Most Read in the Category ofFaste

Hælde vand over sig og dukke under vand.
Tage kohl på, øjendråber og alt andet til øjnene.
Kysse, forudsat at man har selvkontrol.
Rens munden og næsen uden at synke noget vand.
Smage på en væske, føde eller andet, man har tænkt sig at købe; men man må ikke synke noget spiseligt.
Tyggegummi (ulig noget, der er uden lugt eller smag) misbilliges, men gør ikke fasten ugyldig.
At spise, drikke og have samleje i løbet af natten indtil daggry.
Hvis man kommer til at spise på grund af glemsomhed, behøver man ikke at gøre godt for den dag senere.
Det kræves ikke, at man foretager ghusl (afvaskning efter seksuel samvær) før daggry, men det tilrådes, for at man kan være ren før fasten.
Hvis en kvindes menstruation eller efterfødselsblødning stopper i løbet af natten, kan hun udsætte ghusl til morgenen og stadig faste. Men hun skal udføre ghusl inden daggrysbønnen.
De, som faster, kan bruge en tandbørste eller -stik til at rense tænderne med. Det er ligegyldigt om dette gøres om morgenen eller om aftenen.
Duftende parfumer.
Synke noget vådt, med spyt blivende tilbage i munden, når man er stået op.
Synke blot et par dråber tårer eller sved, hvis smag man ikke mærker.
Spise noget spiseligt, der er blevet tilbage mellem tænderne, og som er mindre end en kikært.
Alt, der ikke er spiseligt, og som kommer i munden uden intention (f. eks. røg, støv og smagen af medicin, der lægges på tænderne), gør ikke fasten ugyldig.
Kysse, berøre og kæle for det modsatte køn, forudsat at der ikke sker nogen udløsning, såvel som enhver seksuel aktivitet, der ikke fører til udløsning. Enhver udløsning, der er resultatet af at se eller tænke gør ikke fasten ugyldig.
At have en våd drøm i dagens løb og enhver udløsning af sædvæske.

Den nat er årets mest dydige nat. Gud siger, Vi åbenbarede den (Koranen) på Kraftens Nat [Laylat al-Qadr]. Hvad vil sige jer, hvad Kraftens Nat er? Den er bedre end et tusind måneder.

For eksempel bringer enhver handling deri (f. eks. recitering af Koranen, ihukommelse af Gud) ligeså megen belønning, som den samme handling ville give, hvis man udførte den i 1000 måneder, der ikke rummer denne nat.

Det er bedst at søge denne nat blandt de sidste ti nætter i Ramadanen, ligesom Profeten, må fred være med ham, prøvede efter bedste evne på at finde den i den periode. For eksempel blev han som regel oppe de sidste ti nætter, vækkede sine koner og derpå holde sig for sig selv for at tilbede. Ifølge Abu Hanifa, kan enhver nat i løbet af året imidlertid godt være Kraftens Nat (Canan, ibid., 1:260), og derfor holdt muslimerne nattevagt nogen tid hver nat med henblik på at "fange" den. Sådanne nattevagter har en særlig betydning.

Abu Bukhari fortæller fra Abu Hurayra, at Budbringeren, må fred være med ham, sagde: ”Enhver, der beder under Kraftens Nat med tro og håb om dens belønning, vil få alle sine tidligere synder tilgivet.” (Bukhari, "Fadl Laylat al-Qadr")

I'tikaf betyder bogstaveligt at hæfte sig til noget, uanset om det er godt eller dårligt, og at udelukke alt andet. Som begreb betegner det at hengive sig, især i Ramadanens sidste 10 dage, til at bede i en moské. Guds Budbringer, (fvmh),, udførte i'tikaf i 10 dage hver Ramadan. Det år, han døde, gjorde han det i 20 dage.

I'tikaf bliver ikke accepteret fra en ikke troende, et barn, der ikke kan skelne, en person, der har behov for den store renselse på grund af (seksuel) besmudsning samt af menstruerende kvinder eller kvinder med blødninger efter fødsel.

I'tikaf bliver opfyldt, hvis personen bliver i moskéen med intentionen om at komme nærmere til Gud. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, er der ikke tale om i'tikaf. Hvis et menneske har intention om at udføre en ti dages i'tikaf frivilligt, men slutter den inden de ti dage er gået, skal han gøre godt for de resterende dage senere.

Alle lærde er enige i at det er forbudt at faste på de to 'Eid ('Eid al-Fitr og 'Eid al-Adha). Det er ligegyldigt om fasten er obligatorisk eller frivillig. At faste frivilligt udelukkende om fredagen bliver misbilliget. Hvis man faster dagen før eller efter den, hvis det er en dag, man normalt faster på (f. eks. den 13., 14. eller 15. i måneden), eller hvis det er 'Ashura Dagen (10. Muharram), misbilliges det ikke at faste på en sådan fredag. Den samme regel gælder for lørdagen. Det misbilliges at faste på "tvivlens dag", når man ikke er sikker på, om det er den sidste dag i Sha'ban eller den første dag i Ramadanen, ligesom det heller ikke er velset at faste flere dage i træk uden at spise, overhovedet (al-wisal).

At gøre en ed betyder at sværge ved Gud, at man ikke vil gøre et eller andet. Indenfor Islam kan man kun sværge ved Gud. Folk, der aflægger sådan en ed, skal gøre deres bedste for at opfylde den og skal derfor ikke aflægge en sådan uden omtanke.

Folk, som kommer med løgnagtige udtalelser ved en fejl eller i uvidenhed og derpå sværger på dem ved Gud, bliver ikke holdt ansvarlige for dem og skal ikke udføre nogen bod. Men bevidst at lyve og derpå sværge ved Gud eller erklære Gud som vidne til løgnen er en ekstremt alvorlig synd, der mange gange har medført, at frygtelige ulykker har ramt løgneren. Sådanne mennesker skal udføre en bodsgerning, oprigtigt søge Guds tilgivelse og genoprette enhver skade, løgnen kan have bragt med sig.

Hvis folk sværger ved Gud, at de ikke vil gøre et eller andet i fremtiden og derpå gør lige netop denne handling, må de søge Guds tilgivelse og gøre bod. I dette tilfælde betyder det at frisætte en slave. Hvis det ikke lader sig gøre, skal edsbryderen bespise en fattig i ti dage med ligeså meget mad, som hans egen familie spiser. Hvis det ikke er muligt, skal han eller hun faste i ti dage i træk.

Ramadanmåneden, hvori Koranen (begyndte) at blive sendt ned som en ren kilde til vejledning for folk, og (når den bliver praktiseret) som tydelige tegn på vejledning samt Kriteriet (mellem sandhed og løgn). (2:185)

Punkt Et. Det er et af Islams fremmeste søjler og største symboler, at faste i Ramadanen. Mange af formålene med den har forbindelse til Guds Herredømme og takke for Hans gaver, for menneskehedens individuelle og kollektive liv, selv-træning og selv-disciplin.

Et formål forbundet med Hans Herredømme er, at Gud fremviser Sit Herredømmes fuldkommenhed, og at Han er den Allernådigste og Mest Barmhjertige på Jordens overflade, som Han frembragte som et bord til at bære Hans gaver på en måde, der ligger udenfor menneskets fatteevne. Ikke desto mindre kan folk ikke fuldkomment skelne denne situations virkelighed på grund af tankeløshed og kausalitetens dækkende slør. Men under Ramadanen fremviser de troende som en hær, der venter på marchordre, en holdning af tilbedelse imod dagens slutning, som forventede de at blive bedt om at tage for sig af banquetten, den Evige Monark havde tillavet. Således er deres respons på den storslåede og godgørende manifestation af Guddommelig Nådefuldhed med en omfattende og harmonisk handling af fælles tilbedelse. Jeg tænker på, om de, der ikke tilbeder eller tager del i den ære, det er at blive i den grad overøst med gaver, om de ikke skulle være nogen taknemmelige mennesker.

Punkt To. Fra synsvinkelen af dens forbundenhed med taknemlighed overfor Gud, er et af tilfældene af visdom i faste i Ramadanen dette: Som det blev fastslået i "The First Word", er der en pris for den mad, en tjener bringer fra kongens køkken. Det ville være en helt åben tåbelighed at betale tjeneren og ikke anerkende kongen, [for det ville vise] en tydelig disrespekt for gaven. På lignende måde breder Gud, den Almægtige, Sine talløse gaver ud over Jorden og skænker dem for en pris: taknemlighed.

De tilsyneladende årsager til disse gaver eller de, som bringer dem til os, er ligesom tjeneren i det ovennævnte eksempel. Vi betaler tjenere, føler os i gæld til dem og takker dem, selvom de blot er årsager eller midler. Sommetider viser vi dem en grad af respekt, de ikke fortjener. Den sande Giver af Gaver uendeligt meget mere Den, vi bør rette takken imod for disse gaver. En sådan taksigelse antager form af vor anerkendelse af vort behov for disse gaver, fuldt ud at påskønne dem og tilskrive dem Ham direkte.

Fasten i Ramadanen er nøglen til en sand, oprigtig, omfattende og universel taksigelse. Mange mennesker påskønner ikke de gaver, de får, for de oplever aldrig sult. For eksempel betyder et stykke tørt brød intet for den, hvis mave er fuld, især hos en rig. Men de troendes smagssans bevidner ved tidspunktet for brydningen af fasten, at det i sandhed er en meget værdifuld gave fra Gud. Under Ramadanen skænkes alle en inderligt følt taksigelse gennem forståelsen af værdien af de Guddommelige Gaver.

Mens de faster, tænker de troende: "Disse gaver tilhører ikke mig oprindeligt, så derfor kan jeg ikke bare betragte dem som mad eller drikke. Eftersom den Ene ejer dem og skænker dem til mig, bør jeg vente på Hans tilladelse til at spise dem." Ved på denne måde at anerkende mad og drikke som Guddommelige gaver, takker de troende Gud i stilhed. Det er derfor, at faste er en nøgle til taknemlighed, som er en fundamental pligt for mennesket.

Punkt Tre. Fasten er forbundet med menneskehedens kollektive liv, for Guds beslutning om ikke at give livsfornødenheder til alle mennesker betyder, at de rige skal hjælpe de fattige. Uden faste kan mange rige og selvtilstrækkelige mennesker ikke fatte sultens og fattigdommens smerte eller i hvilken grad, de fattige har brug for omsorg. Omsorg for éns medskabninger er grundlaget for sand taksigelse. Der er altid én, der er fattigere, så alle må hjælpe sådanne mennesker. Hvis folk ikke oplever sult, er det næsten umuligt for dem at gøre godt eller hjælpe andre. Selv hvis de gør, kan de kun gøre det ufuldkomment, fordi de ikke føler den sultnes tilstand i samme grad.

Punkt Fire. Fasten i Ramadanen rummer mange Guddommelige formål relaterede til selv-træning og selv-disciplin såsom: Det kødelige selv ønsker at være frit og uden grænser og betragter sig selv som sådan. I kraft af sin natur ønsker det endda et indbildt herredømme og frie, tilfældige handlinger. Da det ikke bryder sig om tanken om, at det bliver trænet og prøvet gennem Guds talløse gaver, tager det imod gaver som et dyr, og på en måde der minder om en tyv eller røver, især hvis det drejer sig om rigdom og magt ledsaget af tankeløshed.

Under Ramadanen forstår hvert et selv, at det er ejet af En Anden og ikke af sig selv; at det er en tjener, ikke en fri spiller. Hvis ikke det bliver beordret eller tilladt, kan det ikke udføre selv de mest daglige ting som at spise eller drikke. Denne mangel på evne knuser dets illusoriske herredømme og sætter det i stand til at indrømme dets tjenerstilling og udføre dets virkelige pligt, der er taksigelser.

Punkt Fem. Faste i Ramadanen forhindrer det kødelige selv i oprør og smykker det med god moral. Et menneskes kødelige selv glemmer sig selv gennem tankeløshed, Det hverken ser eller ønsker at se sin medfødte uendelige uformåenhed, fattigdom, hjælpeløshed og fejlbarlighed. Det tænker ikke over, hvordan det er udsat for ulykke og forfald, og at det består af kød og knogler, der går i opløsning og forrådner hastigt. Det kaster sig over verden med en voldsom grådighed og tilknytning, som havde det en krop af stål og skulle leve evigt og klynger sig til hvad som helst, der giver fortjeneste og fornøjelse. I denne tilstand glemmer det sin Skaber, Som træner det med perfekt omhu. Da det er opslugt af immoralitet, tænker det ikke på konsekvenserne af dets liv eller dets efterliv.

Men fasten i Ramadanmåneden får selv den mest stædige og tankeløse til at føle deres svaghed og medfødte armod. Sult bliver en vigtig overvejelse og minder dem om, hvor skrøbelige deres kroppe egentlig er. De mærker deres behov for medfølelse og omsorg, og idet de opgiver deres hovmodighed, ønsker de at søge tilflugt i det Guddommelige Hof i fuldkommen hjælpeløshed og fattigdom, står op for at banke på Nådens dør med den stille taksigelses hånd - naturligvis forudsat at tankeløsheden endnu ikke har ødelagt dem fuldstændigt.

Punkt Seks. Gud begyndte at åbenbare Koranen under Ramadan. Det har mange implikationer såsom: Med henblik på at byde den måned, Koranen (den Guddommelige henvendelse) blev åbenbaret i, velkommen, skal de troende forsøge at være som engle ved at afholde sig fra at spise og drikke i et tidsrum. De forsøger også at frigøre sig for det kødelige selvs formålsløse beskæftigelser og grove behov. Under Ramadanen bør de recitere eller lytte til Koranen, som blev den åbenbaret for første gang. Hvis det er muligt, skal de lytte til den, som om de hørte Profeten Muhammad recitere den eller ærkeenglen Gabriel, der åbenbarer den for Muhammad, eller Gud, Som åbenbarer den for Muhammad gennem Gabriel. De bør respektere Koranen i deres daglige gøremål og ved at videregive dens budskab til andre, demonstrere det Guddommelige formål i dens åbenbaring.

Ramadanen transformerer den muslimske verden til en mægtig moské, hvori millioner reciterer Koranen for Jordens indbyggere. Idet de demonstrerer realiteten af: Ramadanmåneden, hvori Koranen (begyndte at blive) sendt ned (2:185), viser Ramadanen sig at være Koranens måned. Medens nogle i den vældige forsamling i den muslimske verdens store moské lytter til dens recitation i højtidelig ærbødighed, reciterer andre den. Det er højst upassende at forsage denne himmelske, åndelige tilstand ved at adlyde det kødelige selv og derved spise og drikke i den hellige "moské", for det vækker hele forsamlingens had. Det bliver i højeste grad også misbilliget og må fremkalde den muslimske verdens ubehag og foragt, at være imod og nedgøre de muslimer, som faster i Ramadanen.

Punkt Syv. Fasten i Ramadanen har mange formål forbundet med en persons åndelige belønninger, eftersom enhver er sendt hertil for at tilså sin verden med frøene til det næste liv. De følgende afsnit vil forklare et sådant formål som følger:

Belønningerne for de gode gerninger, der gøres i Ramadanen, ganges med tusind. En tradition beretter, at der gives 10 belønninger for hvert bogstav i Koranen. Recitationen af ét bogstav betyder ti gode gerninger og frembringer ti af Paradisets frugter. Men under Ramadanen multipliceres belønningerne med tusind gange og endda mere for vers som "Tronens Vers":

Allah! Der er ingen anden gud end Ham, den Evigt-Levende, Selv-Forsynende, Understøtter og opretholder af alle: Slummer og søvn overmander Ham ej. Alle ting i himlene og på Jorden tilhører Ham. Hvem kan gå i forbøn i Hans Nærvær, medmindre Han tillader det? Han ved, hvad der (hænder) før og efter og bagved Sine skabninger, og de kan kun erhverve så meget af Hans viden, som Han tillader. Hans Trone udstrækker sig over himlene og Jorden. Han føler ingen træthed, mens Han vogter og bevarer dem, for Han er den Højeste, den Øverste. (2:255)

Belønningen er endda endnu større på fredag nætterne i Ramadanen. Hvert bogstav bliver yderligere multipliceret 30 000 gange under Kraftens Nat.

Under Ramadanen bliver Koranen, hvis hvert eneste bogstav frembringer 30 000 permanente frugter i Paradiset ligesom et enormt træ med millioner af permanente frugter i Paradiset. Se, hvor hellig og profitabel denne handel er, og hvor stort tabet er for dem, der ikke påskønner Koranens bogstaver.

Så Ramadanen er det bedste tidspunkt for sådan en profitabel handel i efterlivets navn. Den er som en yderst frugtbar mark at dyrke til efterlivets høst. Dens mangfoldiggørelse af belønninger for gode gerninger, gør den som april i foråret. Det er en ukrænkelig og strålende festival for opvisning af de, som tilbeder Hans Herredømmes Suverænitet.

Det er derfor fasten i Ramadanen er obligatorisk, derfor de troende ikke tillades at tilfredsstille det kødelige selvs dyriske lyster og beskæftige sig med dets nyttesløse indfald. Da de bliver som engle, mens de faster eller foretager den handel, er hver troende et spejl, der reflekterer Guds Selv-Forsyning. De bevæger sig mod at blive en ren ånd, der er manifesteret i en kødelig dragt, ved at forsage verden for et fastsat tidsrum. I virkeligheden rummer Ramadanen og forårsager, at de troende via fasten vinder et permanent liv efter en kort periode i denne verden.

Eén Ramadan kan sætte troende i stand til at opnå værdien af 80 års belønninger, for Koranen siger, at Kraftens Nat er mere fortjenstfuld end 80 år uden en sådan nat (97:3). En konge bekendtgør måske nogle få fridage for at fejre en særlig begivenhed som for eksempel hans kroning og da hædre sine trofaste tjenere med særlige gaver på disse dage. På samme måde åbenbarede den Evige og Majestætiske Konge over de 18 000 verdener Koranen, Hans ophøjede tro, til hver verden under Ramadanen. Således kræver visdommen, at Ramadanen skal være en særlig Guddommelig festival, hvorunder Guds Herredømme hælder gaver ud og åndelige væsener samles. Når man tænker på, at Ramadanen er en Guddommeligt befalet festival, befales det folk at faste, så de trækker sig tilbage fra deres kropslige beskæftigelser til en vis grad.

Fasten sætter også folk til at afholde sig fra synder, der begås af deres legemlige sanser eller lemmer og bruge dem til de handlinger af tilbedelse, der er særegen for hver. For eksempel skal de, der faster, stoppe deres tunge i løgne, bagtale og sværge ved at holde den travlt beskæftiget med at recitere Koranen, herliggøre Gud, søge Hans tilgivelse og påkalde Hans velsignelser over Profeten Muhammad. De skal afholde deres øjne fra at se og afholde deres ører fra at høre forbudne ting: tværtimod skal de se på ting, der giver åndelig lærdom eller moralske advarsler samt lytte til Koranen og sandheder. Når den fabriks-lignende mave stopper med at arbejde, kan de andre lemmer (mindre værksteder) nemmere gå med til at følge den.

Punkt Otte. Et formål med fasten er at sætte folk på en fysisk og åndelig diæt. Hvis det kødelige selv handler, spiser og drikker, som det vil, bliver folks fysiske helbred skadet. Men mere vigtigt er det, at folks åndelige liv tager skade, for de skelner ikke mellem det tilladte og det forbudte. Sådant et kødeligt selv har meget svært ved at indordne sig under hjertet og ånden. Hvis det ikke kan få øje på nogle principper, griber det personens tøjler og kører ham eller hende hvorhen, det lyster.

Men fasten i Ramadanen vænner det til diæt, og selvdisciplin træner det i at adlyde. Maven bliver ikke skadet af overdrevent spiseri, inden det foregående måltid er blevet ordentligt fordøjet, og ved at lære at forsage det, der er lovligt, kan det følge fornuftens og religionens befalinger om at afstå fra det, der er forbudt. Således prøver det kødelige selv på ikke at ødelægge sin ejers åndelige liv.

Desuden oplever de fleste mennesker sult i varierende grader. For at kunne udholde en længere varende sult i tålmodighed, bør folk træne sig i selvdisciplin og nøjsomhed. Fasten i Ramadanen tilbyder denne tålmodigheds-baserede træning ved at få folk til at føle sult i 15 timer eller endda 24, hvis man ikke får spist noget før morgengry. På denne måde kurerer fasten utålmodighed og mangelen på udholdenhed, som fordobler menneskehedens ulykke.

Mange af kroppens lemmer tjener maven på den ene eller den anden måde. Hvis denne "fabrik" ikke standser sine daglige rutiner gennem en bestemt måned, holder den disse lemmer travlt beskæftiget med den og er forsømmelige overfor deres egen tilbedelse og sublime pligter. Det er af denne grund helgener altid vælger nøjsomhed som en vej til åndelig og menneskelig perfektion. Fasten i Ramadanen minder os om, at vore legemsdele blev skabt til mere end blot at tjene maven. Under Ramadanen oplever mange legemsdele englelige og åndelige - i modsætning til materielle - nydelser. Som resultat modtager de fastende troende åndelig nydelse og oplysning i grader i henhold til deres niveau af åndelig perfektion. Fasten i Ramadanen forfiner et menneskes hjerte, ånd, fornuft og indre sanser. Selvom maven klager, fryder disse sanser sig.

Punkt Ni. Overholdelse af fasten i Ramadanen bryder det kødelige selvs illusoriske herredømme, og ved at minde det om dets medfødte hjælpeløshed overbeviser det om, at det er en tjener. Da det kødelige selv ikke bryder sig om at anerkende sin Herre, bliver det stædigt ved at påstå sit herredømme selv under lidelser. Kun sult kan ændre sådan et temperament.

Guds Budbringer fortæller, at Gud, den Almægtige, spurgte det kødelige selv: "Hvem er Jeg, og hvem er du?" Det svarede: "Du er Dig selv, og jeg er mig selv." Ligegyldigt hvor meget Gud straffede det og gentog Sit spørgsmål, fik Han det samme svar. Men da Han underkastede det sult, svarede det: "Du er min Medfølende Herre; jeg er Din hjælpeløse tjener."

Oh Gud, giv fred og velsignelser til vor lærer Muhammad på en måde, der glæder Dig og giv ham hans rettelig tilkommende, af det antal belønninger for at recitere Koranens bogstaver i Ramadanen, samt til hans Familie og Ledsagere. Herlig er jeres Herre, Ærens og Magtens Herre; ophøjet langt over det, de falskelig tilskriver Ham. Fred være med Budbringerne og al pris til Gud, Verdenernes Herre. Amen.

Ramadanen er den niende måned i den islamiske månekalender. En måne-måned er omtrent 29½ dag, som er den tid, det tager for månen at kredse rundt om Jorden. Eftersom månemåneden er omkring en dag kortere end en sol-måned, er et måneår 10-12 dage kortere end et sol-år. Derfor kommer Ramadanen 10 til 12 dage tidligere hvert år og bevæger sig således gennem årstiderne og giver dermed lige muligheder for folk, der bor i forskellige lande.

En ny måne-måned begynder, når månens i omløb omkring Jorden, når til en konjunktion med solen, og solens lys når den side af månen, der vender væk fra Jorden. I denne position siges månen at være "ny", med dens mørke side vendt mod Jorden. Pr. definition er nymånen ikke synlig fra Jorden, eftersom solens kun belyser den side, der vender bort fra Jorden.

Efterhånden som månen bevæger sig videre i sit kredsløb omkring Jorden, begynder den at danne et segl. Det sker allerede minutterne efter, at nymånen er blevet dannet, selvom seglet ikke vil være synligt i adskillige timer. I nogle traditionelle islamiske lande begynder muslimerne først at faste, når de har set den faktiske nymånes segl. Denne begivenhed bekræftes ved synet af nymånen, selvom det blot er én person, der har set den, eller ved gennemløbet af 30 dage fra den umiddelbart før kommende måned, Sha'ban. Men ifølge nogle moderne lærde har Gud givet os videnskabelig kunnen til at fastslå nøjagtigt, hvornår en måne-måned begynder og slutter. Derfor burde ethvert observatorium eller andet astronomi-relateret center have denne information for det område, hvor vi bor.

Fasten begynder ved daggry den første dag i den nye måned. I de få timer mellem nymånen og daggry kan muslimerne spise og drikke og så begynde at faste, når den første tråd af lys observeres på himlen.

Forskellige Lokaliteter

De fleste lærde siger, at det ikke betyder noget, om nymånen er blevet set et andet sted. Med andre ord, når den nye måne er blevet set fra ét eller andet sted på jorden, skal alle muslimer begynde at faste.

Ramadanens Slutning

Fasten i Ramadanen slutter, når den nye måne (shawwal) bliver set. De fleste retslærde mener, at den nye måne skal være blevet set af mindst to retfærdige vidner.

De timer, det er befalet at faste

Ifølge Koranen er fastetimerne som følger: I kan spise og drikke indtil I kan skelne mellem (daggryets) hvide tråd og (nattens) sorte tråd; gør da fasten fuldstændig indtil natten falder på (2:187). Derfor skal fasten begynde ved den første tråd af lys ved daggry (mellem 1½ og 2 timer før solopgang, afhængigt af årstiden) og skal fortsættes indtil solnedgang (aftenens begyndelse).

Ramadanen er den niende måned i den islamiske månekalender. En måne-måned er omtrent 29½ dag, som er den tid, det tager for månen at kredse rundt om Jorden. Eftersom månemåneden er omkring en dag kortere end en sol-måned, er et måneår 10-12 dage kortere end et sol-år. Derfor kommer Ramadanen 10 til 12 dage tidligere hvert år og bevæger sig således gennem årstiderne og giver dermed lige muligheder for folk, der bor i forskellige lande.

En ny måne-måned begynder, når månens i omløb omkring Jorden, når til en konjunktion med solen, og solens lys når den side af månen, der vender væk fra Jorden. I denne position siges månen at være "ny", med dens mørke side vendt mod Jorden. Pr. definition er nymånen ikke synlig fra Jorden, eftersom solens kun belyser den side, der vender bort fra Jorden.

Efterhånden som månen bevæger sig videre i sit kredsløb omkring Jorden, begynder den at danne et segl. Det sker allerede minutterne efter, at nymånen er blevet dannet, selvom seglet ikke vil være synligt i adskillige timer. I nogle traditionelle islamiske lande begynder muslimerne først at faste, når de har set den faktiske nymånes segl. Denne begivenhed bekræftes ved synet af nymånen, selvom det blot er én person, der har set den, eller ved gennemløbet af 30 dage fra den umiddelbart før kommende måned, Sha'ban. Men ifølge nogle moderne lærde har Gud givet os videnskabelig kunnen til at fastslå nøjagtigt, hvornår en måne-måned begynder og slutter. Derfor burde ethvert observatorium eller andet astronomi-relateret center have denne information for det område, hvor vi bor.

Fasten begynder ved daggry den første dag i den nye måned. I de få timer mellem nymånen og daggry kan muslimerne spise og drikke og så begynde at faste, når den første tråd af lys observeres på himlen.

Fasten i Ramadanen slutter, når den nye måne (shawwal) bliver set. De fleste retslærde mener, at den nye måne skal være blevet set af mindst to retfærdige vidner.

De timer, det er befalet at faste

Ifølge Koranen er fastetimerne som følger: I kan spise og drikke indtil I kan skelne mellem (daggryets) hvide tråd og (nattens) sorte tråd; gør da fasten fuldstændig indtil natten falder på (2:187). Derfor skal fasten begynde ved den første tråd af lys ved daggry (mellem 1½ og 2 timer før solopgang, afhængigt af årstiden) og skal fortsættes indtil solnedgang (aftenens begyndelse).

Folk som er (ikke kronisk) syge eller på rejse, kan bryde fasten i Ramadanen; men skal gøre godt for de mistede dage. Hvis rejsende gør intentionen om at faste om natten, kan de stadig bryde deres faste om dagen. Hvis de allerede havde gjort intentionen om at faste, mens de var hjemme, men så besluttede at rejse i løbet af dagen, er de fleste lærde enige om, at så skal de faste.

De, der har brudt fasten pga. svære omstændigheder, skal også gøre godt for de mistede dage. De lærde er enige i, at menstruerende kvinder, kvinder med blødninger efter fødsel samt gravide og ammende kvinder, som er bange for, at fasten kan skade barnet eller dem selv, skal gøre godt for de mistede dage.

Betale kompensation:

De, som er for gamle til at faste, såvel som de kronisk syge, har tilladelse til at lade være med at faste, for fasten ville lægge for mange vanskeligheder på dem. Men de skal bespise én fattig person for hver dag, de ikke faster. Hvis dem, der var på rejse eller havde en anden undskyldning, dør, inden de når at gøre godt for de mistede dage, skal der ikke betales kompensation. Men hvis de bad deres arvinger om at betale en sådan kompensation, skal pengene tages ud af den afdødes ejendom. Hvis de, som døde, døde inden de fik gjort godt for de mistede dage, selvom de havde tid nok til at gøre det, må man bede deres arvinger om at betale den nødvendige kompensation.

Dage, hvor faste er forbudt:

Alle lærde er enige i at det er forbudt at faste på de to 'Eid ('Eid al-Fitr og 'Eid al-Adha). Det er ligegyldigt om fasten er obligatorisk eller frivillig. At faste frivilligt udelukkende om fredagen bliver misbilliget. Hvis man faster dagen før eller efter den, hvis det er en dag, man normalt faster på (f. eks. den 13., 14. eller 15. i måneden), eller hvis det er 'Ashura Dagen (10. Muharram), misbilliges det ikke at faste på en sådan fredag. Den samme regel gælder for lørdagen. Det misbilliges at faste på "tvivlens dag", når man ikke er sikker på, om det er den sidste dag i Sha'ban eller den første dag i Ramadanen, ligesom det heller ikke er velset at faste flere dage i træk uden at spise, overhovedet (al-wisal).

Frivillige faster:

Budbringeren opmuntrede muslimerne til at faste de følgende dage: seks dage i Shawwal; den 10. Muharram ('Ashura) og de dage, der kommer umiddelbart før og efter den; det meste af Sha'ban (måneden inden Ramadan); hver torsdag, fredag og lørdag i de hellige måneder (Dhu'l-Qa'da, Dhu'l-Hijja, Muharram, Rajab); hver mandag og torsdag; og den 13., 14. og 15. i hver måned. Han tillod også de, der kan faste hver anden dag, som kaldes sawm Dawud (Profeten Davids Faste), at gøre det.

Måltidet før daggry og at bryde fasten:

Det er sunna (anbefalet) at få sig et måltid før daggry mellem midnat og daggry. Det anses for bedst at vente med det, så man spiser det så tæt på daggry som muligt. De, som faster, skal skynde sig med at bryde fasten, når solen er gået ned og, lige inden de spiser, gøre følgende supplikation (højst tilrådeligt): "Oh Gud, jeg har fastet for Dig, troet på Dig, sat min lid til Dig og bryder min faste med Dine forsyninger."

Fastens essentielle elementer

Det forlanges, at man foretager den rette intention om at faste i Ramadanmåneden. Det foretrækkes, at man gør denne intention før daggry og hver nat i Ramadanen. Men den er gyldig, ligegyldigt hvilken del af natten, den gøres i, og man kan endda foretage den ved middag, hvis man glemte det før daggry. Det er ikke nødvendigt at udtale den højt, for den er i virkeligheden en handling i hjertet, der ikke involverer tungen. Dertil kommer, at den bliver opfyldt ved éns intention om at faste af lydighed overfor Gud og søge Hans velbehag. Ifølge mange jurister kan intentionen om en frivillig faste gøres indtil middag.

I fastetimerne kan man ikke spise, drikke eller foretage sig ægteskabelige seksuelle forhold. Inden åbenbaringen af Koranen kunne ægtepar ikke have noget seksualliv under fasteperioden. Denne regel blev ophævet i 2:187, der tillader samleje mellem ægtefæller i Ramadanens nætter:

Det er gjort lovligt for jer at gå til jeres hustruer om natten i Fasten; (der er sådan en umistelig intimitet mellem jer), at de er en klædebon for jer (der svøber sig om jer for at beskytte jer mod illegitime forhold og besmykke jer), og I er en klædning (af samme slags) for dem. (2:187)

Men det er stadig forbudt i fastetimerne.

Undgå upassende handlinger

Faste, en type tilbedelse for at nærme sig Gud, blev beordret for at rense sjælen og opøve den i gode gerninger. De, som faster, må skærme den mod enhver handling, der måske kan udligne fastens goder. På denne måde vil fasten forøge deres personlige Guds-bevidsthed og fromhed. Fasten er mere end blot at lade være med at spise og drikke; den betyder også at undgå alt andet, Gud har forbudt. Budbringeren sagde: Fasten handler kun om at afholde sig fra mad og drikke, men handler også om at afholde sig fra tom snak og et grimt og sjofelt sprogbrug.

Det anbefales til alle tider, at man skal være gavmild, studere Koranen og bede til Gud; men det understreges særligt i Ramadanen. I Ramadanens sidste ti dage plejede Guds Budbringer at vække sine hustruer om natten for derefter, idet han holdt sig adskilt fra dem, at hengive sig til handlinger af tilbedelse. Han ville anstrenge sig ekstra meget i at tilbede sin Herre ved den tid, mere end han normalt gjorde. (Bukhari, "Sawm", 2:9; Muslim, "Siyam", 164)

Tilladte handlinger:

Hælde vand over sig og dukke under vand.

Tage kohl på, øjendråber og alt andet til øjnene.

Kysse, forudsat at man har selvkontrol.

Rens munden og næsen uden at synke noget vand.

Smage på en væske, føde eller andet, man har tænkt sig at købe; men man må ikke synke noget spiseligt.

Tyggegummi (ulig noget, der er uden lugt eller smag) misbilliges, men gør ikke fasten ugyldig.

At spise, drikke og have samleje i løbet af natten indtil daggry.

Hvis man kommer til at spise på grund af glemsomhed, behøver man ikke at gøre godt for den dag senere.

Det kræves ikke, at man foretager ghusl (afvaskning efter seksuel samvær) før daggry, men det tilrådes, for at man kan være ren før fasten.

Hvis en kvindes menstruation eller efterfødselsblødning stopper i løbet af natten, kan hun udsætte ghusl til morgenen og stadig faste. Men hun skal udføre ghusl inden daggrysbønnen.

De, som faster, kan bruge en tandbørste eller -stik til at rense tænderne med. Det er ligegyldigt om dette gøres om morgenen eller om aftenen.

Duftende parfumer.

Synke noget vådt, med spyt blivende tilbage i munden, når man er stået op.

Synke blot et par dråber tårer eller sved, hvis smag man ikke mærker.

Spise noget spiseligt, der er blevet tilbage mellem tænderne, og som er mindre end en kikært.

Alt, der ikke er spiseligt, og som kommer i munden uden intention (f. eks. røg, støv og smagen af medicin, der lægges på tænderne), gør ikke fasten ugyldig.

Kysse, berøre og kæle for det modsatte køn, forudsat at der ikke sker nogen udløsning, såvel som enhver seksuel aktivitet, der ikke fører til udløsning. Enhver udløsning, der er resultatet af at se eller tænke gør ikke fasten ugyldig.

At have en våd drøm i dagens løb og enhver udløsning af sædvæske.

Forbudte handlinger, der kræver en godtgørelsesdag

Spise, på grund af en fejl eller tvang.

Synke mere blod end det spyt, det er blandet med, og den smag, man mærker.

Synke mere end et par dråber sved eller tårer, som man mærker smagen af.

Fjerne noget spiseligt fra tændernes mellemrum, og som er større end en kikært, og derpå spise det.

Kaste op, en mundfuld eller derover. Alt, der er mindre end det, og som vender tilbage til maven, ødelægger ikke fasten. Men hvis man med forsæt tager det tilbage, er fasten brudt.

Udløsning, der kommer af kysseri, berøringer og masturbation.

Menses eller efterfødselsblødning, selvom den begynder lige før solnedgang.

Hvis man spiser, drikker eller har samleje i den tro, at solen er gået ned, eller det endnu ikke er blevet fajr.

Enhver indsprøjtning, uanset om den er til ernæring eller medicin. Det er lige meget, om indsprøjtningen er intravenøs eller under huden, og uanset om det, der blev indsprøjtet, når maven eller ej.

Enhver drik eller medicin, der passerer gennem halsen eller næsen. Men vand, der passerer gennem ørerne, er tilladt.

Enhver væske, der når ind i kroppen gennem rectum.

Et (helligt) løfte er et højtideligt løfte om at gøre, i Guds navn, noget, der minder om en tilbedelseshandling og gøre noget obligatorisk for sig selv, som ikke er obligatorisk. Et løfte bliver kun betragtet som "islamisk", hvis det gøres i Guds navn og involverer en obligatorisk eller nødvendig handling af tilbedelse (f. eks. at faste eller hjælpe de fattige). Derfor kan man love at udføre to rak’at af bøn eller at faste; men ikke at gøre en prostration med recitation eller gøre afvaskning, for disse to sidste handlinger er ikke i sig selv obligatoriske handlinger af tilbedelse, men er snarere midlerne til sådanne handlinger. Desuden kan løfter kun afgives vedrørende noget, der kan opfyldes.

Der er to slags løfter: bestemte og ubestemte. Et bestemt løfte kan for eksempel være at love at faste på en bestemt dag, hvis éns ønske om noget religiøst legalt bliver opfyldt. Hvis ønsket bliver opfyldt, skal man holde sit løfte. Et ubestemt løfte kan være at love at faste en dag eller give velgørenhed til en fattig, hvis éns ønske om noget religiøst legalt bliver opfyldt. Hvis det ønskede indtræffer, må løftet indfries.

Hvis man lover at gøre noget, der ligner en tilbedelseshandling, hvis et eller andet ikke sker, skal man holde sit løfte eller gøre en bod. f. eks. hvis man er afhængig af at lyve, lover man at faste en uge, hvis man ikke lyver igen; men alligevel gør det, skal vedkommende holde løftet eller gøre en bod, ligesom man gør for brudte eder.

Islams fjerde søjle er fasten i Ramadanen, hvor muslimerne afholder sig fra at spise, drikke og seksuelle forhold eller tilfredsstillelse fra solopgang til solnedgang. Angående ordren til at faste erklærer Koranen:

Ramadanmåneden, måneden hvori Koranen (begyndte at blive) sendt ned som en ren kilde til vejledning for folk, og (når den bliver udøvet) som tydelige tegn på vejledning og Kriteriet (mellem sandhed og løgn). Derfor skal enhver af jer, der er til stede i den måned, faste den, og den, der er så syg, at han ikke kan faste eller er på rejse, skal faste det samme antal andre dage. Gud ønsker lethed for jer og ønsker ikke vanskeligheder for jer, så I kan færdiggøre det antal dage, der kræves, ophøj Gud for at Han har vejledt jer, og det håbes, at I vil give passende tak (til Ham). (2:185)

Alle lærde er enige om at faste er obligatorisk for enhver fornuftig, voksen, sund muslim mand, der ikke er på rejse eller kæmper på slagmarken ved den tid. Angående kvinder kan de, der har menstruation og blødninger efter en fødsel, ikke faste. Dertil kommer følgende grupper af mennesker, der ikke behøver at faste: de, som er sindssyge, mindreårige eller rejsende; gravide kvinder, der er bange for at det ufødte barn vil tage skade; de gamle og syge, som mener, at faste kan skade dem; og de, der arbejder under barske forhold eller lider en sådan sult eller tørst, at man kan frygte at faste vil føre til deres død.

Spise, på grund af en fejl eller tvang.
Synke mere blod end det spyt, det er blandet med, og den smag, man mærker.
Synke mere end et par dråber sved eller tårer, som man mærker smagen af.
Fjerne noget spiseligt fra tændernes mellemrum, og som er større end en kikært, og derpå spise det.
Kaste op, en mundfuld eller derover. Alt, der er mindre end det, og som vender tilbage til maven, ødelægger ikke fasten. Men hvis man med forsæt tager det tilbage, er fasten brudt.
Udløsning, der kommer af kysseri, berøringer og masturbation.
Menses eller efterfødselsblødning, selvom den begynder lige før solnedgang.
Hvis man spiser, drikker eller har samleje i den tro, at solen er gået ned, eller det endnu ikke er blevet fajr.
Enhver indsprøjtning, uanset om den er til ernæring eller medicin. Det er lige meget, om indsprøjtningen er intravenøs eller under huden, og uanset om det, der blev indsprøjtet, når maven eller ej.
Enhver drik eller medicin, der passerer gennem halsen eller næsen. Men vand, der passerer gennem ørerne, er tilladt.
Enhver væske, der når ind i kroppen gennem rectum.

I'tikaf betyder bogstaveligt at hæfte sig til noget, uanset om det er godt eller dårligt, og at udelukke alt andet. Som begreb betegner det at hengive sig, især i Ramadanens sidste 10 dage, til at bede i en moské. Guds Budbringer, (fvmh),, udførte i'tikaf i 10 dage hver Ramadan. Det år, han døde, gjorde han det i 20 dage.

I'tikaf bliver ikke accepteret fra en ikke troende, et barn, der ikke kan skelne, en person, der har behov for den store renselse på grund af (seksuel) besmudsning samt af menstruerende kvinder eller kvinder med blødninger efter fødsel.

I'tikaf bliver opfyldt, hvis personen bliver i moskéen med intentionen om at komme nærmere til Gud. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, er der ikke tale om i'tikaf. Hvis et menneske har intention om at udføre en ti dages i'tikaf frivilligt, men slutter den inden de ti dage er gået, skal han gøre godt for de resterende dage senere.

Islams fjerde søjle er fasten i Ramadanen, hvor muslimerne afholder sig fra at spise, drikke og seksuelle forhold eller tilfredsstillelse fra solopgang til solnedgang. Angående ordren til at faste erklærer Koranen:

Ramadanmåneden, måneden hvori Koranen (begyndte at blive) sendt ned som en ren kilde til vejledning for folk, og (når den bliver udøvet) som tydelige tegn på vejledning og Kriteriet (mellem sandhed og løgn). Derfor skal enhver af jer, der er til stede i den måned, faste den, og den, der er så syg, at han ikke kan faste eller er på rejse, skal faste det samme antal andre dage. Gud ønsker lethed for jer og ønsker ikke vanskeligheder for jer, så I kan færdiggøre det antal dage, der kræves, ophøj Gud for at Han har vejledt jer, og det håbes, at I vil give passende tak (til Ham). (2:185)

At spise, drikke og have samleje i dagtimerne med forsæt, kræver en anden dags faste samt en bod. Bod defineres som at sætte en slave fri, hvis man kan; hvis vedkommende ikke har slaver eller ikke kan befri en af gyldige grunde, skal han eller hun faste i 60 dage i sammenhæng; hvis man ikke kan det, skal man bespise en fattig person gennem 60 dage eller bespise 60 fattige på én dag med måltider, der svarer til dem, man normalt selv spiser derhjemme.

De fleste lærde siger, at både mænd og kvinder skal gøre bodshandlinger, hvis de med vilje havde samleje om dagen, selvom de havde intention om at faste den dag. Hvis de gjorde det ud af glemsomhed, tvang eller de ikke havde intention om at faste den dag, skal der ikke udføres nogen bodshandling. Hvis kvinden blev tvunget eller voldtaget af manden, er det kun ham, der skal gøre en bodshandling.

Alle lærde er enige i, at folk, der med vilje brød fasten og gjorde bod og derpå brød den igen på en måde, der kræver en ny bod, skal de udføre en ny bodshandling. På lignende vis er de også enige om, at hvis folk bryder fasten to gange på én dag, før de har gjort bod for den første handling, skal de kun gøre en enkelt bodshandling. Hvis man bryder sin faste og gør det igen i den samme Ramadan uden bodshandling, skal man kun gøre bod én gang. Grunden til det er, at der er en straf for handlinger, der bliver gentaget, og hvis boden eller straffen ikke bliver effektueret, samles alle disse handlinger under én.