Most Read in the Category of Guddommelig Bestemmelse og Skæbne og Menneskets Frie Vilje

Det ord i Koranen, der oversættes til "skæbne", er qadar. Andre betydninger, der kan udledes af dette ord, er "Beslutsomhed", "at give et bestemt mål og form", "at dele" og "bedømme". Muslimske lærde indenfor Islam definerer det som "Guddommeligt mål", "fastsættelse" og "bedømmelse i skabelsen af ting".

På en måde betyder Bestemmelse og Skæbne det samme. Men på en anden måde betyder Skæbne at forudfastlægge eller forordne forud, mens Bestemmelse betyder at udføre eller sætte i værk. For at være mere præcis, betyder Skæbne, at alt, der eksisterer, fra subatomare partikler til universet som helhed, er kendt af Gud, den Almægtige. Hans viden indbefatter alt rum og al tid, mens Han Selv er fuldstændigt fri af dem begge. Alting eksisterer i Hans Viden, og Han tildeler hver en bestemt form, livslængde, funktion eller mission og bestemte karakteristika.

Tænk over følgende analogi: Forfattere har en fuld og nøjagtig viden om den bog, de vil skrive, og arrangerer dens kapitler, afsnit, underafsnit, sætninger og ord, før de skriver den. På den måde er Skæbne næsten identisk med Guddommelig Viden eller er en titel på Guddommelig Viden. Derfor kaldes den også for den "Højeste Bevarede Tavle" (eller den "Manifesterede Optegnelse"). Skæbne betyder også, at Gud laver alle ting i henhold til et bestemt, særegent målforhold og i nøjagtig balance:

Allah ved, hvad enhver kvinde bærer (i sit moderskød), og hvad moderskødene lader mindskes, og hvad de lader vokse. Og alle ting har et fastsat mål hos Ham. (13:8)

Solen og månen (bevægere sig) efter (bestemte) tidberegninger. Og (også) planter og træer underkaster sig (Allahs vilje). Han har hævet himlen og anbragt (lovmæssighedens) vægt. Så at I ikke skal overskride hvad (retfærdighedens) vægt, så vej (alle ting) i overensstemmelse med retfærdigheden og formindsk ikke (retfærds) mål. (55:5-9)

Universets nøjagtige mål og ligevægt, orden og harmoni, såvel som alt det, det indeholder, viser tydeligt, at alting er fastlagt og opmålt, skabt og regeret af Gud, den Almægtige. Derfor eksisterer Guddommelig Skæbne. Påstande såsom eksistensen af determinisme, som mange mennesker vedkender sig, endda nogle marxister, for at forklare sådan en iøjefaldende universel orden og virkemåde, er forsigtige indrømmelser af Skæbne. Men her må vi gøre et punkt klart: Ifølge Islam kan absolut determinisme ikke bruges i sammenhæng med menneskets handlinger.

Alle frø, målsatte og proportionerede former samt universets ekstraordinære orden og harmoni, der er fortsat gennem milliarder af år uden nogen afbrydelse eller afvigelse fra kursen, demonstrerer, at alting sker i henhold til Gud, den Almægtiges absolutte bestemmelse. Hvert et frø eller æg er som en beholder, dannet af Guddommelig Kraft, hvori den Guddommelige Skæbne indsætter plantens eller det levende væsens fremtidige livshistorie. Guddommelig Kraft benytter atomer eller partikler i henhold til det målforhold, der er fastsat af Guddommelig Skæbne, til at omdanne hvert frø til en bestemt plante og hvert befrugtede æg til et specifikt levende væsen. Det betyder, at disse væseners fremtidige livshistorie, såvel som de principper, der hersker over deres liv, på forhånd er nedskrevet i frøet eller det befrugtede æg som afgørende faktorer og processer.

Planter og levende væsener er lavet af de samme grundlæggende stoffer: Imidlertid er der en næsten uendelig variation indenfor arterne og individerne. Planterne og de levende væsener vokser ud af de samme grundlæggende elementer og udviser stor harmoni og proportionalitet. Og alligevel findes der så overvældende mængde forskellighed, at vi er tvunget til at konkludere, at hvert væsen modtager en specifik form og målforhold. Denne specifikke form og mål fastlægges af Guddommelig Skæbne.

Vi føler anger, når vi har gjort noget forkert. Vi bønfalder om Guds tilgivelse af vore synder. Hvis vi besværer eller skader nogen, beder vi denne person om at undskylde os. Disse handlinger viser, at vi vælger at opføre os på en bestemt måde. Hvis vi ikke kunne vælge vore handlinger og blev tvunget af en stærkere magt til at gøre dem, hvorfor skulle vi da føle anger og bede om tilgivelse for alting?

Det er tydeligt, at det er os selv, der vælger at bevæge hænderne, tale eller rejse os for at tage et eller andet sted hen. Intet tvinger os til at gøre eller lade være med at gøre noget. Vi beslutter os for at læse en bog, se TV eller bede til Gud. Vi bliver ikke tvunget til at gøre disse ting. Vi tøver, ræsonnerer, sammenligner, fastslår, vælger og beslutter så at gøre et eller andet. For eksempel, hvis vore venner inviterer os til at gå ud eller gøre noget, tøver vi først, sammenligner og beslutter os så for om vi vil ledsage dem eller ej. Vi gentager denne proces måske hundrede gange om dagen, før vi beslutter os for at gøre eller sige noget.

Når vi lider uret, går vi sommetider til domstolene for at lægge sag an mod den, der gjorde uret imod os. Domstolen forklarer ikke den uret, der er begået, med en tvingende overmagt som Skæbnen, og det gør vi heller ikke selv. Den sigtede undskylder ikke sig selv ved at kaste skylden på den magt. Dydige og ondsindede mennesker, de, der forfremmes i social rang og de, der spilder tiden, de, som belønnes for deres gode gerninger eller fremgang og de, der bliver straffet for deres forbrydelser - alt dette beviser, at hver af os har en fri vilje.

Vor frie vilje er ikke synlig og har ingen materiel eksistens. Imidlertid gør disse faktorer ikke dens eksistens umulig. Alle har to (fysiske) øjne; men vi kan også se med vort tredje (åndelige) øje. De førstnævnte bruger vi til at se ting i denne verden med; vi bruger den sidste til at se ting bag hændelserne og denne verden. Vor frie vilje er ligesom vort tredje øje, som man kan kalde indsigt. Det er en indre tilbøjelighed eller indre kraft, ved hvilken vi foretrækker og beslutter.

Menneskeheden vil og Gud skaber. Et projekt eller planen for en bygning er uden værdi, medmindre man begynder at opføre bygningen ifølge den, så den bliver synlig og kan tjene mange formål. Vor frie vilje minder om den plan, for vi beslutter os og handler i overensstemmelse med den, og Gud skaber vore handlinger som et resultat af vore beslutninger. Skabelse og at handle eller gøre noget, er forskellige ting. Guds skabelse betyder, at Han giver faktisk eksistens til vore valg og handlinger i denne verden. Uden Guds skabelse kan vi intet gøre.

For at oplyse et storslået palads må vi installere et lyssystem. Men paladset kan ikke blive oplyst, før vi tænder for kontakten, der tænder for lyset. Inden vi gør det, vil paladset henligge i mørke. På samme måde er hver mand og kvinde et fantastisk Guds palads. Vi oplyses af troen på Gud, Som har forsynet os med det nødvendige belysningssystem: intellekt, fornuft, omtanke og evnerne til at lære, sammenligne og foretrække.

Naturen og begivenheder, såvel som Guddommeligt åbenbarede religioner, er som kilderne til den strøm, der oplyser menneskets individuelle Guddommelige palads. Men hvis ikke vi bruger vor frie vilje til at tænde for kontakten, vil vi forblive i mørke. At tænde for kontakten betyder, at man anmoder Gud om at oplyse os med tro. På en måde, der passer sig for en tjener ved sin herres dør, må vi anmode Universets Herre om at oplyse os og således gøre os til "konge" i universet. Når vi gør det, behandler Universets Herre os på en måde, der passer for Ham, og forfremmer os til kongedømmets rang over andre af skabelsens riger.

Gud inddrager også vor frie vilje, når Han har med os og vore handlinger at gøre, for Han bruger den til at skabe vore handlinger. Derfor er vi aldrig ofre for Skæbnen eller bliver behandlet forkert af Forudbestemmelsen. Uanset hvor ubetydelig vor frie vilje synes i sammenligning med Guds kreative handlinger, er den stadig årsagen til vore handlinger. Gud laver store ting ud af bittesmå partikler og skaber mange vigtige resultater af enkle midler. For eksempel skaber Han et vældigt pinjetræ af et lillebitte frø og bruger vore tilbøjeligheder eller frie vilje til at forberede vor evige salighed eller afstraffelse.

For bedre at forstå vor rolle og vor viljestyrkes rolle i vore handlinger og resultater, tænk over den mad vi indtager. Uden muld og vand, luft og solens varme, som vi ikke selv kan fremstille på trods af vor fremskredne teknologi, ville vi ikke have nogen mad. Vi kan ikke frembringe blot et enkelt korn. Vi skabte ikke vore kroppe og etablerede dens relation med mad; vi kan ikke engang kontrollere blot en enkelt del af kroppen. For eksempel, hvis vi skulle trække hjertet op som et lommeur til et fast tidspunkt hver morgen, hvor længe ville vi da overleve?

Det er tydeligt, at næsten alle dele i hele det komplekse og harmoniske univers, der er som den mest udviklede organisme, arbejder sammen i henhold til de mest skrøbelige mål for at frembringe bare en enkelt skefuld mad. Derfor er prisen på en enkelt skefuld mad næsten ligeså høj som prisen på hele universet. Hvordan skulle vi nogensinde kunne betale sådan en pris, når vor andel i fremstillingen af den mundfuld er yderst ringe og ikke består i mere end vor egen anstrengelse?

Kan vi nogensinde takke Gud nok for bare en mundfuld mad? Hvis vi bare blev forevist et billede af druer, kunne vi så alle arbejde sammen og frembringe den? Nej. Gud ernærer os med Hans overflod og beder om meget lidt til gengæld. Hvis Han, for eksempel, bad os om at udføre tusind rak'at (enheder) af bøn for et hvedeaks, blev vi nødt til at gøre det. Hvis Han sendte en dråbe regn for hver rak'at, skulle vi tilbringe hele vort liv i bøn. Hvis du var efterladt i en ørkens brændende hede, ville du da ikke give hvad som helst for et enkelt glas vand?

Kort sagt: Næsten alt, vi har, er blevet os givet praktisk taget gratis, og vor rolle i den overflod, vi nyder godt af, er derfor ret betydningsløs. Ligeledes er vor frie vilje lige betydningsløs, når den sammenlignes med det, Gud, den Almægtige skaber af vor brug af den. På trods af vor frie viljes svaghed og vor egen manglende mulighed for at virkeligt forstå dens sande natur, skaber Gud vore handlinger i henhold til de valg og afgørelser, vi gør gennem den.

Guddommelig Skæbne, også kaldet Guddommelig forudbestemmelse og arrangement dominerer universet; men ophæver ikke vor frie vilje.

Eftersom Gud er hinsides tid og rum, er alting inkluderet i Hans Viden og Han omslutter fortid, nutid og fremtid som i et enkelt, udelt punkt. Et eksempel: Når man befinder sig i et værelse, er ens synsfelt begrænset til værelset selv. Men hvis man ser fra et højere punkt, kan man se hele byen. Efterhånden som man stiger højere og højere, bliver éns synsfelt stadigt større. Når man ser Jorden fra Månen, ser den ud som en lille, blå marmorkugle. Sådan er det også med tiden. Så Gud opfatter al tid og rum som et enkelt, udelt punkt, hvori fortid, nutid og fremtid er forenet.

Eftersom al tid og rum er inkluderet i Guds Viden som et enkelt punkt, har Gud nedskrevet alt, hvad der vil ske indtil Dommedag. Englene bruger denne optegnelse til at forberede den mindre optegnelse for hvert individ.

Vi gør ikke noget, fordi Gud har skrevet det ned; Gud vidste på forhånd, at vi ville gøre det og skrev det derfor ned.

Der er ikke to skæbner, hvoraf den ene gælder årsagen og den anden virkning. Skæbnen er én og forholder sig til årsagen og virkningen samtidigt. Vores frie vilje (vore handlinger) er indbefattet i Skæbne.

Gud fører os til gode ting og handlinger og tillader og råder os til at bruge vores viljestyrke til det gode. Til gengæld lover Han os evig lyksalighed i Paradis.

Vi har fri vilje, selvom vi næsten intet bidrager med til vore gode gerninger. Hvis vi ikke bruger vor frie vilje på en passende måde, kan den ødelægge os. Derfor bør vi bruge den til gavn for os selv ved at bede til Gud, så vi kan nyde Paradisets glæder, en frugt af kæden af gode gerninger og opnå evig lyksalighed. Desuden bør vi altid bede om Guds tilgivelse, så at vi afholder os fra det onde og bliver frelst fra Helvedes pinsler, en frugt af den forbandede kæde af onde gerninger. Bøn og tillid til Gud styrker i høj grad vor tilbøjelighed til det gode, og anger og ønsket om Guds tilgivelse forstærker i høj grad svækkelsen og endda ødelæggelsen af vor tilbøjelighed til det onde og overtrædelser.

Vort selvbedrag og svage hengivelse får os til at forklare vor succes og gode gerninger med vor egen fremragethed, og vi føler os stolte af os selv. Men Koranen erklærer udtrykkeligt: Gud skaber dig og det, du gør (37:96), hvilket betyder, at Guddommelig Medfølelse forlanger gode gerninger og Herrens Kraft skaber dem. Hvis vi analyserer vore liv, vil vi til sidst indse, at Gud fører os til gode handlinger og normalt forhindrer os i at gøre det, der er forkert.

Dertil kommer at ved at udstyre os med tilstrækkelig kapacitet, styrke og midler til at udføre mange ting, gør Han muligt for os at virkeliggøre mange bedrifter og gode gerninger. Da Gud leder os til gode gerninger og får os til at ville og derefter gøre dem, er den virkelige årsag til vore gode gerninger Guddommelig Vilje. Vi kan kun komme til at "eje" vore gode gerninger gennem tro, oprigtig hengivelse, bøn om at have fortjent dem, bevidst tro på nødvendigheden af at gøre dem og være tilfreds med det, Gud har forordnet. Med dette udgangspunkt har vi ingen grund til at prale eller være stolte af vore gode gerninger og bedrifter, vi burde snarere altid være ydmyge og taknemlige overfor Gud.

På den anden side fralægger vi os gerne ansvaret for vore synder og misgerninger ved at tilskrive dem Skæbnen. Men eftersom Gud hverken bryder sig om eller bifalder nogen synd eller fejlagtig handling, tilhører alle sådanne handlinger tydeligvis os selv og begås ved at benytte vor frie vilje. Gud tillader synder og giver dem ydre former, for hvis Han ikke gjorde det, ville vor frie vilje være formålsløs. Synder er resultatet af en beslutning, vi selv har taget ved hjælp af vor frie vilje om at synde. Gud kalder og fører os til gode gerninger, og inspirerer dem endda indeni os; men fri vilje gør, at vi kan være ulydige overfor Skaberen. Derfor "ejer" vi vore synder og misgerninger.

Kort sagt, eftersom vi har en fri vilje og tilskyndes til at følge religiøse pligter og afstå fra synd og forkerte handlinger, kan vi ikke give Gud skylden for vore synder. Guddommelig Skæbne findes, så de troende ikke selv tager æren for deres "egne" gode gerninger, i stedet for at takke Gud for dem. Vi har fri vilje, så det oprørske, kødelige selv ikke flygter fra følgerne af dets synder.

Et andet vigtigt punkt er, at vi sædvanligvis klager over fortidige begivenheder og ulykker. Og værre endnu, sommetider fortvivler vi og forviser os selv til en livsstil, præget af opløsning, og kan måske endda begynde at klage over Gud. Imidlertid tillader Skæbnen os at relatere fortidige begivenheder til den, så vi kan modtage lettelse, sikkerhed og trøst. Så uanset hvad, der er sket i fortiden, burde betragtes i lyset af Skæbnen; angående det, der kommer, såvel som synder og spørgsmål om ansvarlighed, bør tilskrives menneskets frie vilje. På denne måde forliges yderpunkterne af fatalisme (jabr) og benægtelse af Skæbnens indflydelse på menneskets handlinger (i'tizal, holdningen hos Mu'tazila).

Gud registrerer alting i Sin Viden i en optegnelse, der indeholder hver tings særlige karakteristika, livslængde, udstyr, tid og sted for fødsel og død samt alle dets ord og handlinger. Alt dette sker på grund af Guddommelig Vilje, for det er gennem Guddommelig Vilje at enhver ting og begivenhed, uanset om de forekommer i den Guddommelige Videns rige eller i denne verden, at den bliver kendt og bliver givet en bestemt kurs eller retning. Intet eksisterer udenfor den Guddommelige Viljes horisont.

Et eksempel: Et foster står overfor utallige alternativer: enten om det skal blive til et levende væsen, om det skal eksistere eller ej, hvor og hvornår det skal fødes og dø og hvor længe, det skal leve, for blot at nævne nogle få. Alle væsener er fuldstændigt enestående i teint og fremtoning, karakter, lyster og ulyster og så videre, selvom de er dannet af de samme grundlæggende elementer. En partikel af føde, der kommer ind i en krop, enten et fosters eller en voksens, står ligeledes overfor utallige alternativer, hvad angår dens endelige bestemmelsessted. Hvis en enkelt partikel, der er beregnet til højre øjes pupil, skulle ende op i det højre øre i stedet, kan det resultere i en abnormitet.

Således ordner den altomfattende Guddommelige Vilje alting i henhold til en mirakuløst udregnet plan og er ansvarlig for universets mirakuløse orden og harmoni. Intet blad falder og intet frø spirer, uden at Gud vil det så.

Vort forhold til Guddommelig Vilje adskiller sig fra andre væseners forhold, for kun vi (og jinn) har muligheden for at vælge; med andre ord, fri vilje. Gud har nedtegnet alle detaljer om vore liv, baseret på Hans kendskab til hvordan vi vil handle og tale. Eftersom Han ikke er bundet til den menneskeskabte, og derfor kunstige, opdeling af tid i fortid, nutid og fremtid, eksisterer det, vi kalder "forudbestemmelse" kun i forhold til os, ikke til Gud Selv. For Ham betyder forudbestemmelse Hans evige viden om vore handlinger.

For at opsummere: Guddommelig Vilje dominerer skabelsen, og intet kan eksistere eller ske uden for Dens horisont. Den er samtidigt ansvarlig for universets mirakuløse orden og harmoni, og hver en ting og begivenhed bliver givet en specifik retning og karakteristika. Imidlertid betyder eksistensen af Guddommelig Vilje ikke, at vi ikke har nogen fri vilje.