Most Read in the Category of Profetgerning og Profeten Muhammad

Budbringeren fortsatte med at sende militære ekspeditioner ud i ørkenen indtil Slaget ved Badr (624), som var den første større konfrontation mellem de troende i Medina og Mekkas polyteister.

Efter hans emigration til Medina forøgede Islams fjender deres angreb fra alle sider. I det andet år efter Hijra organiserede mekkanerne en handelskaravane til Syrien under ledelse af Abu Sufyan. Deres varer bestod af ejendele, muslimerne havde efterladt i Mekka, da de flygtede. Da karavanen var på vej tilbage til Mekka, frygtede Abu Sufyan et muslimsk forsøg på at få de stjålne varer tilbage og sendte et sendebud til Mekka for at bede om hjælp og forstærkninger.

Det gav anledning til stor opstand i Mekka. Ledende Qurayshi høvdinge besluttede at slås mod Profeten. Omtrent 1000 krigere tog af sted fra Mekka i stor pomp og fanfare for at knuse den gryende muslimske magt. Samtidigt ønskede de også som sædvanligt at terrorisere nabostammerne for at sikre handelskaravanernes sikkerhed fremover. Profeten mødte dem med omkring 310 soldater ved Badr. Denne første konfrontation endte med en afgjort sejr til muslimerne.

For at få hævn organiserede Quraysh en ny, stærk hær, bestående af 3000 soldater og angreb Medina året efter. Guds Budbringer fik informationer om mekkanernes march imod Medina, og efter konsultation med sine Ledsagere mødte han dem med 1000 soldater ved bjerget Uhud, 5 km. nord for Medina. I slagets første del vandt muslimerne med lethed over fjenden. Da fjenden begyndte at flygte, samlede muslimerne krigsbyttet sammen. Så forlod de bueskytter, han havde anbragt i bjergpasset, deres poster.

Khalid ibn Walid, der stadig var ikke-troende og kommandant over Quraysh's kavaleri, greb denne lejlighed til at føre sine mænd rundt om Uhud-bjerget og angreb muslimernes flanke gennem passet. De flygtende fjendesoldater kom tilbage og angreb forfra. Nu vendte slaget sig mod muslimerne. Begge disse angreb af overlegne styrker forvirrede dem meget, og Ledsagerne måtte samle sig omkring Profeten, som var såret og besvimet. Mange af dem var også sårede. De trak sig tilbage til bjergets sikkerhed. Da Quraysh's hær begyndte at forlade slagmarken, i den tro at de havde fået hævn for Badr, og idet de indså, at de ikke kunne knuse muslimernes modstand, steg de op på deres kameler og vendte tilbage mod Mekka.

I 627 tog en gruppe udstødte Banu Nadir-jøder, indbefattet Sallam ibn Abi al-Huqayq, Huyayy ibn Akhtab og nogle fra Banu Wa'il, til Mekka. De mødtes med Quraysh ledere og ivrede dem til at fortsætte kampen og lovede deres hjælp og støtte. Derpå fortsatte disse jøder til stammerne Ghatafan og Qays Aylan og, idet de lovede dem hjælp og opmuntrede dem til at kæmpe mod Guds Budbringer. Disse intriger førte til en stor anti-muslimsk konføderation af mekkanske polyteister, ørkenstammerne fra det centrale Arabien, jøder, der allerede var blevet udvist fra Medina, Medinas resterende jøder (Banu Qurayza) samt hyklerne (anført af 'Abdullah ibn Ubayy ibn Salul). De sidste to udgjorde en femte kolonne indeni Medina.

Da Guds Budbringer fik oplysninger om denne anti-muslimske samling af konføderale (ahzab) gennem sin efterretningsorganisation, konsulterede han sine Ledsagere. Det var deres enstemmige synspunkt, at de skulle forblive i Medina og kæmpe derfra. Salman al-Farisi foreslog, at de skulle grave en vold omkring byen, Det tog 6 dages feberagtigt arbejde at grave denne vold.

De allierede trængte frem mod Medina i håb om at ødelægge muslimerne på en åben slagmark. Men da de mødte denne nye strategi, fik de det første slag. De var omkring 20 000 og slog lejr nær ved voldgraven. Medina rådede kun over 3000 soldater, hvortil kom, at de jødiske Banu Qurayza og hyklernes femte kolonne allerede havde taget kontakt med fjenden. Som det står i Koranen 33:12-20, da hyklerne først så fjenden, var de allerede i et slagent humør.

Budbringerens klogskab og militære geni viste sig atter en gang. Han havde holdt sine soldater lukket inde i byen og placeret dem, så de kunne forsvare deres hjem mod eventuelle Banu Qurayza angreb. Det mest kritiske øjeblik kom, da Banu Qurayza sendte en mand ind i byen for at finde ud af forholdene for de muslimske kvinder. Men da denne mand blev dræbt af Safiyya, Profetens tante, blev deres håb ødelagt.

Belejringen varede 27 dage. Muslimerne led svært under sult, kulde, endeløse byger af pile og sten, forsøg på og koncentrerede angreb på at krydse voldgraven samt forræderi og intriger inde i Medina. Efter næsten 4 uger, hvorunder fjenden blev mismodig på grund af mangelen på succes, og de troende beviste deres beslutsomhed og loyalitet, kom der et skærende pust af en kold vind fra øst. Fjendens telte blev rykket op, deres ild gik ud, sand og regn piskede i deres ansigter, og de blev rædselsslagne ved de tegn, der kom imod dem. Til sidst råbte Abu Sufyan: "Kom, vi tager hjem!" Muslimerne sejrede ved Guds hjælp.

Slaget ved Voldgraven var Quraysh's sidste forsøg på at ødelægge Islam og muslimerne. Da Guds Budbringer fulgte deres tilbagetog i nederlag og ydmygelse, erklærede han: "Fra nu af vil vi marchere mod dem; de vil ikke længere være i stand til at overfalde os."

I år 622 besluttede lederne i Quraysh at dræbe Profeten. De planlagde at bruge en mand fra hver Quraysh stamme og angribe ham sammen. Gabriel fortalte ham om planen og bad ham forlade Mekka øjeblikkeligt. Efter at have arrangeret tilbageleveringen af det, adskillige ikke-troende havde betroet ham i varetægt, forlod Profeten Mekka samme nat sammen med sin ven, Abu Bakr. De tog syd for byen til en bjerghule ved navn Thawr [se Koranen 9:40], og efter at have været der i tre nætter rejste de ca. 400 km. mod nord til Yathrib, hvilket Profeten ændrede til Medina.

Da Quraysh's ledere fandt ud af, at han var flygtet, udsatte de en dusør på 100 kameler for hans tilfangetagelse, død eller levende. Men på trods af deres bedste spejdere og eftersøgningshold beskyttede Gud Profeten, og han ankom i sikkerhed til Quba, en forstad til Medina. Denne begivenhed kaldes for Hijra (Emigration) og markerer begyndelsen på den Islamiske kalender. Folkene i Medinas stammer Aws og Khazraj hilste ham med stor entusiasme i henhold til den ed, de havde svoret i 'Aqaba. En efter en forlod de muslimer (mænd og kvinder) i Mekka, som ikke var fysisk indespærrede, og som kunne tage af sted i hemmelighed, alt, de ejede og drog til Medina.

Da Profeten slog sig ned i Medina, byggede muslimerne en moské, hvor de kunne udføre deres daglige bønner og bruge som deres nye bystats hovedkvarter.

Profeten, (fvmh), fandt fuldstændigt anarki i Medina, for regionen havde aldrig haft hverken en stat eller hersker, der kunne forene dens indbyrdes stridende stammer. I løbet af bare et par uger havde han samlet stammerne sammen (og bragt orden) og etableret en bystat, hvori muslimer, jøder, hedenske arabere og sandsynligvis et lille antal kristne også trådte ind i en stats-organisme ved hjælp af en social kontrakt.

Grundloven for denne første muslimske stat, der var udformet som en konføderation på grund af dens mangfoldige folkegrupper, er overleveret til os in toto. Deri læser vi "for muslimerne, deres religion; for jøderne, deres religion", eller "at der ville være godgørenhed og retfærdighed" men endda også "jøderne... er et samfund (i alliance) med de troende (d.v.s. muslimerne)." Alle disse sætninger fremkom i klausul 25. 30

Med andre ord gik de autonome jødiske landsbyer frivilligt med i denne konføderale stat og anerkendte Muhammad som dens overhovede. Dokumentet slog tydeligt fast, at det militære forsvar var obligatorisk for alle inklusive jøderne. Dette indebærer deres deltagelse i diskussionerne og derpå at udføre den politik, der var vedtaget. Faktisk slog sektion 37 fast at: "Jøderne vil bære deres udgifter og muslimerne deres, og der vil være gensidig hjælp, i tilfælde af at en aggressor angriber parterne i dette dokument." Derudover siger sektion 45, at krig og fred vil være udelt for parterne i dokumentet.

Nogle måneder efter dannelsen af denne bystat sluttede Profeten kontrakter om forsvarsalliancer og gensidig hjælp med de hedenske arabere rundt om Medina. Nogle af dem tog imod Islam ca. 10 år senere. Under de ti år var den gensidige tillid fuldstændig.

Med Guds Budbringers ankomst til Medina trådte kampen mellem Islam og vantro ind i en ny fase. I Mekka havde Profeten hovedsageligt beskæftiget sig med at forklare Islams grundlæggende principper og med hans Ledsageres moralske og åndelige træning. Men efter Emigrationen (622) begyndte nye muslimer fra forskellige stammer at samle sig i Medina. Selvom muslimerne kun sad på en lille del af landet, allierede Quraysh sig med så mange stammer som muligt for at udslette dem.

Det lille muslimske samfunds succes, for ikke at sige overlevelse, afhang under de omstændigheder af adskillige faktorer. I henhold til vigtighed var de:

Udbrede Islam effektivt og effektivt konvertere andre.

Fremvise de ikke-troendes løgne så overbevisende, at ingen kan tvivle på Islams sandhed.

At møde eksil, gennemtrængende fjendtlighed og modstand, økonomiske vanskeligheder, sult, usikkerhed og farer med tålmodighed og sjælsstyrke.

At få de formuer og ejendele tilbage, som mekkanerne beslaglagde efter de emigrerede.

At modstå, med mod og våbenmagt, ethvert angreb, der påbegyndtes for at frustrere deres bevægelse. Under modstanden skal de ignorere fjendens numeriske og materielle overlegenhed.

Udover truslerne fra Mekka og dens allierede måtte det unge muslimske samfund på trods af den indgåede pagt også tage sig af Medinas tre jødiske stammer, der kontrollerede dens økonomiske liv. Selvom jøderne ventede på en Profet, var de imod Guds Sendebud, fordi han ikke var jøde, og de fortsatte med at fremmane betragtelig uvilje mod ham og lægge planer mod ham og Islam. For eksempel komponerede den kyndige jødiske poet, Ka'b ibn Ashraf, digte, der var satirer over Guds Budbringer og ophidsede hans fjender.

Et andet fjendtligt element begyndte at vise sig i Medina: hykleri. Hyklerne kan inddeles i fire brede grupper, som følger:

De, som ikke havde nogen tro på Islam; men gik ind i det muslimske samfund for at skabe vanskeligheder i dets rækker.

De, der forstod de politiske realiteter og dermed søgte nogle fordele ved at lade som om, de havde konverteret. Imidlertid bibeholdt de kontakter med anti-muslimske kræfter, i håbet om at de kunne drage nytte af kontakter med begge sider og dermed kunne undgå at lide overlast.

De, som ikke endnu havde besluttet sig; men lod som om de havde konverteret, fordi alle omkring dem gjorde det.

De, som tog imod Islam som den sande religion; men fandt det svært at fralægge sig det nedarvede form for tilværelse, overtro og skikke såvel som at udøve den form for selvdisciplin, Islam kræver.

Hvis vi skulle forestille os selv i verden for 1400 år siden, ville vi finde en fuldstændigt anderledes verden. Mulighederne for at udveksle idéer var sparsomme og kommunikationsmidlerne var begrænsede og uudviklede. Mørke vil herske og kun et svagt glimt af lærdom synligt, knap nok tilstrækkeligt til at oplyse menneskets videns horisont. Folk på den tid havde et snævert udsyn, og deres idéer om menneskeheden og tingene var begrænset til deres umiddelbare omgivelser. De var så dybt nedsunket i uvidenhed og overtro, og deres mangel på tro var så stærk og udbredt, at de nægtede at overveje noget som helst som ophøjet og sublimt, medmindre det viste sig for dem i det overnaturliges klædning. De havde udviklet en så stærk mindreværdsfølelse, at de ikke kunne forestille sig noget menneske kunne have en gudelig sjæl eller en hellig tilskyndelse.

Profetens Hjemland

I den uoplyste æra lå mørket tykkere og tungere i et land mere end i noget andet. Nabolandene Persien, Byzantium og Ægypten besad et glimt af civilisation og et svagt lys af kundskab; men den Arabiske halvø, der lå isoleret og afsondret af store have af sand, var kulturelt og intellektuelt et af verdens mest tilbagestående områder. Hijaz, Profetens (fvmh) fødested, havde ikke engang været igennem naboegnenes begrænsede udvikling og havde ikke oplevet nogen social evolution eller opnået nogen intellektuel udvikling af betydning. Selvom deres højtudviklede sprog kunne udtrykke de fineste nuancer af betydninger, afslører et studium af resterne af deres litterære værker den begrænsede udstrækning af deres viden. Alt dette viser deres lave kulturelle og civiliserede stade, deres overtroiske natur, deres barbariske og vilde skikke samt deres klodsede og lavtstående moralske standarder og begreber.

Det var et land uden en regent, for hver stamme påstod overlegenhed og betragtede sig selv som uafhængig. Den eneste lov, der fungerede, var jungleloven. Røveri, ildspåsættelse og mord på uskyldige og svage var normen. Liv, ejendom og ære var konstant i fare, og stammerne lå altid i krig med hinanden. Et banalt tilfælde kunne opsluge dem i vild krigsførelse, der sommetider udviklede sig til årtier lange borgerkrige, der omfattede hele landet. Som en lærd skriver:

Disse kampe ødelagde følelsen af national enhed og udviklede en uhelbredelig opsplitning; hver stamme anser sig selv for selv-tilstrækkelig og betragter de andre som legitime ofre for mord, røveri og udplyndring. 23

De var knap i stand til at skelne mellem rent og urent, lovligt eller ulovligt og deres moralbegreber, kultur og civilisation var primitive og grove. Deres liv var vildt og deres opførsel barbarisk. De svælgede i hor, hasard og druk. De stod uden skam nøgne overfor hinanden, og kvinderne gik nøgne rundt om Ka'ba'en.

Deres prestige krævede drab på pigebørn hellere end at få nogen "laverestående" til svigersøn og eventuelle arvinger. De giftede sig med de af deres stedmødre, der var blevet enker, og kendte ingen af de manerer, der forbindes med at spise, påklædning og renlighed. De var tilbedere af sten, træer, afguder, stjerner og ånder og havde glemt de tidligere Profeters lære. De havde en ide om, at Abraham og Ishmail var deres forfædre, men næsten alle disse forfædres religiøse viden og forståelse af Gud var gået tabt.

Medinas jødiske stammer var ikke ivrige efter at opfylde de ting, de var blevet enige om med Guds Budbringer efter hans Emigration. Under Slaget ved Badr holdt de med de mekkanske polyteister; efter Badr opmuntrede de åbent Quraysh og andre arabiske stammer til at forene sig mod muslimerne. De samarbejdede også med hyklerne, der tilsyneladende var en integreret del af den muslimske statsorden.

For at sabotere udbredelsen af Islam begyndte de at puste til gløderne af gammelt had mellem Aws og Khazraj, de to stammer af Medinas muslimer. Ka'b ibn Ashraf, høvding for Banu Nadir, tog til Mekka og reciterede bevægende elegier for de mekkanere, der blev dræbt ved Badr, i et forsøg på at fremprovokere Quraysh til nye fjendtligheder. Han bagtalte også muslimerne og lavede satire over Guds Budbringer i sine digte.

De jødiske stammers overtrædelser af deres traktatlige forpligtelser overskred alle grænser. Nogle få måneder efter Badr blev en muslimsk kvinde behandlet uanstændigt af nogle jøder fra Banu Qaynuqa´, den mest anti-muslimske stamme. Under den efterfølgende kamp blev en muslim martyr, og en jøde blev dræbt. Da Guds Budbringer bebrejdede dem denne skændselsgerning og mindede dem om deres kontraktlige forpligtelser, truede jøderne ham: "Bliv ikke vildledt af dit møde med et folk, der ikke har kendskab til krigskunst. Du var heldig. Ved Gud, hvis vi slås imod dig, vil du vide, at vi er mænd af krig." Men Guds Budbringer marcherede mod dem og slog dem.

Den jødiske Banu Nadir stamme var oprindeligt en svoren allieret af muslimerne i Medina. Men dens medlemmer lavede i hemmelighed intriger med Mekkas hedninge og hyklerne i Medina. De forsøgte endda at dræbe ham, mens han besøgte dem, og brød gæstfrihedens love og deres traktat. Guds Budbringer bad dem om at forlade deres strategiske positioner, omkring 3 km. syd for Medina, og de gik med til at gøre det. Men da 'Abdullah ibn Ubayy, hyklernes høvding, lovede dem hjælp i tilfælde af krig, nølede Banu Nadir.

Så belejrede den muslimske hær dem i deres forte. Da Banu Nadir indså, at hverken polyteisterne i Mekka eller Hyklerne i Medina bekymrede sig nok til at hjælpe dem, måtte de forlade byen. De var forfærdede; men deres liv blev sparet. De fik ti dage til at flytte sig selv, deres familier og alt, de kunne bære. De fleste af dem sluttede sig til deres brødre i det sydlige Syrien og andre i Khaybar.

Da de allierede var på vild flugt efter slaget ved Voldgraven (627) og vendte slagne hjem, vendte Guds Budbringer sin opmærksomhed mod Banu Qurayza. De havde forrådt deres alliance med Guds Budbringer, havde slået sig sammen med Quraysh og havde givet asyl til Banu Nadirs ledere, som Huyay ibn Akhtab, som var blevet udvist fra Medina og fortsatte med at konspirere mod muslimerne.

Lige efter Slaget ved Voldgraven beordrede Guds Budbringer sine Ledsagere til at marchere mod denne jødiske stamme og lod sit telt slå op lige overfor deres fort. Han ville have tilgivet dem, hvis de havde spurgt; men de foretrak at holde ud. Budbringeren belejrede dem i 25 dage. Til sidst bad de om betingelserne for overgivelse, idet de blev enige om, at de skulle underkaste sig Sa'd ibn Mu'adhs domsfældelse, som bekendtgjorde deres dom i henhold til Torah'en. Det var afslutningen af Banu Qurayzas konspirationer, såvel som den jødiske tilstedeværelse i Medina.

Et år efter Slaget ved Voldgraven underskrev Guds Budbringer en traktat for våbenstilstand i 10 år med Quraysh. Denne traktat var en klar sejr, der åbnede døren til nye og større sejre for Islam. Truslen fra Mekka ophørte, og Guds Budbringer sendte gesandter til nabolandene for at invitere dem til Islam. Han satte også i gang med at løse de andre problemer, han stod overfor i Arabien.

De fleste af Banu Nadirs jøder slog sig ned i Khaybar efter deres fordrivelse fra Medina. Khaybars jøder fortsatte sammen med dem at arbejde imod Islam sommetider sammen med Quraysh, sommetider sammen med Banu Ghatafan. Banu Nadir havde været medvirkende til at opstille den hær på 20 000 mand store anti-muslimske alliance, der blev slået ved Slaget ved Voldgraven. For at forsøge at afslutte denne konstant fjendtlige jødiske tilstedeværelse, så Arabien kunne blive gjort sikkert for fremtiden og fri prædiken af Islam, handlede muslimerne.

Banu Qurayzas nederlag ophidsede jøderne i Khaybar til at alliere sig med Banu Ghatafan og angribe Medina. De var i gang med forberedelserne hertil, da Guds Budbringer efter traktaten ved Hudaybiya marcherede mod Khaybar. Efter en heftig kamp erobrede muslimerne Khaybar.

Troens Hovedsætninger

Gud er Én uden nogen partnere. Navnet "Allah", Hans særlige navn, kan ikke bruges om nogen eller noget andet.

Han eksisterer evindeligt uden at komme ind i eksistensen. Han er den Evige uden begyndelse og varer ved uden ende.

Der er intet som Ham. Han er Skaberen, hverken skabt eller del af Hans skabelse. Han avler ikke og er ikke Selv avlet.

Han kan ikke fattes i nogen menneskelig terminologi eller kvalitet, og inkarnerer ikke. Han er forskellig fra ethvert skabt væsen.

Han ved; men ikke på samme måde, som vi ved; Han har Magt; men ikke som vi har magt; Han ser, men ikke som vi ser; Han hører, men ikke som vi hører; og Han taler, men ikke som vi taler. Vi taler ved hjælp af vore taleorganer og lyde, hvorimod Gud, den Højeste, taler uden organer eller lyde. Han har hverken nogen krop eller substans, eller tilfældig ejendom eller grænse, hverken modsat eller lige eller lignende.

Der findes ingen gud udover Ham. Han er den Ene, ikke i numerisk forstand, men forstået på den måde, at Han har ikke nogen partner. Han er det Evige Tilflugtssted. Han har absolut kontrol over alting og intet har kontrol over Ham. Intet kan være uafhængigt af Ham bare i et øjeblik.

Intet kan overvælde Ham. Ingen restriktioner eller grænser kan sættes for Ham. Han har ingen dele eller lemmer og kan ikke rummes i de seks retninger, som alle skabte ting er.

Intet væsen i hele universet er værdigt til tilbedelse, udover Ham.

Intet sker uden at Han ønsker, det skal ske.

Han lever, og dør aldrig, er evigt aktiv og sover aldrig.

Han skaber, uden at have behov for det og sørger for Sin skabelse, uden nogen anstrengelse.

Han forårsager død uden frygt, genopretter liv uden vanskelighed.

Han har magten til at gøre hvad som helst. Alt er afhængigt af Ham, og Han behøver intet. Der er intet som Ham.

Han beordrede Sine skabninger til at adlyde Ham og forbød dem at være ulydige.

Han er Højt Hævet over at have modsætninger eller lige.

Ingen kan undslippe Hans forordning, forsinke Hans befaling eller overtrumfe Hans anliggender.

Muhammad, (fvmh), er Hans udvalgte Tjener, foretrukne Profet, Hans Budbringer, som Han er godt tilfreds med, og Profeternes Segl.

Enhver påstand om Profetgerning efter ham er løgn og bedrag.

Han er blevet sendt til jinn og menneskeheden med sandhed, vejledning, lys og illumination.

Koranen er Guds ord, som Han åbenbarede for Sin Budbringer. Alle muslimer accepterer den som absolut sandhed.

Profeterne, fred og velsignelser være med dem, er fri for alle større og mindre synder, vantro og alt, der er afskyeligt. Alle ubetydelige fejl, de måske begår, forårsager, at de øjeblikkeligt bliver korrigeret af Gud.

Gud tog Abraham som en nær ven, og Han talte direkte til Moses.

Vi tror på englene, Profeterne og Bøgerne, der er åbenbaret til Budbringerne, og vi er vidner på, at de alle fulgte den klare Sandhed.

Vi kalder folkene i vores qibla for muslimer og troende, så længe de anerkender det, Profeten bragte og accepterer alt det som sandhed, han sagde og fortalte os om. Vi anser ingen af dem som vantro på grund af en eller anden fejl, de måske har begået, så længe de ikke betragter denne handling som lovlig.

Et menneske går først ind i vantro, når det benægter det, der førte ham eller hende til det.

Hvad end Profeten, må fred være med ham, sagde om Shari'a og forklaringen (på Koranen og Islam) er sande.

Gud elsker alle de troende, og de ædleste blandt dem er i Hans øjne dem, der er mest lydige, og som følger Islam nærmest.

Tro består af tro på Gud, Hans engle, Hans Bøger, Hans Budbringere, den Sidste Dag (sammen med Genopstandelsen og Dommens Dag) og tro på Guddommelig Skæbne og Forordning (inklusive menneskets frie vilje).

Vi gør ingen forskel på Budbringerne og accepterer det, de alle har bragt, som sandt.

Gud, Vogteren over de, som erkender Ham, vil ikke i det Hinsidige behandle dem på samme måde, som Han vil behandle dem, som benægter Ham, er berøvet Hans vejledning og ikke har kunnet opnå Hans beskyttelse. Oh Gud, Du er Beskytteren af Islam og dens folk. Gør os faste i Islam indtil den dag, vi møder Dig.

Vi følger Profetens Sunna og det muslimske samfund og undgår afvigelse, forskelle og opdelinger.

Menneskers handlinger er skabte (blevet givet ydre eksistens i den materielle verden) af Gud; men tilegnes (gøres) af menneskene selv.

Vi accepterer ikke noget af det, spåmænd og sandsigere siger, som sandt; ej heller accepterer vi påstande fra dem, der påstår noget, der går imod Bogen, Sunna og det muslimske samfunds (umma) enighed.

Vi er enige om at den sande og rette vej, at holde sammen og at adskillelse er afvigelse og lidelse.

Koranen, den sidste af de Guddommelige Bøger, som blev åbenbaret af Skaberen til den Sidste af Budbringerne og har nået os ufordærvet, er en kilde til viden om Jesus, der almindeligvis er ukendt for de fleste, der studerer kristendom. Koranen leder os ikke alene til en bedre forståelse af hvem, han var; men også gennem denne forståelse forøges vor respekt og kærlighed til ham. Den sidste Åbenbaring, der kom nogle og 600 år efter Jesu fødsel, fortæller os, hvad der er vigtigt for os at vide om hans liv og lære, og stadfæster hans rolle som Profet i det perspektiv, som Unitarianerne (Muwahhid'erne) indså, lå bag profeti i sig selv. Koranen giver et perspektiv, som ingen anden kilde kan give:

Og sandelig, Vi gav Moses Bogen og sørgede for at en række Budbringere fulgte efter ham, og Vi gav til Jesus, Marias søn, tydelige beviser og støttede ham med Ren Ånd. (2:87)

Den følgende passage minder os om Budbringernes linie, som Jesus var en del af. Efter at have nævnt Abraham fortsætter den:

Og Vi skænkede ham (Abraham) Isak og Jakob, som Vi vejledte hver især; Vi vejledte Noah i en tidligere tid; og af hans efterkommere David, Salomon, Job, Josef, Moses og Aaron. Således belønner Vi de gode. Og Zakkarias, Johannes, Jesus og Elias, som hver især var af de retfærdige. Og Ishmael, Elisha, Jonas, Lot, som Vi hver især foretrak frem for (andre) skabninger. (6:84-86)

Og listen over Budbringere er på ingen måde fuldstændig, for der er Budbringere, Vi har omtalt for jer før, og Budbringere, Vi ikke har nævnt for jer. (4:164)

Rent faktisk sagde Profeten Muhammad, (fvmh), at Jesus var en af de Profeter, hvor der ikke var nogen grund til strid eller argumentation. Gud siger til Sin Budbringer:

Sig: "Vi tror på Gud og det, der er åbenbaret for os; det, der blev åbenbaret til Abraham, Ishmael, Isak, Jakob og Profeterne blandt Jakobs efterkommere; og det, der blev betroet Moses, Jesus og Profeterne fra deres Herre. Vi gør ingen forskel på dem, og vi har overgivet os til Ham." (3:84)

Gud sendte alle Profeter med det samme formål, og Jesus var ikke forskellig fra dem:

Vi fik Jesus, Marias søn, til at følge i deres fodspor, idet han bekræftede det, der var før ham, og skænkede ham Evangeliet, hvori der er vejledning og lys, bekræftende det, der var før den i Toraen - en vejledning og en formaning til de, der er forsigtige." (5:46)

Jesus, Marias søn, sagde: "Oh, Israels Børn! Se! Jeg er Guds Budbringer til jer, idet jeg bekræfter det, der var før mig i Toraen og bringer de gode nyheder om en budbringer, der vil komme efter mig, hvis navn er Ahmad (den Prisede)." (61:6)

(Husk, oh Muhammad) da englene sagde: "Oh Maria, Gud giver dig gode nyheder om et ord fra Ham, hvis navn er Messias, Jesus, Marias søn, strålende i verden og i det Hinsidige og én af dem, bragt nær (til Gud). Han vil tale til menneskeheden fra sin vugge og i sin manddom, og han er en af de retfærdige." Hun sagde: "Min Herre! Hvordan kan jeg få et barn, når ingen mand har rørt mig?" Han sagde: "Således (vil det ske). Gud skaber, hvad Han vil. Hvis Han forordner en ting, siger Han blot til den: 'Vær!', og den er. Han vil lære ham Bogen og visdommen, Torah'en og Evangelierne og vil gøre ham til en Budbringer til Israels Børn, (idet han siger): 'Jeg vil komme til jer med et tegn fra jeres Herre. Se! Jeg former en fugleskikkelse til jer i ler, og jeg ånder ind i den, og den er en fugl, med Guds tilladelse. Jeg helbreder ham, der blev født blind og den spedalske, og genopvækker de døde, med Guds tilladelse. Jeg vil fortælle jer, hvad I spiser, og hvad i oplagrer i jeres huse. Her er sandeligen et tegn for jer, hvis I er sande troende. (jeg kommer) for at bekræfte det, der var før mig i Toraen og gøre noget af det lovligt, som var forbudt for jer. Jeg kommer til jer med et tegn fra jeres Herre, så overhold jeres pligter overfor Herren og adlyd mig. Gud er min Herre og jeres Herre, så tilbed Ham. Dette er en lige vej." Men da Jesus blev bevidst om deres vantro, kaldte han ud: "Hvem vil være mine hjælpere i Guds sag?" Disciplene sagde: "Vi vil være hjælpere i Guds sag. Vi tror på Gud og er vidner på, at vi har overgivet os (til Ham). Vor Herre, vi tror på det, Du har åbenbaret, og følger ham, Du har sendt. Indkald os blandt dem, der vidner (om Sandheden). (3:45-53)

Sådan var Jesus, Marias søn. (Dette er) en erklæring om Sandheden vedrørende det, de tvivler om. Det passer ikke til (Guds Majestæt), at Han skulle tage Sig en søn. Han være priset! hvis Han ønsker Sig en ting, siger Han blot "Vær!" og den er. Og se! Gud er min Herre og jeres Herre. Så tjen Ham. Det er den rette vej. (19:34-36)

De siger: "Gud har taget Sig en søn." Han være priset! Han har ingen behov! Hans er alt, der findes i himlene og alt, hvad der er på jorden. I har ingen bekræftelse på dette. Fortæller I noget om Gud, som I ikke har viden om? (10:68)

De er vitterlig vantro, som siger: "Gud er Messias, Marias søn." Sig: "Hvem kan da gøre noget imod Gud, hvis Han havde ønsket at ødelægge Messias, Marias søn, og hans moder og alle på Jorden?" Overherredømmet over himlene og jorden og alt, der er mellem dem, er Guds. Han skaber, hvad Han vil. Gud kan gøre alle ting. (5:17)

Når Gud siger: "Oh Jesus, søn af Maria, sagde du til menneskene: 'Tag mig og min mor som to guder ved siden af Gud?' vil han sige: '(Må Du) være priset! Jeg ville aldrig sige noget, jeg ingen ret havde til at sige. Hvis jeg plejede at sige det, så ved Du det. Du ved, hvad der er i mit sind, og jeg ved ikke, hvad der er i Dit sind. Du, kun Du, er Kenderen af Skjulte Ting. Jeg talte kun det til dem, som Du befalede mig (at sige): "Tilbed Gud, min Herre og jeres Herre." Jeg var vidne for dem, mens jeg levede blandt dem, og da Du tog mig, var Du Vogter over dem. Du er Vidne til alle ting. Hvis Du straffer dem, er de Dine slaver, og hvis Du tilgiver dem (er de Dine slaver). Du, kun Du, er den Ærede med uimodståelig magt, den Viise." (5:116-18)

Nogle jøder siger: "Ezra er Guds søn," og de kristne siger: "Messias er Guds søn". Det er det, de siger med deres munde. De efterligner udtalelser fra gamle dages vantro. Gud (Selv) kæmper mod dem. Hvor er de perverse! De har taget herrer ved siden af Gud, deres rabbinere, deres munke og Messias, Marias søn, når de fik ordre til blot at tilbede Én Gud. Der er ingen gud udover Ham. (9:30-31)

Oh, Bogens Folk! Overdriv ikke i jeres religion, eller sig noget som helst om Gud andet end Sandheden. Messias Jesus, Marias søn, var blot en af Guds Budbringere, og Hans ord, som Han videregav til Maria, og en ånd fra Ham. Så tro på Gud og Hans Budbringere, og sig ikke "Tre" - Stop! (Det er) bedst for jer! Gud er kun Én Gud. Det er langt fra Hans Majestætiske natur at have en søn. Alt, hvad der er i himlene og på jorden er Hans. Og Gud er tilstrækkelig som Forsvarer. Messias vil aldrig fnyse ad at blive Guds slave, ej heller vil de favoriserede engle. Enhver, som fnyser ad sin tjeneste og er stolt, alle dem vil Han samle til Sig Selv. Angående dem, der troede og gjorde gode gerninger, til dem vil Han betale deres løn til fulde og lægge til dem af Hans rigdom. Angående de, som var hovmodige og stolte, vil Han straffe dem med en smertefuld dom, og de vil ikke kunne finde nogen beskyttende ven eller hjælper imod Gud. (4:171-73)

Gud skaber hvert samfund af væsener med et formål og en guide eller leder. Det er utænkeligt, at Gud, Som gav bierne en dronning, myrerne en fører og fugle og fisk hver en guide, ville lade os uden Profeter til at vejlede os til åndelig, intellektuel og materiel fuldkommenhed.

Profetgerning er den højeste rang og ære, et menneske kan modtage fra Gud. Det beviser menneskets indre væsens overlegenhed over alle andre. En Profet er som en gren, der rækker ud fra det Guddommelige til det menneskelige rige. Han er skabelsens egentlige hjerte og tunge og besidder et superb intellekt, der gennemtrænger tingenes og begivenhedernes virkelighed.

Derudover er han det ideelle væsen, for alle hans evner er harmonisk excellente og aktive. Han stræber efter og er til stadighed på vej fremad mod Himlen, venter på Guddommelig inspiration eller Åbenbaring som løsning på de problemer, han står overfor, og han er forbindelsespunktet mellem denne verden og det Hinsidige. Hans krop er underlagt hans hjerte og følger det, det billedlige sæde for det åndelige intellekt. Hans sanser og tanker er altid rettet mod Guds Navne og Attributter. Han går til det, han opfatter, og når til det ønskede bestemmelsessted.

Når en Profets sanser er udviklet til fulde - syn, hørelse og dermed viden - overgår de alle andre menneskers, og man kan ikke forklare hans sanseopfattelse med begreber som anderledes lys, lyd eller nogle andre bølgelængder; men almindelige mennesker kan ikke opnå en Profets viden.

Selvom vi kan finde Gud ved at reflektere over naturens fænomener, har vi brug for en Profet til at fortælle os, hvorfor vi blev skabt, hvor vi kommer fra, hvor vi skal hen og hvordan vi skal tilbede vor Skaber på bedste måde. Gud sendte Profeter for at lære deres folk meningen med skabelsen og sandheden i tingene, at afsløre mysterierne bag historiske og naturlige hændelser og at fortælle os om vort slægtskab og om det, der findes mellem Skrifterne og universet.

Alt i universet prøver at udstille den Almægtiges, den Altomsluttende Skabers Navne og Attributter. På samme måde noterer og bekræfter Profeterne og er trofaste overfor, til det subtile, mystiske slægtskab mellem Gud og Hans Navne og Attributter. Da det er deres pligt at vide og tale om Gud, træder de ind i den sande mening i tingene og hændelserne, og de viderebringer det direkte og oprigtigt til menneskeheden.

Uden Profeter havde vi ikke kunnet gøre noget videnskabeligt fremskridt. Mens de, som benytter en evolutionær tilgang til at forklare historiske begivenheder, er tilbøjelige til at give tilfældigheder og deterministisk evolution, vejledte Profeterne menneskeheden i intellektuel - og dermed videnskabelig oplysning. Derfor accepterer bønder Profeten Adam som deres første læremester, skræddere accepterer Profeten Enok, skibsbyggere og sømænd accepterer Profeten Noa og urmagere accepterer Profeten Josef. Desuden markerede Profeternes mirakler slutudviklingen af videnskabelig og teknologisk fremgang og tilskyndede folk til dem.

Profeterne vejledte menneskene gennem personlig adfærd og de himmelske religioner og Skrifter, de overbragte for at udvikle deres medfødte evner og rettede dem mod formålet med deres skabelse. Havde det ikke været for dem, ville menneskeheden (frugten af skabelsens træ) have ligget og gået i forrådnelse. Ligesom menneskeheden behøver retfærdighed, ligeså meget som den behøver privat indre fred, underviste Profeterne livets love og fastlagde reglerne for et fuldkomment socialt liv baseret på retfærdighed.

Koranen erklærer udtrykkeligt: Vi sendte blandt alle folk en Budbringer (med befalingen): "Tjen Gud og undgå ondt" (16:36). Men mange mennesker glemte gradvist disse Guddommelige lærdomme og faldt for sådanne fejl som at guddommeliggøre Profeterne eller andre eller tog del i afgudsdyrkelse. Selv hvis man indrømmer, at der må være en enorm forskel på de originale religioner og de nuværende udgaver af dem, er det ret umuligt at forstå de forhold, der fik Konfucius til at fremstå i Kina og Brahma og Buddha i Indien. Det er ligeså svært at gætte, hvad der var deres oprindelige budskab, og i hvilken grad de er blevet ødelagte.

Havde Koranen ikke introduceret Profetgerning for os, ville vi ikke have nogen nøjagtig ide af mange Profeters karakter, liv, missioner og lærdomme. En præcis hadith siger: "En Profets discipler vil fortsætte hans mission efter hans død; men nogle af hans følgere vil senere ødelægge alt, han havde skabt." Dette er et meget vigtigt punkt. Mange af de religioner, vi nu betragter som falske, vendte sig mod falskhed, overtro og legender gennem tiden gennem dens fjenders overlagte ødelæggelse (eller gennem dens følgeres misforståelser) på trods af deres mulige oprindelse i den reneste, Guddommelige kilde.

At sige at én er Profet, uden at han er det, er hedensk, ligesom det er tilfældet, hvis man nægter at tro på en ægte Profet. Vi skulle betragte det, Buddhisme eller Brahmanisme kan have været i deres sande, originale skikkelser, ligesom de doktriner der tillægges Konfucius eller shamanisternes udøvelser og tro. Måske har de stadig nogle rester af det, de oprindeligt var.

Mange religioner, der engang var rene, er blevet forvrænget og forandret; derfor er det væsentligt at acceptere renheden i deres oprindelige grundlag. Koranen siger: Der har aldrig været et folk, uden at en advarer har levet iblandt dem (35:24), og: Vi sendte en Budbringer blandt alle folk (16:36).

Disse Åbenbaringer erklærer, at Gud sendte Budbringere til hver folkegruppe. Koranen nævner navnene på 28 Profeter ud af et samlet antal på 124 000. Vi ved ikke nøjagtigt, hvor og hvornår mange af dem levede; men vi behøver heller ikke at have den information, for: I tiderne før dig sendte Vi Budbringere; af dem er der nogle historier, Vi har fortalt dig og nogle, hvis historier, Vi ikke har fortalt til dig (40:78).

Nylige studier i sammenlignende religion, filosofi og antropologi afslører, at mange vidt spredte samfund deler visse begreber og praksis. Blandt disse er bevægelser fra polyteisme til monoteisme, idet man beder til Een Gud i vanskelige tider ved at løfte hænderne og bede om noget fra Ham. Mange af den slags fænomener peger på en enkelt kilde og en enkelt lære. Hvis primitive stammer, der er afskåret fra civilisationen og indflydelse fra kendte Profeter, har en sikker forståelse af Hans Enhed, selvom de kun har lidt forståelse af, hvordan man lever i henhold til den tro, må en Budbringer være blevet sendt til dem et tidspunkt i fortiden: For hvert folk er der en Budbringer. Når deres Budbringer kommer, bliver sagerne mellem dem afgjort med retfærdighed, og de bliver ikke behandlet uret (10:47).

Som det blev understreget tidligere, er det sådan, at når folk faldt tilbage i mørket efter en Profet, sendte Gud dem en anden til at oplyse dem igen. Dette forsatte indtil den Sidste Profets komme. Grunden til at sende Profeterne Moses og Jesus krævede, at Profeten Muhammad blev sendt. Da hans Budskab var til alle, uanset tid og sted, endte Profetgerningen med ham.

På grund af bestemte sociologiske og historiske fakta, der kræver en længere forklaring, blev Profeten Muhammad sendt som "en barmhjertighed til alle verdener (21:107)". Af denne grund tror muslimerne på alle Profeterne og gør ingen forskel på dem:

Budbringeren tror på det, der er blevet sendt til ham fra hans Herre, og det gør de troende også. De tror alle på Gud, Hans engle, Hans Skrifter og Hans Budbringere: "Vi gør ingen forskel på Hans Budbringere" - og de siger: "Vi hører og adlyder. Skænk os Din tilgivelse, vor Herre; til Dig går rejsen." (2:285).

Derfor er Islam, åbenbaret af Gud og overbragt til menneskeheden af Profeten Muhammad, universel og evig.

Det er hinsides denne bogs sigte at beskrive Profetgerningen og fortælle alle Profeters historier; men ved at fokusere på Profeternes Segls Profetgerning, som fortalte os om de andre Profeter og Guddommelige Skrifter og gjorde vor Herre kendt for os, vil vi gøre de andre Profeter kendte og bevise deres Profetgerning.

Tro på Gud, kilden til glæde, at følge den Sidste Profet og Budbringer fra Gud er nøglerne til velstand i begge verdener. Hvis vi vil frelses fra fortvivlelse og alle livets negative sider og opnå intellektuel, spirituel og materiel perfektion, må vi helhjertet tro på, at Muhammad er Guds Sendebud og følge hans vejledning.

Pludseligt forandredes han mærkbart. Hans hjerte, nu illumineret af Guddommeligt Lys, havde den kraft, han havde længtes efter. Han forlod den hules indelukke, som han jævnligt besøgte for at trække sig tilbage, og han gik ned til sit folk og henvendte sig til dem i følgende tone:

De afguder, I dyrker, er intet andet end humbug, så hold op med at tilbede dem. Ingen person, stjerne, træ, sten eller ånd har fortjent jeres tilbedelse. Bøj ikke jeres hoveder for dem i tilbedelse. Hele universet tilhører Gud, den Almægtige. Han alene er Skaberen, Ernæreren, Opretholderen og derfor den virkelige Øverste, Som alle burde bøje sig for, og Som er værdig til jeres bønner og lydighed. Så tilbed Ham alene og adlyd Hans befalinger.

De tyverier og plyndringer, mord og voldtægter, uret og grusomheder og alle de onder, I udøver, er synder i Guds øjne. Forlad jeres onde veje. Tal sandheden. Vær retfærdige. Dræb ikke nogen, for enhver, der uretfærdigt dræber en anden, er som en, der har dræbt hele menneskeheden og enhver, der frelser en anden er som en, der har frelst hele menneskeheden (5:32). Begå ikke røveri, men tag jeres legale del og giv det, der tilkommer andre på en retfærdig måde.

Anbring ikke andre guddomme ved siden af Gud, ellers vil I blive forbandet og forladt. Hvis én eller begge af jeres forældre når høj alderdom og bor hos jer, tal da kun til dem med respekt og ud af barmhjertighed, vær ydmyg overfor dem. Giv jeres slægtninge deres del. Giv til den nødlidende, den rejsende og vær ikke ødslende. Slå ikke jeres børn ihjel på grund af frygt for fattigdom eller af andre grunde. Undgå hor, for det er uværdigt og ondt. Lad de forældreløses og svages ejendom i fred.

Opfyld pagten, for I vil blive udspurgt om den. Lad være med at snyde, når I afvejer og udmåler varer. Følg ikke efter det, I ikke har viden om, for jeres ører, øjne og hjerte vil blive spurgt om dette. Gå ikke arrogant omkring, for I vil aldrig kunne rive jorden åben eller nå bjergene i højde. Tal venlige ord til hinanden, for Satan bruger kraftige ord for at skabe strid. Vend ikke din kind til andre i vrede og bitterhed eller gå rundt i landet med uforskammethed.

Gud elsker ikke de, som praler, så vær beskedne i fremtoning og dæmp jeres stemmer. Gør ikke grin med andre, for de er måske bedre end jer. Find ikke fejl hos hinanden og lad være med at kalde hinanden stødende øgenavne. Undgå det meste af mistanke, for megen mistanke er en synd. Udspionér ikke hinanden og lad være med at sladre. Vær standhaftige følgere af retfærdighed og vidner for Gud, om det så er imod jer selv eller jeres forældre og slægtninge, uanset om de er rige eller fattige. Afvig ikke på grund af griller. Vær trofaste vidner for Gud i retfærdighed og lad ikke jeres had mod andre forføre jer til at blive uretfærdige mod dem.

Hold jeres raseri tilbage og undskyld andre deres fornærmelser. Gode og onde gerninger er ikke lige, så afvis en ond gerning med en god, så I begge kan overvinde jeres fjendskab og blive loyale venner. Svaret på en villet ondskab er en tilsvarende ond handling; men enhver, som undskylder og tilgiver den, der gør ondt, med venlighed og kærlighed, vil blive belønnet af Gud. Undgå alkohol og hasardspil, for Gud har forbudt dem.

I er mennesker, og alle mennesker er lige i Guds øjne. Ingen fødes med en skamplet i ansigtet eller en æreskrans om halsen. De eneste høje og ærede mennesker er de Guds-bevidste og fromme, sande i ord og gerninger. Udmærkelser ved fødsel og racens strålekrans er ikke kriterier for storhed og ære.

På en dag, efter I er døde, vil I fremstå foran en Øverste Domstol og gøre regnskab for alle jeres handlinger, hvoraf ingen kan skjules. Jeres livs optegnelser vil være en åben bog for Gud. Jeres skæbne vil blive afgjort af jeres gode eller dårlige handlinger. I retssalen hos den Sande Dommer - den Alvidende Gud - kan der ikke være nogen uretfærdig forfordeling eller favoriseren. I kan ikke bestikke Ham, og jeres stamtræ eller forældreskab vil blive ignoreret. Sand tro og gode gerninger vil alene gavne jer til den tid. De, som har gjort dem til fulde, skal bo i den evige lyksaligheds Himmel, mens de, der ikke gjorde det, skal bo i Helvedes ild. 24

Under disse svære omstændigheder valgte Guds Budbringer at udsende militære ekspeditioner ind i ørkenens hjerte. Han havde adskillige mål for øje, hvoraf nogle var de følgende:

De vantro forsøgte at slukke Guds Lys med deres munde; men selvom de var uvillige, ønskede Gud at fuldkommengøre Sit Lys (61:8). Guds Budbringer ønskede at bevise, at de vantro ikke kunne udslette Islam.

Mekka nød en central beliggenhed på den Arabiske Halvø. Som dens mest formidable magt følte alle andre stammer en slags tilhørsforhold til den. Ved at sende militære ekspeditioner ud i de omliggende områder ønskede Guds Sendebud at demonstrere Islams magt og bryde Quraysh's dominans. Gennem historien har det været normen at "magt er ret", for "ret" er ofte for svag til at herske. I Arabien havde Quraysh magt og rigdom, så nabostammerne adlød dem. Imidlertid kom Islam for at få ret til at få overherredømme, og derfor måtte Guds Budbringer bryde Mekkas greb om nabostammerne.

Hans mission var ikke begrænset til en fast periode eller nation, for han blev sendt som en barmhjertighed for alle verdener. På denne måde havde han til opgave at viderebringe Islam så langt som muligt. For at det skulle lykkes, måtte han vide, hvad der foregik på halvøen. Disse ekspeditioner tjente som observatører, der gav ham de informationer, han behøvede for at bane vejen for Islams budskab.

Quraysh levede af handel med de internationale markeder i områderne, der i vore dage hedder Syrien og Yemen, og var derfor nødt til at sikre deres handelsruter. Men nu, da muslimerne var i Medina, kunne disse ruter blive truet. Mens Profeten styrkede sin position, udsendte han også militærekspeditioner for at lamme Quraysh's håb og planer om at besejre ham.

Islams befalinger søger at garantere sikkerheden for liv og ejendom, for ærbarhed og tro, såvel som for fysisk, mental og åndelig sundhed. Udfra det er mord og tyveri, røveri og plyndring, udnyttelse og åger (renter), hasardspil, alkohol, illegale seksuelle relationer, anarki samt udbredning af ateisme alle forbudt. Det arabiske ord for tro, iman, betyder fred og sikkerhed. Derfor vil en mu'min (troende) aldrig bedrage, og alle kan være sikre overfor en troendes tunge og hånd. Troende lyver aldrig, bryder deres løfter eller forråder en tillid. Dertil kommer, at de ikke tjener til dagen og vejen ved u-islamiske metoder som at stjæle, udbytte andre eller rentebaserede transaktioner. Desuden forsøger de at ikke skade nogen, for de er overbeviste om, at de, der dræber bare en person, er ligesom de, der dræber hele menneskeheden.

Da Guds Budbringer voksede op til Profet, havde Arabien ingen sikkerhed for liv eller ejendele, ærbarhed eller sundhed eller tro. Dette gjaldt på et globalt plan. En af hans opgaver var derfor at etablere absolut sikkerhed på alle livets aspekter. Engang sagde han til Adiy ibn Khatam: "En dag vil komme, da en kvinde vil kunne ride i en åben vogn fra Hira til Mekka og intet andet frygte end Gud og ulve." (Bukhari, "Manaqib", 25). Ved at udsende militærekspeditioner søgte Guds Budbringer at etablere sikkerhed der og vise enhver, at kun Islam ville bringe dem sikkerhed.

Som nævnt ovenfor tog Profeten og 1500 Ledsagere mod Mekka et år efter Slaget ved Voldgraven for at udføre den årlige pilgrimsrejse. De blev forhindret i at komme ind i byen ved Hudaybiya, hvor man efter nogle forhandlinger underskrev en traktat, der tillod dem at komme igen året efter. Denne traktat gav mulighed for udveksling af idéer blandt alle regionens folk, uden indblanding. Der kom mange delegationer fra alle områder i Arabien til Profeten for at undersøge Islams lære, og et stort antal mennesker tog mod den i løbet af nogle få år. Profeten udsendte mange af hans Ledsagere (som havde lært sig Koranen udenad) til nye samfund for at instruere dem om udøvelsen af Islam. Mere end 50 af dem blev myrdet af de ikke-troende.

Et par uger efter Hudaybiya sendte Profeten breve til adskillige konger og herskere (inklusive de to supermagter - Byzanz og Persien) og inviterede dem til Islam. Negus, kongen af Abyssinien, og herskeren over Bahrain modtog Islam, og kejser Heraclius anerkendte Muhammads Profetgerning. Nogle andre herskere fandt også vej ind i Islams fold.

I slutningen af 629 krænkede Quraysh betingelserne i Traktaten af Hudaybiya ved at hjælpe Banu Bakr med et overraskelsesangreb på Banu Khuza'a, der var allieret med Profeten. Nogle mænd fra Banu Khuza'a undslap og søgte ly i Mekka og søgte oprejsning. Men Quraysh's ledere gjorde ingenting. De sendte en besked til Profeten om hjælp.

Efter at have fået bekræftet alle rapporterne om angrebet og de efterfølgende begivenheder, marcherede Profeten mod Mekka med en hær på 3000 muslimer fra Medina. Muslimer fra andre arabiske samfund sluttede sig til ham undervejs, så arméens antal steg. Inden han drog ind i byen, sendte han bud til dens indbyggere om, at enhver, som blev hjemme eller i Abu Sufyans hjem eller i Ka'ba'en, ville være sikker. Hæren kom ind i Mekka uden kamp, og Profeten tog direkte til Ka'ba'en og priste Gud for hans triumferende sejr. Profeten pegede på hver afgud med en pind og sagde: Sandheden er kommet, og løgnen er forsvundet. Sandelig, løgn er i sin egen natur dømt til at gå til grunde (17:81). Og afguderne styrtede ned, den ene efter den anden. Ka'ba'en blev derpå renset ved at fjerne de 360 afguder og gendanne den til dens oprindelige status som tilbedelse af Én Sand Gud (som den blev bygget af Profeterne Abraham og Ishmael).

Folk i byen regnede med udbredt nedslagtning i betragtning af deres forfølgelser og tortur mod muslimerne gennem de seneste 20 år. Mens Profeten, (fvmh), stod ved Ka'ba'en, lovede han mildhed og fastslog: "Jeg vil behandle jer som Profeten Josef behandlede sine brødre. Der bliver ingen bebrejdelser mod jer. Gå hjem. I er alle frie."

Mekkanerne tog imod Islam inklusive Profetens strengeste fjender. Enkelte af hans bitreste fjender og militære kommandanter var flygtet fra Mekka; men da de modtog hans forsikringer om ingen gengældelse og ingen tvang i religion, kom de tilbage og tog gradvist imod Islam. Indenfor et år (d.v.s. omkring år 630) accepterede næsten hele Arabien Islam. Blandt Profetens nærmeste Ledsagere var muslimer fra så forskellige egne som Persien, Abyssinien, Syrien og Rom. Adskillige fremtrædende jødiske rabbinere, kristne biskopper og gejstlige modtog Islam efter diskussioner med Profeten.

Den store forandring i Arabien alarmerede de to supermagter, Byzanz og Persien. Deres ledere, især byzantinernes, reagerede med trusler om at angribe Medina. Frem for at vente sendte Profeten en lille hær til at forsvare Arabiens nordligste grænse. Fra denne tid og frem til hans død blev alle større kampe udkæmpet på den nordlige front. Da Profeten ikke havde nogen stående hær, ville han, hver gang der opstod en trussel, diskutere situationen med muslimerne og da opfordre frivillige til at kæmpe mod enhver aggression.

Profeten foretog sin første og sidste pilgrimsrejse i 632 i selskab med titusinder mandlige og kvindelige Ledsagere. Han modtog den sidste Åbenbaring ved den tid og døde 2 måneder senere (må Guds velsignelser og fred være med ham), mandag den 12. Rabi al-Awwal, 11 e.H. [8. juni 632] i Medina efter kort tids sygdom. Han blev begravet samme sted, som han døde.

Profeten levede det mest enkle, nøjsomme og beskedne liv. Sommetider var han og hans familie uden varm mad i dagevis, levede kun af dadler, tørret brød og vand. Om dagen var han det travleste menneske, han udførte sine pligter i mange roller samtidigt, som statsleder, overdommer, øverstkommanderende, forhandler, instruktør og familiemenneske. Om natten var han det mest hengivne menneske, der ofte tilbragte en eller to tredjedele af hver nat i bøn og meditation. Han ejede kun måtter, tæpper, krus og andre simple ting, selv da han var Arabiens egentlige hersker. Han efterlod intet til arv undtagen et muldyr (en gave fra Ægyptens hersker), lidt ammunition og et stykke land, han havde gjort til en gave, mens han levede. Blandt hans sidste ord var: "Vi, Profeternes samfund, bliver ikke arvet. Hvad end vi efterlader, er til velgørenhed." (Muslim, "Jihad", 52.)

Ved slutningen på sin mission var Profeten velsignet med omkring 100 000 mænd og kvinder, der var blevet hans følgere. Tusinder bad sammen med ham ved moskéen og lyttede til hans prædiken. De ville søge hver en lejlighed til at være sammen med ham, følge de fem daglige bønner og til andre tider. De søgte gerne hans råd om dagligdags problemer og lyttede opmærksomt til fortolkningen og anvendelsen af åbenbarede vers på deres situation. De fulgte Koranens budskab og Guds Budbringer med yderste oprigtighed og støttede ham med alt, hvad de havde. De mest fremstående blandt dem er Abu Bakr, 'Umar, 'Uthman, Ali, Talha, Zubayr, 'Abd al-Rahman ibn Awf, Sa'd ibn Abi Waqqas, Sa'id ibn Zayd, Abu 'Ubayda, Hasan, Hussayn og adskillige dusin andre. De bar trofast Islams budskab efter Profeten, og inden 90 år havde Islams lys nået Spanien, Nordafrika, Kaukasus, det nordvestlige Kina samt Indien.

Sådan var Muhammads hjemegn, hvor han blev født i år 571. Hans far, 'Abdullah, døde før han blev født og hans mor, Amina, døde, da han var 6 år gammel. Som følge deraf manglede han enhver træning og den opdragelse, som et arabisk barn fik på den tid. Under sin barndom passede han får og geder sammen med andre beduin drenge. Da undervisning aldrig nåede frem til ham, forblev han komplet uskolet og analfabet.

Profeten forlod kun den Arabiske halvø to gange. Som ung ledsagede han sin onkel, Abu Talib, på handelstogter til Al-Sham (vore dages Israel, Palæstina, Libanon, Syrien og Jordan). Den anden gang var, da han førte en handelsdelegation til det samme område for enken Khadija, en velhavende købmand i Mekka, og som var 15 år ældre end ham. De blev gift, da han var 25 og levede lykkeligt sammen, indtil hun døde mere end 20 år senere.

Eftersom han var analfabet, læste han ingen jødiske eller kristne religiøse tekster eller havde noget nævneværdigt forhold til dem. Mekkas idéer og skikke var afgudsdyrkelse og helt uberørt af kristne eller jødiske religiøse tanker. Selv Mekkas hanif'er, de som fulgte noget af Abrahams rene religion i en forvrænget og uklar form og forkastede afgudsdyrkelse, var ikke påvirket af jødedom eller kristendom. Ingen jødisk eller kristen tanke afspejles i dette folks tilbageblevne digteriske arv. Hvis Profeten gjorde noget forsøg på at lære deres tanker nærmere at kende, ville det være blevet bemærket.

Desuden undgik Muhammad, (fvmh), de lokalt populære former for poesi og retorik allerede inden hans Profetgerning. Historien nævner intet tegn på, at han udmærkede sig frem for andre undtagen i hans moralske forpligtelse, sandfærdighed, ærlighed, oprigtighed og integritet. Han løj aldrig. En påstand, der bevises ved, at selv hans værste fjender aldrig kaldte ham en løgner. Han talte høfligt og brugte aldrig vulgært eller fornærmende sprog. Hans charmerende personlighed og udsøgte manerer fangede hjerterne hos de, der mødte ham. Han fulgte altid principperne for retfærdighed, altruisme og fair play overfor andre og bedrog aldrig nogen eller brød sit løfte.

Muhammad, (fvmh), var beskæftiget med handel og forretning i årevis, men gik aldrig ind i nogen uærlig transaktion. De, der gjorde forretninger med ham, havde fuld tillid til hans integritet. Alle kaldte ham for al-Amin (den Sandfærdige og den Troværdige). Selv hans fjender overlod ham deres kostbare ejendele til sikker opbevaring, og han indfriede deres tillid til fulde. Han var legemliggørelsen af beskedenhed i et samfund, der var ubeskedent i sin kerne.

Han blev opdraget i et folk, der betragtede drukkenskab og hasard som dyder, men han drak aldrig alkohol eller spillede. Omgivet af hjerteløse mennesker flød hans eget hjerte over med menneskelig venligheds mælk. Han hjalp forældreløse, enker og de fattige og var gæstfri overfor de rejsende. Han gjorde aldrig nogen fortræd, men udsatte sig selv for besvær for deres skyld. Idet han undgik stammefejder, var han den fremmeste i arbejdet for forsoning. Han bøjede sig aldrig for nogen skabt ting eller deltog i gudstjenester for afguder, selv da han var barn, for han hadede al tilbedelse af det, der ikke var Gud. Kort sagt kan hans fremstående og strålende personlighed, placeret i sådanne uoplyste og mørke omgivelser, have virket som et fyrtårn af lys, der oplyser den begsorte nat, eller en diamant i en dynge sten.