Most Read in the Category of Genopstandelsen og Efterlivet

Guds Budbringer, (fvmh), nævnte to Antikrister: Dajjal, som vil vise sig i den ikke-muslimske verden og Dufyan'en, som vil dukke op i den muslimske verden.  Begge skikkelser er de største af alle Dajjaler og Sufyaner, der vil komme i verdenen efter Budbringeren. Det fortælles fra islamiske kilder, at mere end 30 Dajjaler vil komme efter ham, og den eller de, der vil vise sig lige før tidernes ende, vil være de mest skadelige og destruktive.

Et andet vigtigt punkt, der skal understreges, er, at beretningerne om sådanne væsener ikke udelukkende drejer sig om personer. De drejer sig snarere om ideologier og komitéer, og de systemer, de vil forsøge at etablere på alle livets områder. Der er mange beretninger fra Profeten Muhammad, (fvmh), om Antikrist, med forskellige grader af autencitet ifølge principperne indenfor Videnskaben om Hadith. Vi vil nævne nogle af dem med forklaringer af Bediüzzaman Said Nursi i hans bøger Maktubat (Brevene) og Shualar (Strålerne):

"Sufyanens hænder vil være hullede", hvilket betyder at Sufyanen vil være en ødeland og opmuntre til ødselhed og spild.

En frygtelig person vil dukke op før tidernes ende. Når han en morgen vågner, vil han opdage, at på hans pande står skrevet: Dette er en hedning." Dette betyder, at Sufyanen vil være en frafalden, og i en efterligning af de ikke-troende vil han tvinge folk til at klæde sig i den ikke-muslimske verdens stil.

"De diktatorer, som dukker op før tidernes ende, især Dajjalen og Sufyanen, vil have et falsk Paradis og Helvede." Det betyder, at under deres tid vil folk være afhængige af fornøjelser og verdslige fornøjelser, og forskellen mellem indtægterne i de forskellige sociale klasser vil øges. Som følge heraf vil der være oprør imod regeringerne. Derfor vil forlystelsesstederne og de steder, man går hen for at more sig, ligge side om side med fængsler og andre steder, hvor der forekommer tortur.

"Før de sidste tider vil der næsten ingen mennesker være, som tilbeder Gud og nævner Hans Navne som en andagtshandling." Det betyder, at de steder, hvor Gud tilbedes og Hans Navne nævnes, vil være lukkede, og at antallet af oprigtige tilbedere vil falde drastisk. En anden betydning er, at lige før verdens ende vil Gud tage de troendes sjæle til Sig, og verden vil blive ødelagt over de ikke -troendes hoveder.

"Bestemte forfærdende personer vil dukke op før verdens ende, såsom Dajjalen, og påstå guddommelighed og få folk til at kaste sig ned for dem." Det betyder, at sådanne personer vil trække deres styrke hovedsageligt fra ateistiske og materialistiske tendenser og tro, at de besidder guddommelig magt. Man vil bygge statuer af dem, og folket bliver tvunget til at bøje sig for disse som en måde at vise beundring på.

"De udsvævelser og uenigheder, der vil opstå før tiden er slut, vil være så vidt udbredte og kraftfulde, at ingen vil kunne kontrollere sit kødelige selv overfor dem." Det betyder, at det udsvævende liv vil forføre alt for mange mennesker, og at de vil kaste sig frivilligt ud i det. De frygtelige dimensioner i udsvævelserne og nydelsesafhængigheden, som Dajjalen vil forårsage ved den tid, har gjort, at næsten alle muslimer på Profetens ordre har søgt tilflugt i Gud gennem 14 århundreder.

"Sufyan'en vil være kundskabsrig og fascinere mange lærde." Det betyder, at selvom Sufyan'en mangler midler og støtte, såsom kongerige, stamme, formue og mod, vil han komme til magt gennem sin evne til at skabe intriger og et politisk geni. Han forbyder religiøs undervisning. Mange religiøse lærde og undervisere vil på grund af deres tilknytning til dette liv støtte ham og hans regime.

"Den første dag med Dajjalen er som et år, hans anden dag som en måned, hans tredje dag som en uge og hans fjerde dag som en almindelig dag." Denne mirakuløse Profetiske Tradition betyder, at Dajjalen vil fremstå i nord og bevæge sig fremad mod syd. Som vi ved, består et helt år, ved steder nær Nordpolen, af en dag og en nat, som hver især varer 6 almindelige måneder. Når man nærmer sig syd, er der steder, hvor en dag varer 3 måneder, en måned og en uge, henholdsvis.

En anden betydning er, at både Dajjalen og Sufyanen vil have fire perioder med herredømme: i den første periode (et år) vil de forårsage så megen ødelæggelse, som normalt ville forekomme i løbet af 300 år. Under den næste periode vil hvert år medføre ligeså store ødelæggelser som i tredive normale år, og på et år i deres tredje regeringsår vil de ødelægge ligesom 7 års normale ødelæggelser. Deres fjerde periode vil være normaliseret.

"Når Dajjalen kommer, vil alle høre ham. Han vil have et ekstraordinært ridedyr og rejser rundt i verden indenfor 40 dage." Dette betyder, at Dajjalen vil komme, når kommunikations- og transportmidlerne har udviklet sig til sådant et stade, at noget, der finder sted i en del af verden, kan høres i andre dele, og at det er muligt at rejse verden rundt indenfor 40 dage.

Ifølge Koranen er disse to barbariske stammer, der lever i det østlige Asien. Engang tidligere rejste en verdenserobrer, der i Koranen kaldes Dhu'l-Qarnayn, så langt bort som deres lande og, for at beskytte nabofolkene mod deres angreb, byggede en enorm mur. Når tiden er inde, vil de overstige denne mur og invadere den civiliserede verden.

Mongolerne, som invaderede den muslimske verden og kom så langt som til det centrale Europa, blev betragtet som Gog og Magog af muslimerne og de kristne på den tid. Idet Said Nursi nævner denne fortolkning, tilføjer han, at en ny invasion vil komme fra samme retning. Ifølge visse Profetiske Traditioner vil der bryde så voldsomme krige ud, at næsten ni tiendedele af menneskeheden vil gå til grunde.

Hovedaspekterne i islamisk eskatologi ligner den jødisk-kristne tradition. Eftersom de er udledt fra den samme kilde og således stammer fra Guddommelig Åbenbaring, kan man finde mange lighedspunkter: for eksempel kort før jordens slutning, vil verden blive invaderet af de barbariske Gog og Magog (Ya'juj og Ma'juj) stammerne, Dajjal (Antikrists) tilsynekomst og derpå en Messias og/eller Mahdi, som vil bringe retfærdighed og orden efter et globalt kaos, et globalt frafald (fra tro) lige inden verdens ødelæggelse, Dommedag, Genopstandelse, den Øverste Domstol, Broen (Sirat) og Paradis og Helvede som den endelige bolig for bevidste væsener.

I dette afsnit vil vi, idet vi begynder med de "sidste ting" før verdens generelle ødelæggelse, opsummere begivenhederne og stationerne i det Hinsidige. Før vi går over til den analyse, er det nødvendigt at forklare sproget i den vigtigste islamiske litteratur.

Det er måske det vigtigste element af de sidste ting. Både jøder og kristne forventer en Messias henimod slutningen af tiden og anser hans komme som et tegn på den endelige, verdensomspændende sejr for hver af dem.

Islamiske kilder nævner begge individer. Shi'amuslimerne lægger særlig stor vægt på Mahdi'en, som, de siger, hedder Muhammad. Han er den tolvte (og sidste) Imam i en række imamer, som begyndte med 'Ali ibn Abi Talib, Profetens fætter og den fjerde kalif. Mahdi'en forsvandt, da han var 74 år gammel, og vil genkomme, når verden er fuld af uretfærdighed, og genoprette retfærdighed.

Flertallet af muslimer betragter Mahdi'en som en, der vil komme, når tidernes ende er nær, når den islamiske verden er besejret, og alle islamiske principper er under omfattende angreb. Sammen med Messias'en vil Mahdi'en forsvare Islams principper mod de ateistiske og materialistiske tendenser og genoplive det religiøse liv. Han vil slutte både Dajjalens og Sufyanens herredømme.

Ifølge visse nutidige tænkere og lærde, inklusive Said Nursi, er Mahdi'en ikke en enkelt person, men snarere navnet på en global islamisk genopvågnen. Den falder i tre perioder, som hver især vil være repræsenteret af en person og hans gruppe. Dens ledere vil være velbevandrede i religiøse videnskaber, have de højeste moralske standarder, kende tidens sociopolitiske og økonomiske betingelser og være udstyret med de rette kvalifikationer for lederskab. Lederen af den første periode vil, sammen med sine tilhængere, forsvare de islamiske principper mod materialistiske tendenser og udstille dem på passende måde. I den anden periode vil de genoplivede islamiske principper blive fremmet i mange dele af verden. Den tredje periode vil se en global genoplivning af religiøst liv.

Den tredje periode vil mest sandsynligt følge efter invasionen af Gog og Magog, der vil afbryde den anden periode. Kristendommen vil, ifølge relevante islamiske kilder, blive befriet fra dens lån fra bestemte gamle religioner og filosofier og trække nærmere til Islam. Kristendommen og Islam vil samarbejde om at tilbagevise angrebene fra Gog og Magog og befri verden for deres invasion. Videnskaberne vil udvikle sig til det ypperste. Man vil bygge byer i himlen, og det vil blive let at rejse der. Måske som resultat af fremskridt indenfor genetikken vil et granatæble være tilstrækkeligt for op til 20 mennesker, og dens skal vil give dem skygge. Den hvede, der kan dyrkes på balkonen af et lille hus, vil være nok til at ernære en familie i et år.

Vi vil uddybe den messianske mission, der tilskrives Jesus i islamiske kilder efter slutningen på dette afsnit, under en separat titel.

Graven kan optræde på tre måder, for der er tre slags mennesker. For troende er den en dør til en skønnere verden. For de, som indrømmer, at der et liv bagefter, men som lever et vildledt, bortødet liv, er den døren til et isoleret fangenskab og et evigt fængsel, der vil adskille dem fra deres kære. Eftersom de tror og bekræfter det, men ikke lever i henhold til deres tro, er det nøjagtig sådan, de vil blive straffet. For ikke-troende og de vildledte, som ikke tror på det Hinsidige, er det døren til "henrettelse". Da de tror, at døden er en henrettelse uden genopstandelse, vil de blive straffet både i graven og i den anden verden.

Døden kan komme når som helst, for dens forudbestemte tidspunkt er ikke kendt. Overfor sådan en ærefrygtindgydende, truende virkelighed søger vi desperat efter en måde, vi kan undgå straf og fængsel på, efter en måde til at ændre graven til en dør, der åbner sig til en verden af lys og evig glæde. Døden vil blive oplevet på en af de tre måder, som det er blevet rapporteret af 124 000 troværdige vidner - Profeterne. Deres rapporter er blevet bekræftet af millioner af helgener, der har stolet på deres skelneevne, iagttagelse og intuition. Desuden har utallige sandhedssøgende lærde bevist det rationelt med deres afgørende beviser på niveauet med "sikkerhed afhængig af etableret viden." Begge grupper er enige i at kun troen på og lydighed overfor Gud kan frelse én fra straf og indespærring og gøre graven til en vej til evig lykke.

Hvis bare én pålidelig reporter advarede om, at på en bestemt vej var der 1% risiko for at dø, ville folk være så skrækslagne, at de ville undgå den. Men talløse sandfærdige, autorative reportere - Profeter, helgener og sandhedssøgende lærde - har givet bevis på deres sandhed og har advaret os om, at vildledning og bortødelse giver en 100 % risiko for død og efterfølgende straf. Modsat hertil kan tro og tilbedelse ændre graven til en dør, der åbner sig mod evige skatte, et palads for varig lykke. Hvis vi, især de af os, som påstår at være muslimer, ikke virkeligt tror og tilbeder, stillet overfor sådan en vældig advarsel, hvordan vil vi da overvinde vor ængstelse, mens vi venter på døden, selv hvis vi blev givet herredømmet over hele verden og kunne nyde alle dens fornøjelser?

Når vi ser alderdom, sygdom, ulykke og talrige tilfælde af død overalt, åbner det for vor smerte atter en gang og minder os om døden. Selvom de vildledte og udsvævende mennesker tilsyneladende nyder alle arter af fornøjelser og glæde, er de med største sikkerhed i en helvedesagtig tilstand af åndelig lidelse. Men ligegyldighedens dybtgående lammelse gør dem midlertidigt ufølsomme overfor det.

Lydige troende oplever graven som en dør til en evig skat og uendelig lykke. Da de har en "trosattest", en uvurderlig billet tildelt af Skæbnen, forventer de altid kaldet "kom og saml jeres billet" med en inderlig glæde og åndelig fryd. Hvis denne fryd kunne antage en materiel form som et frø, ville det vokse op til et privat paradis. Men de, som nægter sig denne store fryd og glæde, for i stedet at hengive sig i deres drifters vold, som vælger forgængelige og ulovlige nydelser, der vil give dem store smerter, ligger langt under menneskehedens status.

Så de af jer, der er afhængige af verdslig glæde og bekymrede for jeres fremtid, selv mens I har travlt med at sikre den og jeres liv, vær tilfreds med det, der er religiøst lovligt. I må have forstået nu, at hver forbuden fornøjelse bærer i sig tusinde smerter. Hvis fremtidige begivenheder, lad os sige om 50 år fra nu, blev forevist på et teater, ville de udsvævende blive forfærdede og væmmes ved sig selv. De, som ønsker at være evigt lykkelige i begge verdener, burde følge Profetens instruktioner på troens faste grund.

Den udvikling i videnskaberne og teknologi, der er uden fortilfælde i historien, vil få menneskeheden til at tro, at den har så megen viden og magt, at en magt, der er højere end mennesket selv, ikke længere er nødvendigt eller et krav. Det vil få folk til at gøre oprør mod Himlen og kaste sig ud i fordærv i en grad, der sætter et verdensomspændende frafald i gang. Der vil kun være ganske få troende tilbage, og de ikke-troende, oprørske kræfter vil ødelægge Ka'bah'en. Dette vil markere verdens ende. Gud, den Almægtige, vil mildt tage de troendes sjæle. 7 Ifølge Said Nursi vil Jorden, sandsynligvis som følge af et sammenstød med et andet himmellegeme, begynde at rotere den anden vej rundt om sig selv, således at solen står op i vest og går ned i øst. Det er det sidste tegn på verdens ødelæggelse. Nogle vers fra Koranen, der beskriver denne ødelæggelse, lyder som følger:

Når solen bliver foldet sammen; når stjernerne falder, mister deres glans; når bjergene bevæger sig; når den ti måneders gravide kamel bliver efterladt; når de vilde dyr gennes sammen; og når havene koger...(81:1-6)

Når himlen bliver revet i stykker, når planeterne bliver spredt, når havene vælder frem og når gravene bliver væltet, vil hver sjæl vide, hvad den har sendt frem, og hvad den har holdt tilbage. (82:1-5)

Når Jorden gennemrystes af dens (afsluttende) jordskælv, og Jorden fremlægger sine byrder, og menneskeheden siger: "Hvad er der i vejen med den?" Den dag vil den fremsige sine nyheder, fordi jeres Mester inspirerede den. Den dag skal menneskeheden komme frem i spredte grupper for at blive vist deres gerninger. Hvem, der gør et atoms vægt af godt, skal se det da; og enhver, som gør et atoms vægt af ondt, skal se det da. (99:1-8)

Selvom videnskabelige opdagelser, som f.eks. termodynamikkens anden lov, viser, at eksistensen er på vej mod ødelæggelse, kan bare et sammenstød mellem to planeter føre til universets ødelæggelse. Eksistens er en ekstremt skrøbelig udregnet organisme, et system, hvis dele er subtilt afhængige af hinanden. Et menneskes krop består af omkring 60 milliarder celler. Ligesom en enkelt deform kræftcelle kan slå hele kroppen ihjel, kan enhver alvorlig deformation hvor som helst i universet også "dræbe" det. Vor død kommer sommetider uventet og uden nogen synlig, diagnosticeret grund. Ved vi om universet måske, eller måske ikke, lige pludseligt og uventet "dør" af en "sygdom" eller et "hjerteslag"? Måske lider vor gamle verden af dødelig kræft, fordi vi misbruger den så meget.

Guds universelle handlinger peger på Genopstandelsen. Koranen argumenterer for Genopstandelsen. For at indprente på menneskets hjerte de undere, som den Almægtige vil udføre i det Hinsidige, og for at forberede menneskesindet på at acceptere og forstå det præsenterer Koranen underet, af hvad Han udretter her. Den giver eksempler på Guds omfattende handlinger i makrokosmos og, til tider, fremlægger den Hans overordnede brug af makro-, normo- og mikrokosmos'erne (universet, menneskeheden, og atomer henholdsvis).

Den første fremkomst af universet og menneskeheden tyder på deres "anden fremkomst". Koranen fremlægger fænomenet med universets skabelse, som den beskriver som den første fremkomst (56:62), medens den beskriver genoprejsningen af de døde som den anden fremkomst (53:47), for at bevise Genopstandelsen. Den retter også vor opmærksomhed mod vor egen oprindelse, idet den siger:

I ser, hvorledes I er skredet fremad - fra en dråbe sperm til en dråbe blod, til en ansamling af blod, ophængt på livmoderens væg, fra en ophængt ansamling af blod til en formløs klump kød og fra en formløs klump kød til menneskelig form - hvordan kan I da benægte jeres anden skabelse? Den er præcis den samme som den første eller endda lettere [for Gud at udføre]. (22:5; 23:13-16)

Koranen laver analogier mellem Genopstandelsen og Hans gerninger i denne verden. Sommetider hentyder den til gerninger, Gud vil foretage i fremtiden og i det Hinsidige på sådan en måde, at vi bliver overbevist af dem ved at drage analogier til det, vi iagttager her.  Den påviser også lignende begivenheder her og drager sammenligninger mellem dem og Genopstandelsen.

Koranen sammenligner universet med en åben bog. Ved tidens slutning vil det være ligeså let for Gud at ødelægge det, som at rulle en skriftrulle sammen. Ligesom han foldede det ud i begyndelsen, vil Han rulle det sammen, og idet Han manifesterer Sin absolutte Magt uden nogen materiel årsag, vil Han genskabe det i en meget bedre og forskellig form:

På den dag skal Vi rulle himlene sammen som en skriftrulle, der er rullet op med bøger. Ligesom Vi frembragte den første skabelse, skal Vi bringe den frem igen. Det er et løfte, (der er bindende) for Os. Sandelig, Vi skal opfylde det (som Vi lovede). (21:104)

Koranen sammenligner Genopstandelsen med genoplivningen af Jorden om foråret, følgende på dens død om vinteren, og omtaler hvordan Gud fordeler atomer og molekyler, mens Han skaber os i trin. Naturen oplever døden om vinteren, men foråret genopliver mulden. Udtørrede træstykker begynder at blomstre og giver blade og frugter, som ligner - men ikke er identiske med - de, som fandtes i tidligere år. Utallige frø, som faldt i jorden i det foregående efterår, begynder nu at spire og at vokse op til forskellige planter uden nogen forvirring. Guds oprejsning af de døde på Dommens Dag vil blive som følger:

Blandt Hans tegn er, at I ser mulden tør og gold; og når Vi sender regn ned over den, rører den på sig og svulmer. Sandelig, Gud, Som giver live til den døde muld, vil også genrejse de døde til liv. Sandelig, Han har magt over alting. (41:39)

og

Betragt Guds Nådes aftryk: hvordan Han giver liv til mulden efter dens død. Lyt! Han er i sandhed de dødes Genopliver (på samme måde), og Han er i stand til at gøre alle ting. (30:50)

Især i sura'erne 81, 82 og 84 hentyder den Almægtige til Genopstandelsen, såvel som til de vældige omvæltninger og Herrens gerninger, der vil finde sted ved den tid, i billeder, vi kan forholde os til, gennem analogi til ting, vi ser her - scenerier, vi har været vidne til i efteråret eller foråret - og da med ærefrygt i vore hjerter acceptere det, som intellektet ellers forkaster. Da det vil tage meget lang tid bare at give den generelle mening i disse tre sura'er, vil vi tage ét vers: Når bladene bliver bredt ud (81:10). Dette antyder, at under Genopstandelsen vil enhvers gerninger blive afsløret på et beskrevet blad.

Først bliver man slået af det mærkværdige og uforståelige heri. Men som sura'en peger på er forårets fornyelse parallel til en anden genopstandelse, og "brede bladene ud" har en meget tydelig parallel. Ethvert frugtbærende træ og blomstrende plante har sine egne proportioner, funktioner og gerninger. Det har sin tilbedelse ifølge dets herliggørelse af Gud, som er, hvordan det manifesterer Hans Navne. Dets gerninger og livsoptegnelse er indskrevet i hvert frø, der vil komme frem det næste forår. I udseendet og formens sprog tilbyder disse nye træer og blomster en veltalende fremstilling af de originale træers og blomsters liv og gerninger, og gennem deres grene, kviste, blade, blomster og frugter breder det sine gerningers blade ud. Han, Som siger: Når bladene bredes ud er det samme Væsen, Som udfører disse bedrifter på en meget viis, betænksom, effektiv og subtil måde, således som det bliver dikteret af Hans Navne den Viise, den Bevarende, den Opretholdende og Træneren og den Subtile.

I sine mange vers Koranen advarer os om at vi ikke blev skabt uden mål og således kunne gøre, hvad vi ville. Vi er ansvarlige væsener, og hvad, vi end gør, bliver skrevet ned. Vor skabelse fra en dråbe væske gennem adskillige stadier demonstrerer den yderste omhu, der vises vor skabelse og den betydning, der tillægges os, at vi har stort ansvar. Vi vil blive kaldet til regnskab for alt, hvad vi bedriver i denne verden, og det vil finde sted i en anden verden. Dertil kommer, at vor skabelse gennem stadier er en manifestation, som beviser Guds Magt, som også er i stand til at genopvække de døde til liv.

Med undtagelse af en bestemt region på Jorden, gentages en altomfattende død og genoplivning hvert år. Om vinteren dækker et hvidt "ligklæde" jorden, hvis årlige livscyklus slutter om efteråret. Naturen er allerede blevet bleg og viser færre tegn på liv. Skallerne er sunket ind og til sidst bliver træet som livløse, hårde ben, græsset er rådnet bort og blomsterne er visnede; trækfuglene er rejst, og insekter og krybdyr er forsvundet.

Vinteren, som kun er midlertidig følges af en almen genoplivning. Varmere vejr får træerne til at gå i knop, og når de bærer deres fineste puds, præsenterer de sig for det Evige Vidne. Mulden svulmer op, og græs og blomster vokser frem overalt. Frø, der faldt til jorden i efteråret har spiret og, idet de tilintetgør sig selv, omdannes de til nye livsformer. Trækfuglene vender tilbage, og planeten rummer utallige insekter og krybdyr. Kort sagt, naturen opstår for vore øjne med al dens stråleglans og pynt.

Gud skabte Jorden og menneskeheden, da ingen af dem eksisterede. Han bragte vort legemes byggesten sammen fra luft, vand og muld og gjorde dem til et bevidst, intelligent væsen. Kan man tvivle på, at den person, som har lavet en maskine, kan pille den fra hinanden og derpå samle den igen, eller at en hærfører kan samle sine spredte soldater ved et trompetstød?

På samme måde, når Gud genopbygger verden, vil Han samle vore atomer og tilstede dem en højere, evig form for liv:

Sig: "Rejs i landet og se, hvordan Han er ophav til skabelsen, hvorpå Gud frembringer den senere vækst. Gud er med sikkerhed i stand til at gøre alt." (29:20)

Betragt Guds Nådes aftryk (i skabelsen), hvordan Han giver liv til jorden efter dens død. Han er i sandhed genopliver af de døde (på samme måde), og Han er i stand til at gøre alt." (30:50)

Guds Navne og Attributter er alle absolutte og evige. Derfor er Han absolut og evigt Barmhjertig, Eftergivende og Tilgivende, lige såvel som Han absolut og evigt er Magtfuld, Retfærdig og Ophøjet. Selvom Hans Barmhjertighed omslutter alle ting (7:156), findes der nogle mennesker, hvis synder og forbrydelser er så grove (f.eks vantro og at tilskrive Gud partnere), at de kun kan modtage deres fulde straf i en anden verden. Derudover, på trods af Hans erklæring om at enhver, der uretfærdigt slår et menneske ihjel, bliver betragtet som havde han slået hele menneskeheden ihjel (5:32), især i en verden som i dag, hvor "magt er ret" er reglen, dræbes hver dag tusinder af uskyldige mennesker og mange andre bliver behandlet med uret og fratages deres grundlæggende menneskerettigheder. Værre endnu, en stor del af de mest uhyrlige og afskysvækkende synder og uretfærdigheder går ustraffet hen.

Døden skelner ikke mellem de undertrykte og undertrykkerne, de uskyldige og de skyldige, de fromme og de syndige. Dette kan kun betyde, at mens mindre synder måske og måske ikke bliver straffet i denne verden, vil større synder, som vantro, at tilskrive Gud partnere, mord og undertrykkelse, overdraget til det Øverste Tribunal i det Hinsidige, hvor Gud vil dømme dem med absolut Retfærdighed.

Nogle af de første, der gik over til Islam i Mekka, blev ofre for alvorlig forfølgelse. De bar dem med tålmodighed og tænkte aldrig på gengældelse, eftersom Koranen beordrede Profeten Muhammad at invitere de ikke-troende til Guds vej med visdom og rimelig prædiken, rådede ham til at afvise ondskab med det, der er bedre, og at reagere på hans fjenders synder og fejl med overbærenhed og tilgivelse. Mekkanernes intolerance tvang til sidst de lokale muslimer til at opgive deres hjem og ejendom og emigrere til Medina, hvor de kunne leve i henhold til deres tro, og hvor Islams fulde sociale og legale dimensioner kunne udvikle sig i fred.

Men mekkanernes fjendtligheder fortsatte, og muslimerne i Medina blev snart mål for nye sammensværgelser. Selvom de indfødte troende i Medina (Ansar'ene) villigt delte alt med Emigranterne (Muhajirun), havde de alle meget lidt. I sådanne anspændte situationer tillod Gud, den Almægtige, dem at kæmpe mod deres fjender, for der var blevet begået uret mod dem, og de var fordrevet fra deres hjem med urette (22:39).

Slaget ved Badr (624) var den første store konfrontation mellem muslimerne og de fjendtlige styrker. Selvom de troende var i undertal, vandt de en stor sejr. Hvis ikke vi accepterer nogle Koranfortolkeres mening om, at Sura Muhammad, som indeholder regler om behandlingen af krigsfanger, blev åbenbaret før Surat al-Anfal, var intet Guddommeligt påbud blevet åbenbaret om, hvordan fanger skulle behandles. Muslimerne vidste ikke engang, om de skulle dræbe fjenden på slagmarken eller tage dem til fange. Efter slaget holdt Profeten råd med sine Ledsagere, som han altid gjorde, når der ikke var nogen specifik Guddommelig befaling at følge.

Abu Bakr sagde: "Oh, Guds Sendebud, de er dit folk. Selvom de voldte dig og de troende stor uretfærdighed, vil du vinde deres hjerter og føre til deres vejledning, hvis du tilgiver dem og tilfredsstiller dem." Men 'Umar sagde: "Oh, Guds Sendebud, de er Mekkas ledende skikkelser. Hvis vi dræber dem, vil de ikke igen kunne komme sig og give os modstand. Så giv hver muslim hans nærmeste slægtning. Giv 'Aqil til hans bror, 'Ali, så han kan dræbe ham. Og Abu Bakrs søn, 'Abd al-Rahman, til Abu Bakr, og ... [så videre]."

Guds Budbringer vendte sig mod Abu Bakr og sagde: "Oh Abu Bakr; du er som Profeten Abraham, som sagde: Den, som følger mig, er af mig, og den, som ikke adlyder mig - men Du er sandelig Ofte Tilgivende, mest Barmhjertig (14:36). Du er også som Jesus, som sagde: Hvis du straffer dem, er de dine tjenere. Hvis du tilgiver dem, er Du den Ærefulde med uimodståelig magt, den Viise" (5:118).

Derpå vendte han sig mod 'Umar og sagde: "Oh 'Umar, du er som Noah, som sagde: Oh min Herre! Efterlad ikke en eneste vantro på Jorden! (71:26). Du er også som Moses, som sagde: Vor Herre, ødelæg deres rigdomme og gør deres hjerter hårde, så de ikke vil tro, indtil de ser den smertefulde straf" (10:88). (Ibn Hanbal, Musnad, 1:383).

Moses, Jesus og Muhammad

Da Islam er den sidste, universelle form af den Guddommelige religion, beordrer den os til at tro på alle Profeterne. Derfor tror man, som muslim, på Jesus, Moses og alle andre Profeter.

Koranen erklærer:

Budbringeren tror på det, der bliver åbenbaret ham fra hans Herre, og det gør de troende også. De tror alle på Gud og Hans engle, Hans Skrifter og Hans Budbringere: "Vi gør ingen forskel på nogen af Hans Budbringere" - og de siger: "Vi hører og adlyder. Giv os Din Tilgivelse, vor Herre. Til Dig går rejsen." (2:285).

Da historiske betingelser krævede, at alle tidligere Profeters budskaber var begrænset til et bestemt folk og periode, var visse principper særligt betonede i de budskaber. Dertil kommer, at Gud gav hver Profet og menighed særlige gaver i henhold til tidens diktat.

For eksempel, fik Adam den gave at kende Navnene, nøglerne til alle grene af viden; Noah fik gaven af standhaftighed og udholdenhed; Abraham blev beæret med Guds nære venskab samt som far til en lang række Profeter; Moses blev givet evnen til at administrere og blev ophøjet ved at være den, Gud direkte henvendte Sig til; og Jesus blev hædret med tålmodighed, tolerance og medfølelse. Alle Profeter har nogen del i de nævnte prisværdige kvaliteter; men hver af dem overgår, af hensyn til hans mission, de andre med en eller flere af disse kvaliteter.

Da Moses voksede op til at blive Profet, levede israelitterne en kummerlig tilværelse under de ægyptiske faraoner. På grund af faraos despotiske regime og undertrykkelse blev slaveri en integreret del af israelitternes sjæl og var nu blevet en del af deres karakter. For at reformere dem, at udstyre dem med så ophøjede følelser og værdier som frihed og uafhængighed og for at genopbygge deres karakter og dermed frigøre dem for Faraos slaveri, kom Moses med et budskab, der rummede strenge og stive regler. Derfor kaldes den Bog, der blev givet ham, for Tora (Lov). Da hans mission krævede, at han var en noget streng og stiv reformator og underviser, var det naturligt for ham at bede med henvisninger til Farao og dennes høvdinge: Vor Herre, ødelæg deres rigdomme og gør deres hjerter hårde, så de ikke vil tro før de ser den smertelige straf (10:88).

Jesus kom på en tid, da jøderne havde overladt sig til verdslige fornøjelser og førte et materialistisk liv. I Koranen læser vi:

Oh I troende! Mange præster og eremitter fortærer, i falskhed, folks rigdomme og hindrer deres vej til Gud. Og der er dem, der hober guld og sølv sammen og bruger det ikke på Guds vej. Bekendtgør for dem en yderst alvorlig straf. (9:34)

De samme mennesker udnyttede religion til verdslig fortjeneste:

I ser mange af dem kappes i synder og fjendskab, og hvorledes de indtager det, der er ulovligt. Ondt er det, de har begået. Hvorfor forbyder lærerne og rabbierne ikke at nævne synd og indtage det ulovlige? Ondt er det, de har begået. (5:62-63)

Evangelierne fortæller om en lignende følelse, tilskrevet Jesus:

I øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, I som er onde? Thi af hjertets overflod taler munden. Et godt menneske fremfører gode ting af hjertets gode forråd; og et ondt menneske fremfører onde ting af det onde forråd. (Matthæus 12:34-35)

Pas på! Vær på vagt overfor farisæernes og saddukæernes gær. Lovens lærere og farisæerne er de autoriserede fortolkere af Moseloven. Så I må adlyde og følge alt, de siger, I skal gøre. Men lad være med at efterligne deres handlinger, for de praktiserer ikke det, de prædiker. De binder tunge byrder, der er vanskelige at bære, på folks rygge, og alligevel er de uvillige til at løfte bare en finger for at hjælpe dem med at bære disse byrder. De gør alt, for at folk kan se dem ... De elsker de bedste pladser ved festligheder og de reserverede pladser i synagogerne. De elsker at blive hilst med respekt på markedspladserne og at få folk til at kalde dem "Lærer" ... Hvor frygteligt for jer, Lovens lærere og farisæere. I hyklere ... I giver Gud en tiendedel af årstidens urter, såsom mynte, dild og kommen, men forsømmer at adlyde Lovens virkelige lære, såsom retfærdighed, nåde og ærlighed. I skulle praktisere disse uden at forsømme de andre. (Matthæus, kapitlerne 23, 13 og 12)

Da Jesus blev sendt til israelitterne var den Sande Religions ånd visnet bort, og religionen selv var blevet reduceret til et middel for dens gejstlige til at røve almindelige folk. Så inden Jesus fortsatte med at sætte Loven i kraft, koncentrerede han sig om tro, retfærdighed, nåde, ydmyghed, fred, kærlighed, anger over éns synder, søgen efter Guds tilgivelse, at hjælpe andre, hjertets renhed og hensigt samt oprigtighed:

Salige er de fattige i ånden, thi de Himmeriges rige er deres. Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, thi de skulle arve Jorden. Salige er de, som hungrer og tørste efter retfærdighed, thi de skal mættes. Salige er de barmhjertige, thi dem skal vederfares retfærdighed. Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud. (Matthæus, 5:3-8)

Profeten Muhammad har alle ovennævnte kvaliteter, undtaget at være far til Profeter. Dertil kommer, at på grund af hans missions universelle sigte er han som Moses (han kommer som en advarer, etablerede en Lov og bekæmpede sine fjender) og Jesus (eder kommer med gode nyheder, som prædikede barmhjertighed, tilgivelse, hjælpsomhed, altruisme, ydmyghed, oprigtighed, renhed i intention og den højeste standard af moral). Husk på, at Koranen erklærer, at Gud sendte Profeten Muhammad som en barmhjertighed til hele skabelsen (21:107).

Islam præsenterer Gud, før alle andre Navne og Attributter, som den Nådige, den Barmhjertige. Idet den gør det, peger den på det faktum, at Gud hovedsageligt manifesterer Sig som den Nådige og den Barmhjertige, og at Hans vrede og straf kun bliver tiltrukket af et individs egne utilgivelige synder og misgerninger. Men Gud, den Tilgivende, tilgiver de fleste af Hans tjeneres synder: Hvilken ulykke, der end rammer jer, er for det, jeres hænder har tjent, og for mange (af dem) giver Han tilgivelse (42:30).

Profeten Muhammad havde både Profeten Moses og Profeten Jesus's mission. Den historiske episode, der omtales i begyndelsen af denne artikel, viser, at Abu Bakr mere repræsenterede Jesu mission, og at 'Umar mere repræsenterede Moses’ mission. Eftersom Islam skal bestå til tidernes ende, kan der opstå situationer, hvor det kræves, at dens tilhængere handler sommetider som Moses og andre gange som Jesus.

Islam og Jesus Kristus's Messianske Mission:

Traditionernes pålidelige bøger indeholder mange af Profeten Muhammads udtalelser om, at Jesus vil vende tilbage til denne verden inden tidens afslutning og følge islamisk lov. Selvom sådanne Traditioner fortolkes på forskellige måder, kan den forstås sådan, at mod tidens slutning må Islam manifestere sig mere i den dimension, Jesus repræsenterer. Med andre ord skal hovedaspekterne i hans Profetgerning være fremtrædende, Islam prædikes på. Disse aspekter er som følger:

Jesus rejste konstant. Han blev aldrig på ét sted, men prædikede sit budskab undervejs. De, som prædiker Islam, må rejse eller udvandre.

De skal være de angrende, tilbedere, rejsende (i hengivenhed til Islams sag og at viderebringe den), de, som bøjer sig og kaster sig på jorden (udelukkende overfor Gud), befaler det gode og forbyder ondt og iagttager Guds grænser. Til dem er der gode nyheder (9:112).

Barmhjertighed, kærlighed og tilgivelse havde første pladsen. Jesus bragte gode nyheder. Derfor skal de, der vier sig til Islams sag, understrege disse karaktertræk og, idet de aldrig glemmer, at Profeten Muhammad blev sendt som en barmhjertighed til alle verdener og al eksistens, skal overbringe gode nyheder til hvert et sted og kalde folk til Guds vej med visdom og rimelige formaninger. De må aldrig afvise andre.

Denne verden har i dag mere brug for fred end på noget andet tidspunkt i historien. De fleste af vore problemer stammer fra overdreven verdslighed, videnskabelig materialisme og hensynsløs misbrug af naturen. Alle taler så meget om farerne for krig og forurening af miljøet, at fred og økologi er de mest fashionable ord på folks tunger. Men de samme mennesker ønsker at fjerne de problemer ved en yderligere overvindelse og dominans over naturen.

Problemet ligger i oprør mod himlen og i ødelæggelsen af ligevægten mellem menneskeheden og naturen. Denne tilstand skyldes den moderne materialismes opfattelse af og fordærvede holdning overfor menneskeheden og naturen. De fleste mennesker tøver med at fatte, at en fred indenfor menneskenes samfund og med naturen kun er mulig gennem fred med den åndelige orden. For at have fred med Jorden skal man have fred med sin egen tilværelses åndelige dimension: Det er kun muligt ved at være i fred med himlen.

Guds Barmhjertighed og Godhed er naturligvis evige. Den Evige Ene manifester Sig Selv evindelig og forlanger eksistensen af evige væsener. Hans evige Barmhjertighed og Godhed kræver evig manifestation og dermed evige væsener, som Han kan øse Sin evige overflod ud over. Men vor verden er kun temporær, og hver dag dør millioner af skabninger i den. Hvad tyder det på? Det tyder på denne verdens ende og fuldstændige død.

Denne verden kan ikke tage imod den større manifestation af Guddommelige Navne og Attributter. Levende væsener, som oplever store vanskeligheder i at opretholde livet, kan heller ikke. For eksempel kan vi ikke tilfredsstille alle vore ønsker og lyster. Vor ungdom, skønhed og styrke, som vi alle sætter vor lid til, går bort uden et ord og giver os stor sorg. Vi skal også anstrenge os bare for at få fat i en klase druer. Hvis vi blev nægtet føde i en evighed, efter at vi havde smagt det, ville det ikke være en fornærmelse og en latterliggørelse, en kilde til stor smerte? For at en velsignelse kan være virkelig, må den være konstant. Uden et evigt liv, hvor vi kan tilfredsstille vore ønsker i en evighed, ville alle de Gud, den Almægtiges gaver blive til smerte og sorg. Derfor vil Gud, efter Han fuldstændigt har tilintetgjort denne verden, omdanne den til en evig, som kan modtage de større manifestationer af Hans Barmhjertighed og Godhed uden forhindringer, en verden, hvor vi kan tilfredsstille alle vore ønsker i al evighed.

Intet forsvinder fuldstændigt fra denne verden. Mens hvert af vore ord og handling bliver skrevet ned og bevaret, hvorfor skulle vi da ikke kunne fatte, at Gud skriver hele menneskehedens ord og handlinger ned på en måde, som endnu er ukendt for os? Fremskridt indenfor videnskab og teknologi giver til stadighed nye beviser på Guds Eksistens og Éthed og bekræfter, sammen med Koranens Guddommelige oprindelse, sandheden i de islamiske doktriner. Koranen erklærede for århundreder siden:

Vi skal vise dem Vore tegn i den ydre verden og indeni dem selv, indtil det står klart for dem, at (Koranen) er sandheden. Er jeres Herre ikke nok, eftersom Han er vidne til alle ting? (41:53)

Hvis folk oprigtigt søger sandheden og kan "se" den, som den er, og ikke er blændede af fordomme, uvidenhed og verdslige ambitioner og begær, fremviser hver ny videnskabelig opdagelse sandheden i Koranen. Vi ser, hvorledes Gud folder alting sammen i små enheder som frø. For eksempel er hvert menneske foldet sammen i en spermatozo eller i hans eller hendes 46 kromosomer. Hvis vi havde 44 eller 48 kromosomer, ville vi være noget fuldstændigt andet. På samme måde, når vi dør og forsvinder i mulden, da forsvinder vor mest essentielle del (sjælen) ikke, for Gud vil bruge den til at genopbygge os på Genopstandelsens Dag. Gud bevarer alting, og derfor kan intet forsvinde for altid. For eksempel vil en plante, der dør om efteråret eller vinteren, leve videre i utallige minder såvel som i dens frø, der vil bringe den tilbage i en næsten identisk form det næste forår.

Ligesom Gud bevarer ting i deres frø, bevarer Han på en eller anden måde lyde og stemmer samt fremtoninger og scenerier for at vise dem frem i en anden verden. Måske vil disse lyde og scenerier en dag blive opdaget.

Guddommelig Magt 

Efter troen på Gud har troen på Genopstandelsen den fremmeste plads med hensyn til at sikre en fredfyldt social orden. Hvorfor skulle de, som ikke tror, at de skal stilles til regnskab, stræbe efter at leve et ærligt og hæderligt liv? Men de af os, som er overbeviste om, at Gud en dag vil kalde os til regnskab i en anden verden, forsøger sandelig at føre et disciplineret og retskaffent liv. Koranen fortæller:

Ligegyldigt hvilket ærinde, du er i, og hvilken del af Koranen du reciterer, og hvilken handling du end foretager dig, er Vi vidne over dig, når du er dybt optaget dermed. Ikke et atoms vægt på Jorden eller i himlen undgår din Herre, ej heller er der noget, mindre eller større, uden det er i en Manifesteret Bog. (10:61)

Alt, hvad vi gør, skrives ned af de engle, der er blevet udpeget til det job. Desuden kender Gud og er fuldt bevidst om alle vore gerninger, hensigter, tanker og forestillinger. De, som lever i fuld bevidsthed om denne kendsgerning, vil finde sand fred og lykke i begge verdener; en familie eller et samfund, sammensat af sådanne individer, ville føle det, som om de boede i Paradis.

Tro på Genopstandelsen holder unge mennesker fra at spilde livet på forgængelige og nyttesløse ting og giver håb til de ældre, som hver dag kommer graven nærmere. Den hjælper også børn til at udholde tabet af kære. Børn, som tror på, at de skal blive genforenet med deres afdøde kære i en langt bedre verden, finder sand trøst i Genopstandelsen. Alle og enhver, uanset alder, køn og enhver anden kunstig menneskeskabt forskel, har brug for tro på Genopstandelsen i lige så høj grad, som de har brug for luft, vand og brød.

Eftersom denne tro fører en til et liv i fred, burde intellektuelle, som søger offentlig fred og sikkerhed, lægge vægt på den. De, som er overbeviste om det, Koranen erklærer - Enhver, som gør et atoms vægt af godt, skal se det, og enhver, som gør et atoms vægt af ondt, skal se det (99:7-8) - lever et ansvarligt liv, og et samfund, der består af sådanne mennesker, finder sand fred og lykke. Når denne tro indføres i hjerterne på unge mennesker, vil de ikke længere være skadelige elementer i samfundet; tværtimod vil de søge at tjene deres nation og menneskeheden.

Børn er meget følsomme og sarte. De bliver yderst påvirkede af ulykker og bliver også let mærkede af det, der sker med dem og deres familier. Når de mister et familiemedlem eller bliver forældreløse, bliver deres verden mørk, og de falder i dyb angst og fortvivlelse. Hvad andet end troen på Genopstandelsen og genforeningen med de kære, som udvandrede til den anden verden, kan kompensere for tabet af forældre, brødre og søstre og venner? Børn vil først finde sand trøst, når de er overbeviste om, at deres kære er fløjet til Paradis, og de vil blive genforenet med dem.

Angående de ældre kan man da kompensere for deres forgangne år, deres barndom og ungdom, der er blevet efterladt? Hvordan kan man trøste dem for tabet af deres kære, som gik forud for dem i døden? Hvordan kan man fjerne angsten for døden og graven fra deres hjerter, og som de nærmer sig dag efter dag? Hvordan kan man få dem til at glemme døden, som de mærker så dybt? Vil flere og nyere verdslige fornøjelser trøste dem? Kun ved at overbevise dem om at graven, der forekommer dem at være som en drage med åbent gab, der blot venter på at sluge dem, i virkeligheden er en dør til en anden og meget bedre verden, eller simpelthen et skønt venteværelse, der åbner sig mod den verden, kan kompensere og trøste os overfor sådanne tab.

Vor frie vilje, som vi bruger til at styre vore liv, giver os en enestående stilling blandt alle skabninger. Fri vilje er en manifestation af Guddommelig Barmhjertighed og, hvis den bruges rigtigt, vil den forårsage, at vi bliver belønnet med Barmhjertighedens frugter. Tro på Genopstandelsen er en yderst vigtig og tvingende omstændighed, der presser os til at bruge vor fri vilje rigtigt og ikke at skade andre eller gøre dem uret.

Troen på Genopstandelsen trøster også de syge. En troende, som lider af en uhelbredelig sygdom, tænker: "Jeg er ved at dø; ingen kan forlænge mit liv. Alle skal dø. Lykkeligvis skal jeg til et sted (Paradis), hvor jeg vil genvinde min sundhed og ungdom og nyde dem evindeligt." Med sikkerhed i denne viden byder alle Guds tjenere, Profeter og helgener døden velkommen med et smil. Den Sidste Profet, Muhammad, (fvmh), sagde i de sidste minutter af sit liv: "Oh Gud, jeg ønsker det evige selskab i den evige verden." (Bukhari, "Marda", 19.)

Verden er en blanding af godt og ondt, ret og uret, skønhed og hæslighed og undertrykkere og undertrykte. Mange tilfælde af uret (synes at) gå upåagtet hen, og utallige mennesker, der er behandlet uretfærdigt, kan ikke få deres ret tilbage. Kun troen på Genopstandelsen i en anden verden med absolut retfærdighed trøster de uretfærdigt behandlede og de undertrykte og holder dem fra at hævne sig. På samme måde finder de, der er blevet slået af plager og ulykke, trøst i Genopstandelsen, fordi de tror, at hvad, der end sker dem, renser dem, og at alt, der går tabt i en katastrofe, vil blive givet tilbage i det Hinsidige som en velsignelse fra det Hinsidige, præcis som om de modtog disse gaver som almisser.

Troen på Genopstandelsen forandrer et hus til en Paradisisk have. Tro på Genopstandelsen minder folk om deres familiære forpligtelser, og idet de udfører disse pligter, vil en atmosfære af gensidig kærlighed, lidenskab og respekt begynde at fylde huset.

Denne tro får ægtefolk til at elske og respektere hinanden dybere. En kærlighed, der baserer sig på fysisk skønhed, er midlertidig og af ringe værdi, for den forsvinder sædvanligvis kort efter brylluppet. Men hvis ægtefællerne tror på, at deres ægteskab skal vare i evig tid i den næste verden, hvor de vil være evigt unge og smukke, vil deres kærlighed til hinanden bevares, selvom de efterhånden bliver ældre og mister deres fysiske skønhed.

Et sådant trosbaseret familieliv får medlemmerne til at føle det som om, de allerede befandt sig i Paradis. Hvis et land, på lignende vis, ordner sig i henhold til denne tro, ville dets indbyggere nyde et liv, der var langt bedre end det, Platon forestillede sig i hans Republik eller Al-Farabi (Alpharabios) i sin al-Madinat al-Fadila (Den Dydige By). Det ville være som i Medina på Profetens tid, (fvmh), eller de muslimske lande under ’Umars herredømme, må Gud være tilfreds med ham.

Der er en grundlæggende relation mellem menneskeheden og denne verden. Vi bliver født ind i en venlig omverden og udstyres med de påkrævede sanser. Vi har følelser som medfølelse og medlidenhed, omsorg og kærlighed; for der mange ting i denne verden, hvorpå vi kan bruge dem. Vi føler sult og tørst, kulde og varme. Lykkeligvis kan disse følelser blive tilfredsstillet med det, der blev forberedt tidligere eller med blot en lille smule anstrengelse fra vor side.

Tag et æble som eksempel. Dets farve og skønhed taler til vore øjne og vor sans for skønhed. Dets smag henvender sig til vor smagssans, og dets vitaminer nærer vore legemer. På trods af vort behov for dets næringsstoffer ville vi måske nægte at spise det, hvis det var grimt og uden smag, og dermed gå glip af dets ernæring. Dette, sammen med mange andre "naturlige" kendsgerninger, viser, at Den med uendelig Viden og Magt skabte os og dannede passende omgivelser til os. Han kender alle vore behov, evner og kvaliteter, ligesom Han kender "naturen" helt ned i den mindste byggesten.

Et andet eksempel er forplantningen, som er afhængig af gensidig kærlighed og tiltrækning mellem en mand og en kvinde. Hvis ikke vor Skaber havde sat kærlighed og tiltrækning overfor det modsatte køn i os, hvis ikke Han havde tilladt os at nyde forplantningsprocessen, og hvis ikke Han havde indlejret en stor kærlighed og omsorg for de børn, der kommer ud af det, i os, ville vi aldrig have formeret os.

Døden sætter en stopper for alle nydelser og gør som om, intet af det nogensinde havde eksisteret. Udfra dette ville vore liv, hvis ikke der var nogen Genopstandelse, være uden mening, og det eneste vi, efterlod, ville være lidelse og smerte. Imidlertid er denne verden en skyggeagtig miniature af den anden, evige verden. De gaver, Gud skænker her, er blot eksempler på deres evige og meget bedre former i den evige verden og vises her for at opmuntre os til at handle, så vi gør os fortjent til dem:

Giv glade nyheder til de, der tror og gør gode gerninger. Til dem vil der være Haver, hvorunder floder strømmer. Hver gang, de bliver budt på en frugt dér, vil de sige: "Dette er det (samme), som vi blev givet tidligere". De bliver givet i fuldstændig lignende (form). Og der vil være rene ægtefæller til dem, og de vil dvæle der evindelig. (2:25)

Sandelig er jeg Guds tjener ... Han har befalet mig at bede og give almisser, så længe jeg lever. Han har givet mig forpligtelse overfor min moder og har ikke gjort mig undertrykt, slet. (79:31-32)

Set fra Jesu lovede messianske missions synsvinkel betyder dette, at børn ikke vil adlyde deres forældre. Derfor skal de, som udbreder Islam i vor tid, stræbe efter at vise passende respekt overfor deres forældre og gamle, udover at udføre deres bønner korrekt samt hjælpe de fattige og nødlidende. Koranen opmuntrer os:

Jeres Herre har befalet, at I tilbeder ingen anden end Ham, og at I viser venlighed overfor jeres forældre. Hvis den en af dem, eller begge to, opnår høj alder sammen med jer, (vis da ingen tegn på utålmodighed og) sig ikke engang "uf" til dem, eller irettesæt dem, men tal venlige ord til dem. (17:23)

Et af Jesu mirakler var at helbrede de syge og genoplive de døde med Guds tilladelse. Med andre ord var respekten for liv en meget vigtig del af hans budskab. Koranen tillægger livet den samme grad af vigtighed: Én, som med urette dræber en anden, betragtes som om han havde dræbt hele menneskeheden; én, som redder et liv betragtes som en, der har reddet menneskeheden (5:32). De, som er hengivet til Islam, må tillægge livet den allerstørste betydning og forsøge at forebygge krige, finde kure mod sygdomme samt at vide, at det at genopvække en anden rent åndeligt er vigtigere end at helbrede sygdomme. Koranen siger: Oh I troende! Giv svar til Gud og Budbringeren, når Budbringeren kalder jer til det, der vil give jer liv (8:24).

En nærmere analyse af universets virkemåde viser, at der overalt findes to modsatrettede elementer, de er dybt rodfæstede og resulterer i godt og ondt, gavn og skade, perfektion og fejlbehæftethed, lys og mørke, vejledning og vildledning, tro og ikke-tro, lydighed og oprør samt frygt og kærlighed.  Den resulterende fortsatte konflikt mellem modsætningerne forårsager tilstrækkelig uophørlig ændring og omdannelse til at frembringe elementerne til en ny verden. Disse modsatrettede elementer vil til slut føre til evigheden og materialisere sig som Paradis og Helvede. Den evige verden vil bestå af denne flygtige verdens essentielle elementer, som til den tid vil blive givet permanent eksistens.

Paradis og Helvede er to modsatrettede frugter, der vokser på skabelsens træs to grene, de to resultater af skabelsens kæde, de to beholdere, der bliver fyldt af de to strømme af ting og begivenheder og to poler, hvortil væsener strømmer i bølger. Det er de steder, hvor Guddommelig Nåde og Guddommelig Vrede manifesterer sig og vil være fyldt med indbyggere, når Guddommelig Magt gennemryster universet.

I denne verden forlader undertrykkerne den med deres undertrykkesesmagt intakt, og de undertrykte bliver stadig ydmyget. Sådanne uretfærdigheder vil blive bragt for det Højeste Tribunal, for Gud ville være uretfærdig og ufuldkommen, hvis Han tillod at den slags blev ignoreret. Faktisk straffer Gud sommetider de skyldige, mens de er i denne verden. Den lidelse, som tidligere ulydige og oprørske folk måtte lide, lærer os, at enhver kan blive berørt af hvilken som helst korrektion, Gud, den Almægtiges Stråleglans og Majestæt vælger at indføre. Så, som det erklæres i: Hold afstand på denne dag, oh I kriminelle (36:59), kræver Guds absolutte retfærdighed, at Han skiller det gode fra det nedrige i det Hinsidige og behandler hver gruppe som fortjent.

Vor placering i skabelsen er unik, for vi indeholder i os selv noget aspekt af alt, der eksisterer i universet. Vore mentale og spirituelle evner repræsenterer englelige og andre åndelige verdener såsom den af symboler eller immaterielle former. Men på grund af vor medfødte evne til at lære og vor besiddelse af fri vilje kan vi overgå endda englene. Vort fysiske eller biologiske væsen repræsenterer planterne og dyrene. Selvom vi er spærret inde i tid og rum, lader sådanne åndelige og andre evner, såsom forestillingsevnen, os transcendere disse. På trods af vor enestående og kostbare værdi sammenlignet med andre medlemmer af skabelsen, dør nogle af os ved fødslen og andre i en ret ung alder. Dertil kommer, at vi længes efter evighed og ønsker evigt liv, og nogle af vore sanser og følelser vil ikke nøjes med mindre. Hvis vi kunne vælge mellem evigt liv med alvorlige vanskeligheder i dette liv og evig ikke-eksistens efter et kort, luksuriøst liv, ville vi sandsynligvis vælge det første, måske endda i den grad, at vi hellere ville leve i evigheden i Helvede end evig ikke-eksistens. Gud, den Barmhjertige og Viise forviste os ikke til evig ikke-eksistens eller indsatte begæret efter evighed, så vi ville lide, mens vi forsøgte at opfylde et umuligt og alligevel inderligt begær. Så Guddommelig Visdom kræver eksistensen af en evig verden.

Denne verden kan ikke bedømme et menneskes faktiske værdi. Selvom vi har små fysiske kroppe tillader vore mentale og åndelige evner os at omfatte hele universet. Vore handlinger er ikke kun begrænset til denne verden og kan derfor ikke afgrænses af tid og rum. Vor natur er så universel, at selv det første menneskes handlinger påvirker det sidste menneskes tilværelse og karakter og hele eksistensen. Ved at reducere mennesket til et fysisk væsen, et meget kort livsløb og en begrænset del af rummet, som materialisterne gør, viser en komplet misforståelse og mangel på påskønnelse af det, som hvert enkelt menneske virkelig er.

Vægtene i denne verden kan ikke veje de intellektuelle og åndelige værdi af Profeter og deres bedrifter, eller den ødelæggelse, der forårsages af uhyrer som Farao, Hitler og Stalin. De kan heller ikke veje den sande værdi af oprigtig tro og moralske kvaliteter. Hvad er den passende belønning til en martyr, som har ofret alt for Guds skyld, for andres eller for universelle menneskelige værdier, som retfærdighed og sandfærdighed; eller til en troende videnskabsmand, hvis ihærdige forskning resulterer i en opfindelse, der gavner alle mennesker frem til den Sidste Dag?

Kun den anden verdens vægte, der vejer et atoms vægt af godt og ondt, kan veje sådanne gerninger nøjagtigt:

Vi satte en retfærdig vægt op til Genopstandelsens Dag. På denne måde vil ingen sjæl blive behandlet uretfærdigt. Selvom det blot er vægten af et sennepsfrø, skal Vi bringe det frem for at blive vejet; og Vor afregning vil være nok. (21:47)

Selv hvis der ikke var noget, der krævede Genopstandelsen, ville den blotte nødvendighed af at veje vore gerninger kræve opstillingen af en uendeligt retfærdig og følsom vægt.

Selvom Gud gør det, Han vil, er ingen af Hans handlinger uden formål. Med udgangspunkt i denne kendsgerning kræver Hans universelle Visdom Genopstandelsen. Hvis ikke den gjorde, måtte vi svare på følgende spørgsmål: Er det tænkeligt, at det Majestætiske Væsen, Som manifester Overhøjheden ved Ham som Herre via universets inklusive og fuldkomne orden og formål, retfærdighed og balance, ikke ville belønne troende, som søger Hans beskyttelse som Herre og Suveræn tror på Hans Visdom og Retfærdighed og adlyder dem gennem tilbedelse? Ville Han tillade, at de, som benægter Hans Visdom og Retfærdighed, gør oprør imod Ham eller ignorerer Ham, forbliver ustraffede? Da denne flygtige verden kun indeholder knap en tusindedel af Hans Visdom og Retfærdighed med hensyn til mennesker, dør de fleste ikke-troende ustraffede og de fleste troende uden belønning. Derfor bliver Guds Retfærdighed henvist til et Øverste Tribunal, hvor vi vil blive belønnet eller straffet fuldt ud.

Kort sagt blev vi skabt med universelle formål. Dette er endda fastslået i Koranen:

Regnede I med, at I blev skabt uden formål, og at I ikke ville vende tilbage til Os? Så, ophøjet er Gud (fra at vise Sig i noget, der er tomt), den Suveræne, Sandheden. Der findes ingen anden gud end Ham; den Ædle Trones Herre. (23:115-16)

Vi blev ikke skabt til bare leg og spøg, ej heller er vor evige ikke-eksistens i graven vores endelige skæbne. Tværtimod blev vi skabt til evigt liv, forberedt til os alle gennem vore handlinger, og til en evig verden fyldt med evig skønhed og velsignelse (Paradis) eller ondskab og nedrighed (Helvede).

Lyt til fuglene en forårsmorgen, en bæks pludren gennem grønne enge eller dybe dale. Se på skønheden ved iøjenfaldende grønne sletter og træer i blomst. Betragt solen stå op eller gå ned, fuldmånen på en skyfri, klar nat. Alle disse og mange flere ting, som Gud, den Almægtige lægger frem for vore sanser, er blot et enkelt glimt af Hans absolutte og evige Skønhed manifesteret gennem mange slør. Ved at iagttage sådanne manifestationer, som Han gør Sig Selv kendt ved, henrykkes vi.

Midlertidige velsignelser efterlader uudholdelig smerte i vore hjerter, når de forsvinder. Hvis foråret kun viste sig én gang, ville vi sukke efter det, til vi døde. Så en sand velsignelse skal nødvendigvis være evig. I denne verden viser den Evigt Skønne os kun skygger af Hans Skønhed, så vort begær efter at se Dens evige og fuldkomne manifestation vil blive vækket. Derudover vil Han tillade os at se Ham i Paradis, på en måde, der er uden nogen kvalitative og kvantitative mål eller dimension: På den dag vil der være skinnende ansigter, stirrende på deres Herre (75:22-23).

Guddommelig Medfølelse og Omsorg heler sår og sårede hjerter og følelser, får en patient til at komme sig, ender adskillelsens smerter og vender smerte og sorg til glæde og nydelse. De hjælper mennesker og dyr gennem hele deres liv især før og lige efter fødslen. Deres mødres livmor er godt beskyttede hjem, hvori de ernæres direkte, uden at de selv skal foretage sig noget. Efter fødslen forsyner Guddommelig Medfølelse og Omsorg for at nære dem med brystmælk, den bedst mulige mad, og deres forældres følelser af medfølelse og omsorg. Alt dette er blot en enkelt manifestation af Guddommelig Medfølelse og Omsorg.

Selvom Guddommelig Medfølelse og Omsorg omslutter hele universet, møder vi i denne verden skader, sårede følelser, uhelbredelige sygdomme, sult, tørst og fattigdom. Hvorfor? Som ovenfor er svaret, at denne verden ikke kan tage imod den større manifestation af Guddommelig Barmhjertighed og Omsorg. Vor manglende evne til at modtage disse manifestationer såvel som vores uretfærdighed overfor andre og misbrug af vore medfødte evner kommer imellem væsenerne og manifestationerne af Guddommelig Medfølelse og Omsorg. Først og fremmest er døden alle levende væseners skæbne; kun troen på en anden, evig verden kan stoppe den sorg, det vækker i vore hjerter.

Tænk på et atom. Hvordan det er dannet, og dets relationer til andre atomer er forbløffende mirakler. Det er ligeså let for Gud at skabe et solsystem som et atom, som begge ligner hinanden ved deres omkredsende legemer og derpå regulere deres bevægelser og fastlægge deres forhold. På samme måde er en celle ligesom en autonom regering. Den har sine egne departementer, som hver især står i gensidigt forhold til de andre og regeret fra et centrum, ligesåvel som et "finansministerium", der holder styr på dens indtægter og udgifter. Det virker som om, hver celle var ligeså kløgtig som den kløgtigste person på planeten. Derudover er der meget nære og substantielle relationer mellem disse celler, som alle regeres fra ét center: hjernen.

Disse er kun nogle få eksempler på Skaberens Magt. Alting er lige let for Ham. At skabe og varetage universet er ligeså let som at skabe og varetage et atom; hele menneskeheden, det mest vidende og bevidste væsen, ville ikke kunne skabe et atom, om vi så alle samledes om at gøre det. Så hvis den absolut Magtfulde siger, at Han vil ødelægge universet og genopbygge det i en anden form, vil Han gøre det. Gud lyver ikke og er uden mangler, og derfor kan man tro på Hans løfter. Som det står i Koranen:

Dagen for den Endelige Afgørelse og Dom er et fastlagt tidspunkt, en dag, hvor Trompeten lyder, og I kommer i skarer, og himlen står åben og bliver som porte. (78:17-19)

Vi bliver forsynet med det, vi behøver, næsten gratis. Jo mere nødvendigt, en substans er for opretholdelse af livet, des mere findes der af den i naturen og des billigere er den. Vort mest presserende behov er luft, som vi modtager helt gratis. Derefter kommer vand, som er næsten gratis. Gud sender begge disse to ud af Hans endeløse Barmhjertighed, og vi skal overhovedet ikke bidrage med noget. Dertil kommer varme og lys, som vi modtager fra solen, også ganske gratis. Når vi betragter resten af den overflod, Gud forsyner os fra, ser vi, at de er yderst billige. Og stadig forlanger man, at Gud skal udføre et mirakel, for at man måske kan tro på Ham! Det arbejde, vi skal lægge for dagen for at skaffe os disse velsignelser, er minimalt sammenlignet med, hvordan de blev frembragt. Men hvis disse gaver eller velsignelser blot var flygtige og ufuldkomne, ville vor frygt for døden forvandle dem til gift.

Takket være Guds evige Væsen, vil Han sørge for os i evige og stadigt bedre former af gaver gennem Hans Navne og Attributter, ganske gratis. Da disse velsignelser er evige, vil de ikke blive årsag til smerte, fremavlet af vor frygt for døden. For de troende forandrer Han døden til et skifte af verdener, en frigørelse fra verdens pligter, en indbydelse til den evige bolig, Han har forberedt til dem, og et pas til at drage til den bolig.