Kroppen er et redskab for ånden, som hersker over og kontrollerer alle dens lemmer, celler og bittesmå partikler. Når den tildelte stund oprinder, vil enhver sygdom eller fejlfunktion i kroppen betyde en invitation til Azra'il, Dødsenglen. I virkeligheden får Gud folk til at dø. Men for at menneskene ikke skal klage til Ham over det, som mange tager afstand fra, bruger Gud Azra'il som et dække, i at tage sjælene. Desuden sætter Han sygdom, ullyke eller andre grunde op som slør mellem Azra'il og døden, så folk ikke vil give ham skylden for døden.
Da Azra'il blev skabt af "lys" ligesom alle andre engle, kan han være overalt og have enhver form samtidigt. Han kan også udføre mange opgaver på samme tid. Ligesom solen giver varme og lys til alle ting, mens den er til stede gennem dens billeder i utallige spejlende overflader, kan Azra'il tage millioner af sjæle i samme øjeblik.
Imidlertid har Ærkeengle som Gabriel, Mikael, Israfil og Azra'il underordnede, der ligner dem, og som er under deres overopsyn. Når retskafne mennesker dør, kommer engle til dem, smilende og med strålende ansigter. Derefter ankommer Azra'il enten alene eller sammen med underordnede, der har opgaven med at tage de dødes sjæle fra legemerne. Sommetider kommer der kun en underordnet. Verset: Ved dem, der river ud med voldsomhed; ved dem, der trækker ud med mildhed (79:1-2) peger på, at disse engle er forskellige fra de, hvis opgave det er at fjerne de ondes sjæle. Sådanne sjæle rives ud med voldsomhed og har derfor et surt, skræmt ansigt i døden.
I dødsøjeblikket bliver vinduerne sædvanligvis åbnet for de retfærdige i deres pladser i Paradis, eller de vises de overjordiske former af deres gode gerninger og udtalelser. Budbringeren erklærede, at disse sjæle trækkes bort ligeså stille som vand, der flyder fra en kande. Bedre endnu, martyrerne føler ikke dødens pinsler, og de ved ikke, at de er døde; tværtimod mener de, at de er blevet overført til en bedre verden og nyder glæde. 9
Profeten Muhammad spurgte Jabir, hvis fader, 'Abd Allah ibn Jahsh, led martyrdøden ved Uhud:
Ved du, at Gud bød din far velkommen? Han bød ham velkommen på sådan en ubeskrivelig måde, at hverken øjne har set det eller ører hørt det eller sind kan fatte det. Din Fader sagde: "Oh Gud, lad mig vende tilbage til verden, så jeg kan fortælle dem, der er ladt tilbage, om hvordan er det at vær martyrier." Gud svarede: "Der findes ikke længere nogen tilbagevenden. Livet bliver blot levet én gang. Jeg vil imidlertid gøre dem klart, hvilke omstændigheder du er i", og Han åbenbarede: Tænk aldrig på dem, der døde på Guds vej, som døde; de lever tværtimod og bliver forsynet i deres Herres Nærvær. (3:169) (Bayhaqi, Dalail al-Nubuwwa, 3:298)
Man dør, som man har levet. De, som lever gode, retskafne liv, har en god død; de, som har levet onde liv, har ikke. Dette betyder imidlertid ikke, at de retfærdige har en let død, eller at de, de synes at have en let død, var retfærdige, for sommetider bruger Gud svære dødskvaler til at rense folk for synder. Profeten siger, at hvilken som helst slags ondt, der sker med en troende, sletter en eller flere af hans eller hendes synder. (Muslim, "Birr", Hadith nr. 49.)
Døden er ikke noget, de retskafne troende behøver at frygte. Selvom kroppen går i opløsning, og livets lys synes at gå ud og alle glæder går til grunde, er det i virkeligheden en frisættelse fra den verdslige tilværelses tunge pligter, et skifte i bopæl, en overdragelse af legemet, en invitation til og en begyndelse på det evige liv. Verden bliver konstant belivet gennem skabelse og kontinuerligt frarøvet liv gennem andre af skabelsens kredsløb, bestemmelse og visdom. Planter og træer synes at dø. Men deres frø, der ligger og rådner under mulden, dør ikke; i stedet undergår de kemiske processer, der får dem til at gendannes og genfremstå som nye planter og træer. Udfra dette er frøenes tilsyneladende død i virkeligheden begyndelsen på en ny plante eller et træ, et nyt, mere fuldkomment og gennemarbejdet liv.
Hvis dette gælder for så enkle livsformer, hvordan skulle det så ikke også gælde mennesker? Blev menneskeheden ikke skabt med højere formål end planter og træer? Døden frigør os fra dette snævre verdslige liv, som bliver mere og mere en byrde, efterhånden som vi ældes og bliver syge, og får os til at træde ind i den uendeligt brede cirkel af den Evige, Elskedes Barmhjertighed. Der nyder vi det evige selskab af vore kære og trøsten ved et glædesfyldt evigtvarende liv. Faktisk er vore grave som vore moderskød: vi forlader begge steder for et mere fuldkomment liv i en anden verden.
Ånderne af de mennesker, som levede liv, karakteriseret ved tro, godhed, dyd og forfinelse, bliver efter døden hyllet i silke eller silkelignende stoffer og bliver båret bort af de engle, der har til opgave at tage ånden til Guds Nærvær. Mens de bærer ånden fra en god, retfærdig person gennem himlene og alle eksistensens indre dimensioner, vil englene på hver station, de rejser gennem, byde den velkommen og spørge: "Hvis ånd er det? Hvor er den smuk!" Dens bærere introducerer den med de smukkeste titler, den var kendt som i verden, og svarer: "Dette er ånden fra den-og-den, som for eksempel bad, fastede, gav almisser, hjalp andre og udholdt alle mulige slags vanskeligheder for Guds skyld." Til sidst byder Gud den velkommen og siger til englene: "Læg den tilbage i den grav, hvor dens krop ligger begravet så, at Munkar og Nakir, forhørsenglene, kan undersøge den."
Ånderne fra onde mennesker behandles med foragt alle de steder, den passerer, og smides derpå tilbage i graven fjernt fra Gud, den Almægtiges, Nærvær.
Hvad ondt, der end sker os i denne verden, er med undtagelse for Profeterne på grund af vore synder. Hvis vi er oprigtigt troende, som af og til ikke kan undgå at synde, tillader Gud ud af Hans Barmhjertighed, nogle ulykker at ramme os og dermed slette nogle af vore synder. Eller Han giver os måske en svær død, så at stadigt utilgivede synder kan blive tilgivet, eller så vi når til højere (åndelige) rangorden, men så tage vor ånd ganske stille. Hvis vi stadig har nogle synder, der ikke er blevet tilgivet efter dette, vil vi lide en eller anden slags straf i graven og således blive sparet for nogen form for straf i Helvede. Da graven er den første station på vejen mod det evige liv, vil næsten alle undtagen Profeterne blive forhørt af de to førnævnte engle og må gennemgå nogen lidelse.
Som beskrevet i pålidelige bøger om Tradition ønskede 'Abbas, Profetens onkel, inderligt, at han fik 'Umar at se i en drøm efter sidstnævnte var død. Da han endelig så ham i drømme seks måneder senere, spurgte han ham: "Hvor har du været indtil nu?" 'Umar svarede: "Lad være med at spørge! Jeg er først lige blevet færdig med at redegøre (for mit liv)". 10
I graven eller det mellemliggende rige spørger Munkar og Nakir hver eneste sjæl: "Hvem er din Herre? Hvem er din Profet? Hvad er din religion? etc." De, som døde i troen på Gud og Profeten og Islam, kan svare på disse spørgsmål. De, der døde som ikke-troende, kan ikke. Derpå spørges der til personens gerninger.
Ånden har forskellige slags samspil med kroppen, for dette forhold er afhængig af hvilken verden, de bor i. I denne verden er ånden spærret inde i legemets "fængsel". Hvis det ondt-befalende selv og kropslige begær dominerer det, vil ånden uundgåeligt gå i forfald, og personen er fortabt. Hvis et menneske disciplinerer det ondt-befalende selv gennem tro, tilbedelse og god adfærd og gør sig selv fri af slaveriet overfor kropslige begær, vil éns ånd blive forfinet og opnårrenhed og prisværdige kvaliteter. Det vil give ham eller hende lyksalighed i begge verdener.
Efter begravelsen holdes ånden hen i venten i den mellemliggende verden. Selvom kroppen går i opløsning og rådner bort i jorden, gør dens essentielle partikler (eller atomer) det ikke. En hadith kalder denne del for ajb al-dhanab (halebenet) (Muslim, "Fitan", HN:141). Hvad end det er, holder ånden kontakt med legemet gennem den, da den er et fundament, hvorpå Gud vil genoprejse hvert individ. Gud vil gøre denne del og dens indhold passende til evigt liv under den afsluttende ødelæggelse og genopbygning af universet.
Den mellemliggende verden er et rige, hvor ånder mærker "åndedraget" af Paradisets fryd eller straffen i Helvede. Hvis de førte dydige liv, vil deres gode gerninger vise sig for dem som venlige kammerater. Desuden vil der blive åbnet vinduer mod himmelske scenerier og, som det er fortalt i en hadith, vil graven blive som en have fra Paradis (Daylami, al-Firdaws, 3:321). Men de, som har utilgivede synder, må undergå nogen slags lidelse i den mellemliggende verden, indtil deres synder er udrensede, og de er værdige til Paradis. Ikke-troende og onde mennesker vil møde deres onde gerninger i form af skumle fyre og skadedyr. De vil se scener fra Helvede, og deres grave vil være som et af hullerne i Helvede.
Mens vi lever i denne verden, er det vor ånd, som oplever smerte og føler lykke og glæde. Selvom ånden føler smerte tilsyneladende gennem nervesystemet og derpå bruger det til at kommunikere med hele kroppen, kan videnskaben stadig ikke forstå forholdet mellem ånd og legeme især hjernens rolle. Enhver fejl i enhver del af kroppen kan medføre, at nervesystemet ikke fungerer.
Videnskaben har fastslået, at visse hjerneceller lever videre nogen tid efter døden. Forskere har forsøgt at modtage signaler gennem disse celler. Hvis det lykkes dem at modtage og dechifrere disse signaler, vil det give en vældig fremgang for kriminologien. De følgende vers giver os et eksempel på dette. Under Moses tid, genoplivede Gud en myrdet person:
Da Moses sagde til sit folk: "Gud befaler jer at ofre en ko," ... ofrede de hende, noget, de havde gjort med ængstelse. Du har dræbt en levende sjæl, og bestred det - Gud skal afsløre det, du gemte - så Vi sagde: "Slå ham med en del af den [koen]"; på samme måde som Han bringer de døde til live, og Han viser jer Hans tegn, så I måske får forståelse. (2:67, 72-73)
Eftersom ånden og kroppen lever det verdslige liv sammen og deler alle dets glæder og smerter, vil Gud genoplive folk kropsligt og åndeligt. Ahl al-Sunna wa al-Jama'a (det store flertal af muslimer, der følger Profetens og hans Ledsageres vej) er enige om, at ånden og kroppen vil drage enten til Paradis eller Helvede sammen. Gud vil bygge legemer i former, der er særligt tilpassede det Hinsidige, hvor alt vil være levende: Dette verdslige liv er blot et tidsfordriv og en leg; men hjemmet i det Hinsidige, det er livet, hvis blot de vidste (29:64).
Folk har en indre følelse af evighed. De føler sig indespærrede i denne verdens snævre grænser og længes altid efter evighed. Enhver, der lytter til sin bevidste natur, vil høre den sige evighed igen og igen. Selv hele universet kan ikke kompensere for deres "hunger" efter det evige liv, de blev skabt til. Menneskets naturlige tilbøjelighed til evig glæde stammer fra en objektiv virkelighed: eksistensen af evigt liv og menneskets begær efter det.
Ånderne i den mellem liggende verden kan høre og se os, hvis Gud tillader det. Han kan tillade nogle helgenlignende mennesker at se, høre og kommunikere med bestemte mennesker, der stadig er i live, eller tillade nogle af dem at hjælpe os.
Efter vi er døde står vore optegnelser af gerninger stadig åbne, hvis vi har efterladt os gode, dydige børn, bøger eller institutioner, der fortsætter med at gavne andre. Hvis vi har opdraget eller hjulpet til i opdragelsen af mennesker, der gavner menneskeheden, forøges vor belønning; hvis vi efterlader os det, der er ondt, forøges vore synder, lige så længe de bliver ved at skade andre mennesker. Så hvis vi vil hjælpe vore kære i den mellemliggende verden, skal vi være gode arvinger. Ved at hjælpe de fattige, iagttage Islams regler, føre et godt og dydigt liv og særligt ved at bruge af sine midler for at fremme Islam, generel velfærd for muslimer og hjælpe menneskeheden, vil deres belønning blive forøget.
