Most Read in the Category of Bøn

Daggry (tidlig morgen [fajr]) bønnen. Efter at have gjort det, der er nødvendigt, for at bønnen kan accepteres, reciterer man iqama, selv hvis man beder alene. Det kræves ikke af kvinder, at de reciterer iqama. Iqama er som følger:

Allahu akbar (Gud er den Største): 4 gange.

Ashhadu an la ilaha illa'llah (jeg bevidner, at der er ingen gud udover Gud): to gange.

Ashhadu anna Muhammadan Rasululu'llah (jeg bevidner, at Muhammad er Guds Sendebud): to gange.

Hayya 'ala's-salah (kom her, til bøn): to gange.

Hayya 'ala'l-falah (kom her, til frelse): to gange.

Qad qamatu's-salah (nu begynder bønnen): to gange.

Allahu akbar (Gud er den Største): to gange.

La ilaha illa'llah (jeg bevidner, at der ikke er nogen anden gud end Gud): en gang.

Man skal, i adhan, holde en pause mellem hver sætning; men i iqama skal man være hurtig.

Efter iqama gør man sin intention om at bede morgengrybønnen, og mens man fremsiger den indledende takbir, løfter man hænderne op til ørerne med håndfladerne vendt mod qibla, med tommelfingrene i berøring med øreflipperne og anbringer dem derpå (ifølge hanafi'erne) under navlen med højre hånd gribende om venstre håndled. Derpå reciterer man en bøn, som Profeten, må fred være med ham, plejede at begynde sine bønner med, Hanafi'erne foretrækker: Subhanaka'llahumma wa bi-hamdik. Wa tabaraka'smuk. Wa ta'ala jadduk. Wa la ilaha ghayruk (Herlig er Du, oh Gud, og til Dig går al pris. Velsignet er Dit Navn og Din ære allerhøjest. Der er ingen gud udover Dig).

Derefter reciteres Surah al-Fatiha, hvorefter der siges Amin, og dernæst reciteres en del af Koranen. Bøj da fremover og sig: Allahu akbar, og mens man får ro med sin ryg rettet, sig tre gange: Subhana Rabiyya'l-'Azim (Priset være min Herre, den Mægtige). Ret dig derefter op og sig: Sami'a'llahu li-man hamidah (Gud hører den, der priser Ham), og så: Rabbana wa-laka'l-hamd (Vor Herre, og til Dig går al pris). Efter en kort pause gøres prostration og sig: Allahu akbar, med håndfladerne, knæene, tæerne, panden og næsen i kontakt med jorden. I denne stilling reciterer man tre gange: Subhana Rabiyya'l-A'la (Priset være min Herre, den Højeste). Derpå sætter man sig op og siger: Allahu akbar, og efter en kort stund siddende bøjer man sig atter frem i prostration og siger: Allahu akbar. Reciter det samme, som under første prostration. Dette udgør første rak'at i enhver bøn, undtagen Eid bønnen (religiøs fest) og salat al-tasbih (herliggørelsens bøn), som vil blive beskrevet nedenfor.

Rejs dig op fra prostrationen, sigende: Allahu akbar, og udfør da den næste rak'at ligesom den første. Efter den anden prostration sid op og reciter tashahhud eller tahiyyat, der lyder som følger: At-tahiyyatu li'llahi wa's-salawatu wa't-tayyibatu as-salamu 'alayka ayyuha'n-nabiyyu wa rahmatu'llahi wa-barakatuh. As-salamu 'alayna wa 'ala 'ibadi'llahi's-salihin. Ashhadu an la ilaha illa'llah wa ashhadu anna Muhammada 'abduhu wa-rasul-luh (Evighed og alle riger er Guds, og alle velsignelser og gode ting er fra Ham. Må fred være med dig, oh [største] Profet, samt Guds nåde og gaver. Må fred også være med Guds retfærdige tjenere. Jeg bevidner, at der er ingen gud udover Gud, og jeg bevidner også, at Muhammad er Hans tjener og Budbringer).

Derefter påkalder man Guds velsignelser og fred over Hans Budbringer: Allahumma salli 'ala Muhammadin wa 'ala Al-i Muhammad, kama sallayta 'ala Ibrahima wa 'ala Al-i Ibrahim. Innaka Hamidun Majid, Allahumma barik 'ala Muhammadin wa 'ala Al-i Muhammad, kama barakta 'ala Ibrahima wa 'ala Al-i Ibrahim. Innaka Hamidun Majid (Oh Gud, skænk Dine velsignelser over vor lærer Muhammad og Muhammads Familie, ligesom Du skænkede Dine velsignelser til Abraham og Abrahams Familie. I sandhed, Du er den Priste, den Strålende. Oh Gud, send Dine overvældende gaver og lykke til vor lærer Muhammad og Muhammads Familie, ligesom Du sendte dem til Abraham og Abrahams Familie. I sandhed, Du er den Priste, den Strålende).

Derefter bed til Gud. Vælg bønner fra Koranen og bønner fra Guds Budbringer, (fvmh). Derpå giv hilsener ved at vende hovedet til højre og venstre og siger: As-salamu 'alaykum wa rahmatu'llah (fred være med jer, og Guds nåde). Mens du hilser til højre, ret dem da mod de, der sidder til højre (hvis man beder i forsamling) og til den ædle engel, der nedskriver vore gode gerninger, og mens du hilser til venstre, ret dem mod dem, der sidder til venstre (hvis man beder i forsamling) og den ædle engel, der nedskriver vore dårlige gerninger. Men man kan ifølge Bediüzzaman Said Nursi også have til intention, når man hilser til højre, Guds Budbringer, andre Budbringere, de troende medlemmer af deres familier, Ledsagere samt alle andre hellige, rene og lærde mennesker, som er udvandret til den næste verden, og, mens man hilser til venstre, alle troende, der vil komme indtil den Sidste Dag.

Tahajjud bønnen har en yderst vigtig plads blandt de meget anbefalelsesværdige og understregede sunna bønner. Den var obligatorisk for Budbringeren helt fra begyndelsen af hans mission. At afbryde søvnen for Guds skyld og vende sig til Ham med hengivelse og rene følelser om natten er en vældig støtte og kilde til næring for menneskets ånd. Da den Almægtige befalede Budbringeren at bede den, erklærede Han:

Oh du, svøbt i klæder! Stå op for at bede om natten; men ikke hele natten - det halve af den, eller lidt mindre eller lidt mere og reciter Koranen i afmålte, rytmiske toner og med stor omhu og opmærksomhed. Vi skal til at pålægge dig et vægtigt ord. Sandelig, det er det mest kraftfulde og det bedste for beherskelse af sjælen at stå op om natten, og det mest passende for recitation og forståelse af Ordet. Om dagen er der forlængede optagelse af almindelige pligter for dig. Så husk på Guds Navn og nævn Det, idet du hengiver dig fuldstændigt til Ham. Han er østens og vestens Herre. Der er ingen guddom udover Ham. Tag Ham som din Vogter og Fordeler af Anliggender. (73:1-9).

Da enhver muslim er en hengiven Guds tjener og helliget Hans sag, er tahajjudbønnens betydning klar. Ifølge de mest acceptable fortællinger fra Profeten består den, sammen med witr bønnen, af elleve rak'at og udføres i runder på to, ligesom morgenbønnen (Bukhari, "Tahajjud", 10). Selvom witr bønne kan bedes efter den sene aftenbøn, inden man går i seng, så man ikke går glip af den på grund af søvn, er dens foretrukne tid efter tahajjud. Den består af tre rak'at og udføres ligesom aftenbønnen, men med følgende undtagelser:

I den tredje rak'at reciteres en passage fra Koranen og qunut bønnerne efter al-Fatiha. Inden man begynder at bede, fremsiger man takbir (Allahu akbar) ved at løfte hænderne op til ørerne, som når man begynder at bede. Budbringerens rapporterede qunut bønner er: Allahumma inna nasta'inuka wa nastaghfiruka wa nastahdika wa nu'minu bika wa natubu ilayk; wa natawwakkalu 'alayka wa nuthni 'alayka'l-khayra kullahu nashkuruka wa la nakfuruk. Wa nakhla'u wa natruku man yafjuruk. Allahumma iyyaka na'budu wa laka nusalli wa nasjudu wa ilayka nas'a wa nahfidu; anarju rahmataka wa nakhsa 'adhabaka inna 'adhabaka bi'l-kuffari mulhiq (Oh Gud! Vi beder Dig om hjælp, tilgivelse og vejledning. Vi tror på Dig og vender os til Dig i anger over vore synder, og sætter vor lid til Dig. Vi priser Dig ved at tilskrive Dig alle gode ting, og takker Dig og føler aldrig utaknemlighed overfor Dig. Vi forkaster og klipper båndene til de, der er i konstant oprør mod Dig. Oh Gud, Dig alene tilbeder vi, og vi beder og bøjer os for Dig alene. Vi arbejder på Din vej for at opnå Dit velbehag og godkendelse. Vi håber på og forventer Din Nåde og frygter Din straf, for Din straf skal omringe de, som ikke tror på dig).

Daggry (tidlig morgen [fajr]) bønnen. Efter at have gjort det, der er nødvendigt, for at bønnen kan accepteres, reciterer man iqama, selv hvis man beder alene. Det kræves ikke af kvinder, at de reciterer iqama. Iqama er som følger:

Allahu akbar (Gud er den Største): 4 gange.

Ashhadu an la ilaha illa'llah (jeg bevidner, at der er ingen gud udover Gud): to gange.

Ashhadu anna Muhammadan Rasululu'llah (jeg bevidner, at Muhammad er Guds Sendebud): to gange.

Hayya 'ala's-salah (kom her, til bøn): to gange.

Hayya 'ala'l-falah (kom her, til frelse): to gange.

Qad qamatu's-salah (nu begynder bønnen): to gange.

Allahu akbar (Gud er den Største): to gange.

La ilaha illa'llah (jeg bevidner, at der ikke er nogen anden gud end Gud): en gang.

Man skal, i adhan, holde en pause mellem hver sætning; men i iqama skal man være hurtig.

Efter iqama gør man sin intention om at bede morgengrybønnen, og mens man fremsiger den indledende takbir, løfter man hænderne op til ørerne med håndfladerne vendt mod qibla, med tommelfingrene i berøring med øreflipperne og anbringer dem derpå (ifølge hanafi'erne) under navlen med højre hånd gribende om venstre håndled. Derpå reciterer man en bøn, som Profeten, må fred være med ham, plejede at begynde sine bønner med, Hanafi'erne foretrækker: Subhanaka'llahumma wa bi-hamdik. Wa tabaraka'smuk. Wa ta'ala jadduk. Wa la ilaha ghayruk (Herlig er Du, oh Gud, og til Dig går al pris. Velsignet er Dit Navn og Din ære allerhøjest. Der er ingen gud udover Dig).

Derefter reciteres Surah al-Fatiha, hvorefter der siges Amin, og dernæst reciteres en del af Koranen. Bøj da fremover og sig: Allahu akbar, og mens man får ro med sin ryg rettet, sig tre gange: Subhana Rabiyya'l-'Azim (Priset være min Herre, den Mægtige). Ret dig derefter op og sig: Sami'a'llahu li-man hamidah (Gud hører den, der priser Ham), og så: Rabbana wa-laka'l-hamd (Vor Herre, og til Dig går al pris). Efter en kort pause gøres prostration og sig: Allahu akbar, med håndfladerne, knæene, tæerne, panden og næsen i kontakt med jorden. I denne stilling reciterer man tre gange: Subhana Rabiyya'l-A'la (Priset være min Herre, den Højeste). Derpå sætter man sig op og siger: Allahu akbar, og efter en kort stund siddende bøjer man sig atter frem i prostration og siger: Allahu akbar. Reciter det samme, som under første prostration. Dette udgør første rak'at i enhver bøn, undtagen Eid bønnen (religiøs fest) og salat al-tasbih (herliggørelsens bøn), som vil blive beskrevet nedenfor.

Rejs dig op fra prostrationen, sigende: Allahu akbar, og udfør da den næste rak'at ligesom den første. Efter den anden prostration sid op og reciter tashahhud eller tahiyyat, der lyder som følger: At-tahiyyatu li'llahi wa's-salawatu wa't-tayyibatu as-salamu 'alayka ayyuha'n-nabiyyu wa rahmatu'llahi wa-barakatuh. As-salamu 'alayna wa 'ala 'ibadi'llahi's-salihin. Ashhadu an la ilaha illa'llah wa ashhadu anna Muhammada 'abduhu wa-rasul-luh (Evighed og alle riger er Guds, og alle velsignelser og gode ting er fra Ham. Må fred være med dig, oh [største] Profet, samt Guds nåde og gaver. Må fred også være med Guds retfærdige tjenere. Jeg bevidner, at der er ingen gud udover Gud, og jeg bevidner også, at Muhammad er Hans tjener og Budbringer).

Derefter påkalder man Guds velsignelser og fred over Hans Budbringer: Allahumma salli 'ala Muhammadin wa 'ala Al-i Muhammad, kama sallayta 'ala Ibrahima wa 'ala Al-i Ibrahim. Innaka Hamidun Majid, Allahumma barik 'ala Muhammadin wa 'ala Al-i Muhammad, kama barakta 'ala Ibrahima wa 'ala Al-i Ibrahim. Innaka Hamidun Majid (Oh Gud, skænk Dine velsignelser over vor lærer Muhammad og Muhammads Familie, ligesom Du skænkede Dine velsignelser til Abraham og Abrahams Familie. I sandhed, Du er den Priste, den Strålende. Oh Gud, send Dine overvældende gaver og lykke til vor lærer Muhammad og Muhammads Familie, ligesom Du sendte dem til Abraham og Abrahams Familie. I sandhed, Du er den Priste, den Strålende).

Derefter bed til Gud. Vælg bønner fra Koranen og bønner fra Guds Budbringer, (fvmh). Derpå giv hilsener ved at vende hovedet til højre og venstre og siger: As-salamu 'alaykum wa rahmatu'llah (fred være med jer, og Guds nåde). Mens du hilser til højre, ret dem da mod de, der sidder til højre (hvis man beder i forsamling) og til den ædle engel, der nedskriver vore gode gerninger, og mens du hilser til venstre, ret dem mod dem, der sidder til venstre (hvis man beder i forsamling) og den ædle engel, der nedskriver vore dårlige gerninger. Men man kan ifølge Bediüzzaman Said Nursi også have til intention, når man hilser til højre, Guds Budbringer, andre Budbringere, de troende medlemmer af deres familier, Ledsagere samt alle andre hellige, rene og lærde mennesker, som er udvandret til den næste verden, og, mens man hilser til venstre, alle troende, der vil komme indtil den Sidste Dag.

Middags-, eftermiddags- og nattebønnerne (zuhr, 'asr og 'isha'). Når man har gjort alt det nødvendige, for at bønnen kan accepteres, reciter iqama, selv hvis man beder alene. Det kræves ikke af kvinder at recitere iqama.

Derpå udføres de første tro rak'at ligesom i morgengry bønnen, undtaget at når man sidder i den anden rak'at, reciterer tashahhud, rejser sig og siger: Allahu akbar (Gud er den Største). Udfør to mere rak'at uden at recitere den indledende takbir og stående reciter da blot al-Fatiha, det foretrækkes; selvom man, i stedet for al-Fatiha, kan recitere ord af herliggørelse (Subhana'llah), ord af lovprisning (al-hamdu li'llah) og ophøjelse (Allahu akbar); og erklære Guds Ethed (la ilaha illa'llah). Når man sidder i den sidste (fjerde) rak'at, da reciter det, der blev reciteret ved daggry og alle andre bønner. Afslut bønnen ved at give hilsener til højre og venstre.

Aften (maghrib) bønnen. Man begynder bønnen og beder de første to rak'at som beskrevet ovenfor. Efter at have reciteret tashahhud, mens man sidder i den anden rak'at, gøres den tredje rak'at på samme måde som tredje rak'at i middags-, eftermiddags- og sene nattebønnerne. Men efter den anden prostration, sid igen ligesom i den anden (eller sidste siddende) af de andre bønner, eller i anden rak'at i daggrybønnen. Gør det, der gøres i dem.

Enhver fornuftig, voksen muslim skal udføre de fem daglige, foreskrevne bønner, hver indenfor sin egen tid. Koranen omtaler disse tider. For eksempel:

Fastlæg bønnen ved dagens begyndelse og ved dagens slutning, og i nattens vagter tæt på dagen. Med sikkerhed udsletter gode gerninger dårlige gerninger. Dette er (et) råd og en ihukommelse for de opmærksomme, der hører efter. (11:114)

Fastlæg bønnen fra solens nedgang til nattens mørke og (husk altid på) recitation af Koranen ved daggry. Vær forsikrede om at recitation af Koranen ved daggry bevidnes (af engle og hele skabelsen, der vågner til en ny dag). (17:78)

Tål tålmodigt det, de siger, og pris jeres Herre, før solen står op, og før den går ned, og gennem nogle af nattens timer, pris Ham, og på dagens sider, at I må blive fornøjede med den belønning, Gud skal give jer. (20:114)

Priset være Gud, når I kommer til aftenen og hver gang, I står op om morgenen. Al pris er til Ham i himlene og på Jorden, i den sene eftermiddag og hver gang, I når til middag. (30:17-18)

Disse vers afgrænser de fem foreskrevne bønner. De bønner, der skal fastlægges ved dagens sider, ved dens begyndelse og ende fra solens nedgang til nattens mørke, er middags- og eftermiddagsbønnerne. Det oprindelige ord for "nattens vagter tæt på dagen" er zulef, som er flertal. På arabisk indbefatter flertal altid mindst tre ting, så det kan konkluderes, at det henviser til de tre bønner, der skal gøres om natten (d.v.s. om aftenen, den sene aften og morgengry bønnerne). Disse fem bønner blev foreskrevet muslimerne under Budbringerens Opstigning i hans Budbringerskabs niende år, 4 år før Hijra.

Vers 17:78 hentyder også til de fem daglige foreskrevne bønner og tiden for hver af dem. Solens nedgang betyder solens passage over zenit og peger derfor på middagsbønnen. Efter middagsbønnen kommer eftermiddagsbønnen. Umiddelbart efter solnedgang og det er blevet aften bedes aften- og sen aftenbønnerne, henholdsvis. Verset nævner særligt morgenbønnen på grund af dens vigtighed og gør opmærksom på recitation af Koranen i den, for Budbringeren under Guddommelig Åbenbaring plejede at forlænge sin recitation under denne bøn.

Nogle hadith (f. eks. Tirmidhi, "Salat", 1) gengiver Budbringerens udtalelser om det nøjagtige tidspunkt for hver bøn. Ifølge disse hadith, såvel som Profetens og hans Ledsageres praksis, er tiden for hver bøn som følger:

• Fajr (daggry eller tidlig morgen) bønnen udføres fra daggry indtil solopgang.
• Zuhr (middag) bønnen udføres, når solen passerer sin zenit, indtil et menneskes skygge har samme længde som dette menneskes højde.
• 'Asr (eftermiddags) bønnen gøres, når personens skygge er lige så lang som han/hun selv indtil solen begynder at blive gul.
• Maghrib (aften) bønnen udføres ligeså længe, tusmørket varer, indtil fuldstændigt mørke.
• 'Isha' (natte) bønnen begynder med slutningen på tusmørket og fortsætter indtil kort før daggry.
• Jumu'ah bønnen foretages ved tiden for middagsbønnen om fredagen. Tiden for 'Eid (religiøse festligheder) bønnerne er omkring tre kvarter efter solopgang på 'Eid-dagene. Tiden for dem varer indtil, solen når zenit.

Af Isa Kuyucuoglu

Vi ved, at der er forskel på mennesker og andre væsner. Mennesket er det eneste væsen, der kan lave redskaber. Mennesket er også et tænkende og troende væsen. Vi kan tænke på den verden, vi lever i. Når vi tænker, forstår vi, at der er en grund til, at vi lever i denne verden.

Allah har skabt alt i universet for vores skyld. Alt står i menneskets tjeneste. Jorden er der for vores skyld. Alle mulige frugter og grøntsager er til for mennesker. Alle mulige dyr er også i vores tjeneste. Vandet løber for vores skyld, ilden giver varme for vores skyld. Vand, luft, jord og naturens grundstoffer er til for mennesker.

 Mennesket finder alt i naturen klar til brug. Allah ønsker, at man bruger naturens råstoffer og ressourcer uden at odelægge dem eller lade dem gå til spilde.

 Alle disse utallige muligheder er ikke givet til os uden grund. Der'er én, der ejer alle disse ressourcer. Den Almægtige, Barmhjertige Allah ejer i virkeligheden alt i universet. Allah har givet os alle disse ting, men Han kræver også, at vi bruger dem respektfuldt og på en fornuftig måde.

Menneskets vigtigste opgave er at kende Den Almægtige Allah. Alt er Hans og tilhører Ham. Vi er taknemmelige overfor Ham, der skabte alle ting på re Jorden. Al tak må også være til Ham. At tro og sige dette er en del af vores opgaver.

Ved at bede til Allah betaler man på en måde sin gæld tilbage. Man takker Allah for de ting som han har givet os.

Man forstår, at Allah har skabt alt. Man forstår, at der er en mening med livet. Denne bevidsthed binder muslimer til Allah. Dette får dem til bede til ham.

Enhver fornuftig, voksen muslim skal udføre de fem daglige, foreskrevne bønner, hver indenfor sin egen tid. Koranen omtaler disse tider. For eksempel:

Fastlæg bønnen ved dagens begyndelse og ved dagens slutning, og i nattens vagter tæt på dagen. Med sikkerhed udsletter gode gerninger dårlige gerninger. Dette er (et) råd og en ihukommelse for de opmærksomme, der hører efter. (11:114)

Fastlæg bønnen fra solens nedgang til nattens mørke og (husk altid på) recitation af Koranen ved daggry. Vær forsikrede om at recitation af Koranen ved daggry bevidnes (af engle og hele skabelsen, der vågner til en ny dag). (17:78)

Tål tålmodigt det, de siger, og pris jeres Herre, før solen står op, og før den går ned, og gennem nogle af nattens timer, pris Ham, og på dagens sider, at I må blive fornøjede med den belønning, Gud skal give jer. (20:114)

Priset være Gud, når I kommer til aftenen og hver gang, I står op om morgenen. Al pris er til Ham i himlene og på Jorden, i den sene eftermiddag og hver gang, I når til middag. (30:17-18)

Disse vers afgrænser de fem foreskrevne bønner. De bønner, der skal fastlægges ved dagens sider, ved dens begyndelse og ende fra solens nedgang til nattens mørke, er middags- og eftermiddagsbønnerne. Det oprindelige ord for "nattens vagter tæt på dagen" er zulef, som er flertal. På arabisk indbefatter flertal altid mindst tre ting, så det kan konkluderes, at det henviser til de tre bønner, der skal gøres om natten (d.v.s. om aftenen, den sene aften og morgengry bønnerne). Disse fem bønner blev foreskrevet muslimerne under Budbringerens Opstigning i hans Budbringerskabs niende år, 4 år før Hijra.

Vers 17:78 hentyder også til de fem daglige foreskrevne bønner og tiden for hver af dem. Solens nedgang betyder solens passage over zenit og peger derfor på middagsbønnen. Efter middagsbønnen kommer eftermiddagsbønnen. Umiddelbart efter solnedgang og det er blevet aften bedes aften- og sen aftenbønnerne, henholdsvis. Verset nævner særligt morgenbønnen på grund af dens vigtighed og gør opmærksom på recitation af Koranen i den, for Budbringeren under Guddommelig Åbenbaring plejede at forlænge sin recitation under denne bøn.

Nogle hadith (f. eks. Tirmidhi, "Salat", 1) gengiver Budbringerens udtalelser om det nøjagtige tidspunkt for hver bøn. Ifølge disse hadith, såvel som Profetens og hans Ledsageres praksis, er tiden for hver bøn som følger:

Fajr (daggry eller tidlig morgen) bønnen udføres fra daggry indtil solopgang.

Zuhr (middag) bønnen udføres, når solen passerer sin zenit, indtil et menneskes skygge har samme længde som dette menneskes højde.

'Asr (eftermiddags) bønnen gøres, når personens skygge er lige så lang som han/hun selv indtil solen begynder at blive gul.

Maghrib (aften) bønnen udføres ligeså længe, tusmørket varer, indtil fuldstændigt mørke.

'Isha' (natte) bønnen begynder med slutningen på tusmørket og fortsætter indtil kort før daggry.

Jumu'ah bønnen foretages ved tiden for middagsbønnen om fredagen. Tiden for 'Eid (religiøse festligheder) bønnerne er omkring tre kvarter efter solopgang på 'Eid-dagene. Tiden for dem varer indtil, solen når zenit.

Ghusl betyder stor kanonisk afvaskning eller en fuldstændig vask af kroppen. Den er obligatorisk efter samleje, selvom det kun er spidsen af penis, der trænger ind i kvindens vagina.

Det er højst anbefalelsesværdigt at tage en ghusl hver fredag inden fællesbønnen, for det gjorde Profeten altid. Før man påbegynder ghusl, skal man gøre intentionen om at udføre den og, hvis man vil bede sin bøn derefter, også indbefatte den (i intentionen).

Ting, der er Forbudt for en Rituelt Uren Person

Folk, der er i den tilstand, kan ikke bede, gå rundt om Ka'ba'en (tawaf), træde ind i en moské eller et sted for tilbedelse, hvis ikke det er nødvendigt, eller berøre Koranen eller nogle af dens vers, undtagen med en ren klud eller lignende.

Hvad Gør Éns Ghusl Gyldig?

At grundigt rense munden, så den er renset grundigt overalt.

Rense næsen op til næsebenet.

Vaske alle legemets dele grundigt, inklusive håret.

Den bedste måde at udføre ghusl på er følgende:

Have intentionen (niyyat) om at rense legemet for (rituel) urenhed, mens man vasker sig.

Vaske hænderne op til håndleddene.

Vaske kønsorganerne grundigt.

Fjerne alt smuds fra samtlige kropsdele.

Udføre rituel afvaskning.

Vaske alle kroppens dele tre gange, indbefattet håret grundigt. Ingen del, ikke engang som et nålestik, må forblive tørre. Det er ikke obligatorisk at gnide og presse kroppen.

De to 'Eid bønner anses som nødvendige (wajib), og bedes på de to årlige festdage: 'Eid al-Fitr (der markerer Ramadanens slutning) og 'Eid al-Adha (den 10. Dhu al-Hijja, Offerdagen). Den første varer 3 dage og den sidste 4.

De Religiøse Festdage. De dage besøger muslimerne hinanden, lykønsker og giver gaver og viser større gavmildhed ved at ære de ældre og glæder de nødlidende og børn især. De morer sig indenfor de religiøse og moralske grænser, beskæftiger sig med at recitere Koranen, nævne Guds Navne og bønner. Det tilrådes at udføre ghusl (stor afvaskning) og bære sine bedste klæder og religiøst tilladt parfume. På Offerdagen ofrer de kvæg, får eller geder til Gud som et offer, som det vil blive forklaret nedenfor.

Bønnen. 'Eid bønnerne kan bedes fra når solen er tre spyd over horisonten (omtrent tre kvarter efter solopgang) til den når sit zenit. Alle mænd, kvinder (uagtet ægteskabelig stand, alder eller om de har menstruation) samt børn går hen til bedestedet. Menstruerende kvinder deltager ikke i bønnen. Der er ingen adhan eller iqama, som der er i Fredagsbønnen.

At bede 'Eid bønnen. 'Eid bønnen består af to rak'at og bedes ligesom Fredagsbønnen bortset fra nogle ekstra takbir (Allahu akbar [Gud er den Største]). Ligesom ved andre bønner gør imamen og forsamlingen intentionen og den indledende takbir og beder derefter anmodningen (supplikationen) i stilhed. Efter anmodningen og før recitationen af al-Fatiha leder imamen forsamlingen i tre ekstra takbir ved at løfte hænderne, mens han fremsiger den første takbir. Efter de første to takbir sænker de armene lidt, og efter den tredje holder de hænderne under navlen og begynder at recitere al-Fatiha. Efter at have gjort den første rak'at færdig og recitation af al-Fatiha og en anden passage fra Koranen i den anden rak'at leder imamen forsamlingen i ekstra takbir igen. Denne gang siger de fire takbir og lader armene falde efter de første tre, bøjer de sig efter den fjerde. Derpå gør de bønnen færdig.

Gudstjeneste. Efter bønnen giver imamen en prædiken, på samme måde som han gør ved en Fredagsbøn.

Takbir under 'Eid. Muslimer skal ophøje Gud på Offerfest dagene ved at sige: Allahu akbar, Allahu akbar; la illaha illa'llahu wa'llahu akbar; Allahu akbar wa li'l-lahi'l-hamd (Gud er den Største, Gud er den Største. Der er ingen anden guddom end Gud, og Gud er den Største. Gud er den Største og til Ham går al pris.). Det siges efter hver foreskrevet bøn efter daggry bønnen dagen før Festdagen, og slutter efter eftermiddagsbønnen på 'Eids fjerde dag.

Hver tid til bøn er åbningen af et betydningsfuldt vendepunkt, et spejl af den Guddommelige anvendelse af magt, såvel som den universelle Guddommelige gavmildhed deri. Vi bliver bedt om at bede på disse særlige tidspunkter for at give mere beundring og glorifikation til den Magtfuldeste Ene af Majestæt og at takke endnu mere for de gaver, der er blevet samlet mellem to perioder. For bedre at kunne forstå denne subtile og dybtgående mening lidt bedre, betragt da disse fem punkter:

Punkt Et. Hver bøn står for prisen, herliggørelse og taknemlighedsfølelse overfor Gud. Vi herliggør Ham ved at sige subhan Allah (al herlighed er Guds) i ord og handling i bevidsthed om Hans Majestæt. Vi ophøjer og forstørrer Ham ved at sige Allahu Akbar (Gud er den Største) i ord og handlinger i bevidsthed om Hans Fuldkommenhed. Vi takker Ham ved at sige al-hamdu lillah (al pris er Guds) med hjerte, tunge og legeme i bevidsthed om Hans Nåde. Fra dette kan vi konkludere, at bønnens hjerte består i at glorificere, ophøje, prise og takke. Derfor er disse tre udtryk til stede i alle ord og handlinger hos de, der beder. Derudover gentages de, efter hver bøn, 33 gange hver for at bekræfte og fuldstændiggøre bønnens hensigt. Meningen med bønnen udtales sammenhængende med disse præcise ytringer.

Punkt To. Vi er Guds tjenere, I bevidstheden om vore defekter, svaghed og armod i det Guddommelige Nærvær, bøjer vi os i kærlighed og ærefrygt for Hans Overhøjheds fuldkommenhed, Hans Guddommelige Kraft, hvoraf hver eneste skabning er afhængig af Hans Guddommelige Medfølelse. Ligesom Hans Overherredømmes ophøjethed forlanger hengivelse og lydighed, kræver Hans Hellighed, at vi ser på vore fejl og søger Hans tilgivelse, at erklære at Han ikke har nogen fejl, og at de uvidendes falske bedømmelser er betydningsløse, og at Han er hinsides Sine skabningers fejltrin.

Hans Krafts Perfektion forlanger, at vi, idet vi indser vor svaghed og alle væseners hjælpeløshed, udbryder: "Gud er den Største!" i beundring og forundring foran den Evigt Efterstræbtes værkers majestæt. Idet vi bøjer os i ydmyghed, bør vi søge tilflugt i Ham og sætte vor lid til Ham. Hans Medfølelses grænseløse skatte kræver, at vi erklærer vor og alle væseners nød ved at bede og anmode om Hans hjælp, og at vi erklærer Hans velsignelser gennem lovprisning og taknemlighed ved at udtale al-hamdu-lillah. Kort sagt omfatter bønnens ord og handlinger alle disse betydninger og blev således beordret og arrangeret af Gud.

Punkt Tre. Ethvert menneske er en miniature af universet. På samme måde er Koranens første Surah (kapitel), Surat al-Fatiha, en illumineret miniature af hele Bogen og bønnen er et lysende indeks, der involverer alle slags tilbedelse, et helligt kort der peger på forskelligartede slags tilbedelse, der praktiseres af alle levende væsener.

Punkt Fire. Den fortløbende opdeling af dagen og natten, såvel som vort livs år og faser, virker som et stort urs hjul og trisser. For eksempel:

Tidspunktet for fajr (før solopgang) kan sammenlignes med forårets fødsel, det øjeblik, da spermen søger tilflugt i den beskyttende livmoder eller med de første af de 6 fortløbende dage, under hvilke himlene og Jorden blev skabt. Det ridser op, hvordan Gud anvender Sin Kraft og handler i sådanne tider og begivenheder. Tiden for zuhr (lige over middag) kan sammenlignes med færdiggørelsen af ungdommen, midten af sommeren, eller perioden for menneskets skabelse i verdens tidshorisont. Den peger også på Guds medfølende manifestationer og overvældende velsignelser i disse begivenheder og tider.

Tiden for 'asr (eftermiddag) minder om efteråret, alderdom og tiden for den Sidste Profet (Glædens Tidsalder). Den minder om de Guddommelige handlinger og den Barmhjertiges gaver i dem. Tiden for maghrib (solnedgang eller aften) minder os om mange skabningers nedgang ved slutningen af efteråret og også om vor egen død. Således advarer den os om verdens ødelæggelse ved begyndelsen af Genopstandelsen, lærer os at forstå manifestationen af Guds Majestæt og vækker os fra ligegyldighedens dybe søvn.

Tiden for  'isha' (nat eller sen aften) minder os om mørkets verden, der indhyller alle dagens genstande i dens mørke kappe, og vinteren, der dækker den døde Jords overflade med dens hvide kappe. Den minder os om de dødes værker, der glemmes, og peger på denne prøvelsernes arena uundgåelige, fuldstændige nedgang. Dermed forkynder 'isha' den Overskyggende Majestæts frygtindgydende gerninger. Natten minder os om vinter, graven, den Mellemliggende Verden og hvor meget vor ånd behøver den Nådiges Nåde. Den sene nats tahajjud bøn minder os og advarer os om, hvor nødvendig denne bøns lys vil være i gravens mørke. Ved at genkalde den Sande Skænkers uendelige overflod, der er givet gennem disse ekstraordinære begivenheder, bekendtgør den, hvor værdig Han er til pris og taknemlighed.

Den næste morgen peger på den morgen, der følger Genopstandelsen. På samme måde som morgenen følger efter natten og foråret kommer efter vinteren, kommer morgenen efter Genopstandelsen eller "foråret" efter det mellemliggende liv.

Vi forstår, at hver tildelt bønnetid er begyndelsen på et vitalt vendepunkt og minder os om de større omdrejninger eller vendepunkter i universets tilværelse. Gennem de daglige ærefrygtindgydende fordelinger af den Evigt Efterstræbtes Kraft minder bønnetiderne os om den Guddommelige Krafts mirakler og den Guddommelige Nåde's gave uden hensyn til tid og sted. Så de foreskrevne bønner, der er en medfødt pligt, tilbedelsens fundament og en utvivlsom forpligtelse, passer allerbedst til disse tidspunkter.

Punkt Fem. Vi er skabt svage, alligevel involverer alting os og påvirker os og giver os sorg. Vi har ingen kraft og bliver alligevel udsat for plager og fjender. Vi er yderst fattige, og dog har vi mange behov. Vi er dovne og uduelige, alligevel er livets byrde tung. Ved at være mennesker er vi forbundet med hele verden, og alligevel forsvinder det, vi elsker og er vant til og den følgende sorg giver os smerte. Vor mentalitet og sanser inspirerer os til glorværdige foretagender og evige fortjenester, men vi er inkapable, utålmodige, kraftesløse og har blot en kort livslængde.

Udfra alt dette bliver adskillige ting klare:

Fajr bønnen er væsentlig, for vi må fremlægge en ansøgning, før dagens aktiviteter begynder. Gennem bøn og anråbelser må vi anmode den Kraftfulde Majestæts Domstol, den Nådige Medfølende om succes og hjælp. Sådan en støtte er nødvendig for at klare og udholde de besværligheder og byrder, der venter os.

Zuhr bønnen er væsentlig, for det er da, dagen begynder at bevæge sig fremad for at fuldføre sin kurs. Folk tager en pause fra deres aktiviteter. Ånden behøver en pause fra tankeløsheden og uophørligheden, der forårsages af hårdt arbejde, og Guddommelige gaver er fuldt manifesterede. At bede ved denne tid er godt, nødvendigt, behageligt og passende. Denne bøn letter trykket fra dagliglivets pres og tankeløshed. Vi står ydmygt overfor den Virkelige Giver af velsignelser, udtrykker taknemlighed og beder om Hans hjælp. Vi bøjer os for at vise hjælpeløshed overfor Hans Stråleglans og Vælde og kaster os ned for at erklære vor ærefrygt, kærlighed og ydmyghed for Hans evigtvarende Perfektion og uforlignelige Nåde.

'Asr bønnen ligner og genkalder efterårets sørgmodige årstid, alderdommens beklagelige tilstand og den urolige periode ved tidens ende. Dagens opgaver er overstået, og de Guddommelige gaver, man har modtaget den dag (f. eks. sundhed, sikkerhed og god tjeneste på Guds vej), har samlet sig sammen til en stor sum. Det er også tidspunktet, hvor sollyset dæmpes ned og beviser, at alle ting er forgængelige. Vi, som længes efter evighed, er skabt for den og viser ærbødighed overfor de gaver, vi har modtaget, sørger også over adskillelser. Så vi rejser, laver wudu' (afvaskning) og beder.

Derfor er det en ophøjet pligt at bede 'asr, en passende tjeneste, en rimelig måde at betale sin taknemlighedsgæld på og en behagelig fornøjelse. Vi opnår ro i sindet og finder sand trøst og åndelig lethed ved at bede den Evigtvarendes, den Evigt Selvopholdendes Evige Hof og ved at søge tilflugt i Hans uendelige Nåde, med taksigelser og lovprisninger for Hans talløse gaver, ydmygt bøjede for Hans Herredømmes Magt og Stråleglans og falder ydmygt på knæ for Hans Evige Guddommelighed.

Aftenen minder os om vinterens begyndelse, den sørgelige afsked med sommerens og efterårets skabninger og vor sorgfulde afsked med de elskede, der dør. Solens lampe er udslukt, og Jordens indbyggere vil udvandre til den næste verden, der følger på denne verdens ødelæggelse. Den er ligeledes en alvorlig advarsel til de, der beundrer flygtige, tidsbegrænsede elskede, som hver især vil dø.

I sin egentlige natur længes menneskets ånd efter en Evig Skønhed. Under denne bøn vender den sig til det Evige Væsen, Som skaber alting og giver det form, Som hersker over vældige himmellegemer. På dette tidspunkt nægter menneskets ånd at stole på noget som helst endeligt, og råber Allahu Akbar (Gud er den Største). Derpå, i Hans Nærvær, siger vi al-hamdul illah (al lovprisning til Gud) for at prise Ham i bevidsthed om Hans pletfrie Perfektion, uforlignelige Skønhed og Ynde og uendelige Nåde.

Ved derefter at erklære: Dig alene tilbeder vi, og fra Dig alene søger vi hjælp (1:5), tilbyder vi vor tilbedelse, Hans uassisterede Herredømme, patrnerløse Guddommelighed og udelte Overophøjethed. Idet vi bøjer os for Hans uendelige Storhed, grænseløse Kraft og perfekte Ære og Stråleglans, viser vi sammen med resten af skabelsen vor svaghed og hjælpeløshed, ydmyghed og armod ved at sige: "Æret være min Herre, den Mægtige." Ved at kaste os på jorden i bevidsthed om den udødelige Skønhed og Ynde i Hans Essens, Hans uforanderlige hellige Attributter og Hans konstante evigtvarende Perfektion, erklærer vi, gennem frakobling af alt, der ikke er Ham, vort tjenstvillighed i undren og selvunderkastelse. Ved at finde en Overskøn Permanent, en Medfølende Evig En, Som vi kan sige til: "Priset være min Herre, den Mest Ophøjede," idet vi erklærer vor Mest Ophøjede Herre fri for enhver mangel eller fejl.

Derefter sidder vi ærbødigt og giver villigt alle skabningers lovprisninger og glorikationer til den Evige, Kraftfulde og Majestætiske Ene. Vi beder også Gud om at skænke fred og velsignelser over Sin hellige Budbringer med henblik på at forny vor troskab med ham, erklære vor lydighed overfor Hans befalinger og forny og styrke vor tro. Ved at iagttage universets viise orden bevidner vi Skaberens Eethed og Muhammads Budbringergerning, (fvmh), indvarsleren af Guds Lederskabs herredømme, forkynder af det, der glæder Ham og fortolkeren af Universets Bogs tegn eller vers.

Udfra dette, hvordan kan vi være sandt menneskelige, hvis ikke vi indser, hvad aftenbønnen repræsenterer: en behagelig pligt, en værdifuld og velbehagelig tjeneste, en fin og smuk tilbedelse, en alvorlig sag, en betydningsfuld konversation med Skaberen og en kilde til glæde i dette forgængelige gæstehus?

Tiden for 'isha' (natten), når natten dækker Jorden, minder os om de mægtige anvendelser af Guds Herredømme som Ændreren af Nat og Dag. I vore sind fremkalder den Perfekt Viise's Guddommelige aktiviteter som solens og månens Betvinger, som det ses, når Han vender dagens hvide side til nattens sorte side, og når Han ændrer sommerens smukt farvelagte skriveri til vinterens frosne, hvide side. Den minder os om Guds majestætiske kontrol og yndefulde manifestationer som Himlenes og Jordens Skaber, og at denne snævre, dødelige og lavtstående verden vil blive ødelagt. Det samme gælder for udfoldelsen af den vide, evige og majestætiske verden i det Hinsidige. Den advarer også om, at kun den Ene, Som så let vender dag til nat, vinter til sommer og denne verden til den næste, kan være universets Ejer og Sande Mester. Kun Han er værdig til at blive tilbedt og sandt elsket.

Om natten må vore sjæle, der er hjælpeløse og svage, fattige og nødlidende, kastet hid og did af omstændighederne og hvirvlet fremad mod en ukendt fremtid, udføre 'isha' bønnen. Vi siger, ligesom Abraham: Jeg elsker ikke de, der går ned (6:76). Vi søger tilflugt i den Evigtlevende, den Altid Tilbedte, den Evigt Elskede's Hof. Fra vort flygtige liv i denne mørke, forgængelige verden og mørke fremtid, anråber vi den Vedvarende, Evige Ene. I et øjebliks endeløs konversation, nogle sekunders udødeligt liv, søger vi den Nådige og Barmhjertige's gunst. Vi beder om Hans vejlednings lys, der vil oplyse vor verden og vor fremtid og forbinde smerten fra alle væseners og venners nedgang.

Vi glemmer verden, som har forladt os for natten, og hælder vort hjertes sorg ud hos Nådens Domstol. Før den dødlignende søvn indtræder, hvorefter hvad som helst kan ske, udfører vi vor "sidste" pligt af tilbedelse. For at afslutte vor dags aktiviteter i et gunstigt toneleje beder vi og træder ind i den Evigt Elskedes og Tilbedte's nærvær, frem for de dødeliges, som I elskede dagen lang; den Kraftfulde og Generøse's nærvær, frem for de kraftløse væsener, som vi tiggede fra dagen lang; og den Barmhjertige Beskytter's nærvær i håb om at blive frelst fra de skadelige væseners ondskab, som vi har skælvet for dagen lang.

Vi begynder bønnen med Surat al-Fatiha, der priser lovprisning af verdenernes Herre, Perfekt og Selvopholdende, Medfølende og Generøs. Vi bevæger os videre til Dig alene tilbeder vi (1:5). Det betyder, at på trods af vor ubetydelighed og ensomhed, forårsager vor forbindelse med Dommedagens Ejer, den Evigt Suveræne, at vi bliver behandlet som en forkælet gæst og betydningsfuld officer. Gennem Dig alene tilbeder vi og hos Dig alene søger vi hjælp (1:5), tilbyder vi Ham alle skabningers tilbedelse og søger Hans støtte til dem. Ved at sige Vejled os til den Rette Vej (1:6), beder vi om at blive ført til evig glæde og den strålende vej.

Når vi siger "Gud er den Største", bøjer vi os og tænker på den Majestætiske Ene's Storhed, Som befaler skjulte sole og vækker stjerner, der er som individuelle soldater, underlagt Hans kommando, præcis ligesom planterne og dyrene, der nu er faldet i søvn, og er Hans lamper og tjenere i denne verden.

Vi tænker på alle skabningers universelleprostration. Det betyder at, ligesom skabningerne, der sover om natten, når hele skabelsen i en bestemt æra eller periode fritages for pligten til tilbedelse ved befalingen "Vær!" og det knæler, som en velordnet hær af lydige soldater, og bliver sendt ind i det Usetes Verden på dødens tæppe i fuldkommen orden, idet de siger: "Gud er den Største". Den bliver genoplivet om foråret ved et vækkende, livgivende trompetstød fra befalingen "Vær!" og det er og rejser sig for at tjene deres Herre. Den ubetydelige menneskehed fremsætter den samme erklæring i nærvær af Fuldkommenhedens Nådige Ene, den Yndige Barmhjertige Ene, i himmelfalden kærlighed, evighedsfarvet ydmyghed og ærefuld selvudslettelse. Derefter gør vi vor prostration og opnår en slags Opstigning.

Således peger hvert bønnetidspunkt på en vældig omdrejning, er et tegn på Herrens utrolige aktivitet og et fingerpeg om de universelle Guddommelige rigdomme. Og således er denne sag et resultat af perfekt visdom.

De særlige bønner under Ramadanen, der kendes som tarawih, er sunna for både mænd og kvinder og skal udføres efter den foreskrevne sene aftenbøn, men inden witr bønnen. Almindeligt accepteres det, at den består af 20 rak'at og udføres i runder med hver 2 rak'at.

Man kan udføre tarawih bønner i forsamling eller alene. Flertallet af lærde foretrækker dog, at man beder den i fællesskab. Budbringeren, (fvmh), bad den i forsamling, men holdt op med det, da han frygtede, det ville blive gjort obligatorisk. 'Umar fastlagde den praksis, hvor man beder tarawih bag en imam.

De syges bøn (Salat al-Marid)

Den, der ikke kan stå op på grund af sygdom eller anden gyldig grund, kan bede siddende. Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan man bede, mens man ligger på sin højre side og gøre håndbevægelser. I det tilfælde skal bevægelserne for sajda være lavere end for ruku'.

Bønnen for Tider med Frygt eller Fare (Salat al-Khawf)

Alle lærde er enige om legaliteten af sådanne bønner:

(Oh Budbringer!) Når du er blandt de troende (som er på en ekspedition og frygter, at de vantro skal skade dem) og rejser dig for at lede bønnen for dem, lad da en gruppe af dem stå i bøn sammen med dig og beholde deres våben (mens du lader den anden gruppe indtage deres stillinger overfor fjenden). Når den første gruppe har gjort prostrationer (og afsluttet rak’at), lad dem da gå bag dig (for at indtage deres stillinger overfor fjenden) og lad den anden gruppe, som ikke har bedt, komme frem og bede sammen med dig, idet de er fuldt på vagt og bevæbnede. De vantro ønsker, at I skal være sløset med jeres våben og jeres udstyr, så de kan falde over jer i et overraskelsesangreb. Men det skal ikke dadles jer, hvis I lægger jeres våben til side (under bøn), hvis I besværes af regn (og jorden forsinker jeres bevægelser), eller hvis I er syge. Men vær (altid) forberedt på farer. Gud har visseligt beredt en skamfuld, ydmygende straf til de vantro. (4:102)

En rejsendes bøn (Salat al-Musafir)

Hvis man begynder på en rejse på mindst tre dages varighed, forkorter man de foreskrevne bønner med fire rak'at (middags-, eftermiddags- og aftenbønner) og udfører dem med 2 rak'at ligesom i morgengrybønnen. Eftersom man dengang hovedsagelig rejste til fods, og man anslog en dagsrejse til 6 timer, regnede man en tre dages rejse til fods for 90 kilometer. Imidlertid mener mange nutidige lærde, at eftersom mange mennesker i vore dage rejser med bus og tog kan de ovennævnte bønner kun forkortes, hvis man rejser længere bort end 1200 kilometer.

Rejsende defineres som mennesker, der har forladt deres hjem og deres by. Så længe de er på rejse, kan de ovennævnte bønner forkortes. Hvis de kommer til et sted og har til hensigt at blive der i mindre end 15 dage, betragtes de som rejsende og har derfor tilladelse til at forkorte deres bønner som ovenfor beskrevet. Hvis de stadig er der efter den femtende dag af årsager udenfor deres kontrol, selvom de havde intention om kun at blive kortere end det, betragtes de stadig som rejsende og kan forkorte de passende bønner. De fleste lærde mener, at rejsende kan bede sunna og frivillige bønner uden at forkorte dem.

Hovedårsagen til forkortelsen af de ovennævnte bønner er rejsen, ikke rejsens vanskeligheder. Derfor forkorter man bønnerne, selvom der ikke er nogen vanskeligheder på rejsen. Grunden til at fastlægge en regel adskiller sig fra dens formodede visdom og nytte. Visdom eller nytte er grunden til, at man foretrækker den, mens årsagen kræver dens eksistens. Så rejsende muslimer forkorter deres bønner. Årsagen til denne Guddommelige dispensation er rejsen, og den underliggende visdom er rejsens vanskeligheder. Derfor forkortes bønnerne, også selvom man ikke møder nogle vanskeligheder, for årsagen eksisterer (stadig). Muslimer, der møder vanskeligheder hjemme, kan ikke forkorte deres bønner, for visdommen eller nytten kan ikke være årsagen til denne dispensation.

De, der rejser, skal bede, uanset om de befinder sig ombord på et skib, et tog eller et fly, hvis man går glip af bønnen, før man kan nå et sted, hvor man kan bede den.

Adhan kalder muslimerne til bøn. Selvom den kun består af få ord, dækker den troens essens, udtrykker islamisk praksis, er en form for tilbedelse og er et af Islams kollektive symboler, der viser, at det sted, den høres, er muslimer. Den udføres ved begyndelsen af hver foreskreven bøns tidsramme, og bør gøres af den mand, der kan gøre det på den bedst mulige måde. Selv hvis man udfører bønnen alene, tilrådes man på det kraftigste at gøre den før man begynder at bede.

Orden i adhan er som følger:

Allahu Akbar (Gud er den Største); 4 gange.

Ashhadu an la ilaha illa'llah (jeg bevidner at der ikke er nogen gud udover Gud): to gange.

Ashhadu anna Muhammadan Rasulu'llah (jeg bevidner, at Muhammad er Guds Budbringer): to gange.

Hayya 'ala´s-salah (kom her, til bøn): to gange.

Hayya 'ala'l-falah (kom her, til frelse): to gange.

Allahu Akbar (Gud er den Største): to gange.

La ilaha illa'llah (jeg bevidner, at der ikke er nogen gud udover Gud): én gang.

Adhan for daggry (tidlig morgen) bønnen indeholder as-salatu khayrun mina'n-nawm (bøn er bedre end søvn) [to gange] efter hayya 'ala'l-falah (kom her, til frelse). Guds Budbringer anbefaler på det stærkeste, at vi beder, når vi har gjort adhan.

Af Isa Kuyucuoglu

En muslim tror, at der er gode grunde til at bede Allah. Der er mange ting, som man får ud af at bede. Personer, der beder, har god samvittighed, fordi de føler, at de har udført deres opgave og gjort deres pligt. Disse personer værdsætter alt det, som Allah har givet dem. At få Allahs barmhjertighed gør mennesker meget mere lykkelige.

 Når man tror på Allah, holder man sig væk fra de onde gerninger. Islam, der ser renhed som noget meget vigtigt, siger, at den indre renlighed er lige så vigtigt som den ydre. En muslim, der er renlig, og som har moral, er et eksempel for personer omkring ham.

At tro på Allah er den bedste egenskab, som en muslim har. Man lever efter denne tro. I hele sit liv er man bevidst om denne tro, som man har på Allah. Hvis man tænker på at gøre noget ondt, advarer troen én og man tænker på Allahs forbud. Menneskets bønner hjælper med at huske Allah. Man prøver gennem hele sit liv at holde sig fra det onde og vende sig mod det gode. Hvis man kan gøre dette, bliver man et menneske, der er fyldt med kærlighed og med høj moral.

Ved at bede, vinder man Allahs accept, kærlighed og velsignelse. Allah giver uendelige goder til det menneske, der tilbeder Ham.

Det bedste eksempel, man kan følge på Guds vej, er Profeten Muhammed (fvm.), der viste den rette vej. For ham var det også meget vigtigt at tilbede Allah. Muhammed (fvm) ønskede, at man opfylder sine forpligtelser.

Muslimerne bør, ifølge Profetens opfordringer, tilbede Allah. Ved at gøre dette, vinder man både lykke i denne og den næste verden. De ting, man gør godt, vil give indre ro og fred. Og man vil takke Allah, fordi man er født som menneske. Derved prøver man at være en person, som Allah synes om, og man bliver forbundet med Ham.

Den højeste lykke, man kan opleve her i verden, kan opnås ved Allahs kærlighed og velsignelse.

Allah siger i Koranen: "Jeg har kun skabt menneskene og ånderne for at de skal bede til mig" (kap, 51: 56)

Muslimerne prøver så godt de kan at opfylde Allahs ønske.

Adhan kalder muslimerne til bøn. Selvom den kun består af få ord, dækker den troens essens, udtrykker islamisk praksis, er en form for tilbedelse og er et af Islams kollektive symboler, der viser, at det sted, den høres, er muslimer. Den udføres ved begyndelsen af hver foreskreven bøns tidsramme, og bør gøres af den mand, der kan gøre det på den bedst mulige måde. Selv hvis man udfører bønnen alene, tilrådes man på det kraftigste at gøre den før man begynder at bede.

Orden i adhan er som følger:

Allahu Akbar (Gud er den Største); 4 gange.

Ashhadu an la ilaha illa'llah (jeg bevidner at der ikke er nogen gud udover Gud): to gange.

Ashhadu anna Muhammadan Rasulu'llah (jeg bevidner, at Muhammad er Guds Budbringer): to gange.

Hayya 'ala´s-salah (kom her, til bøn): to gange.

Hayya 'ala'l-falah (kom her, til frelse): to gange.

Allahu Akbar (Gud er den Største): to gange.

La ilaha illa'llah (jeg bevidner, at der ikke er nogen gud udover Gud): én gang.

Adhan for daggry (tidlig morgen) bønnen indeholder as-salatu khayrun mina'n-nawm (bøn er bedre end søvn) [to gange] efter hayya 'ala'l-falah (kom her, til frelse). Guds Budbringer anbefaler på det stærkeste, at vi beder, når vi har gjort adhan.

En død muslims rettigheder over levende muslimer. En afdød muslim har fire rettigheder over levende muslimer. Retten til at blive vasket, svøbt (i liglagen), få en begravelsesbøn og begravet. Men muslimer er ikke forpligtet til at gøre dette for dem, som dør som frafaldne, eller mens de kæmper mod muslimerne.

Besøge en syg. Det er en varmt anbefalet og berømmelig handling at besøge én, der er syg. Muslimerne foreslår den døende, at han skal erklære Guds Enhed: La ilaha illa'llah, Muhammadun Rasulu'llah (Der er ingen anden guddom end Gud, og Muhammad er Hans Budbringer) eller trosbekendelsen: Ashhadu an la ilaha illa'llah wa ashhadu anna Muhammadan 'abduhu wa rasuluh (Jeg bevidner at der er ingen gud udover Gud, og jeg bevidner at Muhammad er Hans Budbringer). 

Vaske liget: Når en muslim dør, skal legemet vaskes af en kyndig muslim tre gange. Inden afvaskningen gives den døde en lille rituel afvaskning. Kvinder vasker døde kvinder, mænd vasker døde mænd. Men en kvinde kan vaske sin afdøde ægtemand. Den afdødes slægtninge og andre bør ikke se legemet blive vasket, og liget bør parfumeres med kamfer, moskus og lignende dufte.

At bede begravelsesbønnen: Efter at være blevet vasket, svøbes den afdøde muslim ind i et klæde og lægges i en kiste. Dette gælder for alle, undtagen martyrer, som begraves i det tøj, de led martyrdøden i. Liget anbringes på en hævet platform eller en jævn sten, således at dets højre side vender mod qibla. Forsamlingen rejser sig så for at bede foran liget. Mens denne bøn er obligatorisk for alle muslimer og skal bedes i fællesskab, er ikke alle nødt til det, hvis nogle deltager. Kvinder kan også være med.

Imamen gør intentionen om at bede for den afdøde (den afdødes køn skal specificeres) for Guds skyld og velbehag. Forsamlingen gør den samme intention og tilføjer derpå intentionen om at bede bag imamen. Idet de følger imamen, begyndes bønne med den indledende takbir (som i alle bønner), fremsætter sine supplikationer, sige takbir med hænderne under navlen, påkalde Guds velsignelser og fred over Hans Budbringer og hans Familie (som i slutningen af andre bønner), gentage takbir mens man holder hænderne under navlen, bede for den afdøde og alle andre muslimer (levende og døde), sige takbir for tredje gang og give hilsener til højre og til venstre.

Begrave den døde: Muslimer anbringer den døde i graven, mens de siger: "Bi'smi'llahi ala millet-i Rasuli'llah” (I Guds Navn og i henhold til Guds Budbringers religion og måde). Afdøde lægges på højre side med ansigtet mod qibla og klædet bindes op. En sten eller lignende placeres diagonalt på graven og en smule skråt, så jord ikke dækker liget. Man lægger jord ovenpå stenen og dækker graven. Efter recitation af nogle passager fra Koranen og bønner til Gud for den afdøde forlader  folk stedet.

Hos nogle kvinder stopper blødningen aldrig; hos andre bliver den ved længere end normalt. Dette blod kaldes istihadha. Også det blod, der kommer før puberteten og efter menopausen, anses for isthadha.

En kvinde med sådanne forhold skal beregne hvornår hendes menses normalt ville slutte, og da holde op med at bede i de beregnede dage og følge alle de andre menstruationsrelaterede regler. For resten af dagene skal man anse hendes blødning for istihadha. Hvis hun ikke har regelmæssig menstruation eller ikke kan huske hvornår, den plejer at komme, men kan kende forskel på de to slags blod baseret på farve, tykhed og lugt (f. eks. er menstruationsblod mørkt, tykt og har en stærk lugt, mens istihadha er lyst rødt, tyndt og mindre ubehageligt lugtende), må hun agere i henhold hertil. Hvis hun ikke har regelmæssig menses og ikke kan skelne mellem de to typer blod, må hun regne med, at blodet kommer fra 3 til 10 dage hver måned som menstruation, og regne det fra den første gang, hun bemærkede sin vaginale blødning.

Der er ingen forskel på en kvinde, der lider af istihadha og en, der har et fuldstændigt ophør af menstruation, med undtagelse af følgende:

Hvis den første kvinde ønsker at gøre wudu' (rituel afvaskning), skal hun først afvaske blodet fra sit vaginale område og derpå anbringe et menstruationsbind eller vikle området ind i en ren klud på spidsen af en klump vat til at opfange blodet. Hvis der kommer blod ud efter dette, tælles det ikke med.

Hun skal udføre wudu' (afvaskning) ved hver obligatorisk bøn.

At Bede om Det, Der Er Godt (Salat al-Istikhara). Budbringeren rådede alle muslimer til at gøre som han, når de stod overfor at vælge mellem tilladte alternativer: bed to ikke-obligatoriske rak'at og bed da Gud om at sætte én i stand til at vælge den bedste.

Bøn for Herliggørelse (Salat al-Tasbih). Ibn 'Abbas fortæller, at Guds Budbringer sagde til 'Abbas ibn 'Abd al-Muttalib:

Oh ’Abbas, oh onkel, skal jeg ikke give dig, forære dig, donere dig, fortælle dig om ti ting som, hvis du gør dem, får Gud til at tilgive dig dine første og sidste synder, fortidige og nutidige synder, villede og ufrivillige synder, private og offentlige synder? De ti handlinger er: bed fire rak’at, og reciter i hver rak’at sura al-Fatiha og en sura. Når du er færdig med at recitere Koranen i den første rak’at, sig da, i stående stilling: Subhana’llah al-hamdu li’llah wa la ilaha ’illahu wa’llahu akbar (priset være Gud, al lovprisning er til Gud, der er ingen anden gud end Gud og Gud er den Største) 15 gange. Gør da ruku’, og mens du er i ruku’ sig den samme sætning 10 gange. Stå derefter op og sig det samme 10 gange. Gå derefter ned og lav sajda og mens du er i sajda, sig den samme sætning 10 gange. Derefter sidder du og siger den sætning 10 gange. Derpå gør du sajda og siger den samme sætning 10 gange. Sid efter den anden sajda og sig sætningen igen 10 gange. Det giver 75 (gentagelser af den sætning) i hver rak’at. Gør sådan i hver af de fire rak’at. Hvis du kan bede den en gang om dagen, da gør det. Hvis ikke du kan, så hver fredag. Hvis du ikke kan det, da en gang om året. Og hvis du ikke kan det, så en gang i løbet af dit liv. (Abu Dawud, ”Salat”, 303; Tirmidhi, ”Salat”, 350)

Efter at have sagt disse sætninger ti gange efter den anden sajda i den anden rak'at, reciteres tashahhud og bønner om Guds velsignelser og fred over Budbringeren og hans Familie, og derpå afslutter man de første to rak'at ved at hilse. Bed de næste to rak'at på samme måde.

Bønnen for Behov (Salat al-Haja). Gør den passende afvaskning, bed to rak'at og sig den bøn, der fortælles fra Budbringeren vedrørende det (Tirmidhi, "Witr", 345). Hvis Guds overordnede Visdom kræver, at det skal opfyldes, vil Gud give, hvad der end spørges om, enten før eller siden.

Bønnen for Anger (Salat al-Tawba). Foretag de passende mindre eller større afvaskning, bed en bøn på to rak'at og bed om Hans tilgivelse. Forhåbentlig vil Gud tilgive.

Bønnen under en Sol- eller Måneformørkelse (Salat al-Kusuf og al-Khusuf). De lærde er enige om, at det er sunna mu'akkada altså understreget eller bekræftet, som udføres af både mænd og kvinder. Det er bedst, men ikke absolut nødvendigt, at bede den i fællesskab. Dens tidspunkt er fra formørkelsens begyndelse til dens slutning. Det er bedst at sige takbir, bede, give almisser og bede Gud om tilgivelse under formørkelsen. Man bør bemærke, at det intet har at gøre med at bede om formørkelsen skal stoppe, for dens begyndelse og slutning er klar. En formørkelse er blot en anledning til sådan en bøn.

Bønnen om Regn (Salat al-Istisqa'). Denne bøn gøres for at anmode Gud om regn under en tørke.

Under solopgang og solnedgang.

Fra solopgang indtil solen er fuldstændigt stået op til længden af et spyd over horisonten (omtrent tre kvarter efter solopgang).

Mens solen står i zenit, indtil den har bevæget sig en smule til vest.

Efter eftermiddagsbønnen indtil efter solnedgang.

Man må ikke bede bønner under de omtrent tre kvarter i de tre sidste tilfælde, hvor bøn er forbudt. Men hvis man ikke har kunnet udføre eftermiddagsbønnen på dens tid, kan man gøre den indtil, solen begynder at forsvinde i vest.

De særlige bønner under Ramadanen, der kendes som tarawih, er sunna for både mænd og kvinder og skal udføres efter den foreskrevne sene aftenbøn, men inden witr bønnen. Almindeligt accepteres det, at den består af 20 rak'at og udføres i runder med hver 2 rak'at.

Man kan udføre tarawih bønner i forsamling eller alene. Flertallet af lærde foretrækker dog, at man beder den i fællesskab. Budbringeren, (fvmh), bad den i forsamling, men holdt op med det, da han frygtede, det ville blive gjort obligatorisk. 'Umar fastlagde den praksis, hvor man beder tarawih bag en imam.

De syges bøn (Salat al-Marid)

Den, der ikke kan stå op på grund af sygdom eller anden gyldig grund, kan bede siddende. Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan man bede, mens man ligger på sin højre side og gøre håndbevægelser. I det tilfælde skal bevægelserne for sajda være lavere end for ruku'.

Bønnen for Tider med Frygt eller Fare (Salat al-Khawf)

Alle lærde er enige om legaliteten af sådanne bønner:

(Oh Budbringer!) Når du er blandt de troende (som er på en ekspedition og frygter, at de vantro skal skade dem) og rejser dig for at lede bønnen for dem, lad da en gruppe af dem stå i bøn sammen med dig og beholde deres våben (mens du lader den anden gruppe indtage deres stillinger overfor fjenden). Når den første gruppe har gjort prostrationer (og afsluttet rak’at), lad dem da gå bag dig (for at indtage deres stillinger overfor fjenden) og lad den anden gruppe, som ikke har bedt, komme frem og bede sammen med dig, idet de er fuldt på vagt og bevæbnede. De vantro ønsker, at I skal være sløset med jeres våben og jeres udstyr, så de kan falde over jer i et overraskelsesangreb. Men det skal ikke dadles jer, hvis I lægger jeres våben til side (under bøn), hvis I besværes af regn (og jorden forsinker jeres bevægelser), eller hvis I er syge. Men vær (altid) forberedt på farer. Gud har visseligt beredt en skamfuld, ydmygende straf til de vantro. (4:102)

En rejsendes bøn (Salat al-Musafir)

Hvis man begynder på en rejse på mindst tre dages varighed, forkorter man de foreskrevne bønner med fire rak'at (middags-, eftermiddags- og aftenbønner) og udfører dem med 2 rak'at ligesom i morgengrybønnen. Eftersom man dengang hovedsagelig rejste til fods, og man anslog en dagsrejse til 6 timer, regnede man en tre dages rejse til fods for 90 kilometer. Imidlertid mener mange nutidige lærde, at eftersom mange mennesker i vore dage rejser med bus og tog kan de ovennævnte bønner kun forkortes, hvis man rejser længere bort end 1200 kilometer.

Rejsende defineres som mennesker, der har forladt deres hjem og deres by. Så længe de er på rejse, kan de ovennævnte bønner forkortes. Hvis de kommer til et sted og har til hensigt at blive der i mindre end 15 dage, betragtes de som rejsende og har derfor tilladelse til at forkorte deres bønner som ovenfor beskrevet. Hvis de stadig er der efter den femtende dag af årsager udenfor deres kontrol, selvom de havde intention om kun at blive kortere end det, betragtes de stadig som rejsende og kan forkorte de passende bønner. De fleste lærde mener, at rejsende kan bede sunna og frivillige bønner uden at forkorte dem.

Hovedårsagen til forkortelsen af de ovennævnte bønner er rejsen, ikke rejsens vanskeligheder. Derfor forkorter man bønnerne, selvom der ikke er nogen vanskeligheder på rejsen. Grunden til at fastlægge en regel adskiller sig fra dens formodede visdom og nytte. Visdom eller nytte er grunden til, at man foretrækker den, mens årsagen kræver dens eksistens. Så rejsende muslimer forkorter deres bønner. Årsagen til denne Guddommelige dispensation er rejsen, og den underliggende visdom er rejsens vanskeligheder. Derfor forkortes bønnerne, også selvom man ikke møder nogle vanskeligheder, for årsagen eksisterer (stadig). Muslimer, der møder vanskeligheder hjemme, kan ikke forkorte deres bønner, for visdommen eller nytten kan ikke være årsagen til denne dispensation.

De, der rejser, skal bede, uanset om de befinder sig ombord på et skib, et tog eller et fly, hvis man går glip af bønnen, før man kan nå et sted, hvor man kan bede den.

Frivillige bønner er vigtige på den måde, at de gør godt for enhver ufuldkommenhed, der måtte være i éns udførelse af de foreskrevne bønner og for at bringe os nærmere Gud, Som erklærer:

Min tjener kan ikke nærme sig Mig gennem noget mere elskeligt for Mig end ved at udføre de obligatoriske religiøse pligter. Men ved at gøre frivillige pligter for Mig kommer han nærmere Mig, Jeg skal være hans øjne at se med, hans ører at høre med, hans hænder at gribe med og hans ben at gå på. (Bukhari, ”Riqaq”, 38)

Frivillige bønner bedes i runder på to rak'at. Man beder to rak'at ca. tre kvarter efter solopgang (ishraq), to til otte rak'at i dagslys indtil solen når sin zenit (duha) og fire rak'at mellem aftenbøn og den sene aftenbøn (awwabin).

Sådanne frivillige bønner er vigtige, for som det er skrevet hos Ahmad ibn Hanbal, Muslim og Abu Dawud, sagde Budbringeren det følgende om duha (bøn i dagslys):

Der forlanges velgørenhed fra hver af jeres legemsdele dagligt.  Hver fremsigelse af ”Gud være priset” er velgørenhed. Enhver fremsigelse af ”al pris går til Gud” er velgørenhed. Enhver fremsigelse af ”der er ingen gud udover Gud” er velgørenhed. Enhver fremsigelse af ”Gud er den Største” er velgørenhed. Beordre det gode er velgørenhed. Fjernelse af ondt er velgørenhed. Og hvad der svarer dertil (som velgørenhed), er de to rak’at i duha (dagslys bøn). (Muslim, ”Musafirun”, 84)

Bede Frivillige Bønner Derhjemme. Ahmad ibn Hanbal og Muslim fortæller fra Jabir, at Guds Budbringer sagde: " Hvis en af jer beder sin bøn i en moské, burde han bede en del af sine bønner hjemme, da Gud har gjort det at sige bønner i éns hjem, et middel til forbedring (for ham).”. Ahmad skrev fra 'Umar, at Guds Sendebud sagde: ”De frivillige bønner, der bedes af et menneske hjemme, er et lys. Enhver, der ønsker det, skulle oplyse sit hjem.”

Recitation af Lange Passager. Det foretrækkes, at man forlænger sine recitationer i de frivillige bønner. Guds Budbringer stod gerne og bad, indtil hans fødder eller ankler svulmede op. Da han blev spurgt om det, sagde han: "Skulle jeg ikke være en taknemlig tjener?" (Bukhari, "Tahajjud", 160).

Bede to rak'at inden morgenbønnen blev varmt anbefalet og understreget af Guds Budbringer. De udføres ligesom morgengrybønnen, med undtagelse af at man reciterer kortere passager af Koranen efter al-Fatiha.

Bede fire rak'at inden middagsbønnen blev højt priset og understreget af Guds Budbringer. De gøres ligesom i middagsbønnen, bortset fra at man reciterer passager fra Koranen efter al-Fatiha i alle rak'at. Han bad også andre to eller fire rak'at efter den foreskrevne bøn, og muslimerne opfordres til at gøre det samme.

Det er også varmt anbefalet at bede fire rak'at inden eftermiddagsbønnen. De udføres ligesom i middagsbønnen, bortset fra at man reciterer påkaldelserne af Guds velsignelser, fred og gaver over vor lærer Muhammad og hans Familie efter tashahhud under den første sidden, og bønnen (anmodningen) før al-Fatiha i den tredje rak'at, som man reciterer, når man åbner bønnen efter den indledende takbir.

Ligeledes er det varmt anbefalet at bede to rak'at efter aften- og den sene aftenbøn, mens det at bede fire rak'at inden den sene aftenbøn, ligesom ved eftermiddagsbønnen, er en ubetonet sunna bøn.

Tahajjud og Witr

Tahajjud bønnen har en yderst vigtig plads blandt de meget anbefalelsesværdige og understregede sunna bønner. Den var obligatorisk for Budbringeren helt fra begyndelsen af hans mission. At afbryde søvnen for Guds skyld og vende sig til Ham med hengivelse og rene følelser om natten er en vældig støtte og kilde til næring for menneskets ånd. Da den Almægtige befalede Budbringeren at bede den, erklærede Han:

Oh du, svøbt i klæder! Stå op for at bede om natten; men ikke hele natten - det halve af den, eller lidt mindre eller lidt mere og reciter Koranen i afmålte, rytmiske toner og med stor omhu og opmærksomhed. Vi skal til at pålægge dig et vægtigt ord. Sandelig, det er det mest kraftfulde og det bedste for beherskelse af sjælen at stå op om natten, og det mest passende for recitation og forståelse af Ordet. Om dagen er der forlængede optagelse af almindelige pligter for dig. Så husk på Guds Navn og nævn Det, idet du hengiver dig fuldstændigt til Ham. Han er østens og vestens Herre. Der er ingen guddom udover Ham. Tag Ham som din Vogter og Fordeler af Anliggender. (73:1-9).

Da enhver muslim er en hengiven Guds tjener og helliget Hans sag, er tahajjudbønnens betydning klar. Ifølge de mest acceptable fortællinger fra Profeten består den, sammen med witr bønnen, af elleve rak'at og udføres i runder på to, ligesom morgenbønnen (Bukhari, "Tahajjud", 10). Selvom witr bønne kan bedes efter den sene aftenbøn, inden man går i seng, så man ikke går glip af den på grund af søvn, er dens foretrukne tid efter tahajjud. Den består af tre rak'at og udføres ligesom aftenbønnen, men med følgende undtagelser:

I den tredje rak'at reciteres en passage fra Koranen og qunut bønnerne efter al-Fatiha. Inden man begynder at bede, fremsiger man takbir (Allahu akbar) ved at løfte hænderne op til ørerne, som når man begynder at bede. Budbringerens rapporterede qunut bønner er: Allahumma inna nasta'inuka wa nastaghfiruka wa nastahdika wa nu'minu bika wa natubu ilayk; wa natawwakkalu 'alayka wa nuthni 'alayka'l-khayra kullahu nashkuruka wa la nakfuruk. Wa nakhla'u wa natruku man yafjuruk. Allahumma iyyaka na'budu wa laka nusalli wa nasjudu wa ilayka nas'a wa nahfidu; anarju rahmataka wa nakhsa 'adhabaka inna 'adhabaka bi'l-kuffari mulhiq (Oh Gud! Vi beder Dig om hjælp, tilgivelse og vejledning. Vi tror på Dig og vender os til Dig i anger over vore synder, og sætter vor lid til Dig. Vi priser Dig ved at tilskrive Dig alle gode ting, og takker Dig og føler aldrig utaknemlighed overfor Dig. Vi forkaster og klipper båndene til de, der er i konstant oprør mod Dig. Oh Gud, Dig alene tilbeder vi, og vi beder og bøjer os for Dig alene. Vi arbejder på Din vej for at opnå Dit velbehag og godkendelse. Vi håber på og forventer Din Nåde og frygter Din straf, for Din straf skal omringe de, som ikke tror på dig).

En død muslims rettigheder over levende muslimer. En afdød muslim har fire rettigheder over levende muslimer. Retten til at blive vasket, svøbt (i liglagen), få en begravelsesbøn og begravet. Men muslimer er ikke forpligtet til at gøre dette for dem, som dør som frafaldne, eller mens de kæmper mod muslimerne.

Besøge en syg. Det er en varmt anbefalet og berømmelig handling at besøge én, der er syg. Muslimerne foreslår den døende, at han skal erklære Guds Enhed: La ilaha illa'llah, Muhammadun Rasulu'llah (Der er ingen anden guddom end Gud, og Muhammad er Hans Budbringer) eller trosbekendelsen: Ashhadu an la ilaha illa'llah wa ashhadu anna Muhammadan 'abduhu wa rasuluh (Jeg bevidner at der er ingen gud udover Gud, og jeg bevidner at Muhammad er Hans Budbringer).                  

Vaske liget: Når en muslim dør, skal legemet vaskes af en kyndig muslim tre gange. Inden afvaskningen gives den døde en lille rituel afvaskning. Kvinder vasker døde kvinder, mænd vasker døde mænd. Men en kvinde kan vaske sin afdøde ægtemand. Den afdødes slægtninge og andre bør ikke se legemet blive vasket, og liget bør parfumeres med kamfer, moskus og lignende dufte.

At bede begravelsesbønnen: Efter at være blevet vasket, svøbes den afdøde muslim ind i et klæde og lægges i en kiste. Dette gælder for alle, undtagen martyrer, som begraves i det tøj, de led martyrdøden i. Liget anbringes på en hævet platform eller en jævn sten, således at dets højre side vender mod qibla. Forsamlingen rejser sig så for at bede foran liget. Mens denne bøn er obligatorisk for alle muslimer og skal bedes i fællesskab, er ikke alle nødt til det, hvis nogle deltager. Kvinder kan også være med.

Imamen gør intentionen om at bede for den afdøde (den afdødes køn skal specificeres) for Guds skyld og velbehag. Forsamlingen gør den samme intention og tilføjer derpå intentionen om at bede bag imamen. Idet de følger imamen, begyndes bønne med den indledende takbir (som i alle bønner), fremsætter sine supplikationer, sige takbir med hænderne under navlen, påkalde Guds velsignelser og fred over Hans Budbringer og hans Familie (som i slutningen af andre bønner), gentage takbir mens man holder hænderne under navlen, bede for den afdøde og alle andre muslimer (levende og døde), sige takbir for tredje gang og give hilsener til højre og til venstre.

Begrave den døde: Muslimer anbringer den døde i graven, mens de siger: "Bi'smi'llahi ala millet-i Rasuli'llah” (I Guds Navn og i henhold til Guds Budbringers religion og måde). Afdøde lægges på højre side med ansigtet mod qibla og klædet bindes op. En sten eller lignende placeres diagonalt på graven og en smule skråt, så jord ikke dækker liget. Man lægger jord ovenpå stenen og dækker graven. Efter recitation af nogle passager fra Koranen og bønner til Gud for den afdøde forlader  folk stedet.

Hver bøn indeholder bestemte handlinger, der er sunna, hvilket betyder, at Budbringeren, (fvmh), gjorde således og rådede muslimerne til at gøre ligeså. De er yderst vigtige for at gøre bønnen fuldstændig og modtage en større belønning.

• Når man begynder på bønnen og siger den indledende takbir, skal man løfte hænderne (ifølge hanafi'erne) op til ørerne og lade tommelfingrene berøre øreflipperne.
• Ifølge hanafi'erne skal hænderne holdes under navlen, (shafi'erne siger under brystet), og højre hånd har fat om venstre håndled.
• Bønnen bør begynde med en bøn, som Profeten, må fred være med ham, brugte til at begynde sine bønner med. Den siges efter åbnings takbir og inden recitationen af Surah al-Fatiha. Hanafi'erne foretrækker: Subhanaka'llahumma wa bi-hamdik. Wa tebaraka'smuk. Wa ta'ala jadduk. Wa la ilaha ghayruk. (Lovpriset være Du, oh Gud, og Dig tilhører prisen. Velsignet er Dit Navn og ophøjet er Din ære. Der er ingen anden gud end Dig). Shafi'erne foretrækker: Inni wajjahtu wajhiya li'llezi fatara'-samawati wa'l-ardi hanifan wa ma ana mine'l-mushrikin. Inna salati wa nusuki wa mayaya wa mamati li'llahi Rabbi'l-alamin, la sharika lah; wa bi-dhalike umirtu; wa ana mina'l-muslimin (Jeg har vendt mit ansigt til den Ene, Som er Oprindelsen til himlene og Jorden, som oprigtigt overgivet, og jeg er ikke én af polyteisterne. Mine bønner, mit offer, mit liv og min død er alle for Gud, Verdenernes Herre. Han har ingen partner. Det er, hvad jeg har fået ordre til, og jeg er én, der overgiver mig). Man kan ligeledes recitere andre bønner, der er relaterede til Budbringeren, inden al-Fatiha.
• Man siger Amin efter recitering af al-Fatiha.
• Man reciterer forholdsvis lange passager fra Koranen efter al-Fatiha om morgenen (omtrent en side eller mere i hver rak'at, længst i den første), middags- og eftermiddagsbønnerne (omkring én side), enten en ret lang eller kortere passager i aftenbønnen og korte passager i den sene aftenbøn.
• Man siger takbir hver gang, man bøjer sig, sætter sig, bevæger sig til og fra prostration og rejser sig efter at have siddet. Når man rejser sig efter bøjningen, skal alle muslimer sige: "Sami'a'llahu li-man hamidah" (Gud hører den, der priser Ham) og efter det "Rabbana wa-laka'l-hamd" (Vor Herre, og til Dig er al pris).
• Man siger "Subhana Rabiyya'l-Ázim" (Lovprisninger er til min Herre, den Mægtige) tre gange, mens man bøjer sig, og "Subhana Rabbiya'l-A'la" (lovprisning til min Herre, den Højeste) under prostrationen.
• Bøn efter den sidste tashahhud og før man giver de sidste hilsener (som afslutter bønnen). Disse kan bestå i enhver af de bønner (supplikationer), der er nævnt i Koranen eller fortalt af Budbringeren.
• Man siger ord til ihukommelse, beder om tilgivelse og anmodninger efter bønnen. Den kendteste og mest udbredte, der fortælles fra Budbringeren, er: Astaghfiru'llaha'l-'Azim (Jeg beder Gud, den Almægtige, om tilgivelse: tre gange) og Allahumma anta's-Salamu wa minka's-salam. Tabarakta ya Dha'l-Jalali wa'l-Ikram (Oh Gud, Du er Freden og fra Dig kommer fred. Du er den velsignede og Den, Som skænker velsignelser, oh Majestætiske og Velgørende (Ene)). Derefter reciteres Ayat al-Kursiy (2:255) og udtales herliggørelsernes ord (Subhana'llah), lovprisning (al-hamdu li'llah) og ophøjelse (Allahu akbar) hver 33 gange.

Hver tid til bøn er åbningen af et betydningsfuldt vendepunkt, et spejl af den Guddommelige anvendelse af magt, såvel som den universelle Guddommelige gavmildhed deri. Vi bliver bedt om at bede på disse særlige tidspunkter for at give mere beundring og glorifikation til den Magtfuldeste Ene af Majestæt og at takke endnu mere for de gaver, der er blevet samlet mellem to perioder. For bedre at kunne forstå denne subtile og dybtgående mening lidt bedre, betragt da disse fem punkter:

Punkt Et. Hver bøn står for prisen, herliggørelse og taknemlighedsfølelse overfor Gud. Vi herliggør Ham ved at sige subhan Allah (al herlighed er Guds) i ord og handling i bevidsthed om Hans Majestæt. Vi ophøjer og forstørrer Ham ved at sige Allahu Akbar (Gud er den Største) i ord og handlinger i bevidsthed om Hans Fuldkommenhed. Vi takker Ham ved at sige al-hamdu lillah (al pris er Guds) med hjerte, tunge og legeme i bevidsthed om Hans Nåde. Fra dette kan vi konkludere, at bønnens hjerte består i at glorificere, ophøje, prise og takke. Derfor er disse tre udtryk til stede i alle ord og handlinger hos de, der beder. Derudover gentages de, efter hver bøn, 33 gange hver for at bekræfte og fuldstændiggøre bønnens hensigt. Meningen med bønnen udtales sammenhængende med disse præcise ytringer.

Punkt To. Vi er Guds tjenere, I bevidstheden om vore defekter, svaghed og armod i det Guddommelige Nærvær, bøjer vi os i kærlighed og ærefrygt for Hans Overhøjheds fuldkommenhed, Hans Guddommelige Kraft, hvoraf hver eneste skabning er afhængig af Hans Guddommelige Medfølelse. Ligesom Hans Overherredømmes ophøjethed forlanger hengivelse og lydighed, kræver Hans Hellighed, at vi ser på vore fejl og søger Hans tilgivelse, at erklære at Han ikke har nogen fejl, og at de uvidendes falske bedømmelser er betydningsløse, og at Han er hinsides Sine skabningers fejltrin.

Hans Krafts Perfektion forlanger, at vi, idet vi indser vor svaghed og alle væseners hjælpeløshed, udbryder: "Gud er den Største!" i beundring og forundring foran den Evigt Efterstræbtes værkers majestæt. Idet vi bøjer os i ydmyghed, bør vi søge tilflugt i Ham og sætte vor lid til Ham. Hans Medfølelses grænseløse skatte kræver, at vi erklærer vor og alle væseners nød ved at bede og anmode om Hans hjælp, og at vi erklærer Hans velsignelser gennem lovprisning og taknemlighed ved at udtale al-hamdu-lillah. Kort sagt omfatter bønnens ord og handlinger alle disse betydninger og blev således beordret og arrangeret af Gud.

Punkt Tre. Ethvert menneske er en miniature af universet. På samme måde er Koranens første Surah (kapitel), Surat al-Fatiha, en illumineret miniature af hele Bogen og bønnen er et lysende indeks, der involverer alle slags tilbedelse, et helligt kort der peger på forskelligartede slags tilbedelse, der praktiseres af alle levende væsener.

Punkt Fire. Den fortløbende opdeling af dagen og natten, såvel som vort livs år og faser, virker som et stort urs hjul og trisser. For eksempel:

Tidspunktet for fajr (før solopgang) kan sammenlignes med forårets fødsel, det øjeblik, da spermen søger tilflugt i den beskyttende livmoder eller med de første af de 6 fortløbende dage, under hvilke himlene og Jorden blev skabt. Det ridser op, hvordan Gud anvender Sin Kraft og handler i sådanne tider og begivenheder. Tiden for zuhr (lige over middag) kan sammenlignes med færdiggørelsen af ungdommen, midten af sommeren, eller perioden for menneskets skabelse i verdens tidshorisont. Den peger også på Guds medfølende manifestationer og overvældende velsignelser i disse begivenheder og tider.

Tiden for 'asr (eftermiddag) minder om efteråret, alderdom og tiden for den Sidste Profet (Glædens Tidsalder). Den minder om de Guddommelige handlinger og den Barmhjertiges gaver i dem. Tiden for maghrib (solnedgang eller aften) minder os om mange skabningers nedgang ved slutningen af efteråret og også om vor egen død. Således advarer den os om verdens ødelæggelse ved begyndelsen af Genopstandelsen, lærer os at forstå manifestationen af Guds Majestæt og vækker os fra ligegyldighedens dybe søvn.

Tiden for  'isha' (nat eller sen aften) minder os om mørkets verden, der indhyller alle dagens genstande i dens mørke kappe, og vinteren, der dækker den døde Jords overflade med dens hvide kappe. Den minder os om de dødes værker, der glemmes, og peger på denne prøvelsernes arena uundgåelige, fuldstændige nedgang. Dermed forkynder 'isha' den Overskyggende Majestæts frygtindgydende gerninger. Natten minder os om vinter, graven, den Mellemliggende Verden og hvor meget vor ånd behøver den Nådiges Nåde. Den sene nats tahajjud bøn minder os og advarer os om, hvor nødvendig denne bøns lys vil være i gravens mørke. Ved at genkalde den Sande Skænkers uendelige overflod, der er givet gennem disse ekstraordinære begivenheder, bekendtgør den, hvor værdig Han er til pris og taknemlighed.

Den næste morgen peger på den morgen, der følger Genopstandelsen. På samme måde som morgenen følger efter natten og foråret kommer efter vinteren, kommer morgenen efter Genopstandelsen eller "foråret" efter det mellemliggende liv.

Vi forstår, at hver tildelt bønnetid er begyndelsen på et vitalt vendepunkt og minder os om de større omdrejninger eller vendepunkter i universets tilværelse. Gennem de daglige ærefrygtindgydende fordelinger af den Evigt Efterstræbtes Kraft minder bønnetiderne os om den Guddommelige Krafts mirakler og den Guddommelige Nåde's gave uden hensyn til tid og sted. Så de foreskrevne bønner, der er en medfødt pligt, tilbedelsens fundament og en utvivlsom forpligtelse, passer allerbedst til disse tidspunkter.

Punkt Fem. Vi er skabt svage, alligevel involverer alting os og påvirker os og giver os sorg. Vi har ingen kraft og bliver alligevel udsat for plager og fjender. Vi er yderst fattige, og dog har vi mange behov. Vi er dovne og uduelige, alligevel er livets byrde tung. Ved at være mennesker er vi forbundet med hele verden, og alligevel forsvinder det, vi elsker og er vant til og den følgende sorg giver os smerte. Vor mentalitet og sanser inspirerer os til glorværdige foretagender og evige fortjenester, men vi er inkapable, utålmodige, kraftesløse og har blot en kort livslængde.

Udfra alt dette bliver adskillige ting klare:

Fajr bønnen er væsentlig, for vi må fremlægge en ansøgning, før dagens aktiviteter begynder. Gennem bøn og anråbelser må vi anmode den Kraftfulde Majestæts Domstol, den Nådige Medfølende om succes og hjælp. Sådan en støtte er nødvendig for at klare og udholde de besværligheder og byrder, der venter os.

Zuhr bønnen er væsentlig, for det er da, dagen begynder at bevæge sig fremad for at fuldføre sin kurs. Folk tager en pause fra deres aktiviteter. Ånden behøver en pause fra tankeløsheden og uophørligheden, der forårsages af hårdt arbejde, og Guddommelige gaver er fuldt manifesterede. At bede ved denne tid er godt, nødvendigt, behageligt og passende. Denne bøn letter trykket fra dagliglivets pres og tankeløshed. Vi står ydmygt overfor den Virkelige Giver af velsignelser, udtrykker taknemlighed og beder om Hans hjælp. Vi bøjer os for at vise hjælpeløshed overfor Hans Stråleglans og Vælde og kaster os ned for at erklære vor ærefrygt, kærlighed og ydmyghed for Hans evigtvarende Perfektion og uforlignelige Nåde.

'Asr bønnen ligner og genkalder efterårets sørgmodige årstid, alderdommens beklagelige tilstand og den urolige periode ved tidens ende. Dagens opgaver er overstået, og de Guddommelige gaver, man har modtaget den dag (f. eks. sundhed, sikkerhed og god tjeneste på Guds vej), har samlet sig sammen til en stor sum. Det er også tidspunktet, hvor sollyset dæmpes ned og beviser, at alle ting er forgængelige. Vi, som længes efter evighed, er skabt for den og viser ærbødighed overfor de gaver, vi har modtaget, sørger også over adskillelser. Så vi rejser, laver wudu' (afvaskning) og beder.

Derfor er det en ophøjet pligt at bede 'asr, en passende tjeneste, en rimelig måde at betale sin taknemlighedsgæld på og en behagelig fornøjelse. Vi opnår ro i sindet og finder sand trøst og åndelig lethed ved at bede den Evigtvarendes, den Evigt Selvopholdendes Evige Hof og ved at søge tilflugt i Hans uendelige Nåde, med taksigelser og lovprisninger for Hans talløse gaver, ydmygt bøjede for Hans Herredømmes Magt og Stråleglans og falder ydmygt på knæ for Hans Evige Guddommelighed.

Aftenen minder os om vinterens begyndelse, den sørgelige afsked med sommerens og efterårets skabninger og vor sorgfulde afsked med de elskede, der dør. Solens lampe er udslukt, og Jordens indbyggere vil udvandre til den næste verden, der følger på denne verdens ødelæggelse. Den er ligeledes en alvorlig advarsel til de, der beundrer flygtige, tidsbegrænsede elskede, som hver især vil dø.

I sin egentlige natur længes menneskets ånd efter en Evig Skønhed. Under denne bøn vender den sig til det Evige Væsen, Som skaber alting og giver det form, Som hersker over vældige himmellegemer. På dette tidspunkt nægter menneskets ånd at stole på noget som helst endeligt, og råber Allahu Akbar (Gud er den Største). Derpå, i Hans Nærvær, siger vi al-hamdul illah (al lovprisning til Gud) for at prise Ham i bevidsthed om Hans pletfrie Perfektion, uforlignelige Skønhed og Ynde og uendelige Nåde.

Ved derefter at erklære: Dig alene tilbeder vi, og fra Dig alene søger vi hjælp (1:5), tilbyder vi vor tilbedelse, Hans uassisterede Herredømme, patrnerløse Guddommelighed og udelte Overophøjethed. Idet vi bøjer os for Hans uendelige Storhed, grænseløse Kraft og perfekte Ære og Stråleglans, viser vi sammen med resten af skabelsen vor svaghed og hjælpeløshed, ydmyghed og armod ved at sige: "Æret være min Herre, den Mægtige." Ved at kaste os på jorden i bevidsthed om den udødelige Skønhed og Ynde i Hans Essens, Hans uforanderlige hellige Attributter og Hans konstante evigtvarende Perfektion, erklærer vi, gennem frakobling af alt, der ikke er Ham, vort tjenstvillighed i undren og selvunderkastelse. Ved at finde en Overskøn Permanent, en Medfølende Evig En, Som vi kan sige til: "Priset være min Herre, den Mest Ophøjede," idet vi erklærer vor Mest Ophøjede Herre fri for enhver mangel eller fejl.

Derefter sidder vi ærbødigt og giver villigt alle skabningers lovprisninger og glorikationer til den Evige, Kraftfulde og Majestætiske Ene. Vi beder også Gud om at skænke fred og velsignelser over Sin hellige Budbringer med henblik på at forny vor troskab med ham, erklære vor lydighed overfor Hans befalinger og forny og styrke vor tro. Ved at iagttage universets viise orden bevidner vi Skaberens Eethed og Muhammads Budbringergerning, (fvmh), indvarsleren af Guds Lederskabs herredømme, forkynder af det, der glæder Ham og fortolkeren af Universets Bogs tegn eller vers.

Udfra dette, hvordan kan vi være sandt menneskelige, hvis ikke vi indser, hvad aftenbønnen repræsenterer: en behagelig pligt, en værdifuld og velbehagelig tjeneste, en fin og smuk tilbedelse, en alvorlig sag, en betydningsfuld konversation med Skaberen og en kilde til glæde i dette forgængelige gæstehus?

Tiden for 'isha' (natten), når natten dækker Jorden, minder os om de mægtige anvendelser af Guds Herredømme som Ændreren af Nat og Dag. I vore sind fremkalder den Perfekt Viise's Guddommelige aktiviteter som solens og månens Betvinger, som det ses, når Han vender dagens hvide side til nattens sorte side, og når Han ændrer sommerens smukt farvelagte skriveri til vinterens frosne, hvide side. Den minder os om Guds majestætiske kontrol og yndefulde manifestationer som Himlenes og Jordens Skaber, og at denne snævre, dødelige og lavtstående verden vil blive ødelagt. Det samme gælder for udfoldelsen af den vide, evige og majestætiske verden i det Hinsidige. Den advarer også om, at kun den Ene, Som så let vender dag til nat, vinter til sommer og denne verden til den næste, kan være universets Ejer og Sande Mester. Kun Han er værdig til at blive tilbedt og sandt elsket.

Om natten må vore sjæle, der er hjælpeløse og svage, fattige og nødlidende, kastet hid og did af omstændighederne og hvirvlet fremad mod en ukendt fremtid, udføre 'isha' bønnen. Vi siger, ligesom Abraham: Jeg elsker ikke de, der går ned (6:76). Vi søger tilflugt i den Evigtlevende, den Altid Tilbedte, den Evigt Elskede's Hof. Fra vort flygtige liv i denne mørke, forgængelige verden og mørke fremtid, anråber vi den Vedvarende, Evige Ene. I et øjebliks endeløs konversation, nogle sekunders udødeligt liv, søger vi den Nådige og Barmhjertige's gunst. Vi beder om Hans vejlednings lys, der vil oplyse vor verden og vor fremtid og forbinde smerten fra alle væseners og venners nedgang.

Vi glemmer verden, som har forladt os for natten, og hælder vort hjertes sorg ud hos Nådens Domstol. Før den dødlignende søvn indtræder, hvorefter hvad som helst kan ske, udfører vi vor "sidste" pligt af tilbedelse. For at afslutte vor dags aktiviteter i et gunstigt toneleje beder vi og træder ind i den Evigt Elskedes og Tilbedte's nærvær, frem for de dødeliges, som I elskede dagen lang; den Kraftfulde og Generøse's nærvær, frem for de kraftløse væsener, som vi tiggede fra dagen lang; og den Barmhjertige Beskytter's nærvær i håb om at blive frelst fra de skadelige væseners ondskab, som vi har skælvet for dagen lang.

Vi begynder bønnen med Surat al-Fatiha, der priser lovprisning af verdenernes Herre, Perfekt og Selvopholdende, Medfølende og Generøs. Vi bevæger os videre til Dig alene tilbeder vi (1:5). Det betyder, at på trods af vor ubetydelighed og ensomhed, forårsager vor forbindelse med Dommedagens Ejer, den Evigt Suveræne, at vi bliver behandlet som en forkælet gæst og betydningsfuld officer. Gennem Dig alene tilbeder vi og hos Dig alene søger vi hjælp (1:5), tilbyder vi Ham alle skabningers tilbedelse og søger Hans støtte til dem. Ved at sige Vejled os til den Rette Vej (1:6), beder vi om at blive ført til evig glæde og den strålende vej.

Når vi siger "Gud er den Største", bøjer vi os og tænker på den Majestætiske Ene's Storhed, Som befaler skjulte sole og vækker stjerner, der er som individuelle soldater, underlagt Hans kommando, præcis ligesom planterne og dyrene, der nu er faldet i søvn, og er Hans lamper og tjenere i denne verden.

Vi tænker på alle skabningers universelleprostration. Det betyder at, ligesom skabningerne, der sover om natten, når hele skabelsen i en bestemt æra eller periode fritages for pligten til tilbedelse ved befalingen "Vær!" og det knæler, som en velordnet hær af lydige soldater, og bliver sendt ind i det Usetes Verden på dødens tæppe i fuldkommen orden, idet de siger: "Gud er den Største". Den bliver genoplivet om foråret ved et vækkende, livgivende trompetstød fra befalingen "Vær!" og det er og rejser sig for at tjene deres Herre. Den ubetydelige menneskehed fremsætter den samme erklæring i nærvær af Fuldkommenhedens Nådige Ene, den Yndige Barmhjertige Ene, i himmelfalden kærlighed, evighedsfarvet ydmyghed og ærefuld selvudslettelse. Derefter gør vi vor prostration og opnår en slags Opstigning.

Således peger hvert bønnetidspunkt på en vældig omdrejning, er et tegn på Herrens utrolige aktivitet og et fingerpeg om de universelle Guddommelige rigdomme. Og således er denne sag et resultat af perfekt visdom.

• Fastsæt intentionen om at foretage en specifik bøn. Bukhari, Muslim og Abu Dawud fortæller fra 'Umar, at Guds Budbringer sagde: "Handlinger bliver bedømt i henhold til intentioner. Man bliver belønnet for ligegyldigt hvad, man havde intention om at gøre. Enhver, der emigrerer for Guds og Hans Budbringer, har emigreret for Gud og Hans Budbringer; enhver, der emigrerer, for at få fat i noget verdsligt eller for at gifte sig, har emigreret for det, de havde intention om." (Bukhari, "Bed'ul-Wahy", 1; Muslim, "Iman", 155) således er intentionen målet og formålet med noget. Det er en holdning i hjertet og behøver ikke at blive sagt højt. Det er derfor, Profeten og hans Ledsagere aldrig udtalte deres intentioner.
• Fremsig den indledende takbir og begynd bønnen. Når Guds Budbringer stod i bøn, stod han ret, løftede hænderne op til ørerne, og med hænderne mod qibla sagde han: "Allahu Akbar".
• Stå op, mens man reciterer Surat al-Fatiha (Koranens Åbningskapitel) og et udvalg af vers. Man skal stå op under de obligatoriske bønner, hvis det overhovedet er muligt. Men hvis det ikke kan lade sig gøre, kan man bede siddende eller, hvis selv det ikke kan gøres, mens man ligger på højre side. Fødderne skal være let adskilte, når man står i bøn. De frivillige bønner kan bedes siddende, men at stå op vil give større belønning.
• Reciter Surat al-Fatiha og en anden del af Koranen. Dette er obligatorisk i de to første ra'kat (runder) af de obligatoriske bønner og i hver rak'at af nødvendige (wajib), anbefalede (sunna) og frivillige (nafila) bønner. I den sidste runde (d.v.s. den tredje rak'at i aftenbønnen og de sidste to rak'at af den obligatoriske middagsbøn, eftermiddagsbøn og sene aftenbøn) foretrækkes det at recitere Surat al-Fatiha; men man kan glorificere (Subhana'llah), prise (al-hamdu li'llah), ophøje (Allahu akbar) og erklære Hans Ethed (La ilaha illa'llah). Den del, der reciteres efter Surat al-Fatiha, bør være mindst lige så lang, som den korteste sura (Surat al-Kawthar). Man kan ikke bruge en oversættelse af Koranen til bøn, for Koranen er sammensat af både dens betydning og dens ordlyd og er fra Gud både med dens mening og dens ordlyd.
• Bøj fremover og hold denne stilling (ruku') i nogen tid (længe nok til at sige "Subhana'llah" tre gange). Denne ruku' stilling består i at bøje sig frem og holde fast i knæene med håndfladerne med fingrene delvist spredt. Man holder denne stilling, indtil man har fået "ro". Man skal holde ryggen ret, mens man bøjer sig.
• Prostration (sujud). Guds Budbringer forklarer: "Lig i prostration, indtil I er rolige i prostrationen, sæt jer derefter, indtil I er faldet til ro (i jeres sidden), og læg jer derefter i prostration, til I er rolige i jeres prostration." Den første prostration, derefter sidden, den anden prostration og ro i alle disse handlinger er obligatorisk i hver rak'at af enhver type bøn, man beder. Bukhari fortæller ("Ezan", 133, 134, 137) fra Guds Budbringer, vedrørende de kropsdele, der skal berøre jorden under prostration, at han sagde: "Jeg er blevet beordret at ligge i prostration på syv legemsdele: panden (og han pegede også på sin næse), hænderne, knæene og føddernes ender."
• Den sidste sidden og recitation af tashahhud. I bønnens sidste rak'at skal man sidde længe nok til at recitere tashahhud før afslutningen af bønnen, som udføres ved at hilse ved at vende hovedet til højre og derpå til venstre og sige: "As-salamu 'aleikum wa rahmatu'llah" (må fred og Guds nåde være med jer). Mens man sidder ned, siger man tashahhud elle tahiyyat. Det er nødvendigt at recitere ord af salat wa salam (Guds fred og velsignelser) over Muhammad og hans Familie.

Hvis et menneske er for sygt til at bruge vand, eller der ikke er noget i nærheden, når det er tid til at bede, kan det udføre tayammum i stedet for wudu' og ghusl.

Kravene er følgende:

Have intentionen om at udføre tayammum for at fjerne enhver urenhed.

Stryge den rene jord let med begge hænders håndflader og føre hænderne over ansigtet en gang.

Stryge den rene jord igen med håndfladerne og skiftevis gnide højre og venstre arm fra fingerspidserne til albuerne.

Fastsæt intentionen om at foretage en specifik bøn. Bukhari, Muslim og Abu Dawud fortæller fra 'Umar, at Guds Budbringer sagde: "Handlinger bliver bedømt i henhold til intentioner. Man bliver belønnet for ligegyldigt hvad, man havde intention om at gøre. Enhver, der emigrerer for Guds og Hans Budbringer, har emigreret for Gud og Hans Budbringer; enhver, der emigrerer, for at få fat i noget verdsligt eller for at gifte sig, har emigreret for det, de havde intention om." (Bukhari, "Bed'ul-Wahy", 1; Muslim, "Iman", 155) således er intentionen målet og formålet med noget. Det er en holdning i hjertet og behøver ikke at blive sagt højt. Det er derfor, Profeten og hans Ledsagere aldrig udtalte deres intentioner.

Fremsig den indledende takbir og begynd bønnen. Når Guds Budbringer stod i bøn, stod han ret, løftede hænderne op til ørerne, og med hænderne mod qibla sagde han: "Allahu Akbar".

Stå op, mens man reciterer Surat al-Fatiha (Koranens Åbningskapitel) og et udvalg af vers. Man skal stå op under de obligatoriske bønner, hvis det overhovedet er muligt. Men hvis det ikke kan lade sig gøre, kan man bede siddende eller, hvis selv det ikke kan gøres, mens man ligger på højre side. Fødderne skal være let adskilte, når man står i bøn. De frivillige bønner kan bedes siddende, men at stå op vil give større belønning.

Reciter Surat al-Fatiha og en anden del af Koranen. Dette er obligatorisk i de to første ra'kat (runder) af de obligatoriske bønner og i hver rak'at af nødvendige (wajib), anbefalede (sunna) og frivillige (nafila) bønner. I den sidste runde (d.v.s. den tredje rak'at i aftenbønnen og de sidste to rak'at af den obligatoriske middagsbøn, eftermiddagsbøn og sene aftenbøn) foretrækkes det at recitere Surat al-Fatiha; men man kan glorificere (Subhana'llah), prise (al-hamdu li'llah), ophøje (Allahu akbar) og erklære Hans Ethed (La ilaha illa'llah). Den del, der reciteres efter Surat al-Fatiha, bør være mindst lige så lang, som den korteste sura (Surat al-Kawthar). Man kan ikke bruge en oversættelse af Koranen til bøn, for Koranen er sammensat af både dens betydning og dens ordlyd og er fra Gud både med dens mening og dens ordlyd.

Bøj fremover og hold denne stilling (ruku') i nogen tid (længe nok til at sige "Subhana'llah" tre gange). Denne ruku' stilling består i at bøje sig frem og holde fast i knæene med håndfladerne med fingrene delvist spredt. Man holder denne stilling, indtil man har fået "ro". Man skal holde ryggen ret, mens man bøjer sig.

Prostration (sujud). Guds Budbringer forklarer: "Lig i prostration, indtil I er rolige i prostrationen, sæt jer derefter, indtil I er faldet til ro (i jeres sidden), og læg jer derefter i prostration, til I er rolige i jeres prostration." Den første prostration, derefter sidden, den anden prostration og ro i alle disse handlinger er obligatorisk i hver rak'at af enhver type bøn, man beder. Bukhari fortæller ("Ezan", 133, 134, 137) fra Guds Budbringer, vedrørende de kropsdele, der skal berøre jorden under prostration, at han sagde: "Jeg er blevet beordret at ligge i prostration på syv legemsdele: panden (og han pegede også på sin næse), hænderne, knæene og føddernes ender."

Den sidste sidden og recitation af tashahhud. I bønnens sidste rak'at skal man sidde længe nok til at recitere tashahhud før afslutningen af bønnen, som udføres ved at hilse ved at vende hovedet til højre og derpå til venstre og sige: "As-salamu 'aleikum wa rahmatu'llah" (må fred og Guds nåde være med jer). Mens man sidder ned, siger man tashahhud elle tahiyyat. Det er nødvendigt at recitere ord af salat wa salam (Guds fred og velsignelser) over Muhammad og hans Familie.

De foreskrevne bønner (salat) er Islams søjler. For fuldt ud at forstå deres vigtighed, tænk da over denne lignelse: En hersker giver hver af sine to tjenere 24 guldmønter og sender dem til en smuk gård, der ligger to måneders rejse borte. Han siger til dem: "Brug disse penge på at købe jeres billetter, jeres forsyninger og hvad, I får brug for, efter I er ankommet. Når I har rejst en dag, vil I nå en transitstation. Vælg en transportmåde, I har råd til."

Tjenerne tager afsted. Den ene bruger kun ganske få penge, før de når stationen. Han bruger sine penge så klogt, at hans herre forøger dem tusind gange. Den anden tjener spiller de 23 af de 24 pengestykker bort, inden de når stationen. Den første tjener tilråder den anden: "Brug den sidste mønt til at købe dig en billet for, ellers vil du blive nødt til at gå og lide sult. Vor herre er gavmild. Måske vil han tilgive dig. Måske kan du tage et fly, så vi kan nå gården på en dag. Hvis ikke skal du gå til fods og udholde 2 måneders sult, mens du krydser ørkenen." Hvis han ignorerer sin vens råd, kan enhver se, hvad der vil ske.

Lyt nu til forklaringen, I af jer, der ikke beder, såvel som du, min egen sjæl, der ikke er tilbøjelig til bøn. Herren er vor Skaber. Én af tjenerne symboliserer de religiøse mennesker, som beder med iver, den anden repræsenterer folk, der ikke bryder sig om at bede. De 24 mønter er døgnets 24 timer. Gården er himlen, transitstationen er graven og rejsen går fra graven til det evige liv. Folk gennemfører rejsen på forskellig tid, afhængigt af deres gerninger og adfærd. Nogle af de virkeligt hengivne rejser 1000 år på en dag som et lyn, mens andre rejser 50 000 år med forestillingens kraft. Koranen hentyder til denne sandhed i 22:47 og 70:4.

Billetten er de foreskrevne bønner, som alle kan udføres på en time. Hvis du tilbringer døgnets 23 timer med verdslige ting og ikke reserverer den sidste time til de foreskrevne bønner, er du en ufornuftige menneske. Du bliver måske fristet til at bruge halvdelen af dine penge på et lotteri, hvor 1000 mennesker spiller med. Din chance for at vinde er altså 1:1 000; mens de, der beder, har en chance på 99 % for at vinde. Hvis ikke du i det mindste bruger én mønt på at vinde en uudtømmelig skat, er der tydeligvis noget i vejen med dig.

Bøn beroliger sjælen og sindet og er let for legemet. Dertil kommer, at den rette intention ændrer vore gerninger og adfærd til tilbedelse. Derved bruges vort korte liv for det evige livs skyld i den næste verden, og vort flygtige liv opnår en slags permanens.

De foreskrevne bønner er religionens søjle og den bedste af gode gerninger. Én, der ikke udfører dem, kan ikke være med til at bygge religionens bygning på troens fundament. Ethvert fundament, hvorpå der ikke blev bygget noget, risikerer at blive fjernet. Budbringeren, (fvmh), belærte om, at den er som en flod, der løber ved siden af éns hus. Den, der bader i den fem gange om dagen, bliver renset for alt smuds (der kan være kommet på én i løbet af tiden mellem dem). Han lærte os også, at de foreskrevne bønner kan tjene som en udsoning for de mindre synder, man måske har begået mellem bønnerne (Muslim, "Tahara", 16).

Koranen fastslår, at de foreskrevne bønner forebygger, at man begår uanstændigheder og andre slags onde gerninger (29:45). Desuden tjener de som anger og anmodning om Guds tilgivelse. På samme måde kan enhver god gerning, udført lige efter en ond, medføre tilgivelse. Så det er yderst tilrådeligt at gøre en godt, lige efter man har begået en slet handling. Ligesom de foreskrevne bønner, kan en sådan adfærd også holde en fra at gøre yderligere skade.

Bøn synes at være et strengt krav; men i virkeligheden giver den ubeskrivelig fred og ro. De, som beder, reciterer ashhadu an la ilaha illa Allah (Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud udover Gud). Kun Han kan give skader eller gavn. Han er den Viise, Som ikke gør noget nyttesløst; den Barmhjertige, Hvis barmhjertighed og overflod er overvældende. De troende ser i hver en begivenhed, i kraft af deres tro, en dør til Guds Barmhjertigheds rigdomme og banker på den ved hjælp af anmodning. Idet de indser, at deres Herre og Opretholder kontrollerer alle ting, søger de tilflugt i Ham. Ved at lægge deres tillid i Gud og fuldstændig overgiver sig til Ham, modstår de det onde. Deres tro giver dem fuldstændig tillid.

Som enhver god gerning opstår tapperhed fra tro på Gud og loyalitet overfor Ham. Som enhver dårlig gerning, opstår fejhed fra vildledning. Skulle Jorden springe i luften, ville disse Guds tjenere med sandt illuminerede hjerter, ikke være forskrækkede - de ville måske endda betragte det som et slående udtryk for den Evigt Efterstræbtes Kraft. En rationalistisk, men ikke-troende tænker vil måske skælve ved synet af en komet, bange for at den skulle ramme Jorden.

Vor egen evne til at opfylde vore endeløse krav er ubetydelig. Vi trues af plager, vor egen styrke ikke kan modstå. Vor styrke er begrænset til det, vi kan nå; men vore ønsker og forlangender, lidelser og sorger er ligeså vidtrækkende som vor forestillingsevne.

Enhver, der ikke er fuldkommen blind overfor sandheden, forstår, at vor bedste mulighed er at overgive os til Gud, at tilbede, tro og have tillid til Ham. En sikker vej må foretrækkes frem for en farlig, selv én med en meget lav sandsynlighed for sikker passage. Troens vej fører én frem til endeløs lyksalighed med næsten 100 % sikkerhed; derimod er vantroens og overskridelsernes vej ikke profitabel og fører med næsten 100 % sikkerhed til endeløse tab. Selv de, der rejser ad den, er enige i denne sandhed, ligesom talløse eksperter og indsigtsfulde og tænksomme mennesker er det.

Man kan konkludere, at ligesom den næste verdens lyksaligheder, er lykken i denne verden afhængig af underkastelse til Gud og at være Hans hengivne tjener. Så pris Ham altid ved at sige: "Priset være Gud for lydighed og succes på Hans vej" og tak Ham for, at vi er Hans troende og tilbedende tjenere.

Fredagens fællesbøn er obligatorisk og et betydningsfuldt islamisk symbol. Guds Budbringer sagde, at Gud forsegler hjerterne hos dem, der tre gange i træk forsømmer den uden nogen gyldig grund (Abu Dawud, "Salat", 215; Tirmidhi, "Salat", 359). Den har også sider, der vedrører det muslimske samfunds politiske frihed og tilstand, og kan ikke bedes alene.

Hvem og Hvornår. Den bedes ved tiden for middagsbønnen, for sidstnævnte bøn bedes ikke om fredagen. Enhver fri, voksen, fornuftig og bofast muslim, som kan møde op, skal komme, medmindre han har en gyldig grund til ikke at komme. Den er ikke obligatorisk for kvinder, børn, de, som har en gyldig grund (f. eks. sygdom, mangel på sikkerhed, ekstrem kulde) samt rejsende.

Forberedelser. Forøg bønnerne, anmodningerne og nedkaldelse af Guds velsignelser og fred over Budbringeren og hans Familie om fredagen, særligt inden Fredagsbønnen. Udfør den store afvaskning (ghusl) og tag de bedste klæder på og den fineste, tilladte parfume. Det anbefales at følge Budbringerens eksempel med at recitere 10 vers fra begyndelsen og slutningen på Surat al-Kahf. Gå også til moskéen i god tid.

Betingelser for Dens Gyldighed. Fredagens fællesbøn har aspekter, der angår det muslimske samfunds politiske frihed, som følger:

Den bedes i en by (misr), der har en regering, eller en landsby med mere end 30-40 huse - som ligner en by i sin ydre form.

Den skal helst holdes i en central, rummelig moské og ledes af områdets eller byens guvernør eller imam (bønneleder), der er i stand til at lede den, og er blevet udpeget af guvernøren til at gøre det. I en hovedstad skal det helst være præsidenten, der leder bønnen, eller en kyndig imam, han har udpeget.

Der skal være mindst tre mennesker, for at de udgør en forsamling efter imamen.

Adhan. Kaldet til bøn (adhan) foretages inden Fredagsgudstjenesten.

Gudstjenesten. Der skal holdes en gudstjeneste inden Fredagsbønnen. Det er imamen, der giver den, stående på en prædikestol. Han indleder den med at prise Gud og nedkalde Guds velsignelser og fred over Hans Budbringer og hans Familie. Dernæst giver han en prædiken, hvori han formaner muslimerne om at gøre gode gerninger, advarer dem mod ondt, rådgiver dem og søger at oplyse dem mentalt og åndeligt og at vejlede dem. Han skal ikke gøre sin prædiken lang. Efter denne del af gudstjenesten, sidder han en stund og derefter rejser han sig, priser Gud og påkalder Guds velsignelser og fred over Guds Budbringer og hans Familie og beder for alle muslimer. Forsamlingen lytter opmærksomt og i stilhed.

Bønner før og efter Fredagsbønnen. Fredagsbønnen består af to rak'at. Det er sunna at bede fire rak'at før den, på samme måde som man beder to rak'at inden middagsbønnen. Efter bønnen anbefales det, at man beder en anden frivillig bøn på fire rak'at.

De lærde har haft nogen tvivl om Fredagsbønnens gyldighed gennem mange århundreder på grund af det muslimske samfunds beskaffenhed. For derfor at være sikre på virkningen af den foreskrevne middagsbøn har de bestemt, at en anden bøn på fire rak'at, ligesom den foreskrevne middagsbøn og med intention om at bede en forsinket middagsbøn, skal bedes før den frivillige bøn på fire rak'at. De råder også til, at man følger denne med en anden frivillig bøn på to rak'at med intention om at bede sunna bønnen for den tid.

Bøn er den vigtigste slags tilbedelse. Den er religionens støtte og kan derfor aldrig udelades. Men de lærde er enige i, at alle bønner, man har mistet af den ene eller anden grund (f. eks. glemsomhed, søvn, man lige er blevet opereret eller alvorlig sygdom), skal udlignes. Man kan udføre de mistede bønner på ethvert tidspunkt, undtaget når det er forbudt at bede.

Mistede bønner skal bedes i den rette orden. For eksempel, hvis man har mistet mindre end seks bønner, skal man først bede de mistede bønner, inden man beder en ny bøn på hvis tidspunkt det er. Ved at gøre sådan viser man, at man er et ordensmenneske, og det at udligne mistede bønner forstærker dette. Hvis man imidlertid har mistet mere end seks bønner, kan man bede dem på alle tider, hvor bøn er tilladt.

Hvis nogle af de nødvendige handlinger er blevet udeladt eller forsinket i nogen tid, på grund af glemsomhed (f. eks. at sidde mellem anden og tredje rak'at i de bønner, der har tre eller fire rak'at, at stoppe mellem de obligatoriske handlinger i mere end nogle få sekunder eller at udelade qunut i witr bønnen), efter at have hilst første gang til højre, gør man to prostrationer ligesom de andre prostrationer og reciterer tashahhud (tahiyyat) og påkalder Guds fred og velsignelser over Guds Budbringer. Derpå hilses der og bønnen afsluttes.

Ved fællesbønnen reciterer imamen kun tahiyyat og den indledende del af påkaldelsen af Guds velsignelser og fred over Budbringeren og hans Familie (dvs. Allahumma salli 'ala Muhammadin wa 'ala Al-i Muhammad), før man gør prostrationerne for glemsomhed.

Gud har valgt nogle handlinger, som Hans Profeter og deres følgere skal udføre. Disse handlinger, som kendes som sunan al-fitra (handlinger, der kræves af menneskets natur), er følgende:

OMSKÆRING. Dette forhindrer smuds i at sætte sig på éns penis og gør den også nemmere at holde ren. Shafi'i lærde mener, at det skal ske på den syvende dag, selvom det er tilladt at gøre det senere.

BARBERE PUBESHÅR OG TRÆKKE HÅR UNDER ARMENE UD. Det er sunna at gøre således. Men det er nok at trimme eller trække det ud.

AT KLIPPE NEGLE, TRIMME OG BARBERE MUSTACHEN OG HOLDE SKÆGGET RENT. Abu Hurayra fortalte, at Guds Budbringer, må Guds velsignelser og fred være med ham, sagde: "Der er fem vigtige ting i éns fitra: Barbere pubeshårene, omskæring, trimme moustachen, fjerne hår under armene og klippe neglene." (Muslim, "Tahara", 49). En moustache skal ikke være så lang at madrester, drikke og smuds samler sig i det. Hvis man har skæg, skal det ikke være uordentligt.

PRISE OG FRISERE SIT HÅR. Abu Hurayra fortalte, at Profeten, må fred være med ham, sagde: "Enhver, der har hår, burde prise det" (Abu Dawud, "Tarajjul", 3:4 163). Det er tilladt at klippe håret af, ligesom det er at lade det gro, hvis man ærer det.

LADE GRÅ HÅR VÆRE. Dette gælder både mænd og kvinder. 'Amr ibn Shu'ayb fortalte med autorisation fra hans fader, fra sin bedstefader, at Profeten sagde: "Fjern ikke de grå hår, eftersom de er en muslims lys. En muslim bliver aldrig grå i Islam, undtagen det, Gud har foreskrevet ham, og på grund af det får en god gerning ham til at stige en grad og sletter for ham på grund af det en af hans synder." (Ibn Hanbal, 2:179; Tirmidhi, "Adab", 56).

FARVE ENS GRÅ HÅR. I henhold til den accepterede holdning er det tilladt at farve éns hår ved at bruge henna, rød farve, gul farve og så videre, forudsat at farverne er religiøst tilladte.

BRUG AF PARFUME. Brug af moskus og andre parfumer uden alkohol og lignende forbudte ting er højst anbefalelsesværdigt, for de glæder sjælen og gør atmosfæren skønnere.

Menstruation og Efter-fødsels Blødninger

Menstruation er en naturlig strøm af blod, der flyder med jævne mellemrum fra en kvindes uterus efter puberteten. Gud har fastlagt bestemte regler i forbindelse med dette, som en indrømmelse til kvinden i hensyntagen til hendes betingelse.

Normalt varer en menstruation 3 til 10 dage og nætter, forskelligt fra kvinde til kvinde. De fleste kvinder har et regelmæssigt antal dage i deres månedlige mestruationsperiode. Antallet af dage kan svinge lidt og perioden kan komme lidt før eller senere end den plejer. Så når en kvinde ser menstruationsblod, skal hun betragte sig som menstruerende. Når det holder op, skal hun betragte sig som ren. Hvis der kommer mere blod efter hendes menstruationsperiode er slut, men det ikke har samme farve som menstruationsblod, skal det ikke betragtes som menstruation.

Blødning efter fødsel er det blod, der kommer under og efter barnefødsel. Det kan begynde at komme 2 eller 3 dage inden fødslen og kan være ledsaget af fødselssmerter (veer). Der er ikke nogen mindste grænse for, hvor længe en kvinde vil bløde, men almindeligvis er den øvre grænse 40 dage.

Det er kvinderne forbudt at udføre bestemte handlinger under disse forhold, og de er følgende:

Hun kan ikke bede (salat), efter hun er begyndt at bløde, og behøver ikke at gøre godt for nogen mistede bønner.

Hun kan ikke udføre nogen obligatorisk (Ramadan) eller frivillig faste. Hun skal senere gøre godt for de mistede obligatoriske fastedage, når hun har generhvervet sin rituelle renhed. Hvis blødningen begynder på en frivillig fastedag, hvor hun havde besluttet sig for at faste, skal hun faste den senere.

Hun kan deltage i alle pilgrimsfærdens ritualer med undtagelse af at gå rundt om Ka'ba'en (tawaf).

Hun bør undgå moskeer eller tilbedelsessteder og kan ikke berøre Koranen, hverken originalen eller en oversættelse. Hun må ikke recitere den fra hukommelsen, men kan læse vers med bønner og anråbelser med intentionen om at bede. (Hun kan ikke udføre salat, men kan læse bønner og recitere de bønner, der er nævnt i Koranen, med intention om at sige bønner eller foretage anmodninger.)

En mand kan ikke have samleje med sin hustru, mens hun har efterfødselsblødning, for hun må ikke gøre sig tilgængelig for ham. Imidlertid må han kramme, kysse eller berøre hende alle steder, undtagen pubesområdet. Det er bedst og højst tilrådeligt at undgå området mellem navlen og knæene.

Når en menstruerende kvinde holder op med at bløde, skal hun udføre en komplet ghusl (stor renselse). Derefter må hun genoptage bønner og faste, kan gå i moskeen, gøre tawaf, recitere Koranen og deltage i tilladeligt seksuelt samkvem. Hun må gøre godt for de fastedage, hun gik glip af under Ramadanen, men ikke bønnerne. De samme regler gælder for kvinder med efter fødsels blødninger.

Bøn er den vigtigste form for tilbedelse, for den viser en persons oprigtighed og loyalitet overfor Gud. Med Guds Budbringers ord, er den søjlen eller hovedstøtten for det religiøse liv (Daylami, al-Firdaws, 2:404).

Der findes adskillige slags bønner, som følger:

Obligatorisk. De fem foreskrevne daglige bønner og Jumu'a (fredags) bønnen. Sidstnævnte er ikke obligatorisk for kvinder, men de må bede den, hvis de vil. Begravelsesbønnen er obligatorisk; men ikke for hvert individ. Hvis nogle udfører den, behøver andre ikke at gøre det.

Nødvendige (wajib). Eid-bønnerne (religiøse festdage) og witr-bøn (der udføres efter den sene aften- eller nattebøn, indtil daggry).

Sunna (de, Profeten udførte eller tilrådede). De, der udføres før eller efter de daglige foreskrevne bønner, tahajjud (udføres efter den sene aftenbøn), tarawih (udføres efter den sene aftenbøn i Ramadanen, men før witr bønnen), khusuf og kusuf (gøres under sol- og måneformørkelser) samt bønnen om regn (salat al-istisqa).

Frivillige og belønnede. Salat al-ishraq (udføres omtrent tre kvarter efter solopgang), salat al-duha (førmiddag eller lyst dagslys bøn, udføres omtrent tre kvarter inden middagsbønnen) og salat al-awwabin (udføres mellem aftens- og sen aftensbønnerne). Der findes nogle andre frivillige bønner, såsom salat al-tawba (udføres før man beder Gud om at tilgive os), salat al-istikhara (udføres for at bede Gud om at gøre noget godt for os), salat al-tasbih (bønnen for at glorificere Gud), bønnen, man udfører, når man tager på en rejse, og bønnen, man udfører, når man vender hjem fra en rejse.

Af Isa Kuyucuoglu

Muslimer tror på Den Almægtige Allah, der ] skabt universet og mennesker.Han er den, der bedst kender menneskers kri hjerte, hjerne og sjæl. Derfor kender Allah også de behov og ved, hvad der er godt og dårligt mennesker. Han har sendt nogle regler til menneske gennem sine budbringere.Man tror ikke, at det er Allah, der har behov religiøse ritualer, men mennesket, der har det.Hvis man gør sin pligt, bliver man selv glad, man behager også den Almægtige Allah.Muslimer viser hengivenhed og respekt over Allah ved at praktisere de religiøse pligter.Ved disse ritualer takker man også Allah for alt d Han har givet til mennesket.Den hellige bog Koranen fortæller, hvordan All ønsker, menneskene skal leve.

Allah slutter sin sidste åbenbaring, 

"I dag har jeg gjort jeres religion fuldkommen for jer og fuldendt Min nåde over jer og valgt Islam som jeres religion (måde at leve på)"

"Islam" er et arabisk ord, der blandt andet betyder, hilsen, fred, frihed, velsignelse og hengivenhed. For at være muslim skal man sige "La ilaha Illallah, Muhammad Arrasul Allah ".

Der er ingen anden Gud end Allah (Allah), Muhammed er hans sendebud.

En muslim tror på, at Muhammed er den sidste profet, der kom efter Jesus, og at Islam er den sidste religion efter Kristendommen.

Koranen nævner flere profeter fra Biblen. Jesus er også muslimernes profet. Man har stor respekt for ham (fvh) og tror på Maria og Jomfrufødslen, men man tror ikke at Jesus er Guds søn.

For en muslim er det at bede, at faste, at tage på pilgrimsrejse, at betale almisse og at læse Koranen alt sammen gode gerninger. Der findes flere forskellige former for gode gerninger.

Fx. kan man tjene samfundet, hjælpe andre mennesker, besøge syge og ældre og lignende aktiviteter. Alle handlinger, som vi gør i vores dagligdag, er enten gode eller dårlige gerninger. At elske og respektere hinanden er også en religiøs opgave og en god gerning.

Der er et afsnit i Koranen, der giver et klart billede af det livsmønster Allah ønsker for muslimerne.

"Fromhed er ikke at vende jeres ansigter mod øst eller vest, men sandt er det, der tror på Allah og den næste verden og englene og Bogen (Koranen) og profeterne som af kærlighed til Ham giver (af sin) ejendom til slægtninge og forældreløse og de fattige og den vejfarende og de bedende og til (løskøbelse) af de fangne (slaverne) og som holder bøn og betaler almisse. Og (ligeledes) det, og de, der er udholdende i trængsler og nød og krigstid. Sådanne er de, der er sande (troende) virkelig retfærdige" (Kap, 3:177)

I disse vers fortæller Allah muslimerne om Islams grundlæggende trosartikler og de fem søjler samt hvad den rigtige fromhed består af

Koranen (Kap,5: 5), således:

At Bede om Det, Der Er Godt (Salat al-Istikhara). Budbringeren rådede alle muslimer til at gøre som han, når de stod overfor at vælge mellem tilladte alternativer: bed to ikke-obligatoriske rak'at og bed da Gud om at sætte én i stand til at vælge den bedste.

Bøn for Herliggørelse (Salat al-Tasbih). Ibn 'Abbas fortæller, at Guds Budbringer sagde til 'Abbas ibn 'Abd al-Muttalib:

Oh ’Abbas, oh onkel, skal jeg ikke give dig, forære dig, donere dig, fortælle dig om ti ting som, hvis du gør dem, får Gud til at tilgive dig dine første og sidste synder, fortidige og nutidige synder, villede og ufrivillige synder, private og offentlige synder? De ti handlinger er: bed fire rak’at, og reciter i hver rak’at sura al-Fatiha og en sura. Når du er færdig med at recitere Koranen i den første rak’at, sig da, i stående stilling: Subhana’llah al-hamdu li’llah wa la ilaha ’illahu wa’llahu akbar (priset være Gud, al lovprisning er til Gud, der er ingen anden gud end Gud og Gud er den Største) 15 gange. Gør da ruku’, og mens du er i ruku’ sig den samme sætning 10 gange. Stå derefter op og sig det samme 10 gange. Gå derefter ned og lav sajda og mens du er i sajda, sig den samme sætning 10 gange. Derefter sidder du og siger den sætning 10 gange. Derpå gør du sajda og siger den samme sætning 10 gange. Sid efter den anden sajda og sig sætningen igen 10 gange. Det giver 75 (gentagelser af den sætning) i hver rak’at. Gør sådan i hver af de fire rak’at. Hvis du kan bede den en gang om dagen, da gør det. Hvis ikke du kan, så hver fredag. Hvis du ikke kan det, da en gang om året. Og hvis du ikke kan det, så en gang i løbet af dit liv. (Abu Dawud, ”Salat”, 303; Tirmidhi, ”Salat”, 350)

Efter at have sagt disse sætninger ti gange efter den anden sajda i den anden rak'at, reciteres tashahhud og bønner om Guds velsignelser og fred over Budbringeren og hans Familie, og derpå afslutter man de første to rak'at ved at hilse. Bed de næste to rak'at på samme måde.

Bønnen for Behov (Salat al-Haja). Gør den passende afvaskning, bed to rak'at og sig den bøn, der fortælles fra Budbringeren vedrørende det (Tirmidhi, "Witr", 345). Hvis Guds overordnede Visdom kræver, at det skal opfyldes, vil Gud give, hvad der end spørges om, enten før eller siden.

Bønnen for Anger (Salat al-Tawba). Foretag de passende mindre eller større afvaskning, bed en bøn på to rak'at og bed om Hans tilgivelse. Forhåbentlig vil Gud tilgive.

Bønnen under en Sol- eller Måneformørkelse (Salat al-Kusuf og al-Khusuf). De lærde er enige om, at det er sunna mu'akkada altså understreget eller bekræftet, som udføres af både mænd og kvinder. Det er bedst, men ikke absolut nødvendigt, at bede den i fællesskab. Dens tidspunkt er fra formørkelsens begyndelse til dens slutning. Det er bedst at sige takbir, bede, give almisser og bede Gud om tilgivelse under formørkelsen. Man bør bemærke, at det intet har at gøre med at bede om formørkelsen skal stoppe, for dens begyndelse og slutning er klar. En formørkelse er blot en anledning til sådan en bøn.

Bønnen om Regn (Salat al-Istisqa'). Denne bøn gøres for at anmode Gud om regn under en tørke.

At undlade nogen af bønnens obligatoriske handlinger, uanset om det er med vilje eller uvidenhed eller glemsomhed.

At udtale noget ord, om det så kun er på to bogstaver, der ikke er indeholdt i recitationen af bønnen.

At græde, sukke og beklage sig over verdslige ting og at lave nogen form for støj (undtagen for at klare halsen, hoste eller gabe) eller tale. Kun ufrivillig gråd på grund af frygt eller kærlighed til Gud og lignende (emotioner) gør ikke bønnen ugyldig.

At tale og besvare nogen opringning eller hilsen.

At recitere Koranen eller bønnerne så fejlfuldt, at man ikke kan finde det i Koranen eller blandt fortællinger fra Profeten, og at man fordrejer meningen, så det krænker islamiske sandheder og principper.

At sige bønner, der ikke findes i Koranen eller er fortalt fra Profeten, og som drejer sig om verdslige ting, såsom: "Oh Herre, sæt mig i stand til at betale min gæld" eller "Herre, lad mig blive gift med den-og-den kvinde (eller mand)"

At flytte sig eller skifte plads, når én, der ikke beder (salat), beder én om det.

At foretage sig noget, der kan få nogen til at tro, at man ikke beder.

At gøre noget, der gør den rituelle renhed ugyldig.

At vende sit bryst bort fra qibla.

At spise eller synke noget, der er større end en rest af en kikærte, der sidder mellem tænderne.

Af Isa Kuyucuoglu

Ifølge Islam kan man bede over hele verden, men man må passe på, at de steder, man beder, er rene.

Man har lov til at bede, hvorend man har lyst, derhjemme, i moskéen, udenfor, i haven osv.. Allah kan nævnes alle de steder, man har lyst til. Hvor man end beder, skal man huske at vende sit ansigt mod Kabaen i Mekka. Moskéer er kendt som Allahs huse. Og derfor er det meget vigtigt at holde dem ligeså rene, som ens eget hjem.

Man kan enten bede alene eller sammen med andre. Når man beder i fællesskab, viser det menneskers sammenhold. At bede sammen med andre mennesker i en moské er meget bedre end at bede alene.

Muslimerne har bygget flotte moskéer i de forskellige lande gennem historien. Den vigtigste hellige moské er uden tvivl den store moské, "Masjid al Haram" i Mekka. Her er Kabaen placeret, som er blevet fællespunktet for muslimernes bederetning. "Masdjid an Nabawi" (Profetens Masdjid i Madina) er også en hellig moské. "Masdjid al Aqsa" (Klippemoskéen i Jerusalem) er også vigtig, for den var fællespunkt for muslimernes første bederetning.

Den Blå Moské i Istanbul, Den Store Moské i Damaskus og Den Store Moské i Cordoba er andre vigtige moskéer.

For at bønnen kan være komplet og acceptabel for Gud, skal man udføre følgende handlinger:

• Rense sig for alle større og mindre tilsmudsninger ved at udføre ghusl (den store afvaskning) og wudu' (den mindre afvaskning), henholdsvis. Hvis man ikke har brudt sin wudu mellem to bønstidspunkter, behøver den ikke at blive fornyet inden den næste bøn. Profeten anbefalede kraftigt, at man rensede sine tænder med en miswak, eller i det mindste noget rent, når man gør wudu'.
• Fjern enhver urenhed fra ens tøj, legeme og bedested. De urenheder, der ugyldiggør en bøn, blev nævnt i afsnittet om tahara. De er opdelt i to kategorier: grov urenhed (najasat al-ghazila) eller svag urenhed (najasat al-khafifa). Opkast, urin, eskementer, wadi (et tykt, hvidt sekret, der udskilles efter urinering), mazi (en hvid, klæbrig væske, der udskilles fra kønsorganerne, når man tænker på samleje, forspil og så videre) og prostatisk væske er alle medtaget i grov urenhed. I denne kategori er urin også inkluderet og spyt samt blod fra alle dyr, hvis kød er forbudt, alle dyrs ekskrementer (undtagen fugles), hvis kød er tilladt, ekskrementer fra fjerkræ (gæs, høns og ænder), enhver del af svin samt alkohol. Hvis der er mere end tre gram fast smuds eller væske mere end hvad der kan dække håndfladen, gør det bønnen ugyldig.
• Urin fra heste og husdyr samt vilde dyr, hvis kød er tilladt, er en svag urenhed. Hvis en sådan urenhed er mere end en fjerdedel af et lem eller tilsmudser mere end en fjerdedel af klæderne, er bønnen ugyldig.
• Tildække den del af kroppen, der ikke må vises offentligt. For mændene er det fra knæene til navlen; for kvinderne er det hele kroppen, undtaget ansigtet, hænderne og fødderne.
• Vende ansigtet mod qibla (retningen mod den Hellige Moské i Mekka) under bønnen. Hvis man ikke kender retningen, må man lede efter den. Hvis man beder i en anden retning efter at have søgt, er bønnen gyldig. Hvis brystet vendes væk fra qibla under bønnen, er bønnen ugyldig. Hvis hovedet bare drejes et øjeblik, må man med det samme dreje det tilbage mod qibla.
• Udføre bønnen til tiden.

Hver bøn indeholder bestemte handlinger, der er sunna, hvilket betyder, at Budbringeren, (fvmh), gjorde således og rådede muslimerne til at gøre ligeså. De er yderst vigtige for at gøre bønnen fuldstændig og modtage en større belønning.

Når man begynder på bønnen og siger den indledende takbir, skal man løfte hænderne (ifølge hanafi'erne) op til ørerne og lade tommelfingrene berøre øreflipperne.

Ifølge hanafi'erne skal hænderne holdes under navlen, (shafi'erne siger under brystet), og højre hånd har fat om venstre håndled.

Bønnen bør begynde med en bøn, som Profeten, må fred være med ham, brugte til at begynde sine bønner med. Den siges efter åbnings takbir og inden recitationen af Surah al-Fatiha. Hanafi'erne foretrækker: Subhanaka'llahumma wa bi-hamdik. Wa tebaraka'smuk. Wa ta'ala jadduk. Wa la ilaha ghayruk. (Lovpriset være Du, oh Gud, og Dig tilhører prisen. Velsignet er Dit Navn og ophøjet er Din ære. Der er ingen anden gud end Dig). Shafi'erne foretrækker: Inni wajjahtu wajhiya li'llezi fatara'-samawati wa'l-ardi hanifan wa ma ana mine'l-mushrikin. Inna salati wa nusuki wa mayaya wa mamati li'llahi Rabbi'l-alamin, la sharika lah; wa bi-dhalike umirtu; wa ana mina'l-muslimin (Jeg har vendt mit ansigt til den Ene, Som er Oprindelsen til himlene og Jorden, som oprigtigt overgivet, og jeg er ikke én af polyteisterne. Mine bønner, mit offer, mit liv og min død er alle for Gud, Verdenernes Herre. Han har ingen partner. Det er, hvad jeg har fået ordre til, og jeg er én, der overgiver mig). Man kan ligeledes recitere andre bønner, der er relaterede til Budbringeren, inden al-Fatiha.

Man siger Amin efter recitering af al-Fatiha.

Man reciterer forholdsvis lange passager fra Koranen efter al-Fatiha om morgenen (omtrent en side eller mere i hver rak'at, længst i den første), middags- og eftermiddagsbønnerne (omkring én side), enten en ret lang eller kortere passager i aftenbønnen og korte passager i den sene aftenbøn.

Man siger takbir hver gang, man bøjer sig, sætter sig, bevæger sig til og fra prostration og rejser sig efter at have siddet. Når man rejser sig efter bøjningen, skal alle muslimer sige: "Sami'a'llahu li-man hamidah" (Gud hører den, der priser Ham) og efter det "Rabbana wa-laka'l-hamd" (Vor Herre, og til Dig er al pris).

Man siger "Subhana Rabiyya'l-Ázim" (Lovprisninger er til min Herre, den Mægtige) tre gange, mens man bøjer sig, og "Subhana Rabbiya'l-A'la" (lovprisning til min Herre, den Højeste) under prostrationen.

Bøn efter den sidste tashahhud og før man giver de sidste hilsener (som afslutter bønnen). Disse kan bestå i enhver af de bønner (supplikationer), der er nævnt i Koranen eller fortalt af Budbringeren.

Man siger ord til ihukommelse, beder om tilgivelse og anmodninger efter bønnen. Den kendteste og mest udbredte, der fortælles fra Budbringeren, er: Astaghfiru'llaha'l-'Azim (Jeg beder Gud, den Almægtige, om tilgivelse: tre gange) og Allahumma anta's-Salamu wa minka's-salam. Tabarakta ya Dha'l-Jalali wa'l-Ikram (Oh Gud, Du er Freden og fra Dig kommer fred. Du er den velsignede og Den, Som skænker velsignelser, oh Majestætiske og Velgørende (Ene)). Derefter reciteres Ayat al-Kursiy (2:255) og udtales herliggørelsernes ord (Subhana'llah), lovprisning (al-hamdu li'llah) og ophøjelse (Allahu akbar) hver 33 gange.

• Bede to rak'at inden morgenbønnen blev varmt anbefalet og understreget af Guds Budbringer. De udføres ligesom morgengrybønnen, med undtagelse af at man reciterer kortere passager af Koranen efter al-Fatiha.
• Bede fire rak'at inden middagsbønnen blev højt priset og understreget af Guds Budbringer. De gøres ligesom i middagsbønnen, bortset fra at man reciterer passager fra Koranen efter al-Fatiha i alle rak'at. Han bad også andre to eller fire rak'at efter den foreskrevne bøn, og muslimerne opfordres til at gøre det samme.
• Det er også varmt anbefalet at bede fire rak'at inden eftermiddagsbønnen. De udføres ligesom i middagsbønnen, bortset fra at man reciterer påkaldelserne af Guds velsignelser, fred og gaver over vor lærer Muhammad og hans Familie efter tashahhud under den første sidden, og bønnen (anmodningen) før al-Fatiha i den tredje rak'at, som man reciterer, når man åbner bønnen efter den indledende takbir.
• Ligeledes er det varmt anbefalet at bede to rak'at efter aften- og den sene aftenbøn, mens det at bede fire rak'at inden den sene aftenbøn, ligesom ved eftermiddagsbønnen, er en ubetonet sunna bøn.

Najasa henviser til urene substanser, som muslimerne skal undgå, og vaske af, efter de har været i kontakt med dem. Gud siger: Rens jeres klædninger (74:4) og: Gud elsker de, der angrer, og som renser sig (2:222).

Dyr, der er døde af en naturlig årsag (f. eks. ikke dræbt på den islamiske måde) er urene, ligesom alt, der skæres af et levende dyr. Men døde havdyr og dem uden flydende blod (f. eks. bier og myrer) er ikke urene. Knoglerne, horn, kløer, pels, fjer og huden fra døde dyr, undtagen svin, er rene.

Alt blod, der strømmer fra et menneskes eller et dyrs krop (f. eks. blod fra et dræbt dyr eller menstruationsblod) er urent. Men blod, der forbliver i venerne, er tilladt. Ligeledes er alt blod, der er blevet tilbage i spiseligt kød, levere, hjerter og milte, ikke urent, forudsat at dyret blev ofret på den islamiske måde.

Et menneskes opkast, urin, ekskrementer, wadi (et tykt hvidt sekret, der udskilles efter urination), mazi (en hvid, klistret væske, der flyder fra kønsorganerne, når man tænker på samleje, forspil og så videre) prostatisk væske samt sperm, er urene. Men ifølge nogle, er sperm ikke urent; men bør vaskes af, hvis det stadigt er vådt og kradses af, hvis det er tørt. Enhver del af menneskekød er urent.

Urin, spyt og blod fra alle dyr, hvis kød er forbudt, samt afføring fra ethvert dyr, undtaget fugle, hvis kød er tilladt, er urent.

Afføringen fra fjerkræ (f. eks gæs, høns, ænder) er uren.

Svin og alkohol er urene.

Hunde betragtes som urene. Enhver beholder, som en hund har slikket, skal vaskes grundigt og steriliseres. Hvis en hund slikker en gryde med tør mad, skal det, den har rørt og det, der omgiver det, straks smides ud. Resten kan beholdes, da det stadigt er rent. Hundehår anses som rene.

De nævnte urenheder betragtes som "grov urenhed" (najasat al-ghaliza). Enhver mængde af dem forurener det, de kommer i kontakt med. Men hvis det sidder på kroppen eller tøjet på en person, der beder, eller på gulvet eller bedetæppet, tages dets mængde i betragtning. Hvis det drejer sig om fast smuds, må mængden ikke overstige 3 gram, og enhver væske ikke mere end den mængde, der breder sig ud over en persons håndflade, da det ellers gør bønnen ugyldig.

Urinen fra heste og husdyr eller vilde dyr, hvis kød det er tilladt at spise, er svagt urent (najasat al-khafifa). Når mere end en fjerdedel af et lem eller en fjerdedel af éns tøj er stænket med det, er bønnen ugyldig.

Måder til Renselse

RENSELSE AF KROPPEN OG KLÆDERNE. Hvis de er blevet urene, skal de vaskes med vand, indtil der ikke er mere urenhed tilbage. Dette gælder især, hvis det drejer sig om synlige urenheder, som f. eks. blod. Hvis der bliver nogle stænk tilbage, som ikke lader sig fjerne, kan man se bort fra dem. Hvis urenheden ikke er synlig, som urin, skal man vaske og vride det, det har forurenet, tre gange.

RENSELSE AF UNDERLAGET. Rens underlaget ved at hælde vand på det. Hvis urenheden er fast, vil underlaget først være rent, når den er fjernet eller er gået til grunde.

RENSELSE AF FORURENET SMØR OG LIGNENDE SUBSTANSER. Hvis et dødt dyr er faldet i en fast masse, men ikke er svulmet op eller gået i opløsning, skal alt, hvad dyret berører og som ligger omkring det, smides væk, forudsat at man er sikker på, at det ikke har rørt resten af massen. Hvis det faldt i en flydende substans, siger flertallet, at al væsken er blevet uren.

RENSELSE AF ET DØDT DYRS SKIND. Garvning renser et dødt dyrs skind og pels. Profeten sagde: "Hvis dyrets skind er garvet, er det renset" (Muslim, "Hayz", 105).

RENSELSE AF SPEJLE OG LIGNENDE GENSTANDE. Spejle, knive, sværd, søm, ben, glas, glaserede krukker og andre glatte overflader, der ikke har porer, renses ved at fjerne urenheden.

Nyttige Punkter

Hvis en ukendt væske kommer på en person, er det ikke nødvendigt at spørge om det eller at vaske sit tøj.

Hvis man finder noget fugtigt på sin krop om natten, og ikke ved hvad det er, behøver man ikke lugte til det, for at finde ud af hvad det er.

Tøj, der har mudder fra gaden på sig, behøver ikke at blive vasket.

Hvis et menneske er færdig med sin bøn, og da opdager en urenhed på sit tøj eller legeme, som man ikke tidligere havde bemærket, eller havde bemærket, men glemt igen, skal man ikke gøre bønnen om.

Hvis man ikke kan afgøre hvilken del af ens tøj, der indeholder forureningen, skal hele klædedragten vaskes, for "hvis en forpligtelse kun kan opfyldes ved at udføre en anden beslægtet handling, bliver denne handling også obligatorisk."

Hvis man blander rent tøj med urent (og ikke kan kende forskel), skal man undersøge sagen og bede én gang i en af klæderne.

Det er upassende, at gå på badeværelse, mens man bærer noget med Guds Navn på, medmindre man er bange for at det skal blive væk eller blive stjålet.

Man bør ikke tale i badeværelset, svare på en hilsen eller gentage det, muezzinen siger. Man kan tale, hvis det er nødvendigt. Hvis man nyser, bør man prise Gud i stilhed ved blot at bevæge læberne.

Man skal ikke vende sig mod qibla, eller vende ryggen til den, når man træder af på naturens vegne, især ikke på åbne områder.

Man bør søge sig et blødt og sænket sted på jorden, for at beskytte sig imod urenheder. Profeten sagde: "Når en af jer urinerer, skal han vælge sig et passende sted at gøre det på."

Man bør undgå skyggefulde steder og steder, hvor folk vandrer og samler sig.

Man skal ikke urinere, eller andet den slags, på badesteder eller i stillestående eller strømmende vand.

Man skal ikke urinere stående, selvom nogle tillader det.

Man skal fjerne enhver urenhed fra sit tøj og krop efter at have lettet sig (været på WC).

Man må ikke rengøre sig med højre hånd.

Man skal fjerne enhver dårlig lugt fra sine hænder, efter man har lettet sig.

Man bør træde ind på sit badeværelse med venstre fod først, idet man siger: "Jeg søger tilflugt i Gud fra de skadelige mandlige og kvindelige væsener (djævle)", og gå ud med højre fod først, idet man siger: "Oh Gud, jeg beder om Din tilgivelse."

Efter man har lettet sig, skal man vente indtil urinen fuldstændigt er stoppet samt sikre sig at intet af det er dryppet ned i éns tøj. Det hedder istibra (stræbe efter fuldstændig renhed). Ibn 'Abbas fortalte, at Guds Budbringer, må Guds velsignelser og fred være med ham, gik forbi to grave og sagde: "De bliver straffet, men ikke for nogen stor sag (fra deres side). Den ene af dem holdt sig ikke ren med urin, og den anden plejede at sprede bagvaskelse." (Tirmnidhi, "Tahara", 53). For at fjerne enhver tvivl bør man stænke sin penis og underbukser med vand.

• For at fuldstændiggøre bønnen skal man recitere korrekt, forståeligt og tydeligt; udføre alle de obligatoriske handlinger korrekt og i den rigtige rækkefølge; være i ro; rette kroppen op, når man står, bøjer sig og gør prostration; bøj, gør prostration og stå op efter bøjning og før prostration, og sid mellem prostrationerne mindst lige så længe, det tager at sige Subhana'llah.
• Medmindre der er en acceptabel forhindring, bør bønnerne gøres i fællesskab.
• Hvis man beder alene, skal man recitere Surat al-Fatiha og en del af Koranen lydløst i både de obligatoriske og de frivillige bønner, man beder i løbet af dagen. Om natten kan man recitere lydløst eller hørligt. I fællesbøn bør imamen (bønnelederen) recitere hørligt i alle rak'at om morgenen, jumu'a, tarawih og witr bønner samt i de to første rak'at i aften- og sen aftenbønnerne. I alle rak'at i middags- og eftermiddagsbønnerne bør han recitere lydløst, ligeledes den sidste rak'at i aftenbønnen samt de sidste to rak'at i den sene aftenbøn.
• Man sidder mellem den anden og den tredje rak'at i de bønner, der har tre eller fire rak'at.
• De obligatoriske handlinger under bønnen bør gøres i rækkefølge, uden at man foretager sig noget andet mellem dem.
  • Man afslutter bønnen ved at hilse til begge sider, idet man siger: as-salamu 'alaykum wa-rahmatu'llah.
• Man har oprigtighed, ydmyghed og koncentration. Bøn er den vigtigste slags tilbedelse, så den skal udføres på bedst mulige måde. Udover at opfylde de obligatoriske og nødvendige handlinger er bøn i ydmyghed, i yderste oprigtighed og koncentration på Gud, essentiel.

Bøn er den vigtigste form for tilbedelse, for den viser en persons oprigtighed og loyalitet overfor Gud. Med Guds Budbringers ord, er den søjlen eller hovedstøtten for det religiøse liv (Daylami, al-Firdaws, 2:404).

Der findes adskillige slags bønner, som følger:

• Obligatorisk. De fem foreskrevne daglige bønner og Jumu'a (fredags) bønnen. Sidstnævnte er ikke obligatorisk for kvinder, men de må bede den, hvis de vil. Begravelsesbønnen er obligatorisk; men ikke for hvert individ. Hvis nogle udfører den, behøver andre ikke at gøre det.
• Nødvendige (wajib). Eid-bønnerne (religiøse festdage) og witr-bøn (der udføres efter den sene aften- eller nattebøn, indtil daggry).
• Sunna (de, Profeten udførte eller tilrådede). De, der udføres før eller efter de daglige foreskrevne bønner, tahajjud (udføres efter den sene aftenbøn), tarawih (udføres efter den sene aftenbøn i Ramadanen, men før witr bønnen), khusuf og kusuf (gøres under sol- og måneformørkelser) samt bønnen om regn (salat al-istisqa).
• Frivillige og belønnede. Salat al-ishraq (udføres omtrent tre kvarter efter solopgang), salat al-duha (førmiddag eller lyst dagslys bøn, udføres omtrent tre kvarter inden middagsbønnen) og salat al-awwabin (udføres mellem aftens- og sen aftensbønnerne). Der findes nogle andre frivillige bønner, såsom salat al-tawba (udføres før man beder Gud om at tilgive os), salat al-istikhara (udføres for at bede Gud om at gøre noget godt for os), salat al-tasbih (bønnen for at glorificere Gud), bønnen, man udfører, når man tager på en rejse, og bønnen, man udfører, når man vender hjem fra en rejse.

At bede bønnerne i fællesskab er en sunna mu'akkada (en sunna, der er understreget af Budbringeren). Mange lærde betragter det som nødvendigt (wajib).

Kvinder. Det er bedre for kvinderne at bede i deres hjem end at komme til fællesbøn. Men de kan komme i moskéen og deltage i fællesbøn, forudsat at de ikke bærer noget tiltrækkende tøj eller bruger nogen fristende parfume.

Betingelser, muezzinen (ham, der kalder til bøn) skal opfylde: Budbringeren priste muezzinerne og gav dem gode nyheder om stor belønning (Bukhari, "Ezan", 5). Men for at gøre sig fortjent til denne belønning, skal de opfylde bestemte betingelser, som følger:

• Kalde til bøn for Guds skyld, ikke for løn.
• Være renset for store og mindre urenheder.
• Stå op og vende mod qibla.
• Vende sit hoved, hals og bryst til højre, idet han siger: ”Hayya 'ala's-salah" og til venstre, idet han siger: "Hayya 'ala'l-falah".
• Propper pegefingrene i ørerne, så hans stemme kan blive højere.
• Hæve sin stemme til kaldet, om han så er alene i ørkenen.
• Holde pause mellem hver sætning i adhan.
• Udsmykke adhan med sin smukke stemme og melodi.

Adhan er et af Islams vigtige, kollektive symboler, for den viser, at der, hvor man hører den, er det muslimsk land. Derudover er den en deklaration af Islams grundliggende principper.

Enhver, der udfører Adhan, udfører Iqama: Det er yderst tilrådeligt og anbefalet, at den, der har gør adhan, også udfører iqama. Et menneske, der beder alene, opmuntres til at gøre adhan, hvis han ikke hørte dens offentlige recitation, og han skal gøre iqama.

Adhan og Iqama for Kvinder. Selvom nogle lærde påstår, at der ikke er nogen adhan og iqama for kvinder, mener nogle, at kvinder kan danne en forsamling og bede, og at én af dem kan fungere som imam. Men hun skal stå i midten af forreste række.

Imamen. Imamen skal opfylde adskillige krav, som følger:

• Hvis forsamlingen består af både mænd og kvinder, skal imamen være en mand.
• Han skal være velbevandret i recitation af Koranen og vidende om bønnens obligatoriske, nødvendige og sunna handlinger.
• Han skal have en god karakter og et godt omdømme.
• Han skal være den mest vidende (af de tilstedeværende) indenfor islamisk retslære og recitation af Koranen, have fremragende kvaliteter og karakter, en god stemme samt et sundt legeme.
• Han må ikke have et sundhedsproblem, der får ham til konstant at miste sin rituelle renhed, medmindre alle de andre i forsamlingen har det samme eller et lignende problem.
• Ifølge de lærde er enhver, hvis bøn er gyldig for ham selv, gyldig for andre, hvis han tjener som imam. Men muslimer bryder sig ikke om at bede bag en forbryder eller reformator.

Hvor imamen og forsamlingen Står: Imamen står foran forsamlingen. Det er bedst, hvis der står en person til højre for imamen. Hvis der er to eller flere mennesker, står de bag imamen. Budbringeren anbragte mændene foran de unge drenge og kvinderne bag de unge drenge.

Rette imamens fejl. Hvis imamen glemmer et vers, reciterer ukorrekt, gør en fejl i bønnen, bør nogen i forsamlingen rette ham og enhver, det vides om, at han er i stand til at rette ham, foretrækkes det at have stående lige efter imamen.

Rette rækkerne ind og fylde hullerne: Imamen bør fortælle forsamlingen, eller den bør gøre det selv, at rette rækkerne ind på linie og udfylde eventuelle huller, inden bønnen begynder.

Imamens og forsamlingens recitation. Det er tilstrækkeligt for imamen at recitere al-Fatiha og en anden passage fra Koranen og for forsamlingen at tie. Forsamlingen foretager alle andre recitationer, inklusive takbir, supplikationen før al-Fatiha, ordene for herliggørelse i ruku' og sujud og tashahhud og påkalder Guds velsignelser og fred over Guds Budbringer og hans Familie.

At Følge imamen. Ethvert medlem af forsamlingen skal følge imamen uden tøven og må ikke være forud for ham i nogen af bønnens handlinger.

At sætte en skillelinie foran sig, når man beder. Hvad som helst man sætter foran sig, mens man beder, virker som en adskillelse, om det så blot er sengens ende. Budbringeren sagde: "Når én af jer beder, bør han lave en skillelinie for sin bøn, om det så blot er en pil." (Ibrahim Canan, Hadis Ansikloedisi [An Encyclopedia of Hadiths], Ist., 8.179). Dette gøres for at lade andre kunne gå forbi foran en bedende. Det er forbudt at gå foran en, der beder (dvs. mellem den bedende og hans eller hendes skillelinie). Hvis sådan en mulighed ikke eksisterer, er skillelinien ikke nødvendig. Skillelinien skal være så tæt på, at der kun er plads nok til at gøre prostration.

Man kan gøre et tegn til én, der er ved at gå ind foran én; men det må ikke være af den slags, der gør bønnen ugyldig, som at tale. Bønnen bliver ikke ugyldig af, at en person eller et dyr passerer ind for én, når man beder.

At slutte sig til forsamlingen. Enhver, som slutter sig til en forsamling, skal sige den indledende takbir stående og dernæst straks bevæge sig til den handling, forsamlingen er ved at udføre. For eksempel hvis forsamlingen er i gang med en prostration, skal man fremsige den indledende takbir og derpå gøre sin prostration. Hvis man slutter sig til forsamlingen under den ruku', der følger enhver stående stilling (qiyam), betragtes man som havende udført den rak'at. Hvis den hører til første rak'at, bliver den, der slutter sig til under denne og afslutter bønnen efter imamen, betragtet som at have fuldført hele bønnen.

Hvis man først kommer efter ruku', anses man for at have mistet den rak'at eller dem, der gik forud. Hvis man kommer under den anden rak'at, uanset hvilken bøn det drejer sig om, rejser man sig efter imamen har givet sin første hilsen til højre og udfører den første mistede rak'at, reciterer al-Fatiha og en passage fra Koranen, gør ruku', sujud og den afsluttende sidden og afslutter bønnen med hilsener.

Hvis man kommer efter ruku' i den anden rak'at i morgengrybønnen, rejser man sig, når imamen har givet sin første hilsen, og udfører bønnen i sin helhed dog uden den indledende takbir. Hvis man kommer til aftenbønnen, følger man imamen, indtil han giver den første hilsen, og rejser sig da, reciterer al-Fatiha og en passage fra Koranen, gør ruku' og sujud, og sætter sig. Dette er éns anden rak'at. Efter at have reciteret tashahhud rejser man sig og reciterer al-Fatiha og en passage fra Koranen, laver ruku' og sujud, sidder for sidste gang og afslutter bønnen med hilsener. Hvis man tilslutter sig middags-, eftermiddags- eller den sene aftenbøn, følger man imamen, indtil han giver den første hilsen, og man rejser sig. Man gør bønnen færdig ved at udføre de første to rak'at, man gik glip af, som om det var en bøn på to rak'at.

Hvis man slutter sig til forsamlingen i den fjerde rak'at eller efter den ruku', der følger den tredje rak'at, følger man imamen indtil hans første hilsen, hvor man rejser sig op. Man udfører den første rak'at, man mistede, ved at recitere al-Fatiha samt en passage fra Koranen, gør ruku' og sujud og sætter sig. Efter recitation af tashahhud rejser man sig, reciterer al-Fatiha og en passage fra Koranen, gør ruku' og sujud og står op. Derpå reciterer man kun al-Fatiha, gør ruku' og sujud og sætter sig for at recitere tashahhud, påkalder Guds velsignelser og fred over Budbringeren og hans Familie og afslutter bønnen ved at give hilsener.

Hvis man først slutter sig til bønnen efter ruku' i den sidste rak'at af enhver bøn, er man gået glip af den bøn og, når imamen giver sin hilsen til højre, rejser man sig og beder derefter bønnen helt igennem, dog uden at fremsige den indledende takbir

Hvis man beder morgengry- eller aftenbønnen alene, og folk danner en forsamling bag en imam på det sted, hvor man beder, og hvis man endnu ikke har gjort prostration efter den anden rak'at, skal man tilslutte sig forsamlingen. Hvis man beder en bøn på 4 rak'at og beder den første rak'at, slutter man sig også til forsamlingen. Hvis man beder den anden rak'at, gør man de første to rak'at færdige, som om man bad en bøn på 2 rak'at og slutter sig derefter til forsamlingen. Hvis man beder den tredje rak'at, slutter man sig til forsamlingen. Hvis man beder den fjerde rak'at, gør man sin bøn færdig uden at tilslutte sig forsamlingen.

Jorden som moské. En muslim kan bede hvor som helst, forudsat at stedet ikke er så beskidt, at det gør bønnen ugyldig, ikke bruges til åger eller tilhører én, der ikke ville tillade bønner der. Dette er en særlig velsignelse fra Gud til det muslimske samfund. Udfra dette kan hele Jorden tjene som moské.

Tre Mest Fremstående Moskéer. Man kan bede i hvilken som helst moské. Men der er tre moskéer, der er særligt hellige og giver de bedende i dem langt mere fortjeneste end at bede i andre. Ordnet efter fortjeneste og hellighed er de den Hellige Moské i Mekka, Profetens Moské i Medina og Masjid al-Aqsa i Quds (Jerusalem).

Islam kræver fysisk og åndelig renlighed. På den fysiske side forlanger Islam, at muslimerne holder deres legemer rene, ligeså deres tøj, huse og samfund, og de belønnes af Gud for at gøre det. Mens folk almindeligvis betragter renlighed som ønskværdigt, insisterer Islam på den og gør den til et ufravigeligt fundament for det religiøse liv. Rent faktisk findes der bøger om islamisk retslære, der ofte indeholder hele kapitler om netop dette krav.

Profeten Muhammad, må Guds velsignelser og fred være med ham, rådede muslimerne til at fremstå rene og ordentlige, både privat of offentligt. Engang, da man vendte hjem efter et slag, tilrådede han sin hær: "Snart skal I møde jeres brødre, så bring jeres sadler og tøj i orden" (Abu Dawud, "Libas", 25). Ved en anden lejlighed sagde han: "Hvis ikke jeg var bange for at overbebyrde mit samfund, ville jeg beordre dem til at bruge miswaq (til at børste og rense tænderne med) ved hver bøn" (Bukhari, "Iman", 26).

Moralsk hygiejne blev også stærkt betonet, for Profeten, må Guds velsignelser og fred være med ham, opmuntrede muslimerne til at bede en særlig bøn, når de så sig selv i et spejl: "Gud, Du har skænket mig en god form; velsign mig ligeledes med en pletfri karakter" (Ibn Hanbal, Musnad, 1:34, 6:155). Han tilrådede ærbare klæder til mænd såvel som til kvinder, af den grund, at det hjælper til at holde éns tanker rene.

At være gavmild er en form for renselse af éns formue. En muslim, som ikke giver velgørenhed (sadaqa) og betaler den krævede, årlige zakat (de foreskrevne almisser), forurener sin formue ved at hobe det til sig, som retteligt tilhører andre: Af deres formuer, tag almisser, så I kan rense dem (9:103).

Alle de love og befalinger, der er givet af Gud og Hans Profet, må Guds velsignelser og fred være med ham, er rene. Enhver lov, der er grundlagt ved Guddommelig vejledning, er retfærdig og ren.

Vandets Renhed

Man bruger hovedsageligt rent vand i tilfælde af renselse, eller wudu' (lille rensning), samt ghusl (store renselse). Deraf nødvendigheden af at undersøge vandets renhed. Vand har fire væsentlige egenskaber: duft, farve, smag og "flydende-hed". Ethvert rent og rensende vand bedømmes i henhold til om det indeholder disse egenskaber eller ej. Som følge heraf, bliver vand delt ind i to kategorier: mutlaq og muqayyad vand.

Mutlaq vand er "naturligt" vand, sådan som det, der kommer fra regnvand, sne, hagl, havvand og vand fra Zamzam-kilden.

Det bliver underopdelt som følger:

Vand, der både er rent og rensende (f. eks. regnvand, sne, hagl, havvand og vand fra Zamzam-kilden).

Vand, der drypper fra et menneske, efter det har udført den mindre eller den større rituelle afvaskning, og derfor betragtes som "brugt". Det anses for at være rent; men kan ikke bruges til en anden mindre eller større rituel afvaskning.

Vand, der er både rent og rensende; men hvis benyttelse misbilliges (makruh) (f. eks. vand, der har stået i en beholder, efter at en kat, fugl eller et andet "tilladt" dyr har drukket af det).

Vand, der er blandet med urene elementer. Vand, hvis smag, farve eller duft er blevet forandret af et urent stof, kan ikke bruges til rituel afvaskning. Hvis væsken imidlertid stadig betragtes som vand, hvilket betyder, at det urene stof ikke har ændret dets smag, farve eller duft, kan det bruges til (rituel) afvaskning.

Vand, der er rent, men som måske eller måske ikke er rensende. Et eksempel på denne type vand er det vand, der bliver tilbage i et kar, efter at et æsel eller muldyr har drukket af det.

Muqayyad vand er naturligt muqayyad vand, som frugtsafter og vand, der er iblandet forskellige stoffer (f. eks. sæbe, safran, blomster) eller genstande, som Shari'a betragter som rene. Sådant vand bliver betragtet som rent indtil, fordi det bliver blandet med andre substanser, det ikke længere kan kaldes vand. I dette tilfælde anses vandet stadigt for rent; men det kan ikke bruges til renselse (mindre og større afvaskning).

 Man begynder bønnen og beder de første to rak'at som beskrevet ovenfor. Efter at have reciteret tashahhud, mens man sidder i den anden rak'at, gøres den tredje rak'at på samme måde som tredje rak'at i middags-, eftermiddags- og sene nattebønnerne. Men efter den anden prostration, sid igen ligesom i den anden (eller sidste siddende) af de andre bønner, eller i anden rak'at i daggrybønnen. Gør det, der gøres i dem.

For at bønnen kan være komplet og acceptabel for Gud, skal man udføre følgende handlinger:

Rense sig for alle større og mindre tilsmudsninger ved at udføre ghusl (den store afvaskning) og wudu' (den mindre afvaskning), henholdsvis. Hvis man ikke har brudt sin wudu mellem to bønstidspunkter, behøver den ikke at blive fornyet inden den næste bøn. Profeten anbefalede kraftigt, at man rensede sine tænder med en miswak, eller i det mindste noget rent, når man gør wudu'.

Fjern enhver urenhed fra ens tøj, legeme og bedested. De urenheder, der ugyldiggør en bøn, blev nævnt i afsnittet om tahara. De er opdelt i to kategorier: grov urenhed (najasat al-ghazila) eller svag urenhed (najasat al-khafifa). Opkast, urin, eskementer, wadi (et tykt, hvidt sekret, der udskilles efter urinering), mazi (en hvid, klæbrig væske, der udskilles fra kønsorganerne, når man tænker på samleje, forspil og så videre) og prostatisk væske er alle medtaget i grov urenhed. I denne kategori er urin også inkluderet og spyt samt blod fra alle dyr, hvis kød er forbudt, alle dyrs ekskrementer (undtagen fugles), hvis kød er tilladt, ekskrementer fra fjerkræ (gæs, høns og ænder), enhver del af svin samt alkohol. Hvis der er mere end tre gram fast smuds eller væske mere end hvad der kan dække håndfladen, gør det bønnen ugyldig.

Urin fra heste og husdyr samt vilde dyr, hvis kød er tilladt, er en svag urenhed. Hvis en sådan urenhed er mere end en fjerdedel af et lem eller tilsmudser mere end en fjerdedel af klæderne, er bønnen ugyldig.

Tildække den del af kroppen, der ikke må vises offentligt. For mændene er det fra knæene til navlen; for kvinderne er det hele kroppen, undtaget ansigtet, hænderne og fødderne.

Vende ansigtet mod qibla (retningen mod den Hellige Moské i Mekka) under bønnen. Hvis man ikke kender retningen, må man lede efter den. Hvis man beder i en anden retning efter at have søgt, er bønnen gyldig. Hvis brystet vendes væk fra qibla under bønnen, er bønnen ugyldig. Hvis hovedet bare drejes et øjeblik, må man med det samme dreje det tilbage mod qibla.

Udføre bønnen til tiden.

• At undlade nogen af bønnens obligatoriske handlinger, uanset om det er med vilje eller uvidenhed eller glemsomhed.
• At udtale noget ord, om det så kun er på to bogstaver, der ikke er indeholdt i recitationen af bønnen.
• At græde, sukke og beklage sig over verdslige ting og at lave nogen form for støj (undtagen for at klare halsen, hoste eller gabe) eller tale. Kun ufrivillig gråd på grund af frygt eller kærlighed til Gud og lignende (emotioner) gør ikke bønnen ugyldig.
• At tale og besvare nogen opringning eller hilsen.
• At recitere Koranen eller bønnerne så fejlfuldt, at man ikke kan finde det i Koranen eller blandt fortællinger fra Profeten, og at man fordrejer meningen, så det krænker islamiske sandheder og principper.
• At sige bønner, der ikke findes i Koranen eller er fortalt fra Profeten, og som drejer sig om verdslige ting, såsom: "Oh Herre, sæt mig i stand til at betale min gæld" eller "Herre, lad mig blive gift med den-og-den kvinde (eller mand)"
• At flytte sig eller skifte plads, når én, der ikke beder (salat), beder én om det.
• At foretage sig noget, der kan få nogen til at tro, at man ikke beder.
• At gøre noget, der gør den rituelle renhed ugyldig.
• At vende sit bryst bort fra qibla.
• At spise eller synke noget, der er større end en rest af en kikærte, der sidder mellem tænderne.

Frivillige bønner er vigtige på den måde, at de gør godt for enhver ufuldkommenhed, der måtte være i éns udførelse af de foreskrevne bønner og for at bringe os nærmere Gud, Som erklærer:

Min tjener kan ikke nærme sig Mig gennem noget mere elskeligt for Mig end ved at udføre de obligatoriske religiøse pligter. Men ved at gøre frivillige pligter for Mig kommer han nærmere Mig, Jeg skal være hans øjne at se med, hans ører at høre med, hans hænder at gribe med og hans ben at gå på. (Bukhari, ”Riqaq”, 38)

Frivillige bønner bedes i runder på to rak'at. Man beder to rak'at ca. tre kvarter efter solopgang (ishraq), to til otte rak'at i dagslys indtil solen når sin zenit (duha) og fire rak'at mellem aftenbøn og den sene aftenbøn (awwabin).

Sådanne frivillige bønner er vigtige, for som det er skrevet hos Ahmad ibn Hanbal, Muslim og Abu Dawud, sagde Budbringeren det følgende om duha (bøn i dagslys):

Der forlanges velgørenhed fra hver af jeres legemsdele dagligt.  Hver fremsigelse af ”Gud være priset” er velgørenhed. Enhver fremsigelse af ”al pris går til Gud” er velgørenhed. Enhver fremsigelse af ”der er ingen gud udover Gud” er velgørenhed. Enhver fremsigelse af ”Gud er den Største” er velgørenhed. Beordre det gode er velgørenhed. Fjernelse af ondt er velgørenhed. Og hvad der svarer dertil (som velgørenhed), er de to rak’at i duha (dagslys bøn). (Muslim, ”Musafirun”, 84)

Bede Frivillige Bønner Derhjemme. Ahmad ibn Hanbal og Muslim fortæller fra Jabir, at Guds Budbringer sagde: " Hvis en af jer beder sin bøn i en moské, burde han bede en del af sine bønner hjemme, da Gud har gjort det at sige bønner i éns hjem, et middel til forbedring (for ham).”. Ahmad skrev fra 'Umar, at Guds Sendebud sagde: ”De frivillige bønner, der bedes af et menneske hjemme, er et lys. Enhver, der ønsker det, skulle oplyse sit hjem.”

Recitation af Lange Passager. Det foretrækkes, at man forlænger sine recitationer i de frivillige bønner. Guds Budbringer stod gerne og bad, indtil hans fødder eller ankler svulmede op. Da han blev spurgt om det, sagde han: "Skulle jeg ikke være en taknemlig tjener?" (Bukhari, "Tahajjud", 160).

Bøn er obligatorisk for enhver fornuftig muslim, der har nået pubertetsalderen. Kun kvinder, der har deres menstruation eller har blødning efter barnefødsel, kan ikke udføre den. Børn før puberteten behøver ikke at bede; men Guds Budbringer, (fvmh), råder os til at bede dem om at bede, når de når 7-års alderen for at forberede deres hjerter til det.

At bede bønnerne i fællesskab er en sunna mu'akkada (en sunna, der er understreget af Budbringeren). Mange lærde betragter det som nødvendigt (wajib).

Kvinder. Det er bedre for kvinderne at bede i deres hjem end at komme til fællesbøn. Men de kan komme i moskéen og deltage i fællesbøn, forudsat at de ikke bærer noget tiltrækkende tøj eller bruger nogen fristende parfume.

Betingelser, muezzinen (ham, der kalder til bøn) skal opfylde: Budbringeren priste muezzinerne og gav dem gode nyheder om stor belønning (Bukhari, "Ezan", 5). Men for at gøre sig fortjent til denne belønning, skal de opfylde bestemte betingelser, som følger:

Kalde til bøn for Guds skyld, ikke for løn.

Være renset for store og mindre urenheder.

Stå op og vende mod qibla.

Vende sit hoved, hals og bryst til højre, idet han siger: ”Hayya 'ala's-salah" og til venstre, idet han siger: "Hayya 'ala'l-falah".

Propper pegefingrene i ørerne, så hans stemme kan blive højere.

Hæve sin stemme til kaldet, om han så er alene i ørkenen.

Holde pause mellem hver sætning i adhan.

Udsmykke adhan med sin smukke stemme og melodi.

Adhan er et af Islams vigtige, kollektive symboler, for den viser, at der, hvor man hører den, er det muslimsk land. Derudover er den en deklaration af Islams grundliggende principper.

Enhver, der udfører Adhan, udfører Iqama: Det er yderst tilrådeligt og anbefalet, at den, der har gør adhan, også udfører iqama. Et menneske, der beder alene, opmuntres til at gøre adhan, hvis han ikke hørte dens offentlige recitation, og han skal gøre iqama.

Adhan og Iqama for Kvinder. Selvom nogle lærde påstår, at der ikke er nogen adhan og iqama for kvinder, mener nogle, at kvinder kan danne en forsamling og bede, og at én af dem kan fungere som imam. Men hun skal stå i midten af forreste række.

Imamen. Imamen skal opfylde adskillige krav, som følger:

Hvis forsamlingen består af både mænd og kvinder, skal imamen være en mand.

Han skal være velbevandret i recitation af Koranen og vidende om bønnens obligatoriske, nødvendige og sunna handlinger.

Han skal have en god karakter og et godt omdømme.

Han skal være den mest vidende (af de tilstedeværende) indenfor islamisk retslære og recitation af Koranen, have fremragende kvaliteter og karakter, en god stemme samt et sundt legeme.

Han må ikke have et sundhedsproblem, der får ham til konstant at miste sin rituelle renhed, medmindre alle de andre i forsamlingen har det samme eller et lignende problem.

Ifølge de lærde er enhver, hvis bøn er gyldig for ham selv, gyldig for andre, hvis han tjener som imam. Men muslimer bryder sig ikke om at bede bag en forbryder eller reformator.

Hvor imamen og forsamlingen Står: Imamen står foran forsamlingen. Det er bedst, hvis der står en person til højre for imamen. Hvis der er to eller flere mennesker, står de bag imamen. Budbringeren anbragte mændene foran de unge drenge og kvinderne bag de unge drenge.

Rette imamens fejl. Hvis imamen glemmer et vers, reciterer ukorrekt, gør en fejl i bønnen, bør nogen i forsamlingen rette ham og enhver, det vides om, at han er i stand til at rette ham, foretrækkes det at have stående lige efter imamen.

Rette rækkerne ind og fylde hullerne: Imamen bør fortælle forsamlingen, eller den bør gøre det selv, at rette rækkerne ind på linie og udfylde eventuelle huller, inden bønnen begynder.

Imamens og forsamlingens recitation. Det er tilstrækkeligt for imamen at recitere al-Fatiha og en anden passage fra Koranen og for forsamlingen at tie. Forsamlingen foretager alle andre recitationer, inklusive takbir, supplikationen før al-Fatiha, ordene for herliggørelse i ruku' og sujud og tashahhud og påkalder Guds velsignelser og fred over Guds Budbringer og hans Familie.

At Følge imamen. Ethvert medlem af forsamlingen skal følge imamen uden tøven og må ikke være forud for ham i nogen af bønnens handlinger.

At sætte en skillelinie foran sig, når man beder. Hvad som helst man sætter foran sig, mens man beder, virker som en adskillelse, om det så blot er sengens ende. Budbringeren sagde: "Når én af jer beder, bør han lave en skillelinie for sin bøn, om det så blot er en pil." (Ibrahim Canan, Hadis Ansikloedisi [An Encyclopedia of Hadiths], Ist., 8.179). Dette gøres for at lade andre kunne gå forbi foran en bedende. Det er forbudt at gå foran en, der beder (dvs. mellem den bedende og hans eller hendes skillelinie). Hvis sådan en mulighed ikke eksisterer, er skillelinien ikke nødvendig. Skillelinien skal være så tæt på, at der kun er plads nok til at gøre prostration.

Man kan gøre et tegn til én, der er ved at gå ind foran én; men det må ikke være af den slags, der gør bønnen ugyldig, som at tale. Bønnen bliver ikke ugyldig af, at en person eller et dyr passerer ind for én, når man beder.

At slutte sig til forsamlingen. Enhver, som slutter sig til en forsamling, skal sige den indledende takbir stående og dernæst straks bevæge sig til den handling, forsamlingen er ved at udføre. For eksempel hvis forsamlingen er i gang med en prostration, skal man fremsige den indledende takbir og derpå gøre sin prostration. Hvis man slutter sig til forsamlingen under den ruku', der følger enhver stående stilling (qiyam), betragtes man som havende udført den rak'at. Hvis den hører til første rak'at, bliver den, der slutter sig til under denne og afslutter bønnen efter imamen, betragtet som at have fuldført hele bønnen.

Hvis man først kommer efter ruku', anses man for at have mistet den rak'at eller dem, der gik forud. Hvis man kommer under den anden rak'at, uanset hvilken bøn det drejer sig om, rejser man sig efter imamen har givet sin første hilsen til højre og udfører den første mistede rak'at, reciterer al-Fatiha og en passage fra Koranen, gør ruku', sujud og den afsluttende sidden og afslutter bønnen med hilsener.

Hvis man kommer efter ruku' i den anden rak'at i morgengrybønnen, rejser man sig, når imamen har givet sin første hilsen, og udfører bønnen i sin helhed dog uden den indledende takbir. Hvis man kommer til aftenbønnen, følger man imamen, indtil han giver den første hilsen, og rejser sig da, reciterer al-Fatiha og en passage fra Koranen, gør ruku' og sujud, og sætter sig. Dette er éns anden rak'at. Efter at have reciteret tashahhud rejser man sig og reciterer al-Fatiha og en passage fra Koranen, laver ruku' og sujud, sidder for sidste gang og afslutter bønnen med hilsener. Hvis man tilslutter sig middags-, eftermiddags- eller den sene aftenbøn, følger man imamen, indtil han giver den første hilsen, og man rejser sig. Man gør bønnen færdig ved at udføre de første to rak'at, man gik glip af, som om det var en bøn på to rak'at.

Hvis man slutter sig til forsamlingen i den fjerde rak'at eller efter den ruku', der følger den tredje rak'at, følger man imamen indtil hans første hilsen, hvor man rejser sig op. Man udfører den første rak'at, man mistede, ved at recitere al-Fatiha samt en passage fra Koranen, gør ruku' og sujud og sætter sig. Efter recitation af tashahhud rejser man sig, reciterer al-Fatiha og en passage fra Koranen, gør ruku' og sujud og står op. Derpå reciterer man kun al-Fatiha, gør ruku' og sujud og sætter sig for at recitere tashahhud, påkalder Guds velsignelser og fred over Budbringeren og hans Familie og afslutter bønnen ved at give hilsener.

Hvis man først slutter sig til bønnen efter ruku' i den sidste rak'at af enhver bøn, er man gået glip af den bøn og, når imamen giver sin hilsen til højre, rejser man sig og beder derefter bønnen helt igennem, dog uden at fremsige den indledende takbir

Hvis man beder morgengry- eller aftenbønnen alene, og folk danner en forsamling bag en imam på det sted, hvor man beder, og hvis man endnu ikke har gjort prostration efter den anden rak'at, skal man tilslutte sig forsamlingen. Hvis man beder en bøn på 4 rak'at og beder den første rak'at, slutter man sig også til forsamlingen. Hvis man beder den anden rak'at, gør man de første to rak'at færdige, som om man bad en bøn på 2 rak'at og slutter sig derefter til forsamlingen. Hvis man beder den tredje rak'at, slutter man sig til forsamlingen. Hvis man beder den fjerde rak'at, gør man sin bøn færdig uden at tilslutte sig forsamlingen.

Jorden som moské. En muslim kan bede hvor som helst, forudsat at stedet ikke er så beskidt, at det gør bønnen ugyldig, ikke bruges til åger eller tilhører én, der ikke ville tillade bønner der. Dette er en særlig velsignelse fra Gud til det muslimske samfund. Udfra dette kan hele Jorden tjene som moské.

Tre Mest Fremstående Moskéer. Man kan bede i hvilken som helst moské. Men der er tre moskéer, der er særligt hellige og giver de bedende i dem langt mere fortjeneste end at bede i andre. Ordnet efter fortjeneste og hellighed er de den Hellige Moské i Mekka, Profetens Moské i Medina og Masjid al-Aqsa i Quds (Jerusalem).

Hvis nogle af de nødvendige handlinger er blevet udeladt eller forsinket i nogen tid, på grund af glemsomhed (f. eks. at sidde mellem anden og tredje rak'at i de bønner, der har tre eller fire rak'at, at stoppe mellem de obligatoriske handlinger i mere end nogle få sekunder eller at udelade qunut i witr bønnen), efter at have hilst første gang til højre, gør man to prostrationer ligesom de andre prostrationer og reciterer tashahhud (tahiyyat) og påkalder Guds fred og velsignelser over Guds Budbringer. Derpå hilses der og bønnen afsluttes.

Ved fællesbønnen reciterer imamen kun tahiyyat og den indledende del af påkaldelsen af Guds velsignelser og fred over Budbringeren og hans Familie (dvs. Allahumma salli 'ala Muhammadin wa 'ala Al-i Muhammad), før man gør prostrationerne for glemsomhed.

De to 'Eid bønner anses som nødvendige (wajib), og bedes på de to årlige festdage: 'Eid al-Fitr (der markerer Ramadanens slutning) og 'Eid al-Adha (den 10. Dhu al-Hijja, Offerdagen). Den første varer 3 dage og den sidste 4.

De Religiøse Festdage. De dage besøger muslimerne hinanden, lykønsker og giver gaver og viser større gavmildhed ved at ære de ældre og glæder de nødlidende og børn især. De morer sig indenfor de religiøse og moralske grænser, beskæftiger sig med at recitere Koranen, nævne Guds Navne og bønner. Det tilrådes at udføre ghusl (stor afvaskning) og bære sine bedste klæder og religiøst tilladt parfume. På Offerdagen ofrer de kvæg, får eller geder til Gud som et offer, som det vil blive forklaret nedenfor.

Bønnen. 'Eid bønnerne kan bedes fra når solen er tre spyd over horisonten (omtrent tre kvarter efter solopgang) til den når sit zenit. Alle mænd, kvinder (uagtet ægteskabelig stand, alder eller om de har menstruation) samt børn går hen til bedestedet. Menstruerende kvinder deltager ikke i bønnen. Der er ingen adhan eller iqama, som der er i Fredagsbønnen.

At bede 'Eid bønnen. 'Eid bønnen består af to rak'at og bedes ligesom Fredagsbønnen bortset fra nogle ekstra takbir (Allahu akbar [Gud er den Største]). Ligesom ved andre bønner gør imamen og forsamlingen intentionen og den indledende takbir og beder derefter anmodningen (supplikationen) i stilhed. Efter anmodningen og før recitationen af al-Fatiha leder imamen forsamlingen i tre ekstra takbir ved at løfte hænderne, mens han fremsiger den første takbir. Efter de første to takbir sænker de armene lidt, og efter den tredje holder de hænderne under navlen og begynder at recitere al-Fatiha. Efter at have gjort den første rak'at færdig og recitation af al-Fatiha og en anden passage fra Koranen i den anden rak'at leder imamen forsamlingen i ekstra takbir igen. Denne gang siger de fire takbir og lader armene falde efter de første tre, bøjer de sig efter den fjerde. Derpå gør de bønnen færdig.

Gudstjeneste. Efter bønnen giver imamen en prædiken, på samme måde som han gør ved en Fredagsbøn.

Takbir under 'Eid. Muslimer skal ophøje Gud på Offerfest dagene ved at sige: Allahu akbar, Allahu akbar; la illaha illa'llahu wa'llahu akbar; Allahu akbar wa li'l-lahi'l-hamd (Gud er den Største, Gud er den Største. Der er ingen anden guddom end Gud, og Gud er den Største. Gud er den Største og til Ham går al pris.). Det siges efter hver foreskrevet bøn efter daggry bønnen dagen før Festdagen, og slutter efter eftermiddagsbønnen på 'Eids fjerde dag.

Fredagens fællesbøn er obligatorisk og et betydningsfuldt islamisk symbol. Guds Budbringer sagde, at Gud forsegler hjerterne hos dem, der tre gange i træk forsømmer den uden nogen gyldig grund (Abu Dawud, "Salat", 215; Tirmidhi, "Salat", 359). Den har også sider, der vedrører det muslimske samfunds politiske frihed og tilstand, og kan ikke bedes alene.

Hvem og Hvornår. Den bedes ved tiden for middagsbønnen, for sidstnævnte bøn bedes ikke om fredagen. Enhver fri, voksen, fornuftig og bofast muslim, som kan møde op, skal komme, medmindre han har en gyldig grund til ikke at komme. Den er ikke obligatorisk for kvinder, børn, de, som har en gyldig grund (f. eks. sygdom, mangel på sikkerhed, ekstrem kulde) samt rejsende.

Forberedelser. Forøg bønnerne, anmodningerne og nedkaldelse af Guds velsignelser og fred over Budbringeren og hans Familie om fredagen, særligt inden Fredagsbønnen. Udfør den store afvaskning (ghusl) og tag de bedste klæder på og den fineste, tilladte parfume. Det anbefales at følge Budbringerens eksempel med at recitere 10 vers fra begyndelsen og slutningen på Surat al-Kahf. Gå også til moskéen i god tid.

Betingelser for Dens Gyldighed. Fredagens fællesbøn har aspekter, der angår det muslimske samfunds politiske frihed, som følger:

• Den bedes i en by (misr), der har en regering, eller en landsby med mere end 30-40 huse - som ligner en by i sin ydre form.
• Den skal helst holdes i en central, rummelig moské og ledes af områdets eller byens guvernør eller imam (bønneleder), der er i stand til at lede den, og er blevet udpeget af guvernøren til at gøre det. I en hovedstad skal det helst være præsidenten, der leder bønnen, eller en kyndig imam, han har udpeget.
• Der skal være mindst tre mennesker, for at de udgør en forsamling efter imamen.

Adhan. Kaldet til bøn (adhan) foretages inden Fredagsgudstjenesten.

Gudstjenesten. Der skal holdes en gudstjeneste inden Fredagsbønnen. Det er imamen, der giver den, stående på en prædikestol. Han indleder den med at prise Gud og nedkalde Guds velsignelser og fred over Hans Budbringer og hans Familie. Dernæst giver han en prædiken, hvori han formaner muslimerne om at gøre gode gerninger, advarer dem mod ondt, rådgiver dem og søger at oplyse dem mentalt og åndeligt og at vejlede dem. Han skal ikke gøre sin prædiken lang. Efter denne del af gudstjenesten, sidder han en stund og derefter rejser han sig, priser Gud og påkalder Guds velsignelser og fred over Guds Budbringer og hans Familie og beder for alle muslimer. Forsamlingen lytter opmærksomt og i stilhed.

Bønner før og efter Fredagsbønnen. Fredagsbønnen består af to rak'at. Det er sunna at bede fire rak'at før den, på samme måde som man beder to rak'at inden middagsbønnen. Efter bønnen anbefales det, at man beder en anden frivillig bøn på fire rak'at.

De lærde har haft nogen tvivl om Fredagsbønnens gyldighed gennem mange århundreder på grund af det muslimske samfunds beskaffenhed. For derfor at være sikre på virkningen af den foreskrevne middagsbøn har de bestemt, at en anden bøn på fire rak'at, ligesom den foreskrevne middagsbøn og med intention om at bede en forsinket middagsbøn, skal bedes før den frivillige bøn på fire rak'at. De råder også til, at man følger denne med en anden frivillig bøn på to rak'at med intention om at bede sunna bønnen for den tid.

De foreskrevne bønner (salat) er Islams søjler. For fuldt ud at forstå deres vigtighed, tænk da over denne lignelse: En hersker giver hver af sine to tjenere 24 guldmønter og sender dem til en smuk gård, der ligger to måneders rejse borte. Han siger til dem: "Brug disse penge på at købe jeres billetter, jeres forsyninger og hvad, I får brug for, efter I er ankommet. Når I har rejst en dag, vil I nå en transitstation. Vælg en transportmåde, I har råd til."

Tjenerne tager afsted. Den ene bruger kun ganske få penge, før de når stationen. Han bruger sine penge så klogt, at hans herre forøger dem tusind gange. Den anden tjener spiller de 23 af de 24 pengestykker bort, inden de når stationen. Den første tjener tilråder den anden: "Brug den sidste mønt til at købe dig en billet for, ellers vil du blive nødt til at gå og lide sult. Vor herre er gavmild. Måske vil han tilgive dig. Måske kan du tage et fly, så vi kan nå gården på en dag. Hvis ikke skal du gå til fods og udholde 2 måneders sult, mens du krydser ørkenen." Hvis han ignorerer sin vens råd, kan enhver se, hvad der vil ske.

Lyt nu til forklaringen, I af jer, der ikke beder, såvel som du, min egen sjæl, der ikke er tilbøjelig til bøn. Herren er vor Skaber. Én af tjenerne symboliserer de religiøse mennesker, som beder med iver, den anden repræsenterer folk, der ikke bryder sig om at bede. De 24 mønter er døgnets 24 timer. Gården er himlen, transitstationen er graven og rejsen går fra graven til det evige liv. Folk gennemfører rejsen på forskellig tid, afhængigt af deres gerninger og adfærd. Nogle af de virkeligt hengivne rejser 1000 år på en dag som et lyn, mens andre rejser 50 000 år med forestillingens kraft. Koranen hentyder til denne sandhed i 22:47 og 70:4.

Billetten er de foreskrevne bønner, som alle kan udføres på en time. Hvis du tilbringer døgnets 23 timer med verdslige ting og ikke reserverer den sidste time til de foreskrevne bønner, er du en ufornuftige menneske. Du bliver måske fristet til at bruge halvdelen af dine penge på et lotteri, hvor 1000 mennesker spiller med. Din chance for at vinde er altså 1:1 000; mens de, der beder, har en chance på 99 % for at vinde. Hvis ikke du i det mindste bruger én mønt på at vinde en uudtømmelig skat, er der tydeligvis noget i vejen med dig.

Bøn beroliger sjælen og sindet og er let for legemet. Dertil kommer, at den rette intention ændrer vore gerninger og adfærd til tilbedelse. Derved bruges vort korte liv for det evige livs skyld i den næste verden, og vort flygtige liv opnår en slags permanens.

De foreskrevne bønner er religionens søjle og den bedste af gode gerninger. Én, der ikke udfører dem, kan ikke være med til at bygge religionens bygning på troens fundament. Ethvert fundament, hvorpå der ikke blev bygget noget, risikerer at blive fjernet. Budbringeren, (fvmh), belærte om, at den er som en flod, der løber ved siden af éns hus. Den, der bader i den fem gange om dagen, bliver renset for alt smuds (der kan være kommet på én i løbet af tiden mellem dem). Han lærte os også, at de foreskrevne bønner kan tjene som en udsoning for de mindre synder, man måske har begået mellem bønnerne (Muslim, "Tahara", 16).

Koranen fastslår, at de foreskrevne bønner forebygger, at man begår uanstændigheder og andre slags onde gerninger (29:45). Desuden tjener de som anger og anmodning om Guds tilgivelse. På samme måde kan enhver god gerning, udført lige efter en ond, medføre tilgivelse. Så det er yderst tilrådeligt at gøre en godt, lige efter man har begået en slet handling. Ligesom de foreskrevne bønner, kan en sådan adfærd også holde en fra at gøre yderligere skade.

Bøn synes at være et strengt krav; men i virkeligheden giver den ubeskrivelig fred og ro. De, som beder, reciterer ashhadu an la ilaha illa Allah (Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud udover Gud). Kun Han kan give skader eller gavn. Han er den Viise, Som ikke gør noget nyttesløst; den Barmhjertige, Hvis barmhjertighed og overflod er overvældende. De troende ser i hver en begivenhed, i kraft af deres tro, en dør til Guds Barmhjertigheds rigdomme og banker på den ved hjælp af anmodning. Idet de indser, at deres Herre og Opretholder kontrollerer alle ting, søger de tilflugt i Ham. Ved at lægge deres tillid i Gud og fuldstændig overgiver sig til Ham, modstår de det onde. Deres tro giver dem fuldstændig tillid.

Som enhver god gerning opstår tapperhed fra tro på Gud og loyalitet overfor Ham. Som enhver dårlig gerning, opstår fejhed fra vildledning. Skulle Jorden springe i luften, ville disse Guds tjenere med sandt illuminerede hjerter, ikke være forskrækkede - de ville måske endda betragte det som et slående udtryk for den Evigt Efterstræbtes Kraft. En rationalistisk, men ikke-troende tænker vil måske skælve ved synet af en komet, bange for at den skulle ramme Jorden.

Vor egen evne til at opfylde vore endeløse krav er ubetydelig. Vi trues af plager, vor egen styrke ikke kan modstå. Vor styrke er begrænset til det, vi kan nå; men vore ønsker og forlangender, lidelser og sorger er ligeså vidtrækkende som vor forestillingsevne.

Enhver, der ikke er fuldkommen blind overfor sandheden, forstår, at vor bedste mulighed er at overgive os til Gud, at tilbede, tro og have tillid til Ham. En sikker vej må foretrækkes frem for en farlig, selv én med en meget lav sandsynlighed for sikker passage. Troens vej fører én frem til endeløs lyksalighed med næsten 100 % sikkerhed; derimod er vantroens og overskridelsernes vej ikke profitabel og fører med næsten 100 % sikkerhed til endeløse tab. Selv de, der rejser ad den, er enige i denne sandhed, ligesom talløse eksperter og indsigtsfulde og tænksomme mennesker er det.

Man kan konkludere, at ligesom den næste verdens lyksaligheder, er lykken i denne verden afhængig af underkastelse til Gud og at være Hans hengivne tjener. Så pris Ham altid ved at sige: "Priset være Gud for lydighed og succes på Hans vej" og tak Ham for, at vi er Hans troende og tilbedende tjenere.

For at fuldstændiggøre bønnen skal man recitere korrekt, forståeligt og tydeligt; udføre alle de obligatoriske handlinger korrekt og i den rigtige rækkefølge; være i ro; rette kroppen op, når man står, bøjer sig og gør prostration; bøj, gør prostration og stå op efter bøjning og før prostration, og sid mellem prostrationerne mindst lige så længe, det tager at sige Subhana'llah.

Medmindre der er en acceptabel forhindring, bør bønnerne gøres i fællesskab.

Hvis man beder alene, skal man recitere Surat al-Fatiha og en del af Koranen lydløst i både de obligatoriske og de frivillige bønner, man beder i løbet af dagen. Om natten kan man recitere lydløst eller hørligt. I fællesbøn bør imamen (bønnelederen) recitere hørligt i alle rak'at om morgenen, jumu'a, tarawih og witr bønner samt i de to første rak'at i aften- og sen aftenbønnerne. I alle rak'at i middags- og eftermiddagsbønnerne bør han recitere lydløst, ligeledes den sidste rak'at i aftenbønnen samt de sidste to rak'at i den sene aftenbøn.

Man sidder mellem den anden og den tredje rak'at i de bønner, der har tre eller fire rak'at.

De obligatoriske handlinger under bønnen bør gøres i rækkefølge, uden at man foretager sig noget andet mellem dem.

Man afslutter bønnen ved at hilse til begge sider, idet man siger: as-salamu 'alaykum wa-rahmatu'llah.

Man har oprigtighed, ydmyghed og koncentration. Bøn er den vigtigste slags tilbedelse, så den skal udføres på bedst mulige måde. Udover at opfylde de obligatoriske og nødvendige handlinger er bøn i ydmyghed, i yderste oprigtighed og koncentration på Gud, essentiel.

• Under solopgang og solnedgang.
• Fra solopgang indtil solen er fuldstændigt stået op til længden af et spyd over horisonten (omtrent tre kvarter efter solopgang).
• Mens solen står i zenit, indtil den har bevæget sig en smule til vest.
• Efter eftermiddagsbønnen indtil efter solnedgang.

Man må ikke bede bønner under de omtrent tre kvarter i de tre sidste tilfælde, hvor bøn er forbudt. Men hvis man ikke har kunnet udføre eftermiddagsbønnen på dens tid, kan man gøre den indtil, solen begynder at forsvinde i vest.

At påbegynde bønnen når man har behov for at gå på toilettet.

At undlade nogen sunna handling.

At tænke på verdslige ting under bønnen.

At gøre ting, der er uforenelige med Guds Tilstedeværelse (f. eks. "knække" fingre, lege med nogen del af kroppen eller klæderne, jævne stenene på jorden under sig, lægge hænderne på hofterne, når man bøjer sig frem eller står op, pudse næse, hoste eller rense halsen uden gyldig grund).

At læne sig op ad en pæl, en mur eller lignende uden en gyldig grund.

At bede, mens man spiser eller har noget i munden eller tygger, uanset hvor meget.

At bede, når man er vred eller sulten, når mad er stillet tæt ved eller at bære noget, der kan bortlede éns opmærksomhed.

At bede på folks vej dvs. der hvor folk går foran én.

Bøn er den vigtigste slags tilbedelse. Den er religionens støtte og kan derfor aldrig udelades. Men de lærde er enige i, at alle bønner, man har mistet af den ene eller anden grund (f. eks. glemsomhed, søvn, man lige er blevet opereret eller alvorlig sygdom), skal udlignes. Man kan udføre de mistede bønner på ethvert tidspunkt, undtaget når det er forbudt at bede.

Mistede bønner skal bedes i den rette orden. For eksempel, hvis man har mistet mindre end seks bønner, skal man først bede de mistede bønner, inden man beder en ny bøn på hvis tidspunkt det er. Ved at gøre sådan viser man, at man er et ordensmenneske, og det at udligne mistede bønner forstærker dette. Hvis man imidlertid har mistet mere end seks bønner, kan man bede dem på alle tider, hvor bøn er tilladt.

De fleste lærde siger, at det ikke betyder noget, om nymånen er blevet set et andet sted. Med andre ord, når den nye måne er blevet set fra ét eller andet sted på jorden, skal alle muslimer begynde at faste.

Bøn er obligatorisk for enhver fornuftig muslim, der har nået pubertetsalderen. Kun kvinder, der har deres menstruation eller har blødning efter barnefødsel, kan ikke udføre den. Børn før puberteten behøver ikke at bede; men Guds Budbringer, (fvmh), råder os til at bede dem om at bede, når de når 7-års alderen for at forberede deres hjerter til det.

At påbegynde bønnen når man har behov for at gå på toilettet.

At undlade nogen sunna handling.

At tænke på verdslige ting under bønnen.

At gøre ting, der er uforenelige med Guds Tilstedeværelse (f. eks. "knække" fingre, lege med nogen del af kroppen eller klæderne, jævne stenene på jorden under sig, lægge hænderne på hofterne, når man bøjer sig frem eller står op, pudse næse, hoste eller rense halsen uden gyldig grund).

At læne sig op ad en pæl, en mur eller lignende uden en gyldig grund.

At bede, mens man spiser eller har noget i munden eller tygger, uanset hvor meget.

At bede, når man er vred eller sulten, når mad er stillet tæt ved eller at bære noget, der kan bortlede éns opmærksomhed.

At bede på folks vej dvs. der hvor folk går foran én.

Enhver, som reciterer et vers af prostration eller hører det, enten under en bøn eller udenfor den, bør recitere takbir, gøre prostration, recitere Subhana Rabbiya'l-A´la tre gange og rejse sig fra prostrationen. Der er 15 sådanne vers i Koranen. Hvis et af dem bliver reciteret under en bøn, skal man gøre prostration uden at afbryde bønnen og derefter fortsætte den.

       Af Isa Kuyucuoglu

       a.   At tjene Allah sker ved at gennemføre Hans bud og undgå Hans forbud.

         b.   Alt i universet ejes i virkeligheden af Allah, men Allah lader mennesket bruge tingene. Igennem bønnerne takker man Allah for disse gaver.

          c.         Bønner gør mennesker ansvarsfulde, barmhjertige og nådige over for andre mennesker i familien, i omgivelserne og i samfundet. Bønner giver ro i sjælen.

          d.    "Der er ingen tvang i religionen". Man har frihed til at vælge sin religion ifølge Islam.

           e.      Man kan bede alene eller i fællesskab. Moskéen er muslimernes bedested, men man kan bede alle andre steder, så længe der ikke er snavset. Fælles bønner som fredagsbøn og festbønner (bønner i forbindelse med højtider) afholdes kun i moskéen i fællesskab.

• At påbegynde bønnen når man har behov for at gå på toilettet.
• At undlade nogen sunna handling.
• At tænke på verdslige ting under bønnen.
• At gøre ting, der er uforenelige med Guds Tilstedeværelse (f. eks. "knække" fingre, lege med nogen del af kroppen eller klæderne, jævne stenene på jorden under sig, lægge hænderne på hofterne, når man bøjer sig frem eller står op, pudse næse, hoste eller rense halsen uden gyldig grund).
• At læne sig op ad en pæl, en mur eller lignende uden en gyldig grund.
• At bede, mens man spiser eller har noget i munden eller tygger, uanset hvor meget.
• At bede, når man er vred eller sulten, når mad er stillet tæt ved eller at bære noget, der kan bortlede éns opmærksomhed.
• At bede på folks vej dvs. der hvor folk går foran én.

Enhver, som reciterer et vers af prostration eller hører det, enten under en bøn eller udenfor den, bør recitere takbir, gøre prostration, recitere Subhana Rabbiya'l-A´la tre gange og rejse sig fra prostrationen. Der er 15 sådanne vers i Koranen. Hvis et af dem bliver reciteret under en bøn, skal man gøre prostration uden at afbryde bønnen og derefter fortsætte den.