Most Read in the Category of Introduktion - Islam og universet

Alle ting har en bestemt plads i universets vældige plan, der fungerer på en storslået måde. Solen, månen og stjernerne og alle himmellegemer er knyttet sammen i et fremragende system, følger uforanderlige love og afviger aldrig fra deres fastlagte kurs. Selvom universet tilsyneladende er monotont og blindt adlyder et sæt love, er det hverken en fabrik, som det 18. århundredes videnskabsmænd tænkte sig, eller et kaos, som eksistentiellistiske filosoffer mente. Tværtimod er det en levende og dynamisk organisme, hvis enkeltdele fungerer i henhold til den plads, den optager, og opfylder dens rolle i systemet af gensidige relationer. På den anden side er Gud ikke nogen passiv kraft, der skabte universet som en automatisk maskine; men en evigt aktiv Kraft, Som uophørligt spejler Sine Navne i universets spejl. Hver en sådan afspejling fornyer universet, hvilket betyder, at en ny manifesteres hvert øjeblik. Men denne fornyelse afhænger af visse ubevægelige principper, der tillader os at regulere vore liv og, af denne grund, gøre menneskelivet muligt. Disse principper, som vi udleder af at betragte de "naturlige" begivenheder og kalder "naturlove", har kun en nominel eksistens. Universets Skaber og Hersker etablerede dem; skabelsen adlyder dem.

Det er af denne grund, at Islam er universets religion, for Islam er intet andet end lydighed og underkastelse overfor Gud, universets Herre. Solen, månen, Jorden og alle himmellegemer er muslim, ligesom luft, vand, varme, sten, træer og dyr, for alle ting i tilværelsen adlyder Gud ved at underkaste sig Hans love. Selv ikke -troende og ateister er muslim, hvad angår deres legemlige eksistens, for hver af deres kropsdele følger den kurs, Gud har sat for dem fra fødsel til død og opløsning.

Islam lærer os, at Gud, naturen og menneskeheden ikke er fjerne fremmede overfor hinanden eller i strid med hinanden. Gud gør Sig Selv kendt overfor menneskeheden gennem naturen og menneskeheden selv, og naturen og menneskeheden er to bøger (om skabelsen), der gør Gud kendt. Islam er navnet på den kode, som naturen i fuldkommen lydighed fungerer efter, og ved hvilken menneskeheden kræves, men ikke tvinges til, at leve efter. Heraf den frie vilje.

Tawhid indebærer alle menneskers lighed og enhed i relation til Gud og peger dermed på fælles slægtskab, lighed og enhed af menneskets oprindelse. Menneskelighed er det ene element, der er medfødt i ethvert individs natur. Mennesker fra forskellige sociale lag blev ikke skabt af adskilte guddomme med varierende grader af kraft, for dette ville krænke tawhid ved at tillade mulig uoverensstemmelser i deres essentielle natur og rejse uoverstigelige barrierer mellem dem. Den samme Gud skabte alle, og således har alle mennesker den samme grundlæggende essens: Oh menneskehed, vær bevidst om jeres Herre, Som skabte jer af en enkelt sjæl (4:1).

Med dette udgangspunkt forkaster Islam legale, fysiske, klasserelaterede, sociale, politiske, racemæssige, nationale, territoriale, genetiske eller endda økonomiske faktorer. Tawhid betyder, at betragte menneskeheden som en enhed og at arbejde på at fjerne alle bestræbelser på at adskille på grundlag af hudfarve, social status, beskæftigelse, uddannelse, geografi, religion og ideologi. Alle den slags opdelinger kan kun forliges ved, at tawhid erstatter shirk (dualisme, treenighedslære eller flerguderi).

Koranen fastslår:

I mennesker, Vi har visselig skabt jer (alle) af mand og kvinde og gjort jer til folk og stammer, for at I må kende hinanden. Sandelig, den retfærdigste blandt jer har størst ære hos Gud, thi Gud er Alvidende og kender alle ting. ( 49:13)

I virkeligheden er den ædleste person, i Guds øjne, den, der er mest Gudsbevidst. Profeten siges at have sagt: "Jeres Herre er En. I kommer fra Adam, og Adam kommer af støv. En araber er ikke bedre end en ikke-araber, ej heller en hvid mand end en sort, undtagen for hans eller hendes fromhed og retfærdighed." (I. Hanbal, Musnad, 5:411)

Denne tro på menneskenes enhed er den naturlige konsekvens af Guds Enhed. Den samme Gud skabte og ernærer alle mennesker, uden hensyntagen til race, farve, tro og kultur. Således er enhver Hans tjener, og den, Han elsker mest, er den, der tjener Ham bedst. Det fortælles, at Profeten sagde:

På Regnskabets Dag siger Gud til Sine tjenere: "I besøgte mig ikke, da jeg var syg." De svarer: "Hvordan skulle vi kunne besøge Dig, eftersom Du er skabelsens Herre?" Gud siger: "Husker I ikke Mine tjenere, den-og-den, blev syg og I besøgte ham/hende ikke? Havde I gjort det, ville I have fundet Mig hos vedkommende. I gav Mig ikke mad, da Jeg bad jer om det." De spørger: "Hvordan kunne vi give Dig mad, da Du er skabelsens Herre?" Gud siger: "Husker I ikke Min tjener, den-og-den, som spurgte om mad; men I nægtede. Hvis I havde (givet ham/hende mad), ville I have fundet Mig hos ham/hende." Gud siger: "I gav Mig ikke vand, da jeg bad jer om det." De spørger: "Hvordan skulle vi kunne give Dig vand, da Du er skabelsens Herre?" Gud svarer: "Husker I ikke Mine tjenere, den-og-den, der bad jer om vand, men I nægtede? Hvis I havde (givet det), ville I have fundet Mig hos ham/hende."

Profeten fortæller os, at en prostitueret trådte ind på en vej til Paradis, og fortjente det, fordi hun af medfølelse gav vand til en tørstig hund; hvorimod en anden kvinde trådte ind på en vej til Helvede, fordi hun lod en kat dø af sult. (Bukhari, "Anbiya", 54.) Dette er Islam med åbne arme overfor alle skabninger, områder og aldre.

På trods af alle disse kendsgerninger samt århundreder med tæt kontakt med andre kulturer og dens mange ligheder med jødedom og kristendom, forbliver Islam på en måde fremmed og "anderledes". Efter at Islam havde spillet en betydelig rolle i den koloniserede muslimske verden m.h.t. at blive af med dens koloniherrer og genindtage dens retmæssige plads i verden, blev den i den offentlige opfattelse uundgåeligt forbundet med politik og ideologi. Senere er Islam blevet forbundet med tilbageståenhed og anti-vestlige følelser, efterhånden som muslimerne arbejder på at genopdage deres åndelige og kulturelle arv og at leve i overensstemmelse med disse. Og mange mennesker, der altid er klar til enkle svar og forklaringer på et umuligt komplekst emne, hægter sig på sådanne indlysende forbindelser og "sandheder" og undersøger ikke yderligere.

Denne bog søger at præsentere Islams sande ansigt og gøre den kendt i en sammenfattet form med de fleste af dens facetter; troens væsentligheder, principper og måder at tilbede Gud på, moral samt regler, der bringer orden i menneskelivet og relationerne mellem mennesker.

Mens vi iagttager konstant forandring i naturen, er der et underliggende aspekt af permanens i alting. For eksempel spirer et frø under jorden og vokser op til et træ, uden at lovene for spiring og vækst forandres. På samme måde er menneskehedens og menneskelivets essentielle egenskaber med alle dets vitale, uundværlige nødvendigheder, såvel som disses påvirkninger af vore liv og miljø, er forblevet uforandrede siden skabelsen af Adam og Eva. Vi deler alle visse generelle livsbetingelser og værdier: vi fødes, modnes, gifter os, får børn og dør; vi har nogen grad af vilje og fælles ønsker; vi deler visse værdier, såsom ærlighed, venlighed, retfærdighed, mod og så videre.

Derfor kom alle de Profeter, Gud sendte, med det samme budskab. Ethvert skabt væsen er naturligt afhængigt af sin Skaber. Kun Skaberen er Selv-eksisterende, unik og alene og ikke sammensat, offer for forandring eller begrænset af tid og rum. Troen på sådant et Guddommeligt Væsen udgør den primære grund for den Guddommelige religion, alle Profeter har prædiket om. De andre søjler er tro på Genopstandelsen, på alle Profeter uden forskelsbehandling, engle, Guddommelige Skrifter og Guddommelig forudbestemmelse (inklusiv menneskets frie vilje).

De, som ikke bruger deres frie vilje til at disciplinere sig selv, risikerer at blive slave af deres lidenskaber. En sådan mangel på selvdisciplin får os til at bebrejde andre, for målet med denne adfærd er at tilfredsstille vores begær. Da den Guddommelige religion ikke tillader, at man begår den slags fejl, vil de, der begår fejlene, forsøge at korrumpere religionen for at retfærdiggøre deres indfald og ønskedrømme. Dette giver uorden, undertrykkelse, konflikter uden ende og ødelæggelse. Gud ønsker barmhjertighed for Hans skabelse, ikke undertrykkelse og uretfærdighed, og at dens medlemmer lever i fred, så retfærdighed er fremherskende. Men historien afslører, at de tidligere Profeters følgere blev splittet op i stridende fraktioner og lavede religionen om til at tjene deres egne interesser eller foretrukne områder.

Alle tidligere Profeter blev udsendt for at genoprette den Guddommelige religion til dens oprindelige renhed ved at rense den for alle opfindelser og afvigelser, der var tilføjet af dens tilhængere. Derfor blev Profeten Muhammad sendt efter Profeten Jesus for at prædike de samme troen søjler, i Gud åbenbarede Koranen for ham, den indeholder de evige principper for vort individuelle og kollektive liv. Da Gud befaler, at Koranen er absolut og permanent bevaret, er Profeten den sidste Budbringer.

Islam ærer de religiøse erfaringer, de havde, som kom før åbenbaringen af Koranen, for Islam bekræfter og fuldstændiggør det, der er sandt i disse religioner. Med dette i baghovedet siger muslimerne, at Profeten Abraham og alle andre Profeter var muslim. Dette syn på sagen forklarer, hvorfor islamisk civilisation, lige fra begyndelsen var, og stadig er, tolerant, pluralistisk og inklusiv. Den har altid været således, undtagen i de sjældneste tilfælde.

Islam siger, at Guds universelle forsyn ville være benægtet, hvis der bare blev oprejst Profeter i ét land, og andre lande ikke fik nogle Profeter. Koranen erklærer at Gud er alle verdeners Herre og Bevarer. Han gjorde ikke forskel på nationerne, da Han sendte Sin Åbenbaring, og derfor må muslimer ikke gøre forskel mellem nogen af Hans Budbringere:

Sendebudet tror på det, der er åbenbaret ham fra hans Herre, og (ligeledes) de troende: alle tror de på Gud og Hans engle og Hans bøger og Hans sendebud (og siger): Vi gør ikke forskel på nogen af Hans sendebud. Og de siger: Vi hører, og vi adlyder. (giv os) Din tilgivelse, vor Herre, og til Dig vender vi tilbage.(2:285)

Islam er opfyldelsen af alle religioner. Ved at acceptere alle nationers Profeter og Skrifter bekræfter Islam Guds Enhed og universelle forsyn, såvel som den almene gyldighed ved religiøs oplevelse. Muslimer er sande følgere af alle Profeter, inklusive Abraham, Moses og Jesus.

Muslimer forkaster muhamedanismen, for de tilbeder ikke Muhammad. For at forstå Islam, sådan som dens tilhængere gør det, må ord som muhamedaner eller muhamedanisme bortkastes. Muhammad påstod aldrig, at han var mere end et menneske, der modtog åbenbaringer fra Gud. Han lavede ikke Islam, han modtog den ganske enkelt.

Islam, udledt fra silm (underkastelse, frelse og fred), er udtrykket for Guds Nåde, der flyder i universets arterier. Universet, som er det Guddommelige system, som alt det skabte, undtagen menneskeheden, villigt har underlagt sig, indeholder ingen uorden. Islam er det faste, ubrydelige reb, der strækker sig til Himlen, som alle skabninger holder fast i, og ved hvilket menneskeheden skal stige op til Paradis, vort oprindelige hjem. Islam forbinder alle skabninger i en enkelt helhed og er derfor religionen for universelt broderskab, søsterskab og solidaritet.

Tawhid (monoteisme), som er Islams grundlag, indebærer nødvendigheden af menneskehedens harmoni med naturen. Universet, som er underlagt Gud, udviser en sammenhæng og harmoni, af hvilken vor verden også er en del. Selvom vor verden er underlagt de almindelige "naturlove", såvel som dens egne unikke love, er den i harmoni med andre love, der hersker over de love, der ligger bag den. Menneskeheden, som alene ikke betræder naturens vej, har fri vilje og frihedens gave, såvel som forpligtelsen til at harmonisere dets liv med resten af naturen. Yderligere er denne harmoni også menneskets vej til ophøjelse og fremgang, den vej, hvorpå Gud indsatte menneskets natur:

Og ret dit ansigt mod religion i (al) oprigtigtighed: (den er) Guds natur, som Han har skabt menneskene i. Der er ingen ændring i Guds skabelse. Dette er den rette religion, men de fleste mennesker ved det ikke. (30:30)

Islam forsøger at forene os med det vældige rige af væren og stræber efter at skabe en enhed mellem os og universet. Vi er den væsentligste partner i Eksistensens Rige, og hver muslim deler alle skabningers religion:

Søger de en anden religion end Guds, når alle, som er i himlene og på jorden, underkaster sig Ham - frivilligt eller tvungent? - Til Ham skal de sendes tilbage.(3:83)

Har du ikke set, at alle, som er i himlene og alle, som er på jorden, og solen og månen og stjernerne og bjergene og træerne og dyrene og mange af menneskerne underkaster sig Gud.(22:18)

Islam, som bogstaveligt set betyder fred, underkastelse og lydighed, er hele universets religion. Universet er velordnet, et kosmos, hvis dele er hægtet sammen og samarbejder med det samme mål for øje.