Most Read in the Category of Guds Eksistens, Enhed og Egenskaber

På arabisk betyder ilah "én, der bliver tilbedt", med andre ord et væsen, som på grund af sin storhed og styrke, bliver betragtet som værdig til tilbedelse, at man bøjer sig for den i ydmyghed og overgivelse. Ilah-begrebet indeholder desuden besiddelse af uendelig kraft, overbringer betydningen af at andre er afhængige af det, og at det selv ikke er afhængig af nogen eller noget. Ordet ilah bærer med sig en fornemmelse af mystik og hemmeligheder. Det persiske ord, khuda, såvel som deva på hindi og god på engelsk har lignende betydninger. Der findes også ord på andre sprog, hvis mening er den samme.

På den anden side er Allah, som vi på dansk oversætter til Gud, er Guds essentielle, personlige navn. La ilaha illa'llah betyder bogstaveligt set: "Der findes ingen ilah udover det Ene Store Væsen, Som kendes som Allah". Det betyder at universet ikke indeholder noget andet væsen, der er værd at tilbede, udover Allah, at vi bør bøje os i overgivelse og beundring udelukkende for Ham, at Han er det eneste Væsen, der besidder al styrke, at vi har brug for Hans gaver, og at vi alle er forpligtede til at søge Hans hjælp. Han er skjult for vore sanser og vort intellekt kan ikke fatte hvad Han er.

Den Ene, sande Gud er en afspejling af Islams enestående opfattelse af Gud. For en muslim er Gud den Almægtige, universets Skaber og Opretholder, Han ligner intet andet og intet kan sammenlignes med Ham. Nå Profetens samtidige spurgte ham om Gud, åbenbarede han Surat al-Ikhlas, der betragtes som éthedens essens eller monoteismens motto, som følgende:

I Guds navn, den Nådige, den Barmhjertige. Sig (oh Muhammad): Han er Gud, den Ene, Unikke. Gud er Selvopholdende (Som ikke behøver nogen og Som alle andre behøver). Han har aldrig avlet (nogen) og Han er ikke blevet avlet, og der er ingen ligesom Ham. (112:1-4)

Skaberen må være af en anden natur end de skabte ting, for hvis Han var af samme natur som de er, ville Han være tidsbegrænset og derfor have behov for en skaber. Deraf følger, at intet er som Han. Hvis Skaberen ikke er tidsbegrænset, må Han være evig. Men hvis Han er evig, kan Han ikke have nogen årsag. Hvis intet udover Ham Selv forårsager Hans fortsatte eksistens, må Han være Selv-opretholdende og Selv-Forsynende.

Hvis Han ikke er afhængig af noget for at fortsætte Sin egen Eksistens, kan denne Eksistens ikke have nogen ende. Skaberen er derfor evig og evigtvarende: "Han er den Første og den Sidste".

Han er Selv-Opretholdende og Selv-Forsynende, eller, for at bruge Koranens udtryk, as-Samad og al-Qayyum. Skaberen skaber ikke bare for at bringe ting i verden, for Han bevarer dem også, tager dem ud af eksistensen og er den endelige årsag til alt, der sker dem.

'Ali Ibn Abi Talib siges at have sagt:

Han er værende; men ikke gennem fænomenet at blive til. Han eksisterer; men ikke fra ikke-eksistens. Han er med alle ting; men ikke ved fysisk nærhed. Han er forskellig fra alle ting; men ikke ved fysisk adskillelse. Han handler, men uden at benytte Sig af bevægelser og redskaber. Han er den Ene, blot sådan at der ikke er nogen, som Han har til selskab eller som Han savner i vedkommendes fravær. 3

Islam nægter at karakterisere Gud på nogen menneskelignende måde eller fremstille Ham som om, Han favoriserer visse individer eller nationer på grund af rigdom, magt eller race. Han skabte menneskene lige. Han favoriserer udelukkende i henhold til dyd og fromhed.

Bogstaveligt betyder tawhid "forening" (at gøre nogle ting til ét) eller at "erkende enhed". Det kommer fra det arabiske verbum, wahhada (at forene, gøre ét eller konsolidere). Men når det bruges med henvisning til Gud, betyder det at virkeliggøre og bevare Guds Enhed i alle vor handlinger, der direkte eller indirekte har med Ham at gøre. Det er troen på, at Gud er En, uden partner i Hans Rige og Hans handlinger, uden lige i Sin Essens og Attributter og uden rival med hensyn til Hans Guddommelighed og i tilbedelse. Disse tre kategorier bliver almindeligvis omtalt som: Tawhid ar-Rububiya ("Bevare Herredømmets Enhed"), Tawhid al-Asma wa Sifat ("Bevare Enheden af Guds Navne og Attributter") og Tawhid al-'Ibada ("Bevare Enheden af Guds Tilbedelse).

Tawhid al-Rububiya er baseret på den fundamentale opfattelse, at Gud alene forårsagede alle tings eksistens, da der intet fandtes; Han opretholder og passer skabelsen uden, at Han har brug eller behov for den, og Han er den eneste Herre for universet og dets indbyggere uden nogen virkelig udfordring mod Hans Overophøjethed. Det ord, der på arabisk bruges til at betegne denne kvalitet, er Rububiya, som stammer fra roden Rabb (Herre). Ifølge denne kategori er det sådan at, eftersom Gud er den eneste virkelige kraft der findes, er det Ham, Som har givet alle ting kraften til at bevæge sig og forandre sig. Intet i skabelsen sker, uden at Han har tilladt at det sker. I erkendelse af denne realitet gentog Profeten Muhammad (fvmh) flere gange dette udråb: La hawla wa la quwwata illa bi'llah (Der findes hverken styrke eller magt uden hos Gud).

Tawhid al-Asma wal Sifat har fire aspekter. For at opretholde enheden af Guds Navne og Attributter i det første aspekt, må man henvise til Gud i henhold til hvorledes Han og Hans Profet har beskrevet Ham og benævnt Ham. Det andet aspekt involverer at omtale Gud, som Han har omtalt Sig Selv, uden at give ham nye navne eller attributter. I det tredje aspekt refereres til Gud uden at give Ham Sin skabelses Attributter. For eksempel kan Han ikke siges at hvile eller sove, for dette ville give Ham nogle af Hans skabelses attributter. Ej heller kan Han siges at "angre" Sine "dårlige tanker", for det er noget, mennesker gør, når de indser deres fejl. Attributterne af at høre og se er blandt menneskets attributter; men kan ikke sammenlignes med den fuldkommenhed, de opnår, når de er det Guddommelige Væsens attributter. Med andre ord behøver Gud hverken ører eller øjne for at besidde disse attributter. Det fjerde aspekt kræver, at ingen person kan blive givet Guds attributter i deres fuldkommenhed.

På trods af det vide omfang af de to første kategorier er en fast tro på dem alene ikke tilstrækkeligt til at opfylde Islams krav for tawhid. Tawhid al-Rububiya samt Tawhid al-Asma wal-Sifat skal følges med deres komplementære, Tawhid a-'Ibada, for at tawhid har kunnet blive anerkendt som komplet ifølge Islam. Det forlanger at alle former for tilbedelse udelukkende skal rettes mod Gud, for Han alene er værdig til tilbedelse og kan skænke goder til skabte væsener som et resultat af Hans tilbedelse. Desuden er der ikke brug for noget mellemled mellem menneskeheden og Gud. Gud understregede vigtigheden af at rette sin tilbedelse udelukkende til Ham ved at påpege, at dette var hovedformålet med skabelsen af jinn og menneskeheden, og essensen i det Budskab, alle Profeter har bragt.

Som følge heraf er den mest alvorlige synd shirk (tilbedelse af andre og andet i stedet for Gud eller ved siden af Gud). I Surat al-Fatiha, som enhver muslim reciterer i sine bønner mindst 17 gange dagligt, lyder vers 4: Dig alene tilbeder vi og fra Dig alene søger vi hjælp; et klart budskab om at alle former for tilbedelse skal rettes udelukkende til den Ene, Som kan svare: Gud.

Studiet af tawhid kan ikke betragtes som fuldstændigt uden en omhyggelig analyse af dens modsætning: shirk. Shirk betyder bogstaveligt partnerskab, at dele eller associere. I Islamisk terminologi henviser det imidlertid til at tildele Gud partnere, uanset hvilken form det måtte tage.

Arter af at tilskrive Gud partnere (Shirk)

Man kan tilskrive Gud partnere i Hans Rububiya, Asma was-Sifat og 'Ibada.

Shirk i al-Rububiya. Denne slags shirk henviser enten til den tro, at andre tager del i Guds Herredømme over skabelsen, eller at der slet ikke findes nogen Herre over skabelsen. I det første tilfælde, shirk ved association, betyder det, at en accept af en øverste Gud eller Højeste Væsen; men Hans rige deles med mindre guddomme, ånder, dødelige, himmellegemer eller jordiske genstande. Ifølge Islam er sådanne systemer polyteistiske. I det andet tilfælde, shirk ved negation, når de forskellige filosofier og ideologier næsten påstår/repræsentere til en udtrykt eller uudtrykt benægtelse af Guds Eksistens. For eksempel falder panteisme og monisme ind under denne kategori.

Shirk i al-Asma wal-Sifat. Dette indeholder både den hedenske skik med at give Gud Sin skabelses attributter, såvel som at give skabte væsener Guds Navne og Attributter i deres absolutte betydning, der er særegen for Gud. I det første tilfælde, shirk gennem menneskeliggørelse, gives Gud form og kvaliteter af mennesker og dyr. På grund af menneskets overlegenhed i forhold til dyrene bruges menneskets form i almindelighed oftest af afgudsdyrkerne til at repræsentere Gud i skabelsen. Som følge heraf bliver Skaberens billede ofte malet, modelleret eller skåret ud i menneskelig form, tit med træk fra dem, der tilbeder dem. I det andet tilfælde, shirk gennem guddommeliggørelse, gives eller påstås skabte væsener eller ting Guds Navne eller Hans Attributter i deres absolutte betydning, særegen for Gud.

Shirk i al-'Ibada. Dette betyder direkte tilbedelse af andet end Gud og at søge belønning for tilbedelsen i det skabte i stedet for hos Skaberen. Denne kategori har også to hovedaspekter, som følger:

Al-Shirk Al-Akbar (Den Store Shirk). Den opstår, hvis nogen tilbedelsesgerning er rettet mod det, som ikke er Gud. Den repræsenterer den tydeligste form for afgudsdyrkelse, som Gud sendte alle Sine Profeter til menneskeheden for at få den til at holde sig fra. Denne opfattelse støttes af: Sandelig, Vi har sendt Budbringere til enhver nation, som gav ordre til kun at tilbede Gud og undgå Taghut (falske guder) (16:36).

Taghut betyder faktisk det, som forlanger at blive tilbedt, og som tilbedes sammen med Gud eller i stedet for Gud. Der er blevet lagt stor vægt på denne ondskab, for den modsiger selve formålet med skabelsen, som det udtrykkes i Guds erklæring: Jeg har ikke skabt jinn og mennesker med andet formål end at tilbede Mig (51:56).

Den Store shirk repræsenterer den største handling af oprør imod Universets Herre og er dermed den endelige synd, der rent faktisk sletter alle en persons gode gerninger og garanterer dens gerningsmand evindelig forbandelse i Helvede. Følgelig er falske religioner primært baseret på denne slags shirk. Alle menneskeskabte systemer inviterer på den ene eller anden måde deres følgere til tilbedelse af skabelse.

Al-Shirk Al-Asghar (Den mindre Shirk). Guds Budbringer sagde: "Det, jeg frygter mest for jer, er al-shirk al-asghar." Ledsagerne spurgte: "Oh, Guds Budbringer, hvad er den Mindre Shirk?" Han svarede: "At vise sig (al-riya'), for på Genopstandelsens Dag vil Gud sige, når folk modtager deres belønninger: `Gå hen til dem, som du viste dig overfor i den materielle verden, og se, om du kan få nogen belønning fra dem´". Han erklærede ligeledes: "Oh, folk! Hold øje med den hemmelige shirk" Folkene sagde: "Oh Guds Budbringer, hvad er hemmelig shirk?" Han svarede: "Når et menneske rejser sig for at bede og stræber efter at forskønne sin bøn, fordi folk ser på ham, er det hemmelig shirk." (al-Daylami, al-Firdaws, 2:376)

Guds eksistens er for tydelig til at behøve nogen argumentation. Nogle lærde, hellige mænd har endda erklæret, at Gud er mere manifesteret end noget andet væsen; men de, der mangler indsigt, kan ikke se Ham. Andre har sagt, at Han er afskærmet for direkte iagttagelse på grund af intensiteten i Hans Selvmanifestation.

Først; Profeten Muhammeds (fred være med ham) mest fundamentale og vigtige lære er troen på Guds Éthed. Det udtrykkes i Islams første kalima som: "Der er ingen anden gud end Gud" (La ilaha illa'llah). Dette udtryk er Islams essens, dens grundlag og væsentligste indhold.

Alle religioner, der blev åbenbaret til Profeterne, har den samme essens. Men gennem tiden er det originale budskab blevet misfortolket, forvrænget, blandet med overtro og degenereret til magiske øvelser og meningsløse ritualer. Opfattelsen af Gud, selve kernen i religion, blev nedgjort gennem antropomorfisme, guddommeliggørelse af engle, sammenligne andre med Gud og betragtning af profeterne eller gudelige (fromme) mennesker som inkarnationer.

Profeten Muhammad (fvmh) forkastede sådanne teologiske tendenser og genoprettede opfattelsen af Gud som den eneste Skaber, Opretholder og Herre over al skabelsen, til dens oprindelige renhed. Således siger John Davenport:

Blandt de mange fremragende ting, som Koranen med rette kan prale af, er to særdeles fremtrædende: den ene er den tone af ærefrygt og respekt, den altid iagttager, når den taler om, eller henviser til, den Guddom, Som den aldrig tilskriver menneskelige svagheder og lidenskaber; den anden er det totale fravær i den af enhver urenhed, umoralsk og upassende tanker, udtryk, fortællinger, etc., pletter, som, ærgerligt nok, optræder for ofte i de jødiske Skrifter. 2

Tawhid er den højeste opfattelse af Guddommen, og Gud har sendt kundskab om den til menneskeheden gennem hele historien ved hjælp af Sine Profeter. Adam blev sendt til Jorden i sin tid med denne viden; det var den samme viden, Gud åbenbarede for Noah, Abraham, Moses og Jesus, Guds velsignelser være med dem alle; og som Muhammad, (fvmh), bragte til menneskeheden. Det er viden, ren og absolut, uden den mindste antydning af uvidenhed. Den eliminerer alle uvidenhedens skyer og oplyser horisonten med virkelighedens lys.

Men hvem kan skabe og kontrollere dette majestætiske univers? Det kan kun Han, Som er alles Herre, Som er Uendelig og Evig; Som er den Stærkeste, den Viseste, Allestedsnærværende og Alvidende; Som har Alle Kundskaber og Ser Alt. Han skal være øverste myndighed over alt, der eksisterer i universet: Han skal besidde grænseløse kræfterog beføjelser, må være Herre over universet og alt, hvad det indeholder, skal være fri for enhver fejl eller svaghed, og ingen har magt til at blande sig i Hans arbejde. Kun sådant et Væsen kan være Skaberen, Kontrolløren og Herskeren over universet.

Dertil kommer, at det er væsentligt, at alle disse Guddommelige Attributter og kræfter må være samlet i Ét Væsen. Det er umuligt for to eller flere personligheder, der besidder lige kræfter og attributter, at sameksistere, for før eller siden ville de kollidere. Derfor må der være én og kun én Øverste Væren, Som har kontrol over alle de andre. Man kan ikke forestille sig to guvernører i den samme provins eller to øverstbefalende i hæren!

Ligeledes er en fordeling af disse kræfter mellem forskellige guddomme, således at, f.eks. én af dem er al-vidende, den anden forsyneren for alle og en tredje er livgiver, og hver har sit uafhængige domæne, også helt utænkelig. Universet er et udeleligt hele, og hver af sådanne guddomme ville være afhængig af andre, når den skal udføre sin opgave. Der ville uundgåeligt opstå fejl i koordinationen, og hvis det sker, ville verden falde fra hinanden. Disse attributter kan heller ikke gives videre (til andre). Det er umuligt at en bestemt attribut befinder sig hos én guddom på et bestemt tidspunkt og senere kan findes hos en anden guddom. Et guddommeligt væsen, som ikke er i stand til at holde liv i sig selv, kan ikke give liv til andre. Den, som ikke kan beskytte sin egen guddommelige kraft, kan ikke være egnet til at herske over det vældige, grænseløse univers.

Gud, den Almægtige, bør betragtes fra fem synsvinkler. Én er Hans "Essens" som Guddommeligt Væsen (Zat), som kun Han kan kende. Budbringeren siger: "Reflektér ikke over Guds 'Essens'; reflektér i stedet over Hans skabelse." (Abu Nu'aym, Hilayat al-Awliya´, 6:67). Gud har ingen partnere, lige eller tilsvarende, som der peges på: Der er intet som Ham (42:11). Den anden synsvinkel er Hans Essentielle, "Egentlige" Kvaliteter ved at være Gud, Som er kilden til Attributterne. Den tredje synsvinkel er Hans Attributter, som er tre slags: Essentielle Attributter (f.eks. Eksistens, at Være Uden Begyndelse, Evig Vedvarenhed, Være Forskellig fra det Skabte, Selv-Ernærende); Positive Attributter (f.eks. Livet, Viden, Magt, Tale, Vilje, Hørelse, Syn, Skabelse); og utallige "Negative" Attributter, opsummeret som "Gud er absolut fri for enhver defekt eller mangel."

Attributterne er kilde til Navnene: Liv bliver til den Levende, Viden til den Vidende og Styrke til den Styrkefulde. Navnene er kilden til handlingerne: at give liv har sin kilde i den Levende og kendskabet til alle ting ned til den allermindste detalje har sin oprindelse i den Vidende. Gud bliver "kendt" på Sine handlinger, Navne og Attributter. Alt, hvad der eksisterer i universet, i de materielle eller immaterielle verdener, er resultatet af Navnenes og Attributternes manifestationer: Universel og individuel understøtning peger på Hans Navn, Forsyneren, og Den, der Restaurerer er kilden til remedier og at patienterne bliver raske. Filosofi har sin oprindelse i Visdom, og så videre. Handlingerne, Navnene og Attributter er "forbindelsespunkter" mellem Gud og det skabte, eller de "reflektorer", som er nødvendige for at få viden om Gud.

Selvom vi prøver at kende Gud gennem Hans handlinger, Navne og Attributter, må vi ikke tænke på Ham sådan, at vi associerer ligheder eller sammenligninger med Ham, for der er intet, der ligner Ham. Han er absolut Én, Enkeltstående og fuldstændigt forskellig fra alt eksisterende eller som har potentialet til at eksistere. På denne måde skal Hans Éthed ikke forstås antalsmæssigt. Han besidder også Enhed og relationer til det skabte. For at få nogen forståelse af Ham gennem Hans handlinger, Navne og Attributter, er visse sammenligninger tilladte. Dette peges der på i: For Guds er den Højeste Sammenligning (16:60).

For at gøre Sig Selv kendt, omtaler Gud Sig med nogle Navne eller Titler, hvoraf nogle følger nedenfor:

*Al-Rahman: Den Nådige (Den, Som har Nåde overfor hele Sin skabelse og forsyner dem med deres underhold).

*Al-Rahim: Den Barmhjertige (især overfor Sine troende tjenere).

*Al-Fard: Den Absolut Uafhængige.

*Al-Ahad: Den Enestående, Pletfrie.

*Al-Hayy: Den Levende (Én, Som ikke har nogen begyndelse og ikke har nogen ende, Som lever og ikke dør).

*Al-Qayyum: Den Selveksisterende (Som passer og plejer Sin skabelse).

*Al-'Adl: Den Retfærdige.

*As-Samad: Den Selv-Eksisterende (Som ikke har behov for nogen og Som alt andet er afhængigt af).

*Al-Quddus: Den Hellige (og Som holder universet rent).

*Al-Haqq: Sandheden (Én, Som altid siger, gør og beordrer sandheden og grundfæster den, og i Hvis befalinger og handlinger der ingen falskhed, meningsløst og ubrugeligt findes).

*Al-Hakim: Den Vise (Som har absolut visdom i alle Sine befalinger og handlinger).

*Al-'Alim: Den Vidende (Én, Som ved alt, der er skjult for os og alt, vi kender til).

*Al-Sami': Den Hørende.

*Al-Basir: Den Seende (Én, Som bevidner alle ting og begivenheder).

*Al-Qadir: Den, Der kan Alt (Som har absolut magt over alle ting).

*Al-Razzaq: Forsyneren.

*Al-'Azim: Den Storslåede.

*Al-Kabir: Den Største.

*Al-Khaliq: Skaberen.

*Al-Mawla: Vogteren (Som ejer, bevogter og støtter Sine skabninger, og Som sørger for sejr og beskyttelse for de, der følger Hans befalinger og undgår det, Han har forbudt).

*Al-'Aliy: Den Højeste (Som er Højt hævet over enhver i Sin Styrke og Status).

*Al-'Aziz: Den Mægtige, Uovervindelige.

*Al-'Afuw: Undskylderen (af Sine tjeneres synder og fejl).

*Al-Hafiz: Bevareren.

*Al-Halim: Den Overbærende (Som er overbærende, mild og venlig. Han er tålmodig og har ikke travlt med at straffe Sine tjenere for deres synder).

*Al-Ghafur: Den Tilgivende (Som tilgiver Sine tjeneres synder og fejltagelser).

*Al-Karim: Den Gavmilde (Som er ædel, generøs og graciøs).

*Al-Wadud: Den, Der Elsker.

*Al-Wahhab: Giveren (af nåde og succes til Hans skabelse).

*Al-Nasir: Hjælperen (Som giver Sine troende tjenere sejr).

*Al-Ra'uf: Den Medlidende.

*Al-Shakur: Den Taknemmelige, Som belønner Sine tjenere for deres gode gerninger meget mere, end de fortjener.

*Al-Tawwab: Den, Som Modtager Angeren (fra Sine oprigtigt angrende tjenere).

Der findes en ubrydelig relation mellem Gud, naturen og menneskeheden. Naturen og menneskeheden er to "bøger", skrevet med forskelligt materiale, men med den samme betydning. Baggrunden for deres eksistens er Guddommelig Kærlighed.

Forestil jer en venlig, medfølende og gavmild person, som ønsker at bespise nogle meget fattige, sultne og forarmede mennesker. Så han forbereder en banket på sit flotte skib, og betragter dem ovenfra, mens de spiser. I kan måske forstå hvor meget af deres taknemlige glæde og lykke, de kan udtrykke kun ved at takke og prise den ædle og gavmilde person, så han bliver glad og opløftet.

På samme måde har den Barmhjertige og Medfølende Ene spredt et vældigt bord, dækket med mad, ud på hele Jordens overflade og får Jorden til at rejse i verdensrummet med alle dens indbyggere. Han giver dem mad fra dette bord og inviterer de af Hans tjenere, der er uendeligt sultne og nødlidende, til Paradisets evige haver. Han forbereder hver have, som var den et storslået bord, dækket med alle slags mad og drikke, som de reneste nydelser og fryd. Tænk over den lykke og glæde, som den ovenfor nævnte person føler ved sine gæsters fornøjelser, på trods af at han ikke er den sande ejer af det, han serverer; og sammenlign det da med den ubeskrivelige, hellige kærlighed og nydelse, der føles af den Barmhjertige.

Tænk på et andet eksempel. Hvis en dygtig tekniker opfinder noget, der virker, som det var meningen, bliver han eller hun glad og siger: "Hvilke undere Gud har villet." Den Majestætiske Skaber opfandt det vældige univers. Han skabte Jorden (i almindelighed) og hver en skabning på den (i særdeleshed), især vores hoved, på en sådan måde at videnskaben burde være hensunket i beundring. Hver skabning fremviser de forventede resultater i yderste grad og på den smukkeste måde. Deres lydighed overfor Guds love for universets skabelse og virkemåde, der udgør deres tilbedelse, herliggørelse og særlig lovprisning og ophøjelse af Ham, såvel som opnåelse af Guddommelige formål med deres liv, glæde Ham i en grad, der går udover vor fatteevne.

Eller f.eks. en retfærdig dommer, som får stor glæde af at gøre og etablere ret, og som bliver ekstremt glad, når han eller hun kan genoprette den undertryktes rettigheder mod undertrykkeren. Sammenlign dette med de sakrosankte betydninger, der opstår fra den realitet, at den Absolut Retfærdige Hersker, den Majestætiske Overvældende Ene, giver alle skabninger retten til at eksistere. Han giver levende væsener retten til livet, beskytter og vedligeholder deres eksistens og liv imod aggression, genopretter al ret i universet, handler med absolut retfærdighed og vil dømme jinn og mennesker i det Hinsidige og etablere fuldkommen retfærdighed.

Som i eksemplerne ovenfor, indeholder hvert Guddommeligt Navn mange arter af skønhed, ynde og fuldkommenhed, såvel som mange lag af kærlighed, stolthed, ære og storhed. Det er af denne grund, at nogle krævende lærde, som manifesterer det Guddommelige Navn den Elskende, har konkluderet: "Universets essens er kærlighed. Alle skabninger bevæger sig, motiveret af kærlighed. Alle love om tiltrækning, henrykkelse og alvor har sin oprindelse i kærlighed." En af dem sagde endda:

Med kærlighed er kloderne berusede

Engle er berusede og stjernerne med.

Himlene, solen, månen

og Jorden er berusede.

Berusede er elementerne og planterne

Og træer og mennesker.

Alle levende væsener er berusede,

Og det er også alle skabelsens atomer.

Enhver skabning er beruset, i forhold til dens kapacitet, af den Guddommelige kærligheds "vin". Folk elsker dem, der er venlige mod dem, ligesom sand fuldkommenhed og transcendent skønhed. De elsker også dem, der er venlige mod dem, de elsker og føler barmhjertighed for. Når vi ved dette, kan vi forstå, at den Majestætiske og Skønne, den Elskede i Perfektion, i hvis enkelte Navne rummes utallige skatte af venlighed, Som glæder alle dem, vi elsker, med Hans gaver og er kilden til utællelige fuldkommenheder og planer af skønhed og ynde, er værdig til uendelig kærlighed og skabelsens beruselse i Hans kærlighed. Det er derfor nogle mennesker, som har manifesteret det Guddommelige Navn, den Elskende, har sagt: "Vi ønsker os ikke engang Paradiset. Et glimt af den Guddommelige Kærlighed er tilstrækkeligt for os", og derfor sagde Profeten Muhammad: "Et enkelt minut tilbragt med iagttagelse af den Guddommelige Skønhed i Paradis overgår al Paradisets overflod."

Så perfekt kærlighed og alle fuldkommenheder, der opnås gennem kærlighed, er mulig indenfor sfærerne af de universelle manifestationer af Guddommelige Navne på væsenerne som helhed (Éthed) og sfærerne af deres særlige manifestationer på individer (Enhed eller Eneståenhed). Enhver fuldkommenhed, man forestiller sig udenfor disse sfærer, er falsk.

Hvis en eller anden foretager sig en naturlig eller social pligt med stor entusiasme, vil en iagttager kunne udlede to grunde til at vedkommende opfører sig således: den ultimative årsag (det, der kan opnås ved at gøre sådan) samt motivet eller den nødvendige grund (éns længsel efter at gøre det og efterfølgende glæde ved at gøre det). For eksempel giver det at spise, når man er sulten, nogen tilfredsstillelse [nødvendige grund], mens føde ernærer legemet [ultimative grund].

På samme måder er universet og den uophørlige, forbløffende aktiviteter i det forårsaget af to slags Guddommelige Navne og med to forskellige omfattende formål eller resultater. Det første formål og årsag er, at Guds Skønne Navne manifesterer sig uafladeligt på utallige måder. Det er årsagen til skabelsens mangfoldighed. Derudover manifesterer de Guddommelige Navne sig hele tiden og søger uophørligt at fremvise deres værker. Dette får Universets Bog, med alle dens "sætninger, ord og bogstaver", til konstant at blive fornyet. Hver en del af denne Bog, som er manifestationen af de Guddommelige Navne, er et tegn eller påpegning af den Hellige Guddommelige Essens, så bevidste væsener kan lære at kende Ham.

Den anden grund eller formål er, at enhver skabning er aktiv, fordi den længes efter og finder fornøjelse i aktivitet. Aktivitet i sig selv er en fornøjelse. På samme vis føler Gud det Nødvendigvis Eksisterende Væsen og i overensstemmelse med Hans essentielle uafhængighed af skabelsen og absolut perfektion, en uendelig, hellig lidenskab og kærlighed. Sådan lidenskab og kærlighed forårsager en uendeligt hellig entusiasme, som afføder en grænseløs hellig fryd, som på sin side er kilde til uendelig hellig tilfredshed. Som følge af denne tilfredshed, speciel for Hans Gudommelige "Essens", har Gud uendelig medfølelse. Denne medfølelse er på sin side årsag til at Hans skabninger opnår deres relative fuldkommenhed ved at sætte dem i stand til at virkeliggøre deres fulde potentiale. Hans skabningers perfektion, og deres glæde ved at finde den, glæder Gud så meget, at Hans uendelige hellige nydelse kræver skaberværkets hvirvel.

Tilhængerne af materialistiske filosofier og sekulære naturvidenskaber, der imidlertid er uvidende om denne sarte Guddommelige Visdom, forklarer denne aktivitet, som udviser fuldkommen viden, visdom og indsigt, med en ubevidst natur, blindt tilfælde og kausalitet. Dette får dem til at styrte i vildledningens mørke afgrunde.