undgå ondt" (16:36). Men mange mennesker glemte gradvist disse Guddommelige lærdomme og faldt for sådanne fejl som at guddommeliggøre Profeterne eller andre eller tog del i afgudsdyrkelse. Selv hvis man indrømmer, at der må være en enorm forskel på de originale religioner og de nuværende udgaver af dem, er det ret umuligt at forstå de forhold, der fik Konfucius til at fremstå i Kina og Brahma og Buddha i Indien. Det er ligeså svært at gætte, hvad der var deres oprindelige budskab, og i hvilken grad de er blevet ødelagte.
Havde Koranen ikke introduceret Profetgerning for os, ville vi ikke have nogen nøjagtig ide af mange Profeters karakter, liv, missioner og lærdomme. En præcis hadith siger: "En Profets discipler vil fortsætte hans mission efter hans død; men nogle af hans følgere vil senere ødelægge alt, han havde skabt." Dette er et meget vigtigt punkt. Mange af de religioner, vi nu betragter som falske, vendte sig mod falskhed, overtro og legender gennem tiden gennem dens fjenders overlagte ødelæggelse (eller gennem dens følgeres misforståelser) på trods af deres mulige oprindelse i den reneste, Guddommelige kilde.
At sige at én er Profet, uden at han er det, er hedensk, ligesom det er tilfældet, hvis man nægter at tro på en ægte Profet. Vi skulle betragte det, Buddhisme eller Brahmanisme kan have været i deres sande, originale skikkelser, ligesom de doktriner der tillægges Konfucius eller shamanisternes udøvelser og tro. Måske har de stadig nogle rester af det, de oprindeligt var.
Mange religioner, der engang var rene, er blevet forvrænget og forandret; derfor er det væsentligt at acceptere renheden i deres oprindelige grundlag. Koranen siger: Der har aldrig været et folk, uden at en advarer har levet iblandt dem (35:24), og: Vi sendte en Budbringer blandt alle folk (16:36).
Disse Åbenbaringer erklærer, at Gud sendte Budbringere til hver folkegruppe. Koranen nævner navnene på 28 Profeter ud af et samlet antal på 124 000. Vi ved ikke nøjagtigt, hvor og hvornår mange af dem levede; men vi behøver heller ikke at have den information, for: I tiderne før dig sendte Vi Budbringere; af dem er der nogle historier, Vi har fortalt dig og nogle, hvis historier, Vi ikke har fortalt til dig (40:78).
Nylige studier i sammenlignende religion, filosofi og antropologi afslører, at mange vidt spredte samfund deler visse begreber og praksis. Blandt disse er bevægelser fra polyteisme til monoteisme, idet man beder til Een Gud i vanskelige tider ved at løfte hænderne og bede om noget fra Ham. Mange af den slags fænomener peger på en enkelt kilde og en enkelt lære. Hvis primitive stammer, der er afskåret fra civilisationen og indflydelse fra kendte Profeter, har en sikker forståelse af Hans Enhed, selvom de kun har lidt forståelse af, hvordan man lever i henhold til den tro, må en Budbringer være blevet sendt til dem et tidspunkt i fortiden: For hvert folk er der en Budbringer. Når deres Budbringer kommer, bliver sagerne mellem dem afgjort med retfærdighed, og de bliver ikke behandlet uret (10:47).
Som det blev understreget tidligere, er det sådan, at når folk faldt tilbage i mørket efter en Profet, sendte Gud dem en anden til at oplyse dem igen. Dette forsatte indtil den Sidste Profets komme. Grunden til at sende Profeterne Moses og Jesus krævede, at Profeten Muhammad blev sendt. Da hans Budskab var til alle, uanset tid og sted, endte Profetgerningen med ham.
På grund af bestemte sociologiske og historiske fakta, der kræver en længere forklaring, blev Profeten Muhammad sendt som "en barmhjertighed til alle verdener (21:107)". Af denne grund tror muslimerne på alle Profeterne og gør ingen forskel på dem:
Budbringeren tror på det, der er blevet sendt til ham fra hans Herre, og det gør de troende også. De tror alle på Gud, Hans engle, Hans Skrifter og Hans Budbringere: "Vi gør ingen forskel på Hans Budbringere" - og de siger: "Vi hører og adlyder. Skænk os Din tilgivelse, vor Herre; til Dig går rejsen." (2:285).
Derfor er Islam, åbenbaret af Gud og overbragt til menneskeheden af Profeten Muhammad, universel og evig.
Det er hinsides denne bogs sigte at beskrive Profetgerningen og fortælle alle Profeters historier; men ved at fokusere på Profeternes Segls Profetgerning, som fortalte os om de andre Profeter og Guddommelige Skrifter og gjorde vor Herre kendt for os, vil vi gøre de andre Profeter kendte og bevise deres Profetgerning.
Tro på Gud, kilden til glæde, at følge den Sidste Profet og Budbringer fra Gud er nøglerne til velstand i begge verdener. Hvis vi vil frelses fra fortvivlelse og alle livets negative sider og opnå intellektuel, spirituel og materiel perfektion, må vi helhjertet tro på, at Muhammad er Guds Sendebud og følge hans vejledning.
5-)
3. Muhammads liv før hans Profetgerning
Sådan var Muhammads hjemegn, hvor han blev født i år 571. Hans far, 'Abdullah, døde før han blev født og hans mor, Amina, døde, da han var 6 år gammel. Som følge deraf manglede han enhver træning og den opdragelse, som et arabisk barn fik på den tid. Under sin barndom passede han får og geder sammen med andre beduin drenge. Da undervisning aldrig nåede frem til ham, forblev han komplet uskolet og analfabet.
Profeten forlod kun den Arabiske halvø to gange. Som ung ledsagede han sin onkel, Abu Talib, på handelstogter til Al-Sham (vore dages Israel, Palæstina, Libanon, Syrien og Jordan). Den anden gang var, da han førte en handelsdelegation til det samme område for enken Khadija, en velhavende købmand i Mekka, og som var 15 år ældre end ham. De blev gift, da han var 25 og levede lykkeligt sammen, indtil hun døde mere end 20 år senere.
Eftersom han var analfabet, læste han ingen jødiske eller kristne religiøse tekster eller havde noget nævneværdigt forhold til dem. Mekkas idéer og skikke var afgudsdyrkelse og helt uberørt af kristne eller jødiske religiøse tanker. Selv Mekkas hanif'er, de som fulgte noget af Abrahams rene religion i en forvrænget og uklar form og forkastede afgudsdyrkelse, var ikke påvirket af jødedom eller kristendom. Ingen jødisk eller kristen tanke afspejles i dette folks tilbageblevne digteriske arv. Hvis Profeten gjorde noget forsøg på at lære deres tanker nærmere at kende, ville det være blevet bemærket.
Desuden undgik Muhammad, (fvmh), de lokalt populære former for poesi og retorik allerede inden hans Profetgerning. Historien nævner intet tegn på, at han udmærkede sig frem for andre undtagen i hans moralske forpligtelse, sandfærdighed, ærlighed, oprigtighed og integritet. Han løj aldrig. En påstand, der bevises ved, at selv hans værste fjender aldrig kaldte ham en løgner. Han talte høfligt og brugte aldrig vulgært eller fornærmende sprog. Hans charmerende personlighed og udsøgte manerer fangede hjerterne hos de, der mødte ham. Han fulgte altid principperne for retfærdighed, altruisme og fair play overfor andre og bedrog aldrig nogen eller brød sit løfte.
Muhammad, (fvmh), var beskæftiget med handel og forretning i årevis, men gik aldrig ind i nogen uærlig transaktion. De, der gjorde forretninger med ham, havde fuld tillid til hans integritet. Alle kaldte ham for al-Amin (den Sandfærdige og den Troværdige). Selv hans fjender overlod ham deres kostbare ejendele til sikker opbevaring, og han indfriede deres tillid til fulde. Han var legemliggørelsen af beskedenhed i et samfund, der var ubeskedent i sin kerne.
Han blev opdraget i et folk, der betragtede drukkenskab og hasard som dyder, men han drak aldrig alkohol eller spillede. Omgivet af hjerteløse mennesker flød hans eget hjerte over med menneskelig venligheds mælk. Han hjalp forældreløse, enker og de fattige og var gæstfri overfor de rejsende. Han gjorde aldrig nogen fortræd, men udsatte sig selv for besvær for deres skyld. Idet han undgik stammefejder, var han den fremmeste i arbejdet for forsoning. Han bøjede sig aldrig for nogen skabt ting eller deltog i gudstjenester for afguder, selv da han var barn, for han hadede al tilbedelse af det, der ikke var Gud. Kort sagt kan hans fremstående og strålende personlighed, placeret i sådanne uoplyste og mørke omgivelser, have virket som et fyrtårn af lys, der oplyser den begsorte nat, eller en diamant i en dynge sten.
