Most Read in the Category of Døden og livet efter døden

Guds Budbringer, (fvmh), nævnte to Antikrister: Dajjal, som vil vise sig i den ikke-muslimske verden og Dufyan'en, som vil dukke op i den muslimske verden.  Begge skikkelser er de største af alle Dajjaler og Sufyaner, der vil komme i verdenen efter Budbringeren. Det fortælles fra islamiske kilder, at mere end 30 Dajjaler vil komme efter ham, og den eller de, der vil vise sig lige før tidernes ende, vil være de mest skadelige og destruktive.

Et andet vigtigt punkt, der skal understreges, er, at beretningerne om sådanne væsener ikke udelukkende drejer sig om personer. De drejer sig snarere om ideologier og komitéer, og de systemer, de vil forsøge at etablere på alle livets områder. Der er mange beretninger fra Profeten Muhammad, (fvmh), om Antikrist, med forskellige grader af autencitet ifølge principperne indenfor Videnskaben om Hadith. Vi vil nævne nogle af dem med forklaringer af Bediüzzaman Said Nursi i hans bøger Maktubat (Brevene) og Shualar (Strålerne):

"Sufyanens hænder vil være hullede", hvilket betyder at Sufyanen vil være en ødeland og opmuntre til ødselhed og spild.

En frygtelig person vil dukke op før tidernes ende. Når han en morgen vågner, vil han opdage, at på hans pande står skrevet: Dette er en hedning." Dette betyder, at Sufyanen vil være en frafalden, og i en efterligning af de ikke-troende vil han tvinge folk til at klæde sig i den ikke-muslimske verdens stil.

"De diktatorer, som dukker op før tidernes ende, især Dajjalen og Sufyanen, vil have et falsk Paradis og Helvede." Det betyder, at under deres tid vil folk være afhængige af fornøjelser og verdslige fornøjelser, og forskellen mellem indtægterne i de forskellige sociale klasser vil øges. Som følge heraf vil der være oprør imod regeringerne. Derfor vil forlystelsesstederne og de steder, man går hen for at more sig, ligge side om side med fængsler og andre steder, hvor der forekommer tortur.

"Før de sidste tider vil der næsten ingen mennesker være, som tilbeder Gud og nævner Hans Navne som en andagtshandling." Det betyder, at de steder, hvor Gud tilbedes og Hans Navne nævnes, vil være lukkede, og at antallet af oprigtige tilbedere vil falde drastisk. En anden betydning er, at lige før verdens ende vil Gud tage de troendes sjæle til Sig, og verden vil blive ødelagt over de ikke -troendes hoveder.

"Bestemte forfærdende personer vil dukke op før verdens ende, såsom Dajjalen, og påstå guddommelighed og få folk til at kaste sig ned for dem." Det betyder, at sådanne personer vil trække deres styrke hovedsageligt fra ateistiske og materialistiske tendenser og tro, at de besidder guddommelig magt. Man vil bygge statuer af dem, og folket bliver tvunget til at bøje sig for disse som en måde at vise beundring på.

"De udsvævelser og uenigheder, der vil opstå før tiden er slut, vil være så vidt udbredte og kraftfulde, at ingen vil kunne kontrollere sit kødelige selv overfor dem." Det betyder, at det udsvævende liv vil forføre alt for mange mennesker, og at de vil kaste sig frivilligt ud i det. De frygtelige dimensioner i udsvævelserne og nydelsesafhængigheden, som Dajjalen vil forårsage ved den tid, har gjort, at næsten alle muslimer på Profetens ordre har søgt tilflugt i Gud gennem 14 århundreder.

"Sufyan'en vil være kundskabsrig og fascinere mange lærde." Det betyder, at selvom Sufyan'en mangler midler og støtte, såsom kongerige, stamme, formue og mod, vil han komme til magt gennem sin evne til at skabe intriger og et politisk geni. Han forbyder religiøs undervisning. Mange religiøse lærde og undervisere vil på grund af deres tilknytning til dette liv støtte ham og hans regime.

"Den første dag med Dajjalen er som et år, hans anden dag som en måned, hans tredje dag som en uge og hans fjerde dag som en almindelig dag." Denne mirakuløse Profetiske Tradition betyder, at Dajjalen vil fremstå i nord og bevæge sig fremad mod syd. Som vi ved, består et helt år, ved steder nær Nordpolen, af en dag og en nat, som hver især varer 6 almindelige måneder. Når man nærmer sig syd, er der steder, hvor en dag varer 3 måneder, en måned og en uge, henholdsvis.

En anden betydning er, at både Dajjalen og Sufyanen vil have fire perioder med herredømme: i den første periode (et år) vil de forårsage så megen ødelæggelse, som normalt ville forekomme i løbet af 300 år. Under den næste periode vil hvert år medføre ligeså store ødelæggelser som i tredive normale år, og på et år i deres tredje regeringsår vil de ødelægge ligesom 7 års normale ødelæggelser. Deres fjerde periode vil være normaliseret.

"Når Dajjalen kommer, vil alle høre ham. Han vil have et ekstraordinært ridedyr og rejser rundt i verden indenfor 40 dage." Dette betyder, at Dajjalen vil komme, når kommunikations- og transportmidlerne har udviklet sig til sådant et stade, at noget, der finder sted i en del af verden, kan høres i andre dele, og at det er muligt at rejse verden rundt indenfor 40 dage.

Ifølge Koranen er disse to barbariske stammer, der lever i det østlige Asien. Engang tidligere rejste en verdenserobrer, der i Koranen kaldes Dhu'l-Qarnayn, så langt bort som deres lande og, for at beskytte nabofolkene mod deres angreb, byggede en enorm mur. Når tiden er inde, vil de overstige denne mur og invadere den civiliserede verden.

Mongolerne, som invaderede den muslimske verden og kom så langt som til det centrale Europa, blev betragtet som Gog og Magog af muslimerne og de kristne på den tid. Idet Said Nursi nævner denne fortolkning, tilføjer han, at en ny invasion vil komme fra samme retning. Ifølge visse Profetiske Traditioner vil der bryde så voldsomme krige ud, at næsten ni tiendedele af menneskeheden vil gå til grunde.

Hovedaspekterne i islamisk eskatologi ligner den jødisk-kristne tradition. Eftersom de er udledt fra den samme kilde og således stammer fra Guddommelig Åbenbaring, kan man finde mange lighedspunkter: for eksempel kort før jordens slutning, vil verden blive invaderet af de barbariske Gog og Magog (Ya'juj og Ma'juj) stammerne, Dajjal (Antikrists) tilsynekomst og derpå en Messias og/eller Mahdi, som vil bringe retfærdighed og orden efter et globalt kaos, et globalt frafald (fra tro) lige inden verdens ødelæggelse, Dommedag, Genopstandelse, den Øverste Domstol, Broen (Sirat) og Paradis og Helvede som den endelige bolig for bevidste væsener.

I dette afsnit vil vi, idet vi begynder med de "sidste ting" før verdens generelle ødelæggelse, opsummere begivenhederne og stationerne i det Hinsidige. Før vi går over til den analyse, er det nødvendigt at forklare sproget i den vigtigste islamiske litteratur.

Kroppen er et redskab for ånden, som hersker over og kontrollerer alle dens lemmer, celler og bittesmå partikler. Når den tildelte stund oprinder, vil enhver sygdom eller fejlfunktion i kroppen betyde en invitation til Azra'il, Dødsenglen.  I virkeligheden får Gud folk til at dø. Men for at menneskene ikke skal klage til Ham over det, som mange tager afstand fra, bruger Gud Azra'il som et dække, i at tage sjælene. Desuden sætter Han sygdom, ullyke eller andre grunde op som slør mellem Azra'il og døden, så folk ikke vil give ham skylden for døden.

Da Azra'il blev skabt af "lys" ligesom alle andre engle, kan han være overalt og have enhver form samtidigt. Han kan også udføre mange opgaver på samme tid. Ligesom solen giver varme og lys til alle ting, mens den er til stede gennem dens billeder i utallige spejlende overflader, kan Azra'il tage millioner af sjæle i samme øjeblik.

Imidlertid har Ærkeengle som Gabriel, Mikael, Israfil og Azra'il underordnede, der ligner dem, og som er under deres overopsyn. Når retskafne mennesker dør, kommer engle til dem, smilende og med strålende ansigter. Derefter ankommer Azra'il enten alene eller sammen med underordnede, der har opgaven med at tage de dødes sjæle fra legemerne. Sommetider kommer der kun en underordnet. Verset: Ved dem, der river ud med voldsomhed; ved dem, der trækker ud med mildhed (79:1-2) peger på, at disse engle er forskellige fra de, hvis opgave det er at fjerne de ondes sjæle. Sådanne sjæle rives ud med voldsomhed og har derfor et surt, skræmt ansigt i døden.

I dødsøjeblikket bliver vinduerne sædvanligvis åbnet for de retfærdige i deres pladser i Paradis, eller de vises de overjordiske former af deres gode gerninger og udtalelser. Budbringeren erklærede, at disse sjæle trækkes bort ligeså stille som vand, der flyder fra en kande. Bedre endnu, martyrerne føler ikke dødens pinsler, og de ved ikke, at de er døde; tværtimod mener de, at de er blevet overført til en bedre verden og nyder glæde. 9

Profeten Muhammad spurgte Jabir, hvis fader, 'Abd Allah ibn Jahsh, led martyrdøden ved Uhud:

Ved du, at Gud bød din far velkommen?  Han bød ham velkommen på sådan en ubeskrivelig måde, at hverken øjne har set det eller ører hørt det eller sind kan fatte det. Din Fader sagde: "Oh Gud, lad mig vende tilbage til verden, så jeg kan fortælle dem, der er ladt tilbage, om hvordan er det at vær martyrier." Gud svarede: "Der findes ikke længere nogen tilbagevenden. Livet bliver blot levet én gang. Jeg vil imidlertid gøre dem klart, hvilke omstændigheder du er i", og Han åbenbarede: Tænk aldrig på dem, der døde på Guds vej, som døde; de lever tværtimod og bliver forsynet i deres Herres Nærvær. (3:169) (Bayhaqi, Dalail al-Nubuwwa, 3:298)

Man dør, som man har levet. De, som lever gode, retskafne liv, har en god død; de, som har levet onde liv, har ikke. Dette betyder imidlertid ikke, at de retfærdige har en let død, eller at de, de synes at have en let død, var retfærdige, for sommetider bruger Gud svære dødskvaler til at rense folk for synder. Profeten siger, at hvilken som helst slags ondt, der sker med en troende, sletter en eller flere af hans eller hendes synder. (Muslim, "Birr", Hadith nr. 49.)

Døden er ikke noget, de retskafne troende behøver at frygte. Selvom kroppen går i opløsning, og livets lys synes at gå ud og alle glæder går til grunde, er det i virkeligheden en frisættelse fra den verdslige tilværelses tunge pligter, et skifte i bopæl, en overdragelse af legemet, en invitation til og en begyndelse på det evige liv. Verden bliver konstant belivet gennem skabelse og kontinuerligt frarøvet liv gennem andre af skabelsens kredsløb, bestemmelse og visdom. Planter og træer synes at dø. Men deres frø, der ligger og rådner under mulden, dør ikke; i stedet undergår de kemiske processer, der får dem til at gendannes og genfremstå som nye planter og træer. Udfra dette er frøenes tilsyneladende død i virkeligheden begyndelsen på en ny plante eller et træ, et nyt, mere fuldkomment og gennemarbejdet liv.

Hvis dette gælder for så enkle livsformer, hvordan skulle det så ikke også gælde mennesker? Blev menneskeheden ikke skabt med højere formål end planter og træer? Døden frigør os fra dette snævre verdslige liv, som bliver mere og mere en byrde, efterhånden som vi ældes og bliver syge, og får os til at træde ind i den uendeligt brede cirkel af den Evige, Elskedes Barmhjertighed. Der nyder vi det evige selskab af vore kære og trøsten ved et glædesfyldt evigtvarende liv. Faktisk er vore grave som vore moderskød: vi forlader begge steder for et mere fuldkomment liv i en anden verden.

Det er måske det vigtigste element af de sidste ting. Både jøder og kristne forventer en Messias henimod slutningen af tiden og anser hans komme som et tegn på den endelige, verdensomspændende sejr for hver af dem.

Islamiske kilder nævner begge individer. Shi'amuslimerne lægger særlig stor vægt på Mahdi'en, som, de siger, hedder Muhammad. Han er den tolvte (og sidste) Imam i en række imamer, som begyndte med 'Ali ibn Abi Talib, Profetens fætter og den fjerde kalif. Mahdi'en forsvandt, da han var 74 år gammel, og vil genkomme, når verden er fuld af uretfærdighed, og genoprette retfærdighed.

Flertallet af muslimer betragter Mahdi'en som en, der vil komme, når tidernes ende er nær, når den islamiske verden er besejret, og alle islamiske principper er under omfattende angreb. Sammen med Messias'en vil Mahdi'en forsvare Islams principper mod de ateistiske og materialistiske tendenser og genoplive det religiøse liv. Han vil slutte både Dajjalens og Sufyanens herredømme.

Ifølge visse nutidige tænkere og lærde, inklusive Said Nursi, er Mahdi'en ikke en enkelt person, men snarere navnet på en global islamisk genopvågnen. Den falder i tre perioder, som hver især vil være repræsenteret af en person og hans gruppe. Dens ledere vil være velbevandrede i religiøse videnskaber, have de højeste moralske standarder, kende tidens sociopolitiske og økonomiske betingelser og være udstyret med de rette kvalifikationer for lederskab. Lederen af den første periode vil, sammen med sine tilhængere, forsvare de islamiske principper mod materialistiske tendenser og udstille dem på passende måde. I den anden periode vil de genoplivede islamiske principper blive fremmet i mange dele af verden. Den tredje periode vil se en global genoplivning af religiøst liv.

Den tredje periode vil mest sandsynligt følge efter invasionen af Gog og Magog, der vil afbryde den anden periode. Kristendommen vil, ifølge relevante islamiske kilder, blive befriet fra dens lån fra bestemte gamle religioner og filosofier og trække nærmere til Islam. Kristendommen og Islam vil samarbejde om at tilbagevise angrebene fra Gog og Magog og befri verden for deres invasion. Videnskaberne vil udvikle sig til det ypperste. Man vil bygge byer i himlen, og det vil blive let at rejse der. Måske som resultat af fremskridt indenfor genetikken vil et granatæble være tilstrækkeligt for op til 20 mennesker, og dens skal vil give dem skygge. Den hvede, der kan dyrkes på balkonen af et lille hus, vil være nok til at ernære en familie i et år.

Vi vil uddybe den messianske mission, der tilskrives Jesus i islamiske kilder efter slutningen på dette afsnit, under en separat titel.

Graven kan optræde på tre måder, for der er tre slags mennesker. For troende er den en dør til en skønnere verden. For de, som indrømmer, at der et liv bagefter, men som lever et vildledt, bortødet liv, er den døren til et isoleret fangenskab og et evigt fængsel, der vil adskille dem fra deres kære. Eftersom de tror og bekræfter det, men ikke lever i henhold til deres tro, er det nøjagtig sådan, de vil blive straffet. For ikke-troende og de vildledte, som ikke tror på det Hinsidige, er det døren til "henrettelse". Da de tror, at døden er en henrettelse uden genopstandelse, vil de blive straffet både i graven og i den anden verden.

Døden kan komme når som helst, for dens forudbestemte tidspunkt er ikke kendt. Overfor sådan en ærefrygtindgydende, truende virkelighed søger vi desperat efter en måde, vi kan undgå straf og fængsel på, efter en måde til at ændre graven til en dør, der åbner sig til en verden af lys og evig glæde. Døden vil blive oplevet på en af de tre måder, som det er blevet rapporteret af 124 000 troværdige vidner - Profeterne. Deres rapporter er blevet bekræftet af millioner af helgener, der har stolet på deres skelneevne, iagttagelse og intuition. Desuden har utallige sandhedssøgende lærde bevist det rationelt med deres afgørende beviser på niveauet med "sikkerhed afhængig af etableret viden." Begge grupper er enige i at kun troen på og lydighed overfor Gud kan frelse én fra straf og indespærring og gøre graven til en vej til evig lykke.

Hvis bare én pålidelig reporter advarede om, at på en bestemt vej var der 1% risiko for at dø, ville folk være så skrækslagne, at de ville undgå den. Men talløse sandfærdige, autorative reportere - Profeter, helgener og sandhedssøgende lærde - har givet bevis på deres sandhed og har advaret os om, at vildledning og bortødelse giver en 100 % risiko for død og efterfølgende straf. Modsat hertil kan tro og tilbedelse ændre graven til en dør, der åbner sig mod evige skatte, et palads for varig lykke. Hvis vi, især de af os, som påstår at være muslimer, ikke virkeligt tror og tilbeder, stillet overfor sådan en vældig advarsel, hvordan vil vi da overvinde vor ængstelse, mens vi venter på døden, selv hvis vi blev givet herredømmet over hele verden og kunne nyde alle dens fornøjelser?

Når vi ser alderdom, sygdom, ulykke og talrige tilfælde af død overalt, åbner det for vor smerte atter en gang og minder os om døden. Selvom de vildledte og udsvævende mennesker tilsyneladende nyder alle arter af fornøjelser og glæde, er de med største sikkerhed i en helvedesagtig tilstand af åndelig lidelse. Men ligegyldighedens dybtgående lammelse gør dem midlertidigt ufølsomme overfor det.

Lydige troende oplever graven som en dør til en evig skat og uendelig lykke. Da de har en "trosattest", en uvurderlig billet tildelt af Skæbnen, forventer de altid kaldet "kom og saml jeres billet" med en inderlig glæde og åndelig fryd. Hvis denne fryd kunne antage en materiel form som et frø, ville det vokse op til et privat paradis. Men de, som nægter sig denne store fryd og glæde, for i stedet at hengive sig i deres drifters vold, som vælger forgængelige og ulovlige nydelser, der vil give dem store smerter, ligger langt under menneskehedens status.

Så de af jer, der er afhængige af verdslig glæde og bekymrede for jeres fremtid, selv mens I har travlt med at sikre den og jeres liv, vær tilfreds med det, der er religiøst lovligt. I må have forstået nu, at hver forbuden fornøjelse bærer i sig tusinde smerter. Hvis fremtidige begivenheder, lad os sige om 50 år fra nu, blev forevist på et teater, ville de udsvævende blive forfærdede og væmmes ved sig selv. De, som ønsker at være evigt lykkelige i begge verdener, burde følge Profetens instruktioner på troens faste grund.

Ånderne af de mennesker, som levede liv, karakteriseret ved tro, godhed, dyd og forfinelse, bliver efter døden hyllet i silke eller silkelignende stoffer og bliver båret bort af de engle, der har til opgave at tage ånden til Guds Nærvær. Mens de bærer ånden fra en god, retfærdig person gennem himlene og alle eksistensens indre dimensioner, vil englene på hver station, de rejser gennem, byde den velkommen og spørge: "Hvis ånd er det? Hvor er den smuk!"  Dens bærere introducerer den med de smukkeste titler, den var kendt som i verden, og svarer: "Dette er ånden fra den-og-den, som for eksempel bad, fastede, gav almisser, hjalp andre og udholdt alle mulige slags vanskeligheder for Guds skyld." Til sidst byder Gud den velkommen og siger til englene: "Læg den tilbage i den grav, hvor dens krop ligger begravet så, at Munkar og Nakir, forhørsenglene, kan undersøge den."

Ånderne fra onde mennesker behandles med foragt alle de steder, den passerer, og smides derpå tilbage i graven fjernt fra Gud, den Almægtiges, Nærvær.

Hvad ondt, der end sker os i denne verden, er med undtagelse for Profeterne på grund af vore synder. Hvis vi er oprigtigt troende, som af og til ikke kan undgå at synde, tillader Gud ud af Hans Barmhjertighed, nogle ulykker at ramme os og dermed slette nogle af vore synder. Eller Han giver os måske en svær død, så at stadigt utilgivede synder kan blive tilgivet, eller så vi når til højere (åndelige) rangorden, men så tage vor ånd ganske stille. Hvis vi stadig har nogle synder, der ikke er blevet tilgivet efter dette, vil vi lide en eller anden slags straf i graven og således blive sparet for nogen form for straf i Helvede.  Da graven er den første station på vejen mod det evige liv, vil næsten alle undtagen Profeterne blive forhørt af de to førnævnte engle og må gennemgå nogen lidelse.

Som beskrevet i pålidelige bøger om Tradition ønskede 'Abbas, Profetens onkel, inderligt, at han fik 'Umar at se i en drøm efter sidstnævnte var død. Da han endelig så ham i drømme seks måneder senere, spurgte han ham: "Hvor har du været indtil nu?" 'Umar svarede: "Lad være med at spørge! Jeg er først lige blevet færdig med at redegøre (for mit liv)". 10

I graven eller det mellemliggende rige spørger Munkar og Nakir hver eneste sjæl: "Hvem er din Herre? Hvem er din Profet? Hvad er din religion? etc." De, som døde i troen på Gud og Profeten og Islam, kan svare på disse spørgsmål. De, der døde som ikke-troende, kan ikke. Derpå spørges der til personens gerninger.

Ånden har forskellige slags samspil med kroppen, for dette forhold er afhængig af hvilken verden, de bor i. I denne verden er ånden spærret inde i legemets "fængsel". Hvis det ondt-befalende selv og kropslige begær dominerer det, vil ånden uundgåeligt gå i forfald, og personen er fortabt. Hvis et menneske disciplinerer det ondt-befalende selv gennem tro, tilbedelse og god adfærd og gør sig selv fri af slaveriet overfor kropslige begær, vil éns ånd blive forfinet og opnårrenhed og prisværdige kvaliteter. Det vil give ham eller hende lyksalighed i begge verdener.

Efter begravelsen holdes ånden hen i venten i den mellemliggende verden. Selvom kroppen går i opløsning og rådner bort i jorden, gør dens essentielle partikler (eller atomer) det ikke. En hadith kalder denne del for ajb al-dhanab (halebenet) (Muslim, "Fitan", HN:141). Hvad end det er, holder ånden kontakt med legemet gennem den, da den er et fundament, hvorpå Gud vil genoprejse hvert individ. Gud vil gøre denne del og dens indhold passende til evigt liv under den afsluttende ødelæggelse og genopbygning af universet.

Den mellemliggende verden er et rige, hvor ånder mærker "åndedraget" af Paradisets fryd eller straffen i Helvede. Hvis de førte dydige liv, vil deres gode gerninger vise sig for dem som venlige kammerater. Desuden vil der blive åbnet vinduer mod himmelske scenerier og, som det er fortalt i en hadith, vil graven blive som en have fra Paradis (Daylami, al-Firdaws, 3:321). Men de, som har utilgivede synder, må undergå nogen slags lidelse i den mellemliggende verden, indtil deres synder er udrensede, og de er værdige til Paradis. Ikke-troende og onde mennesker vil møde deres onde gerninger i form af skumle fyre og skadedyr. De vil se scener fra Helvede, og deres grave vil være som et af hullerne i Helvede.

Mens vi lever i denne verden, er det vor ånd, som oplever smerte og føler lykke og glæde. Selvom ånden føler smerte tilsyneladende gennem nervesystemet og derpå bruger det til at kommunikere med hele kroppen, kan videnskaben stadig ikke forstå forholdet mellem ånd og legeme især hjernens rolle. Enhver fejl i enhver del af kroppen kan medføre, at nervesystemet ikke fungerer.

Videnskaben har fastslået, at visse hjerneceller lever videre nogen tid efter døden. Forskere har forsøgt at modtage signaler gennem disse celler. Hvis det lykkes dem at modtage og dechifrere disse signaler, vil det give en vældig fremgang for kriminologien. De følgende vers giver os et eksempel på dette. Under Moses tid, genoplivede Gud en myrdet person:

Da Moses sagde til sit folk: "Gud befaler jer at ofre en ko," ... ofrede de hende, noget, de havde gjort med ængstelse. Du har dræbt en levende sjæl, og bestred det - Gud skal afsløre det, du gemte - så Vi sagde: "Slå ham med en del af den [koen]"; på samme måde som Han bringer de døde til live, og Han viser jer Hans tegn, så I måske får forståelse. (2:67, 72-73)

Eftersom ånden og kroppen lever det verdslige liv sammen og deler alle dets glæder og smerter, vil Gud genoplive folk kropsligt og åndeligt. Ahl al-Sunna wa al-Jama'a (det store flertal af muslimer, der følger Profetens og hans Ledsageres vej) er enige om, at ånden og kroppen vil drage enten til Paradis eller Helvede sammen. Gud vil bygge legemer i former, der er særligt tilpassede det Hinsidige, hvor alt vil være levende: Dette verdslige liv er blot et tidsfordriv og en leg; men hjemmet i det Hinsidige, det er livet, hvis blot de vidste (29:64).

Den udvikling i videnskaberne og teknologi, der er uden fortilfælde i historien, vil få menneskeheden til at tro, at den har så megen viden og magt, at en magt, der er højere end mennesket selv, ikke længere er nødvendigt eller et krav. Det vil få folk til at gøre oprør mod Himlen og kaste sig ud i fordærv i en grad, der sætter et verdensomspændende frafald i gang. Der vil kun være ganske få troende tilbage, og de ikke-troende, oprørske kræfter vil ødelægge Ka'bah'en. Dette vil markere verdens ende. Gud, den Almægtige, vil mildt tage de troendes sjæle. 7 Ifølge Said Nursi vil Jorden, sandsynligvis som følge af et sammenstød med et andet himmellegeme, begynde at rotere den anden vej rundt om sig selv, således at solen står op i vest og går ned i øst. Det er det sidste tegn på verdens ødelæggelse. Nogle vers fra Koranen, der beskriver denne ødelæggelse, lyder som følger:

Når solen bliver foldet sammen; når stjernerne falder, mister deres glans; når bjergene bevæger sig; når den ti måneders gravide kamel bliver efterladt; når de vilde dyr gennes sammen; og når havene koger...(81:1-6)

Når himlen bliver revet i stykker, når planeterne bliver spredt, når havene vælder frem og når gravene bliver væltet, vil hver sjæl vide, hvad den har sendt frem, og hvad den har holdt tilbage. (82:1-5)

Når Jorden gennemrystes af dens (afsluttende) jordskælv, og Jorden fremlægger sine byrder, og menneskeheden siger: "Hvad er der i vejen med den?" Den dag vil den fremsige sine nyheder, fordi jeres Mester inspirerede den. Den dag skal menneskeheden komme frem i spredte grupper for at blive vist deres gerninger. Hvem, der gør et atoms vægt af godt, skal se det da; og enhver, som gør et atoms vægt af ondt, skal se det da. (99:1-8)

Med undtagelse af en bestemt region på Jorden, gentages en altomfattende død og genoplivning hvert år. Om vinteren dækker et hvidt "ligklæde" jorden, hvis årlige livscyklus slutter om efteråret. Naturen er allerede blevet bleg og viser færre tegn på liv. Skallerne er sunket ind og til sidst bliver træet som livløse, hårde ben, græsset er rådnet bort og blomsterne er visnede; trækfuglene er rejst, og insekter og krybdyr er forsvundet.

Vinteren, som kun er midlertidig følges af en almen genoplivning. Varmere vejr får træerne til at gå i knop, og når de bærer deres fineste puds, præsenterer de sig for det Evige Vidne. Mulden svulmer op, og græs og blomster vokser frem overalt. Frø, der faldt til jorden i efteråret har spiret og, idet de tilintetgør sig selv, omdannes de til nye livsformer. Trækfuglene vender tilbage, og planeten rummer utallige insekter og krybdyr. Kort sagt, naturen opstår for vore øjne med al dens stråleglans og pynt.

Gud skabte Jorden og menneskeheden, da ingen af dem eksisterede. Han bragte vort legemes byggesten sammen fra luft, vand og muld og gjorde dem til et bevidst, intelligent væsen. Kan man tvivle på, at den person, som har lavet en maskine, kan pille den fra hinanden og derpå samle den igen, eller at en hærfører kan samle sine spredte soldater ved et trompetstød?

På samme måde, når Gud genopbygger verden, vil Han samle vore atomer og tilstede dem en højere, evig form for liv:

Sig: "Rejs i landet og se, hvordan Han er ophav til skabelsen, hvorpå Gud frembringer den senere vækst. Gud er med sikkerhed i stand til at gøre alt." (29:20)

Betragt Guds Nådes aftryk (i skabelsen), hvordan Han giver liv til jorden efter dens død. Han er i sandhed genopliver af de døde (på samme måde), og Han er i stand til at gøre alt." (30:50)

Tro bærer i sig frøet af den slags Paradis, som ånden oplever; mens mangel på tro indeholder frøet til den slags Helvede, som ånden oplever. Ligesom mangel på tro er frøet til Helvede, er Helvede frugten af mangel på tro. Mangel på tro er grunden til, at man træder ind i Helvede, ligesom den også er årsagen til Helvedes eksistens og skabelse. Benægtelse af Helvede betyder, at den mangel på tro modsiger den uendeligt Magtfulde Ene, Som har uendelig værdighed, stråleglans, majestæt og storhed. Sådant et menneske beskylder Ham for uduelighed og løgn, hvilket begge er vældige fornærmelser overfor Hans ære og værdighed og støder Hans stolthed, stråleglans og majestæt. Hvis Helvede ikke allerede fandtes, ville det være nødvendigt at skabe det for at straffe en sådan agnostisk indstilling og dens ejermand.

Guds Navne og Attributter er alle absolutte og evige. Derfor er Han absolut og evigt Barmhjertig, Eftergivende og Tilgivende, lige såvel som Han absolut og evigt er Magtfuld, Retfærdig og Ophøjet. Selvom Hans Barmhjertighed omslutter alle ting (7:156), findes der nogle mennesker, hvis synder og forbrydelser er så grove (f.eks vantro og at tilskrive Gud partnere), at de kun kan modtage deres fulde straf i en anden verden. Derudover, på trods af Hans erklæring om at enhver, der uretfærdigt slår et menneske ihjel, bliver betragtet som havde han slået hele menneskeheden ihjel (5:32), især i en verden som i dag, hvor "magt er ret" er reglen, dræbes hver dag tusinder af uskyldige mennesker og mange andre bliver behandlet med uret og fratages deres grundlæggende menneskerettigheder. Værre endnu, en stor del af de mest uhyrlige og afskysvækkende synder og uretfærdigheder går ustraffet hen.

Døden skelner ikke mellem de undertrykte og undertrykkerne, de uskyldige og de skyldige, de fromme og de syndige. Dette kan kun betyde, at mens mindre synder måske og måske ikke bliver straffet i denne verden, vil større synder, som vantro, at tilskrive Gud partnere, mord og undertrykkelse, overdraget til det Øverste Tribunal i det Hinsidige, hvor Gud vil dømme dem med absolut Retfærdighed.

Guds Barmhjertighed og Godhed er naturligvis evige. Den Evige Ene manifester Sig Selv evindelig og forlanger eksistensen af evige væsener. Hans evige Barmhjertighed og Godhed kræver evig manifestation og dermed evige væsener, som Han kan øse Sin evige overflod ud over. Men vor verden er kun temporær, og hver dag dør millioner af skabninger i den. Hvad tyder det på? Det tyder på denne verdens ende og fuldstændige død.

Denne verden kan ikke tage imod den større manifestation af Guddommelige Navne og Attributter. Levende væsener, som oplever store vanskeligheder i at opretholde livet, kan heller ikke. For eksempel kan vi ikke tilfredsstille alle vore ønsker og lyster. Vor ungdom, skønhed og styrke, som vi alle sætter vor lid til, går bort uden et ord og giver os stor sorg. Vi skal også anstrenge os bare for at få fat i en klase druer. Hvis vi blev nægtet føde i en evighed, efter at vi havde smagt det, ville det ikke være en fornærmelse og en latterliggørelse, en kilde til stor smerte? For at en velsignelse kan være virkelig, må den være konstant. Uden et evigt liv, hvor vi kan tilfredsstille vore ønsker i en evighed, ville alle de Gud, den Almægtiges gaver blive til smerte og sorg. Derfor vil Gud, efter Han fuldstændigt har tilintetgjort denne verden, omdanne den til en evig, som kan modtage de større manifestationer af Hans Barmhjertighed og Godhed uden forhindringer, en verden, hvor vi kan tilfredsstille alle vore ønsker i al evighed.

Intet forsvinder fuldstændigt fra denne verden. Mens hvert af vore ord og handling bliver skrevet ned og bevaret, hvorfor skulle vi da ikke kunne fatte, at Gud skriver hele menneskehedens ord og handlinger ned på en måde, som endnu er ukendt for os? Fremskridt indenfor videnskab og teknologi giver til stadighed nye beviser på Guds Eksistens og Éthed og bekræfter, sammen med Koranens Guddommelige oprindelse, sandheden i de islamiske doktriner. Koranen erklærede for århundreder siden:

Vi skal vise dem Vore tegn i den ydre verden og indeni dem selv, indtil det står klart for dem, at (Koranen) er sandheden. Er jeres Herre ikke nok, eftersom Han er vidne til alle ting? (41:53)

Hvis folk oprigtigt søger sandheden og kan "se" den, som den er, og ikke er blændede af fordomme, uvidenhed og verdslige ambitioner og begær, fremviser hver ny videnskabelig opdagelse sandheden i Koranen. Vi ser, hvorledes Gud folder alting sammen i små enheder som frø. For eksempel er hvert menneske foldet sammen i en spermatozo eller i hans eller hendes 46 kromosomer. Hvis vi havde 44 eller 48 kromosomer, ville vi være noget fuldstændigt andet. På samme måde, når vi dør og forsvinder i mulden, da forsvinder vor mest essentielle del (sjælen) ikke, for Gud vil bruge den til at genopbygge os på Genopstandelsens Dag. Gud bevarer alting, og derfor kan intet forsvinde for altid. For eksempel vil en plante, der dør om efteråret eller vinteren, leve videre i utallige minder såvel som i dens frø, der vil bringe den tilbage i en næsten identisk form det næste forår.

Ligesom Gud bevarer ting i deres frø, bevarer Han på en eller anden måde lyde og stemmer samt fremtoninger og scenerier for at vise dem frem i en anden verden. Måske vil disse lyde og scenerier en dag blive opdaget.

Guddommelig Magt 

Efter troen på Gud har troen på Genopstandelsen den fremmeste plads med hensyn til at sikre en fredfyldt social orden. Hvorfor skulle de, som ikke tror, at de skal stilles til regnskab, stræbe efter at leve et ærligt og hæderligt liv? Men de af os, som er overbeviste om, at Gud en dag vil kalde os til regnskab i en anden verden, forsøger sandelig at føre et disciplineret og retskaffent liv. Koranen fortæller:

Ligegyldigt hvilket ærinde, du er i, og hvilken del af Koranen du reciterer, og hvilken handling du end foretager dig, er Vi vidne over dig, når du er dybt optaget dermed. Ikke et atoms vægt på Jorden eller i himlen undgår din Herre, ej heller er der noget, mindre eller større, uden det er i en Manifesteret Bog. (10:61)

Alt, hvad vi gør, skrives ned af de engle, der er blevet udpeget til det job. Desuden kender Gud og er fuldt bevidst om alle vore gerninger, hensigter, tanker og forestillinger. De, som lever i fuld bevidsthed om denne kendsgerning, vil finde sand fred og lykke i begge verdener; en familie eller et samfund, sammensat af sådanne individer, ville føle det, som om de boede i Paradis.

Tro på Genopstandelsen holder unge mennesker fra at spilde livet på forgængelige og nyttesløse ting og giver håb til de ældre, som hver dag kommer graven nærmere. Den hjælper også børn til at udholde tabet af kære. Børn, som tror på, at de skal blive genforenet med deres afdøde kære i en langt bedre verden, finder sand trøst i Genopstandelsen. Alle og enhver, uanset alder, køn og enhver anden kunstig menneskeskabt forskel, har brug for tro på Genopstandelsen i lige så høj grad, som de har brug for luft, vand og brød.

Eftersom denne tro fører en til et liv i fred, burde intellektuelle, som søger offentlig fred og sikkerhed, lægge vægt på den. De, som er overbeviste om det, Koranen erklærer - Enhver, som gør et atoms vægt af godt, skal se det, og enhver, som gør et atoms vægt af ondt, skal se det (99:7-8) - lever et ansvarligt liv, og et samfund, der består af sådanne mennesker, finder sand fred og lykke. Når denne tro indføres i hjerterne på unge mennesker, vil de ikke længere være skadelige elementer i samfundet; tværtimod vil de søge at tjene deres nation og menneskeheden.

Børn er meget følsomme og sarte. De bliver yderst påvirkede af ulykker og bliver også let mærkede af det, der sker med dem og deres familier. Når de mister et familiemedlem eller bliver forældreløse, bliver deres verden mørk, og de falder i dyb angst og fortvivlelse. Hvad andet end troen på Genopstandelsen og genforeningen med de kære, som udvandrede til den anden verden, kan kompensere for tabet af forældre, brødre og søstre og venner? Børn vil først finde sand trøst, når de er overbeviste om, at deres kære er fløjet til Paradis, og de vil blive genforenet med dem.

Angående de ældre kan man da kompensere for deres forgangne år, deres barndom og ungdom, der er blevet efterladt? Hvordan kan man trøste dem for tabet af deres kære, som gik forud for dem i døden? Hvordan kan man fjerne angsten for døden og graven fra deres hjerter, og som de nærmer sig dag efter dag? Hvordan kan man få dem til at glemme døden, som de mærker så dybt? Vil flere og nyere verdslige fornøjelser trøste dem? Kun ved at overbevise dem om at graven, der forekommer dem at være som en drage med åbent gab, der blot venter på at sluge dem, i virkeligheden er en dør til en anden og meget bedre verden, eller simpelthen et skønt venteværelse, der åbner sig mod den verden, kan kompensere og trøste os overfor sådanne tab.

Vor frie vilje, som vi bruger til at styre vore liv, giver os en enestående stilling blandt alle skabninger. Fri vilje er en manifestation af Guddommelig Barmhjertighed og, hvis den bruges rigtigt, vil den forårsage, at vi bliver belønnet med Barmhjertighedens frugter. Tro på Genopstandelsen er en yderst vigtig og tvingende omstændighed, der presser os til at bruge vor fri vilje rigtigt og ikke at skade andre eller gøre dem uret.

Troen på Genopstandelsen trøster også de syge. En troende, som lider af en uhelbredelig sygdom, tænker: "Jeg er ved at dø; ingen kan forlænge mit liv. Alle skal dø. Lykkeligvis skal jeg til et sted (Paradis), hvor jeg vil genvinde min sundhed og ungdom og nyde dem evindeligt." Med sikkerhed i denne viden byder alle Guds tjenere, Profeter og helgener døden velkommen med et smil. Den Sidste Profet, Muhammad, (fvmh), sagde i de sidste minutter af sit liv: "Oh Gud, jeg ønsker det evige selskab i den evige verden." (Bukhari, "Marda", 19.)

Verden er en blanding af godt og ondt, ret og uret, skønhed og hæslighed og undertrykkere og undertrykte. Mange tilfælde af uret (synes at) gå upåagtet hen, og utallige mennesker, der er behandlet uretfærdigt, kan ikke få deres ret tilbage. Kun troen på Genopstandelsen i en anden verden med absolut retfærdighed trøster de uretfærdigt behandlede og de undertrykte og holder dem fra at hævne sig. På samme måde finder de, der er blevet slået af plager og ulykke, trøst i Genopstandelsen, fordi de tror, at hvad, der end sker dem, renser dem, og at alt, der går tabt i en katastrofe, vil blive givet tilbage i det Hinsidige som en velsignelse fra det Hinsidige, præcis som om de modtog disse gaver som almisser.

Troen på Genopstandelsen forandrer et hus til en Paradisisk have. Tro på Genopstandelsen minder folk om deres familiære forpligtelser, og idet de udfører disse pligter, vil en atmosfære af gensidig kærlighed, lidenskab og respekt begynde at fylde huset.

Denne tro får ægtefolk til at elske og respektere hinanden dybere. En kærlighed, der baserer sig på fysisk skønhed, er midlertidig og af ringe værdi, for den forsvinder sædvanligvis kort efter brylluppet. Men hvis ægtefællerne tror på, at deres ægteskab skal vare i evig tid i den næste verden, hvor de vil være evigt unge og smukke, vil deres kærlighed til hinanden bevares, selvom de efterhånden bliver ældre og mister deres fysiske skønhed.

Et sådant trosbaseret familieliv får medlemmerne til at føle det som om, de allerede befandt sig i Paradis. Hvis et land, på lignende vis, ordner sig i henhold til denne tro, ville dets indbyggere nyde et liv, der var langt bedre end det, Platon forestillede sig i hans Republik eller Al-Farabi (Alpharabios) i sin al-Madinat al-Fadila (Den Dydige By). Det ville være som i Medina på Profetens tid, (fvmh), eller de muslimske lande under ’Umars herredømme, må Gud være tilfreds med ham.

Der er en grundlæggende relation mellem menneskeheden og denne verden. Vi bliver født ind i en venlig omverden og udstyres med de påkrævede sanser. Vi har følelser som medfølelse og medlidenhed, omsorg og kærlighed; for der mange ting i denne verden, hvorpå vi kan bruge dem. Vi føler sult og tørst, kulde og varme. Lykkeligvis kan disse følelser blive tilfredsstillet med det, der blev forberedt tidligere eller med blot en lille smule anstrengelse fra vor side.

Tag et æble som eksempel. Dets farve og skønhed taler til vore øjne og vor sans for skønhed. Dets smag henvender sig til vor smagssans, og dets vitaminer nærer vore legemer. På trods af vort behov for dets næringsstoffer ville vi måske nægte at spise det, hvis det var grimt og uden smag, og dermed gå glip af dets ernæring. Dette, sammen med mange andre "naturlige" kendsgerninger, viser, at Den med uendelig Viden og Magt skabte os og dannede passende omgivelser til os. Han kender alle vore behov, evner og kvaliteter, ligesom Han kender "naturen" helt ned i den mindste byggesten.

Et andet eksempel er forplantningen, som er afhængig af gensidig kærlighed og tiltrækning mellem en mand og en kvinde. Hvis ikke vor Skaber havde sat kærlighed og tiltrækning overfor det modsatte køn i os, hvis ikke Han havde tilladt os at nyde forplantningsprocessen, og hvis ikke Han havde indlejret en stor kærlighed og omsorg for de børn, der kommer ud af det, i os, ville vi aldrig have formeret os.

Døden sætter en stopper for alle nydelser og gør som om, intet af det nogensinde havde eksisteret. Udfra dette ville vore liv, hvis ikke der var nogen Genopstandelse, være uden mening, og det eneste vi, efterlod, ville være lidelse og smerte. Imidlertid er denne verden en skyggeagtig miniature af den anden, evige verden. De gaver, Gud skænker her, er blot eksempler på deres evige og meget bedre former i den evige verden og vises her for at opmuntre os til at handle, så vi gør os fortjent til dem:

Giv glade nyheder til de, der tror og gør gode gerninger. Til dem vil der være Haver, hvorunder floder strømmer. Hver gang, de bliver budt på en frugt dér, vil de sige: "Dette er det (samme), som vi blev givet tidligere". De bliver givet i fuldstændig lignende (form). Og der vil være rene ægtefæller til dem, og de vil dvæle der evindelig. (2:25)

En nærmere analyse af universets virkemåde viser, at der overalt findes to modsatrettede elementer, de er dybt rodfæstede og resulterer i godt og ondt, gavn og skade, perfektion og fejlbehæftethed, lys og mørke, vejledning og vildledning, tro og ikke-tro, lydighed og oprør samt frygt og kærlighed.  Den resulterende fortsatte konflikt mellem modsætningerne forårsager tilstrækkelig uophørlig ændring og omdannelse til at frembringe elementerne til en ny verden. Disse modsatrettede elementer vil til slut føre til evigheden og materialisere sig som Paradis og Helvede. Den evige verden vil bestå af denne flygtige verdens essentielle elementer, som til den tid vil blive givet permanent eksistens.

Paradis og Helvede er to modsatrettede frugter, der vokser på skabelsens træs to grene, de to resultater af skabelsens kæde, de to beholdere, der bliver fyldt af de to strømme af ting og begivenheder og to poler, hvortil væsener strømmer i bølger. Det er de steder, hvor Guddommelig Nåde og Guddommelig Vrede manifesterer sig og vil være fyldt med indbyggere, når Guddommelig Magt gennemryster universet.

I denne verden forlader undertrykkerne den med deres undertrykkesesmagt intakt, og de undertrykte bliver stadig ydmyget. Sådanne uretfærdigheder vil blive bragt for det Højeste Tribunal, for Gud ville være uretfærdig og ufuldkommen, hvis Han tillod at den slags blev ignoreret. Faktisk straffer Gud sommetider de skyldige, mens de er i denne verden. Den lidelse, som tidligere ulydige og oprørske folk måtte lide, lærer os, at enhver kan blive berørt af hvilken som helst korrektion, Gud, den Almægtiges Stråleglans og Majestæt vælger at indføre. Så, som det erklæres i: Hold afstand på denne dag, oh I kriminelle (36:59), kræver Guds absolutte retfærdighed, at Han skiller det gode fra det nedrige i det Hinsidige og behandler hver gruppe som fortjent.

Vor placering i skabelsen er unik, for vi indeholder i os selv noget aspekt af alt, der eksisterer i universet. Vore mentale og spirituelle evner repræsenterer englelige og andre åndelige verdener såsom den af symboler eller immaterielle former. Men på grund af vor medfødte evne til at lære og vor besiddelse af fri vilje kan vi overgå endda englene. Vort fysiske eller biologiske væsen repræsenterer planterne og dyrene. Selvom vi er spærret inde i tid og rum, lader sådanne åndelige og andre evner, såsom forestillingsevnen, os transcendere disse. På trods af vor enestående og kostbare værdi sammenlignet med andre medlemmer af skabelsen, dør nogle af os ved fødslen og andre i en ret ung alder. Dertil kommer, at vi længes efter evighed og ønsker evigt liv, og nogle af vore sanser og følelser vil ikke nøjes med mindre. Hvis vi kunne vælge mellem evigt liv med alvorlige vanskeligheder i dette liv og evig ikke-eksistens efter et kort, luksuriøst liv, ville vi sandsynligvis vælge det første, måske endda i den grad, at vi hellere ville leve i evigheden i Helvede end evig ikke-eksistens. Gud, den Barmhjertige og Viise forviste os ikke til evig ikke-eksistens eller indsatte begæret efter evighed, så vi ville lide, mens vi forsøgte at opfylde et umuligt og alligevel inderligt begær. Så Guddommelig Visdom kræver eksistensen af en evig verden.

Denne verden kan ikke bedømme et menneskes faktiske værdi. Selvom vi har små fysiske kroppe tillader vore mentale og åndelige evner os at omfatte hele universet. Vore handlinger er ikke kun begrænset til denne verden og kan derfor ikke afgrænses af tid og rum. Vor natur er så universel, at selv det første menneskes handlinger påvirker det sidste menneskes tilværelse og karakter og hele eksistensen. Ved at reducere mennesket til et fysisk væsen, et meget kort livsløb og en begrænset del af rummet, som materialisterne gør, viser en komplet misforståelse og mangel på påskønnelse af det, som hvert enkelt menneske virkelig er.

Vægtene i denne verden kan ikke veje de intellektuelle og åndelige værdi af Profeter og deres bedrifter, eller den ødelæggelse, der forårsages af uhyrer som Farao, Hitler og Stalin. De kan heller ikke veje den sande værdi af oprigtig tro og moralske kvaliteter. Hvad er den passende belønning til en martyr, som har ofret alt for Guds skyld, for andres eller for universelle menneskelige værdier, som retfærdighed og sandfærdighed; eller til en troende videnskabsmand, hvis ihærdige forskning resulterer i en opfindelse, der gavner alle mennesker frem til den Sidste Dag?

Kun den anden verdens vægte, der vejer et atoms vægt af godt og ondt, kan veje sådanne gerninger nøjagtigt:

Vi satte en retfærdig vægt op til Genopstandelsens Dag. På denne måde vil ingen sjæl blive behandlet uretfærdigt. Selvom det blot er vægten af et sennepsfrø, skal Vi bringe det frem for at blive vejet; og Vor afregning vil være nok. (21:47)

Selv hvis der ikke var noget, der krævede Genopstandelsen, ville den blotte nødvendighed af at veje vore gerninger kræve opstillingen af en uendeligt retfærdig og følsom vægt.

Selvom Gud gør det, Han vil, er ingen af Hans handlinger uden formål. Med udgangspunkt i denne kendsgerning kræver Hans universelle Visdom Genopstandelsen. Hvis ikke den gjorde, måtte vi svare på følgende spørgsmål: Er det tænkeligt, at det Majestætiske Væsen, Som manifester Overhøjheden ved Ham som Herre via universets inklusive og fuldkomne orden og formål, retfærdighed og balance, ikke ville belønne troende, som søger Hans beskyttelse som Herre og Suveræn tror på Hans Visdom og Retfærdighed og adlyder dem gennem tilbedelse? Ville Han tillade, at de, som benægter Hans Visdom og Retfærdighed, gør oprør imod Ham eller ignorerer Ham, forbliver ustraffede? Da denne flygtige verden kun indeholder knap en tusindedel af Hans Visdom og Retfærdighed med hensyn til mennesker, dør de fleste ikke-troende ustraffede og de fleste troende uden belønning. Derfor bliver Guds Retfærdighed henvist til et Øverste Tribunal, hvor vi vil blive belønnet eller straffet fuldt ud.

Kort sagt blev vi skabt med universelle formål. Dette er endda fastslået i Koranen:

Regnede I med, at I blev skabt uden formål, og at I ikke ville vende tilbage til Os? Så, ophøjet er Gud (fra at vise Sig i noget, der er tomt), den Suveræne, Sandheden. Der findes ingen anden gud end Ham; den Ædle Trones Herre. (23:115-16)

Vi blev ikke skabt til bare leg og spøg, ej heller er vor evige ikke-eksistens i graven vores endelige skæbne. Tværtimod blev vi skabt til evigt liv, forberedt til os alle gennem vore handlinger, og til en evig verden fyldt med evig skønhed og velsignelse (Paradis) eller ondskab og nedrighed (Helvede).

Ånderne i den mellem liggende verden kan høre og se os, hvis Gud tillader det. Han kan tillade nogle helgenlignende mennesker at se, høre og kommunikere med bestemte mennesker, der stadig er i live, eller tillade nogle af dem at hjælpe os.

Efter vi er døde står vore optegnelser af gerninger stadig åbne, hvis vi har efterladt os gode, dydige børn, bøger eller institutioner, der fortsætter med at gavne andre. Hvis vi har opdraget eller hjulpet til i opdragelsen af mennesker, der gavner menneskeheden, forøges vor belønning; hvis vi efterlader os det, der er ondt, forøges vore synder, lige så længe de bliver ved at skade andre mennesker. Så hvis vi vil hjælpe vore kære i den mellemliggende verden, skal vi være gode arvinger. Ved at hjælpe de fattige, iagttage Islams regler, føre et godt og dydigt liv og særligt ved at bruge af sine midler for at fremme Islam, generel velfærd for muslimer og hjælpe menneskeheden, vil deres belønning blive forøget.

Lyt til fuglene en forårsmorgen, en bæks pludren gennem grønne enge eller dybe dale. Se på skønheden ved iøjenfaldende grønne sletter og træer i blomst. Betragt solen stå op eller gå ned, fuldmånen på en skyfri, klar nat. Alle disse og mange flere ting, som Gud, den Almægtige lægger frem for vore sanser, er blot et enkelt glimt af Hans absolutte og evige Skønhed manifesteret gennem mange slør. Ved at iagttage sådanne manifestationer, som Han gør Sig Selv kendt ved, henrykkes vi.

Midlertidige velsignelser efterlader uudholdelig smerte i vore hjerter, når de forsvinder. Hvis foråret kun viste sig én gang, ville vi sukke efter det, til vi døde. Så en sand velsignelse skal nødvendigvis være evig. I denne verden viser den Evigt Skønne os kun skygger af Hans Skønhed, så vort begær efter at se Dens evige og fuldkomne manifestation vil blive vækket. Derudover vil Han tillade os at se Ham i Paradis, på en måde, der er uden nogen kvalitative og kvantitative mål eller dimension: På den dag vil der være skinnende ansigter, stirrende på deres Herre (75:22-23).

Guddommelig Medfølelse og Omsorg heler sår og sårede hjerter og følelser, får en patient til at komme sig, ender adskillelsens smerter og vender smerte og sorg til glæde og nydelse. De hjælper mennesker og dyr gennem hele deres liv især før og lige efter fødslen. Deres mødres livmor er godt beskyttede hjem, hvori de ernæres direkte, uden at de selv skal foretage sig noget. Efter fødslen forsyner Guddommelig Medfølelse og Omsorg for at nære dem med brystmælk, den bedst mulige mad, og deres forældres følelser af medfølelse og omsorg. Alt dette er blot en enkelt manifestation af Guddommelig Medfølelse og Omsorg.

Selvom Guddommelig Medfølelse og Omsorg omslutter hele universet, møder vi i denne verden skader, sårede følelser, uhelbredelige sygdomme, sult, tørst og fattigdom. Hvorfor? Som ovenfor er svaret, at denne verden ikke kan tage imod den større manifestation af Guddommelig Barmhjertighed og Omsorg. Vor manglende evne til at modtage disse manifestationer såvel som vores uretfærdighed overfor andre og misbrug af vore medfødte evner kommer imellem væsenerne og manifestationerne af Guddommelig Medfølelse og Omsorg. Først og fremmest er døden alle levende væseners skæbne; kun troen på en anden, evig verden kan stoppe den sorg, det vækker i vore hjerter.

Tænk på et atom. Hvordan det er dannet, og dets relationer til andre atomer er forbløffende mirakler. Det er ligeså let for Gud at skabe et solsystem som et atom, som begge ligner hinanden ved deres omkredsende legemer og derpå regulere deres bevægelser og fastlægge deres forhold. På samme måde er en celle ligesom en autonom regering. Den har sine egne departementer, som hver især står i gensidigt forhold til de andre og regeret fra et centrum, ligesåvel som et "finansministerium", der holder styr på dens indtægter og udgifter. Det virker som om, hver celle var ligeså kløgtig som den kløgtigste person på planeten. Derudover er der meget nære og substantielle relationer mellem disse celler, som alle regeres fra ét center: hjernen.

Disse er kun nogle få eksempler på Skaberens Magt. Alting er lige let for Ham. At skabe og varetage universet er ligeså let som at skabe og varetage et atom; hele menneskeheden, det mest vidende og bevidste væsen, ville ikke kunne skabe et atom, om vi så alle samledes om at gøre det. Så hvis den absolut Magtfulde siger, at Han vil ødelægge universet og genopbygge det i en anden form, vil Han gøre det. Gud lyver ikke og er uden mangler, og derfor kan man tro på Hans løfter. Som det står i Koranen:

Dagen for den Endelige Afgørelse og Dom er et fastlagt tidspunkt, en dag, hvor Trompeten lyder, og I kommer i skarer, og himlen står åben og bliver som porte. (78:17-19)

Vi bliver forsynet med det, vi behøver, næsten gratis. Jo mere nødvendigt, en substans er for opretholdelse af livet, des mere findes der af den i naturen og des billigere er den. Vort mest presserende behov er luft, som vi modtager helt gratis. Derefter kommer vand, som er næsten gratis. Gud sender begge disse to ud af Hans endeløse Barmhjertighed, og vi skal overhovedet ikke bidrage med noget. Dertil kommer varme og lys, som vi modtager fra solen, også ganske gratis. Når vi betragter resten af den overflod, Gud forsyner os fra, ser vi, at de er yderst billige. Og stadig forlanger man, at Gud skal udføre et mirakel, for at man måske kan tro på Ham! Det arbejde, vi skal lægge for dagen for at skaffe os disse velsignelser, er minimalt sammenlignet med, hvordan de blev frembragt. Men hvis disse gaver eller velsignelser blot var flygtige og ufuldkomne, ville vor frygt for døden forvandle dem til gift.

Takket være Guds evige Væsen, vil Han sørge for os i evige og stadigt bedre former af gaver gennem Hans Navne og Attributter, ganske gratis. Da disse velsignelser er evige, vil de ikke blive årsag til smerte, fremavlet af vor frygt for døden. For de troende forandrer Han døden til et skifte af verdener, en frigørelse fra verdens pligter, en indbydelse til den evige bolig, Han har forberedt til dem, og et pas til at drage til den bolig.